PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Beskæftigelsesudvalget 2011-12
KOM (2012) 0131 Bilag 2
Offentligt

HØRINGSSVAR TIL FORSLAG AF EUROPA-PARLAMENTETS OG

KOMMISSIONENS DIREKTIV OM HÅNDHÆVELSE AF DIREKTIV

96/71/EF OM UDSTATIONERING AF ARBEJDSTAGERE SOM LED I

UDVEKSLING AF TJENESTEYDELSE

Indledning

Først og fremmest skal vi fra

Bygge-, Anlægs- og Trækartellet

tilkendegive,

synes,

forslaget

til

”direktiv

håndhævelse

Udstationeringsdirektivet” er brugbart for de videre forhandlinger og drøftelser,

som skal foregå, inden direktivet kan endelig vedtages. Direktivforslaget

indeholder nogle klare udmeldinger om bedre og mere konkrete

håndhævelsesbestemmelser, som vil kunne modvirke den sociale dumping,

den unfair konkurrence og det massive snyd, som udstationerende

virksomheder udsætter vandrende arbejdstagere og alle europæiske lande for.

Direktivet og forslagene heri er desværre nødvendige, fordi mange

hovedentreprenører, underentreprenører og bygherrer ikke overholder

gældende regler om udstationering. Faktisk spekuleres der i at omgå

overenskomster

myndighedskrav

under

udstationeringens

bekvemmelighedsflag.

At ”udstationering” især ligger BAT-kartellet på sinde er naturligt al den stund,

at ca. 80 pct. af al udstationering ikke bare i Danmark, men også i resten af

Europa foregår inden for bygge- og anlægsbranchen.

Det er således de europæiske bygningsarbejdere, som mærker de fleste og de

største konsekvenser af, at udstationeringsbestemmelserne ikke overholdes.

Derfor kan det også undre, at dette direktivforslag om bedre håndhævelse ikke

har sit grundlag i Traktatens artikel 153, som har til formål at sikre

arbejdstagernes rettigheder, men derimod har sit hjemmelsgrundlag et sted i

traktaten, hvor det alene handler om at forbedre det indre markeds funktion.

Artikel 3

I forslagets artikel 3 oplistes der en række indikatorer på, om en virksomhed

er en virksomhed, om en virksomhed må have lov at udstationere og desuden

en række indikatorer på, om den enkelte arbejdstager kan udstationeres. I

udgangspunktet er disse indikatorer alle gode, imidlertid må man sige, at den

procedure, som disse indikatorer skal indgå i for at bestemme, om en

virksomhed må udstationere, eller en arbejdstager kan udstationeres, vil blive

forholdsvis langsommelig og bureaukratisk, hvis man i hvert enkelt tilfælde

skal afveje alle disse indikatorer. Givet de særlige omstændigheder

udstationering foregår under, og da denne afvejning skal ske mellem

myndigheder i mere end et land, så er chancen for, at byggeopgaven er løst og

tilendebragt, og at virksomheden og folkene er taget hjem absolut til stede,

inden man får lavet denne vurdering og truffet en afgørelse på baggrund af

indikatorerne.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Det er BAT-kartellets erfaring, at hurtighed er et absolut ”must” i behandlingen

af sådanne sager. Vi har en lang og dokumenterbar erfaring med faglige sager

vedrørende udstationerende virksomheder. Hastigheden i sagsbehandlingen er

helt afgørende for sagens udfald. Derfor vil det være langt at foretrække, om

man i stedet for indikatorer, som skal afvejes i hvert enkelt tilfælde, har en

egentlig facitliste, en lukket liste, med krav der skal være opfyldt for, at man

kan udstationere.

En af de ting, som vi fra Bygge-, Anlægs- og Trækartellet i særlig grad

mangler som indikator både for en virksomhed og for den enkelte

arbejdstager, er den såkaldte

A1-blanket,

som vel bedst kan sammenlignes

med et gult sygesikringsbevis for vandrende arbejdstagere.

A1-blanketten har sin rod i EU-forordningen om koordinering af sociale

sikringsordninger nr. 883/2004. Hvis man gør det obligatorisk, at en A1-

blanket skal fremvises for værtslandets myndigheder for alle arbejdstagere,

der skal deltage i et projekt, som en udstationerende virksomhed skal løse,

inden opgaven går i gang, således at værtslandets myndigheder kan tjekke,

om disse oplysninger er rigtige i virksomhedens hjemland, så vil man have

nået en stor del af vejen med at lave en forudgående kontrol både af

virksomhedens eksistens, dens berettigelse til at udstationere, og om den

enkelte arbejdstager er lovmæssigt forsikret imod sygdom og ulykke.

Vi har jo set indtil flere tilfælde i Danmark, hvor polske bygningsarbejdere har

ligget meget længe på danske hospitaler, og fordi de ikke havde A1-

blanketten, ville de polske myndigheder ikke betale regningen, som de er

forpligtet til iflg. forordningen.

Pointen er også, at man jo ikke får en A1-blanket til sine medarbejdere i en

virksomhed, hvis ikke virksomheden eksisterer, hvis ikke virksomheden betaler

det, den skal i sociale bidrag osv. Derfor er A1-blanketten i virkelighedens

verden et meget velegnet kontrolinstrument at sætte ind på denne

indikatorliste. A1-Blanketten bør derfor spille en central rolle i forslagets artikel

Fra BAT vil vi dog understrege, at A1-testen ikke kan stå alene. De andre

indikatorer er absolut relevante, men de bør konkretiseres, og det bør være i

en form, hvor det ikke skal vurderes løbende men vurderes en gang for alle,

om virksomheder kan udstationere eller ej, og om arbejdstagere kan

udstationeres eller ej.

Man bør i øvrigt se indikatorlisten i artikel 3 i sammenhæng med de nationale

kontrolforanstaltninger i

Artikel 9.

Det vil således være hensigtsmæssigt, om

A1-blanketten indgik som en obligatorisk del af de oplysninger, som den

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

udstationerende virksomhed skal give til værtslandets myndigheder. I en

dansk sammenhæng vil det være at få A1-blanketten ind i RUT-registreringen.

Desuden kan man om de nationale kontrolforanstaltninger sige, at den

registrering, der kan foregå af udstationerende virksomheder, naturligvis bør

gælde alle brancher, og at der bør gælde det krav, at alle de medarbejdere,

som udstationeres, også er identificerbare. Også det ville man løse, hvis A1-

blanketten bliver obligatorisk, når en virksomhed registrerer sig hos

værtslandets myndigheder.

Det vil i det hele taget være noget nemmere for alle parter, hvis en

udstationerende virksomhed skulle henvende sig til en central myndighed

(Quickskranke) i værtslandet, fremlægge al dokumentation for værtslandets

myndighed, som så havde eksempelvis 8 dage til at kontrollere, at forholdene

er i orden. Denne kontrol skal selvfølgelig ske sammen med oprindelseslandets

myndigheder, og først når kontrollen er udført, må man påbegynde en opgave.

Det vil spare meget offentligt bureaukrati og megen administration for alle EU-

landenes myndigheder, som ikke skal løbe efter problemerne, men som så

kunne tage dem ”up front”. For alle virksomheder, der har orden i tingene, vil

det ikke være vanskeligt at aflevere disse oplysninger til en central myndighed

i værtslandet. Derimod vil det for alle andre blive næsten umuligt! Hvilket vil

sikre en høj grad af målopfyldelse for direktivet.

Den sorteringsmekanisme, som indføres med indikatorlisten og de nationale

kontrolforanstaltninger, kan man i BAT’s optik lige så godt gøre forlods, som

man kan gøre den løbende. Hvis den sortering af virksomheder, der kan og må

udstationere, bliver effektiv fra starten, så vil muligheden for snyd og svindel

også mindskes væsentligt.

I artikel 9, punkt 1d)

synes vi i øvrigt, at det er rigtig godt, at der skal

udpeges en kontaktperson, som kan forhandle. Denne kontaktperson skal

naturligvis også have mandat til at tegne virksomheden, således at han ikke

bare kan forhandle, men at han også kan afslutte forhandlinger og underskrive

eksempelvis en tiltrædelsesoverenskomst.

Det må også fra myndighederne være et ønske, at man har en sådan person i

landet, helst på den plads hvor udstationeringen foregår, som tegner den

udstationerende virksomhed.

Vi har alt for mange gange i de forløbne år oplevet udenlandske arbejdstagere,

som siger, ”at de ikke kender noget til noget som helst, men at vi kan ringe til

Pjotr i Polen”. Det er ikke tilfredsstillende, og det er igen omstændeligt og

bureaukratisk for at håndhæve de regler, som de udstationerende

arbejdstagere egentlig skal nyde godt af. Igen er en sådan repræsentant for

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

virksomheden medvirkende til, at problemerne kan løses ”up front”, i stedet

for, at vi alle løber efter problemerne.

Kædeansvar i Artikel 12

er et centralt og et særdeles positivt element i

direktivforslaget. Det gælder naturligvis, at statskasserne rundt omkring i

Europa får det, de skal have i form af skatter, afgifter, moms m.v. Det handler

om, at i de lande, hvor man har forskellige sociale sikringsordninger, som der

indbetales til af arbejdsgiverne og/eller arbejdstagerne, ikke udhules af den

snyd og svindel der foregår, og så handler det naturligvis også om, at de

udstationerede medarbejdere, som eventuelt snydes for løn og lønandele af

deres udstationerende underentreprenør, kan rejse et krav, gerne gennem

deres fagforening, således at de kan få deres løntilgodehavende hos

hovedentreprenøren.

Det er vigtigt for BAT at understrege, at vi fuldt og helt støtter Kommissionens

initiativ og forslag om at indføre kædeansvaret på hovedentreprenører, når det

gælder løn og lønandele. Det er også vigtig for os at understrege, at vi gerne

ser, at denne del af direktivet overenskomstimplementeres. Men skulle det

ikke være muligt at få arbejdsgiverne i tale på dette punkt, så kan vi også leve

med, at vi i Danmark får en lovimplementering, der hviler på, at en sag om

manglende løn er afgjort i det fagretslige system, så hvis en underentreprenør

så ikke betaler det han skylder i løn, så kan vi rejse kravet over for dennes

hovedentreprenør.

I BAT er vi stærkt bekymrede over den mulighed, der er for hoved-

entreprenører, for at slippe for deres kædeansvar ved at foretage en såkaldt

”due diligence” af sine underentreprenører. Der er ikke noget sted i direktivet

præciseret, hvad der egentlig menes med en ”due diligence”. Det er således op

til hvert enkelt EU-medlemsland at finde ud af, hvad kriterierne for en såkaldt

”due diligence” skal indeholde i forhold til målopfyldelsen om bedre

håndhævelse af udstationeringsbestemmelserne, når det gælder kædeansvar.

Eftersom kædeansvaret kun kommer til at gælde bygge- og anlægsbranchen,

så er det nærliggende, at man forholder sig lidt til, hvordan ”due diligence”

foregår i praksis i byggeriet.

Groft skitseret kan man sige, at der er tre forskellige måder at lave ”due

diligence” på. Der er dels en teknisk, en økonomisk og en juridisk ”due

diligence”.

Den tekniske ”due diligence” handler typisk om, at en bygherre,

hovedentreprenør eller andre samarbejdspartnere tester hinanden på, om de

har de kompetencer, den tekniske kunnen og den nødvendige erfaring i at løse

en bestemt type byggeopgave.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Den økonomiske ”due diligence” handler meget om, hvorvidt virksomheden er

solid. Dens soliditet og dens evne til at levere tingene til tiden og i den rigtige

kvalitet, dens bankgarantier osv., således at man ikke entrerer med en

forretningspartner, som har hul i kassen, og derfor ikke kan finansiere sin del

opgaven.

Den juridiske ”due diligence” handler om at sikre sig, at virksomheden rent

faktisk er den, den udgiver sig for, og at den naturligvis også har formalia på

plads omkring opgaveløsningen, herunder de nødvendige forsikringer.

I en ideel verden vil det naturligvis altid være godt at foretage ”due diligence”

af ens samarbejdspartnere, og det kan jo undre, at det ikke foregår i større stil

end tilfældet er for nuværende.

Imidlertid skyldes det jo nok, at langt de fleste udstationerende

underentreprenører i byggebranchen, som vi oplever i Danmark og for den

sags skyld i resten af Europa, jo er virksomheder, der er oprettet til lejligheden

og er under fuldstændig kontrol af hovedentreprenøren, og derfor er det jo

naturligvis ikke nødvendigt med en ”due diligence” i deres optik!

Vi har rigtig, rigtig mange gange igennem de seneste år oplevet

hovedentreprenører og bygherrer, som fralægger sig ansvaret for

underentreprenørens gerninger, gøren og laden, selv om der er klare

økonomiske, forretningsmæssige og personlige forbindelser imellem de to. Det

ville kædeansvaret naturligvis gøre op med, og derfor er der ingen grund til, at

man har noget i direktivet, der kan vise sig at blive et smuthul, kaldet ”due

diligence”.

Det rene ubureaukratiske snit vil være at sige, at hovedentreprenøren, som

har fordelen af at benytte en underentreprenør naturligvis også bærer ansvaret

for dennes forsømmelser, og det er ikke et ukendt fænomen i byggebranchen,

at hovedentreprenøren er ansvarlig for underentreprenøren overfor kunden. Så

hvorfor ikke også overfor statens og underentreprenørens ansattes

tilgodehavender?

Bygge- og anlægsvirksomheder, kunderne, deres forretningspartnere og

forretningsforbindelser i øvrigt dækker sig af over for hinanden ved hjælp af

bankgarantier, kontraktmæssige forpligtelser med meget mere.

Så at sige at det ville smadre byggebranchen og hindre mobilitet i Europa er

ikke bare en sandhed med modifikationer, det er ren løgn og latin.

I øvrigt eksisterer der jo kædeansvar i 8 EU-lande, og desuden har også Norge

et kædeansvar. Det har BAT bekendt ikke ødelagt deres byggebranche, og i

øvrigt synes vi, at direktivet skal indeholde en passus om, at de lande, der i

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

forvejen har et kædeansvar, kan beholde deres ordninger, uanfægtet af

direktivet, hvis de måtte ønske det.

Med andre ord, hvis en ”due diligence” skal have nogen som helst effekt af

positiv karakter i forhold til håndhævelse af udstationeringsbestemmelserne,

må den under ingen omstændigheder virke som et smuthul. Den skal derimod

være omfangsrig og bygge på dokumenterbare sandheder, der kvalificerer

virksomhederne.

I artikel 10

vil vi gerne fra BAT-kartellet have det tydeliggjort, at når det

gælder løn- og arbejdsvilkår, som er reguleret i overenskomsterne, så er det

fagforeninger, der har retten til at kontrollere, om disse vilkår bliver overholdt.

Desuden vil vi gerne have tydeliggjort, at de informationer, som er nødvendige

for myndighederne, og som tilvejebringes af oprindelseslandets myndigheder,

og som tilvejebringes af værtslandets nationale kontrolforanstaltninger, fuldt

og helt kan tilflyde de overenskomstparter, som netop har i opdrag at

kontrollere, om løn- og arbejdsvilkår er opfyldt, så overenskomstparterne kan

sikre en højere grad af overenskomstdækning på det danske arbejdsmarked.

Løn- og arbejdsvilkår er ikke en uvæsentlig del af Udstationeringsdirektivet, og

derfor er det på tide, at man tager et endeligt opgør med det problem, at vi i

fagbevægelsen kun kan få delvise oplysninger fra RUT-registreringen. På

baggrund af bedre håndhævelse må det præciseres, at hvis vi udøver denne

type opgaver, så kan vi også få alle oplysninger, der måtte være om disse

virksomheder.

Med disse ord skal BAT slutte sit høringssvar. Vi står naturligvis altid til

rådighed for yderligere drøftelser og diskussioner.

Med venlig hilsen

Gunde Odgaard

Sekretariatschef i BAT-kartellet