Arbejdsmarkedspolitik blev allerede nævnt i Romtraktaten fra 1957, hvor social tryghed, der er nødvendige for at gennemføre arbejdskraftens frie bevægelighed blev en del af EU’s retsgrundlag.

I 1999 skete der igen noget vigtigt på området. Her besluttede EU’s stats- og regeringschefer i det Europæiske Råd nemlig at lave charteret om grundlæggende rettigheder, der handler om bl.a. frihed, lighed, solidaritet, unionsborgerskab og retfærdighed. Da Lissabontraktaten trådte i kraft i 2009, blev charteret juridisk bindende via en henvisning til det i EU-traktaten TEU art. 6.

Igen gik der en del år, før der skete noget på området i EU. Men det gjorde der så også med den europæiske søjle for sociale rettigheder (ofte blot kaldt søjlen). Søjlen blev højtideligt udråbt (formelt: ”proklameret”) på det sociale topmøde i Göteborg i 2017 af Kommissionen, Ministerrådet og Europa-Parlamentet. Søjlen er ikke juridisk bindende, men derimod et: ”… pejlemærke for udviklingen frem mod et stærkt, socialt Europa, som er retfærdigt, inkluderende og fuld af muligheder i det 21. århundrede.” 

Søjlen indeholder 20 principper, der skal være et kompas for udviklingen i forhold til lige muligheder og adgang til arbejdsmarkedet, retfærdige og rimelige arbejdsvilkår samt retfærdige og rimelige arbejdsvilkår. For at søjlens principper skal blive juridisk gældende, skal de føres ud i livet gennem en anden lovgivning.

Søjlens princip 6 om lønninger har været en vigtig del af grundlaget for direktivet om mindsteløn. I princippet om lønninger står der bl.a.: ”Arbejdstagere har ret til rimelige lønninger, der sikrer en anstændig levestandard. […] Alle lønninger skal fastsættes på en gennemsigtig og forudsigelig måde i overensstemmelse med national praksis og i respekt for arbejdsmarkedets parters uafhængighed.”

Men hvorfor er Europarådets socialpagt relevant i denne sammenhæng? Det er den, fordi alle EU’s medlemslande også er medlemmer af Europarådet. Socialpagten forpligter Europarådets medlemsland til at sikre, at både deres egne borgere og borgere fra Europarådets andre medlemslande nyder godt af en række grundlæggende sociale rettigheder.