NOTAT
Jura
J.nr. 2025 - 4468
Ref. DJELF
Den 16. juli 2025
Notat til Folketingets Europaudvalg og Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg om
intervention i Rettens sager T-197/25,
Česká asociace odpadového hospodářství m.fl.
mod Kommissionen, T-237/25, Fleggaard m.fl. mod Europa-Parlamentet og Rådet og T-
238/25, IGG mod Europa-Parlamentet og Rådet
1. Indledning
Tjekkiske virksomheder og brancheorganisationer inden for affaldsbranchen og tyske virksomheder og
brancheorganisationer inden for grænsehandlen har stævnet Kommissionen, Europa-Parlamentet og
Rådet og anfægtet Europa-Parlamentet og Rådets forordning (EU) 2025/40 om emballage og
emballageaffald (herefter »emballageforordningen«) for så vidt angår gyldigheden af forordningens
artikel 50 og bilag X.
Emballageforordningens artikel 50 indfører et obligatorisk pant- og retursystem for engangsplastflasker
og engangsmetalbeholdere til drikkevarer, og bilag X i forordningen opstiller minimumskrav til sådanne
pant- og retursystemer.
2. Sagens faktiske omstændigheder og juridiske problemstillinger
Emballageforordningen blev vedtaget den 19. december 2024 og finder anvendelse fra 12. august 2026.
Forordningen, der erstatter Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 94/62/EF om emballage og
emballageaffald, fastsætter mål og krav til forebyggelse og affaldsreduktion, genbrug og genanvendelse
samt regler om udvidet producentansvar.
I henhold til emballageforordningens artikel 50 skal medlemsstaterne senest den 1. januar 2029 sikre,
at mindst 90% (målt i vægt) af engangsplastflasker og -metalbeholdere til drikkevarer med kapacitet op
til 3 liter bliver indsamlet særskilt hvert år. Medlemsstaterne skal for at nå dette mål sikre, at der
indføres pant- og retursystemer, og at der opkræves pant på salgsstedet. Bilag X til forordningen
opstiller minimumskrav til sådanne pant- og retursystemer. Forordningen indeholder desuden en
overordnet hensigt om, at medlemsstater skal bestræbe sig på, at der i grænseregioner med stor
samhandel kan udbetales pant på tværs af medlemsstater, jf. præambelbetragtning nr. 146.
I foråret 2025 lagde to tjekkiske interesseorganisationer for affaldsbranchen og tre tjekkiske
affaldshåndteringsvirksomheder sag an mod Kommissionen i sag T-197/25. Samtidig lagde tre tyske
virksomheder, hvis primære aktivitet er grænsehandel, og en tysk interesseorganisation for
grænsehandel sag an mod Europa-Parlamentet og Rådet i hhv. sag T-237/25 og sag T-238/25.
I alle tre sager anfægtes gyldigheden af emballageforordningens artikel 50. I T-237/25 og T-238/25
anfægtes tillige gyldigheden af bilag X.
Sag T-197/25,
Česká asociace odpadového hospodářství m.fl. mod
Kommissionen
Miljø- og Ligestillingsministeriet
•
Frederiksholms Kanal 26
•
1220 København K
Tlf. 38 14 21 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
•
•
www.mim.dk