Det Europæiske Råd

Stats- og regeringsledere mødes i Det Europæiske Råd for at lægge de store linjer for EU-samarbejdet. 

DER
Større

Det Europæiske Råd fastlægger EU’s politiske dagsorden ved at identificere problemområder og tage initiativ til at løse disse.

Det Europæiske Råd består af stats- og regeringscheferne fra alle 27 medlemslande samt en formand. Det Europæiske Råd afholder topmøde 4 gange om året, men formanden kan også indkalde til hastemøder. Ved møderne deltager også formanden for Europa-Kommissionen og EU's udenrigsrepræsentant. Det Europæiske Råd mødes normalt i Bruxelles.

Formanden for Det Europæiske Råd hedder i øjeblikket Charles Michel, som er tidligere premiereminister i Belgien. Formanden er ansvarlig for planlægningen og ledelsen af møderne i Det Europæiske Råd og arbejder for, at landene når til enighed. Formanden vælges for 2 ½ år ad gangen.

Sådan arbejder Det Europæiske Råd

Det Europæiske Råd sætter den generelle dagsorden for EU-samarbejdet. De træffer beslutninger om, hvordan EU skal udvikle sig i fremtiden, og hvordan medlemslandene skal håndtere større problemer og konflikter. Det kan f.eks. være et spørgsmål om flygtningestrømme, klimaforandringer og EU’s budget.

Det, som Det Europæiske Råd enes om på topmøderne, bliver beskrevet i rådskonklusioner fra mødet. Rådskonklusionerne er politiske aftaler, der ikke er juridisk bindende, men skal danne politisk grundlag for Kommissionens, Europa-Parlamentets og Ministerrådets arbejde med lovgivning.

Det Europæiske Råd kan dog også vedtage juridisk bindende aftaler, der f.eks. kan handle om EU-institutionernes sammensætning.

Det Europæiske Råd spiller desuden ofte en central rolle i forbindelse med mægling og afklaring af sager. Det er typisk sager, Ministerrådet ikke har kunnet blive enige om.

Det Europæiske Råds hjemmeside

EU-Rådet

Historien bag Det Europæiske Råd

1974: Oprettelse af Det Europæiske Råd i København.

1975: Det Europæiske Råds første møde i Dublin i marts.

1992: Det Europæiske Råd fik formel status med Maastrichttraktaten, der præciserede Rådets rolle og opgaver.

2004: Med Nicetraktaten blev det slået fast, at alle møder i Det Europæiske Råd skal finde sted i Bruxelles. 

2009: Det Europæiske Råd blev en af EU's 7 officielle institutioner. Herman Van Rompuy udnævnes til den første faste formand. 

2014: Donald Tusk fra Polen overtog posten som formand for Det Europæiske Råd.

2019: Charles Michel fra Belgien overtog posten som formand for Det Europæiske Råd.

Senest opdateret: [21.03.2024]
Sideansvarlig: Mads Dam Døllner