En EU-lov kaldes for en retsakt. De mest almindelige former for retsakter kaldes forordninger og direktiver.

En forordning er en bindende retsakt, der gælder direkte i medlemslandene. Det betyder, at EU har besluttet, hvordan de danske domstole og myndigheder skal anvende forordningen. 

Sådan er det ikke med direktiver. Direktiver er retsakter, der fastlægger et fælles mål, der skal nås i alle EU’s medlemslande. Det er op til landene selv at bestemme, hvordan de vil gennemføre direktivet og opnå målet. Landene skal oftest gennemføre direktivet inden for to-tre år. 

Når EU har vedtaget et direktiv, gælder det derfor først i Danmark, når Folketinget har implementeret det i den danske lovgivning. Derfor kan de nationale love, som er blevet indført på baggrund af direktivet, se forskellige ud fra medlemsland til medlemsland. 

Modsat en forordning giver et direktiv derfor mere åbne rammer for, hvordan retsakten skal fortolkes og gennemføres i det enkelte medlemsland. 

Eksempel: Habitatdirektivet

EU's såkaldte habitatdirektiv fra 1992 er et eksempel på et direktiv, som Danmark har gennemført, og som stadig gælder i dag.

Direktivets mål var, at alle medlemslande skulle beskytte deres særligt udsatte naturområder. Disse områder kaldes habitatområder.

Medlemslandene bestemte selv, hvordan og hvilke habitatområder, de ville beskytte. Nogle lande valgte helt at frede deres områder, mens andre lande tillod turisme og økologisk landbrug i og omkring områderne.

Danmark udvalgte flere end 250 habitatområder, hvor truet dyre- og planteliv skulle have ekstra beskyttelse.