Nye medlemslande

EU har over årene optaget en række nye medlemslande og sagt farvel til et enkelt. EU er gået fra seks til i dag 27 medlemmer.

Større

EU har i sin lange levetid været i dialog med lande, der potentielt kunne blive medlemmer. Det er også tilfældet i dag, hvor EU fører optagelsesforhandlinger med en række kandidatlande.

For at blive optaget i EU skal et land:

ligge i Europa
leve op til EU's politiske krav
leve op til EU's økonomiske krav
overtage EU's gældende regler.

EU's stats- og regeringschefer fra de enkelte medlemslande, skal være enige før EU begynder at forhandle med et nyt land om EU-medlemskab. De skal anerkende landet som en kandidat til medlemskab - også kaldet for et kandidatland. Stats- og regeringslederne skal også i sidste ende sammen med Europa-Parlamentet godkende, når et nyt land bliver medlem af EU.

Se undervisningsvideoen "Hvem må være med i EU?"

Danmark og udvidelsen

Det var under det danske formandskab for EU, at det i december 2002 lykkedes at forhandle sig frem til en aftale med 10 nye medlemslande om optagelse i EU. De 10 lande blev optaget den 1. maj 2004 - den største udvidelse i EU's historie. Det var også under et dansk formandskab i 1993, at kriterierne for at blive optaget i EU blev vedtaget - de såkaldte Københavnskriterier.

EU sagde nej til Marokko og måske til Tyrkiet

Ansøgerlande skal ikke kun opfylde de politiske og økonomiske krav, som Københavnskriterierne indeholder. For at blive optaget i EU skal et land nemlig også være europæisk.

EU-traktatens artikel 49 siger, at enhver europæisk stat, der overholder de principper, som EU er baseret på, kan ansøge om at blive medlem af EU. Det er ikke nærmere defineret, hvad en europæisk stat er.

"Enhver europæisk stat, som respekterer værdierne i artikel 2 og forpligter sig til at fremme dem, kan ansøge om at blive medlem af Unionen. […] De kriterier for medlemskab, som Det Europæiske Råd er nået til enighed om, skal tages i betragtning."

I 1987 søgte to lande om at blive optaget i det daværende EF. Tyrkiet og Marokko ville ind i varmen hos deres europæiske naboer. Tyrkiet fik et måske (og den proces er stadig ikke afsluttet), mens Marokko fik et afslag, fordi landet ikke ligger i Europa.

Men betyder det så, at alle lande fra Atlanterhavet til Uralbjergene i Rusland, altså landene i Europa, kan være med i EU? I Folketinget er meningerne delte om det spørgsmål:

Se undervisningsvideoen "Hvem kan være med i EU?"

Vestbalkan bejler til EU

For første gang i 15 år var landene på Vestbalkan i maj 2018 inviteret med til et EU-topmøde. Det skete i Bulgariens hovedstad Sofia, hvor regionens fremtid var på dagsordenen.

Serbien, Montenegro, Makedonien, Bosnien-Hercegovina, Kosovo og Albanien deltog i mødet med EU. De er forskellige steder i optagelsesprocessen, men ønsker alle at blive medlem af EU.

Vi skal ikke mange år tilbage, før store dele af Balkan var plaget af en forfærdelig borgerkrig. Og det er kun 10 år siden, Kosovo erklærede sin uafhængighed fra Serbien. Selv om regionen har været inde i en rivende udvikling, kæmper flere af landene stadig med at leve op til forskellige dele af københavnskriterierne.

Europa-Kommissionen har konkluderet, at flere lande har store udfordringer med korruption, og at det kniber med at have en velfungerende markedsøkonomi.

Se undervisningsvideoen "Skal Vestbalkan være med i EU?"

Tyrkiet er kandidatland

Tyrkiet afleverede første gang en ansøgning om optagelse i EF i 1987. I 2004 blev landet godkendt som kandidatland - det betyder, at EU’s medlemslande formelt har anerkendt Tyrkiet som potentielt medlem. Men godt 30 år senere er situationen fortsat den samme.

Landet har store problemer med at leve op til Københavnskriterierne, særlig kravet om, at landet skal have stabile og uafhængige institutioner, der sikrer menneskerettigheder, demokrati og en retsstat.

Tyrkiets problemer blev endnu større i 2016, hvor personer fra militæret stod bag et fejlslagent kupforsøg mod præsident Erdogan. Efter kupforsøget har Erdogans regering anholdt og fyret tusindvis af militærfolk og offentligt ansatte – bl.a. mange dommere.

EU er bekymret over udviklingen i Tyrkiet, som også har svært ved at leve op til det tredje Københavnskriterium. Det handler om, at Tyrkiets love skal leve op til europæiske standarder. Forhandlingerne om Tyrkiets medlemskab fortsætter, og EU og Tyrkiet holdt i marts 2018 et topmøde om det fremtidige forhold mellem de to parter.

EU har en aftale med Tyrkiet om flygtninge

Forholdet mellem EU og Tyrkiet påvirkes også af de mange flygtninge og migranter, som siden 2015 er kommet til Europa.

I 2016 indgik EU og Tyrkiet en aftale om at bremse antallet af mennesker, der kommer til EU gennem Tyrkiet. Aftalen går i korte træk ud på, at Tyrkiet skal sikre sin grænse bedre og tage alle flygtninge og migranter tilbage, som er kommet ulovligt til Grækenland fra Tyrkiet.

Til gengæld modtager Tyrkiet penge fra EU, og det bliver også muligt for tyrkiske borgere at rejse visumfrit i alle EU-lande.

Se undervisningsvideoen "Skal Tyrkiet være med i EU?" Læs svaret: Hvad er der sket i optagelsesforhandlingerne med Tyrkiet?

Sådan foregår optagelsen

Optagelsen af et nyt medlemsland kan være en langvarig proces, der kan strække sig over mange år. I Kroatiens tilfælde - det seneste optagne medlemsland - tog det over 10 år, fra ansøgningen om medlemskab blev indgivet i 2003, til selve optagelsen var en realitet i 2013.
Fra et land ansøger om medlemskab af EU, til det bliver optaget, skal det da også igennem en række forskellige trin, som er illustreret herunder:

Ansøgning om medlemskab.
Kommissionen vurderer, om landet kan leve op til medlemskravene.
Kan landet leve op til medlemskravene, vedtager Rådet en ramme for forhandlingerne, og landet får status af kandidatland.
Optagelsesforhandlingerne går i gang, hvor hele EU's regelsæt fordelt på 35 forhandlingskapitler skal forhandles på plads.
Rådet beslutter, at alle 35 forhandlingskapitler er forhandlet på plads (lukkede).
Optagelsen af landet vedtages af Rådet med enstemmighed og godkendes af Europa-Parlamentet.
En traktat med vilkårene og eventuelle overgangsordninger for landets optagelse udarbejdes.
Den såkaldte tiltrædelsestraktat skal godkendes nationalt af de enkelte EU-lande.
Det nye medlemsland optages i EU.

Der er dog ikke en fast tidsmæssig ramme for de enkelte trin, som et kommende medlemsland skal igennem. Der kan også være stor forskel på, hvor lang tid der går, fra et land bliver kandidatland til, at der indledes forhandlinger om optagelse. Der kan også være tale om uoverensstemmelser som fører til, at forhandlingen om visse kapitler suspenderes - det har f.eks. være tilfældet med Tyrkiets optagelsesforhandlinger.

Bag om den store udvidelse af EU

I 2004 og 2007 fik EU 12 nye medlemslande. I 2002 kom en aftale i hus i København mellem EU og 10 af de 12 kandidatlande. Disse 10 lande blev herefter formelt medlemmer af EU i 2004. For de to resterende lande blev forhandlingerne afsluttet to år efter, i 2004, og disse lande kunne derfor blive medlemmer af EU i 2007.

Udvidelsen i 2004

Cypern, Estland, Letland, Litauen, Malta, Slovakiet, Slovenien, Tjekkiet, Ungarn og Polen.

Udvidelsen i 2007

Bulgarien og Rumænien.

Baggrund

Bag optagelsen af de 12 nye medlemslande i 00’erne ligger et stort forarbejde, og den formelle proces, der førte til optagelsen af de nye medlemslande, startede allerede i 1993.

1. skridt: Københavnskriterierne

Det første officielle skridt, der blev taget i forbindelse med udvidelsesarbejdet, var, da de dengang 15 medlemslande formulerede de såkaldte ”Københavnskriterier” i 1993. Det skete på et EU-topmøde i København, hvor EU’s stats- og regeringschefer blev enige om nogle politiske og økonomiske betingelser for at blive medlem af EU.

2. skridt: Kandidatlande og optagelsesforhandlinger

Det næste formelle skridt blev taget i 1997, hvor Det Europæiske Råd godkendte 11 ud af de dengang 13 ansøgerlande som egentlige ”kandidatlande”. På denne baggrund blev den formelle tiltrædelsessproces også sat i gang.

De 11 lande der blev godkendt var: Bulgarien, Cypern, Estland, Letland, Litauen, Polen, Rumænien, Slovakiet, Slovenien, Tjekkiet og Ungarn. De 2 lande der ikke blev godkendt var Tyrkiet og Malta. Grunden til, at disse to lande ikke blev godkendt, var, at EU ikke mente, at Tyrkiet var klar til at blive et egentligt kandidatland, og at Malta selv havde valgt at stille sin ansøgning om medlemskab i bero.

Der blev herefter, i 1998, igangsat konkrete optagelsesforhandlinger med 6 af landene - Cypern, Estland, Ungarn, Polen, Tjekkiet og Slovenien – og i 1999 blev der igangsat optagelsesforhandlinger for 6 yderligere lande - Bulgarien, Letland, Litauen, Malta, Rumænien og Slovakiet. Det sidste land – Tyrkiet – blev alene anerkendt som kandidatland i 1999, men der blev ikke igangsat egentlige optagelsesforhandlinger, da Tyrkiet endnu ikke opfyldte Københavnskriterierne.

3. skridt: De afsluttende forhandlinger og optagelse

På topmødet i december 2002 i København for at afslutte EU’s forhandlinger med 10 af kandidatlandene - Cypern, Estland, Letland, Litauen, Malta, Polen, Slovakiet, Slovenien, Tjekkiet og Ungarn. Forhandlingerne var succesfulde, og det lykkedes at indgå en aftale i København.

Herefter skulle aftalen til folkeafstemning i alle kandidatlandene med undtagelse af Cypern. Medlemskabet blev generelt godkendt med overvældende flertal, og derfor kunne disse 10 lande formelt blive medlemmer af EU den 1. maj 2004.

Forhandlingerne blev dog ikke afsluttet i 2002 for Rumænien og Bulgariens vedkommende. Det skete dog to år senere, i 2004, og de to lande kunne derfor blive medlemmer af EU den 1. januar 2007.

EU-topmøde i juni 1993 i København

EU-topmøde i december 2002 i København

Udvidelser gennem tiden

I dag har EU 27 medlemslande, men samarbejdet startede med blot seks lande, og er siden blevet udvidet med op til 10 nye medlemslande ad gangen. Der har i alt været syv udvidelser af EU siden oprettelsen i 1958. Og i februar 2020 et enkelt farvel, da Storbritannien forlod EU:

1. februar 2020: