Europaudvalget 2003-04
S 5082
Offentligt
1459993_0001.png
Spm. nr. S 5082
Til justitsministeren (18/8 04) af:
Per Dalgaard
(DF):
»Er ministeren enig i, at det ikke vil være hensigtsmæssigt, at der her i landet indføres krav om fornyelse af kørekort
hvert tiende år, og er ministeren enig i, at trafiksikkerheden bedre tilgodeses ved at bruge de regler, der allerede
eksisterer om kontrollerende køreprøver og vejledende helbredsmæssige køretest?«
Begrundelse
EU lægger med et direktivforslag (KOM (2003 621)) op til, at kørekort gælder i 10 år, uanset at de enkelte EU-lande
altid selv har fastsat egne regler om kørekort og gyldighedsperioder på grundlag af de forhold, der gør sig gældende
lokalt i det enkelte land.
De danske regler, hvor kørekortet normalt gælder til 70-års alderen, rummer mulighed for kontrollerende køreprøve eller
køretest, hvis der er tvivl om kørefærdighed, kendskab til færdselsregler eller er udvist hensynsløshed i trafikken.
Det vil være et kostbart bureaukrati, hvis alle skal aflægge køreprøve hvert 10. år, hvilket ikke i sig selv styrker
trafiksikkerheden. Hvis der er for mange uerfarne, hensynsløse eller helbredsmæssigt svækkede bilister, findes der i de
eksisterende regler mulighed for at indkalde dem til kontrol, og ellers kan reglerne skærpes, hvis det er nødvendigt. I
øvrigt er der mere grund til at sætte ind over for de 18-24-årige uerfarne bilister, der forvolder mange ulykker.
Svar (27/8 04)
Justitsministeren
(Lene Espersen):
Justitsministeriet kan oplyse, at Kommissionen den 5. december 2003 fremsatte et forslag til nyt kørekortdirektiv (3.
kørekortdirektiv). Grundnotat om forslaget er den 21. juli 2004 sendt til Folketingets Retsudvalg og Europaudvalg.
Direktivforslaget behandles for tiden i Rådets transportarbejdsgruppe.
Kommissionens direktivforslag indeholder bl.a. et forslag om en harmoniseret, obligatorisk og regelmæssig administrativ
fornyelse af kørekort udstedt af medlemsstaterne.
Der foreslås indført en maksimal administrativ gyldighed på 10 år for kørekort til kategori AM (knallert), kategori A1,
A2 og A (motorcykler), kategori B (almindelig bil) og kategori B/E (bil med stort påhængskøretøj). Medlemsstaterne vil
efter forslaget kunne vælge at fastsætte krav om, at kørekortindehaveren gennemgår en helbredsmæssig undersøgelse i
forbindelse med en efterfølgende administrativ fornyelse af kørekortet.
Det foreslås endvidere, at den maksimale administrative gyldighed af kørekort til kategori C1 (lille lastbil), C (lastbil),
D1 (lille bus), D (bus) og kategorierne C1/E, C/E, D1/E og D/E (henholdsvis lille lastbil, lastbil, lille bus og bus med
stort påhængskøretøj) skal være 5 år. I forbindelse med administrativ fornyelse af kørekort til disse kategorier skal det
efter forslaget være obligatorisk for kørekortindehaveren at gennemgå en helbredsmæssig undersøgelse.
Medlemsstaterne har endelig efter forslaget mulighed for at begrænse gyldighedsperioden for kørekort, der udstedes til
førstegangserhververe af kørekort til kategori A (motorcykel) og kategori B (almindelig bil) til tre år med henblik på at
kunne træffe særlige foranstaltninger over for disse førere for at øge færdselssikkerheden.
Det fremgår af begrundelsen for direktivforslaget, at baggrunden for forslaget om administrativ fornyelse af kørekort
bl.a. er ønsket om at opnå en reel gensidig anerkendelse af alle kørekort, som udstedes i medlemsstaterne, hvilket vil
sikre fri bevægelighed for borgerne hvad angår kørekort. Efter det gældende direktiv kan medlemsstaterne anvende deres
egne gyldighedsperioder på kørekort udstedt i andre medlemsstater.
Det er endvidere anført, at forslaget vil medvirke til at forebygge forfalskning af kørekort ved, at kørekort opdateres
jævnligt herunder med nyt foto. Endelig vil kontrolmulighederne forbedres i takt med, at antallet af kørekortmodeller i
omløb reduceres.
Der er således ikke med forslaget lagt op til, at det skal være obligatorisk, at der aflægges ny køreprøve i forbindelse med
administrativ fornyelse af kørekort. Der vil dog efter forslaget være mulighed for nationalt at stille krav om kurser med
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1459993_0002.png
henblik på ajourføring af teoretiske kundskaber eller praktiske færdigheder mv. i forbindelse med sådanne administrative
fornyelser af kørekort.
Jeg kan endvidere bekræfte, at politiet allerede efter de gældende regler kan stille krav om kontrollerende køreprøver og
vejledende helbredsmæssige køretest, hvis der er begrundet tvivl om, hvorvidt en indehaver af et kørekort fortsat
opfylder betingelserne for at få udstedt kørekort. Disse eksisterende muligheder sammenholdt med de betydelige
udgifter, som indførelsen af krav om afholdelse af køreprøver med større hyppighed vil medføre, gør, at jeg ikke har
aktuelle overvejelser om at indføre krav om hyppigere køreprøver.