Bruxelles, 19.-20. marts 2015

EU's stats- og regeringschefer mødes torsdag og fredag i Bruxelles for primært at drøfte planerne om en energiunion, Ukraine og den økonomiske situation. Der er også aftalt et særligt møde mellem den græske premierminister, Alexis Tsipras, og en række eurolande om situationen i Grækenland.

EU's faste formand, Donald Tusk (tv), i selskab med Grækenlands premierminister Alexis Tsipras . Foto: Rådet 

EU's stats- og regeringschefer mødes til topmøde den 19.-20. marts 2015 med emner som energiunion, Ukraine og Rusland samt den økonomiske situation på den formelle dagsorden. I kulissen spiller gældsproblemerne i Grækenland dog en stor rolle, og et særligt uformelt møde mellem den græske premierminister samt den tyske kansler og franske præsident har fået stor opmærksomhed.

Om mødet

Energiunion

Mødet vil primært omhandle en grundig diskussionen af Kommissionens forslagspakke - KOM (2015) 0080 - om en egentlig energiunion i EU. Formålet med energiunionen er ifølge Kommissionen, at sikre en forsyning af energi der er til at betale, sikker og bæredygtig. 

Energiunionen er én af de fem prioriteter, som EU's stats- og regeringschefer blev enige om på EU-topmødet i juni 2014. På topmødet i december 2014 bad stats- og regeringscheferne Kommissionen om at udarbejdet et forslag forud for det her EU-topmøde.

Ukraine

Stats- og regeringscheferne vil også drøfte forholdet til Rusland og den seneste udvikling i Ukraine. De vil også have en strategisk drøftelse af den bedste måde, som EU kan støtte fredsbestræbelserne på - herunder gennem restriktive foranstaltninger.

Økonomiske situation

Den aktuelle økonomiske situation vil blive drøftet af stats- og regeringscheferne med deltagelse af formanden for Den Europæiske Centralbank (ECB), Mario Draghi. Den første fase af koordineringen af de økonomiske politikker under det såkaldte europæiske semester vil også blive afsluttet af stats- og regeringscheferne. 

Grækenland

Den græske premierminister, Alexis Tsipras, har bedt om et særligt møde med stats- og regeringscheferne fra et par af eurolandene og EU's institutioner for at drøfte håndteringen af de græske gældsforpligtigelser. Den tyske kansler Merkel, den franske præsident Hollande samt EU's faste formand Tusk, Kommissionens formand Juncker, ECB's formand Draghi samt formanden for eurogruppen Dijsselbloem vil deltage i mødet.

Mødet er dog ikke en del af det officielle dagsorden for EU-topmødet.

Europaudvalget

Statsminister Helle Thorning-Schmidt fremlagde forventningerne til mødet for Folketinget Europaudvalg den 18. marts, som det kan ses i videoen fra mødet herunder.  

 

Statsminister Helle Thorning-Schmidt fremlagde resultatet af mødet for Folketinget Europaudvalg den 26. marts, som det kan ses i videoen fra mødet herunder.