Folketingets Socialudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2024 - 2132
Doknr.
954817
Dato
24-03-2025
Folketingets Socialudvalg har den 13. december 2024 stillet følgende spørgsmål
nr. 30 (L 66) til social- og boligministeren, som hermed besvares. Spørgsmålet
er stillet efter ønske fra Karina Adsbøl (DF).
Spørgsmål nr. 30:
”Vil ministeren i forlængelse af sin besvarelse af L 66 - spørgsmål 21 svare på
de fire spørgsmål om Norge, der er stillet i henvendelsen fra Delebarnets Vilkår,
da disse svar ikke fremgår af den første besvarelse?”
Svar:
De fire spørgsmål om Norge, der henvises til i spørgsmålet, drejer sig
hovedsageligt om den norske pjece ”Samværsvegring”, håndtering af overvåget
samvær i Norge og udredninger i Norge i sager med påstand om psykisk eller
fysisk vold.
Jeg har i den anledning modtaget en udtalelse fra Det Kongelige Barne- og
Familiedepartement, Norge (bilag 1), som jeg kan henholde mig til.
Videre drejer spørgsmålene sig om min holdning til at styrke de regionale
børnehuses rolle i forbindelse med udredning i sager med påstand om psykisk
og fysisk vold mod børn, samt overgreb og omsorgssvigt.
Jeg mener, at børn, der har været udsat for overgreb, har brug for den bedst
mulige hjælp og støtte, og der er ingen tvivl om, at det arbejde, der pågår i
børnehusene, er af afgørende betydning for de børn og unge, der har været
udsat for vold og overgreb.
Jeg mener, at vi løbende skal se på, hvordan vi kan styrke indsatsen mod vold
mod børn. Derfor er jeg også glad for, at vi med aftalen om udmøntning af
reserven på social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet (SSA) for 2025-2028
besluttede at afsætte midler til at understøtte behandlingstilbud i børnehusene
til børn og unge udsat for vold og overgreb
Herudover blev der med aftalen om SSA for 2024-2025 nedsat en arbejdsgruppe
om vold mod børn og unge, der skal komme med anbefalinger til området. Jeg
ser meget frem til at modtage deres anbefalinger medio 2025.
Endelig drejer spørgsmålene sig om forskellene mellem retsmedicinsk screening
og retsmedicinsk udredning. Jeg har i den anledning modtaget en udtalelse fra
Retsmedicinsk Institut, Københavns Universitet (bilag 2), som jeg kan henholde
mig til.
1