Det næste punkt på dagsordenen er:

6) Forespørgsel nr. F 15:

Forespørgsel til udenrigsministeren:

Vil udenrigsministeren redegøre for den udvikling, som unionsborgerskabet har undergået siden dets indførelse i 1993, herunder den betydning, som unionsborgerskabet har haft for udviklingen af de sociale og udlændingeretlige regler, der kan afledes af EU-retten og må sidestilles med de nationale regler, samt hvordan ministeren mener at dette harmonerer med hensigten bag det danske forbehold for unionsborgerskabet.

Af Morten Messerschmidt (DF), Pia Adelsteen (DF), Kristian Thulesen Dahl (DF), Martin Henriksen (DF), Pia Kjærsgaard (DF) og Peter Skaarup (DF).

(Anmeldelse 26.11.2008. Fremme 28.11.2008).

Jeg giver ordet til ordføreren for forespørgerne, hr. Morten Messerschmidt, for at begrunde forespørgslen.

Som det vil være de fleste bekendt, indførte man med ikrafttrædelsen af Maastrichttraktaten det såkaldte unionsborgerskab i 1993, som fra starten af har været omgærdet af megen mistænksomhed og uvished om, hvad det egentlig skulle føre til. Det var også en af årsagerne til, at danskerne i 1992 valgte at stemme nej til Maastrichttraktaten og der fik et af deres berømmede forbehold, som i dag er direkte indskrevet - det blev det i Amsterdamtraktaten i 1998 - nemlig at unionsborgerskabet kun er et supplement og ikke erstatter de nationale statsborgerskaber.

Der er grund til her i dag, hvor det er ca. 10 år siden, at den bestemmelse blev indføjet i traktaten, at dvæle lidt ved, hvad det egentlig vil sige, at reglerne kun supplerer og ikke erstatter, for i takt med at EU-retten har fået forrang for national ret, er det jo naturligvis åbenlyst, at det at supplere også er at erstatte. Når man har to konkurrerende rettighedskomplekser, som borgerne kan vælge imellem, så er der regulært tale om en erstatning, en træden ud af kraft af de nationale regler i forhold til EU-reglerne. Og det er derfor, vi har bedt udenrigsministeren om at redegøre for, hvordan udviklingen har været på det her område.

EF-Domstolen har jo truffet afgørelse på afgørelse, hvor man har henvist direkte til artikel 18, altså unionsborgerskabet, ofte i sammenhæng med den gamle artikel 12 om ligebehandlingspåbuddet, og brugt det som argument for på socialområdet, på det uddannelsesmæssige område, det sundhedspolitiske område osv. osv., på en lang række områder at fortsætte integrationen. Det er der givetvis mange der vil synes er rigtig godt. Problemet er bare, at der aldrig nogen sinde har været et demokratisk mandat, et politisk eller folkeligt ønske om det. Det er noget, som er skabt, initieret og drevet frem af dommere ved EF-Domstolen, ikke af politikere. Det mener vi ikke hører til i et demokrati, og derfor ser vi frem til at høre udenrigsministerens redegørelse.

Jeg giver med det samme ordet til udenrigsministeren.

Det er jo sådan, at de danske forbehold løbende er til debat herhjemme. Det er de, bl.a. fordi udviklingen i det europæiske samarbejde til stadighed sætter fokus på de omkostninger, der er for Danmark ved at stå uden for på en række centrale områder. Vi ser det på forsvarsområdet, når vi er forhindret i at deltage i EU-operationer, f.eks. på Balkan og i Afrika. Vi ser det på det retlige område, hvor forbeholdene bliver stadig mere snævre, og senest har finanskrisen skabt fornyet fokus på den pris, vi betaler, for at stå uden for euroen.

Sidste år fik vi så med DIIS-udredningen god næring til vores forbeholdsdebat, som jeg ser frem til at fortsætte i det kommende år, men ét forbehold hører vi kun sjældent om, og det er jo så det, hr. Morten Messerschmidt vil rejse debat om nu. Det er forbeholdet om unionsborgerskabet, som jo er temaet for hr. Morten Messerschmidts drøftelse. Det er der i og for sig en god grund til, nemlig den, at dette forbehold siden Amsterdamtraktatens ikrafttræden i 1999 reelt er blevet uden indhold. Med Amsterdamtraktaten blev det således traktatfæstet, at unionsborgerskabet er et supplement til det nationale statsborgerskab og ikke træder i stedet for dette. Derfor har vores forbehold over for unionsborgerskabet ikke længere nogen praktisk betydning.

Som det fremgår af DIIS-udredningen, har der siden 1970'erne eksisteret et ønske om at udvikle et borgernes Europa. Op gennem 1980'erne fik denne debat yderligere næring som en pendant til udvidelsen af det indre marked. Konkretiseringen af unionsborgerskabet i forbindelse med Maastrichttraktaten var dermed den hidtidige kulmination på mange års ønske om at gøre det europæiske samarbejde mere vedkommende for almindelige borgere.

Med Maastrichttraktaten samlede man kort sagt fire typer af rettigheder i afsnittet om unionsborgerskabet. Det drejer sig om retten til fri bevægelighed, valgret og valgbarhed ved kommunale valg og europaparlamentsvalget under ophold i et værtsmedlemsland, retten til diplomatisk beskyttelse for andre medlemslandes repræsentationer og endelig retten til at rette henvendelse til Europa-Parlamentet og en europæisk ombudsmand på ens eget sprog. Det drejer sig for det væsentligste om rettigheder, der har eksisteret tilbage fra Romtraktaten. Det er rettigheder, som er blevet bekræftet i de efterfølgende traktater.

Såfremt Lissabontraktaten træder i kraft, vil der blive føjet en ny unionsborgerrettighed til, nemlig det såkaldte borgerinitiativ, hvor et antal unionsborgere på mindst 1 million mennesker fra et betydeligt antal medlemslande kan opfordre Europa-Kommissionen til at fremsætte et forslag inden for rammerne af traktatens beføjelser. Det er dermed også en styrkelse af det enkelte menneskes muligheder.

Da unionsborgerskabsforbeholdet i sin tid blev til, udsprang det af en frygt, vi havde i Danmark, for at udviklingen på dette område ville ske på bekostning af det nationale statsborgerskab. På den baggrund havde den danske erklæring om unionsborgerskabet fra Edinburghafgørelsen til hensigt at fastslå to ting: for det første, at Maastrichttraktatens bestemmelser om unionsborgerskabet ikke på nogen måde træder i stedet for det nationale statsborgerskab, og for det andet, at spørgsmålet om, hvorvidt en person besidder statsborgerskab i et medlemsland, udelukkende afgøres efter medlemslandenes egen lovgivning. Det sidstnævnte fremgår allerede af erklæring 2 til Maastrichttraktaten. Her slås det fast, at tildelingen af statsborgerskab udelukkende er et nationalt anliggende. Man kan sige, at det, at traktaten kræver, at man skal være statsborger i et medlemsland for at blive unionsborger, om muligt giver statsborgerskabet en endnu mere central rolle i EU.

Som tidligere fremhævet fremgår det af Amsterdamtraktatens artikel 17, stk. 2, at unionsborgerskabet er et supplement til det nationale statsborgerskab og ikke træder i stedet for dette, som der står. Nærmest ordret blev ordlyden af den danske erklæring fra Edinburgh altså indskrevet i EU’s traktatgrundlag. Det er faktisk et meget godt eksempel på, hvordan Danmark har sat sit præg på EU's traktater.

Så lad mig for en god ordens skyld slå fast, at det, der var hensigten med den danske erklæring vedrørende unionsborgerskabet, i dag er generelle bestemmelser, der gælder for alle medlemslandene. Man kan sige, at punkterne i erklæringen er blevet almen fællesskabsret. Danmark deltager derfor på lige fod med alle andre lande i unionsborgerskabet og har altid gjort det. Siden Amsterdamtraktaten har vi ingen særstilling på området, for det, der ifølge Edinburghafgørelsen var hensigten med vores forbehold, er nu alle landes hensigt. Det står i det eksisterende retsgrundlag, og det står i Lissabontraktaten, hvis den altså træder i kraft. Som det konkluderes i DIIS-udredningen fra sidste år, kan man derfor sige, at det danske forbehold er blevet uden genstand, eller at det blevet alle andre landes forbehold.

Så talte hr. Morten Messerschmidt om nogle domme, og en række domme har i løbet af de efterhånden 16 år, der er gået siden unionsborgerskabets indførelse, haft betydning for udviklingen af de sociale udlændingeretlige regler, som ligger inden for EU's traktatgrundlag.

Man kan konstatere, at EF-Domstolen har taget unionsborgerskabets hensigt om at beskytte EU-borgernes rettigheder alvorligt. Som det bl.a. beskrives i DIIS-udredningen om forbeholdene, har domstolen anvendt unionsborgerskabet både som en uafhængig retskilde og til støtte for en bred fortolkning af EF-traktatens ikkediskriminationsprincip inden for traktatens rammer. F.eks. har Domstolen fastslået, at EU-borgere, der har lovlig bopæl i en medlemsstat, har ret til samme retlige behandling som medlemsstaternes egne statsborgere i de tilfælde, der er omfattet af EF-traktaten.

Der er for så vidt ikke noget nyt i den måde, som Domstolen agerer på, men jeg kan forstå, at vi ved en senere lejlighed i forbindelse med B 63 vil få mulighed for mere specifikt at drøfte domstolens rolle. Dansk Folkeparti har her fremsat et beslutningsforslag, der pålægger regeringen at arbejde for en ændring af reglerne for EF-Domstolens arbejde, og så vidt jeg ved, skal det drøftes den 13. marts. Det er en velkendt problemstilling her i Folketingssalen, idet et lignende beslutningsforslag fra Dansk Folkeparti blev behandlet sidste år. Det var B 8, der blev forkastet ved anden behandling den 4. juni 2008. Jeg røber næppe noget ved at afsløre, at regeringen ikke kan bakke op om beslutningsforslaget, som måske kunne trækkes tilbage, men vi kan selvfølgelig også vente til marts måned.

I dag drøfter vi unionsborgerskabets udvikling. Det afgørende for den diskussion er, at unionsborgerskabet på ingen måde træder i stedet for det nationale statsborgerskab. Ligeledes står reglerne om tildeling af statsborgerskab i et medlemsland uantastet. Man kan derfor slå fast, at mens der løbende har været en udvikling på unionsborgerskabsområdet i almindelighed, er der altså ikke sket ændringer for det danske forbehold siden Amsterdamtraktaten.

Dette fremgår også af justitsministerens svar på hr. Morten Messerschmidts spørgsmål om samme emne tilbage fra 2006, der slog fast, at Domstolens praksis ikke indebærer, at unionsborgerskabet er trådt i stedet for det nationale statsborgerskab. Det var spørgsmål nr. S 2516. Dermed er der ikke nogen konflikt mellem den betydning, som unionsborgerskabet har for udviklingen af de sociale og udlændingeretlige regler og hensigten med det danske forbehold mod unionsborgerskabet, sådan som det ellers antydes i spørgsmålet til denne forespørgselsdebat.

Så jeg vil sige til hr. Morten Messerschmidt, at ja, det er rigtigt, at Domstolen har lagt vægt på unionsborgerskabet i flere sammenhænge, og det er også rigtigt, at det har haft betydning for adgangen til f.eks. uddannelsesstøtte og andre sociale ydelser. Men det har danske statsborgere sådan set også nydt godt af. Det vigtige for vores politiske diskussion i dag er, at Domstolens praksis ikke har nogen betydning for de danske forbehold, det er to forskellige ting.

Det er også konklusionen i DIIS-redegørelsen, og det er konklusionen i justitsministerens svar til hr. Morten Messerschmidt tilbage i 2006. Her fremgik det, at Domstolen ikke har tilsidesat det danske forbehold over for unionsborgerskab. Med andre ord er det danske forbehold for unionsborgerskabet fuldt intakt, og faktisk mere til, for som jeg sagde tidligere, er forbeholdet så at sige blevet gjort til generelle bestemmelser, der gælder for alle medlemslande, og det synes jeg også hr. Morten Messerschmidt skal være glad for og tilfreds med.

Tak til udenrigsministeren.

Så er det ordføreren for forespørgerne, hr. Morten Messerschmidt.

Jeg vil gerne takke for udenrigsministerens besvarelse af forespørgslen og i særdeleshed takke for, at udenrigsministeren hamrer lige ned i det centrale, selv om han dog ikke besvarer dette centrale element, nemlig hvad forskellen er på at supplere og på at erstatte.

Det er jo fuldstændig rigtigt, at traktaten siger, at dette kun er et supplement, men hvis nu man skal tale til en konservativ, så kunne man sige: Hvis nu vi forestillede os, at vi havde to skattesystemer, nemlig et skattesystem, hvor man skal betale 64 pct. i marginalskat, og et andet skattesystem, hvor man skal betale 40 pct. i marginalskat - og at det er fuldstændig frit for alle borgere, hvilket man vil vælge, fordi de blot supplerer hinanden - tror udenrigsministeren så, at der var et eneste menneske, der ville vælge det første system? Selvfølgelig ikke.

Dermed er et supplement med regler, som for nogle er bedre, reelt en erstatning af de regler, som Folketinget her måtte komme frem til. Det er jo præcis det, man ser på en lang række områder, hvor det oprindelig ikke var tanken, at EU skulle blande sig.

Der er f.eks. dommen over Østrigs universitetsvæsen, hvor man pludselig siger, at Østrig ikke selv må tilrettelægge, hvilke studieretninger der skal have hvor mange folk fra hvilke lande på de enkelte fakulteter. Det er et område, som helt klart ikke er omfattet af traktaten. Eller tag Saladommen fra 1995, hvor man siger, at folk kan få børnepasningsydelse, selv om de ikke bruger reglerne om vandrende arbejdstagere. Altså helt uden at være på arbejdsmarkedet kan man bruge EU-traktatens regler om vandrende arbejdstagere til alligevel at få sociale ydelser i et andet land.

Også på udlændingeområdet er det jo velkendt, at unionsborgerskabet har været brugt til at underkende landenes reguleringer. Der er Donatelladommen, hvor de græske myndigheder havde ønsket, at en narkodømt skulle udvises til sit hjemland, men blev underkendt ved EF-Domstolen, fordi det var vedkommendes unionsborgerskabsret at kunne opholde sig i et andet land.

Mest oplagte og mest nylig for de fleste danskere er selvfølgelig Metockdommen, som jo også hviler på artikel 18 i samarbejde med artikel 12, altså ligebehandlingspåbuddet og unionsborgerskabet, hvor man siger, at selv illegale indvandrere, hvis de gifter sig med en unionsborger - altså sådan et interlinksammenhold – altså skal kunne bruge unionsborgerskabsreglerne til at opnå lovligt ophold i EU, endskønt medlemslandene siger, at deres ophold er ulovligt. Det er ganske enkelt ikke rimeligt i et ordnet demokrati.

Jeg skal derfor på vegne af Dansk Folkeparti fremsætte følgende forslag til vedtagelse:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at EF-Domstolens dynamiske fortolkning af unionsborgerskabet har skabt en voldsom politisk integration, hvor grænserne mellem medlemsstaterne langsomt bliver nedbrudt. Således udtalte Domstolen i C224-98 D’Hoop, at unionsborgerskabet udgør »borgernes grundlæggende, af EU-retten afledte, personlige adkomst til inden for traktaternes anvendelsesområde, men uanset deres nationalitet, at nyde samme rettigheder som alle andre personer i samme situation«. Herefter er fulgt dom på dom. I Trojanidommen blev opholdsret tildelt alene efter unionsborgerskabet. I Grzelzcyk blev det lagt til grund, at ligebehandlingskravet i art. 12 på grund af unionsborgerskabet måtte tolkes dynamisk. Og senest i Metock-dommen er unionsborgerskabet blevet brugt til at undergrave medlemslandenes udlændingelove og har ført til, at en illegal indvandrer, der gifter sig med en unionsborger, kan få legaliseret sin status.

Folketinget beklager denne udvikling, som er sket uden noget demokratisk fundament og kontrol, og opfordrer regeringen til at igangsætte initiativer, der kan begrænse unionsborgerskabets dynamiske udvikling.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 38).

Jeg tror ikke, at der er nogen, der har begæret ordet til en kort bemærkning. Så vi siger tak til ordføreren.

Der er nu fremsat følgende forslag til vedtagelse:

»Folketinget konstaterer, at EF-Domstolens dynamiske fortolkning af unionsborgerskabet har skabt en voldsom politisk integration, hvor grænserne mellem medlemsstaterne langsomt bliver nedbrudt. Således udtalte Domstolen i C224-98 D’Hoop, at unionsborgerskabet udgør »borgernes grundlæggende, af EU-retten afledte, personlige adkomst til inden for traktaternes anvendelsesområde, men uanset deres nationalitet, at nyde samme rettigheder som alle andre personer i samme situation«. Herefter er fulgt dom på dom. I Trojanidommen blev opholdsret tildelt alene efter unionsborgerskabet. I Grzelzcyk blev det lagt til grund, at ligebehandlingskravet i art. 12 på grund af unionsborgerskabet måtte tolkes dynamisk. Og senest i Metock-dommen er unionsborgerskabet blevet brugt til at undergrave medlemslandenes udlændingelove og har ført til, at en illegal indvandrer, der gifter sig med en unionsborger, kan få legaliseret sin status.

Folketinget beklager denne udvikling, som er sket uden noget demokratisk fundament og kontrol, og opfordrer regeringen til at igangsætte initiativer, der kan begrænse unionsborgerskabets dynamiske udvikling.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 38).

Jeg skal lade dette forslag til vedtagelse indgå i den videre drøftelse.

Den næste ordfører er hr. Michael Aastrup Jensen.

Som udenrigsministeren så rigtigt sagde, hører vi kun sjældent om undtagelsen vedrørende unionsborgerskabet, og det er med god grund, for siden Amsterdamtraktaten, hvor den danske undtagelse stort set ordret blev indføjet, kan man sige, at vores undtagelse kom til at gælde alle lande. Derfor er den danske undtagelse ikke nogen dansk særordning, men den er blevet en del af EU’s generelle definition af unionsborgerskabet, som finder anvendelse i alle medlemslandene. Det betyder, at vores undtagelse siden hen har været overflødig og reelt uden juridisk betydning.

Alligevel har unionsborgerskabet hen over sommeren og efteråret været genstand for en del opmærksomhed, og jeg har allerede i diverse læserbreve gjort mig umage med at forklare den rette sammenhæng for Dansk Folkeparti og hr. Morten Messerschmidt - som ellers bryster sig af at være stud. jur. - som gang på gang har hævdet, at unionsborgerskabet er det største gennembrud for tilhængerne af Europas Forenede Stater.

Scenariet med Europas Forenede Stater er reelt ikke andet end en smædekampagne, som EU-modstanderne tyr til, når andre argumenter er udtømte. Vi kender det også fra debatten om vores forsvarsundtagelse, hvor en del af Dansk Folkepartis kampagne forsøger at appellere til frygten for et samlet EU-militær. Begge dele er så langt fra virkeligheden, som det overhovedet kan være.

At bruge skræmmebilledet med Europas Forenede Stater er ikke en ny taktik, og årsagen til, at de danske politikere overhovedet fandt det nødvendigt at tilføje undtagelsen vedrørende unionsborgerskabet, skal findes i den kampagne, som EU-modstanderne kørte op til afstemningen om Maastrichttraktaten i 1992. Her forsømte de ikke en eneste mulighed for at foregøgle vælgerne, at traktaten var ensbetydende med den danske nations endeligt.

Jeg tror roligt, jeg kan sige, at hverken Venstre, jeg selv eller andre her i salen ønsker, at et scenarium som Europas Forenede Stater skal blive en realitet. Og derfor kan jeg også berolige hr. Morten Messerschmidt og Dansk Folkeparti med, at man trygt kan sove om natten.

Hverken i 1992, da vi stemte om Maastrichttraktaten, i 2009 eller i fremtiden vil frygten være begrundet. Om ikke før, burde den være forsvundet med Amsterdamtraktaten, hvor de andre europæiske lande i lighed med Danmark fastslår, at unionsborgerskabet ikke træder i stedet for statsborgerskabet, men blot er et supplement til dette. At unionsborgerskabet blot er et supplement til statsborgerskabet bliver også præciseret i Lissabontraktaten, når den forhåbentlig snart bliver en realitet, da det ikke bare et, men hele to steder fremgår, at unionsborgerskabet ikke træder i stedet for det nationale statsborgerskab.

Med tanke på ovenstående må man jo spørge sig selv, om det virkelig kan være gået Dansk Folkepartis næse forbi, at Dansk Institut for Internationale Studier i sommer udgav rapporten »De danske forbehold over for den Europæiske Union«, hvor netop undtagelsen i forhold til unionsborgerskabet og den udvikling, som unionsborgerskabet har undergået, analyseres og forklares. Hvis dette er tilfældet, har jeg medbragt et eksemplar af DIIS-rapporten, som jeg gerne vil forære hr. Morten Messerschmidt.

Afslutningsvis vil jeg gerne endnu en gang slå fast, at vi i Venstre mener, at den udvikling, som unionsborgerskabet generelt har undergået på europæisk plan, fuldt ud harmonerer med den hensigt, der forelå, da vi i Danmark fik vedtaget vores undtagelse på området. Unionsborgerskabet har aldrig været ment som en erstatning for det nationale borgerskab, heller ikke tilbage i 1993, da det blev skrevet ind. Med formuleringen omkring unionsborgerskabet i Amsterdamtraktaten i 1997 blev den danske undtagelse vedrørende unionsborgerskabet reelt uden betydning, og den formulering er videreført i Lissabontraktaten.

Derfor vil jeg gerne på vegne af Venstre, Konservative, Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Liberal Alliance fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget understreger, at det med Amsterdamtraktaten er blevet traktatfæstet, at unionsborgerskabet er et supplement til det nationale statsborgerskab og ikke træder i stedet for dette. Det ligger ligeledes fast, at tildeling af nationalt statsborgerskab udelukkende afgøres efter medlemslandets egen lovgivning. Disse forhold er videreført i Lissabontraktaten.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 39)

Jeg beder ordføreren om at blive stående.

Der er nu fremsat følgende forslag til vedtagelse:

»Folketinget understreger, at det med Amsterdamtraktaten er blevet traktatfæstet, at unionsborgerskabet er et supplement til det nationale statsborgerskab og ikke træder i stedet for dette. Det ligger ligeledes fast, at tildeling af nationalt statsborgerskab udelukkende afgøres efter medlemslandets egen lovgivning. Disse forhold er videreført i Lissabontraktaten.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 39)

Også dette forslag til vedtagelse vil indgå i den videre debat.

Hr. Morten Messerschmidt for en kort bemærkning.

Tak for ordene. Jeg noterer selvfølgelig, at ordføreren gør meget ud af at citere artikel 17, stk. 2 om, at unionsborgerskabet alene er et supplement og ikke en erstatning.

Så vil jeg bare gerne høre, om ikke hr. Michael Aastrup Jensen vil forklare, hvad et supplement er, og hvad en erstatning er? Altså, hvad er forskellen på de to begreber?

Ordføreren.

Nu må jeg jo desværre skuffe hr. Morten Messerschmidt, selv om jeg tror, at det kunne være nogle rigtig fornøjelige juridiske timer at have, hvis man var en stud.jur., som hr. Morten Messerschmidt er. Det er jeg ikke, og derfor stoler jeg i tykt og tyndt og meget godt på de meldinger, vi får, bl.a. fra Dansk Institut for Internationale Studier, som jo har gennemanalyseret hele det her område. De slår klokkeklart fast, ikke bare på grund af den måde, som det står på i de forskellige traktater, senest Lissabontraktaten, men også med hensyn til, hvordan og hvorledes den reelle handling har været, at der reelt ikke er noget som helst at komme efter i forhold til den frygt, der har været med, at unionsborgerskabet skulle komme i stedet for det nationale statsborgerskab. Så den juridiske embedseksamen må hr. Morten Messerschmidt selv klare.

Så er det hr. Morten Messerschmidt. Jeg vil lige understrege, at det, at et medlem af Folketinget har kastet sig over det retsvidenskabelige studium, ikke på nogen måde diskriminerer hans deltagelse i Folketingets forhandlinger. Hr. Morten Messerschmidt for en kort bemærkning.

Tak, formand. Og må jeg ikke lade det være en opfordring til den pågældende ordfører om måske selv at kaste sig ud i det samme forehavende. Det tror jeg ville gøre ordførertalerne fremadrettet langt mere berigende.

Derfor vil jeg bare stille det samme spørgsmål igen: Når nu hr. Michael Aastrup Jensen gør så meget ud af at citere både DIIS og en lang række andre for, at der ikke er nogen problemer med unionsborgerskabet, fordi det alene supplerer og ikke erstatter det danske statsborgerskab, må jeg så ikke bede ordføreren om bare at forklare, hvad et supplement er, og hvad en erstatning er? Hvis ikke hr. Michael Aastrup Jensen er i stand til at forklare, hvad forskellen på de to ting er, så giver hans argument og konklusion lige lidt mening.

Ordføreren.

Selv om hr. Morten Messerschmidt desperat forsøger at få den her debat til at handle om paragraffer og lignende, synes jeg, at vi skal fastslå en ting, som er klokkeklar, og som er sagt af alle eksperter. Det er, at det nationale statsborgerskab er det primære. Unionsborgerskabet er en slags bonus, kan man sige, som giver en lang række rettigheder til borgere, at vi f.eks. kan søge hjælp på en nærliggende EU-ambassade, hvis ikke der er en dansk ambassade det pågældende sted. I forhold til Lissabontraktaten er der indskrevet borgerinitiativet, hvor 1 million underskrifter kan bevirke, at der kommer en sag på EU’s dagsorden.

Men hr. Morten Messerschmidt prøver at forplumre debatten ved at gå stik imod alle eksperters vurdering af unionsborgerskabet og ved at prøve med den her skræmmebilledeteknik med, at det så at sige skulle overskygge det nationale statsborgerskab. Det ved hr. Morten Messerschmidt godt ikke passer, og det er kun et forsøg på at forplumre debatten, desværre.

Hr. Per Clausen for en kort bemærkning.

Jeg kan jo godt forstå, at hr. Michael Aastrup Jensen hellere vil gøre det her til en debat om hr. Morten Messerschmidts uddannelse end det, sagen handler om. Men kan hr. Michael Aastrup Jensen ikke bekræfte, at de supplerende rettigheder, man får ifølge unionsborgerskabet, har præcis samme vægt, samme betydning som de rettigheder, man har i kraft af det danske statsborgerskab?

Kan han ikke for det andet bekræfte, at EF-Domstolen systematisk har udvidet unionsborgerskabets omfang og brugt unionsborgerskabet til på en række områder at træffe nogle afgørelser, som strider mod det, hr. Michael Aastrup Jensen selv i det danske Folketing har stemt for skal være regler?

Så er det ordføreren.

Nej, meget overraskende - eller det er det nok ikke - er jeg ikke enig i den antagelse, at unionsborgerskabet reelt skulle have presset rammerne i forhold til det, som står i de forskellige traktater.

Lad os tage den seneste store debat, vi havde om Metockdommen. Metockdommen har jo intet som helst med unionsborgerskabet at gøre. Selv om det kom frem fra flere forskellige sider, og man forsøgte at gøre den her debat til en debat om det, så handlede Metockdommen derimod om det indre marked.

Hvis man kigger på en lang række af de andre domme, der har været ved EF-Domstolen, hvor man fra pressens side har prøvet at gøre det til noget, der havde noget med unionsborgerskabet at gøre, har man jo kunnet gå tilbage og se, at selv om EF-Domstolen refererer til unionsborgerskabet, så er det jo stadig væk med baggrund i de forskellige lovgivninger, at man reelt har truffet afgørelsen. Det synes jeg altså stadig væk er vigtigt at holde fast i.

Hr. Per Clausen for en kort bemærkning.

Men det er vel alligevel rigtigt, at det er defineret som en rettighed, som man har som unionsborger. Og derfor er det vel også rigtigt, at Domstolen har forsøgt at bruge henvisningen til en rettighed, og den rettighed har man som borger, velvidende at hr. Michael Aastrup Jensens for så vidt ærlige svar her, nemlig at det jo grundlæggende kun handler om at sikre den fri bevægelighed for arbejdskraft, set fra EU's synsvinkel jo er rigtig.

Men pointen er, at unionsborgerskabet altså også her bruges til at gennemtrumfe nogle ting, som i hvert fald i udgangspunktet var imod det, hr. Michael Aastrup Jensen og et flertal i Folketinget ønsker. At det så er tættere på det, Enhedslisten ønsker, er så en anden sag, men det skal jo ikke få os til at glemme det grundlæggende demokratiske princip, at lovgivningen i Danmark skal foretages i Folketinget og ikke ved EF-Domstolen.

Ordføreren.

Selv om hr. Per Clausen stadig væk forsøger, kan han ikke komme ind og sørge for at give mig den holdning, som jeg ikke har.

Jeg mener stadig væk, hvis vi tager udgangspunkt i Metockdommen, som der jo virkelig har været meget debat om, at det er tydeligt for enhver at se, at det intet har at gøre med unionsborgerskabet - det er i forhold til det indre marked - og derfor er unionsborgerskabet stadig væk et supplement til den nationale lovgivning.

Selv om han stadig væk ihærdigt forsøger at forplumre debatten, synes jeg, at vi skal gøre den meget enkel og klar, for sådan er den faktisk også.

Tak til ordføreren. Så er det fru Yildiz Akdogan.

Der kan jo fortælles mange interessante historier om EU, og er man modstander af EU, og stiller man op til europaparlamentsvalget, interesserer man sig især for de grumme historier; krydret med en del fordomme, giver det den ønskede skræmmekampagne og dertil hørende medieomtale, eller man kan måske sige den ønskede medieomtale.

Denne forespørgselsdebat, der omhandler unionsborgerskabet, indikerer meget klart, hvor galt det egentlig kan gå, når bevidste ting blandes sammen fra DF's side alene med det sigte at skabe skræmmekampagner om alt det onde, som EU skaber, og at EU ikke mindst bestemmer over os.

Som bekendt fik Danmark sine fire forbehold i 1992, hvor forbeholdet om unionsborgerskabet var et klart udtryk for, at man fra dansk side ikke ønskede, at det nationale statsborgerskab skulle erstattes af et såkaldt unionsborgerskab. Det viste sig, at andre medlemslande var enige i den danske holdning, hvilket i første omgang kom til udtryk ved, at EU-landenes stats- og regeringschefer i 1993 med Edinburghafgørelse slog fast, at unionsborgerskabet ikke træder i stedet for nationalt statsborgerskab. Samtidig blev det understreget, at det alene er et lands egen lovgivning, som afgør, hvorvidt en person kan besidde statsborgerskab i den pågældende medlemsstat.

Med vedtagelsen af Amsterdamtraktaten i 1997 blev denne forståelse af unionsborgerskabet skrevet direkte ind i EF-traktaten som en almen bestemmelse, hvor den i dag gælder for samtlige 27 medlemslande. Bestemmelsen siger, at unionsborgerskabet er et supplement til det nationale statsborgerskab og ikke træder i stedet for dette. Det såkaldte danske forbehold blev med andre ord - i citationstegn - alle landets forbehold.

Spørgsmålet er så, om der sker en ændring i forhold til Lissabontraktaten. Dette kan kort og godt besvares med en reference til en nylig udgivet rapport fra DIIS, Dansk Institut for Internationale Studier. I denne rapport fastslår en række eksperter, at heller ikke her er der noget at komme efter. Reglerne fra Amterdamtraktaten - dvs. 1) at unionsborgerskabet er et supplement til den nationale statsborgerskab og ikke træder i stedet for dette og 2) at tildeling af nationalt statsborgerskab udelukkende afgøres efter medlemslandenes lovgivning - er stadig væk gældende.

Så har udenrigsministeren og Venstres ordfører også nævnt den nye dimension, netop borgerinitiativet i Lissabontraktaten, og det skal også nævnes. De her to ting plus borgerinitiativet bliver videreført i Lissabontraktaten.

Så kan man spørge, hvorfor den her debat overhovedet skal køre herinde i salen. Vi spørger også om det hos Socialdemokraterne, men det kan være, at ordføreren selv vil svare på det, nemlig hvorfor vi skal bruge tid på at debattere et så klokkeklart emne, som ordføreren egentlig i bund og grund bare kunne have læst i DIIS-rapporten.

Tak til ordføreren. Inden jeg giver ordet til hr. Morten Messerschmidt, vil jeg lige af hensyn til referatet understrege, at Edinburghafgørelsen er fra 1992, så det bliver skrevet ind. Hr. Morten Messerschmidt for en kort bemærkning.

Tak for - jeg ved ikke, hvad man skal kalde det - bemærkningerne. Jeg sad og tænkte på, om Socialdemokratiet og Venstre mon får skrevet deres taler på det samme kontor, for jeg tror nærmest, der var linjer, som var ens. Det kunne man måske for fremtiden bare for variationens skyld få ændret lidt på. Men det gør det noget lettere, når man så skal stille spørgsmål. Vi så før, at Venstres ordfører ikke var i stand til at forklare, hvad forskellen på at erstatte noget og at supplere noget er. Det gælder altså for både det allerstørste jubeleuropæiske parti og for det næststørste ditto. Det er helt afgørende i argumentationen, at der er en forskel mellem at erstatte og at supplere, må jeg så ikke bare gerne høre, hvad den er?

Så er det ordføreren.

Jeg skal lige først beklage, at jeg kom til at sige 1993, jeg mente selvfølgelig 1992.

Jeg kan egentlig ikke gøre andet end at gentage det, den tidligere ordfører sagde. Jeg går ud fra, at det omtvistede spørgsmål om det at supplere og at erstatte er stillet i forhold til det, hr. Morten Messerschmidt egentlig vil ind på, nemlig udlændingeområdet. Som der også tidligere blev sagt, vil jeg sige, at det her unionsborgerskab i bund og grund ikke har nogen betydning, det er et supplement, og det bliver det ved med at være. I forhold til Metocksagen, som jeg kan forstå er det, hr. Morten Messerschmidt efterspørger eller fisker efter, vil jeg sige, at det er en del af det indre marked. Jeg kan ikke rigtig uddybe det mere end det.

Så er det hr. Morten Messerschmidt for en kort bemærkning.

Det er det mest rodede, jeg vil dårligt kalde det, vi netop har hørt fra Folketingets talerstol, for et svar overhovedet. Bedst af alt var det en gentagelse af det uunderbyggede nonsens, som vi hørte i ordførertalen.

Når ordføreren siger, at unionsborgerskabet er fuldstændig uproblematisk, fordi det slår fast, at det kun kan supplere og ikke erstatte dansk ret, så er det vel kun rimeligt, at vi får at vide, hvad forskellen på et supplement og en erstatning er. Man kan jo ikke rende rundt og sige, at alt er i orden, fordi det hele ligger herovre, uden at vide, hvad det så er, der ligger der. Hvad er et supplement? For det er jo godt. Hvad er en erstatning? For det er jo skidt. Kan vi ikke bare få at vide, hvad de to enheder forudsætter, altså hvad det er?

Så er det ordføreren.

Jamen jeg kan egentlig ikke rigtig forstå, hvorfor ordføreren skal bruge sådan en nedladende tone. Ordføreren kan muligvis være uenig i det, jeg siger, men lad os debattere det åbent og ærligt, i stedet for at ordføreren siger, at jeg roder rundt i alle mulige forskellige ting.

Jeg kan ikke komme med en juridisk forklaring, hvis det er det, hr. Morten Messerschmidt efterspørger. Det træder ikke ind i stedet for dansk ret, og jeg kan heller ikke sige andet, end at jeg holder mig til det, eksperter har sagt, jeg holder mig til det, der står i traktaten, og det er, at den undtagelse i forbindelse med unionsborgerskabet, som hr. Morten Messerschmidt så gerne vil debattere, ikke har en betydning vedrørende det, hr. Morten Messerschmidt fisker efter. Andet kan jeg egentlig ikke supplere med.

Ja, tak til ordføreren.

Vi går videre i ordførerrækken. Den næste ordfører er fru Hanne Agersnap.

Historien bag unionsborgerskabet er jo på nuværende tidspunkt i debatten sådan set blevet gennemgået, så jeg vil gøre det meget kort, da SF jo var ret involveret i de fire forbehold, som kom efter nederlaget ved Maastrichtafstemningen. Det var jo sådan, at tre af forbeholdene var undtagelser, hvor Danmark var undtaget fra EF's - det hed det på det tidspunkt - udvikling, hvorimod unionsborgerskabet mere var en sproglig præcisering af, hvordan det stod i forhold til de nationale statsborgerskaber. Det viste sig jo så netop senere, at andre lande var enige i den danske holdning, nemlig at det skulle forstås som et supplement og ikke skulle kunne træde i stedet for statsborgerskab i et medlemsland.

En af grundene til, at SF gik så voldsomt ind i den kampagne, var jo den angst, der også tidligere blev nævnt, for, at EU skulle udvikle sig til en føderation eller forenede stater, og man så begrebet unionsborgerskab som et symbol dér og ville gerne tage noget af kraften ud af det symbol ved at sige, at det bare skulle være et supplement på den måde, at de traktatdækkede forhold, man blev enige om, selvfølgelig skulle kunne håndhæves.

Det vil sige, at unionsborgerskabet, som jeg forstår det, i dag kan hjælpe til at håndhæve de regler, man traktatligt er blevet enige om i EU. Så på den måde er det et supplement til individets rettigheder, som ellers er bestemt af statsborgerskabet.

Vi synes i SF, at det er rigtig fint, at EF-Domstolen er med til at sikre borgernes traktatfæstede rettigheder, også selv om de ikke er sikret af statsborgerrettighederne. Så vi synes, det er fint, hvad enten EF-Domstolen bruger unionsborgerskabet som retskilde eller bruger traktaterne som retskilde, og det ændrer ikke ved, at unionsborgerskabet ikke træder i stedet for statsborgerskabet, men giver nogle supplerende rettigheder til medborgere i Europa.

Hr. Morten Messerschmidt for en kort bemærkning.

Ja, nogle gange kan man føle sig en smule enfoldig, men jeg bevarer håbet og håber, at Socialistisk Folkepartis ordfører kan forklare mig, hvad forskellen på at erstatte og at supplere er. Altså, hvori består forskellen mellem en erstatning og et supplement?

Så er det ordføreren.

Jeg havde næsten forudset det spørgsmål, og jeg prøvede faktisk i min tale at komme lidt ind på det, men jeg vil prøve at sige det mere præcist. Jeg synes – og det ligger i selve ordet – at et supplement er noget ekstra, nogle ekstra rettigheder. Erstatning er det vel, hvis man borttager nogle andre rettigheder eller pligter eller beskyttelse. Det er jo sådan set sådan, at statsborgerskabet giver rettigheder og pligter og beskyttelse, men unionsborgerskabet kan give nogle ekstra rettigheder alt efter, hvad landene i Europa er blevet enige om og har traktatfæstet vedrørende borgernes rettigheder.

Hr. Morten Messerschmidt for en kort bemærkning.

Jeg vil gerne have lov til at takke fru Hanne Agersnap for at være den første, der overhovedet forsøger at svare på spørgsmålet. Og så vil jeg spørge, om fru Hanne Agersnap i forbindelse med den sag, vi har haft med Metockdommen – hvor man fra EF-Domstolens side ophævede det gamle i øvrigt også af EF-Domstolen tidligere opretholdte krav, om at man skal have lovligt ophold i EU for at kunne bruge EU's regler om fri bevægelighed – finder, at ophævelsen af det krav kan betragtes som et supplement til dansk ret eller en regulær tilsidesættelse af i øvrigt ikke bare dansk, men af alle 27 landes udlændingeret, og om der i det lys så er tale om, at unionsborgerskabet bruges til at supplere eller erstatte de nationale regler.

Ordføreren.

Jamen nu er det jo ikke dansk ret, der bliver suppleret eller erstattet; det er borgernes ret, der bliver suppleret eller erstattet. Så jeg ser det ikke, som at det erstatter dansk ret, men det giver borgerne en ekstra ret inden for området for den fri bevægelighed. Nu kan jeg ikke huske de forskellige domme, der har været om lovligt ophold i forbindelse med arbejdstageres rettigheder, når arbejdstagerne bevæger sig over grænserne, men det er rigtigt, at der har været en EF-Domstols-afgørelse, som har været en undtagelse i forhold til fire andre domstolsafgørelser, der ikke har krævet lovligt ophold som grundlag for, at en borger kunne medføre medfølgende ægtefælle, når borgeren tager arbejde i et andet land. Så den kan ses som en undtagelse, men jeg har ikke læst de forskellige dommes præmisser, så jeg præcis ved, hvorfor der har været en EF-dom, der har afveget fra de fire andre om arbejdstagernes frie bevægelighed. Men det er jo individets ret, der er blevet suppleret med arbejdstagernes frie bevægelighed; det er ikke dansk ret.

Ja, vi siger tak til ordføreren.

Og den næste ordfører er fru Helle Sjelle.

Først og fremmest stor tak til udenrigsministeren for en informativ redegørelse om det danske forbehold over for unionsborgerskabet, men også en tak, selvfølgelig, til Dansk Folkeparti, fordi de har taget initiativ til denne forespørgselsdebat om - ja, det fristes man jo næsten til at sige - det glemte forbehold.

I Det Konservative Folkeparti kan vi til fulde tilslutte os udenrigsministerens opfattelse af unionsborgerskabets betydning. Således mener vi ikke, som Dansk Folkeparti synes at mene, at unionsborgerskabet har udviklet sig i strid med hensigten bag de danske forbehold, sådan som de blev vedtaget i 1993. Hensigten var, som anført af udenrigsministeren, todelt, nemlig for det første at sikre, at unionsborgerskabet ikke trådte i stedet for det nationale statsborgerskab, og for det andet at sikre, at spørgsmål vedrørende statsborgerskabet i et EU-land alene kan afgøres af landet selv.

Det danske forbehold blev altså i Edinburgaftalen til på baggrund af en ganske konkret dansk frygt for, at EU fremover ville kunne blande sig i, hvem der blev statsborger i Danmark. Hensigten bag det danske forbehold om unionsborgerskabet, som det er formuleret, var dermed ikke forbundet med en generel udvikling af de sociale og udlændingeretlige regler, men er helt anderledes konkret. Og med Amsterdamtraktaten fra 1997 blev det danske forbehold, hvad angår unionsborgerskabet, overflødiggjort, eftersom det blev en del af EU’s traktatgrundlag.

Siden har unionsborgerskabet blot været et supplement til det nationale statsborgerskab. Hvad der engang var et dansk forbehold, er altså blevet udstrakt til at gælde samtlige 27 medlemslande. Hensigten bag det danske forbehold er dermed i allerhøjeste grad opnået, og det er vi i Det Konservative Folkeparti faktisk ganske glade for. Det er altså ikke længere særlig relevant at diskutere betydningen af det danske forbehold for unionsborgerskabet.

Afslutningsvis skal jeg bemærke, at vi er af den opfattelse i Det Konservative Folkeparti, at en diskussion af de resterende tre danske forbehold er meget vigtigere end en diskussion af det her forbehold, der med god grund er blevet glemt. Det er ganske enkelt ikke længere relevant. Det er til gengæld de øvrige forbehold, der hæmmer den proaktive danske tilgang til EU, som vi Konservative er tilhængere af. De forbehold forhindrer en dansk militær indsats på Balkan, en deltagelse i det efterhånden veludviklede retlige samarbejde, og det udelukker os fra eurosamarbejdet med et betydelig økonomisk tab i form af en højere rente til følge. Sidst, men ikke mindst, udelukker forbeholdene Danmark fra aktiv og reel indflydelse på meget vigtige områder.

Tak til ordføreren. Hr. Morten Messerschmidt for en kort bemærkning.

Jeg vil gerne bede ordføreren forholde sig til to domme, som jeg går ud fra er omdelt i Europaudvalget og ordføreren derfor er bekendt med, nemlig henholdsvis Browndommen fra 1986, hvori EF-Domstolen klart siger, at uddannelsesanliggender, altså spørgsmål om optagelse på universiteter og retten dertil osv., retten til SU, alle de der ting, ikke er omfattet af EF-traktaten ifølge D'Hoopdoktrinen, og Grzelzcykdommen, hvori man få år efter kommer frem til det præcis modsatte resultat med en henvisning til artikel 18, altså om unionsborgerskabet. Betyder det så, at unionsborgerskabet har været uden virkning, at det ikke har ført til noget, at det bare er sådan et kosmetisk raffinement, som stats- og regeringscheferne har puttet ind i traktaten, eller betyder det, at det reelt har ført til mere integration?

Ordføreren.

Nu synes jeg jo, at ordføreren først og fremmest skal finde ud af, hvad det er, ordføreren vil med den diskussion, vi har her i dag, hvor vi har forbeholdet for unionsborgerskabet til debat, for så vidt jeg er orienteret, så har ordføreren fra Dansk Folkeparti jo netop også stillet forslag om Domstolen, som kommer til debat her i Folketinget senere på måneden. Så jeg synes jo ligesom, man skal finde ud af, hvad det er, man vil drøfte her i dag.

Hr. Morten Messerschmidt for en kort bemærkning.

Jeg skal i den grad beklage. Jeg havde sådan set regnet med, at ordføreren i forbindelse med sin forberedelse havde læst forespørgslen, nemlig: Vil udenrigsministeren redegøre for den udvikling, som unionsborgerskabet har undergået, osv. osv.. Det er hermed også belyst for ordføreren.

Vi taler om udvikling af unionsborgerskabet, og i 1986, altså inden unionsborgerskabet træder i kraft, får vi en dom, der siger, at spørgsmål af uddannelsesmæssig karakter, retten til SU, retten til at blive optaget på universitetet osv., ikke er en del af EF-retten. Så får vi 10 år efter en dom, der direkte henviser til unionsborgerskabet og artikel 12 og siger, at det nu er en del af EF-retten. Jeg skal bare spørge igen: Tror den Konservative ordfører stadig væk, at unionsborgerskabet ikke har haft nogen betydning?

Ordføreren.

Da vi lavede vores forbehold i sin tid, havde det som sagt en klar mening. Der var en klar opgave, vi stod over for og gerne ville have løst. Vi ville gerne selv have retten til netop at bestemme, hvem det er, der får statsborgerskab her i Danmark, og hvem der f.eks. kan vælges til det danske Folketing. Det har vi sådan set faktisk også stadig væk den dag i dag, og vi har faktisk også nærmest fået udbredt de ting, som vi var bekymrede for, til resten af de europæiske lande. Så jeg synes i høj grad, at det har tjent sit formål, at vi havde vores forbehold på det tidspunkt.

Vi siger tak til ordføreren.

Så er det hr. Niels Helveg Petersen som ordfører.

Tak, hr. formand. Jeg vil forsøge at forklare hr. Morten Messerschmidt, hvad forskellen er på statsborgerskab i Danmark og unionsborgerskab. Jeg tror ikke, at hr. Morten Messerschmidt vil forstå det, men jeg kan i hvert fald sagtens forstå følgende forklaring:

Jeg, Niels Helveg Petersen, er dansk statsborger. Jeg har som sådan rettigheder og pligter her i Danmark. Herudover har jeg, Niels Helveg Petersen, rettigheder i kraft af EU-lovgivningen i andre EU-lande. Modstykket til det er, at andre EU-borgere i andre EU-lande også har samme rettigheder hos os. Altså, jeg har mine rettigheder her i Danmark som dansk statsborger - stemmeret og de rettigheder, der følger af grundlovens bestemmelser i øvrigt - men så har jeg altså også nogle rettigheder som et supplement i andre EU-lande.

Er det så svært at forstå? Det synes jeg ikke det er, og jeg må sige, at den juridiske substans i hr. Morten Messerschmidts argumentation er virkelig, virkelig tyndbenet.

Jeg vil gerne tilslutte mig det forslag til vedtagelse, som er fremsat af hr. Michael Aastrup Jensen m.fl.. Jeg finder, at det på en udmærket måde udtrykker, hvad der er kernen i sagen, nemlig at vi har rettigheder som danske statsborgere og herunder også alene kan bestemme, hvem der tildeles dansk statsborgerskab. Det er sådan set kernen i diskussionen, og jeg håber, at jeg har givet et bidrag. Jeg tvivler på, at hr. Morten Messerschmidt kan forstå forskellen mellem et dansk statsborgerskab og de yderligere rettigheder, man har som EU-borger.

Vi beder ordføreren blive stående. Hr. Morten Messerschmidt for en kort bemærkning.

Først stor tak for omsorgen og den, føler jeg, behjertede indsats for at forklare tingene. Jeg vil da også sige, at det utvivlsomt er den bedste indsats, der er gjort i dag.

Må jeg så ikke prøve at sætte det ind i en konkret sammenhæng, for jeg har faktisk i al beskedenhed indrømmet glædet mig til at høre hr. Niels Helveg Petersens tale, for det var hr. Niels Helveg Petersen, der spillede en betragtelig rolle i forbindelse med udformningen af forbeholdene, og derfor er det jo interessant.

Var hr. Niels Helveg Petersen overrasket, da vi i 1995 fik Saladommen, hvor altså en - rigtigt antaget - unionsborger, der ikke var tysk statsborger, alene via unionsborgerreglerne, ikke via arbejdstagerreglerne i Tyskland, kunne gøre krav på børnepasningsydelse, som egentlig var forbeholdt folk, der var aktive på arbejdsmarkedet? Var hr. Niels Helveg Petersen overrasket, da den afgørelse faldt? For den strider jo imod den definition, han lige har givet på forskellen mellem supplement og erstatning. Eller hvordan passer virkeligheden ind i teorien?

Ordføreren.

Jeg kan desværre ikke huske min sindstilstand den dag, den dom blev afsagt. Det er trods alt nu 14 år siden, og jeg fører ikke en nøjagtig dagbog over min sindstilstand. Men jeg blev ikke overrasket, fordi der jo i EU-reglerne er indbygget et ikkediskriminationsprincip, og det kom til udtryk i den dom.

Hr. Morten Messerschmidt for en kort bemærkning.

Jeg føler mig nu ret overbevist om, at hr. Niels Helveg Petersen er i stand til at ihukomme sin sindstilstand i andre EU-sammenhænge, f.eks. i 1992, der ligger endnu længere tilbage. Det er jo fuldstændig rigtigt, som hr. Helveg Petersen påpeger, at artikel 12 indeholder et ligebehandlingspåbud. Det gælder bare ikke for egne borgere så at sige, altså vel at mærke folk, der ikke har aktiveret unionsborgerskabet, og det er jo præcis det, der er pointen her. Mens tyske statsborgere altså kun kunne gøre kravet gældende over for de tyske myndigheder, forudsat at de efter de nationale regler var på arbejdsmarkedet, kunne unionsborgere altså gøre krav gældende uden at have opfyldt de samme kriterier, så længe de blot havde opfyldt EU’s kriterier for, hvornår man var aktiv arbejdstager. Det er der, vi kommer ind i den ret spændende diskussion om, hvad der reelt er et supplement, og hvad der er en erstatning.

Det er klart, at den pågældende unionsborger, fru Sala, kan sige, at der er to supplerende rettigheder: Der er en, hvor jeg ikke får nogen penge, og der er en, hvor jeg får penge, hvad skal jeg dog vælge? Det kan man så ligge og have mange søvnløse nætter over. Jeg tror bare reelt, at de fleste vil komme frem til, at man nok vil vælge den model, der giver penge. Derfor er der jo reelt tale om en erstatning, noget, som nok har ligeberettigelse i juraen, men i realitetens verden jo har forrang.

Så tror jeg, det er ordføreren, der svarer. Værsgo.

Jeg skal prøve at svare så præcist, jeg kan. De rettigheder, jeg som unionsborger har, er jo ingen erstatning for de rettigheder, jeg har i Danmark som dansk statsborger. Det kan de jo aldrig være, og derfor er de et supplement. Jeg får yderligere rettigheder i andre EU-lande, men de rettigheder, jeg har i Danmark, har jeg i kraft af den danske grundlov, og i kraft af at jeg er dansk statsborger.

Tak til ordføreren.

Så er det hr. Per Clausen som ordfører.

Debatten i dag har jo haft en tendens til enten at udvikle sig til en art juridisk skoleridt - uden at jeg skal bedømme kvaliteten af det - eller til en debat om forskellige menneskers sindstilstand på forskellige tidspunkter. Jeg skal for god ordens skyld sige, at Enhedslisten jo altid har ment, at de undtagelser, som dannede baggrunden for jaet ved Edinburghafstemningen, var utilstrækkelige, delvist tømt for indhold. Det mest positive, man kan sige om de forbehold, den efterfølgende folkeafstemning og resultatet af den, er vel, at de endegyldigt sikrede, at Enhedslisten kom i Folketinget i 1994, og det tillægger vi selvfølgelig ganske stor betydning.

Så vil jeg sige, at det, at vores udgangspunkt er, at undtagelserne er utilstrækkelige og i nogle tilfælde måske ikke har noget reelt indhold, jo for så vidt er blevet bekræftet af debatten i dag. For det er da klart, at undtagelsen vedrørende unionsborgerskabet jo er blevet formuleret på en sådan måde, at unionsborgerskabet sådan set kan fyldes med alt det indhold, man vil, uden at man kommer i nærheden af forbeholdet. Man skal bare blive ved med at sige, at man har det nationale statsborgerskab, der giver nogle rettigheder, og oven i det har man så unionsborgerskabet, der giver nogle andre rettigheder, nogle flere rettigheder, og at man har dem alle sammen, så lyder det jo dejligt, for hvem kan ikke lide at have mange rettigheder? Det interessante er da også i den sammenhæng, at EF-Domstolen har brugt unionsborgerskabet som argument i en række sammenhænge.

Efter min opfattelse var det meget rigtigt, da Venstres ordfører gjorde opmærksom på, at når det kom til stykket, handlede alle de her afgørelser jo først og fremmest om at sikre arbejdskraftens frie bevægelighed, og derfor pegede Venstres ordfører på det forbehold, vi ikke har, men som virkelig ville være noget værd, nemlig et forbehold over for det indre marked. Det havde der været noget gods i, for pointen er jo, at når det kommer til stykket, handler EU grundlæggende om at give mulighed for, at der også er fri konkurrence, når det handler om prisen på arbejdskraft, når det handler om de løn- og ansættelsesvilkår, som man skal have.

Det er jo derfor - på grund af det indre marked i EU - at vi i dag er i den situation, at løntryk og tryk på arbejdsforhold osv. spiller en stor rolle på det danske arbejdsmarked. Indimellem bruger man så EU-borgerskabsdiskussionen og diskussionen om rettigheder som en forklaring på det.

Lad mig så bare tilføje, at Enhedslisten jo ikke er enig med Dansk Folkeparti i den udlændingepolitik, man har, men vi har faktisk det grundlæggende synspunkt, at det er det danske Folketing, der skal træffe afgørelser i spørgsmålet om, hvilke rettigheder, hvilke ydelser og hvilke forpligtelser, som mennesker, der bor i Danmark, skal have - og ikke EF-Domstolen.

Efter vores opfattelse har vi set det lidt kedelige, at der, når det kommer til stykket, ikke er vilje til i det danske Folketing for alvor at stå ved konsekvenserne af de beslutninger, man træffer. Og det er også det, der præger diskussionen i dag, for det bliver jo en absurd diskussion, at man lader, som om supplerende ikke betyder, at det, der er supplementet, er præcis lige så vigtigt, som det, det er et supplement til.

Men udgangspunktet for Enhedslisten er altså grundlæggende, at vi mener, at beslutninger skal træffes i det danske Folketing, og så er det vores opfattelse, at man langt mere skulle fokusere på at sikre nogle sociale rettigheder end det, som har været EU’s grundprincip, nemlig at sikre, at det indre marked kommer til at fungere, og at den frie bevægelighed er med til at lægge et pres på løn- og arbejdsvilkår.

Derfor skal Enhedslisten fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Idet Folketinget konstaterer,

- at det bør være Folketinget og ikke EF-Domstolen, der med respekt for de internationale konventioner, Danmark har tilsluttet sig, fastlægger rammerne for sociale ydelser og de rettigheder, mennesker, der bor og opholder sig i Danmark, har,

- at alle skal have mulighed for at søge arbejde og arbejde i Danmark på betingelse af, at de er omfattet af en overenskomst, eller at arbejdsgiveren kan dokumentere, at arbejdet foregår på almindelige overenskomstmæssige vilkår,

- at alle, der arbejder i Danmark, skal have samme adgang til sociale ydelser, dagpenge efterløn m.v.,

opfordrer Folketinget regeringen til at ændre dansk lovgivning, så den lever op til disse principper og til at optage forhandlinger med EU for at få disse principper sikret.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 40).

Der er nu fremsat følgende forslag til vedtagelse:

Idet Folketinget konstaterer,

- at det bør være Folketinget og ikke EF-Domstolen, der med respekt for de internationale konventioner, Danmark har tilsluttet sig, fastlægger rammerne for sociale ydelser og de rettigheder, mennesker, der bor og opholder sig i Danmark, har,

- at alle skal have mulighed for at søge arbejde og arbejde i Danmark på betingelse af, at de er omfattet af en overenskomst, eller at arbejdsgiveren kan dokumentere, at arbejdet foregår på almindelige overenskomstmæssige vilkår,

- at alle, der arbejder i Danmark, skal have samme adgang til sociale ydelser, dagpenge efterløn m.v.,

opfordrer Folketinget regeringen til at ændre dansk lovgivning, så den lever op til disse principper og til at optage forhandlinger med EU for at få disse principper sikret.

(Forslag til vedtagelse nr. V 40).

Dette forslag vil indgå i de videre forhandlinger.

Nu giver jeg ordet til ordføreren for forespørgerne, hr. Morten Messerschmidt.

Jeg vil godt have lejlighed til, nu hvor vi har hørt alle partiers overvejelser eller supplement hertil, at takke for de ting, som trods alt er blevet fremhævet.

Særlig vil jeg fremhæve hr. Niels Helveg Petersens klare, synes jeg, adskillelse mellem de af national ret afledte rettigheder, som selvfølgelig kun kan påberåbes i nationalstaten, og så unionsborgerskabsrettighederne, som altså har den modsatte vekselvirkning, idet de kun kan påberåbes i de 26 andre medlemslande.

Det, som den overvejelse bare overser, er den udvidelse af EU-retten, der hele tiden sker med hjemmel i unionsborgerskabet, hvor det jo på en række områder - både i dag, i forhold til da unionsborgerskabet lige blev indført og fremadrettet, hvis man ser på, hvilke sager der er anlagt ved EF-Domstolen nu - kan konstateres, at der konstant sker en udvidelse i bredden af, hvad man via unionsborgerskabet kan påberåbe sig.

Jeg tror, de fleste var overraskede, da der for et par år siden faldt den såkaldte Catherine Zhu-afgørelse: Et kinesisk ægtepar tog til Irland, og kvinden fødte der sin datter, som så blev irsk statsborger efter de i Irland gældende regler, hvorefter barnet, der altså så var unionsborger, kunne få sine forældre til at blive og få lovligt ophold i Irland alene via unionsborgerskabsreglerne; det siger sig selv, at et nyfødt spædbarn ikke er vandrende arbejdstager. Jeg tror, at de fleste tilbage i 1992-93, da man indførte unionsborgerskabet, havde sagt, at det der aldrig nogen sinde kommer til at ske, men det er i dag virkelighed.

Det samme kan jo altså siges om Metockdommen og dens konsekvenser. Der var ingen mennesker, som i 1992-93 ville påstå, at unionsborgerskabet, der jo bare supplerer og ikke erstatter, en dag kunne føre til, at alle - ikke bare Danmarks - medlemslandenes udlændingelove er blevet tilsidesat, idet det ikke længere forudsættes, at man har lovligt ophold i EU, før man kan bruge EU's regler. Og på den baggrund kan man altså på en lang række felter fra opholdsregler til udvisningsregler over spørgsmål om sociale rettigheder, uddannelsesmæssige rettigheder osv. osv. se, hvordan netop unionsborgerskabet bruges til at udbrede den mængde af rettigheder, den mængde af regler, som man som unionsborger i andre lande kan påberåbe sig.

Det er da rigtigt, som nogle har påvist eller anført, at det kan være dejligt for den enkelte at have regler, man ikke lige havde forudset man ville kunne stille ret på, altså som man ikke lige ville have, fordi det pågældende Folketing, det pågældende nationale parlament, ikke har besluttet det. Det er da utvivlsomt rart, at man kan gå uden om nationale restriktioner. Det er da utvivlsomt rart, at man kan få familiesammenføring uden at have lovligt ophold i noget EU-land. Det er bare ikke særlig demokratisk. For forudsætningen for ethvert demokrati må jo være, at de beslutninger, som fører til love, som folk kan stille ret på, er noget, der er vedtaget demokratisk i et parlament. Og sådan er det ikke med den dynamiske EU-ret, hvis dynamik har fået kæmpe accelerationskraft, efter at unionsborgerskabet er blevet indført.

Det er derfor, at det er en lille smule trist - mest af alt for dem, der fremfører de noget luftige, synes jeg, overvejelser - når det eneste, man kan komme frem til, når vi i Dansk Folkeparti beder om en vurdering af unionsborgerskabets udvikling siden 1993, er en sådan lidt loren rablen af, hvad der står i artikel 17, stk. 2, nemlig at der kun er tale om et supplement og ikke om en erstatning. De tre første, der rablede det af, var ikke engang i stand til at redegøre for, hvad et supplement er i forhold til en erstatning. Man har ikke engang tænkt over, hvad indholdet af den pågældende artikel, som altså dom på dom fører til mere integration, overhovedet betyder.

Det er trist først og fremmest for de pågældende ordførere, dernæst for de pågældende partier og mest af alt for de mennesker, der har stemt på dem. Tak, formand.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet.

Vi er i øjeblikket i færd med at dele det sidste forslag til vedtagelse rundt, så mens det sker, og mens medlemmerne indtager deres pladser, for at vi kan stemme om forslagene til vedtagelse som afslutning på forespørgslen, foreslår jeg, at vi holder en stilfærdig pause på et par minutter. Man bedes om ikke at forlade sin plads, men lige vente et par minutter, til betjentene har haft mulighed for at omdele teksterne.

Mødet er udsat. (Kl. 14:09).

Nu er teksterne omdelt, og jeg går ud fra, at medlemmerne har haft lejlighed til at sætte sig ind i indholdet af de forskellige forslag.

Der stemmes nu om den vedtagelse, Folketinget skal gøre her ved afslutningen af forespørgslen, og der stemmes først om forslag til vedtagelse nr. V 39, der er fremsat af hr. Michael Aastrup Jensen (V), fru Yildiz Akdogan (S), fru Hanne Agersnap (SF), fru Helle Sjelle (KF), hr. Niels Helveg Petersen (RV) og hr. Anders Samuelsen (LA). Afstemningen starter nu.

Afstemningen slutter.

For forslaget stemte: 81 (V, S, SF, KF, RV og LA), imod stemte: 17 (DF og EL), hverken for eller imod stemte: 0.

Forslaget til vedtagelse er vedtaget.

Herefter er forslag til vedtagelse nr. V 38 fremsat af hr. Morten Messerschmidt (DF) og forslag til vedtagelse nr. V 40 fremsat af hr. Per Clausen (EL) bortfaldet.

Forespørgslen er afsluttet.