Bruxelles, 23. maj 2012 (uformelt topmøde)

EU's stats- og regeringschefer mødes den 23. maj 2012 til et uformelt EU-topmøde i Bruxelles, hvor spørgsmålet om vækst og beskæftigelse står øverst på dagsordenen.

Om mødet

Efter valget af den nye franske præsident, Francoise Hollande, er spørgsmålet om en egentlig vækstpagt i tilknytning til finanspagten kommet på banen.

I invitationen til topmødet fra EU's såkaldte faste formand, Herman Van Rompuy, lægges der da også op til, at stats- og regeringscheferne skal drøfte mulige elementerne i en sådan vækstspagt eller vækststrategi. Formanden fremhæver i brevet fire områder, som kan danne udgangspunkt for vækststrategien.

Forsvarlige nationale økonomiske politikker

Her fremhæver Rompuy EU's tiltag til styring af de økonomiske politikker, hvilket bl.a. omfatter det såkaldte europæiske semester og six-pack'en med styrket budgetdisciplin og tiltag mod makroøkonomiske ubalancer. Tiltagende udgør efter Rompuy's opfattelse hjørnestenene i en vækstfremmende finanspolitisk konsolideringsstrategi.

EU-politikker med merværdi


Her peges på tiltagene under den såkaldte akt for det indre marked, hvor bl.a. vigtigheden af at få afsluttet diskussionen af placeringen af den europæiske patentdomstol fremhæves. Energieffektivitetsdirektivet samt handelsaftaler med partnere uden for EU nævnes også som vigtige kilder til vækst og beskæftigelse.

Tiltag til forbedring af finansieringen af økonomien

Her nævnes Den Europæiske Investeringsbank som en mulighed for øget støtte til små og mellemstore virksomheder. Forslaget om de såkaldte projektobligationer til finansiering af infrastukturprojekter fremhæves og mere målrettet brug af EU's strukturfonde til at fremme konkurrenceevnen. Herman Van Rompuy nævner også forslaget om skat på finansielle transaktioner, hvor der jo er meget delte meninger blandt EU's medlemslande.

Tiltag til styrkelse af jobskabelsen

Her efterlyser Rompuy konkrete reformer og tiltag, der kan støtte efterspørgslen efter arbejdskraft og fremme jobskabelsen i nøglesektorerne. Reformerne skal så være ledsaget af investeringer, hvor EU-midler kan spille en rolle.

Ingen beslutninger

Der vil ikke blive truffet egentlige beslutninger på mødet, men drøftelserne kan danne udgangspunkt for egentlige beslutninger på EU-topmødet til juni - i øvrigt det sidste EU-topmøde under det danske EU-formandskab.

Kontroversielle sager

Herman Van Rompuy lægger op til en afsluttende drøftelse af udviklingen i euroområdet, hvor situationen i Grækenland vil trænge sig på. Spørgsmålet om Grækenlands fremtidige eurodeltagelse efter parlamentsvalget den 17. juni må forventes at blive berørt af stats- og regeringscheferne.

Spørgsmålet om euroobligationer er ikke nævt i invitationen til topmødet, men det er forventningen, at emnet kan blive bragt på banen af bl.a. den franske præsident. Euroobligationer kan anvendes til at tage en del af presset på de gældsplagede eurolande, da idéen er, at eurolandene i fællesskab hæfter for en del af gældsudstedelsen, hvilket kan bringe renteomkostningerne på statsobligationerne betragteligt ned for de trængte eurolande. Tyskland m.fl. har afvist tanken om euroobligationer, før der var rettet på gældsproblematikken i de berørte eurolande.

Hvad mener EU's borgere?

En ny opinionsundersøgelse fra Eurobarometer tager temperaturen på borgernes holdninger til krisen og visse af de forslag, som er på bordet. I EU som helhed foretækker 25 procent, at medlemslandene investerer i tiltag, der kan fremme den økonomiske vækst, hvorimod 23 procent foretrækker, at de offentlige udgifter først reduceres. 47 procent foretrækker begge dele på samme tid.

På spørgsmålet om euroobligationer mener 66 procent, at det kun kommer de trængte eurolande til gode, men 64 procent mener samtidig, at euroobligationer er nødvendige ud fra et solidaritetshensyn.

Den omdiskuterede skat på finansielle transaktioner finder opbakning fra 66 procent, hvor argumentet for 42 procents vedkommende er kampen mod overdreven spekulation og forebyggelse af fremtidige kriser. 36 procent peger på det rimelige i at lade de finansielle institutioner bidrage til krisens omkostninger.