Spm. nr. US 20

Tak for ordet. Fra den ene yderlighed til den anden: I februar 2018 fremlagde statsministeren som formand for Socialdemokratiet sin ambition om at afskaffe spontant asyl og indføre et nyt asylsystem i Danmark. Flere journalister spurgte ind til hvornår og hvordan, og dengang var svaret fra den nuværende statsminister, at det kunne man ikke svare på, før man selv sad med regeringsmagten og hånden på styrepinden. I morgen er det 5 måneder siden, at Regeringen Mette Frederiksen præsenterede sig selv for danskerne, og det forekommer mig derfor ganske rimeligt i dag at spørge ind til, hvordan og hvornår vi får et nyt asylsystem.

Jeg er enig i, som statsministeren selv siger, at det nuværende asylsystem er inhumant. Jeg er også enig i, som statsministeren sagde helt tilbage i 2016, at politikerne har taget fejl i udlændingepolitikken – det var ordene, statsministeren brugte, da hun ved samme lejlighed kaldte integrationspolitikken for forfejlet. Vi er altså enige i diagnosen: Politikerne har i årtier ført en forfejlet udlændingepolitik, som er inhuman over for reelle krigsflygtninge, og som gør stor skade på det danske samfund.

I februar 2018 lovede statsministeren danskerne, at uanset om andre lande ville være med, så var det så vigtig en sag, at Danmark må gå forrest. Tillad mig at citere fra DR:

»Sigtet er at få flere lande med, men jeg er klar til at gå forrest fra dansk side. Det skal vi gøre, fordi vi kan lave et flygtningesystem, der er mere humant, og som er bedre for vores eget samfund end det, vi har i dag.«

Mit spørgsmål til statsministeren lyder derfor: Agter regeringen at holde løftet til danskerne om i den her valgperiode at indføre et nyt asylsystem i Danmark, der udelukker spontant asyl, uagtet andre lande vælger samme løsning på samme tid?

Statsministeren.

Tak for spørgsmålet og ikke mindst for lejligheden til at diskutere asylsystemet. Jeg tror egentlig, at vi på mange måder deler analysen af, at det nuværende flygtningesystem ikke fungerer. Det har jeg jo ikke ændret holdning til, fordi vi er kommet i regering. Jeg synes, at det er helt åbenbart, både set med danske briller og med europæiske briller.

Jeg er også glad for, at spørgeren hæfter sig ved det, jeg også sagde dengang, nemlig at sigtet selvfølgelig er at få flere lande med, og det er det arbejde, vi er gået i gang med. Jeg har ikke på noget tidspunkt sagt, det er let. Jeg har sagt, at jeg synes, det er den rigtige vej at gå. Det mener jeg stadig væk, men det ville være rigtig godt, hvis vi kunne finde allierede i Europa, der tænker det på samme måde, og det er det, vi er i gang med.

Der arbejder vi på flere niveauer og i flere spor. Dels er udenrigsministeren involveret i det, dels er udlændinge- og integrationsministeren involveret i det arbejde, de to respektive ministerier foretager. Så er vi i gang på embedsmandsniveau både i forhold til den nye Kommission og i forhold til UNHCR, og så er jeg selv meget involveret i spørgsmålet.

Jeg var i Paris i sidste uge og diskuterede det med præsident Macron. Jeg havde lejlighed til at byde den kommende rådsformand, Charles Michel, velkommen til Danmark i fredags. Det her var et af de emner, vi brugte allermest tid på at diskutere. Så med andre ord er vi i gang. Og det skal vi også være, for det her er en rigtig, rigtig vigtig diskussion.

Det er jo også en diskussion, der relaterer sig til nogle andre ting, og jeg tror, at et af de første skridt, vi kan tage i EU, som bliver afgørende, er at sikre Europas ydre grænser bedre. Tingene hænger jo sammen, og jeg er ikke sikker på, at alle EU-lande kommer til at se på det her på samme måde, som Socialdemokratiet eller regeringen gør. Det er jeg nok ret sikker på ikke kommer til at være tilfældet.

Men vi skal jo også gå på nogle af de andre dagsordener, og det at få sikret Europas ydre grænse på en anden og mere markant måde end i dag er i mine øjne et afgørende skridt for at få et nyt asylsystem til faktisk at fungere – men vi er i gang.

Værsgo til spørgeren.

Nu var spørgsmålet, om regeringen i den her valgperiode agter at indføre et nyt asylsystem, der udelukker spontant asyl, uagtet andre lande vælger samme løsning på samme tid. Men lad mig gå videre til spørgsmål nummer to, for jeg formoder ikke, at jeg får svar, når jeg nu ikke fik det i første omgang.

Statsministeren er sikkert klar over, at danskernes tillid til, at løfterne bliver omsat til handling, svinder over tid, og der er jo ikke nogen grund til at opfinde den dybe tallerken en gang til. Vi har et system i FN, hvor man styrer verdens flygtningestrømme, og dem kan vi jo sådan set støtte endnu mere i stedet for at kaste os ud i et parallelt system. Tidligere integrations- og udlændingeminister Inger Støjberg oplyste i maj 2019, at – og jeg citerer: et asylstop strider ikke imod Danmarks forpligtelser i forhold til FN's flygtningekonvention.

Vi ved også, at vi har et retsforhold i EU, der betyder, at vi i Danmark har råderet over og bestemmer vores flygtninge- og asylpolitik selv. Når det forholder sig sådan, må det jo betyde, at vi i Danmark selv kan bestemme vores egen asylpolitik, og derfor bliver jeg nødt til at spørge: Hvad er det, der afholder regeringen fra at sætte de nødvendige lovændringer i gang nu?

Statsministeren.

Jamen jeg deler den tidligere regerings vurdering af, at den beskyttelse, der er af flygtninge qua flygtningekonventionen, handler om vores forpligtelse til at beskytte mennesker på flugt, ikke hvor vi beskytter dem. Og sagen er jo i hele den her diskussion, at jeg tror, vi vil kunne lave et mere humant flygtningesystem ved at hjælpe flere i nærområderne, fordi vi simpelt hen også kan hjælpe flere mennesker. Det er rigtig, rigtig dyrt at modtage flygtninge her; det er rigtig, rigtig dyrt at have de afviste asylansøgere, som ikke alene er i Danmark, men også i andre lande. Vi kunne hjælpe flere mennesker for det samme antal kroner og øre. Så jeg deler egentlig den tidligere regerings vurdering af sagen.

Vi har så vurderet, at vi gerne vil gå i gang med det her arbejde, og at den gode måde at gøre det på – og det kan man jo så være enig eller uenig i – er at søge så meget indflydelse på europæisk plan som overhovedet muligt og jo ikke mindst at gøre vores indflydelse gældende i forhold til en ny Kommission og dermed nye prioriteter i det samarbejde, vi har, også bilateralt med nogle af landene. Så mener jeg, at vi har mulighed for at styrke noget af den infrastruktur, der skal være på plads, og det gør vi med vores finanslovsforslag.

Fru Pernille Vermund, værsgo.

Jeg må sige, at jeg har den opfattelse, at statsministeren og regeringen gør det sværere for sig selv end nødvendigt. Altså, at indføre et stop for spontanasyl burde ikke være så kompliceret, når vi nu har et forbehold i EU, og når vi nu har en flygtningekonvention, som jo ikke dikterer, at vi skal give flygtninge asyl i Danmark, men at vi kan hjælpe i nærområderne.

Jeg bliver derfor nødt til at spørge: Er statsministeren parat til at skuffe danskerne? Ifald der ikke indføres et stop for spontanasyl i den her regeringsperiode, altså hvis ikke man når at komme igennem med det, og hvis ikke man når at få bearbejdet de øvrige lande i EU, som man gerne vil have med, er man så klar til at gøre det her? Og kan man med rimelighed sige, at statsministeren kom til magten på lidt falske forudsætninger, måske lidt som Lars Løkke Rasmussen gjorde, da han i 2015 gik til valg på straksopbremsning?

Statsministeren.

Jeg mener overhovedet ikke, man kan tale om falske forudsætninger. Og vi er jo i gang med arbejdet. Jeg kunne forstå spørgsmålet, hvis vi her i de første 5 måneder ikke havde gjort noget. Men det har vi. Vi er i fuld gang. Og det er klart, at det at skabe både alliancer på europæisk plan, men også lydhørhed på europæisk plan, jo ikke er noget, man bare gør fra den ene dag til den anden, og det har jeg aldrig nogen sinde påstået. Jeg tror, at en af de mest benyttede sætninger, jeg har brugt igennem de seneste mange år, er at være ærlig om det, der er svært. Og selvfølgelig er asylområdet svært, ellers havde den tidligere regering jo løst problemet. Den tidligere regering løste ikke problemet. Den tidligere regering løste heller ikke problemet sammen med sit parlamentariske grundlag, fordi det er kompliceret. Men man skal jo først have en retning, før man kan skabe resultaterne. Og jeg håber da på opbakning til, at vi kan gå videre i det her spor.

Når jeg så bliver spurgt konkret til, om man bare kan afskaffe retten til asylbehandling her, vil jeg sige, at det vil man jo mig bekendt kun kunne gøre i en situation, hvor vi er helt sikre på, at vi kan garantere for den konkrete flygtnings beskyttelse et andet sted, og den sikkerhed har vi altså ikke, når der ikke er en konstruktion endnu. Det kommer der forhåbentlig.

Tak til fru Pernille Vermund.

Den næste er hr. Alex Vanopslagh, Liberal Alliance. Værsgo.

(Talen er under udarbejdelse)