Europaudvalget 2024-25
EUU Alm.del Bilag 587
Offentligt
3048416_0001.png
Notat
27. juni 2025
J.nr. 2022 - 15719
Kontor:
Moms- og Afgiftsjura [MAJ]
Notat til Folketingets Europaudvalg og Folketingets
Skatteudvalg om afgivelse af indlæg i EU-Domstolens
sag T-268/25, Sampension Livsforsikring
1. INDLEDNING
Initialer:
llj
Østre Landsret har ved kendelse af 27. marts 2025 i sagen Sampension Livsforsikring
A/S mod Skatteministeriet forelagt EU-Domstolen to præjudicielle spørgsmål vedrø-
rende fortolkningen af artikel 11 i momssystemdirektivet (Rådets direktiv 2006/112/EF
af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem).
2. SAGENS OMSTÆNDIGHEDER OG JURIDISKE PROBLEMSTILLINGER
Sagen handler om momssystemdirektivets artikel 11, som er implementeret i Danmark
ved momslovens § 47, stk. 4, om momsretlig fællesregistrering. En fællesregistrering bety-
der, at de juridiske enheder, der indgår i fællesregistreringen rent momsretligt anses for én
enhed.
Baggrunden for sagen er, at Sampension Livsforsikring A/S har fået afslag på en anmod-
ning om fællesregistrering for moms med Sampension Administrationsselskab A/S ved
Skattestyrelsens afgørelse af 8. februar 2019, som blev stadfæstet ved Landsskatterettens
afgørelse den 13. december 2021.
Afslaget på fællesregistrering var begrundet med, at Sampension Livsforsikring A/S ikke
ejede 100 % af aktierne i Sampension Administrationsselskab A/S, hvilket er en betin-
gelse for fællesregistrering for moms efter momslovens § 47, stk. 4.
Sampension Livsforsikring A/S har anlagt retssag om prøvelse af Landsskatterettens af-
gørelse af 13. december 2021. Selskabet gør under sagen gældende, at det krav om 100 %
ejerskab, der er fastsat i momslovens § 47, stk. 4, er i strid med momssystemdirektivets
artikel 11, og at selskabet kan støtte ret direkte på direktivbestemmelsen. Sagen er på
grund af sin principielle karakter henvist til behandling ved Østre Landsret i første in-
stans.
Østre Landsret har besluttet at forelægge følgende spørgsmål for EU-Domstolen:
1) Skal artikel 11, stk. 1, sammenholdt med stk. 2, i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. no-
vember 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem fortolkes således, at bestemmelsen er til hinder
for en medlemsstats lovgivning som omhandlet i den foreliggende sag, hvorefter muligheden for at
danne en momsgruppe, som omfatter personer med ikke-registreringspligtig aktivitet eller uden
EUU, Alm.del - 2024-25 - Bilag 587: Notat vedr. afgivelse af indlæg i EU-Domstolens sag T-268/25, Sampension Livsforsikring
3048416_0002.png
økonomiske aktivitet, er betinget af, at den ene person i momsgruppen direkte eller indirekte ejer
100 % af den eller de andre personer i momsgruppen?
2) Hvis spørgsmål 1 besvares bekræftende, har artikel 11 i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28.
november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem da direkte virkning i medlemsstaterne, således
at afgiftspligtige personer over for en medlemsstat kan gøre krav på at blive registreret som en
momsgruppe i tilfælde, hvor lovgivningen i denne medlemsstat ikke er i overensstemmelse med
denne bestemmelse og ikke kan fortolkes i overensstemmelse med bestemmelsen?
3. REGERINGENS RETLIGE STILLINGTAGEN
Med hensyn til det første spørgsmål er det regeringens overordnede synspunkt, at moms-
lovens § 47, stk. 4, er i overensstemmelse med momssystemdirektivets artikel 11. Kravet
om 100 % ejerskab falder inden for den skønsmargin, som medlemsstaterne har til at
fastsætte den nærmere afgrænsning af, hvornår to personer kan anses for finansielt, øko-
nomisk og organisatorisk nært knyttet til hinanden som påkrævet i momssystemdirekti-
vets artikel 11, stk. 1. Endvidere udgør ejerskabskravet en nødvendig og passende foran-
staltning til at opfylde de med direktivet tilsigtede formål om at forhindre praksis og ad-
færd, som udgør misbrug, og bekæmpe momssvig og momsunddragelse, som omhandlet
i momssystemdirektivets artikel 11, stk. 2.
Med hensyn til det andet spørgsmål er det regeringens overordnede synspunkt, at bestem-
melsen i momssystemdirektivets artikel 11 ikke har direkte virkning i medlemsstaterne.
Det fremgår af EU-Domstolens dom i de forenede sager C-108/14 og C-109/14, Laren-
tia + Minerva og Marenave Schiffahrt, at den tidligere bestemmelse i artikel 4, stk. 4, i 6.
momsdirektiv (direktiv 77/388/EØF af 17. maj 1977, Rådets sjette direktiv om harmoni-
sering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter), ikke havde direkte virk-
ning. Det samme må gælde for momssystemdirektivets artikel 11, som viderefører den
tidligere bestemmelse i artikel 4, stk. 4, i 6. momsdirektiv.
Dette svarer til, hvad Skatteministeriet har gjort gældende under sagen for Østre Lands-
ret.
På denne baggrund vil regeringen afgive indlæg i sagen i overensstemmelse med det oven-
for anførte.
Side 2 af 2