Det næste punkt på dagsordenen er:

2) 2. (sidste) behandling af beslutningsforslag nr. B 2:

Forslag til folketingsbeslutning om Danmarks ratifikation af protokol om ændring af protokollen om overgangsbestemmelser, der er knyttet som bilag til Traktaten om Den Europæiske Union, til Traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og til Traktaten om oprettelse af Det Europæiske Atomenergifællesskab.

Af udenrigsministeren (Lene Espersen).

(Fremsættelse 07.10.2010. 1. behandling 28.10.2010. Betænkning 05.11.2010).

Der er ikke stillet ændringsforslag, men hr. Per Clausen beder om ordet.

Når jeg tager ordet til dette punkt her ved andenbehandlingen, så er det, fordi der bag den lange og indviklede tekst faktisk gemmer sig et vigtigt principielt spørgsmål, nemlig spørgsmålet om, hvordan valg til Europa-Parlamentet skal foregå eller ikke foregå.

Ved førstebehandlingen blev det fremhævet af udenrigsministeren og en række ordførere, at der var tale om, at man med vedtagelsen af det her forslag havde fundet en pragmatisk løsning på et praktisk problem, og derfor kan det måske være værd at opholde sig en lille smule ved, hvad det er for et problem, man løser. Man løser det problem, at man får udpeget i hvert fald to franske medlemmer af Europa-Parlamentet, uden at der gennemføres nogen afstemning i Frankrig blandt befolkningen om, hvem det skal være, og ved at lave en lille, fiffig, praktisk og pragmatisk traktatændring foretager man så adskillige brud på det, der er Lissabontraktatens grundlag, og det oven i købet på et af de ganske få områder, hvor Lissabontraktatens grundlag er fornuftigt, nemlig at borgerne repræsenteres direkte på EU-plan i Europa-Parlamentet, og at medlemmerne af Europa-Parlamentet vælges ved direkte, almindelige, frie og hemmelige valg for en mandatperiode på 5 år.

Det er altså det, man fraviger ved at sige, at fordi der ved Lissabontraktatens gennemførelse skete nogle ændringer i sammensætningen af Europa-Parlamentet, så nogle nationer fik flere repræsentanter, skulle man finde nogle flere repræsentanter, og så valgte man at sige, at den mest praktiske måde at gøre det på i Frankrig var, at det var den franske Nationalforsamling, der udpegede dem. Det er i hvert fald lodret imod det, som er grundlaget for EU-samarbejdet og for Europa-Parlamentets arbejde, og jeg synes, man skal være opmærksom på, at tilsyneladende er det her i Folketinget kun Enhedslisten og Dansk Folkeparti, som for alvor forsvarer grundlaget for valg til Europa-Parlamentet.

Man kan jo også spørge sig selv, om den her praktiske foranstaltning kan få nogen konsekvenser. Ja, selvfølgelig kan den det. Ifølge Lissabontraktaten træffes en lang, lang række beslutninger i EU, som får direkte betydning for almindelige danskeres liv og velfærd eller mangel på samme, og tingene skal vedtages i både Europa-Parlamentet og Ministerrådet, så det er altså vigtigt, hvad der sker i Europa-Parlamentet.

Så kan man sige, at det jo er en stor forsamling, så betyder det noget, om der sidder to, der er valgt på en lidt tvivlsom måde i forhold til bestemmelserne? Ja, det kan jo godt være. Vi havde jo en kødklistersag, som jo ophidsede mange folketingsmedlemmer i denne sal og adskillige europaparlamentsmedlemmer ganske meget, og hvor afgørelsen blev truffet med to stemmers flertal. Afgørelsen faldt ud til fordel for det, vi syntes var fornuftigt og også var enige om her i Danmark var det fornuftige, men det siger altså noget om, at det godt kan falde tæt ud.

Så kan man sige: Jamen hvis man betragter et brud på de her grundlæggende principper som en praktisk overgangsordning, hvor omfattende bliver det så? Hvis Island – ikke på min anbefaling – skulle blive optaget i EU i 2012, kan Island så indirekte udpege sine seks medlemmer frem til valget i 2014? Og hvis Tyrkiet skulle komme ind i 2015, er det så i orden, at Tyrkiet ikke direkte vælger, men indirekte udpeger sine 96 medlemmer frem til valget i 2019? Ja, man må jo sige, at med den vedtagelse, som der er en vis risiko for at et flertal i Folketinget gennemfører her i dag, er der åbnet en ladeport.

Så er det sagt af nogle, at det her bare er, som det plejer at være. Når man udvider EU med nye lande, plejer de at være repræsenteret ved hjælp af indirekte udpegede medlemmer, indtil der bliver et valg – indtil der bliver et valg. Det er også fuldstændig rigtigt. I nogle tilfælde har man afventet, at der kom et ordinært valg til Europa-Parlamentet, men da man sidste gang udvidede EU med Bulgarien og Rumænien den 1. januar 2007, fik de lov til at indtage deres pladser med udpegede medlemmer, men de blev sandelig sat til at gennemføre et valg i første del af 2007, selv om der sådan set var valg til Europa-Parlamentet allerede i juni 2009.

Det, man kan konstatere, er vel så, at der findes én standard for Rumænien og Bulgarien og en anden standard for Frankrig, og det synes vi faktisk i Enhedslisten er rigtig uheldigt. Vi synes, man burde holde fast ved det grundlæggende princip, nemlig at medlemmer af Europa-Parlamentet skal vælges direkte af befolkningerne, og det er derfor, vi ikke kan stemme ja til det beslutningsforslag, der her er lagt frem fra regeringens side.

Tak til hr. Per Clausen. Udenrigsministeren.

Jeg vil sige til hr. Per Clausen, at vi jo havde en lang og intens debat om også dette emne under førstebehandlingen, herunder om den praktiske løsning, man havde fundet på den udfordring, man stod over for, hvor Europa-Parlamentet skulle opsuppleres med et antal medlemmer. Jeg mener nu fortsat, at den model, man har fundet, hvor der er tre måder, hvorpå man kan opsupplere, nemlig enten via et nyt direkte valg til Europa-Parlamentet eller alternativt ved at tage de næste, der var på listen i forbindelse med det netop afholdte europaparlamentsvalg, eller som den tredje løsning at opsupplere fra de nationale parlamenter, var en pragmatisk løsning på et problem, selv om vi naturligvis helst havde set, at direkte valg var blevet foretrukket.

Jeg vil gerne gentage fra førstebehandlingen, at jeg, i og med der har været de tre valgmuligheder, ikke mener, at der er nogen grund til at kritisere Frankrig for ikke at afholde et nyvalg, der vil koste op imod 100 mio. euro, alene for at vælge to nye medlemmer. Det tror jeg ganske mange franskmænd ville mene var mange penge at bruge i en situation, hvor også det franske budget er presset.

Jeg vil gerne takke alle ordførerne for en god behandling af beslutningsforslaget vedrørende Danmarks ratifikation af ændringsprotokollen om sammensætningen af Europa-Parlamentet. Jeg vil også gerne takke Europaudvalget for dets betænkning, hvor et klart flertal indstiller beslutningsforslaget til vedtagelse af Folketinget.

Jeg bemærkede, at et flertal i Europaudvalget i betænkningen tilkendegiver, at de fremadrettet ønsker, at påtænkte ændringer af traktaten forelægges til forhandlingsoplæg uanset den indholdsmæssige rækkevidde, som normalt er betingelsen for at indhente et forhandlingsoplæg. Det tager jeg naturligvis til efterretning, og jeg vil gerne understrege, at regeringens interesse utvetydigt er at have et for alle parter tilfredsstillende samarbejde med Folketinget.

Afslutningsvis vil jeg gerne udtrykke min tilfredshed med, at et flertal i Europaudvalget har givet tilslutning til regeringens forslag til folketingsbeslutning, og at jeg er meget glad for, at der er så bred opbakning til det.

Tak. Der er et ønske om en kort bemærkning fra hr. Per Clausen.

Det er jo ganske rigtigt, som udenrigsministeren siger, at det kan være omkostningsfyldt, ja, det kan være rigtig dyrt at afholde valg. Og så kan man jo tænke et lille stykke tid over, hvor stor forskellen må være mellem den demokratiske gevinst, der er ved at afholde valg, hvor det er befolkningen, der vælger – i forhold til at det er Parlamentet, der udpeger – og så hvad det må koste.

Men jeg kunne godt tænke mig at høre, om det er sådan, at udenrigsministeren mener, at den metode, der nu gælder for Frankrig, og som Frankrig har fået mulighed for at bruge, er en mulighed, man sådan forventer at man vil tilbyde nye EU-medlemslande fremover, eller om nye EU-medlemslande fremover vil blive udsat for det samme krav, som Bulgarien og Rumænien blev, nemlig at der skulle afholdes et valg, umiddelbart efter at man var startet som medlem af EU.

Tak til hr. Per Clausen. Udenrigsministeren.

Jeg vil sige til hr. Per Clausen, at det er der jo ikke taget stilling til på nuværende tidspunkt. Jeg synes, at det, der er værd at hæfte sig ved, jo er, at grunden til, at man kommer i den situation, som man er i nu, er, at Lissabontraktaten træder i kraft på et noget skævt tidspunkt, der gør, at en række medlemslande med rette føler sig snydt i forhold til antallet af medlemmer af Europa-Parlamentet. Man valgte derfor at sige, at man så måtte finde en pragmatisk løsning på det.

Langt de fleste lande, sådan som jeg har forstået det, har tænkt sig at benytte sig af det, som jeg tror vi i Danmark også vil synes vil være den mest naturlige måde at løse udfordringen på, nemlig at tage de næste – i gåseøjne – på listen, der ville være blevet valgt, hvis man kunne have valgt flere medlemmer til Europa-Parlamentet. Men bl.a. Frankrig er i den situation, at de, i modsætning til Danmark, ikke har ét stort nationalt valg, hvor man kan stemme på alle kandidater i hele landet, men har landet opdelt i regioner, hvilket vil gøre en sådan proces meget vanskelig. Og der er problemer med det i forhold til den franske forfatning. Derfor lavede man to alternativer: enten at give mulighed for et nyt valg og som sagt udskrive et valg til 100 mio. euro – det er altså små 760 mio. kr. for at få valgt to medlemmer af Europa-Parlamentet – eller at tage to medlemmer, der er demokratisk valgt i den franske Nationalforsamling. Det mener jeg er en pragmatisk løsning på et problem.

Hr. Per Clausen for en kort bemærkning.

Nu er det selvfølgelig også et lidt svært spørgsmål at svare på, altså om det, man gør i forhold til Frankrig, er noget, man har tænkt sig også at gøre i forhold til kommende medlemslande af EU, eller det ikke er. For hvis man sagde, at man havde tænkt sig at give fremtidige lande den samme mulighed, som Frankrig har fået, ville jeg betragte det som udemokratisk og dybt problematisk i forhold til Lissabontraktatens krav om, at der skal være en egentlig folkelig deltagelse, altså et folkeligt valg, som vælger medlemmerne af Europa-Parlamentet. Men på den anden side er alternativet at sige, at det vil man ikke. Det, man har gjort her, er at give Frankrig nogle helt særlige muligheder, og det giver selvfølgelig et ubehageligt indtryk af, at EU er en sammenslutning, hvor store lande generelt set kan få det, som de vil have det, og at der derfor er en god – i gåseøjne – forklaring på, at Bulgarien og Rumænien blev behandlet helt anderledes, end Frankrig blev.

Tak til hr. Per Clausen.

Der er ikke flere, der har bedt om korte bemærkninger, og vi går til afstemning.

Der stemmes om forslagets endelige vedtagelse, og der kan stemmes.

Afstemningen slutter.

For beslutningsforslaget stemte 95 (V, S, SF, KF, RV og LA), imod stemte 21 (DF og EL), hverken for eller imod stemte 0.

Forslaget til folketingsbeslutning er vedtaget og bliver sendt til udenrigsministeren.

Hvis og når der er ro i salen, går vi videre til næste punkt på dagsordenen.