Det sidste punkt på dagsordenen er:

16) Forhandling om redegørelse nr. R 5:

Udenrigsministerens redegørelse om regeringens udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi 2019-2020.

(Anmeldelse 15.11.2018. Redegørelse givet 15.11.2018. Meddelelse om forhandling 15.11.2018).

Forhandlingen er åbnet. Jeg giver indledningsvis ordet til hr. Nick Hækkerup som ordfører for Socialdemokratiet.

Tak for det. Ved sidste års behandling af den udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi efterlyste jeg på vegne af Socialdemokratiet, at regeringen forholdt sig til den bekymrende udvikling i støtten til den frie verdens værdier. Jeg synes faktisk, at man her må glæde sig over, at regeringen har lyttet og dedikeret det, som man vel roligt kan kalde en ikke uvæsentlig del af dette års redegørelse, til den problemstilling.

Siden anden verdenskrig har USA været Danmarks allervigtigste allierede. Det har været sådan, fordi USA stod i spidsen for udviklingen af det, som vi har kaldt den frie verden – det var oprindelig som en modsætning til Sovjetunionen og deraf den frie verden – som nu over årene har udviklet sig til nogle normer og værdier som demokrati, som styreform, respekt for menneskerettighederne, velstand gennem handel mellem landene, en verden, der står på lov og ret og ikke på de stærke og brutales ret, og så selvfølgelig internationale aftaler og samarbejde i internationale organisationer som FN, WTO, NATO osv.

Det er præcis de normer, som vores vestlige demokratier bygger på, som giver tryghed, og som giver sikkerhed og giver fred. Det er de værdier og normer, der har ført til, at 1 milliard mennesker er blevet løftet ud af fattigdom, at stadig flere børn verden over får en uddannelse, at der er en følelse af fælles ansvar over for vores planet, og ikke mindst at verden er blevet sparet for de her altødelæggende krige i den periode.

Det er, og det sker også i redegørelsen, ikke nogen overdrivelse at sige, at den verdensorden er under pres. USA trækker sig fra sin traditionelle rolle i handelsaftaler og klimaaftaler, og andre aktører, som ikke deler vores opfattelse af verdensordenen, træder stærkere frem, ikke mindst Rusland og Kina. Det er præcis gennem den prisme, at jeg vil komme med nogle kommentarer til regeringens udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi for 2019-2020, og jeg vil koncentrere mig om fire områder, nemlig sikkerhed, EU, flygtninge og migration, og ikke mindst Kina.

Først om sikkerhed. NATO er hjørnestenen i dansk sikkerhed, og USA er hjørnestenen i NATO. USA's sikkerhed er ikke afhængig af Europa, men Europas sikkerhed er afhængig af USA. Det er godt, at europæerne investerer mere i egen sikkerhed – man kan sige, at det manglede bare andet – og ad åre bør vi kunne løfte vores egen sikkerhed. Der er stadig væk inden for EU og EU-landene imellem – også i de dele, som Danmark på trods af forsvarsforbeholdet faktisk kan deltage i – betydelige udviklingsmuligheder. De skal følges, men det er en udvikling, der skal ske ikke i modsætning til USA, men i samarbejde, dialog og forståelse med USA.

Så til EU. Dansk velfærd og dansk velstand står på skuldrene af mulighederne for at handle med andre lande, og danske arbejdspladser skal tælles i titusindvis, fordi vi er med i EU. I redegørelsen er det opgjort til mere end en halv million danske arbejdspladser, der faktisk beror på det samarbejde, som vi har i EU. Men som det også påpeges i redegørelsen, er der områder, hvor reglerne, fortolkningerne og domstolspraksis har undergravet den danske opbakning til EU. For Socialdemokratiet er svaret, at EU skal have fokus på de problemer, som optager almindelige mennesker, f.eks. bekæmpelse af skattely, f.eks. at den fri bevægelighed følges op med værn mod social dumping, lønkonkurrence og en fair konkurrence i det hele taget og f.eks. klima- og miljøproblemer. Så er vi helt enige i, at der i det kommende EU-budget fra 2019 til 2027 bør skæres på nogle af de traditionelle områder for til gengæld at bruge flere penge på migration, forskning og klima og energi.

Det bringer mig så over til det tredje område, nemlig flygtninge og migration. Socialdemokratiet er helt enig i, at der skal gøres en større indsats for at hjælpe i nærområderne. Vi har i vores eget forslag til en ny politik på området fra februar peget på to nøgleelementer. Det første er, at EU og det internationale samfund går sammen om at gennemføre et historisk løft af Afrika inspireret af Marshallplanen, som amerikanerne gennemførte i Europa efter anden verdenskrig. Derfor er det også godt, at redegørelsen lægger op til en drejning af EU's budget i den retning.

Det andet element er en omfattende reform af dansk udviklingsbistand, der indebærer, at inden for den nuværende samlede ramme fordobles bistanden til nærområder. Socialdemokratiet vil årligt investere 3,5 mia. kr. mere i nærområderne frem mod 2025. Det er en fordobling af Danmarks humanitære bistand og indsats i skrøbelige stater. Pengene skal bl.a. finansiere akuthjælp, bedre levevilkår i flygtningelejre, øget og bedre skolegang i nærområderne, for uddannelse vil give flygtningebørn en bedre fremtid, en styrket indsats for kvinder og børns rettigheder i nærområderne og flere ordentlige job.

Så til det sidste element, som tiden tillader at komme ind på, nemlig Kina. Når det kommer til Kina, er den foreliggende udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi utilstrækkelig i sin analyse og derfor også uklar og usikker i sin retning. Efter vores opfattelse bør Danmark forholde sig entydigt og strategisk til Kinas meget aktive udenrigspolitiske ageren og ikke mindst det kinesiske Belt and Road Initiative, som ikke alene har stor økonomisk betydning, men også væsentlige sikkerhedspolitiske og militære implikationer.

I den foreliggende strategi prøver regeringen på den ene side at lægge op til, at Danmark skal have mere ud af den økonomiske vækst i Asien og ikke mindst i Kina, og på den anden side at tage det ret vidtgående, men sådan set også ret vigtige skridt, nemlig at foretage en screening af udenlandske investeringer i Danmark med den mulighed at kunne afvise dem, hvis de angår kritisk infrastruktur som f.eks. veje, havne, lufthavne og telekommunikation.

Det er en relevant vej, ikke mindst i forhold til det, vi har set på Grønland, men det er også en besværlig vej, for hvad hvis nu man forestiller sig private selskaber eller firmaer investere i f.eks. lufthavne eller havne, og hvis de så efterfølgende måske sælger deres ejerandele til kineserne? Hvis man skal undgå det, er vi i virkeligheden tilbage ved det, som man tidligere omtalte som naturlige offentlige monopoler, altså nogle ting, som skal være på offentlige hænder. Det er en interessant diskussion, og det er en rigtig diskussion, og det er efter vores opfattelse sikkerhedspolitisk rigtigt at sikre, at kritisk infrastruktur er på danske hænder.

Sidste år havde vi, som jeg indledningsvis nævnte, stor succes med at opfordre regeringen til at forholde sig til den frie verdens værdier, som er under pres. Det kunne være mit ønske, at vi i år kunne have samme held til at opfordre til en strategisk overvejelse vedrørende Kina. På den anden side kan man sige, at til næste år er det os selv, der skriver strategien, og så kan vi jo bare tage det med.

Tak. Der er en kort bemærkning fra hr. Christian Juhl. Værsgo.

Tak for ordførertalen. Der var nogle interessante synspunkter, men der var også, synes jeg, en ret borgerlig og meget traditionalistisk tilgang til hele sikkerhedsspørgsmålet. Findes der ikke en grundlæggende idé i Socialdemokratiet om, at man også kan klare konflikter med ikkemilitære løsninger, eller er den fuldstændig skippet, for I nævner det aldrig? Det er den ene ting. Den anden ting er: Skal vi ikke tage nogle kvoteflygtninge igen, hvis vi over for FN skal vise, at vi vil det system noget godt? Den tredje ting: Skal vi blive på 0,7 pct. af bnp til udviklingsbistand?

Så er det ordføreren. Værsgo.

Det er tre relativt omfattende spørgsmål, så jeg vil se, hvad tiden tillader, men ellers kan ordføreren jo spørge igen. Til det første spørgsmål, om der ikke findes andre løsninger end de militære: Jeg synes faktisk, at en god del af min tale præcis handlede om arbejdspladser, præcis handlede om, hvad vi skal gøre i forhold til flygtninge og migration, hvor hovedgrebet jo er at sætte ind med udviklingsmidler, hvor hovedgrebet er at stimulere udviklingen i Afrika i nærområderne osv. Så jeg synes, at man må sige, at der var svaret sådan set: ikkemilitært.

I forhold til to andre punkter, jeg tog fat på, var det ene punkt om sikkerhed – sikkerhed handler af gode grunde om militær – og det andet punkt om EU, og der brugte jeg relativt meget tid på at sige, at den drejning, som der er i EU's budget, i retning af at bruge flere penge, efter vores mening er rigtig. Så jeg synes ikke, præmissen for spørgsmålet er korrekt.

Hr. Christian Juhl.

Tak. Altså, det at give støtte til nærområderne er jo nødhjælp i en akut situation, det er jo ikke reelt forebyggende arbejde. Det forebyggende arbejde foregår nogle år før, altså, inden konflikten opstår. Og ikkemilitær konfliktløsning er altså væsentlig mere end at hjælpe i en flygtningelejr. Det er også at være ude og være aktiv diplomatisk og sørge for, at vi har en udviklingsbistand, der duer, men også et diplomati, der intervenerer positivt og aktivt, før konflikten opstår.

Hr. Nick Hækkerup.

Ja.

Og med det siger vi tak til Socialdemokratiets ordfører. Så går vi videre til hr. Jeppe Jakobsen fra Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det, og tak til regeringen for redegørelsen om den udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi, som jo er en redegørelse, der indeholder en lang række punkter, som vi i Dansk Folkeparti er enige i, bl.a. omkring Arktis med et behov for tættere samarbejde i rigsfællesskabet, som kan sikre fred, stabilitet og udvikling i Arktis. Det er en front, som helst skal forblive en rolig front i verden, og som jo også er et område i rigsfællesskabet, som trænger til udvikling, også for de danske statsborgere, der bor i Arktis.

I forhold til immigration er vi jo selvsagt enige i behovet for at vise afrikanerne, at de har en fremtid i Afrika og ikke i Europa og Danmark, og hjælpe dem på vej på alle de tænkelige måder, vi kan. Redegørelsen tegner også et billede af en verden i forandring. Rusland, Kina, Iran er stadig mere aggressive og utilregnelige i deres adfærd. Vi er enige i den analyse, og vi deler bekymringerne over den adfærd. Cyberangreb, aggressiv adfærd i Østeuropa, attentatforsøg i vores egen baghave er nogle af de handlinger, som foretages af de nævnte lande. Fælles militærøvelser imellem Kina og Rusland kombineret med de to landes mere og mere selvhævdende adfærd viser med al tydelighed behovet for mere sammenhold i Vesten.

Redegørelsen udtrykker, at USA trækker sig fra sin rolle som leder af den frie verden. Jeg vil sige, at det efter min mening er en overfortolkning, som jeg synes man skal passe på med at blæse op. Det er rigtigt, at USA for tiden føler behov for at passe mere på sig selv, om man så må sige, men jeg synes også, at der er meget tydelige signaler fra Washington og fra den amerikanske ambassadør i Danmark om, at USA står ved sine forpligtelser i forhold til NATO-pagten, og derfor synes jeg ikke, vi skal bruge tid på at tale os fra hinanden. Når vi ser den forbrødring, der sker i øst, skal vi ikke skabe splid i vest, fordi man føler, at man kan tjene nogle lette politiske point ved at udskamme præsident Trump.

Regeringen lægger op til, at vi skal engagere os mere i internationale organisationer. Som jeg læser redegørelsen, handler det primært om EU. Man vil forsøge at reformere de her organisationer, hvis det er nødvendigt. Til det vil jeg bare sige på Dansk Folkepartis vegne, at det selvfølgelig er nobelt, at man vil redde verden og få styr på de her internationale organisationer, men man skal måske også se lidt mere realistisk på tingene. Regeringen ønsker f.eks. et stærkt, slank og effektivt EU og nævner i den forbindelse vores tre forbehold som værende noget, der står i vejen for, at vi kan bidrage til det. Der er intet i sol, måne eller stjerner, der peger i retning af, at EU vil acceptere en slankekur, slet ikke efter brexit, snarere tværtimod. Derfor bør vi ikke opgive vores forbehold i håbet om at kunne ændre kursen på supertankeren. Det er simpelt hen ikke realistisk.

Drømmene i Bruxelles om et fælles EU-forsvar må og skal blive uden danske soldater. Danmarks sikkerhed varetages bedst ved at forblive en del af kernen i NATO, så når regeringen gerne vil engagere Danmark yderligere i internationale organisationer, er Dansk Folkepartis opfordring til regeringen ganske klar: Læg æggene i NATO-kurven. Sørg for at lave en plan for, hvordan vi kan opfylde de løfter, som skiftende regeringer har givet alliancen. Presset fra NATO for at sikre et mere robust dansk forsvarsbudget er et helt rimeligt pres, for det er jo affødt af løfter, som Danmark selv har givet alliancen.

Så når der sås tvivl om USA's engagement i NATO, skal vi ikke begynde at opstille et alternativ i form af en EU-hær, men derimod vise USA, at vi står ved NATO, og at løfter bliver fulgt op af handling, hovedsagelig fordi verdenssituationen viser behovet for, at Vesten står sammen, men i høj grad også, fordi et EU-forsvar ingenlunde kan, hvad NATO kan. EU har hverken USA, Canada, Storbritannien eller Norge, lande, som igennem tiden har vist vilje og haft evne til at forsvare alliancen. Det er lande, som ikke er en del af EU. Derfor er NATO væsentlig stærkere, end en EU-hær nogen sinde ville kunne blive. Derfor skal vi for Danmarks sikkerheds skyld vise, at vi er troværdige NATO-allierede. Det er i NATO's kurv, at Dansk Folkeparti opfordrer regeringen til at lægge sine æg for at sikre Danmarks sikkerhed. Tak.

Tak til hr. Jeppe Jakobsen. Den næste i rækken er hr. Peter Juel-Jensen fra partiet Venstre. Værsgo.

Tak for det, formand. Jeg holder talen på vegne af Michael Aastrup Jensen, der er Venstres udenrigsordfører. Jeg vil gerne starte med at sige tak til regeringen for en meget god og en meget grundig og omfattende redegørelse. Det er en usikker verden, vi lever i, hvor vi står over for mange nye udfordringer. Usikkerheden hersker, til trods for at en stadig større del af verdens befolkning er blevet løftet ud af fattigdom, alligevel oplever vi, at der bliver rokket ved de gængse forestillinger og de gamle vaner.

Lad mig blot nævne tre spektakulære begivenheder, som for få år siden ville have været meget utænkelige, men som er sket inden for det sidste år. Attentatforsøget på Skripal i Storbritannien, det bestialske drab på Khashoggi begået i det saudiske konsulat i Istanbul og endelig de iranske attentatplaner på dansk grund. Dertil kommer et migrationspres, som fortsat er på Europa. Det er lykkedes at Balkanruten ned, men det kaos, der hersker i Libyen, betyder, at menneskesmuglere fortsat ser en forretningsmodel i at sende migranter ud på Middelhavet på en farlig og udsigtsløs rejse. Det er alvorlige begivenheder og udfordringer, hvor Danmark ikke bare kan dukke sig og håbe på, at verden passerer forbi. Det kalder på en fokuseret dansk udenrigspolitik.

I Rusland rasler Putin med sablerne og har påny ændret landegrænserne i Europa. Det er gået ud over Ukraine, der fortsat lider under den russiske invasion af det østlige Ukraine og besættelsen af Krimhalvøen. Tusindvis er døde, og endnu flere er blevet jaget på flugt. Det er med til at skabe usikkerhed i Ruslands nabolande, som alt for godt kender historien, og som ved, hvad den store nabo kan finde på. Det skaber imidlertid også usikkerhed for Danmark og resten af Europa, navnlig i Arktis, hvor Danmark og Rusland søger sammen. Indtil videre har vi kunnet bibeholde Arktis som et område med en lav grad af militære spændinger, og det skal vi strække os meget langt for at kunne fortsætte med. Samtidig er det afgørende med et frugtbart samarbejde inden for rigsfællesskabet, hvis vi skal gøre os håb om at spille en rolle i Arktis.

Efter mange år, hvor vi trygt har kunnet inkassere en fredsdividende, er der nu igen brug for, at vi styrker forsvaret af Danmark. Det gælder både i forhold til det traditionelle forsvar, men også i forhold til at imødegå hackerangreb begået af andre stater. Vi oplever igen og igen forsøg på at hacke vitale dele af den danske infrastruktur, og derfor er der behov for, at man i regeringen prioriterer ressourcer til at imødegå den trussel. Hjørnestenen i det danske forsvar er NATO. Danmark har gennem årene bidraget særdeles aktivt til alliancen, men imidlertid er der behov for, at vi ser nærmere på, om vi kan nøjes med NATO-medlemskabet. Meget tyder på, at der kommer til at ske mere inden for EU's forsvarssamarbejde, og her er Danmark koblet af på grund af vores undtagelse på forsvarsområdet. Det er ikke nødvendigvis i Danmarks interesse – nærmere tværimod, for det indskrænker nemlig vores egen handlefrihed, og Danmark går glip af et givtigt samarbejde.

Dertil kommer, at præsident Trump igen og igen rokker ved USA's traditionelt set nærmest betingelsesløse sikkerhedsgarantier over for Europa. Præsident Trump har helt tydeligt en pointe i, at Europa bør bidrage mere. Det er ikke rimeligt, at vi tørrer regningen af for vores egen sikkerhed på de amerikanske skatteydere. Det er et synspunkt, Trump deler med skiftende amerikanske præsidenter, om end det tidligere har været fremført i mindre bramfri vendinger. Bekymringen bør derimod være, om Trump i det hele taget kan se værdien af internationale organisationer og aftaler. Man kan i hvert fald indimellem komme i tvivl.

Danmark har meget at bidrage med i de internationale fora, vi deltager i. Vores bistand er fokuseret på en række styrkepositioner, bl.a. inden for god regeringsførelse og kvinders rettigheder. Danmark er med til at gøre en forskel for verdens fattigste igennem vores bistand, og samtidig er vores bistand med til at modvirke årsagerne til migration. Det kan vi godt være stolte af, ikke mindst fordi Danmark er et af de meget få lande, der lever op til FN's anbefalinger om at yde 0,7 pct. af bni i udviklingsbistand.

Endelig er det vel også på sin plads at nævne de danske soldater, der udsendes til verdens brændpunkter. De er med til at gøre en forskel, samtidig med at de sætter deres eget liv på spil, og det har min allerdybeste respekt. Så stor tak til de danske soldater, både dem, der er udsendt nu, men også dem, der tidligere har været udsendt på internationale missioner. Tak.

Tak for det. Der er korte bemærkninger. Hr. Christian Juhl, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Jeg kunne se, at Venstre sammen med resten af regeringen nu vil suspendere våbeneksport til Saudi-Arabien. Jeg synes, det er dejligt, at man har lyttet til den kritik, der har været, og rent faktisk har besluttet det.

Så siger udenrigsministeren, at det jo er en lille ting, fordi vi er et lille land. Men mange bække små gør en stor å. Vi er jo på et andet område meget, meget større, f.eks. på hele skibstransportområdet – der er vi jo verdensdækkende. Hvorfor har Venstre og regeringen ikke sørget for, at vi ikke kun boykotter våben salg , men i det hele taget også våben transport til Saudi-Arabien? Der kunne vi gøre en effektiv indsats – vi ville faktisk være den dominerende stat der, hvis vi blokerede for al sejlads af våben til Saudi-Arabien.

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Jeg går ud fra, at jeg kun svarer på vegne af Venstre og ikke på regeringens vegne. Spørgeren får muligheden for at gå i clinch med regeringen om et øjeblik.

Jeg synes da, at vi hele tiden skal overveje, hvem det er, vi sælger vores våben til, og det er også den proces, jeg kan se regeringen er godt i gang med. Og det plejer vi at gøre i Danmark ud fra en god og en bred diskussion, og det skal vi selvfølgelig også fortsat gøre.

Hr. Christian Juhl.

Jamen jeg sagde jo også, at vi var enige om, at vi ikke skal sælge vores våben til Saudi-Arabien. Jeg spørger: Hvorfor skal vi ikke blokere for våben transport , når vi nu har en kæmpe dansk flåde, som vi kan regulere via vores lille land, men med vores enormt store indflydelse, hvis vi vil det? De våben, der skal til Saudi-Arabien, skal transporteres og ofte af danske skibe. Hvorfor laver vi ikke en lov, der siger: Vi vil ikke transportere, og vores skibe skal ikke transportere våben til Saudi-Arabien? Så kunne vi effektivt spille en rolle.

Så er det hr. Peter Juel-Jensen.

Jamen jeg synes da, at vi effektivt spiller en rolle, når vi sammen med vores samarbejdspartnere prøver at sige stop og sige fra. Når det kommer til, om vi skal tage det her skridt yderligere, er det ikke et skridt, som Danmark skal tage alene, for så finder man bare en anden, der kan transportere våbnene. Så det er selvfølgelig noget, som vi skal tale med vores gode venner om.

Jeg synes, at spørgeren skal stille spørgsmålet til regeringen.

Ja, men ikke nu. Det er hr. Jeppe Jakobsen nu. Værsgo.

Tak for det. Jeg er glad for at høre, at Venstre stadig væk anser NATO som værende hjørnestenen i vores forsvarspolitik, men hvorfor er det, at man ønsker at opstille et alternativ i form af det her fælles EU-forsvar? Hvorfor er det, at man ønsker at sende det signal tværs over Atlanten, at vi selv kan, og at vi har mindre behov for vores store allierede i USA? Hvad er det, man ønsker at opnå ved at sende det signal til amerikanerne?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Nu skal jeg prøve at udtrykke mig rigtig, rigtig tydeligt. Jeg har på ingen måde sat spørgsmålstegn ved vores medlemskab af NATO, tværtimod har jeg sagt, at det er vores hjørnesten. Det vil det fortsat være, men det er jo så også således, at NATO og de europæiske lande er enige om at lave en europæisk fløj af det her, PESCO, og der kan vi altså ikke være med. Jeg ser det som en vigtig opgave for Danmark, når vi er et lille land, der lever af at handle med andre, når vi er en vigtig spiller inden for både udenrigs- og sikkerhedspolitik, at vi engagerer os der, hvor vi kan gøre en forskel. Og det kan vi bl.a. gøre i PESCO. Vi skal ikke sige enten-eller, vi skal sige både-og, og det skal vi gøre, for vi ved ikke, hvor Danmarks sikkerhed starter, og den kan sagtens starte med bl.a. et yderligere samarbejde mellem de andre NATO-lande.

Derudover skal ordføreren for Dansk Folkeparti også være opmærksom på, at vi jo også har nordiske naboer, som vi kan have stor glæde af, bl.a. Østersøregionen, som ikke er medlem af NATO. Finland, Sverige kan vi jo godt lave noget sammen med, og det kunne vi gøre inden for PESCO. Så vi skal være med til at gøre en forskel der, hvor vi har en mulighed for at gøre det, for hvor starter og slutter Danmarks sikkerhedspolitik?

Hr. Jeppe Jakobsen.

Vi arbejder jo heldigvis sammen med vores nordiske kollegaer i NORDEFCO, det nordiske forsvarssamarbejde, så det behøver vi sådan set ikke EU til at kunne. Men jeg vil bare gerne vende tilbage til det spørgsmål, som jeg stillede ordføreren, og det er: Hvilket signal føler ordføreren det er at sende til amerikanerne, at vi opstiller det her alternativ i form af et fælles EU-forsvar, som vil være et alternativ til NATO? Mener ordføreren, at det vil bidrage til, at USA kommer tættere på NATO-samarbejdet, eller mener ordføreren, at det kunne være en belejlig undskyldning for en stadig mere ustabil amerikansk regering i forhold til at sige, at så forlader vi det bare, så kapper vi snoren til Europa?

Ordføreren.

Jeg ved ikke, om ordføreren og jeg læser de samme aviser, men jeg har da lagt meget mærke til, at man fra amerikansk side har efterlyst, at Europa tager et større ansvar for egen sikkerhed. Det nævnte jeg også i min tale. Jeg har faktisk stor forståelse for, at amerikanerne ikke mener, at det er amerikanske skatteydere, der skal være med til at betale for den danske sikkerhed. Det kan godt være, at ordføreren for Dansk Folkeparti har den holdning. Det synes jeg ikke er i orden. Jeg synes tværtimod, at vi skal samarbejde med dem, vi har et interessefællesskab med. Det er både på den ene og den anden side af Atlanterhavet. Det er både med amerikanerne, men det er også med europæerne.

Tak til Venstres ordfører. Så er det hr. Christian Juhl, Enhedslisten, som ordfører. Værsgo.

Tak for det. Det er altid interessant, når vi får redegørelsen om sikkerheds- og udenrigspolitik, for så er der da en chance for i hvert fald på ét område at være noget uenig med regeringen. Jeg synes, det går stærkt den forkerte vej. Jeg synes, vi er med til at skabe en tendens til spænding, en oprustningsspiral, der galopperer derudad, og vi er delvis selv med til at skabe situationen med spændingerne. Det synes jeg godt vi kunne lade være med, og derfor synes jeg også, at vi skal prøve at kigge på en ny verdensorden.

Det undrer mig f.eks., at man fastslår, at man stadig væk synes, at USA skal være den ledende magt i verden. Hvad er det for et gammeldags synspunkt? Det er et synspunkt, der bygger på, at en stor magt kan redde tingene. Jeg synes, at der med den nye præsident i USA, præsidenten i Rusland og Kinas indflydelse mange steder er god grund til at sige, at vi skal have en mere kollektiv ledelse af det her verdenssamfund og tage et hensyn til alle mennesker og ikke kun til, at en magt, to magter eller tre magter dominerer det hele, og der vil jeg gerne slå et slag for, at Danmark prøver at sige, at der er rigtig mange lande, der har interesser. Det er også noget, der er begyndt at gennemsyre den danske udenrigspolitik. Man kan finde rigtig mange formuleringer, hvor der står: Danmark først; for Danmarks skyld; og for Danmarks erhvervslivs skyld. For 10 eller 15 år siden var det heldigvis sådan, at når man skulle diskutere dansk udenrigspolitik, var det menneskerettighederne, så var det demokratiet, så var det freden, så var det hensynet til godt naboskab og den slags ting, som var det dominerende, når vi diskuterede det. Det bliver noget egoistisk, når det drejer sig om, hvad der gavner Danmark mest. Det giver også et brutalt sprog, som jeg ikke rigtig synes om. Det gælder f.eks., når man omtaler irregulære migranter osv. Den måde, man beskriver tingene på, er i sig selv optrappende.

Jeg mener, at det forhold og det dårlige naboskab, vi har til Rusland – og jeg er bestemt ingen Putintilhænger og bliver det heller aldrig, og jeg bliver heller aldrig Trumptilhænger – er vi selv delvis skyld i, og jeg mener, at der er mange overdrevne analyser i det her papir af, hvilken rolle Rusland spiller. Vi kunne med ikkemilitære midler, med ordentligt diplomati, med klog udenrigspolitik være kommet meget, meget længere. Rusland ligger, hvor de ligger, og Rusland vil til hver en tid være vores nabo, og det er rigtig, rigtig ubegavet at føre en politik, som vi gør nu, der er en konfrontationspolitik, hvor vi selv er med til at opruste og samtidig beskylder russerne for også at opruste og er aggressive. Vi laver selv øvelser tæt på den russiske grænse. Jeg har ingen rosende ord omkring Ruslands handlinger, men jeg har det heller ikke om den måde, som NATO og Danmark agerer på i de spørgsmål.

Jeg vil gerne sige noget om, hvad vi så kunne gøre. Vi kunne f.eks. opprioritere den ikkemilitære konfliktløsningsindsats, som jo ikke kun handler om vores ambassader, men generelt om diplomati på alle niveauer. Lande kan godt spille en konfliktløsende rolle og en fredsfremmende rolle uden militær. Det er pinligt, at Danmark er et af de få lande i Norden, som ikke har et institut for fred og konfliktløsning, der kunne klæde udenrigsministeren, forsvarsministeren og andre på, når de skulle ud i verden. Jeg synes, vi skulle prøve at overveje at genetablere det institut, så vi kunne få en meget mere dækkende analyse, end vi har i øjeblikket, også i Folketinget.

Så vil jeg gerne sige, at vi er vildt uenige i planerne om at skulle opruste op til 2 pct., og det her papir er gennemsyret af, at vi sandsynligvis skal følge den dyre og farlige løsning. Det er en koldkrigsspiral, som nu er blevet sat i gang, og som skal underbygges af de analyser, der er i papiret. Vi er modstandere af dansk våbeneksport og ser positivt på, at man ikke vil sælge våben til Saudi-Arabien, men vi mener også, at man skal lade være med at transportere våben til Saudi-Arabien. Det er fine ord og en meget nem løsning at sige, at vi ikke vil eksportere våben, for hvis vi virkelig ville noget, måtte det også godt koste lidt, altså f.eks. i forhold til at vores redere måske ville miste noget indtjening, for der er rigtig mange penge at tjene på det grå og sorte marked.

Så siger vi klart nej til ophævelse af EU's forsvarsforbehold, uanset hvor vild vores forsvarsminister er med en ophævelse. Vi er heller ikke tilhængere af, at vi skal ophæve retsforbeholdet og euroforbeholdet. Vi mener, at udviklingsbistanden skal sættes op til 1 pct. plus ½ pct. til klimabistand, og det skal bruges, ikke som vi gør nu, nemlig til erhvervsstøtte, men til fattigdomsbekæmpelse, til uddannelse, til klima, demokrati og udvikling af menneskerettigheder. Vi har set en uheldig udvikling, der startede med et firma på første klasse, GGGI, som vi da heldigvis fik stoppet igen, og statsministeren prøvede så med 3GF, men det måtte han stoppe igen, for det var der ingen musik i, og nu prøver han med P4G, hvor man på de bonede gulve prøver at sige, at man med erhvervslivet kan lave en hel masse omkring verdensmålene. Jeg tror, det vil få samme kranke skæbne, for det er jo ikke det, der ændrer verden, altså at man tumler rundt på de bonede gulve med fine herrer; det er konkret udviklingsbistand, der virker, det er konkret udviklingsbistand, der er helt nede på det niveau, hvor vi opbygger skoler, hvor vi hjælper med at opbygge demokrati, hvor vi forebygger sygdomme, og hvor vi skaber arbejdspladser. Det er ikke, hvor vi fylder penge i erhvervslivet, som så først og fremmest og som første prioritet skal have profit.

Så er der i den her rapport nævnt cybersikkerhed. Det er en vigtig indsats, men hvorfor i alverden kan vi ikke lytte lidt til it-branchens eksperter og så lade det ligge i en civil organisation i stedet for i efterretningstjenesten. Det er dog et sygt sted at lægge sådan nogle ting. Cybersikkerhed handler jo både om udenrigspolitik og om sikkerhedspolitik, men også om daglig erhvervspolitik, og det burde ligge i en civil enhed.

Regeringen behandler også frihandel. Jeg er ikke tilhænger af frihandel, jeg er tilhænger af fri og fair handel, og der er mange pæne ord i nogle af de der handelsaftaler om sociale forhold, men tag til Colombia, der har vi en frihandelsaftale, hvor man ikke endnu har levet op til de sociale betingelser, der er i den handelsaftale. Adskillige faglige ledere og sociale ledere bliver skudt hver eneste måned, og det er sådan nogle betingelser, vi ser gennem fingre med og ikke har dårlig samvittighed over sker, fordi handelen tæller alt. Da handelsaftalen blev indgået, blev vi i den her sal lovet, at selvfølgelig skulle menneskerettigheder og andet overholdes i Colombia, hvis vi skulle fortsætte med at have den handelsaftale. Ikke én har løftet et øjenbryn for at tale imod Colombias paramilitære grupper og andre, som slår civilsamfundsrepræsentanter ihjel.

Jeg er meget positiv over for det afsnit om, at regeringen vil forsvare det regelbaserede internationale samarbejde, dvs. konventionerne. Jeg synes, at den snak, der har været i både Socialdemokratiet, hos nogle af Socialdemokraterne, og især i Dansk Folkeparti, er foruroligende. Det er problematisk, hvis ikke vi kan basere det internationale samarbejde på de konventioner, vi har, og det skal vi fortsætte med.

Jeg synes, der er en mærkelig holdning til EU i det her papir. Det er, som om EU kan redde os fra det hele. Jeg vil gerne i den sammenhæng sige, at da der var økonomisk krise i Grækenland, gjorde EU det værre for arbejderklassen dernede, mens de selvfølgelig reddede bankerne og gav de rigeste lidt hjælp. Da flygtninge i 2015 skyllede, som der næsten direkte står i papiret, ind over grænserne, var EU totalt afklædt og kunne ikke reagere, for de var handlingslammet. Enkeltlande måtte dengang træde til. Når finansskandalerne fyger hen over Europa, hvidvask osv., står EU totalt afklædt. Jeg mener, at hvis et foretagende som det, I kalder det solidariske samarbejde i EU, skulle fungere nogen steder og skulle være, som der står i papiret, til gavn for menneskene, så skulle de da netop kunne klare sådan nogle ting, men det kan EU ikke med den måde, de er bygget op på.

Tværtimod har det indre marked skabt de største problemer, vi har på arbejdsmarkedet i 20 år, nemlig den enorme sociale dumping, og nu også, at vi fra tredjelande, f.eks. fra Filippinerne, får arbejdskraft ind, som er her under slavelignende forhold. Det er det, som EU's manglende opbygning har banet vejen for, og det er det, de indre markeder netop er med til at fremme, og det synes jeg man skulle tænke over, før man jubler så meget over EU's funktioner.

Så er der flygtningene, og der synes jeg, det er trist at se, at de høje hegn stadig væk er det, det drejer sig om, og vi vil komme til, hvis ikke vi finder en anden politik, hvor vi kan forebygge flygtningestrømmene, at bygge højere og højere og højere hegn og bruge mere og mere militær på at holde flygtninge ude. Den er ikke holdbar, og den vil aldrig nogen sinde holde på den lange bane, den vil kun holde som en nødløsning, og derfor vil jeg bede jer om at lave en forebyggende flygtningepolitik, som holder, og som også er visionær for de mennesker, der ikke har noget alternativ. Tak.

Foreløbig tak til hr. Christian Juhl. Der er en kort bemærkning fra hr. Henrik Dahl.

Tak for ordet. Der er en geografisk sammenhæng imellem den del af verden, hvor mennesker kan nyde deres fulde menneskerettigheder, og den del af verden, hvor US Airforce har uindskrænket luftherredømme. Det, jeg vil spørge om, er, om det er en tilfældig korrelation efter ordførerens mening, eller om der er en årsagssammenhæng.

Ordføreren.

Jeg kan ikke genkende det billede. Jeg har arbejdet meget med Latinamerika og ved, at der, hvor USA har bevæget sig, ofte har været i stater, hvor man har været totalt ligeglad med menneskerettigheder, hvor mine kollegaer som fagforeningsrepræsentanter er blevet skudt, likvideret, eller simpelt hen forsvundet, hvor menneskerettighedsaktivister er forsvundet i titusindtal i Mellemamerika. Hvis det er det billede, vi skal have af USA, handler det jo ikke så meget om, at det er der, menneskerettighederne gælder. Det er mere nuanceret end det. Nogle steder er der menneskerettigheder, andre steder er der voldsom undertrykkelse af menneskerettigheder.

Tak til hr. Christian Juhl. I rækkefølgen her er det så faktisk hr. Henrik Dahl fra Liberal Alliance, der nu skal til. Værsgo.

Tak for ordet, formand. Jeg er selvfølgelig enig med regeringen i dens fremlæggelse af udenrigspolitikkens problemer og prioriteringer, og jeg vil foretage nogle nedslag i redegørelsen. Der er jo ikke nogen tvivl om, at NATO er og bliver garanten for Danmarks og Europas sikkerhed, og det synes jeg er rigtig vigtigt at slå fast, også i en tid, hvor den antagelse nogle gange bliver udfordret fra forskellige sider.

Spørgsmålet om sikkerhed er jo mere påtrængende, end det har været meget længe. Der har været flere eksempler, siden vi sidst drøftede den udenrigspolitiske redegørelse, på udenlandske stater, som ikke respekterer andre staters suverænitet. Der er iranske dødspatruljer i Danmark, der er giftangreb fra Ruslands side i Storbritannien, for bare at nævne et eksempel på det. Så sikkerhed er et meget påtrængende problem, som vi selvfølgelig er nødt til at forholde os til. Der er også eksempler på udenlandske stater, der påvirker demokratiske valg rundtomkring i den vestlige verden, og som er til stor gene for danske virksomheder, f.eks. med cyberangreb.

Så er der spørgsmålet om EU, som jeg også opfatter som meget påtrængende, og som jeg tror vi må have en fælles anstrengelse om at forholde os til her i Folketinget. Jeg tilbragte mandag og tirsdag i Wien til COSAC-møde, altså den her møderække for europaudvalg fra de forskellige EU-lande, og der var en meget skarp debat om en lang række emner. Der var selvfølgelig en meget, meget skarp debat om brexit, det er klart. Det er jo helt åbent, om den aftale, der er indgået, vil falde i Underhuset, eller om den ikke vil. Der var britiske parlamentarikere til stede, som ikke, heller ikke uofficielt, kunne give noget som helst gæt på, om det ville gå den ene vej eller den anden vej.

Så på den måde er det helt nødvendige samarbejde i EU under pres. Men det er jo ikke kun på grund af brexit. Der er en eller anden form for nord-syd-problem, som også dukker op ved sådan et parlamentarikermøde som det, jeg har omtalt, og så er der en eller anden form for øst-vest-problem, som har at gøre med hele spørgsmålet om migration, og som virkelig sætter sindene i kog, og det er jo tilsammen noget, som ikke kan undgå at vække bekymring. For der er virkelig meget brug for EU som regulatorisk infrastruktur om den måde, vi gør tingene på i Europa, og den måde, vi handler sammen på, og det er ikke rart at tænke på, hvor forholdsvis let det nogle gange kan forekomme at være at ødelægge det her samarbejde i sammenligning med, hvor vanskeligt det er at bygge det op.

Der har vi selvfølgelig også en levende debat i Danmark. Spørgsmålet om sociale ydelser bliver påtrængende igen og igen. Det er selvfølgelig meget vigtigt her at have fokus på frihed og frihandel og søge sammen med ligesindede lande om at undgå, at EU udvikler sig til en social union.

Spørgsmålet om flygtninge og migration kan man jo næsten ikke adskille fra hele diskussionen om EU. For det er jo også noget af det, der skaber virkelig stor splittelse. Vi har et asylsystem i Europa, som simpelt hen ikke fungerer særlig godt. Løsningen er ikke omfordeling, men den er altså i fællesskab at få bremset tilstrømningen til Europa, og her må jeg sige, at en ting, man måske godt kunne diskutere mere i forbindelse med hele spørgsmålet om flygtninge og migration, er, hvor alvorlige konsekvenser det her spørgsmål egentlig allerede har haft på den indenrigspolitiske situation i flere forskellige lande i Europa. I Tyskland har man jo set en tendens til, at den politiske midte, jeg vil ikke ligefrem sige, at den bryder sammen, men den bliver i hvert fald svækket, og yderfløjene bliver stærkere, og i Sverige råder handlingslammelsen, og det vil den jo nok gøre i rigtig lang tid. Så hele det her spørgsmål er jo altså et meget, meget alvorligt spørgsmål, for ikke bare har det potentialet til at svække EU ganske kraftigt, men det har, kan man se, faktisk også potentialet til at føre en stor indenrigspolitisk svækkelse med sig rundtomkring i EU.

Hvad angår frihandel, er der jo ikke nogen tvivl om, at det internationale system, som vi kender, er under pres. Det er der blevet sagt mange ting om allerede. En ting, der ikke er blevet nævnt, men som jeg godt vil have lov til at nævne, og som kalder på nogen bekymring, synes jeg i hvert fald, er, at det jo ikke er fuldstændig utænkeligt, at der vil opstå et no deal-scenarie. Det er i hvert fald et scenarie, man er nødt til at tage ind i sine overvejelser, og der er det altså bekymrende i den forbindelse, at WTO ikke fungerer så godt, som WTO burde. Der er ikke blevet udnævnt nye dommere til WTO's permanente voldgiftsret. Der skal være tre, for at voldgiftsretten kan fungere, og det er lige præcis det antal, der er, og det er jo ret bekymrende. For det bliver jo WTO, som bliver den instans, der skal regulere forholdet til Storbritannien i et no deal-scenarie. Så det er selvfølgelig godt, at vi gør, hvad vi kan, og presser på for den regelbaserede orden, vi kender.

Endelig er der jo meget store geopolitiske interesser på spil i Arktis, og der synes jeg da, der er blevet redegjort rigtig godt for det. Det er vigtigt at styrke det internationale samarbejde og bevare den militære tilstedeværelse, vi har i regionen.

Men det munder alt sammen ud i noget, som jeg synes er et påtrængende spørgsmål, hvor jeg synes Folketinget næsten burde give sig selv nogle fælles opgaver. For hvis man bare tænker tilbage til tiden op til det forrige valg, er de begreber, man brugte til at analysere verden i foråret 2015, jo meget, meget svækkede og er meget svære at bruge nu. Multilateralismen var jo ikke noget, der var udfordret for 4 år siden, og den amerikanske sikkerhedsgaranti var sådan set heller ikke noget, der var udfordret for bare 4 år siden. Det er en svær verden at analysere, og manglen på en eller anden forståelsesramme synes jeg nogle gange gør det lidt svært at diskutere de her spørgsmål. Er der stadig væk noget, der hedder den vestlige verden? Det kan man komme helt i tvivl om, når man overværer, som her i sommer f.eks., pressemødet mellem Putin og Trump. Ja, det er der jo nok.

Men hele spørgsmålet om den suveræne stat, som jo er grundlaget for udenrigspolitikken, bliver også udfordret hele tiden. Sådan var det ikke under den kolde krig. Jeg sad selv 6 år som studentermedhjælp i Forsvarsministeriet og afslører dermed også, at jeg overskred den normerede studietid, men der var det jo meget nemt at analysere verden. Altså, den forståelse, man havde i det ene år, kunne man bruge det næste år, der var ikke nogen problemer, og det skyldes jo, at vi levede i en sikkerhedspolitisk epoke, nemlig den kolde krig. En historiker vil jo sige, at en epoke er en periode, hvor stormagterne har en stabil sikkerhedspolitik, og det havde stormagterne jo under hele den kolde krig. Så det, man måske kunne efterlyse til næste gang, en ny borgerlig regering vil lave en fremragende udenrigs- og sikkerhedspolitisk redegørelse, kunne være nogle nærmere overvejelser om, hvad man egentlig skal kalde den epoke, som vi lever i. Kan man overhovedet sige, at vi lever i en epoke af nogen slags? Det vil gøre det nemmere at analysere de forvirrende mængder af data, der kommer ind til os. Tak for ordet.

Foreløbig tak til hr. Henrik Dahl. Der er korte bemærkninger, og den første er fra hr. Jeppe Jakobsen, Dansk Folkeparti.

Tak for det. Ordføreren er inde på EU's betydning for kontinentet Europa, og jeg tror ikke, man kan være uenig i, at EU er enormt vigtig for kontinentet. Jeg vil bare bede ordføreren forholde sig til en linje i den her redegørelse, som ordføreren var meget enig i:

»Det er positivt, at EU har bidraget til at skabe stabilitet i Europa ved at optage nye medlemmer.«

Nu var ordføreren også inde på brexit og de potentielle konsekvenser, det har for Europa. Vil ordføreren godt medgive, at den udvidelse, der har været af EU, har været en af de allermest tungtvejende årsager til, at briterne forlod unionen, idet man netop lige pludselig ikke længere kunne se sig i det fællesskab, som man engang havde meldt sig ind i, og at de her optagelser af nye medlemslande derfor faktisk ikke har bidraget til stabilitet, men har rykket stabiliteten mod sydøst og dermed har skabt lidt mere ustabilitet i vores hjørne af Europa?

Ordføreren.

Jeg vil dele min besvarelse i to. Jeg vil som det første medgive, at optagelsen af nye medlemsstater har været mere problematisk, end de fleste formentlig antog på det tidspunkt, hvor det blev besluttet.

Den anden del af besvarelsen er så, at efter min opfattelse er hovedårsagen til brexit engelsk identitetspolitik – og jeg siger med vilje ikke britisk, men engelsk identitetspolitik, fordi skotterne og nordirerne jo ønskede at blive i EU; det var kun englænderne og waliserne, der ville forlade EU. Og det, som er kernen i det spørgsmål, er jo, at et flertal af englænderne har svært ved at forstå, at England så at sige er et normalt land, og hvis man ikke kan acceptere det, kan man jo heller ikke acceptere EU.

Tak. Der er et spørgsmål fra hr. Christian Juhl

Tak for det. Jeg har forstået på ordføreren, at han og hans parti er tilhængere af frihandelsaftaler. EU har en frihandelsaftale fra 2011 med Colombia. Der er de meget roste sociale kapitler også indføjet, og der står, at man skal behandle arbejderne ordentligt, der står også en hel masse andre ting, og så står der, at man skal overholde menneskerettighederne. Hvilke konsekvenser mener ordføreren det skal have, at siden fredsaftalen i Colombia er der blevet slået 150 civilsamfundsaktivister ihjel, bl.a. fagforeningsfolk, sociale bevægelsers ledere, småbøndernes ledere? Hvad skal konsekvensen være? Dengang fik vi lovning på, bl.a. fra Liberal Alliance, Venstre, Konservative, at det ville få den konsekvens, at så ville vi ikke have den aftale.

Ordføreren.

Der skal naturligvis udtrykkes den fornødne kritik, men det vil jo være nyt i international politik, at man springer direkte til det højeste trin på eskalationstrappen og afbryder aftalen. Der er en lang række trin, man skal op ad, og det her med at opsige sådan en aftale er jo det sidste trin, og det er man slet ikke kommet til.

Jeg er ikke ekspert på de indenrigspolitiske forhold i Colombia, men der er jo mange, mange problemer, så vidt jeg kan forstå, der har at gøre med dårlig regeringsførelse og traditioner for dårlig regeringsførelse, som er svære at løse her fra Europa.

Hr. Christian Juhl.

Jamen kunne man så ikke starte nedefra og i hvert fald påtale over for den colombianske regering, at det her ikke går? Det synes jeg ville være trin et. Trin to kunne jo være, at man satte nogle sanktioner ind og sagde: De og de dele af handelsaftalen gælder ikke, indtil I får styr på, at man ikke slår civilsamfundsledere ihjel i jeres samfund. For det sker jo, ved at regeringen vender ryggen til de mord, der foregår, vender ryggen til, at private bander faktisk tiltager sig magten i de områder, der før var styret af militæret eller også af FARC. Der kommer de jo ind nu og tager magten fra, hvad skal man kalde det, staten.

Man kunne jo begynde med det – jeg siger ikke, at man kunne opsige aftalen nu, men man kunne opsige den som sidste mulighed.

Tak. Så er det hr. Henrik Dahl.

Jeg er ganske overbevist om, at der finder livlige diplomatiske kontakter sted, men diplomati foregår jo netop under mere diskrete former og ikke i form af overskrifter i medierne.

Tak for det. Så er det fru Ulla Sandbæk, Alternativet. Værsgo.

Mange tak, og tak til regeringen for redegørelsen. Vores udenrigspolitiske ordfører, hr. Rasmus Nordqvist, kan desværre ikke være her i dag, for han er nemlig til møde i Bruxelles. Men denne debat er bestemt også meget relevant for mig som udviklingspolitisk ordfører i Alternativet.

Jeg har læst redegørelsen om regeringens udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi 2019-2020, som både indeholder gode og dårlige nyheder. Hvis vi skal starte med de gode, vil det nok ikke undre nogen, at vi i Alternativet er særlig glade for ideen om en grøn ambassadør, som udelukkende skal arbejde med klima rundtom i verden – især fordi vi selv faktisk oprindelig foreslog en grøn ambassadør, og nu senest i vores regeringsprogram fra august foreslår vi at oprette et grønt superministerium med tre ministre, herunder også en minister for den globale grønne omstilling, som en grøn ambassadør netop kan rapportere til. Det giver nemlig mening at fokusere på, hvordan vi som et af verdens allerrigeste og mest velfungerende samfund kan hjælpe den grønne omstilling på vej i hele verden.

Som vi alle sammen godt ved, hjælper det ikke meget i det store billede, hvis vi udelukkende fokuserer på den grønne omstilling i Danmark. Vi skal have modet til at se på den rolle, vi kan spille globalt. Men samtidig har vi i Alternativet også altid ment, at vi jo alle skal gøre, hvad vi kan, og en ambitiøs grøn omstilling i Danmark kan være med til at vise vejen for resten af verden.

Som udviklingspolitisk ordfører har jeg fulgt udviklingen i dansk udviklingspolitik med nogen bekymring over de seneste år. Vi har set, hvordan Danmark har foretaget et markant skifte, nogle vil måske ligefrem kalde det et paradigmeskifte, og vi benytter nu i høj grad udviklingsbistand og den danske udenrigstjeneste til at sælge danske produkter i stedet for at hjælpe verdens fattige og marginaliserede.

Lad mig lige understrege, at jeg ikke sætter spørgsmålstegn ved den rolle, erhvervslivet kan og skal spille i kraft af investeringer og skabelse af arbejdspladser, som jo er noget, der er det allervigtigste for at fremme udvikling. Men jeg kan godt frygte, at regeringens særlige udsending for klima og energi på samme måde primært skal sælge danske produkter.

Når jeg læser, hvorfor regeringen vil udnævne en særlig udsending for klima og energi – nemlig en ambassadør, som skal understøtte Danmarks indsats frem mod og som opfølgning på FN-generalsekretærens klimatopmøde i september 2019 ved at fremvise danske løsninger, offentlig-private partnerskaber og den høje danske profil på investeringsdagsordenen, herunder som opfølgning på P4G – lyder det endog meget positivt, da Danmark vitterlig har en stærk ekspertise på disse områder.

Men det kunne også godt lyde, som om regeringen her primært ser en mulighed for at sælge danske produkter og ikke på for alvor at sørge for, at Danmark bliver det bedste land for verden. Jeg håber naturligvis og tror da også, at formålet er det sidste. Men derfor vil jeg alligevel gerne bede ministeren uddybe, hvordan den særlige udsending for klima og energi – ud over at udbrede dansk teknologi – helt konkret skal bidrage til den grønne omstilling i hele verden.

Hvad det internationale samarbejde angår, er vi i samme tråd fra Alternativets side også meget glade for at se regeringens fokus på et stærkt, regelbaseret internationalt samarbejde. Det er lige præcis det, vi mener verden har brug for. Derfor mener vi også, at USA's beslutning om at forlade en af verdens allervigtigste internationale aftaler, Parisaftalen, er en katastrofe. Ifølge den seneste rapport fra IPCC har vi kun 12 år til at halvere det globale CO 2 -udslip for at undgå katastrofale klimaforandringer. Og derfor er det selvfølgelig en tragedie, at den nuværende amerikanske administration kæmper imod det internationale samarbejde på klimaområdet. Her vil jeg gerne høre, hvad den danske regering kan gøre for at kompensere for USA's manglende deltagelse, og hvordan vi kan presse dem til at tage et ansvar.

Nu til konventionerne: Dansk Flygtningehjælps generalsekretær, Christian Friis Bach, skriver i en nylig kommentar:

»De internationale menneskerettighedskonventioner er noget af det fineste, menneskeheden nogensinde har skabt. Den helt enkle idé om, at alle mennesker – fra den fattigste bonde til den rigeste industrimagnat – har det samme sæt af universelle menneskerettigheder – fra retten til mad, tag over hovedet over ytringsfrihed til værdighed.«

Fra Alternativets side vil vi opfordre regeringen til at efterleve egne flotte ord om vigtigheden af det regelbaserede internationale samarbejde og anmode om at melde Danmark ind igen i FN's samarbejde om kvoteflygtninge. I det hele taget bør regeringen træde meget varsomt, når det kommer til Danmarks deltagelse i internationale aftaler og konventioner, hvad også hele debatten og den stærke kritik i Europarådet omkring det oprindelige udkast til Københavnererklæringen viste. Vi risikerer at underminere den internationale retsorden, som vi som et lille land er så afhængige af.

Vi er jo netop blevet valgt til at indtræde i Menneskerettighedsrådet, og her vil vi ligeledes opfordre regeringen til at tage Danmarks deltagelse meget alvorligt og også her udnytte muligheden for at sætte fokus på det regelbaserede samarbejde.

I strategien står der, at regeringen med afsæt i Danmarks medlemskab af FN's Menneskerettighedsråd vil forsvare de liberale værdier som basale retsstatsprincipper som religions- og trosfrihed, kvinders rettigheder og ytringsfrihed og fremme det politiske rum for menneskerettighedsforkæmpere. Og konkret vil regeringen bl.a. også øge det danske bidrag til FN's fredsbevarende og konfliktforebyggende arbejde og aktivt forsvare de liberale værdier i FN's Menneskerettighedsråd. Igen kan vi fra Alternativets side kun tilslutte os de flotte ord, som vi håber på og regner med at regeringen vil efterleve.

Vi ser gerne, at regeringen f.eks. sætter fokus på Israels mere end 50 år lange besættelse af Palæstina, bl.a. ved at sørge for, at danske virksomheder og investeringsselskaber holdes ansvarlige, når de bidrager til at krænke menneskerettigheder. Hvor er regeringen, når Israel dagligt krænker internationale love og konventioner? Er det bare fine ord i et dokument om regelbaseret internationalt samarbejde? Eller har regeringen rent faktisk tænkt sig at efterleve hensigtserklæringerne og holde Israel ansvarlig og forsvare international lovgivning?

Sidst, men ikke mindst, undrer jeg mig også over, at regeringens udviklingspolitiske fokus efterhånden meget snævert handler om at stoppe migration, vel at mærke ikke i form af øget udviklingsbistand, men – for blot at nævne et eksempel – i form af at bruge en masse ressourcer på at få de lande, som nu modtager bistand fra Danmark, til at tage deres flygtninge og migranter tilbage. Problemet er, at vi ender med at forringe vores udviklingsbistand, når den bruges til andre formål end det, den er tiltænkt, nemlig udvikling.

For Alternativet er udviklingsbistand noget, vi bruger til at skabe en bedre verden og bedre vilkår for verdens allerfattigste og mest marginaliserede mennesker. Derfor er det ærgerligt, at vi lukker flere og flere langsigtede landeprogrammer og afskediger dygtige fagmedarbejdere. I alt er den såkaldt bilaterale indsats skåret ned fra godt 6,3 mia. kr. i 2015 til 3,8 mia. kr. i finanslovsudspillet for 2019. Alt i alt kan Alternativet således støtte op om langt det meste af regeringens udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi 2019-2020.

Men vi kan – og forhåbentligvis med urette – som jeg allerede har været inde på, være bekymrede for, om regeringen rent faktisk vil efterleve sine egne fine hensigtserklæringer. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Det var lige på minuttet – flot! Så er det hr. Martin Lidegaard, Det Radikale Venstre. Værsgo.

Tak, formand, og tak til regeringen for årets redegørelse. Jeg synes, det er svært at være uenig i meget af det, der står i redegørelsen. Men jeg synes måske, den savner en mere dybtgående erkendelse af de voldsomme skred, der sker i især vores sikkerhedspolitiske situation i disse år – det, man på nydansk kunne kalde vores sikkerheds- og udenrigspolitiske disruption. Og her tænker jeg især på tre nye vilkår, som jeg mener grundlæggende har ændret forudsætningerne for den udenrigs- og sikkerhedspolitik, som Danmark skal drive.

Det ene er klimakrisen, som jo nu for alvor viser tænder og forandrer levevilkår for langt de fleste befolkninger på kloden – ikke mindst dem, der lever i fattigdom i forvejen – men også truer udvikling, vækst, landbrugsafgrøder, fødevareproduktion og vandforsyninger over hele verden. Klima er ikke bare et problem, det er vor tids største sikkerhedspolitiske udfordring. Og selv om der er klare fremskridt i regeringens håndtering af det her – det er også fint, at man udnævner en grøn ambassadør – så er det ikke sivet igennem i erkendelsen af, hvor centralt den her udfordring kommer til at stå.

Den anden, hvad kan man sige, vilde udvikling er den vækst, vi har oplevet i verden de forgangne 30 år, og som jo vil fortsætte med eksponentiel styrke de kommende 20 år og fordoble verdens bnp på bare 20 år – det er en ret vild tanke, når man tænker over det. Den vækst vil jo forandre vores geopolitik, vores teknologiudvikling og vores muligheder for at håndtere klima- og ressourcekrisen. For den vækst kommer jo primært fra uden for Europas og USA's grænser. Så det forrykker også vores muligheder for at få de demokratiske værdier, som vi kæmper for, til at slå igennem. Det vil forrykke de militære, sikkerhedsmæssige styrkeforhold, og det vil gøre det vanskeligt i enhver forstand. Men omvendt kan man sige, at det også indebærer en kæmpe mulighed, for hvis den vækst bliver bæredygtig, er der faktisk en mulighed for at nå FN's 17 bæredygtighedsmål. Det er inden for rækkevidde at udrydde verdens fattigdom, forebygge migrationen, sikre klimaet osv.

Det tredje store ryk, jeg vil pege på, er det voldsomme angreb på de institutioner, der siden anden verdenskrig har stabiliseret vores verden og sikret fred og fremgang for Danmark, nemlig FN, EU og NATO, som oplever angreb både indefra og udefra i en skala, som vi ikke har prøvet før. For mig er svarene på de voldsomme ryk i hvert fald – og det kunne man jo tale om i mange timer, men jeg skal forsøge at gøre det kort, også fordi vi er mange talere i dag – følgende tre konklusioner.

Den ene er, at det aldrig har været vigtigere at sikre et stærkt Europa i en ny verdensorden. Det er ikke det samme som Europas Forenede Stater; det er ikke drømmen om et føderalt Europa, jeg står og snakker om her. Nej, det er drømmen om et Europa, der tager opgaven om at være en foregangsfigur i den nye verdensorden alvorligt, både når det handler om demokrati og implementering af bæredygtighedsmålene, og når det handler om udenrigspolitikken. Allerede nu må vi sige, f.eks. når vi skal håndtere Iran og Saudi-Arabien, at hvis der er en ting, vi har været enige om hele vejen igennem, er det jo, at det kun er, når vi får samlet EU, at det batter noget. Det gælder også Rusland, det gælder Kina, det gælder USA for den sags skyld. Danmark er for lille, alle europæiske stater er for små til at kunne føre en selvstændig geopolitik i den verdensorden, som vi kigger ind i. Vi er nødt til at stå sammen, hvis vi overhovedet skal have en stemme i den nye verdensorden.

Så gælder det selvfølgelig om at holde fast i NATO's fundament som vores sikkerhedsfundament, når det handler om det militære. Det militære er, kan vi sige, vigtigt, men kan absolut ikke stå alene i den verdensorden, vi kigger ind i, hvor altså både klima, men også den økonomiske sikkerhed bliver en stadig mindre selvfølge. Kig bare på den handelspolitik, som præsident Trump står for.

Den tredje konklusion fører til, hvad der så er tilbage til dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Hvis nu man forestiller sig, at en stor del af vores geopolitiske interessevaretagelse kommer til at ligge i EU de facto, en meget stor del af de store internationale forhandlinger om bæredygtig udvikling og klima ligger i FN, og den traditionelle militære sikkerhed ligger i NATO, hvad er der så tilbage til Danmark?

Jo, der er selvfølgelig det at findyrke og styrke de områder, hvor vi virkelig kan gøre en forskel udenrigs- og sikkerhedspolitisk i den store verden og i de institutioner, som vi så prioriterer. Her tænker jeg selvfølgelig på klima, og der er jeg helt enig med fru Ulla Sandbæk, der siger, at hvis der er noget, som Danmark virkelig har gjort en forskel for i de forgangne 10 år udenrigs- og sikkerhedspolitisk, så er det, at vi har reduceret prisen på havvind med 60 pct. på 3 år. Det har forandret hele det globale energimarked og vil fremdeles gøre det. Det er den slags ting, hvor Danmark er en stormagt.

Med hensyn til vores udviklingsbistand er det netop sådan, at vi bruger udviklingsbistanden til systematisk at fremme den danske model, både demokratisk, ligestillingsmæssigt og miljømæssigt, og i enhver forstand kan vi også bruge vores udviklingsbistand til at præge den vækst, der kommer i verden. Uanset om vi ønsker den eller ej, kommer den vækst buldrende, og sagen er jo, at det er en ønskelig vækst, for den kommer hovedsagelig for de mennesker, der har brug for den, og som i dag lever i fattigdom. Men bæredygtig skal den være, i en helt anden skala end det, vi har kendt indtil nu.

Endelig er vi også et helt unikt land, når det kommer til Arktis og vores samarbejde inden for rigsfællesskabets grænser. Det er et Arktis, der vil blive dramatisk forvandlet på grund af klimaforandringerne i de kommende 10, 20, 30 år. Og vi er det eneste land i verden, der både er medlem af NATO, EU og Arctic Five og Arktisk Råd på en gang og derfor har unikke muligheder for at præge den udvikling, der skal være i Arktis, både miljømæssigt, økonomisk, demokratisk osv.

Der er nok at tage fat på. Hvis Danmark skal påtage sig et lederskab inden for de områder, jeg har skitseret her, eller alle mulige andre områder, vi måtte ønske og kan blive enige om politisk, så kræver det jo, at vi har ressourcer nok. I dag kunne Altinget fortælle, at der er skåret i alt 700 mio. kr. på den danske udenrigstjeneste i de forgangne 20 år. Det har alle partier i Folketinget et medansvar for, i hvert fald langt de fleste, inklusive mit eget. Spørgsmålet er, om det ikke er tid til at stoppe. Spørgsmålet er, om vi kan blive ved med at kværne videre med 2 pct.s besparelser hvert år på et ministerium, der har skåret en tredjedel af sin kapacitet i forhold til år 2000, og hvor vi måske mere end nogen sinde har brug for at styrke den danske stemme, både i Europa, men så sandelig også øst, vest og syd for os. Det mener vi fra Radikale Venstres side, og vi har derfor foreslået at tilføre i alt 500 mio. kr. over 10 år til udenrigstjenesten i Danmark med henblik på at styrke den danske stemme i verden.

Tak til hr. Martin Lidegaard. Der er ingen korte bemærkninger, så vi går videre til næste ordfører i rækken, og det er hr. Holger K. Nielsen, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Jeg vil også godt takke regeringen for den her redegørelse. Det er jo diplomater, der har skrevet den. Det kan man godt mærke på sproget, for der er ikke mange kanter her, og det er fint nok. Det er I dygtige til i Udenrigsministeriet, nemlig at file sproget til, så der ikke er kanter i det. Men det betyder også, at man af og til skal læse imellem linjerne og finde ud af, hvad der ikke står, hvis man ligesom skal få en samlet vurdering af det. Når man læser det, ser det hele jo pænt og nydeligt ud.

Eksempelvis det sidste, som hr. Martin Lidegaard var inde på, altså hvordan der mangler ressourcer i udenrigstjenesten, og også i forhold til hvor mange flere ressourcer, hvor mange flere penge, der er tilført forsvaret. Så jeg synes i og for sig godt, at regeringen kunne have nogle overvejelser over den balance eller mangel på balance, der er, mellem, hvor meget vi bruger på forsvaret og på militæret, i forhold til hvor meget vi bruger på diplomati. Det er jo også udtryk for, at man har skåret voldsomt ned i udenrigstjenesten, hvor der så er tilført betydelig flere ressourcer til forsvaret.

I forlængelse af det undrer det mig også lidt, at Mellemøsten spiller så lille en rolle i den her redegørelse. Det kan der være mange grunde til, men i betragtning af hvor stor en rolle Mellemøsten har spillet i den danske udenrigspolitik og sikkerhedspolitik og forsvarspolitik de sidste mange, mange år, er det alligevel bemærkelsesværdigt, at der ikke er nogen som helst form for ræsonnement over, hvordan den politik har virket.

Man kan sige, at da Anders Fogh Rasmussen kom til som statsminister i 2001, skete der i høj grad, hvad man kan kalde et paradigmeskift. Det er et udtryk, der bliver brugt meget i finanslovsforhandlingerne. Der skete i høj grad et paradigmeskift, sådan et fremmedord, som man bruger. Men der skete et sådant voldsomt skift i den danske udenrigspolitik, hvor vi i højere grad blev militært orienteret. Irakkrigen, Afghanistankrigen blev helt dominerende emner i den danske sikkerhedspolitik og udenrigspolitik. Der har aldrig nogen sinde været nogen diskussion af eller en nærmere analyse af, om det har virket. Har alle de milliarder af kroner, vi har brugt på militære interventioner og aktioner i Mellemøsten, Iran, Afghanistan, Libyen osv. haft nogen effekt?

Det er egentlig bemærkelsesværdigt, når man tænker på, hvor mange ressourcer det har kostet, både pengemæssigt, men også i menneskeliv, og så har der ikke på noget tidspunkt været en virkelig samlet redegørelse for virkningen af det. Irakundersøgelsen blev stoppet af regeringen, det ville man ikke gå videre med, og nu er det stort set helt forsvundet fra den her strategi. Det synes jeg i og for sig er rimelig bemærkelsesværdigt.

Det fører mig så også over til, at der jo stadig væk er nogle uklarheder, synes jeg, med hensyn til, hvordan man vurderer Europas fremtidige rolle, og det er jo et af de helt vigtige temaer i øjeblikket. Der er nogle, der har brugt udtrykket disruption. Det er også et moderne ord, der er kommet op, om den måde, verden fungerer på, og et af de meget karakteristiske disruption-træk er jo den amerikanske præsident, som i hvert fald, om jeg så må sige, er udtryk for en ganske ny stil og ganske ny politik fra amerikansk side. Der synes jeg nok at vi måske er nødt til at gå lidt mere i dybden med konsekvenserne af det.

I redegørelsen her kører man den sædvanlige sang med, at man kritiserer lidt, men man håber så på, at USA kan blive inden for samarbejdet, og ellers skal der ikke ske noget. Det er jo sådan set forståeligt nok, at man håber på det, men det er jo ikke sikkert, at det går sådan. Jeg mener, at der jo allerede nu er store konsekvenser af den amerikanske politik. Det forhold, at man trækker sig ud af atomaftalen med Iran, vil få konsekvenser for den iranske udvikling, men jo lige så meget for, at kineserne går ind og udnytter det tomrum, som opstår.

Det vil sige, at alle de steder, hvor amerikanerne trækker sig tilbage både i institutioner, men også geopolitisk, går kineserne ind i øjeblikket og får indflydelse. Det er da dybt alvorligt, og derfor er vi nødt til, om jeg så må sige, at tage den kinesiske udfordring meget, meget alvorligt, og det gør man også i forhold til Arktis. Jeg synes, det er fornuftigt, at man gør det i tæt samarbejde med Grønland, det er ret vigtigt dér. Men man tager det alvorligt.

Man er også nødt til at tænke Europa ind i den sammenhæng, for jeg mener, at hvis der er et område, en aktør, der kan gå ind og udfylde det tomrum, som amerikanerne efterlader – Danmark kan jo ikke gøre det alene, det giver jo ikke mening, at vi gør det – er det EU og Europa, der kan gøre det. Men det forudsætter jo igen, at vi har nogle lidt mere sammenhængende forestillinger om, hvad det er for et EU og et Europa, vi forestiller os. Jeg tror ikke, men jeg ved ikke, om regeringen måske kan forholde sig til det, at vi forestiller os, at vi skal på samme militære niveau som USA. Vi skal være en militær stormagt, som USA er det. USA bruger i øjeblikket ca. 35 pct. af verdens samlede forsvarsudgifter. Det går jeg ikke ud fra at vi skal op på? Nej, men okay, hvad så? Hvad er rollen for Europa? Hvad er det, vi kan? Og hvad er instrumenterne til det?

I forlængelse af det er der jo også nogle overvejelser om, at der allerede i dag bruges mange penge på forsvarsudgifter i Europa. De bliver ikke udnyttet særlig godt, men hvis man ser på, hvor mange penge der bliver brugt på forsvaret i EU-landene i forhold til Rusland, er det mange flere penge – et langt, langt større beløb, der bliver brugt i EU. Når vi alligevel er nødt til, som det er i øjeblikket, stadig væk at holde os til NATO og amerikansk støtte, skyldes det jo, at de penge ikke bliver brugt på en fornuftig måde.

Derfor synes jeg da bestemt, at spørgsmålet om at snakke om europæisk autonomi jo ikke nødvendigvis er et spørgsmål om, at militærudgifterne skal sættes meget i vejret – ikke nødvendigvis. De sikkerhedspolitiske udfordringer kan godt håndteres endda, mener jeg, men det forudsætter selvfølgelig, at man har nogle analyser af det, når man går i gang med det. Derfor er det også fint, at DIIS har fået til opgave at lave en stor analyse af de her spørgsmål. Men grundlæggende går vi ind for den franske tankegang om, at Europa skal være en stormagt, også gerne en militær stormagt, under fransk ledelse. Eller har vi nogle andre tilgange til, hvordan EU skal udvikle sin sikkerhedspolitik? Der synes jeg virkelig at der mangler noget strategisk tænkning. Jeg ved godt, at nu går DIIS i gang, og det er fint nok, og det kommer også nok.

Jeg er glad for, at den her redegørelse så klart bakker op bag Global Compact om flygtninge, i betragtning af at et af regeringspartierne jo direkte har undsagt det arbejde – det er De Konservative – hvilket jo må efterlade tvivl om, hvorvidt regeringen faktisk står bag det arbejde i FN. Så jeg synes faktisk, at det er fint, at man kan læse her i strategien, at det står regeringen bag, og det vil sige, at vi kan sige til hr. Naser Khader, når han igen går ud for at sige de her ting, at det ikke er det, der er regeringens politik. Det er fint, netop fordi, som vi også snakkede om tidligere, vi skal have globale løsninger. Vi skal have FN ind på banen på de her områder. Det er helt, helt afgørende, at man gør det. Så det er jeg sådan set meget, meget tilfreds med. Der er mange forskellige temaer, man kunne tage op, men som sagt synes jeg i og for sig, at der er meget sund fornuft i den redegørelse, der er her.

Endelig med hensyn til Arktis og Grønland synes jeg at det er meget tilfredsstillende, at man lægger så stor vægt på, at det skal ske i et tæt samarbejde med grønlænderne. Jeg tror, at det er utrolig vigtigt, at vi alle sammen er opmærksomme på det. Når Danmark spiller en udenrigspolitisk rolle, skyldes det ikke Danmarks placering hernede. Vi er i høj grad det, som historikeren Søren Mørch engang kaldte det nordtyske sletteland. Vi er et lille land, men det er jo Grønland, og det er de amerikanske baser i Grønland, der har gjort Danmark så udenrigspolitisk interessant.

Det giver også en ansvarlighed i forhold til den arktiske udvikling, som vi må være opmærksom på fra dansk side. Det synes jeg i og for sig også der lægges op til i den her redegørelse, også at det skal være i samarbejde med de grønlandske myndigheder. Men det er fuldstændig afgørende, at det sker hele tiden, at det sker med respekt for grønlænderne, at det sker med respekt for, at vi ikke kommer ovenfra og putter noget ned over hovedet på dem, for så tror jeg bare, at det kan gå helt, helt galt. Jeg mener, at vi har nogle store, store muligheder, også for at formulere en dansk politik på de her ting, men vi skal være i et meget tæt samarbejde med de grønlandske myndigheder. Det skal man have i baghovedet. Det skriver man også, men det skal også ske i praksis.

Tak til hr. Holger K. Nielsen. Der er ingen korte kommentarer eller spørgsmål. Vi går videre til hr. Naser Khader fra Det Konservative Folkeparti.

Tak til regeringen for en fin redegørelse. Regeringen peger i redegørelsen på flere væsentlige områder, som vil være i fokus i Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitik i de kommende år. Jeg synes, at det er væsentlige og relevante områder. Flere ordførere har været inde på de forskellige områder, men der er et område, som jeg vil fokusere på, som der ikke har været så meget fokus på, og det er den nye digitale verdensorden og cyberkriminalitet, som udgør en meget stor udfordring.

I Forsvarets Efterretningstjenestes risikovurdering fra 2017 udråbte man cyberkriminalitet til at udgøre den største trussel mod rigets sikkerhed, og det synes jeg er vigtigt at understrege. For nylig læste jeg den amerikanske cyberekspert og tidligere CIA-agent Clint Watts nye bog, der hedder "Messing with the enemy". Det er en bog, der handler om, hvordan de sociale medier anvendes af både statslige og ikkestatslige aktører til at true vores åbne samfund. Forfatteren har en hel del erfaringer fra kampen mod Islamisk Stat, der i starten havde en meget stor succes, som byggede på de sociale medier, og hvor deres mediekoordinator var uddannet på MIT i Boston. Vi gik efter deres platforme, og vi vandt kampen mod Islamisk Stat på de sociale medier. Så det er sådan i dag, det er ikke kun soldater og kampvogne og kampfly, der kan skade vores samfund, det kan hackere, terrorister, cyberkriminelle og andre, der ikke vil os det godt, også. De sidder bag deres computerskærme, hvorfra de med musen kan rette ødelæggende angreb på vitale dele af samfundet. De kan udsende fake news eller lave propaganda for hellig krig.

Det er ikke så mange år siden, at man anså cyberkrig som noget, der bare fandtes i science fiction-film. På de fleste virkede det urealistisk, at man skulle bekæmpe hinanden ved hjælp af computere. Nu ved vi, at det ikke er urealistisk science fiction, det er virkelighed. Internettet og udviklingen inden for it-teknologien har ændret alt, selvfølgelig mest til det gode, og det understreges også i redegørelsen, men udviklingen har vist, at det også kan udnyttes af folk med onde hensigter. Vores institutioner, vores virksomheder bliver forsøgt hacket hver evig eneste dag, ikke kun af russerne, men også af Kina, Iran, kriminelle bander, og Nordkorea. Sikkerhedsfirmaet Trend Micro har vurderet, at der bliver forsøgt hacking 44.000 gange på en dag. Det var det, der skete i 2017.

Derfor skal cybersikkerhed have høj prioritet. Nogle mener, at vi er sent på den, og at der ikke gøres nok for at beskytte os mod cybertruslerne. Det kan godt være, men det skal ikke være en undskyldning for, at vi ikke tager fat.

Jeg er glad for, at vi i forsvarsforliget for 2018 og til 2023 besluttede, at censurnetværket skal udbygges, at der etableres cybersituationscentre og centre for cybersikkerhed, og at analytiske og forebyggende kompetencer skal styrkes. Det synes jeg er rigtig fint, men jeg mener, at der virkelig skal oprustes i forhold til fremtidens cyberudfordringer. Også forsknings- og uddannelsesindsatsen skal styrkes. Danmark er på forkant med de nyeste udviklinger i de kommende år. Regeringen har også offentliggjort en national strategi for cyber- og informationssikkerhed – det synes jeg er fremragende – hvor der igangsættes 25 initiativer og 6 målrettede strategier. Det er rigtig, rigtig fint. Hovedformålet med regeringens cyber- og informationssikkerhed er netop at forbedre cybersikkerheden i vores private og offentlige kritiske infrastrukturer samt at forbedre beredskabet til at reagere og koordinere på tværs af sektorer, når succesfulde angreb eller hændelige uheld alligevel forekommer.

Danmark er et af de mest digitaliserede lande i verden, og vi vil gerne udnytte teknologien til at skabe et bedre og mere effektivt samfund, men det er vigtigt at understrege, at det også kan bruges negativt. Bagsiden af det er, at ondsindede aktører også har fundet ud af at udnytte den teknologiske udvikling.

Det må ikke få os til at fravælge teknologiens muligheder, men vi må ikke være naive. Vores opgave som samfund er at gøre det svært for skurke at ramme os. Vi gør rigtig meget for at forsvare Danmark digitalt, men jeg mener godt, at vi kan gøre mere, for det er lykkedes hackere at ramme Danmark. Det er lykkedes dem at ramme danske virksomheder. Mærsk blev ramt af et hackerangreb, der kostede milliarder. Forsvaret har været forsøgt hacket, Folketinget, kommunerne. Det skyldes simpelt hen den måde, som cybersikkerhed fungerer på. Det, der har været det dominerende, er, at vi har forsvaret os, og at vi har været meget defensive, men jeg mener, at det også er vigtigt at være offensiv og være proaktiv. Jeg mener, at Danmark og NATO skal være på forkant med cybertruslen. Vi skal tænke offensivt. Hvordan kan vi svare igen på de angreb, som vi konstant udsættes for?

Jeg er glad for, at vi i Danmark bevæger os i den rigtige retning, bl.a. fordi 2018-strategien i modsætning til mange andre landes er en handlingsplan og ikke en hensigtserklæring. Så jeg kunne egentlig godt tænke mig, at vi gik mere i offensiven og begyndte at hacke dem, der hacker os, eller at de i hvert fald får at vide, at vi er i stand til at hacke dem. Vi ved, hvem hackerne er, vi kender målene, og vi kan være i stand til at straffe dem i virkeligheden. Jeg mener, at vi skal begynde at tænke i de baner. Tak.

Tak til hr. Naser Khader. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi går videre til fru Aaja Chemnitz Larsen fra IA, Grønland. Værsgo.

Mange tak. Og tak for redegørelsen, tak for strategien, både den nuværende og den kommende, som regeringen har fremlagt her for ikke så lang tid siden. Arktis er også i den nye strategi et fokusområde, og det er vi fra Inuit Ataqatigiits side rigtig glade for, for det er også positivt, at regeringen sætter nogle konkrete mål i forhold til Arktis. Der har været en debat i de grønlandske medier, i forhold til hvorvidt der er tale om nogle konkrete mål i den her strategi, men vi synes også, det er positivt, at der bliver afsat nogle midler til at sikre, at de her mål også bliver efterlevet. Så fra Inuit Ataqatigiits side har vi sådan set tiltro til, at regeringen også kommer til at leve op til sine egne målsætninger.

Man kan sige, at strategien jo på mange måder allerede er lagt, og derfor kan det være omsonst at drøfte en strategi, hvor der ikke rigtig er mulighed for at få indflydelse på den strategi, der ligger for 2019-2020. Derfor har vi også i ordførerindlægget valgt dels at sætte fokus på, hvad vi mener en kommende strategi ikke forholder sig til, meget kort, dels at se frem, i forhold til hvad det er for nogle behov, som vi ser der være i årene efter 2020.

Både i den nuværende og i den kommende udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi tages der ikke højde for det arbejde, som regeringen og Danmark historisk og globalt set har været kendt for og stået i spidsen for, nemlig at fremme oprindelige folks rettigheder. Udenrigsministeriet har støttet ICC's arbejde for repræsentation af oprindelige folks rettigheder ved internationale samlinger, såsom FN og Arktisk Råd, og det er et arbejde, som Inuit Ataqatigiit har støttet i denne og tidligere finanslovsforhandlinger. Derfor vil vi også opfordre regeringen til at prioritere det i de kommende år, for ICC's arbejde på vegne af oprindelige folk i Arktis er rigtig, rigtig vigtigt.

Inuit Ataqatigiit har tidligere rost regeringens udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi og de konkrete mål, som der er i denne, i forhold til Arktis. Og uden at gå for meget i detaljer vil jeg gerne fremhæve nogle få områder, som jeg mener er særlig gode, og som fremgår i strategien. Der er nemlig fokus på ungdommen i Arktis, der er fokus på erhvervsudvikling, der er fokus på innovation og forskning, og det er nogle rigtig gode områder at fremme, når vi snakker Arktis.

Personligt synes jeg også, det er rigtig positivt, at vi ikke kun snakker om Arktis, men at vi faktisk snakker med Arktis, og at vi snakker for de folk, som bor i Arktis. For få år siden var fokus, når vi snakkede Arktis, kun mere ensidigt på klimaforandringerne og påvirkningerne heraf, men når vi snakker om Arktis i dag, snakker vi også om levevilkårene, vi snakker om erhvervsudviklingen, vi snakker om uddannelse for de 4 millioner mennesker, der bor i Arktis. Det er en rigtig positiv udvikling.

Hvis vi så vender blikket fremad mod 2020 og de kommende års udenrigs- og sikkerhedspolitiske indsats, vil vi gerne komme med nogle input til nogle visioner, som jeg mener der bør være i forhold til Arktis på det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område. For målet må være at sikre, at vi styrker inddragelsen og åbenheden over for de grønlandske folkevalgte. Inuit Ataqatigiit så gerne, at regeringen både konsulterer naalakkersuisut, men også de grønlandske medlemmer af Folketinget, i en udvidelse af måden, hvorpå vi fører udenrigs- og sikkerhedspolitik, når vi snakker sammen om, hvordan vi fører udenrigspolitik i Arktis.

Et område, som kan være et bekymringspunkt, som jeg gerne vil prøve at skitsere kort, er styrkeforholdet mellem naalakkersuisut og regeringen. For hvis der oprustes i Udenrigsministeriet på Asiatisk Plads her i Danmark og ikke tilsvarende oprustes i Udenrigsdirektoratet i Grønland, kan det give et meget skævt styrkeforhold, og det er en af de ting, vi er nødt til at være opmærksom på, og derfor er det rigtig vigtigt at sikre, at vi inddrager de grønlandske folkevalgte. Når regeringen prioriterer Arktis højere, hvilket vi har set i de sidste par år, er det også en vigtig opgave at sikre en endnu tættere dialog med Grønland og sikre, at vi får nuanceret de debatter, der er, om Arktis.

Viden og indsigt fortæller os, at der er brug for en fælles indsats i forhold til at sikre en optimal udenrigs- og sikkerhedspolitik. Når man læser nyhederne, kan man se, at der oprustes i Arktis, og der er flere og flere lande, der har en Arktispolitik, ethvert land, enhver region med respekt for sig selv har i dag en Arktispolitik, og det er et meget klart tegn på, at Arktis er blevet en langt større aktør i verdenssamfundet. Eksperterne udtrykker bekymring i forhold til oprustning i Arktis – den finder allerede sted, mener en række eksperter – og lige nu kan man sige, at der er en masse økonomiske interesser på spil i forhold til at varetage Arktis som et lavspændingsområde, men det kan også hurtigt ændre sig.

Når vi kigger fremad og snakker om at føre en proaktiv og diplomatisk udenrigspolitik, ved vi også, at viden, erfaring og forskning er af afgørende betydning. I går afholdt DIIS et arrangement om Kinas interesser i Grønland, og det, der kunne være ret interessant, når man snakkede om en arktisk forskningshub, skulle være, at man måske også havde noget, der hed GIIS, eller noget, vi måske kaldte noget andet, men som var en forskningsinstitution i forhold til forsvarsområdet, sikkerhedspolitik og udenrigspolitik, fordi det kan være med til at styrke vores indsats i forhold til Arktis.

Inuit Ataqatigiit mener også, at vi bør fokusere på kompetenceopbygning af de grønlandske unge. Vi vil gerne have, at der er flere grønlændere i udenrigstjenesten, og at vi får uddannet flere unge i Grønland til at kende både til menneskerettigheder, men også til arbejdet med FN's verdensmål. For udenrigspolitik er for rigtig mange i Grønland enormt abstrakt, og det er det sikkert også for rigtig mange i Danmark, men ud over at det er abstrakt, foregår meget af det også 3.000 km væk fra der, hvor det egentlig skal udføres, eller der, hvor nogle af beslutningerne skal tages. Så det er meget svært at forstå, hvorfor udenrigspolitik egentlig er vigtigt for os.

Vores pointe er sådan set, at vi har en opgave i at sikre, at udenrigspolitik kommer ned i øjenhøjde; en opgave i at sikre, at vi får engageret vores unge; og en opgave i at sikre, at der er flere beslutninger, som tages i endnu tættere samarbejde med Grønland. Set udefra er det desværre ikke det indtryk, som man har i dag, men vi synes, at der er nogle positive takter med de her strategier, som der er blevet fremlagt.

Inuit Ataqatigiit har flere gange meldt sig på banen som nogle, som gerne vil være medspillere, vi vil rigtig gerne være med til at byde ind med nogle løsninger. Vi er heller ikke bange for at tage ansvar og komme med gode ideer til, hvordan vi kan løse de udfordringer, vi står over for. Det er en linje, som vi mener er rigtig vigtig, i forhold til at varetage Grønlands interesser, og det vil vi også rigtig gerne på det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område. Det kræver en øget åbenhed fra begge parter, det kræver en øget inddragelse, det kræver også en modernisering af den måde, vi sammen fører vores udenrigs- og sikkerhedspolitik på, men det falder rigtig godt i tråd med selvstyreloven, og vi ser frem til at bidrage til dette arbejde. Mange tak.

Tusind tak til fru Aaja Chemnitz Larsen, og velkommen til fru Aleqa Hammond fra NQ i Grønland. Undskyld, jeg bruger forkortelserne, men det lyder vist dumt, hvis jeg begynder at snakke grønlandsk.

Værsgo.

Tak. Lad mig starte med at gentage, hvad jeg allerede har sagt til den grønlandske presse, nemlig at det er glædeligt at se, at udviklingen i Arktis og dermed Grønland nu er højt prioriteret i regeringens strategi.

Vi grønlandske politikere her i Folketinget har i mange år påpeget, hvor hurtigt udviklingen går i Arktis. Det skyldes klimaforandringerne, og det har store konsekvenser for både sikkerheden og det geopolitiske forhold i området. Derfor er det godt at se, at vi nu for alvor er blevet hørt.

Det siger sig selv, at for mit parti, Nunatta Qitornai, er det først og fremmest strategiens arktiske afsnit, der naturligvis har sin interesse. Men da vi i Grønland er bundet til den danske regerings beslutninger og konsekvenserne af disse på hele det sikkerheds- og udenrigspolitiske område, har resten af strategien også stor betydning for os. Det er således afgørende for Grønland, hvem Danmark samarbejder med på det udenrigspolitiske område, og med hvilken vægt Danmark går ind i sådanne samarbejder. Det er derfor godt at se, at strategien understreger regeringens klare linjer om en aktiv linje for at sikre, at formålet med FN's menneskerettigheder overholdes overalt i verden. Dette er særlig vigtigt, fordi det for første gang er lykkedes Danmark at blive valgt som medlem af rådet.

Det falder sammen med, at en af rådets særlige udsendinge netop har afleveret en rapport til rådet om Grønland. Her blev det slået helt fast, at det alene er Danmarks ansvar at rydde op efter alle militære aktiviteter i Grønland. Samtidig opfordres regeringen til at forøge den grønlandske deltagelse i alle beslutninger angående fremmed militær i Grønland. Det forventer vi naturligvis at regeringen vil leve op til nu, hvor Danmark er valgt som medlem af rådet fra 2019.

For selv om vi klart støtter det valg af allierede, som Danmark har foretaget gennem tiden, herunder specielt USA, må vi konstatere, at det i meget stort omfang er os i Grønland, der har måttet bære de affaldsmæssige konsekvenser af Danmarks aftaler. Resterne fra de militære installationer og baser ligger overalt i Grønland i dag. Nogle er små som f.eks. enkelte rustne tønder ved kysten. Andre er enorme som f.eks. hundredetusindvis af liter radioaktivt spildevand under indlandsisen. Fælles for dem alle er, at det er et produkt af den sikkerheds- og udenrigspolitik, Danmark har ført siden krigen.

Det er en konsekvens af de aftaler, Danmark har indgået med USA – aftaler, som de grønlandske politikere aldrig har haft en reel indflydelse på. Derfor er det også godt at læse, at regeringen ifølge strategien nu overvejer at inddrage Grønland og Færøerne mere aktivt i rigets sikkerheds- og udenrigspolitiske beslutninger. Det vil forhåbentlig kunne sikre en mindre konfliktfyldt fremtid inden for riget på dette område.

Den situation, vi har set de sidste par år, hvor regeringen fra dag til dag udsender nye signaler om, hvad den mener om udenrigs- og sikkerhedspolitik i Grønland, er direkte skadelig, fordi det potentielt underminerer hele aftalen om selvstyresystemet mellem Grønland og Danmark. Hvis vi ikke kan starte en mine, bygge en lufthavn eller invitere udenlandske entreprenører til landet uden hver gang at skulle risikere, at Danmark pludselig omdefinerer området fra et selvstyreområde til dansk sikkerhedspolitik, bliver selve selvstyret utroværdigt både for os og de lande, vi og Danmark gerne vil samarbejde med.

Forholdet til Kina er selvsagt nævnt i regeringens strategi. Regeringen fortsætter med at forsøge at balancere mellem ønsket om at få fat i kinesernes penge og frygten for kinesisk indflydelse. Det rammer ikke mindst os i Grønland. Med den ene hånd inviterer Danmark Kina ind i Arktisk Råd, og med den anden gør man det klart, at man helst ikke ser nogen som helst kinesisk aktivitet i Grønland. Med den ene hånd udvikler man en 10-årig strategi for dansk erhvervsmæssigt samarbejde med Kina, og med den anden sikrer man sig, at Kina ikke kan komme til at støtte store dele af erhvervsudviklingen i Grønland. Det er vanskeligt at se, hvordan dette dobbeltspil over for Kina fra kongerigets side vil udvikle sig, uden at det før eller senere skader Danmarks samlede interesser alvorligt.

For mig og mit parti er det i den sammenhæng afgørende at slå fast, at vi ikke kan acceptere, at de områder, der er overført til selvstyrets beslutningskompetence, på den måde bliver undermineret. Der må findes en permanent løsning, så selvstyret kan genvinde sin position som en troværdig handelspartner.

Vi har store eksportinteresser i Kina, og Kina ejer allerede en passiv mine i Grønland samt andele i andre. Den grønlandske regering har netop annonceret, at man ønsker at placere en repræsentation i Kina for at sikre et veludviklet samarbejde. Den kinesiske arktiske strategi åbner for enorme erhvervsmæssige muligheder og investeringer i fremtiden, som Grønland ikke ønsker at blive holdt uden for.

Jeg har derfor også med interesse konstateret, at regeringen planlægger at lave en slags screening i forbindelse med udenlandske investeringer i landet, så områder med sikkerhedsmæssig interesse ikke ender på fremmede hænder. Jeg vil i den forbindelse gerne spørge ministeren om, hvordan Grønland og Færøerne forventes at blive placeret i denne sammenhæng. Jeg antager nemlig ikke, at det bliver en mekanisme, som regeringen vil bruge over for de investeringer i grønlandsk infrastruktur, som USA's regering nu har antydet at de vil foretage. Men vi vil som altid modtage amerikanerne uden kritik.

Jeg vil i den forbindelse gerne fastslå, at den oprustning i Arktis, som jeg henviste til alvoren i allerede i forbindelse med vores arktiske debat, ikke kun foregår i Rusland, sådan som det kunne se ud til i regeringens strategi. Der oprustes i hele det arktiske område på trods af alle udsagn om en fredelig Nordpol uden for resten af verdens konfliktområder. Det er i den sammenhæng, man skal se USA's overvejelser om nye aktiviteter i Grønland, og det er i det lys, man skal se de opgraderinger på Thule Airbase, der i disse år ændrer basen fra at være en varslingsstation til at blive en aktiv agent i både missilskjoldet og den generelle kamp om magten i rummet.

En vurdering af konsekvenserne af hele det aspekt savner jeg i regeringens redegørelse. Jeg savner også mere konkrete handlingsplaner på en række af de områder, som strategien nævner som indsatsområder. Det vil jeg forfølge via spørgsmål til ministeren.

Men jeg vil slutte, som jeg startede, nemlig med at rose regeringen for nu klart at forstå udviklingen i den arktiske verden og på en række områder også sætte turbo på dansk aktivitet og samarbejde i denne sammenhæng. Det er nyt, og det er trods alt rigtig godt. Tak.

Tak til fru Aleqa Hammond. Der er en kort bemærkning fra hr. Magni Arge.

Kan fru Hammond kommentere lidt på, hvad det er for en løsning, hun forestiller sig eller efterlyser, hvad angår den her sikkerhedspolitisering af f.eks. kinesiske investeringer i Grønland?

Værsgo.

Tak. Jeg synes, at geopolitikken kommer til at fylde mere og mere, også i relationerne mellem Danmark og Grønland. Grønland er et samfund, som gerne vil have globalt samarbejde inden for de allerede hjemtagne sagsområder, bl.a. også infrastruktur og handel. I den her sammenhæng kan vi jo se, at det, at mineindustrien kommer til at vokse i fremtiden, og at aktiviteterne fremover bliver flere, har resulteret i gnidninger mellem Nuuk og København, og hele spørgsmålet om sikkerhed og udenrigspolitik er blevet bragt på bane, uden at det rigtig er blevet defineret, hvornår Danmark træder til, og hvornår Danmark ikke udviser interesse.

I den her sammenhæng tror jeg, det er utrolig vigtigt, at Nuuk og København får et meget tættere samarbejde, end der er i dag, også på spørgsmål om Kina. Det kræver, at man er ærlig over for hinanden og ser på hinandens intentioner bag handlingerne.

Tak til fru Aleqa Hammond, og velkommen til hr. Magni Arge fra Tjóðveldi på Færøerne.

Tak skal du have. Jeg er enig med Holger K. Nielsen – det er ikke det mest underholdende papir, jeg har læst i lang tid, men det er holdt i meget diplomatiske vendinger. Jeg har dog et par nedslagspunkter i den her udenrigspolitiske strategi, som jeg ønsker at kommentere. Og det vil nok ikke overraske nogen, at det første handler om et afsnit, der lyder således:

»Både Grønland og Færøerne ønsker en større indsigt og inddragelse i udenrigs- og sikkerhedspolitikken. Det stiller nye krav til den måde, som vi samarbejder på i rigsfællesskabet, og regeringen lægger vægt på en god dialog med Grønland og Færøerne herom.«

Jeg sætter virkelig pris på, at regeringen har sat det på dagsordenen, og håber selvfølgelig også, at den gode dialog fører til en ny måde at samarbejde på, som der lægges op til her. Men der står jo ikke noget konkret om, hvad det så er for en nyskabelse, der måtte være på vej – ikke andet end at vi ønsker større indsigt og inddragelse i udenrigs- og sikkerhedspolitikken, og at regeringen lægger vægt på en god dialog. For os er et meget væsentligt punkt f.eks. fiskeri og handelspolitiske emner, men det kan man så læse lidt mellem linjerne om, bl.a. om, hvilke prioriteter man har i dansk handelspolitik. I strategipapiret skriver udenrigsministeren om Danmarks forhold til EU:

EU er den afgørende platform for dansk interessevaretagelse i Europa og globalt, og EU's frihandelsaftaler skaber muligheder for danske virksomheder, som vi ikke selv kunne opnå. Og EU skal blive ved med at sætte et eksempel globalt, fortsætte med at indgå ambitiøse frihandelsaftaler med lande fra alle dele af verden. Det skaber vækst i Danmark og indflydelse, og det gælder også for den kommende aftale med Storbritannien.

Jeg har fuld forståelse for Danmarks strategi på dette felt, den gælder bare ikke for Færøerne, for vi er ikke medlem af EU og har derfor hverken indflydelse på eller gavn af de aftaler, som EU indgår på vegne af sine medlemslande.

Danmarks medlemskab betyder, at både fiskeripolitik og handelspolitik varetages centralt af EU i Bruxelles, og hvis der opstår modsætningsforhold mellem EU's interesser og Færøernes interesser, har vi erfaring med, at loyaliteten over for EU er større end loyaliteten over for det såkaldte rigsfællesskabs interesser.

Det så vi bl.a. med makrelstriden i 2013 og 2014, da Danmark lukkede sine havne for færøsk eksport, hvis nogen skulle have glemt det. Jeg forsøger at erindre jer om det med jævne mellemrum. Heldigvis blev den embargo hævet, men vi er stadig væk i rough water, i oprørte vande, hvad angår aftaler om adgang til pelagiske fiskebestande i Nordatlanten, hvor der er store værdier og stærke interesse i spil, og der pågår en konstant kamp for at holde fast i vores rettigheder. Brexitdimensionen gør det heller ikke mere overskueligt.

Færøerne har helt enkelt brug for suveræne beføjelser til at forhandle og indgå aftaler på fiskeriområdet – ikke kun på det bilaterale niveau, som vi gør nu, men også når det handler om flerstatslige aftaler, hvor vi i dag begrænses af en del og hersk-klausul om, at Færøerne og Grønland skal være enige, før kongeriget Danmark kan bruge sin stemme i sådanne forhold. Det er kun os selv, som har Færøernes interesser som førsteprioritet, og det er ikke nødvendigvis, fordi jeg skal forklejne den danske regerings eller Folketingets eller administrationens vilje til at støtte færøske synspunkter, men de ligger bare så langt nede på prioriteringslisten.

På det handelspolitiske område har vi lige så stort behov for adgang til det globale marked som alle andre lande, for vi handler hver dag og hvert minut kloden rundt for at afsætte de 700.000-800.000 t fisk, vi har fanget eller opdrættet. Og vi har ikke mulighed for at bruge de aftaler, som EU indgår på vegne af Danmark, men vi kan heller ikke deltage på lige vilkår med andre lande i handelspolitiske fora som f.eks. JEFTA eller World Trade Organization, fordi kongeriget Danmark kun kan tale med én røst, og den røst er allerede deponeret i EU. Man skal huske på, at vores økonomi og vores velfærd og vores samfundsmodel bygger på vores evne til at udnytte havets ressourcer bæredygtigt og omsætte dem til varer, som vi sælger på markeder, både nær og fjernt. Det er også et lignende rationale, som man har for Danmarks handelspolitik.

Færøerne har derfor brug for fuld manøvredygtighed på disse områder, så vi kan tage ordentligt vare på vores interesser inden for fiskeri og handel. Det er ikke nok med indsigt og inddragelse og god dialog, det handler om selvstændigt at kunne indgå aftaler med andre lande, hvad enten det er bilateralt, multilateralt eller af international karakter.

For nu at komme udenrigsministeren i forkøbet, når han vil svare, at man ikke kan flytte sig længere, end grundlovens rammer tillader, så mener jeg, at vi straks kan gå i gang med en forhandling om at etablere en ny samarbejdsmodel, og den kunne f.eks. bygge på den kendte model mellem Danmark og Island tilbage fra 1918. Så får vi løsnet grundlovens snærende bånd og designet en værdig samarbejdsmodel, som er rummelig nok til, at vi kan møde de udfordringer, som vi har i vores samtid, og som bl.a. Holger K. Nielsen nævnte før.

Jeg skal komme til det næste nedslag, og nu kommer alle roserne til udenrigsministeren. Jeg var meget glad for at læse, at verdensmålene indgår strategisk i udenrigspolitikken som en ambitiøs og central global ramme frem mod 2030. For jeg synes, det er måske den vigtigste dagsorden, som er sat de sidste mange, mange år.

Jeg er også enig i, at det haster med at sætte tiltag i værk mod klimaændringer og finde ud af, hvordan vi tackler konsekvenserne, som allerede indfinder sig – ikke mindst i de nordatlantiske og i de arktiske egne, for her er der ikke bare tegn på, at isen smelter, men det er også havets temperatur, som ændrer sig, og det kan medføre kolossale ændringer på livsvilkårene på vore kanter.

Jeg har forstået, at man i Norge er i gang med at barsle med en rapport, hvor man anslår, at ændringerne i havets temperatur vil føre til en decimering af torskebestanden i Barentshavet, og det kommer til at skabe et tomrum svarende til 2 mia. euro i norsk økonomi. Jeg kan hilse og sige, at vi også fisker en del i Barentshavet. Og årsagen er den store CO 2 -udledning, som fører til forsuring af havet og temperaturstigninger.

Vi har jo også de store problemer, som vi oplever med plastik, som findes i fugle og fisk, og hvad ved jeg. Så vi har absolut brug for, at man hurtigt når i mål med tiltag, der virkelig kan gøre en forskel og stoppe den forurening, som altså har voldsomme konsekvenser for livet i og omkring havet.

Jeg synes også, det er vigtigt, at man i det her tilfælde skriver sig bag øret, at man kan bruge det arktiske forum til at presse på for at få nogle klimatiltag, der vil virke i de arktiske egne, og få enighed rundt omkring dem blandt de arktiske aktører, så vi kan komme hurtigere i vej, end man gør, hvis man skal have alle 193 lande i verden med på dagsordenen.

Jeg værdsætter også højt udtalelser i strategipapiret som at: demokratiske og basale menneskerettigheder ikke er en naturlov, men det er noget, som hver generation skal kæmpe for. Det er lidt mere modsætningsfyldt, når man så læser udtalelsen om, at EU er et fællesskab af lande, der grundlæggende deler de samme værdier, men også at basale retsstatsprincipper udfoldes i EU. Det kan jeg godt være enig i, for jeg har meget svært ved at forstå, at nordiske lande, inklusive Danmark, er fuldstændig tavse om fængslingen af parlamentarikere i Spanien uden dom. Det har jo for nogles vedkommende stået på i mere end et år nu, og de har ikke fået nogen mulighed for at forsvare sig i en retssal. De er godt nok stillet i udsigt, at de kommer for retten i januar måned anklaget for væbnet oprør og ufred og med krav om alt fra 17 til 25 års fængsel for deres politiske virke, som altså bygger på ytringsfrihed, forsamlingsfrihed og parlamentariske forhandlinger.

Hver gang jeg har spurgt om regeringens holdning, er jeg nødt med samme svar: Det er et internt spansk anliggende, så vi har ingen mening om det. Så nemt slap tyskerne ikke, da Puigdemont blev arresteret efter begæring fra spanske myndigheder og krævet udleveret til domsforfølgelse i Spanien. Der måtte domstolene tage stilling til, om Puigdemont var skyldig i væbnet oprør og højforræderi, så han kunne udleveres til retsforfølgelse. Og svaret var nej. Han havde ikke gjort sig skyldig i sådanne forseelser i forhold til gældende lov i Tyskland og blev derefter løsladt af den eneste domstol, som har taget stilling til det her spørgsmål indtil videre.

Jeg appellerer til udenrigsministeren om eksplicit at udtrykke sin forventning om, at den forestående retssag mod bl.a. daværende parlamentsformand, Carme Forcadell, bygger på fælles europæiske retsstatsprincipper og menneskerettigheder, så hun og de andre anklagede får ordentlige vilkår for at føre deres forsvar og får en fair trial. For alle de pæne ord om demokrati under pres og fælles værdier får kun valør, hvis man også sætter handling bag ordene.

Til sidst vil jeg gerne høre fra forsvarsministeren, om han har fundet ud af, hvad det var for en armada, der skød rundt på de færøske fiskefangstpladser for nogle måneder siden, og som jeg har spurgt om, men som jeg aldrig har fået et ordentligt svar på.

Tak til Magni Arge. Der er en kort bemærkning fra fru Aaja Chemnitz Larsen. Værsgo.

Mange tak. Statsministeren nævnte jo i åbningsdebatten her ved folketingsårets begyndelse, at vi skulle se på, hvordan vi kan samarbejde lidt tættere mellem Grønland og Danmark og Færøerne i forhold til det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område. Ordføreren nævner jo også, at det står som en del af redegørelsen, og han nævner også selv den her i virkeligheden svære balance imellem at varetage egne interesser fra grønlandsk side, fra færøsk side, samtidig med at der er en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Man kan jo spørge sig selv: Hvad er en god dialog? Er det en god dialog f.eks., at der bliver lyttet, men at man vælger at gøre noget andet? Er det en god dialog? Hvem er det en god dialog mellem, altså skal Folketinget også inddrages i forhold til det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område, som jo også er et ansvar, der ligger i Folketinget i dag?

Nogle af de spørgsmål vil jeg egentlig gerne stille videre til ordføreren. Hvordan kan vi konkretisere den her gode dialog? Hvornår vil det være en succes set med færøske briller, med grønlandske briller, med danske briller at finde den her sådan lidt svære balance mellem nogle interesser, som nogle gange stritter i alle mulige retninger? Mange tak.

Ordføreren.

Jeg har været rimelig konkret i mit oplæg her. Jeg mener, at det evindelige svar om, at grundlovens rammer er så snævre, at vi ikke kan bevæge os længere, end vi har gjort nu, har man jo hørt mange gange før. Men det er jo bare en måde at undgå den politiske debat på og komme til nogle politiske enigheder om, hvordan man kommer videre. Derfor synes jeg, at det ville være det rigtige, at vi foretager det næste skridt og siger, at den her såkaldte delegerede hjemmestyreordning afvikles, og at vi indgår nogle politiske aftaler, der svarer til den personalunion, der var en 1918. Så kan vi blive enige om, hvordan vi skal arbejde sammen, og så arbejder vi sammen på nogle jævnbyrdige vilkår.

Vi vil selvfølgelig bruge de fleste af vores kræfter på de ting, som er mest essentielle for vores eksistens, for vores velfærdsmodel, men vi vil også have både en indflydelse og en forståelse for de sager, som har en stor betydning for udviklingen i vores område. Det er bl.a. klimadelen, men ikke mindst er det den sikkerhedspolitiske og geopolitiske udvikling i vores område. Den er jo blevet langt mere aktuel igen, efter at den nærmest var faldet død om efter Sovjetunionens fald.

Vi er i en helt ny situation, som har en ganske væsentlig påvirkning på vores fremtidige udsigter. Det bliver vi nødt til at have nogle ordentlige snakke om.

Spørgeren.

Mange tak. Hvis man skal se på de nuværende juridiske rammer, altså grundloven og selvstyreloven, med grønlandske briller, hvad kunne der så gøres helt konkret i forhold til at sikre en bedre dialog? Grunden til, at jeg spørger, er sådan set mere, at jeg synes, at der også er behov for at kigge på den lidt kortere bane, hvordan vi kan sikre en større inddragelse fra grønlandsk side, fra færøsk side i forhold til den udenrigspolitik, der føres på vores vegne.

Ordføreren.

Det er ikke nok, at vi sidder i Folketinget som valgte medlemmer fra Færøerne og Grønland og kan høre, hvad der foregår i udvalg i Folketinget, og at vi eventuelt får foretræde for ministeren og diskuterer det, for det er først og fremmest noget, der må pågå mellem regeringen i Danmark og regeringerne i henholdsvis Færøerne og Grønland. Det er jo der, man skal have den jævnbyrdige dialog omkring tingene og finde ud af, hvor man har fælles fodslag, og hvor man ikke har fælles fodslag.

Vi ved jo udmærket godt i forvejen, hvor vi ikke har fælles fodslag, for vi er havnet i et tomrum, hvor Danmark har deponeret en del af sine udenrigspolitiske beføjelser i EU f.eks., og hvor vi kan komme i den situation, at vi er i et modsætningsforhold. Vi har set det før. Og derfor må vi have de suveræne rettigheder til at varetage de interesser, som vi som samfund har brug for bliver varetaget.

Men jeg ser da ikke nogen problemer i, at vi kan tage en aktiv stilling til, at vi også gerne være en del af f.eks. NATO-samarbejdet, hvis det er det, vi vil, og at vi så giver vores tilsagn til det, hvis vi måtte ønske det. Men så må der også følge med, at vi gør det på et oplyst grundlag, og at vores fortsatte – hvad skal man sige – deltagelse i det fortsætter på et oplyst grundlag.

Mange tak til hr. Magni Arge. Der er ikke flere korte bemærkninger.

Nu går vi så over til ministerrækken, og det er formandens opfattelse, at der er 20 minutter til besvarelse, og at det er til deling. Men når vi har et så fint og privilegeret besøg i Folketinget, vil vi selvfølgelig administrere den praksis meget fleksibelt, sådan at alle ministre har en chance for at svare på de spørgsmål, der er rejst.

Så jeg vil høre, hvem fra regeringen der vil starte. Det vil udenrigsministeren. Værsgo.

Tak for det. Med 20 minutter til deling skal jeg gøre det meget kort, så der bliver plads til mine gode kollegaer og til de spørgsmål, der kommer til opfølgning. Jeg vil gerne takke for bemærkningerne og for en god og saglig debat. I den udenrigspolitiske strategi 2019-2020 giver vi regeringens svar på, hvordan Danmark skal gribe de største udenrigs- og sikkerhedspolitiske udfordringer an.

Lad mig lægge for med rammen for dagens diskussion, nemlig at verden i dag faktisk er et langt, langt bedre sted, end vores oldeforældre på nogen måde kunne have drømt om. Den teknologiske udvikling, globaliseringen og den øgede samhandel giver flere mennesker bedre og bedre muligheder, men samtidig oplever vi også i dag selvfølgelig en verden i hastig forandring med globale magtforhold, som forskydes, og et stadig stigende pres på det internationale regelbaserede samarbejde, der har været definerende for den globale udvikling siden anden verdenskrig. Men grundlæggende set går det fremad, og det går rigtig stærkt.

Jeg tror, der er ret mange danskere, der har været inde at se den seneste Queenfilm. Den slutter bl.a. af med den store koncert på Wembley, Live Aid, fra omkring 1985 – tror jeg. På det tidspunkt, hvor man samlede ind til verdens fattige somaliere, tror jeg det var, var op mod halvdelen af verdens befolkning i en situation, hvor de levede under FN's definition af den globale fattigdomsgrænse. I dag er det under 10 pct. Ingen ville have drømt om på det tidspunkt, da de afholdt den kæmpe koncert, at vi kunne få så massive fremskridt på så få år, som vi trods alt har fået.

Der er sket meget, rigtig meget, men der er også sket rigtig meget på bare de par år, der er gået, siden vi her i salen debatterede regeringens første udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi. Der er udbrudt en handelskrig mellem USA og Kina; USA har trukket sig fra både Iranaftalen og FN's Menneskerettighedsråd; Kina træder frem på den globale scene med stadig større selvsikkerhed, økonomisk styrke og krav om indflydelse; vi har oplevet alvorlige cyberangreb; og vi har set helt uacceptable brud på basal international lov og ret med attentatforsøget på Skripal i Storbritannien, attentatet på Khashoggi i Istanbul og senest de iranske attentatplaner i Danmark. Og i Europa er der fortsat usikkerhed om fremtiden for EU uden Storbritannien. Der er stadig migrationsudfordringer, og de er stadig betydelige, selv om tilstrømningen af antal asylansøgere og irregulere immigranter er nedbragt markant.

Det internationale regelbaserede samarbejde er kort sagt under et øget pres, og det er netop afsættet for regeringens nye udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi for 2019-2020. Hovedbudskabet er, at det regelbaserede internationale samarbejde er garant for Danmarks sikkerhed, velstand og velfærd. Derfor skal vi engagere os endnu stærkere i det internationale samarbejde. Vi skal videreudvikle samarbejdet, vi skal reformere samarbejdet, og vi skal effektivisere de internationale organisationer, hvor det er nødvendigt.

Derfor vil jeg også godt som den første bemærkning til DF's ordfører sige: Ret ryggen, op med hovedet. Det var – synes jeg – en tale fra DF's ordfører, som bar præg af manglende selvtillid på nationens vegne, og det synes jeg ikke klæder os. Vi skal turde ranke ryggen og sige, at vi godt kan være med til at bidrage ude i den store verden. Vi kan også nogle gange godt gå forrest, som vi f.eks. har gjort i dag i forhold til Saudi-Arabien. Vi har på mange måder et mønstersamfund i de nordiske lande, og det inkluderer Danmark, og vi kan selvfølgelig være med til at sætte en dagsorden ude i verden og kan være med til at reformere institutionerne indefra. Og vi ser faktisk også, at EU bevæger sig i den rigtige retning. Der er langt færre initiativer fra Kommissionen, end vi så tidligere.

I strategien har vi særlig fokus på seks hovedemner. Jeg skal ikke gentage dem her. Men selv om vi vælger seks, vil det stadig væk være områder, som man kan synes er underprioriterede, og som man også godt ville have talt mere om. Man kunne have talt mere om Mellemøsten. Kunne man have talt mere om cyber? Grundlæggende tror jeg nok, at hvis man kigger den her strategi igennem, er vi inde på mange af de spørgsmål, som er blevet rejst her.

Jeg tror, da vi kun, som jeg har forstået det, har 20 minutter samlet, vil begrænse mig. Der er også nogle af ordførerne, der allerede er gået. Men jeg vil blot sige, at jeg føler, at det samarbejde, vi har med Grønland og Færøerne, i meget høj grad er baseret på tillid. Jeg synes, det fungerer bedre og bedre. Det er i hvert fald også det indtryk, jeg får, når jeg er på besøg i både Grønland og på Færøerne, altså at der er en god og tillidsfuld dialog. Det synes jeg er vigtigt at holde fast i. Og jeg er helt enig i, at det arktiske område spiller en større og større rolle, og derfor har det også en stor vægt i den udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi.

Et af de eksempler, som man kan bruge, og som også er blev brugt, på, hvor Danmark kan gå foran, er, at vi nu går i retning af at udpege en særlig udsending for klima og energi. Det er et godt eksempel på, at Danmark faktisk er med til at gøre en forskel internationalt ved at have et højt ambitionsniveau, ved at sikre opbakning hos private og offentlige aktører, ved at tage et lederskab i forhold til investeringer i energiomstilling, ved at synliggøre den knowhow, som Danmark står for, med konkrete løsninger i partnerskaber og komme med endnu flere teknologiske løsninger, hvor Danmark er stærk. Det er noget, som vi, næsten uanset hvilken minister der rejser rundt i verden, lægger vægt på, og som vi peger på igen og igen.

Socialdemokratiets ordfører er gået, men et af de områder, der blev taget op, og som også blev taget op fra Grønlands side, er Kina. Jeg synes, vi har en meget afbalanceret politik i forhold til Kina. Og sådan skal det også være. Man skal ikke være naiv, men der er klart ting, som vi rejser, når vi er i en diskussion med kineserne. Det skal vi også gøre. Nu går der mange år, inden Socialdemokratiet får chancen for at skrive en udenrigs- og sikkerhedspolitisk strategi, men jeg vil da se frem til, hvor nuancen skulle være anderledes end i det, som vi har lagt op til.

Jeg tror, at jeg vil begrænse mig til det her, for jeg kan se, at forsvarsministeren også meget gerne vil på banen, og jeg ved, at det vil udviklingsministeren også gerne. Så det her var mine indledende bemærkninger. Der er eventuelt plads til spørgsmål efterfølgende.

Ja, det er der nemlig, men der er lige en kort bemærkning, inden udenrigsministeren går ned, nemlig fra hr. Jeppe Jakobsen.

Tak for det, og tak for besvarelsen. Hvis udenrigsminister mener, at min ordførertale var udtryk for mangel på selvtillid, kunne jeg måske replicere med, at der i hans tale var lidt mangel på selvindsigt i forhold til det her med, at man bare sådan lige reformerer EU. For det første kunne man jo starte med at møde op til møderne i EU's Ministerråd, hvis man mener, at man ønsker at reformere EU-systemet.

Så vil jeg bare sådan helt konkret spørge ind til, hvordan man i løbet af udenrigsministerens funktionsperiode har sikret, at der er kommet mindre EU, og at vi har bevæget os hen i retning af et slankere EU, som man gerne vil. Hvilke konkrete initiativer har vi set, som har gjort EU mindre og slankere og mere effektivt?

Ja, ministeren.

Altså, jeg vil overhovedet ikke engang kommentere det der med at møde frem. Denne regering møder frem i allerhøjeste grad. Vi kan ikke nå alt, selvfølgelig kan vi ikke det, og derfor vil der også være afbud indimellem, men sådan er det, og vi er så dækket af på anden vis.

Kan man se en forskel? Ja, det kan man faktisk, for man kan jo se, at Kommissionen tager langt færre initiativer, end den gjorde tidligere. Det er et helt konkret eksempel på det. Vi er i øjeblikket i gang med også at danne alliancer for at forsøge at holde budgettet på den ene procent. Det er ikke sikkert, vi kommer hundrede procent igennem med det, men vi skaber alliancer i forhold til det. Jeg tror sådan set ikke, at man kan sige: Det der er det lige præcis Danmark alene der gør. Men det er jo netop i alliancesamarbejdet, at vi gør det.

At vi har gode alliancepartnere, kan man jo f.eks. se, når vi har brug for at have dem hos os, f.eks. i forhold til Iran. Så står de der og er ved siden af os, og det er jo ikke bare noget, der kommer af sig selv. Det er faktisk, fordi der generelt bliver lyttet til det, Danmark siger. Så jo, jeg mener faktisk, at vi er med til at præge det, men vi gør det ikke alene. Man skal hverken overvurdere sig selv eller undervurdere sig selv, man skal have en realistisk tilgang til det. Og det er det, regeringen har.

Spørgeren.

At påstå, at det, at der bliver taget flere initiativer, skulle være et udtryk for succes (Udenrigsministeren (Anders Samuelsen): Færre!) – ja, færre initiativer – svarer til at sige, at en slankekur går godt, hvis man går ned fra at tage 10 kg på om året til at tage 5 kg på om året. Det går stadig i den gale retning. Og at der bliver taget færre initiativer – men der bliver dog taget initiativer – gør jo ikke, at EU bliver mindre. Så igen vil jeg spørge: Hvordan har udenrigsministerens indsats i EU konkret gjort EU slankere, mere effektivt og mindre – som man havde en ambition om? Hvordan er EU konkret blevet mindre?

Ministeren.

Undskyld, men det er jo simpelt hen bare vrøvl, hvad der kommer fra DF's ordfører her. Det er jo ikke et spørgsmål, hvor man kan sige, at kommer der bare så meget som ét initiativ mere end tidligere, så går det i den forkerte retning. Det kommer da også an på indholdet af initiativet. Og det, der er det gode her, er, at i stedet for at man skyder med spredehagl ud mod alt muligt, begynder man faktisk at fokusere ind dér, hvor EU kan gøre en konkret forskel for borgerne i en positiv retning. Det er præcis det, som vi har efterlyst fra regeringens side og fra Liberal Alliances side. Så det er jeg rigtig godt tilfreds med.

Foreløbig tak til ministeren. Jeg regner med, at ministrene selv kommer frem og tilbage i det omfang, de har brug for det. Så skal vi til forsvarsministeren. Værsgo.

Tak. Regeringen er dybt bekymret over det forværrede trusselsbillede med et aggressivt Rusland, en større cybertrussel, fortsatte terrortrusler mod Europa og Danmark, ustabilitet og fattigdom i Mellemøsten og Nordafrika. Det skaber flygtningestrømme, som retter sig mod vores del af verden. De udfordringer skal vi tage meget alvorligt, og vi har bygget vores seneste forsvarsforlig op om det.

Danmarks sikkerhed er ikke noget, vi kan klare alene, og derfor er det vigtigt, at Danmark bevarer sit europæiske og globale engagement. Som lille land er vi dybt afhængige af et godt internationalt samarbejde med lande, som vi langt hen ad vejen deler demokratiske værdier og idealer med. Disse værdier er under påvirkning udefra, og det skal vi i højere grad ruste os imod. Vi kan ikke forvente, at andre skal tage vare på vores sikkerhed, hvis vi ikke selv tager den alvorligt. Vi skal derfor fortsat vise viljen og evnen til at stille op, når der er brug for det, ligesom vi gør i dag. Danske soldater bidrager med at skabe fred og stabilitet mange steder ude i verden, bl.a. i Afghanistan, Irak, Mali, Kosovo, men samtidig skal vi også have fokus på vores eget nærområde; det gælder bl.a. sikkerheden i Østersøregionen.

Vi skal styrke vores sikkerhedspolitiske bånd både her i Europa og på tværs af Atlanten. Regeringen vil arbejde for at fastholde det amerikanske engagement i Europa. Det skal bl.a. gøres gennem NATO, der er hjørnestenen i Danmarks sikkerhedspolitik. De europæiske allierede har øget forsvarsbudgetterne siden 2014, og vi har ikke taget vores sikkerhed for givet. Med forsvarsforliget øger Danmark forsvarsudgifterne med 20 pct.

Med den høje cybertrussel skal vi samtidig være på forkant med cybersikkerhed, både nationalt og i det internationale samarbejde. Regeringen har i forsvarsforliget og i den nationale strategi for cyberinformationssikkerhed afsat ca. 1,5 mia. kr. til en bred indsats for at kunne håndtere cybertruslen. Påvirkningskampagner fra udlandet udfordrer vores demokratiske værdier og interesser. Det er vi blevet meget opmærksomme på, og det skal vi ruste os imod. Derfor er vi bl.a. i fuld gang med at implementere en national handlingsplan for imødegåelse af påvirkning.

Arktis får en stadig større betydning. Det understreger behovet for tilstedeværelse og overvågning. Det gælder også beskyttelse af havmiljøet samt eftersøgnings- og redningstjeneste. Det er en afgørende prioritering for regeringen at arbejde for, at Arktis forbliver et lavspændingsområde, men de stigende geopolitiske interesser i regionen og den fortsatte russiske militære udbygning er en udvikling, regeringen følger nøje. I takt med at isen smelter, bliver der isfri sejlruter over Nordpolen, og når de bliver isfri, stiger de kommercielle interesser i området, og når de kommercielle interesser stiger, bliver det også mere sikkerhedspolitisk interessant. Vi skal derfor have langt mere indsigt i, hvad der sker i Arktis, ikke mindst i og omkring Grønland. Vi skal sammen med vore partnere og allierede forholde os til udviklingen i Arktis med det mål for øje, at det forbliver et lavspændingsområde.

Sikkerhedssituationen i og omkring Europa er blevet mere uforudsigelig. EU har jo også reageret på den forværrede sikkerhedssituation. EU's sikkerheds- og forsvarsmæssige samarbejde har udviklet sig markant de seneste år. Budskabet er sådan set klart: EU tager situationen alvorligt og tager i stigende grad ansvar for Europas egen sikkerhed. Danmarks forsvarsforbehold i EU betyder, at Danmark ikke kan være med i store dele af det samarbejde. Vi er nu nået til et punkt, hvor der er behov for, at vi fuldt ud forstår udviklingen. Vi skal have en åben debat om udviklingen i EU og forsvarsforbeholdets betydning for Danmark, og det forudsætter et grundigt og et oplyst grundlag.

Det er derfor, at vi i regeringen har besluttet at igangsætte et arbejde med en ekstern udredning, som skal se på det spørgsmål. Og til Magni Arge vil jeg sige, at den sag, han rejser, om en færøsk fiskekutter er jeg desværre afskåret fra at kunne kommentere her fra talerstolen, men vi har orienteret de færøske myndigheder. Tak.

Tak til forsvarsministeren. Der er ikke nogen korte kommentarer på nuværende tidspunkt, og vi byder derfor velkommen til ministeren for udviklingssamarbejde.

Mange tak. Også lige et par ord fra mig i tilknytning til debatten her, og først lige et par kommentarer til ordførernes udmærkede bemærkninger til vores udviklingssamarbejde og vores udviklingsbistand, og tak for det.

Jeg vil gerne benytte lejligheden til at slå fast, at ja, der er sket et paradigmeskifte i den måde, vi arbejder på, og det paradigmeskifte er først og fremmest afstedkommet af vedtagelsen af verdensmålene i 2015, hvoraf det klart fremgår, at ingen kan løfte opgaven alene, men at vi kan gøre det – eller at vi i hvert fald kan nå mere – når vi indgår partnerskaber på kryds og tværs. Derfor spiller den private sektor også en langt, langt større rolle i dag, end den private sektor har gjort hidtil, fordi vi alle har erkendt, at uden involvering af den private sektor når vi simpelt hen ikke i mål. Vi når ikke i mål med bæredygtig udvikling. Verdensmålene for bæredygtig udvikling er, som jeg ser det, samtidig en fantastisk business case, som jo appellerer til ikke mindst danske virksomheders kompetencer, knowhow og muligheder for at bidrage til netop at nå verdensmålene i en række af verdens fattigste lande.

Samtidig er vi blevet langt, langt bedre til at bruge vores udviklingsbistand som katalysator til at kunne skabe endnu mere udvikling for de ressourcer, vi har til rådighed. Med andre ord: Vi er blevet langt, langt bedre til at få 2 plus 2 til ikke bare at give 4, men måske 6, 8 eller 12, og jeg synes, det er fantastisk, at vi er kommet dertil.

Undskyld, formand, og det er faktisk en kommentar til formanden, da formanden optrådte som ordfører for Enhedslisten, hvor der blev sådan – hvad kan man sige? – karikeret lidt over en række af netop de initiativer, vi har taget fra dansk side, som handler om at skabe en katalysatoreffekt af den indsats, vi kan bidrage med gennem udviklingsbistand. Der blev nævnt bl.a. GGGI, og det blev sagt, at GGGI nu er nedlagt. Det er det ikke, kan jeg fortælle formanden. The Global Green Growth Institute fungerer i bedste velgående og er i fuld gang med at forberede forskellige initiativer i forbindelse med det kommende COP-møde.

3GF blev også nævnt, Global Green Growth Forum, som blev oprettet med afsæt i initiativer taget af den daværende danske regering tilbage i 2010-2011, og i lyset af netop vedtagelsen af verdensmålene i 2015 har vi med afsæt i de erfaringer, vi har fra 3GF, lavet en ny platform for at indgå partnerskaber, nemlig P4G, Partnering for Green Growth and the Global Goals 2030. Det mener jeg faktisk i al beskedenhed er lige præcis noget af det, vi er rigtig gode til fra dansk side, hvor vi har fået skabt en ny platform, hvor der kan indgås partnerskaber imellem den private sektor, imellem civilsamfund og regeringer.

Nå, men så lige et par generelle bemærkninger til strategien som sådan. I den udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi understreges det, at irregulær migration forbliver en af det 21. århundredes allerstørste udfordringer. Derfor er flygtninge, migration og udvikling et vigtigt emne, der helt naturligt går igen i strategien, som jo så handler om 2019-2020.

Det er heldigvis, som det også har været nævnt, lykkedes at nedbringe tilstrømningen af asylansøgere og irregulære migranter til Danmark markant. Det er en konsekvens af den førte udlændingepolitik. Vi har også været med til at styrke EU's eksterne grænser, og vi har også styrket vores egen indsats i flygtningenes nærområder. Her kan vi efter min opfattelse hjælpe langt flere flygtninge for de samme penge, og vi kan også hjælpe bedre, men vores indsats stopper naturligvis ikke her. Befolkningstilvæksten, særlig i Afrika, kombineret med manglende fremtidsmuligheder vil kun gøre udfordringen større i de kommende år, og derfor er rettidig omhu at sætte ind nu.

Regeringens vision er, at Afrikas unge mennesker skal kunne se en fremtid i deres hjemlande, og her er udviklingspolitikken naturligvis helt central. Vi kan og vi skal være med til at bidrage til at skabe et håb om en fremtid for de millioner af unge, som udgør Afrikas befolkning. Udviklingssamarbejdet bidrager til at bekæmpe de grundlæggende årsager til irregulær migration, og vi styrker indsatsen i skrøbelige stater, vi fokuserer på at bidrage til at skabe vækst og beskæftigelse og muligheder for verdenshistoriens største generation af unge, ikke mindst i Afrika. Og lad mig bare benytte lejligheden til at minde om, at i årene frem mod 2030 skal der skabes 25 millioner nye jobs på det afrikanske kontinent blot for at absorbere de unge, som bliver en del af arbejdsstyrken fremadrettet. Vi bruger i højere og højere grad nye innovative finansieringsmekanismer, som den nye verdensmålsfond er udtryk for, altså et eksempel på, at vi bruger vores udviklingsbistand som katalysator for at kunne få endnu mere udvikling for de ressourcer, vi har til rådighed, og vi har særligt fokus på udvikling for unge.

Effektiv håndtering af irregulær migration på både kort og længere sigt kræver selvsagt et velfungerende internationalt samarbejde og fælles løsninger, og regeringen bakker derfor op om den nye globale aftale om migration. Aftalen vil bidrage til at styrke det internationale samarbejde om at bekæmpe menneskehandel og menneskesmuglere; den vil sikre en bedre oplysning om, hvilke muligheder der er og ikke er for enden af de farlige migrationsruter; og ikke mindst vil aftalen understøtte de igangværende indsatser for at styrke samarbejdet om tilbagetagelse af egne statsborgere, der hjemsendes eller udvises fra bl.a. Danmark. Fra regeringens side har vi afsat 110 mio. kr. på næste års finanslov til at styrke indsatsen for tilbagetagelse gennem en noget for noget-tilgang.

Det er i vores alle sammens interesse at indfri verdensmålene. Det kræver, at vi ikke lader halvdelen af holdet sidde på bænken. Vi må med andre ord ikke glemme kvinderne, når vi taler udviklingssamarbejde. I kampen for global ligestilling er der en række tidligere ligesindede lande, som er begyndt at trække i den forkerte retning, og derfor har vi fra dansk side styrket vores indsats over for piger og kvinders rettigheder ganske betydeligt.

Fra dansk side kan vi kun påvirke udviklingen i den rigtige retning ved at samarbejde os til fremskridt; det kræver stærke multilaterale institutioner, som også udenrigsministeren var inde på, og det kræver også, at vi står vagt om den internationale retsorden. Vi vil derfor fortsætte bestræbelserne på at reformere og effektivisere FN, og vi vil udnytte, at vi sammen med resten af EU er verdens største udviklingsaktør. Vi passer efter min opfattelse rigtig godt på Danmark, når vi er med til at tage vare på verden. Tak for ordet.

Selv tak til ministeren for udviklingssamarbejde, og jeg er nødt til at sige til udviklingsministeren, at formanden ikke kan tillade, at hr. Christian Juhl får ordet i den her debat, så vi må vente med dialogen til senere.

Er der flere, der ønsker ordet til forhandlingerne om redegørelse R 5 – flere ministre?

Det er der ikke. Så er forhandlingen sluttet, og som bekendt er det ikke et punkt, vi skal stemme om.