Bruxelles, 23. oktober 2014

EU's stats- og regeringschefer mødes på topmødet i Bruxelles. Det primære formål med mødet er, at blive enige om EU's klimamål for 2030, men den økonomiske situation og ebola-udbruddet i Vestafrika vil også blive drøftet.

Om mødet

Klima og energi

På EU-topmødet den 20.-21. marts 2014 blev der lagt op til, at EU's stats- og regeringschefer skal træffe en endelig afgørelse om EU's klimapolitik i perioden 2020 til 2030 på det nuværende topmøde. Aftalen skal indeholde en målsætning for udledningen af drivhusgasser samt andelen af vedvarende energi og energieffektivitet i 2030.

Drøftelserne sker på baggrund af et oplæg fra Europa-Kommissionen, som blev præsenteret i januar 2014. I oplægget spilles der ud med følgende målsætninger på EU-plan for 2030:

Reduktion i udledningen af drivhusgasser med 40 procent i forhold til niveauet i 1990 (bindende mål).
En andel på 27 procent vedvarende energi i det samlede energiforbrug (bindende mål).
En stigning på 30 procent i energieffektiviteten i forhold til 2007.
Reduktionen i udledningen af drivhusgasser på samlet 40 procent i 2030 er fordelt med en reduktion på 43 procent (i forhold til 2005) i de sektorer der er omfattet af EU's kvotehandelssystem (ETS) og 30 procent for de sektorer, der ikke er omfattet af ETS, hvilket bl.a. omfatter landbrugs-, transport- og byggesektoren.

Enigheden om målene for 2030 er afgørende i forbindelse med EU's indspil til den næste FN-klimakonference i Paris den 30. november-21. december 2015.

Målsætningerne for 2020 blev vedtaget af EU's stats- og regeringschefer i marts 2007 i form af den såkaldte 20-20-20-plan med 20 procent reduktion i udledningen af drivhusgasser, 20 procent vedvarende energi og 20 procent forbedret energieffektivitet.

Økonomiske situation

Stats- og regeringscheferne vil drøfte den økonomiske situationen i EU, hvor der stadig er store udfordringer med lav vækst og høj arbejdsløshed. Forskellige metoder til at fremme private og offentlige investeringer forventes at blive behandlet under dette punkt. Eurolandene har som nævnt et selvstændigt topmøde om fredagen, hvor bl.a. udfordringerne med at efterleve stabilitets- og vækstpagtens krav til de offentlige budgetter og gældsniveau eventuelt vil blive drøftet på baggrund af de indleverede budgetplaner for 2015. 

Ebola

Stats- og regeringschefer vil drøfte forskellige strategier til at inddæmme spredningen af ebola-virusset. EU's udenrigsministre vedtog på rådsmødet den 20. oktober 2014 en række konklusioner om indsatsen mod ebola, hvor bl.a. muligheden for en speciel EU-koordinator i kampen mod ebola blev drøftet. EU og medlemslandene har på nuværende tidspunkt bidraget med over 500 mio. euro i kampen mod ebola - herunder 190 mio. kroner fra Danmark.

Ny Kommission

Den nye Kommission med formanden Jean-Claude Juncker i spidsen skal også formelt udnævnes af stats- og regeringscheferne på topmødet. Kommissionen fik Europa-Parlamentets opbakning ved afstemningen den 22. oktober, og den er efter denne sidste formelle godkendelse klar til at starte arbejdet den 1. november 2014. 

Dansk tilgang til topmødet

Den danske tilgang blev fremlagt af statsminister Helle Thorning-Schmidt i forbindelse med forelæggelsen af EU-topmødet for Folketingets Europaudvalg den 22. oktober, som du kan se i videoen herunder.

(video)

Resultat af topmødet

Klima og energi

EU's stats- og regeringschefer blev enige om klima- og energistrategien frem mod 2030, hvor følgende mål blev vedtaget:

Bindende mål: 40 procent reduktion i udledningen af drivhusgasser i 2030 i forhold til niveauet i 1990. I de sektorer der ikke er omfattet af kvotehandelssystemet ETS, vil der være nationale reduktionsmål baseret på medlemslandets relative BNP pr. indbygger.
Bindende mål: 27 procent vedvarende energi i 2030. Målet gælder for EU som helhed og uden en national byrdefordeling.
Vejledende mål: 27 procent større energieffektivitet i 2030.
Målet for energieffektivitet vil blive taget op til revision senest i 2020 med udgangspunkt i et EU-niveau på 30 procent.

Ebola

EU-landene blev enige om, at øge den samlede finansielle bistand til kampen mod Ebola til én mia. euro samt øge udsendelsen af læge- og hjælpepersonale til regionen.

Afrapportering fra topmødet

Statsminister Helle Thorning-Schmidt udlagde resultatet af EU-topmødet for Folketingets Europaudvalg den 30. oktober, som du kan se i videoen herunder.


Yderligere information:

Konklusioner fra det ekstraordinære møde i Det Europæiske Råd den 23.-24 oktober 2014 

Konklusioner om 2030-rammen for klima- og energipolitikken 

Erklæring fra eurotopmødet 

Udpegning af den nye Kommission

Afskedstale af EU's faste formand, Herman Van Rompuy, på dette sidste topmøde under hans ledelse

Betragtninger efter første mødedag 

Invitation til topmødet fra EU's faste formand, Herman Van Rompuy

Invitation til eurotopmødet fra EU's faste formand, Herman Van Rompuy

Baggrundsinformation (på engelsk)

Informationer om topmødet, EU's faste formands internetside om det ekstraordinære EU-topmøde

Klima- og energistrategi 2030 

Rapport om fremskridt mod klimamålene, KOM (2014) 0689