Europaudvalget 2024-25
EUU Alm.del Bilag 443
Offentligt
3017281_0001.png
Delegeret retsakt
Den 8.maj 2025
MIM 17-25
NOTAT OM DELEGERET RETSAKT
om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/1021 for
så vidt angår perfluoroctansulfonsyre og derivater heraf (delegeret retsakt)
KOM-dokument 8016/25 og 8016/25 ADD 1
Resumé
Kommissionen har fremsat en delegeret retsakt om ændring af bilag I til Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EU) 2019/1021, hvorefter en grænseværdi for utilsigtet sporforurening af
perfluoroctansulfonsyre og derivater heraf
(PFOS)
sænkes fra 10 mg/kg til 0,025 mg/kg, således at
den kommer i overenstemmelse med grænseværdien for PFOA. Desuden ændres terminologien for
identifikation af PFOS med den for PFOA, og en undtagelse for brug af PFOS til dughindrende midler
til ikkedekorative hårdforkromning fjernes. Den delegerede retsakt vurderes ikke at have
lovgivningsmæssige eller økonomiske konsekvenser for Danmark og skønnes at påvirke
beskyttelsesniveauet i Danmark og EU positivt. Regeringen kan støtte, at Rådet ikke gør indsigelse
mod udstedelsen af den delegerede retsakt, idet Danmark allerede tilbage i 2023 opfordrede
Kommissionen til at sænke grænseværdien for utilsigtet sporforurening af PFOS, således at den blev
i overensstemmelse med samme værdi som for PFOA. Regeringen vil otte dage fra oversendelsen af
nærværende notat lægge dette til grund. Medlemslandenes eventuelle indsigelser eller kommentarer
skal fremsendes til Rådssekretariatet senest d. 16. maj 2025. Rådet har derefter frem til den 15. juni
til at gøre indsigelse.
Baggrund
Kommissionen har den 14. april 2025 fremlagt en delegeret forordning om ændring af bilag I til
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/1021 (POP-forordningen) for så vidt angår
ændring af grænseværdien for utilsigtet sporforurening af Perfluoroctansulfonsyre og derivater heraf
(PFOS).
Ændringsforordningen er fremsat med hjemmel i artikel 15, stk.1 i Europa-Parlamentets og Rådets
forordning 2019/1021 om persistente organiske miljøgifte.
Ændringen er vedtaget af Kommissionen med hjemmel i Europa-Parlamentets og Rådets forordning
2019/1021 om persistente organiske miljøgifte som en delegeret retsakt. Den delegerede retsakt træder
i kraft, med mindre Europa-Parlamentet eller Rådet gør indsigelse inden for en frist på 2 måneder.
EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 443: Notat om delegeret retsakt vedr. perfluoroctansulfonsyre og derivater heraf
Fristen for indsigelse kan forlænges med 2 måneder efter anmodning fra enten Europa-Parlamentet
eller Rådet. Europa-Parlamentet træffer beslutning om indsigelse med absolut flertal. Rådet træffer
beslutning om indsigelse med kvalificeret flertal.
Medlemslandenes eventuelle indsigelser eller kommentarer skal fremsendes til Rådssekretariatet
senest d. 16. maj 2025. Rådet har derefter frem til den 15. juni 2025 til at gøre indsigelse.
Formål og indhold
PFOS var den første per- og polyfluoralkylforbindelse (PFAS), der blev omfattet af Unionens
lovgivning, og grænseværdierne for utilsigtet sporforurening blev fastsat i 2010, da PFOS blev omfattet
af POP-forordningen. Kommissionen foreslår at ændre grænseværdien for utilsigtet sporforurening fra
10 mg/kg til 0,025 mg/kg, således at den kommer i overenstemmelse med den meget nyere fastsatte
grænseværdi for utilsigtet sporforurening for PFOA. Desuden foreslås at tilpasse terminologien for
identifikation af stoffer i opførelsen af PFOS med den terminologi, der anvendes for PFOA.
For så vidt angår grænseværdien for utilsigtet sporforurening i artikler, har PFOS været anvendt meget
lig PFOA, en anden PFAS, der er opført i bilag I til forordning (EU) 2019/1021 (f.eks.
brandslukningsskum, overfladebehandling af tekstiler og læder og anvendelse i halvledere). Det er
Kommissionens vurdering, at der ingen tegn er på, at der er behov for en anden grænse for PFOS end
for PFOA. Det Europæiske Kemikalieagentur (ECHA) har desuden foretaget en screening af REACH-
registreringsdossierne og fandt ingen tegn på, at PFOS var til stede som urenheder i stoffer eller i
blandinger.
Det foreslås desuden at fjerne den specifikke undtagelse, der har været for anvendelsen som
dughindrende middel ved ikkedekorativ hårdforkromning. Undtagelsen skal i henhold til POP-
forordningen vurderes af Kommissionen inden 7. september 2025. Det er Kommissionens vurdering,
at der ikke er behov for denne undtagelse længere, hvorfor den foreslås fjernet.
Forslaget vil først træde i kraft d. 3. december 2025. Den sene ikrafttrædelse skyldes, at Kommissionen
ønsker at strømline denne ændring med en ændring af ikraftrædelsen af et forbud mod brug af PFOA i
brandslukningsskum til visse specielle formål, idet det ikke kan afvises, at PFOS er tilstede i dette
skum som en urenhed.
Europa-Parlamentets udtalelser
Europa-Parlamentet har endnu ikke udtalt sig om den delegerede retsakt.
Nærhedsprincippet
Der er tale om gennemførelsesforanstaltninger til en allerede vedtaget retsakt. Det er derfor
regeringens vurdering, at det følger heraf, at ændringen er i overensstemmelse med
nærhedsprincippet.
Gældende dansk ret
Danmark har ikke særlige nationale regler for det pågældende stof.
Konsekvenser
1. Lovgivningsmæssige konsekvenser
En vedtagelse af forslaget har ingen lovgivningsmæssige konsekvenser.
2
EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 443: Notat om delegeret retsakt vedr. perfluoroctansulfonsyre og derivater heraf
2. Statsfinansielle konsekvenser og administrative konsekvenser for det offentlige
Forslaget har ingen væsentlige statsfinansielle eller administrative konsekvenser for det offentlig eller
konsekvenser for EU’s budget.
3. Samfundsøkonomiske konsekvenser
Forslaget skønnes ikke at have væsentlige samfundsøkonomiske konsekvenser.
4. Erhvervsøkonomiske og administrative omkostninger for virksomhederne
Forslaget skønnes ikke at have væsentlige erhvervsøkonomiske og administrative omkostninger for
virksomhederne.
5. Konsekvenser for beskyttelsesniveauet
Forslaget skønnes at have positiv virkning for beskyttelsesniveauet i Danmark, idet grænsen for
utilsigtet sporforurening sænkes fra 10 mg/kg til 0,0025 mg/kg.
Høring
Forslaget har været sendt i skriftlig høring i Miljøspecialudvalget, som ikke havde kommentarer.
Generelle forventninger til andre landes holdninger
Forslaget har været drøftet i en EU-ekspertgruppe (POP CA) d. 2. juni 2024 med deltagelse af
medlemslande, industrien og grønne organisationer. På baggrund af drøftelserne forventes der at være
opbakning til ændringen blandt medlemslandene, og at Rådet derfor ikke vil gøre indsigelse over for
udstedelsen af den delegerede retsakt.
Regeringens generelle holdning
Regeringen kan støtte, at Rådet ikke gør indsigelse mod udstedelsen af den delegerede forordning, idet
Danmark allerede tilbage i 2023 opfordrede Kommissionen til at sænke grænseværdien for utilsigtet
sporforurening af PFOS, således at den blev i overensstemmelse med samme værdi som for PFOA. En
lavere grænseværdi for utilsigtet sporforurening af PFOS vurderes at have en positiv virkning på
beskyttelsesniveauet i Danmark. Regeringen vil otte dage fra oversendelsen af nærværende notat lægge
dette til grund.
Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg
Sagen har ikke tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg.
3