Artikel 257 EUF: Oprettelse af specialretter

[tidligere artikel 225 A TEF]

Europa-Parlamentet og Rådet kan efter den almindelige lovgivningsprocedure oprette specialretter tilknyttet Retten, der i første instans skal træffe afgørelse i visse arter af sager inden for særlige områder. Europa-Parlamentet og Rådet træffer afgørelse ved forordning enten på forslag af Kommissionen og efter høring af Domstolen eller på begæring af Domstolen og efter høring af Kommissionen.

I forordningen om oprettelse af en specialret fastsættes bestemmelserne om sammensætningen af denne ret samt omfanget af dens beføjelser.

Specialretternes afgørelser kan appelleres til Retten, dog kun for så vidt angår retsspørgsmål samt, hvis dette er fastsat i forordningen om oprettelse af specialretten, spørgsmål vedrørende sagens faktiske omstændigheder.

Til medlemmer af specialretterne vælges personer, hvis uafhængighed er uomtvistelig, og som har de nødvendige kvalifikationer til at varetage retslige funktioner. De udnævnes af Rådet med enstemmighed.

Specialretterne fastsætter med Domstolens tiltrædelse deres procesreglement. Reglementet skal godkendes af Rådet.

Medmindre andet er fastsat i forordningen om oprettelse af den særlige retsinstans, finder traktaternes bestemmelser om Den Europæiske Unions Domstol og bestemmelserne i statutten for Den Europæiske Unions Domstol anvendelse på specialretterne. Afsnit I i statutten samt dens artikel 64 finder under alle omstændigheder anvendelse på specialretterne.