NOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG
8. maj 2025
Orienteringsnotat til Folketingets Europaudvalg om afstemningen
vedr. gennemførelsesretsakt om auktioner for visse energiteknologier
under Net Zero Industry Act
Europa-Kommissionen (Kommissionen) fremsatte forslag til en gennem-
førelsesretsakt under forordningen om nettonulindustri, der på engelsk hed-
der Net Zero Industry Act (herefter ”NZIA”) til afstemning d. 11. april
2025. Gennemførselsretsakten præciserer, hvilke krav relevante myndig-
heder skal stille ved auktioner for visse vedvarende energiteknologier. Det
gælder bl.a. modstandsdygtighed og bæredygtighed. Auktioner er en anden
metode end offentlige udbud til at skabe konkurrence om projekter.
På baggrund af udkast modtaget forud for afstemning var indstillingen, at
regeringen ville støtte gennemførelsesretsakten i rammenotat oversendt d.
7. april 2025, da den er vigtig for at understøtte europæisk industri inden
for grønne teknologier. Regeringen ville lægge stor vægt på, at krav til auk-
tioner er transparente og implementérbare for myndighederne med henblik
på at sikre klarhed for virksomhederne. Dertil blev der lagt stor vægt på, at
kravene i så vidt muligt omfang implementeres gradvist, hvor der er taget
højde for passende overgangsordninger. Regeringen ville derfor på denne
baggrund stemme for forslaget på et møde i komitéen for energiunionen
den 11. april 2025.
På selve komitémødet, hvor forslaget var til afstemning, præsenterede
Kommissionen ændringer, som medlemsstaterne ikke tidligere havde haft
lejlighed til at vurdere. Disse ændringer blev præsenteret for første gang på
mødet. Der blev givet ganske kort tid til at analysere og vurdere konsekven-
serne af ændringerne forud for selve afstemningen på samme møde. Da det
ikke var muligt at vurdere ændringernes konsekvenser for især virksomhe-
der og ordregivende myndigheder inden for den korte tidsramme og der-
med afgøre, om de var i overensstemmelse med notatet til Folketingets Eu-
ropaudvalg af 7. april 2025, anmodede Danmark om at udsætte afstemnin-
gen. Flere andre medlemsstater bad også om at få afstemningen udskudt
for at få tid til at vurdere de nye ændringer. Dertil blev det forsøgt at få
Kommissionen til at imødekomme de danske bekymringer, men da dette
ikke blev imødekommet af Kommissionen, og denne samtidig også afviste
at udsætte afstemningen, afstod Danmark fra at stemme. Forslaget blev
stemt igennem trods Danmark og visse andre medlemsstater afstod fra at
stemme.