Drømmer du om et arbejde under sydens sol? Så kan du trygt finde pas og kuffert frem. Som EU-borger har du ikke alene ret til at bevæge dig frit i EU. Du er også omfattet af en række regler om sociale ydelser og arbejdsvilkår.
Beskæftigelses- og socialpolitikken i EU kaldes for EU’s sociale dimension. Det er et område, som i overvejende grad er overladt til medlemslandene, men EU spiller også en rolle.
Formålet med EU’s sociale dimension
- fremme beskæftigelsen i landene,
- forbedre leve- og arbejdsvilkårene for borgerne,
- sikre en passende social beskyttelse for borgerne,
- sikre dialogen på arbejdsmarkedet mellem arbejdsmarkedets parter i landene, dvs. arbejdsgivere og arbejdstagere,
- bidrage til udviklingen af de menneskelige ressourcer, der skal muliggøre et varigt højt beskæftigelsesniveau i landene,
- bekæmpe social udstødelse.
Medlemslande bestemmer selv over deres velfærdsmodeller
Velfærd er traditionelt et område, som det i langt overvejende grad er overladt til de enkelte EU-medlemslande at bestemme over. Spørgsmål som hvordan landene regulerer deres pensionssystemer, hvad der sker for en borger, som mister sit job, eller om en mor skal have børnepenge fra faren til sit barn, hvis de to forældre bliver skilt, er fortsat i høj grad noget, der besluttes nationalt i de enkelte medlemslande.
EU’s rolle på området er derfor ikke at definere, hvordan det enkelte land udformer sit velfærdssystem. Det er fortsat beslutninger, som i Danmark træffes af Folketinget. EU fokuserer i stedet på at koordinere de forskellige velfærdssystemer, i forhold til hvilket land der skal udbetale en bestemt ydelse til de borgere, som har benyttet den frie bevægelighed for arbejdskraft til at bo eller arbejde i et andet EU-medlemsland.
EU-reglerne er til for, at du altid er socialt sikret, når du bevæger dig rundt i EU, og for at forhindre, at du får en ydelse udbetalt to gange fra to forskellige lande.
Medlemslande bestemmer selv over deres arbejdsmarkeder
Det overlades ligeledes i høj grad fortsat til de enkelte lande at beslutte, hvordan de vil indrette deres arbejdsmarkeder.
I Danmark blander regeringen sig f.eks. normalt ikke i forhold, der vedrører arbejdsvilkår og lønniveauer. Det er spørgsmål, der overlades til arbejdsmarkedets parter. Arbejdsmarkedets parter udgøres af arbejdsgivere og arbejdstagere, som er organiserede i forskellige typer af foreninger.
EU fastsætter en række sociale minimumskrav til landene for, hvilke rettigheder arbejdstagerne skal have, hvad angår løn og arbejdsvilkår. Men EU blander sig normalt ikke i, hvordan landene sikrer disse arbejdsvilkår – f.eks. om det er en opgave for arbejdsmarkedets parter eller for regeringen.