Det næste punkt på dagsordenen er:

20) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 118:

Forslag til folketingsbeslutning om forbud mod bederum på uddannelsesinstitutioner.

Af Susie Jessen (DD) m.fl.

(Fremsættelse 21.02.2025).

Fru Susie Jessen ønsker at give en begrundelse for forslaget.

Tak for det. Og tak for den debat, vi har haft indtil nu, om forbud mod bederum på landets uddannelsesinstitutioner.

Jeg er glad for, at vi får god tid, også på det her meget sene tidspunkt, til at dyrke det her forslag, men jeg har selvfølgelig også respekt for, at vi ikke skal bruge tiden her i salen til gentagelser. Jeg vil derfor anse det her beslutningsforslag, som følger efter Dansk Folkepartis, som en god mulighed for, at vi kan følge op med spørgsmål, som måske ikke blev besvaret helt rent af især regeringspartierne. Det kunne måske være en rigtig god mulighed.

Der er jo blevet talt lidt om det her med, hvordan man egentlig bruger et beslutningsforslag, og der blev jeg selv lidt forvirret. Så er der også bl.a. fra Moderaterne side blevet sået tvivl om, hvor meget man egentlig har været ude og undersøge de her forskellige bederum, så det kunne man måske følge lidt op på.

Der er også blevet talt lidt om uddannelsesstedernes frihed til selv at vælge, hvordan de vil indrette deres skoler, men der synes jeg i virkeligheden, at det er et meget paradoksalt argument, fordi man i frihedens navn her tillader et redskab til undertrykkelse på uddannelsesstederne. For det er sådan, jeg anser bederummene: som et redskab for islamisterne til at udføre undertrykkelse. Det har intet med et frirum at gøre.

Når det så er sagt, glæder jeg mig til en måske lidt kortere debat, end vi har haft i første omgang.

Tak for ordet.

Selv tak. Og det vil vise sig.

Nu kommer i hvert fald forhandlingen, som nu er åbnet. Og den første, der får ordet, er uddannelses- og forskningsministeren. Værsgo.

Tak for det, formand. Jeg vil starte med at tilslutte mig den af fru Susie Jessen fremførte anbefaling om, at vi måske skal bruge den her debat til at få nogle andre spørgsmål eller nogle andre nuancer belyst i den her vigtige, synes jeg, debat. Det synes jeg er en god idé.

Derfor vil jeg helt kort indledningsvis sige, at regeringens overordnede linje i forhold til det her beslutningsforslag er den samme som vores overordnede linje i forhold til det forrige beslutningsforslag. Og vi kan ikke støtte beslutningsforslaget. Så er det sagt.

Så vil jeg hellere bruge tiden nu her til at følge lidt op på nogle af de ting, som fyldte i debatten om Dansk Folkepartis beslutningsforslag. Først vil jeg sige, at det lidt kom til at lyde på hr. Mikkel Bjørn og hr. Kim Edberg Andersen, som om jeg sådan havde stået derude mellem to søjler og foretaget min egen sådan egentlige juridiske vurdering af bederums forenelighed med den europæiske menneskerettighedskonvention. Det er nok at tage vores, hvad jeg vil betragte som sådan hyggelige korridorsnak til højder, som det måske ikke helt kan bære. Jeg synes i respekt for SF's tilgang til spørgsmålet, at det nok er noget, der kræver en lidt større seriøsitet end den i øvrigt hyggelige snak, som vi havde derude.

Så er der spørgsmålet om et arbejde, der er foretaget af Kommissionen for den glemte kvindekamp. Det fyldte en del – med god grund, for det er et vigtigt arbejde, som er blevet foretaget, og det er også et grundigt arbejde. Der er dog ikke foretaget nogen kortlægning af problemets omfang. Nej, det er der ikke. Der har været nogle sporadiske besøg, som så har været beskrevet. Men det er jo ikke for sjov, at kommissionen selv anbefaler, at man opdaterer den kortlægning, som blev foretaget i 2017. Og man kan godt ryste på hovedet, men der står kommissionens rapport, at det anbefaler man. Den anbefaling har regeringen tænkt sig at følge, og det er derfor, at børne- og undervisningsministeren faktisk har sat gang i at få foretaget den kortlægning.

Så er der jo en ny dimension, som jeg også synes det kunne være interessant at tage op i den her omgang, og det hænger sammen med ordlyden af det her beslutningsforslag. Nu har jeg glemt at få beslutningsforslaget med herop, men der står – og det bliver citeret frit fra leveren – at man ønsker at indføre et forbud mod religiøs aktivitet, altså rum med religiøs aktivitet, på uddannelsesinstitutioner. (Ministeren modtager forslaget fra Trine Bramsen). Tak, det er virkelig stærkt regeringssamarbejde. Der står, at man ønsker at indføre »forbud mod, at offentlige uddannelsesinstitutioner stiller lokaler til rådighed for religionsudøvelse«.

En refleksion, en åben refleksion, er: Hvor vil det stille universitetspræsterne? Det er jo også en form for religionsudøvelse, som mange studerende sætter pris på, altså nogle, man kan tale med om ting, som kan være vanskelige. De findes på mange af vores uddannelsesinstitutioner. Hvis man her vil pålægge regeringen at indføre et forbud mod, at offentlige uddannelsesinstitutioner stiller lokaler til rådighed for religionsudøvelse, har man så egentlig tænkt igennem, hvad det vil betyde i forhold til universitetspræsterne?

Så vil jeg egentlig som den sidste ting sige noget, som vedrører, hvad Kommissionen for den glemte kvindekamp skriver. Og det er egentlig ud fra ønsket om, at vi i den her runde kan få en debat om det her spørgsmål, hvor der måske er plads til lidt flere nuancerer. Kommissionen skriver – og jeg citerer:

»Hele kommissionen er i øvrigt enige om at anerkende, at ovenstående er et svært spørgsmål, og flertallet er bekendt med, at både løsningsforslaget om indførsel af regler og efterfølgende tilsyn samt løsningsforslaget om forbud kan give implementeringsmæssige udfordringer. Der er også en risiko for, at et tilsyn med refleksionsrum og lignende i praksis ikke vil kunne forhindre kønsadskillelse, da brugere af rummene vil kunne omgå regler om kønsadskillelse og undgå kønsblanding ved at have skjulte koder. Det bør relevante aktører være opmærksomme på i forbindelse med en eventuel indførelse af én af de foreslåede ordninger.«

Det siger jeg egentlig bare, fordi jeg synes, at når man har lyttet til den debat, som vi lige har afsluttet, så kan det i hvert fald lidt fra nogles side komme til at lyde, som om at hvis man bare indførte et forbud og stemte for det her beslutningsforslag, så var problemerne løst, og at det i øvrigt ville være ret nemt. Den nuance er Kommissionen for den glemte kvindekamp sådan set ikke enig i. De skriver, at det her er et svært spørgsmål. Og dermed er det egentlig bare en opfordring herfra: Lad os anerkende, at det nok ikke er et problem, hvor man lige trykker på en knap eller knipser med fingrene, og så er det løst, men at det faktisk giver anledning til lidt flere nuancer end et spørgsmål, et lidt sort-hvidt spørgsmål, sådan et typisk Clement Kjersgaard-spørgsmål, et ja eller nej-spørgsmål, et for eller imod-spørgsmål: Har man løst eller ikke løst problemet? Jeg synes, det kunne være dejligt, hvis vi kunne have den tilgang her i anden runde. Tak.

Allerførst er det hr. Kim Edberg Andersen, Danmarksdemokraterne.

Tak for det. Jeg tror faktisk ikke, jeg spurgte ind til det, der blev snakket om; det tror jeg faktisk ikke jeg spurgte ind til. Jeg tror kun, det var hr. Mikkel Bjørn, der refererede til det.

Det, jeg egentlig spurgte om, og det spørger jeg så om igen, var: Mener ministeren, det står i menneskerettighedskonventionen, at vi skal stille lokaler til rådighed? Det var det ene spørgsmål.

Det andet spørgsmål er den her præmis om, at det her handler om Kommissionen for den glemte kvindekamp – selv om det er vigtigt – men det handler også om mænd, der bliver udsat for det her. Det er præmissen, der lige bliver lagt ud som tæppe nu, i forhold til at det kun er på grund af Kommissionen for den glemte kvindekamp, og så er det kun det, man undersøger videre. Social kontrol udføres jo også mod mænd, som så ikke beder fem gange om dagen. Det er bare, i forhold til præmissen ikke er der.

I forhold til bederummene og om man kan lave specielle koder, kan man jo godt det, hvis man fastholder, at der skal være et rum i det hele taget. Og der bliver jo sagt her, at der ikke skal være et rum. Så kan man lave alle de koder, man vil, men så har man ikke et rum at være i. Så det er nogle falske præmisser, der bliver lagt ud af ministeren.

Nu har vi fået nogle andre spørgsmål, men det var faktisk de tre spørgsmål, jeg så havde.

Ministeren.

Der blev først spurgt: Mener ministeren, at der står noget bestemt i MRK om det her. Jeg vil bare sige, at ministeren mener ikke noget om, hvad der står i en konvention. Altså, der står det, der står – det er ikke et holdningsspørgsmål. Jeg tror, jeg vil citere en fremragende forsker, Anja C. Andersen, som på et tidspunkt har sagt – og tillad mig, formand, at bande, for det er så en del af citatet: Viden er fandeme ikke et synspunkt. Og det er jo det samme med konventionen, det er jo heller ikke et synspunkt, hvad der står i den; der står det, der nu engang står.

I forhold til det andet tror jeg ikke, man skal være naiv om det, selv hvis man måtte ende med at indføre et forbud. Regeringen afviser ikke at skride til forbud. Regeringen vælger at følge den anbefaling, som er en del af kommissionens rapport, nemlig at få opdateret den rapport fra 2017, som kortlægger det her. Vi afviser ikke at skulle præsentere andre tiltag. Jeg tror bare ikke, man skal være naiv omkring, at hvis man forbyder et rum, så forsvinder social kontrol. Man kunne jo se det i forlængelse af, at SDU lukkede deres bederum, hvilket jeg synes var fremragende, jeg bakker varmt op om den beslutning. Man kunne bare se, hvad der skete et par dage efter: Så står der nogle studerende frem og siger: Nu må jeg så foretage min bøn under en trappe. Det er jo et udtryk for, at problemet ikke handler om rummet, men det handler om aktiviteten.

Spørgeren.

Sådan som jeg husker menneskerettighedskonventionen, står der ikke, at vi skal stille nogle lokaler til rådighed. Men jeg skal selvfølgelig nok spørge justitsministeren. Så læser han den igennem, og så siger han det samme: Der står ikke noget om nogle lokaler, der skal stilles til rådighed. Og så har vi jo i hvert fald to partier, både Venstre og SF, som kommer til at stemme for, og så er vi i mål, og det er dejligt.

I forhold til det med, at det så foregår andetsteds, vil jeg sige: Ja, det er så, fordi vi skulle have gjort det her for 18 år siden og så være begyndt at have en lang dialog. Nu kommer vi til at slås med det i 25 år fremadrettet. Men virkeligheden er jo, at det her handler om at forbyde bederummene. Der er en problematik i bederummene. Så kommer det så til at være under trapperne, og så må vi jo også lave et beslutningsforslag om, at man ikke må bede under trapperne, og så kan det faktisk være, at Menneskerettighedskommissionen vil være sure til den tid. De bliver det helt sikkert ikke på grund af bederum.

Ministeren.

Jeg vil bare gentage, at jeg ikke synes, vi her sådan skal stå og freestyle om, hvad nogle tror eller mener, eller hvad man tror man kan huske der står i en konvention. Det synes jeg skal undersøges på en seriøs og ordentlig måde.

Jeg er enig i, og det sagde jeg sådan set også i hele den tidligere behandling, at negativ social kontrol, kønsopdelte aktiviteter og religiøs forkyndelse ikke hører hjemme på en uddannelsesinstitution. Det er vi enige om. Spørgsmålet er, hvordan man løser problemet.

Hr. Mads Olsen, Socialistisk Folkeparti.

Jeg vil bare starte med at takke ministeren for lige at opklare, hvad den her mystiske samtale indeholdt. Det er meget rart, når man ikke var inviteret. Jeg vil også bruge anledningen til at spørge ind til nogle lidt andre ting, nemlig i forhold til det, man vil spørge uddannelsesinstitutionerne på børne- og undervisningsområdet ind til. Handler det om præcis samme spørgsmål, eller er det også det her med, hvad det er for nogle værktøjer, de efterspørger? Eller hvad er det, det drejer sig om?

Det andet er: Hvis man ikke gør det, har man så en anden dialog med nogle andre om, hvad det er for nogle ting, man efterspørger konkret til at håndtere det her problem? Og det tredje er: Kommer det her til at være noget, hvor regeringen bare siger, at sådan bliver det, eller kommer vi til at blive inviteret til en drøftelse, hvor vi også kan komme med vores idéer? Det er bare lige for at få et overblik over processen, når vi nu alligevel er her klokken sent. Så kan vi lige så godt stille alle de spørgsmål.

Ministeren.

Tak for det. I forhold til det første vil jeg høre, hvad det så er, man ville undersøge. Altså, det er en ren opdatering af den kortlægning, som blev foretaget i 2017. Uden at jeg sådan kan huske den præcise ordlyd i hovedet, og det kan vi helt sikkert sende over, så handler det om at blive kloge på problemets omfang: Hvor mange institutioner – og det er jo så på børne- og undervisningsministerens område – har rum af den her type, og hvordan bliver de anvendt? Jeg tror i virkeligheden, at det sidste måske er det allerallervigtigste, for som jeg ser det, er det jo ikke de fysiske rum og fire vægge, der er et problem. Det er jo det, der foregår inde i rummet, som er problematisk, og det er det, vi gerne vil være klogere på.

Hvem snakker vi så i øvrigt med? Der kan jeg så bedst tale på mit eget ministeriums område. Altså, vi taler, jeg taler løbende med de videregående uddannelsesinstitutioners ledelser om det her, og hvordan man går til det. Derfor er jeg også glad for, at man fra Danske Universiteters side ikke bare på papir – men også på papir, altså at man har lavet en erklæring – men også i handling faktisk har udvist handlekraft og ansvar i forhold til at løse de konkrete problemer.

Der var ikke et andet spørgsmål. Så er det fru Susie Jessen, Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Tak. Jeg er glad for, at der er åbnet op for en masse nye emner her. Det er rigtig fint. Jeg hørte tidligere ministeren sige det her med, at kønsopdelte aktiviteter ikke hører hjemme på en uddannelsesinstitution. Den islamiske bøn er jo pr. definition kønsopdelt, så den hører vel ikke hjemme på en uddannelsesinstitution. Det vil jeg gerne have svar på, for man kan ikke lave sammenblandet bøn i forhold til islam, så den vil pr. definition altid være kønsopdelt. Det vil jeg gerne have svar på.

Ministeren.

Jeg må indrømme, at jeg ikke er ekspert udi islamisk bønsaktivitet, men i det omfang, at spørgeren har ret i det, og at en islamisk bønsaktivitet i sig selv medfører kønsopdeling, er det da klart, at det er stærkt problematisk.

Så er der jo så den enkeltes bøn, altså der, hvor den enkelte – og det er, synes jeg, ligegyldigt, om man er muslim, kristen, hindu eller noget tredje – går ind et sted og på en eller anden måde tænker på Gud for sig selv helt stilfærdigt. Det synes jeg er uproblematisk. Men det er klart, at der, hvor det handler om indoktrinering, religiøs forkyndelse, kønsopdelt udøvelse og social kontrol, er det stærkt problematisk, og det er jeg meget enig i at vi skal slå ned på.

Spørgeren.

Tak. Så vil jeg også gerne lige spørge til det her med problemets omfang, for jeg mener i virkeligheden, at et islamisk bederum på en uddannelsessituation er et for meget.

Der er nogle medlemmer af Kommissionen for den glemte kvindekamp, nemlig Lene Kühle, Thomas Hoffmann og Sofie Danneskiold-Samsøe, som har afdækket bederummene i forbindelse med kommissionens arbejde. Der er en hjemmeside, hvor der ligger billeder af alle de her forskellige bederum. Det er et spørgsmål om ord – er det så en afdækning, eller er det en undersøgelse, eller hvad er det? Svaret er jo, at vi har dokumentation på, at der er islamiske bederum i Danmark. Det er jo sådan, det er. Så hvor mange skal der til, før det bliver et problem?

Ministeren.

Jeg synes ikke, at det her skal blive en strid om, hvorvidt der er tale om kortlægning eller afdækning. Det er to forskellige ting. Kommissionens medlemmer har været ude og se nogle ting og klart dokumenteret problematiske forhold. Jeg afviser ikke, at der er problemer – tværtimod. Det er også derfor, at jeg bakker f.eks. Syddansk Universitet op i, at de har lukket de bederum, hvor der var problemer. Det synes jeg var klogt og rigtigt. Jeg bakker Københavns Universitet op i, at de har ryddet de rum, som jeg tror er dem, der er blevet dokumenteret af Kommissionens medlemmer, og at de ryddet op i de forhold, der var. Det er jo en klar anerkendelse af, at der er og har været problemer.

Hr. Mikkel Bjørn, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Jeg vil egentlig bare anholde den påstand, som ministeren kommer med, om, at oppositionspartierne her, der støtter det her beslutningsforslag, har en eller anden forestilling om, at det her beslutningsforslag vil realisere guds rige på jord. Det har jeg ikke hørt nogen oppositionspartier i dag påstå, men det er egentlig bare en række partier, der ønsker at stå fast på det helt principielle synspunkt, at vi ikke har offentligt finansierede bederum på vores offentlige uddannelsesinstitutioner, lige så vel som at vi har et forbud mod at køre 200 km/t. på motorvejen. Så kan man spørge: Løser det alle problemer med folk, der kører for stærkt på motorvejen? Nej, det gør det givetvis ikke, men derfor har vi stadig væk et forbud, fordi vi står fast på det principielle synspunkt, at det er forkert, og det er for farligt at køre 200 km/t. på motorvejen.

Så siger ministeren det her med den offentlige trappe, og at der er folk, der er blevet rykket ud i det offentlige rum. Ja, det er jo en god ting, for så kan vi se, hvad der foregår, og så kan ledelsen rent faktisk skride ind over for det, der foregår.

Ministeren.

Først og fremmest er jeg sådan set glad for, at hr. Mikkel Bjørn anerkender, at et forbud ikke i sig selv løser de problemer, som jeg tror vi er enige om skal løses. Så tak for det.

Jeg tror nu ikke, jeg fik sagt, at oppositionspartierne eller dele af oppositionen ligefrem bilder sig ind, at med et forbud komme guds rige, dog. Det vil jeg i hvert fald gerne trække tilbage, hvis jeg skulle have sagt det. Det ville have været meget ulig mig at sige det. Jeg sagde det på den måde, fordi jeg synes, at der i behandlingen af hr. Mikkel Bjørns eget forslag lidt blev en stemning af, at hvis man var for beslutningsforslaget, var man imod social kontrol, og hvis man var imod beslutningsforslaget, var man får social kontrol. Jeg er sådan set glad, hvis vi er enige om, at så unuanceret er verden ikke.

Så har jeg bare et retorisk spørgsmål. Det er sådan set interessant at høre, synes jeg, også fra de partier, som støtter beslutningsforslagene, hvordan man stiller sig til spørgsmålet om universitetspræster. Det synes jeg også kunne være en spændende del at få op i den her debat, så det må jeg håbe at nogle af ordførerne vil gribe.

Hr. Mikkel Bjørn.

Nu er spørgerunden jo blevet vendt lidt om, men jeg skal da gerne redegøre for Dansk Folkepartis synspunkt og sige, at Danmark er et kristent land, og vi skal stå fast på vores kristne traditioner. Og ifølge grundloven har kristendommen en særstatus til også at kunne gøre sig gældende i det offentlige rum. Det gælder ikke andre regioner. Det er det udgangspunkt, vi står fast på, og det er også det udgangspunkt, der er inkorporeret i Dansk Folkepartis beslutningsforslag.

Ministeren.

Det må jo så betyde, at hvis man støtter det beslutningsforslag, som vi behandler her, er man også imod universitetspræster, for her står der, at man vil indføre et forbud mod, at offentlige uddannelsesinstitutioner stiller lokaler til rådighed til religionsudøvelse. Medmindre universitetspræster kan flyve, har de brug for et rum at være i.

Fru Karina Adsbøl, Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Jeg synes, det er lidt at afspore debatten, for vi ved jo godt alle sammen her, at vi har religionsfrihed, men vi har ikke religionslighed, og netop at kristendommen har særstatus.

Jeg kunne egentlig godt tænke mig at høre ministeren om noget, inden ministeren afsporer den her vigtige debat. Ministeren siger, at man er naiv, hvis man tror, at der så ikke vil forekomme negativ social kontrol. Nej, det er sådan set ikke det, det handler om. Vi opretter også RED Safehouse for minoriteter for at beskytte dem netop i forhold til negativ social kontrol, genopdragelsesrejser, tvangsægteskaber og mere. Og det her beslutningsforslag er jo et led i, at vi simpelt hen ikke vil finde os i, at der forekommer negativ social kontrol, og bederummene bliver anvendt til det. Det har vi jo været vidne til, og det har der også været klager over – jeg tror endda, hr. Mikkel Bjørn selv har modtaget sådan en klage, som har været oppe i pressen. Så jeg synes bare, at vi lige skal holde os til det, det handler om, og ikke afspore debatten.

Ministeren.

Jeg er for det første glad for, at det anerkendes, at man med det her beslutningsforslag ikke løser problemet med negativ social kontrol – så er vi i hvert fald enige om det.

Når det siges, at jeg afsporer debatten, går jeg ud fra, at man henviser til det med universitetspræster. Det ville bare være en konsekvens af at stemme det her igennem. Det vil have den konsekvens, at så må universitetspræsterne i hvert fald ikke udøve deres virke i et lokale på universitetet. Jeg ved nærmest ikke, hvor eller hvordan de så skal gøre det – i luften på universitetet, så længe det ikke er i et lokale. Det kan man godt mene. Jeg ved godt, at det ikke er det, der er hensigten med beslutningsforslaget, det er jeg helt med på at det ikke er, men det ville jo have den konsekvens, og det synes jeg på en eller anden måde ville være meget fint at man så også forholder sig til.

Spørgeren.

Det er der så flere ordførere, der har forholdt sig til. Men nu er det jo sådan, at når regeringen så kommer med et forbud om, at man vil forbyde Bandidos, betyder det så, at der ikke er nogen rockere i Danmark? Nej, det gør det ikke. Laver man forbud om, at man ikke må køre over for rødt, betyder det så, at folk ikke kører over for rødt? Nej, det gør det ikke. Det her er et værktøj, det er, at man laver et forbud, så man gør alt, hvad man overhovedet kan gøre, for at komme det her til livs ude på uddannelsesinstitutionerne netop i forhold til negativ social kontrol, kønsopdeling og alt det, vi ikke vil have i Danmark. Det er det, der handler om, og sværere er det egentlig ikke.

Ministeren.

Men så er det jo fint at konstatere, at vi sådan set vil det samme. Vi vil gerne negativ social kontrol, religiøs forkyndelse og kønsopdelte aktiviteter til livs på vores uddannelsesinstitutioner. Det er vi enige om, og det synes jeg er et godt sted at starte – hvis man så måske også kan lægge polemikken lidt til side og prøve at koncentrere sig om, hvad det egentlig er for et kerneproblem, vi gerne vil løse. Tilbage står der så en metodediskussion om, hvordan vi bedst gør det. Der vælger vi fra regeringens side i første omgang at følge den anbefaling, som Kommissionen for den glemte kvindekamp er kommet med, nemlig at få en opdateret kortlægning af, hvordan det egentlig ser ud.

Fru Sandra Elisabeth Skalvig, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for det. Jeg slår mig en lille smule på det, når ministeren står på talerstolen og siger, at hun har en fornemmelse af, at der ved den debat, vi havde om det tidligere beslutningsforslag, var partier og ordførere, der gav udtryk for, at et forbud mod bederum på uddannelsesinstitutioner vil løse al social kontrol på vores uddannelsesinstitutioner.

Der er jeg lidt nysgerrig på noget. Altså, det er ikke den fornemmelse, jeg står med, overhovedet ikke. Jeg hører faktisk en anerkendelse af, at selvfølgelig vil det ikke løse alting. Men det her er en start, og vi skal jo starte et sted, og vi ved, det er der i bederummene, så derfor er det et godt sted at starte. Men jeg er da nysgerrig på at høre, hvem det er, ministeren mener har givet udtryk for, at det her simpelt hen vil løse alle problemer med social kontrol på vores uddannelsesinstitutioner. Og så mangler jeg egentlig også at høre ministerens løsning på, hvordan vi så kommer den resterende sociale kontrol på universiteterne til livs.

Ministeren.

Det er jo så et indtryk, og det er jo selvfølgelig subjektivt. Det er klart. Spørgeren kan have et andet indtryk, og det er jo sådan set helt fair. Jeg synes, at der i den foregående debat lidt blev tegnet et billede af, at hvis regeringen ikke vil handle, tror jeg der blev sagt, hvad vil man så? Det er sådan: Hvornår handler regeringen og stemmer for det her beslutningsforslag? For så løser man problemerne.

I den præmis ligger jo, at løsningen på problemet ligger i at stemme for beslutningsforslaget. Det er bare en præmis, som jeg er uenig i. Og hvad vil regeringen så gøre? Jamen vi vil følge den anbefaling, som Kommissionen for den glemte kvindekamp er kommet med, nemlig at få opdateret kortlægningen fra 2017. Det er man i gang med i Børne- og Undervisningsministeriet. Jeg forestiller mig også, Liberal Alliance synes, det er en god idé at træffe beslutninger på et oplyst grundlag.

Spørgeren.

Som opfølgning på det tror jeg, jeg vil følge lidt op på noget, vi lidt mangler at få svar på. Det var der i hvert fald ikke nogen af regeringsordførerne, der kunne svare på.

Hvor lang tid er det så, vi skal vente på den her undersøgelse? Hvornår forventer ministeren og regeringen at den her undersøgelse er færdig? Snakker vi et par måneder, snakker vi et halvt år, eller snakker vi 8 år ligesom sidste gang, vi lavede en undersøgelse, hvor vi så ikke rigtig er kommet videre?

Ministeren.

Jeg bliver nødt til at anholde noget, og jeg har jo sagt det en gang før. Sidste gang man lavede den der kortlægning, og det var i øvrigt, mens Liberal Alliance havde undervisningsministeriet, tog det altså ikke 8 år. Det er jo ikke en undersøgelse eller en kortlægning fra 2017, vi går og venter på. Den blev lavet i 2017 under den daværende undervisningsministers kyndige ledelse. Den kortlægning bliver nu opdateret. Jeg ved ikke, hvor mange uger eller måneder det tager, men det er jo helt klart meningen, at det selvfølgelig skal gå relativt stærkt.

Så lytter jeg mig så til, at man i iveren efter, at det skal gå stærkt, faktisk anerkender, at det nok er en meget god idé at få den kortlægning, og det er jeg jo så enig i.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger til ministeren, så vi siger tak til uddannelses- og forskningsministeren. Vi starter nu på ordførerrækken, og den første ordfører, jeg byder velkommen til, er fru Trine Bramsen fra Socialdemokratiet.

Tak for det, formand. Jeg vil endnu en gang gerne takke for, at vi har den her debat, som til forveksling ligner den, vi har haft, dog går det her forslag noget længere end det tidligere, da det afskaffer enhver form for aktivitet, der involverer religion. Forslaget handler om at indføre et forbud mod, at offentlige uddannelsesinstitutioner stiller lokaler til rådighed for religionsudøvelse, uagtet om lokalerne kaldes refleksionsrum, stillerum eller bederum.

Da jeg gik på universitetet for efterhånden mange år siden, mistede jeg min studiekammerat. Hun blev kørt ihjel på vej hjem fra studiet en fredag, hvor vi netop havde afleveret en stor opgave. Det ramte mig hårdt, og det ramte også flere af mine medstuderende hårdt, og i den forbindelse talte vi ad flere omgange med den lokale universitetspræst. Jeg må bare sige, at det var en stor og vigtig hjælp, som gjorde, at vi kunne komme videre. Jeg synes, det vil være trist, hvis man skal afskaffe universitetspræsterne, og det vil være konsekvensen af det her forslag.

Så har vi en anden problemstilling, og den redegjorde jeg også for i den foregående tale. For vi er i Socialdemokratiet helt på linje med målet om at bekæmpe negativ social kontrol. Vi har også en klar forventning om, at der ikke forefindes bederum på uddannelsesinstitutioner, som anvendes til religiøs tvang eller påvirkning. Det har vi en klar forventning om at ledelsen sætter ind over for. Vi vil ikke afvise, at et forbud kan komme på tale, så vi derigennem også fratager ledelsen på de lokale uddannelsesinstitutioner det ansvar, det er at skulle træffe disse beslutninger.

Hvad angår gymnasier, er ministeren på området i fuld gang med at indhente et opdateret grundlag, i øvrigt i fuldstændig overensstemmelse med anbefalingerne fra den kommission, som adresserer det her med bederum. Det er vigtigt at finde ud af, om der forefindes bederum på skolerne, og i hvilket omfang. Når det arbejde er færdigt, vil regeringen tage en samlet vurdering af det generelle forbud. Men det er altså den klare forventning, at ledelsen på skolerne i mellemtiden tager ansvar og lukker rum, der måtte anvendes til religiøs påvirkning. Derom må der ikke opstå nogen forvirring.

I forhold til universiteter har rektorerne givet udtryk for, at de lukker rummene, såfremt der er eksempler på, at de misbruges. Det er allerede sket hos Syddansk Universitet, ligesom der er sket store indskærpelser Københavns Universitet. Men som nævnt vil regeringen se samlet på sagen, når de sidste erfaringer er indhentet.

Vi kan ikke støtte forslaget, men vi er fuldstændig enige med forslagsstillerne i, at vi ikke skal have bederum, der anvendes til negativ social kontrol. Vi er som parti ikke afvisende over for en central regulering, men vi finder regeringens proces i forhold til et beslutningsgrundlag fornuftig. Og så vender vi os altså imod, at vi indfører regler, og det vil det her beslutningsforslag medføre, der afskaffer universitetspræsterne, da de er til stede på universiteterne og de er en religiøs del af vores universiteter. Tak for ordet.

Tak for det. Der er foreløbig tre korte bemærkninger. Den første er fra hr. Kim Edberg Andersen, Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Tak for det. Og tak til ordføreren. Det er mere, fordi ordføreren jo brugte det bedste af en time sidst på at sige, at beslutningsforslag ikke bliver til noget, og derfor – fordi det var et beslutningsforslag og det ikke blev til noget – kunne man ikke rigtig forholde sig til det.

Så vil jeg gerne spørge ordføreren: Hvad så med det, vi har i den her folketingssamling, altså B 10, B 16, B 165 og B 173, som alle sammen er beslutningsforslag, der er kommet fra regeringen? Det er så heller ikke blevet til noget. Det er også bare spild af tid hernede, eller hvordan var det?

Ordføreren.

Jeg har ikke på noget tidspunkt sagt, at beslutningsforslag ikke bliver til noget.

Spørgeren.

Ordføreren stod og sagde, at fordi det var et beslutningsforslag, som jo ikke blev til et lovforslag, for det blev beslutningsforslag jo de facto ikke, så var der ingen grund til, at man forholdt sig til det fra regeringens side nu. Så bliver jeg bare lige nødt til at sige: Hvad så med B 10, B 16 osv., som regeringen selv har fremsat? De blev så heller ikke til noget, eller hvordan var det?

Ordføreren.

Jeg har på intet tidspunkt sagt, at beslutningsforslag ikke bliver til noget. Det, som hr. Kim Edberg Andersen må have misforstået, er, at jeg har sagt, at det at stemme imod et beslutningsforslag ikke er det samme som at stemme imod en afskaffelse af bederum.

Fru Susie Jessen, Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil starte med at opklare, at det her selvfølgelig ikke kommer til at ramme de gode universitetspræster. Det er meget vigtig for mig at sige. Det er også vigtigt for mig at sige, at universitetspræsterne på ingen måde er missionerende i den måde, de arbejder på på universiteterne. De står til rådighed for en samtale for alle studerende uanset tro, og de møder de studerende med det, de studerende gerne vil tale om.

Hvis man kigger videre i vores beslutningsforslag her, handler det hele om bederum, så jeg tror ikke, der kan være nogen tvivl om, hvad det er, vi gerne vil med vores beslutningsforslag. Så nu håber jeg, at det er slået ind med syvtommersøm, at det ikke kommer til at handle om præster.

Når det så er sagt, kunne jeg godt tænke mig lige at prøve at få opklaret noget af det her, som fru Trine Bramsen var i gang med tidligere, omkring, hvorfor man ikke kan stemme for et beslutningsforslag. Man vil gerne have et forbud mod bederum, kan jeg forstå, men man vil ikke stemme for et beslutningsforslag. Hvorfor?

Ordføreren.

Lad mig citere fra det beslutningsforslag, som Danmarksdemokraterne selv har fremsat, for det står i bemærkningerne. Jeg citerer:

»På den baggrund mener forslagsstillerne, at regeringen skal sikre, at alle offentlige uddannelsesinstitutioner forbydes at indrette og stille lokaler til rådighed til religionsudøvelse – dette, uagtet om lokalerne kaldes refleksionsrum, stillerum eller ligefrem bederum.«

Altså, det involverer jo alle typer af religionsudøvelse. Det er det, der står, og dermed afskaffer det også muligheden for, at vi kan have universitetspræster.

Den anden del af spørgsmålet synes jeg jeg har svaret på utrolig mange gange i den første runde.

Spørgeren.

Refleksionsrum, stillerum og bederum er alle sammen fællesbetegnelser for det, som vi gerne vil have forbudt. Det kommer ikke til at handle om præsterne, så nu behøver vi ikke snakke mere om det.

Jeg vil gerne have et svar på, hvorfor man ikke kan stemme ja til et beslutningsforslag, som man er enig i. Socialdemokratiet siger, at de gerne vil have et forbud mod bederum; så stem for et beslutningsforslag, der foreslår et forbud mod bederum. Jeg har brug for lige at høre det igen fra fru Trine Bramsen, for jeg har simpelt hen ikke kunnet høre meningen i det, som fru Trine Bramsen har sagt mange gange. Måske er det, fordi det ikke giver så meget mening i virkeligheden.

Ordføreren.

Man kan jo godt stå her i salen og sige, at man ikke havde tænkt, at man skrev noget, men der står nu engang i forslaget, at alle offentlige uddannelsesinstitutioner forbydes at indrette og stille lokaler til rådighed til religionsudøvelse. Det er det, der står. Og man kan godt sige, at det ikke var det, der var tanken med det, man skrev, og at man havde glemt at skrive, at det ikke involverede præster, men det er altså det, der står i teksten, og det, som det betyder.

Hr. Mikkel Bjørn, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil bare spørge, hvor lang tid det tager, fra Socialdemokratiet identificerer et problem, til at de også mener, at løsninger er nødvendig. Nu har jeg en artikel fra 2017, hvor Socialdemokratiet siger, at de gerne vil være med til at forbyde bederum, men det skal undersøges mere i dybden. Det er næsten 10 år siden – det er næsten 10 år siden – og man har stadig ikke lavet et forbud mod bederum. Altså, hvor lang tid skal der gå, før tingene er undersøgt nok i dybden, til at man vil skride ind med de lovgivningsmæssige værktøjer, der er nødvendige?

Ordføreren.

Jeg forventer da ikke, at det er et langstrakt arbejde, men jeg synes, at det giver god mening, når vi nu selv har nedsat en kommission, at vi, når kommissionen kommer med anbefalinger og skriver, at deres klare anbefaling er at opdatere det vidensgrundlag, der ligger, så også gør det, inden vi selv fremsætter de initiativer, som jeg håber og tror kommer til at sætte bredere ind over for social kontrol, for det er der behov for. Der er både behov for at sætte ind i forhold til bederum, men der er jo også behov for at sætte ind over for den anden form for social kontrol, der måtte foregå på gangene, på idrætsfaciliteterne, i klasselokalerne, i kantinerne og alle mulige andre steder.

Spørgeren.

Men hvorfor har det taget næsten 10 år, og der er stadig ikke sket noget som helst? Altså, for næsten 10 år siden stod en socialdemokratisk ordfører år og sagde vi, at vi skulle have undersøgt det her noget mere, før man kunne skride ind med noget lovgivning. Det er 10 år siden næsten, og i dag står man stadig og siger præcis det samme. Altså, er det ikke en total og helt og aldeles falliterklæring fra Socialdemokratiets side, at man på 10 år ikke har kunnet finde ud af det, man gerne ville finde ud af, før man kunne finde ud af, hvad man ville mene om det her spørgsmål?

Ordføreren.

Jeg synes jo, at der er iværksat initiativer, og der er kommet en opmærksomhed på uddannelsesinstitutionerne i forhold til den her problemstilling, så jeg kan ikke genkende, at der ikke er sket nogle initiativer, det er der – Dansk Folkeparti har jo i øvrigt selv i den periode været parlamentarisk grundlag for en regering og kunne derfor have presset regeringen til det. Men jeg synes, at den kommission, der er kommet med meget klare anbefalinger, giver os alle sammen nogle gode rettesnore for, hvor vi skal bevæge os hen.

Fru Sandra Elisabeth Skalvig fra Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for det. Jeg bliver simpelt hen nødt til at følge op på det, som ordføreren står og siger. Jeg kunne rigtig godt tænke mig at høre: Hvad er det, Socialdemokratiet har gjort i forhold til at komme social kontrol på vores uddannelsesinstitutioner til livs, altså ud over at de har sagt, de vil lave en undersøgelse? Så er der blevet lavet en undersøgelse, og så er der ikke rigtig sket mere. Men ordføreren står og siger det stik modsatte oppe på talerstolen. Så jeg kunne rigtig godt tænkt mig at høre: Hvad er det, Socialdemokratiet har gjort for at sætte ind over for det her på vores uddannelsesinstitutioner?

Ordføreren.

Jeg kan jo nævne et initiativ, som jeg selv stod bag, da jeg for år tilbage var retsordfører. Der havde vi store problemer med syrienskrigere, og der indførte vi en meget skærpet lovgivning i forhold til opsporing og indsatser for syrienskrigere, som blev rekrutteret på vores uddannelsesinstitutioner. Så det er jo ét eksempel på det.

Spørgeren.

Men problematikken i forhold til syrienskrigere er jo ikke den problematik, som vi har set, og som vil blive afdækket i forhold til social kontrol på vores uddannelsesinstitutioner. Altså, vi står med en problematik i forhold til, at bederum bliver brugt til at udøve social kontrol. Det har vi vidst i rigtig mange år nu. Der har været flere undersøgelser. Der er en kommission, der lige er kommet med nogle anbefalinger også. Vi har et relativt stærkt grundlag for det her. Men der er jo ikke sket noget, siden den første kortlægning blev lavet. Og nu vil man så lave en til, fordi man synes, den er lidt for gammel. Jeg kan ikke rigtig se, hvad det er, Socialdemokratiet rent faktisk har gjort.

Ordføreren.

Spørgeren spurgte til konkrete eksempler, og jeg nævnte konkrete eksempler. At spørgeren så ikke er tilfreds med de konkrete eksempler, må jo være op til spørgeren selv. Jeg konstaterer, det var Liberal Alliance selv, der havde undervisningsministerposten i 2017, og derfor kunne de initiativer, som spørgeren efterlyser, jo så også sagtens være kommet fra Liberal Alliance selv.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til fru Trine Bramsen fra Socialdemokratiet. Jeg byder nu velkommen til fru Heidi Bank fra Venstre.

Tak for det, formand. Beslutningsforslag B 118 om forbud mod bederum på uddannelsesinstitutioner stillet af Danmarksdemokraterne ligner i overskriften til forveksling beslutningsforslag B 116 fra Dansk Folkeparti, som vi netop har debatteret, men med det tvist, at det omhandler et initiativ om at indføre et forbud mod, at offentlige uddannelsesinstitutioner stiller lokaler til rådighed for religionsudøvelse, og at der i argumentationen i langt højere grad henvises til Kommissionen for den glemte kvindekamps anbefalinger. Og nu er det ikke, fordi jeg ikke nu vil stå her i 5 minutter og fremføre min tale igen, men det synes jeg simpelt hen ville være spild af tid. Så jeg synes, vi skal se at komme videre med debatten, og hvad der eventuelt er af spørgsmål, og så håber jeg, det bliver noteret i referatet, at jeg henviser til min tale fra debatten om B 116.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger. Vi siger tak til fru Heidi Bank fra Venstre. Jeg giver nu ordet til hr. Mads Olsen fra Socialistisk Folkeparti.

Tak for ordet. Jeg vil også gerne henvise til min tale fra før. Vi mener sådan set stadig det samme. Er der en forskel i, at det her beslutningsforslag rammer lidt mere bredt, i forhold til hvis man skal opfatte ordlyden meget, hvad skal man sige, bogstavnært? Ja, det synes jeg godt man kunne have en diskussion om. Der er jo ikke tvivl om, at Danmarksdemokraterne egentlig har tiltænkt det her som et forbud mod bederummene, men måske har skrevet det på den måde for netop at ramme lidt mere specifikt, og det kan man selvfølgelig godt vælge at have en debat om, men for mig står Danmarksdemokraternes mening og intention med det her beslutningsforslag sådan set fint klart.

I SF mener vi det samme, som vi gjorde for en time siden.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger. Vi siger tak til hr. Mads Olsen fra Socialistisk Folkeparti. Jeg byder nu velkommen til fru Sandra Elisabeth Skalvig fra Liberal Alliance.

Tak for det. Vi står her med et beslutningsforslag, som er næsten identisk med det beslutningsforslag, som vi næsten lige har debatteret. Og på den baggrund vil jeg gøre det relativt kort. Jeg redegjorde i den tidligere tale, jeg holdt – det er også ved at være en times tid siden, måske halvanden – for Liberal Alliances holdning i forhold til et forbud mod bederum, og den holdning har jeg ikke tænkt mig at gentage. Så jeg vil egentlig bare sige, at jeg støtter op om Danmarksdemokraternes forslag, og så vil jeg takke for en rigtig god debat.

Tak for det. Der er foreløbig to med korte bemærkninger, først fru Heidi Bank fra Venstre. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil bare lige høre Liberal Alliances holdning til, at det her forslag jo sådan set, uanset at man måske ikke har haft nogen intentioner om det, så i ordlyden åbner for et forbud mod de studenterpræster, der er på vores videregående uddannelsesinstitutioner. Går Liberal Alliance ind for et forbud, der vil gøre, at vi ikke har studenterpræster, som i øvrigt er betalt af folkekirken, og som yder en sjælesorg og nogle samtaler til de studerende, uanset hvilken religiøs tilgang de har i deres hverdag, i forhold til at få tingene til at fungere?

Ordføreren.

Jeg anser ikke det her forslag som et forbud mod studenterpræsterne på vores uddannelsesinstitutioner. Det synes jeg egentlig også at ordføreren fra Danmarksdemokraterne har gjort relativt klart og tydeligt, og derfor bakker vi stadig op om omkring forslaget. For det er ikke sådan, jeg læser, at der er et ønske om, at man vil afskaffe den ordning, der er på nuværende tidspunkt, og det synes jeg egentlig er blevet gjort relativt klart og tydeligt, og det er også vores holdning.

Spørgeren.

Tak for at redegøre for, hvad Danmarksdemokraterne mener. Det, jeg egentlig spørger om, er, hvad Liberal Alliance mener, altså om Liberal Alliance er enig i, at det er en god idé, at vi stadig væk har studenterpræster på vores videregående uddannelsesinstitutioner, eller om de er åbne for det, der i hvert fald ligger i forslaget, altså at de ikke er der, for at undgå bederum?

Ordføreren.

Jeg mener ikke, at det er en del af det her forslag, og Liberal Alliance har ikke en intention om, at vi skal afskaffe studenterpræsterne, der er på vores videregående uddannelsesinstitutioner.

Fru Trine Bramsen, Socialdemokratiet. Værsgo.

Men nu handler det, vi arbejder med, altså beslutningstekster, i den her sammenhæng jo ikke om, hvad man mener, men om, hvad man har skrevet, og hvad der står. For det er jo det, man stemmer grønt, gult eller rødt til, og der står:

»På den baggrund mener forslagsstillerne, at regeringen skal sikre, at alle offentlige uddannelsesinstitutioner forbydes at indrette og stille lokaler til rådighed til religionsudøvelse«.

Det betyder jo, uanset hvad man måtte føle eller man måtte synes, at det er alle typer af religion, som forbydes at være til stede på universiteterne. Mener Liberal Alliance ikke, at der skal være universitetspræster?

Ordføreren.

Jeg ved ikke, om fru Trine Bramsen ikke har været til stede under debatten i Folketingssalen. Men jeg synes egentlig, det blev gjort relativt klart og tydeligt, hvad det er, præsterne foretager sig ude på vores universiteter, og jeg har ikke hørt nogen sige, at de udøver religion. De har til gengæld samtaler, dialoger, med alle slags studerende, uanset hvilken religion man har og uanset ens baggrund. Så jeg kan ikke se, at det her forslag vil gå ind og forbyde, at præsterner stadig kan føre samtaler med de studerende ude på vores videregående uddannelsesinstitutioner.

Spørgeren.

Men det må Liberal Alliance jo have gjort sig overvejelser om, når Liberal Alliance står på talerstolen og siger, at de vil støtte et forslag, hvor der står, at det forbydes at indrette og stille lokaler til rådighed for religionsudøvelse. Det er jo det, der står, og det er det, Liberal Alliance siger at de vil støtte, og det betyder jo, at der ikke kan stilles lokaler til rådighed for universitetspræster. Mener Liberal Alliance det?

Ordføreren.

Jeg antager simpelt hen ikke den præmis, som fru Trine Bramsen prøver at stille op her i Folketingssalen. Det gør jeg simpelt hen ikke.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, og vi siger tak til fru Sandra Elisabeth Skalvig fra Liberal alliance. Jeg byder nu velkommen til hr. Rasmus Lund-Nielsen fra Moderaterne.

Tak for det, formand. Jeg vil gerne fortsætte lidt i sporet af den her debat. Jeg mener da også, at det er ret vigtigt, hvad der konkret står i et beslutningsforslag. Vi kan ikke bare lægge til grund, hvad vi tænker de måske har måttet mene med det, der står, som er noget andet end det, der så rent faktisk står. Så selvfølgelig er det et problem, når der står, at man vil forbyde enhver form for religiøs udøvelse i lokaler på uddannelsesinstitutioner. Så er det jo det, vi må lægge til grund, når vi skal debattere. Det forudsætter jo så også, at studenterpræsterne kan få det svært, og det forudsætter også, at sådan nogle som KFS, altså Kristeligt Forbund for Studerende, også vil få det svært. Det vil være svært for alle religiøse at foretage sig noget, som har noget med deres religion at gøre, mens de er på eksempelvis et universitet.

Det er da interessant at få udboret, om det reelt set er det, som beslutningsforslagsstillerne og alle dem, der tilkendegiver, at de tilslutter sig det her beslutningsforslag, mener. Og jeg synes jo også, at det siger noget mere om den her debat, for der har været det, som jeg i min foregående tale kaldte for en rumfiksering – af mangel på bedre ord – altså at fikserer meget på det her rum. Det er jo meget relevant. Det er jo ikke rummet i sig selv, der er problemet, men det er adfærden i rummet, vi gerne vil komme til livs. Det er problemet med negativ social kontrol og religiøst pres, religiøs forkyndelse, det er det, vi prøver at adressere. Derfor bliver det jo en fokusforskydning og en pseudodebat i virkeligheden, når vi bare lader det handle om rum. Og det synes jeg egentlig vi med det her åbenbart, kan jeg forstå, forkerte ordvalg jo så får hældt rimelig meget fremkaldervæske ned over, altså at det jo ikke bare handler om rummene. Så jeg synes faktisk, det er enormt relevant at tage udgangspunkt i det, der rent faktisk står i det her beslutningsforslag.

Men lad mig da alligevel bare gentage det, jeg nævnte i min anden tale, om, at vi selvfølgelig i Moderaterne gerne vil tage klar afstand fra den her religiøse og sociale kontrol, som vi medgiver der har været, og som der muligvis i et ukendt omfang stadig væk er på uddannelsesinstitutionerne. Men jeg vil også bare sige, at de er på bolden lokalt, og Danske Universiteter har sagt, at de ikke tillader det. Der er eksempler på, at de her baderum er blevet lukket ned, og at man vil lukke dem ned permanent også, hvis problemet fortsætter. Og så er det da bare meget påfaldende, at partier, der normalt går ind for lokal frihed, frisættelse og mindre detailregulering fra Christiansborgs side, alligevel mener, at vi skal gøre noget ekstra ud over det, som de allerede gør. Det afviser vi ikke kan blive nødvendigt, men det er nok en meget god idé at kende problemets omfang, inden vi siger, at nu vil vi indføre et totalforbud.

Der kan vi bare lige gentage det, som kommissionen selv sagde. De mente jo heller ikke, at det her problem med social kontrol var noget, vi bare lige kunne løse med et forbud. Der var nogle, der mente, at det ville være et godt skridt i den rigtige retning, men der var også et mindretal i kommissionen, der mente, at et lovindgreb ville være for detailstyrende, og de mente, at uddannelsesinstitutionerne selv kan løfte den opgave. Og så mente de i øvrigt, at det bør undersøges nærmere, som vi allerede har været inde på. Men det, de også understregede, var, at de mente, at det ikke skulle være noget, vi, et mindretal, løste med et forbud – især med tanke på, at omfanget af problemet ikke er kendt. Det står sort på hvidt i kommissionens rapport. Derfor mener jeg, og det vil jeg gerne gentage, at det er en god idé først at få kortlagt problemets omfang, og så kan vi derefter tage stilling til, om vi skal gøre yderligere. Tak for ordet.

Tak for det. Der er foreløbig to korte bemærkninger. Først er det hr. Jeppe Søe, uden for grupperne. Værsgo.

Når man siger »kende problemets omfang«, anerkender man så, at der er et problem. Det er i hvert fald godt. Nu har jeg fornemmet, at det ender der, hvor vi åbenbart skal have rigtig meget viden på plads for at kende problemets omfang. Jeg mener også, at man dér bør undersøge, om de universitetspræster, vi her taler om, i virkeligheden afholder store andagter og bedeseancer og lignende, eller om de primært har til opgave at tale med eleverne, når de netop har det svært, som fru Trine Bramsen jo nævnte. Der er jo stor, stor forskel på at afholde et stort bedearrangement i et bederum og at være en tilknyttet præst, som taler med folk, der har det svært, på et kristent dansk grundlag.

Ordføreren.

Nu er religionsudøvelse jo et ret vidt begreb, og det er det, som beslutningsforslaget her vil forbyde at foregå i et lokale på en uddannelsesinstitution i Danmark. Det kendskab, jeg har til studenterpræster, er ikke noget, vi kan kategorisere som sådan ekspertviden, men jeg vil da gerne igen tale lidt om den radioudsendelse, som jeg valgte at lytte til som forberedelse til den her behandling, hvor en studenterpræst fortalte om de rum, der var på Aarhus Universitet, og som hedder stillerum. Der ved jeg i hvert fald, at der var en studenterpræst dér, der bl.a. brugte det til det, vi må kalde religionsudøvelse, og det var bl.a. at bede nogle kristne bønner sammen med nogle studerende. Så de ville jo i hvert fald få det svært med den del af deres praksis. Så kan det være, at de også har nogle samtaler, og så kan vi tage en debat om, om det er religionsudøvelse, at man har en samtale med en præst. Det vil nogle måske mene at det var.

Hr. Jeppe Søe? Nej, så går vi videre i rækken til fru Susie Jessen, Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Tak for det. Først og fremmest vil jeg sige noget kort om præsterne. Jeg tror, at jeg har sagt det. Det her handler ikke om universitetspræsterne. De er i øvrigt heller ikke er missionerende. De henvender sig til de studerende, hvis de studerende henvender sig til præsterne, og så har de mulighed for at tage en samtale på den studerendes præmisser uanset den studerendes tro.

Ordføreren kommer ind på det her med, at det ikke handler om rum, men det handler jo om rum, når der er rum, der bliver indrettet med væg til væg-tæpper; hvor der ikke må afbildes dyr på væggene; hvor der står bøger udgivet af Hizb ut-Tahrir på bogreolerne; hvor der er bedetæpper; hvor der er beklædning, som kvinderne kan tage på, hvis nu de ikke er sømmeligt nok klædt; og hvor der er skillevægge. Så udvikler det sig jo til det, jeg nok vil kalde en minimoské inde på selve universitetet, altså på uddannelsesstedet, og så begynder det jo at handle om et rum, for så er der en diskussionen her om, hvad vi vil acceptere at man indretter rummene til på vores uddannelsessteder.

Så jeg vil egentlig gerne spørge ordføreren: Hvor meget skal der til? Nu nævnte ordføreren det her med det brændende hus, altså at vi skal undersøge, hvor meget huset brænder. Hvor meget skal huset brænde, før man begynder at synes at det er et problem? For jeg synes i virkeligheden, at en eller to af de her er et problem i sig selv.

Ordføreren.

Jeg synes da absolut, at det er et problem, men det er jo ikke ensbetydende med, at vi så i dag skal lave et forbud imod det. Det er allerede imod deres egne retningslinjer, og det kan jo godt være et fint armslængdeprincip at have i udgangspunktet. Jeg synes i hvert fald, at det er positivt, at man, hvis det kan løses lokalt, så ikke lægger et ekstra lag af medfølgende bureaukrati ind, som det jo så også vil være. For vi skal også lige huske, at de medlemmer af kommissionen, der mente, at der skulle et forbud til, jo også nævnte, at der derudover skulle medfølge et tilsyn, for at det så også bliver håndhævet. Det er jo klart. Hvis vi vedtager et forbud herindefra, må vi også sikre, at det bliver håndhævet, og det vil jo kræve et tilsyn, og det vil kræve et bureaukrati. Det nævner de selv i kommissionen at der vil være nogen implikationer af.

Så lad mig bare gentage, at Danske Universiteter har slået fast, at deres rum skal være neutrale – altså de rum, de nu engang har – hvad end de kalder dem stillerum eller noget andet, og at de ikke må udsmykkes med religiøse symboler eller bruges til religiøs forkyndelse. Så det er muligt, at der været nogle problemer med det her, men det er så også blevet nævnt, at man har grebet ind over for de problemer.

Fru Susie Jessen.

Vi har jo også set i udlandet, hvordan uddannelsessteder lige så langsomt bliver islamiseret. Det her med bederummene er et stort problem i Storbritannien. Vi har set i Frankrig, hvordan professorer og lektorer bliver presset af islamiske studerende. Jeg mener, at det her er et tegn på, at det også er begyndt at krabbe sig ind i Danmark, ligesom vi ser i udlandet.

Så hvordan skal vi egentlig få standset den islamisering, som vi ser rigtig mange steder i vores samfund, hvis man ikke er med på at lave et forbud? Jeg synes, at det er meget at bede om, at det er ledelsen, der skal tage den her kamp, hver eneste gang der er et bedetæppe, et væg til væg-tæppe eller en bestemt bog inde i et bederum på et universitet.

Ordføreren.

Først og fremmest har vi jo ikke afvist, at det kan ende med enten et forbud eller nogle andre foranstaltninger, der kommer problemet til livs. Jeg synes, at det er fint, at ordføreren refererer til nogle problemer i Storbritannien, og der kan også være andre steder, men lad så også lige passe lidt på med den der problemimport. Det kan jo godt være, at det ikke er et lige så stort problem i Danmark. Det tyder den undersøgelse, som der blev refereret til under behandlingen af det andet beslutningsforslag, i hvert fald på. Det var kun 2 pct., som overhovedet havde de her rum. Det at have et bederum er jo ikke ensbetydende med, at der nødvendigvis er social kontrol. Tiden er gået. Jeg kan ikke sige mere.

Dermed tak til ordføreren fra Moderaterne. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi går videre til Det Konservative Folkeparti og fru Lise Bertelsen.

Tak for ordet, formand. Klokken er 20 minutter i 2 midt om natten. Jeg har egentlig heller ikke specielt meget lyst til at stå og gentage Det Konservative Folkepartis holdning, for den er nøjagtig den samme, som den også var for halvanden time siden: Ja til B 118, nej til bederum på offentlige uddannelsesinstitutioner. Så er der jo kommet et lille tvist ind, som nogle af regeringspartierne interesserer sig vældig meget for, nemlig om vi går ind for afskaffelse af studenterpræster.

Til dem, der er i tvivl om det, vil jeg sige: Nej, selvfølgelig går Det Konservative Folkeparti ind for, at vi skal have studenterpræster, fuldstændig ligesom vi har i dag. Jeg synes, at man har drejet debatten lidt væk fra forslaget til folketingsbeslutning om forbud mod bederum på uddannelsesinstitutioner og hen på noget andet. Hvis man læser fuldstændig tekstnært, og det er jo det, vi skal, så kan jeg godt forstå, at regeringen kan få udfordringer, i forhold til at der her står, at man selvfølgelig går ind for det med studenterpræsterne. Derfor vil jeg også gerne sige tak til Danmarksdemokraterne for ret tydeligt helt fra start at gøre det klart, at det selvfølgelig ikke skal gå ud over dem. Tak for ordet.

Fru Heidi Bank, Venstre.

Tak for det. Hvordan skal jeg forstå det, som ordføreren siger? Jeg er glad for at høre, at Det Konservative Folkeparti selvfølgelig ikke ønsker, at vi skal afskaffe landets studenterpræster. Men teksten står jo, som den står. Er det sådan, at der kommer en ændring til teksten? Trækker I det her forslag? Altså, hvad er tanken nu?

Nej, jeg tænker ikke at trække noget som helst. Jeg gør bare klart, at selvfølgelig går vi ind for den studenterpræstordning, der er i dag på vores danske universiteter, og derfor støtter vi stadig væk forslaget. Det ser jeg ikke nogen hindring for.

Spørgeren.

Så jeg skal forstå det sådan, at Det Konservative Folkeparti stemmer for et forslag, hvor der bl.a. helt grundlæggende står, at religionsudøvelse er en privat sag, som ikke skal understøttes af professionshøjskoler eller universiteter? Samtidig står der i det her forslag, at man er imod, at offentlige uddannelsesinstitutioner stiller lokaler til rådighed for religionsudøvelse.

Det må da være det samme som at afskaffe studenterpræster, som virker på vores universiteter og vores videregående uddannelsesinstitutioner. Altså, hvor har man tænkt sig at de ellers skal virke, hvis det ikke er sådan, at de er et sted på lokationen?

Tak. Ordføreren.

Lige det, du refererer til, kan jeg ikke læse mig til i Danmarksdemokraternes forslag her. Jeg mener fortsat, at uddannelsesinstitutioner skal være steder, hvor fokus er på faglighed, fællesskab og lige vilkår og ikke på religiøs praksis.

Fru Trine Bramsen, Socialdemokratiet.

Jeg synes faktisk, at det er ret relevant at finde ud af, om Konservative vil stemme for et forslag, hvor der står, at det forbydes at indrette og stille lokaler til rådighed for religionsudøvelse. For man kan jo ikke bare komme og sige, at det ikke lige var det, man mente. Hvis nu der var nok grønne stemmer, altså hvis det her forslag blev stemt igennem, så var regeringen jo pålagt at lave lige præcis den her ordlyd om til lovgivning, og det ville jo betyde, at det ville blive forbudt at stille de her lokaler til rådighed.

Så når Konservative vælger at støtte det her forslag, stemmer Konservative jo samtidig for at forhindre studenterpræster i at udøve deres virke. Mener Konservative virkelig det?

Ordføreren.

Konservative mener virkelig, at det her forslag er rigtig godt, og at et forbud mod bederum på uddannelsesinstitutioner bør træde i kraft.

Ønskes der opfølgning? Ja, værsgo.

Man kan jo ikke bare stå inde i den her sal og definere, hvad man lige selv synes. Det hverv, vi har, handler jo om tekst, og det handler jo om jura. Så hvis der er stemmer nok til det her forslag, vil det betyde, at Konservative støtter, at der skal fremsættes et forslag, der forbyder enhver religiøs aktivitet, og at der stilles lokaler til rådighed for det. Der kan man jo ikke komme bagefter og sige, at det ikke lige var det, man mente. For ligesom at trække referencen til eksemplet med at køre over for rødt lys, kunne man sige: Det var ikke lige det, vi mente, altså at rødt lys skulle betyde rødt lys. Man stemmer jo for det, man stemmer for.

Ordføreren.

Jeg er fuldstændig enig.

Hr. Mads Olsen, Socialistisk Folkeparti.

Tak. Jeg vil ikke gå så meget ind i den der debat om de universitetspræster, der udøver religiøs aktivitet, eller hvad man nu mener ovre i regeringskontorerne. Det, jeg egentlig er nysgerrig i forhold til, er, at jeg faktisk efter at have fuldt Det Konservative Folkeparti i de måneder, jeg har været udlændingeordfører, har lagt mærke til et skifte. Man har f.eks. sagt – fru Mona Juul og også fru Mai Mercado – at man gerne vil meldes ud af statsborgerskabskonventionen, og det har man ikke sagt før. Og for SF er det rimelig vigtigt, om det her beslutningsforslag er i strid med den europæiske menneskerettighedskonvention.

Men jeg skal bare høre: Hvis vi får et svar fra Justitsministeriet, eller hvem det nu bliver, der siger, at det her vil være i strid med menneskerettighedskonventionen, hvilket nogle forskere og eksperter i kommissionen har rejst bekymring om det ville være, hvordan vil Det Konservative Folkeparti så stille sig, altså i det tilfælde? For vi har jo set nogle skift, hvor man, efter at Det Konservative Folkeparti i lang tid har været forkæmper for alle konventioner, så nu har bevæget sig lidt i en anden retning. Hvordan stiller man sig eventuelt her?

Ordføreren.

Det må bero på en ny runde i den konservative gruppe.

Ønskes der opfølgning? Nej. Så er det fru Karina Adsbøl, Danmarksdemokraterne.

Tak. Jeg vil bare lige høre ordføreren, om hun ikke mener, at der er nogle partier her i Folketinget, der fuldstændig afsporer den debat – den her vigtige debat om det, det her beslutningsforslag egentlig handler om. Alle, som har siddet her i Folketinget, ved jo, at beslutningsforslag ikke er så lange som lovforslag. Med beslutningsforslag er der jo en intention om, at man gerne vil have ført noget ud i livet, og så er det jo sådan, at regeringen kommer med et lovforslag, hvor det så er helt korrekt juridisk og alle de her ting. Det kan vi også se med borgerforslag. Når der er nogle borgerforslag, er det jo ikke altid, at de er formuleret helt korrekt, men der er en intention i dem, som regeringen så kan føre ud i livet med et lovforslag.

Så er det ikke bare en afsporing af en brandvigtig debat, som bl.a. handler om negativ social kontrol på vores uddannelsesinstitutioner?

Ordføreren.

Jeg er fuldstændig enig i det, der lige er sagt. I den tidligere debat blev vi jo også grundigt belært om forskellen, og det var netop af Socialdemokratiet, altså hvad forskellen var på et beslutningsforslag og et lovforslag. Så jeg er fuldstændig enig i, hvad ordføreren siger.

Ønskes der opfølgning? Det er der ikke. Så går vi til hr. Rasmus Lund-Nielsen, Moderaterne.

Det er helt i orden at ville hjem, men der er lige et spørgsmål mere.

Jeg synes altså, det er relevant, at vi får udboret det her aspekt om, at her i Folketinget stemmer vi for det, der nu engang står. Hvis man stemmer for det her beslutningsforslag, implicerer det, at det bliver forbudt med religionsudøvelse i lokaler på uddannelsesinstitutioner i Danmark, og det inkluderer altså alle religioner.

Så jeg vil gerne spørge ordføreren, om Det Konservative Folkeparti ikke også mener, at det inkluderer Kristeligt Forbund for Studerende, KFS, i den udstrækning, at kristendommen jo også er en religion. Anerkender ordføreren ikke det?

Ordføreren.

Jeg anerkender overhovedet ikke den præmis, I bringer ind. Jeg synes, at I afsporer den her debat, i forhold til om Det Konservative Folkeparti, hvis det kunne lade sig gøre, kom til at stemme for det her forslag.

Spørgeren.

Jeg vil gerne meget, meget kraftigt afvise, at det skulle være en afsporing af debatten. Vi bliver netop på sporet af det, der står i det her beslutningsforslag, og der står, at vi skal forbyde religionsudøvelse i lokaler på uddannelsesinstitutioner i Danmark. Det indebærer altså alle religioner.

Vi bliver på sporet af det, der står i det her beslutningsforslag. Jeg kan så forstå, at ordføreren for Det Konservative Folkeparti er på et andet spor, som handler om, hvad man tror der menes med det her beslutningsforslag, men det er ikke det, der står i beslutningsforslaget.

Ordføreren.

Jeg er ikke på noget, jeg tror; jeg er på noget, der siger, at vi gerne vil have forbud mod de her bederum på uddannelsesinstitutionerne.

Tredje gang er lykkens gang. Nu kan ordføreren stikke af uden problemer. Nu skal vi videre i ordførerrækken, og det er så hr. Mikkel Bjørn fra Dansk Folkeparti.

Udgangspunktet for Dansk Folkeparti, når spørgsmålet falder på bederum, er, at vi ikke skal have offentligt finansierede bederum på vores offentlige uddannelsesinstitutioner. Men særlig i anledning af den senere debat her føler jeg mig kaldet til at komme med sådan en juridisk eller lovteknisk afklaring, og jeg synes måske, det er lidt absurd, at jeg som folketingsmedlem i min første valgperiode skal belære folketingsmedlemmer, der har siddet i måske 10 år, om, hvordan lovgivningen fungerer her i landet. Men det er nu engang sådan indrettet – og fru Trine Bramsen har selv været meget optaget i løbet af debatten her af forskellen på et beslutningsforslag og et lovforslag – at når oppositionspartier fremsætter beslutningsforslag, er det regeringens opgave, hvis beslutningsforslagene bliver vedtaget, ovenikøbet kun, hvis den finder anledning eller motivation for det, at vedtage lovgivning i overensstemmelse med forslagsstillernes ønske. Regeringen kan faktisk teoretisk lade være med at lave lovgivning på baggrund af de beslutningsforslag, der bliver vedtaget her i Folketinget. Men hvis man vælger at gøre det, vil det være regeringens opgave at lave et lovforslag, som er i overensstemmelse med forslagsstillernes ønske.

Nu har vi hørt flere gange fra forslagsstillerne her i løbet af debatten, at det her forslag handler om bederum; det handler ikke om studenterpræster. Dermed falder hele argumentationen fra fru Trine Bramsen og Moderaternes ordfører osv. fuldstændig fra hinanden, fordi ordføreren for forslagsstillerne selv tilkendegiver, at det her udelukkende handler om bederum.

Når det er sagt, skal det da heller ikke være nogen hemmelighed, at Dansk Folkeparti har fremsat vores eget forslag om at forbyde bederum på offentlige uddannelsesinstitutioner, og det vil da være min anbefaling, at alle Folketingets partier støtter det forslag. Jeg skal da heller ikke afvise, at det forslag givetvis er bedre end det forslag, som Danmarksdemokraterne har fremsat. Men jeg synes alligevel, at det bliver en absurd debat, det her, så jeg synes, vi skal tilbage på sporet. Hvis der reelt er en bekymring for, at det ene forslag går 1 cm eller mere for langt i forhold til det, som egentlig er intentionen med forslaget, nemlig at forbyde bederum på uddannelsesinstitutionerne, vil det være min anbefaling, at folk støtter Dansk Folkepartis beslutningsforslag, som netop tager forbehold for det forhold, at der er en særstilling for kristendommen i den danske grundlov, der undtager én religion, nemlig kristendommen, fra det generelle sekularistiske princip, fordi Danmark er bygget på en kristen tradition. Det er det udgangspunkt, Dansk Folkeparti står på, og jeg fornemmer også, at det er det udgangspunkt, som de andre partier her i Folketinget – i hvert fald i oppositionen – står på.

Fru Trine Bramsen, Socialdemokratiet.

Nu opfordrer hr. Mikkel Bjørn jo selv til en debat om, hvad et beslutningsforslag er. Jeg citerer bare fra Folketingets hjemmeside:

»Et beslutningsforslag, dvs. et forslag til folketingsbeslutning, indeholder et klart formuleret politisk budskab om, at regeringen skal handle på et emne, f.eks. ved at fremsætte et lovforslag ... Hvis det vedtages, vil ministeren på det pågældende område efter de almindelige parlamentariske spilleregler være politisk forpligtet til at udmønte beslutningen.«

Det fører os altså hen til, at det er den konkrete tekst i det beslutningsforslag, som vi skal stemme om, som vi pålægger regeringen at udmønte i praksis. Det vil jo sige, at vi skal have omsat den tekst, der står i beslutningsforslaget, til lov, hvis det stemmes igennem. At man så kan have ment noget andet, er jo helt fair – det er jo helt fair – men det, som man kommer til at stemme om, er jo ordlyden i det pågældende beslutningsforslag, og der står altså, at det ikke længere skal være muligt at stille lokaler til rådighed for enhver religiøs handling. Så spørger jeg bare Dansk Folkeparti: Mener Dansk Folkeparti ikke, vi skal have studenterpræster?

Ordføreren.

Fru Trine Bramsen misfortolker det, tror jeg, muligvis helt bevidst, for det, der er kernen i beslutningsforslaget, hvis det vedtages af Folketinget, er, at regeringen skal udmønte det beslutningsforslag i lovgivning i overensstemmelse med forslagsstillernes ønske. Forslagsstillernes ønske her, fornemmer jeg – det er jo ikke vores forslag – helt entydigt er udelukkende at fokusere på bederum og ikke på studenterpræster. Men jeg synes da stadig, at folk skal stemme for Dansk Folkepartis forslag, som fuldt og helt vil give mulighed for studenterpræster og lukke ned for bederum. Så det vil da være min opfordring, at Folketingets partier støtter Dansk Folkepartis beslutningsforslag, og dermed også sagt, at Dansk Folkeparti er store tilhængere af ordningen med studenterpræster. Men vi er på ingen måde tilhængere af ordningen med bederum på vores offentlige uddannelsesinstitutioner, sådan som jeg fornemmer Socialdemokratiet er i kraft af deres manglende opbakning til vores beslutningsforslag.

Spørgeren.

Man kunne jo sådan set også bare vælge en position, hvor man anerkender, at man er kommet til at skrive forkert. Der står meget klart, at spillereglerne er, at man politisk er forpligtet til at udmønte beslutningen, ikke synsningen, eller hvad man tænkte, eller hvad man måske gerne ville have skrevet, men beslutningen. Og det er jo den beslutning, som man nu engang stemmer om. Det er jo det, som man pålægger regeringen at lave lovgivning om.

Jeg synes bare – og det bliver så en kommentar – det ville være mere klædeligt at anerkende det, når man har begået en fejl. Det er der jo mange, der gør, og her er det jo en fejl, at man er kommet til at skrive forkert.

Ordføreren.

Nu skal jeg jo ikke anerkende, jeg har begået en fejl, for vi behandler ikke Dansk Folkepartis beslutningsforslag. Det gjorde vi for et par timer siden, og da ville Socialdemokratiet heller ikke stemme for. Der var intet problem i forhold til studenterpræster; det kunne bare køre videre som hidtil. Men vi fik lukket ned for bederum. Det vil Socialdemokratiet så ikke være med til. Det synes jeg er ærgerligt. Så det bliver en mildest talt meget letkøbt og, synes jeg også, lidt pinagtig og febrilsk kritik, som fru Trine Bramsen fremfører her i Folketinget i dag.

Hr. Mads Olsen, SF.

Jeg er jo helt enig i det første, ordføreren siger, nemlig at det selvfølgelig har en betydning, hvad man siger i Folketingssalen. Jeg håber, at jeg husker rigtigt. Nu er det jo set på natten, så ordføreren må korrigere mig, hvis jeg tager fejl. Er det ikke rigtigt, at domstolene, når de skal se på retssager, også skeler til, hvordan den offentlige debat har været, når de skal lave vurderinger af, om noget passer ind i lovens bestemmelser? Så kigger man vel også på, hvordan den offentlige debat har været, og kigger på, hvad politikernes intention har været i Folketingssalen – eller er det mig, der husker helt forkert?

Ordføreren.

Jo, og nu har jeg hørt fra Danmarksdemokraterne, at deres intention med det her beslutningsforslag er at forbyde bederum, ikke at forbyde studenterpræster, så den intention tager jeg sådan set til efterretning.

Er der et opfølgende spørgsmål? Nej. Fru Susie Jessen, Danmarksdemokraterne.

Nu var fru Trine Bramsen jo så god at forklare, hvordan behandlingen af et beslutningsforslag finder sted i Folketingssalen, og hvordan en regering så har mulighed for at tage et beslutningsforslag ind og gøre det til lov. Jeg vil egentlig bare høre nu, hvor fru Trine Bramsen har været så god at forklare hele processen, om der er noget, der er til hinder for, at regeringen bare kan gøre det nu, hvis den egentlig er enig i, at vi skal have et forbud mod bederum. For det var jo en lidt kringlet forklaring, der kom, da vi behandlede Dansk Folkepartis beslutningsforslag, nemlig at grunden til, at man ikke kunne stemme for, var, at det var et beslutningsforslag. Men det lyder da, som om det er meget nemt, og det må gerne være Dansk Folkepartis forslag for min skyld.

Ordføreren.

Det er meget nemt. Altså, regeringen kunne lave lovgivning på det her område i morgen, hvis man gerne ville. Nu har man i 10 år sagt, at man gerne vil undersøge problemet nærmere. Det er blevet undersøgt igen og igen, og man er stadig væk ikke kommet frem til nogen konklusion på, hvad man egentlig mener i Socialdemokratiet. Jeg synes, det grundlæggende er en utroværdig måde at føre politik på. Så skal man jo bare tilkendegive, at man ikke ved, hvad man mener, og formentlig heller ikke kommer frem til nogen konklusion på, hvad man mener. Det ville da i det mindste være ærligt. Så tror jeg måske, befolkningen ville drage konsekvensen af det. Jeg synes, det er en uærlig måde at føre politik på, for man stikker befolkningen blår i øjnene, i forhold til hvad for en politik det reelt er, man fører.

Spørgeren.

Så vil jeg høre hr. Mikkel Bjørn, om ordføreren har eksempler på, at regeringen jo også har lavet ændringer til de lovforslag, den er kommet med, efter førstebehandlingen, hvis der er noget, der har skullet præciseres efter netop en første behandling.

Ordføreren.

Absolut, og det sker også i forbindelse med de beslutningsforslag, der igennem tiden er blevet vedtaget her i Folketinget. Der er vedtaget adskillige beslutningsforslag, hvor regeringen har haft den ene efter den anden indvending, i forhold til hvordan det burde formuleres. Så har man en dialog med forslagsstillerne om, hvad intentionen helt præcis er med beslutningsforslaget, og så finder man frem til, hvordan det konkret skal udmøntes i lovgivningen. Så jeg synes, det er en useriøs tilgang til det parlamentariske arbejde fra en ordfører, der har siddet i Folketinget i, tror jeg, mere end 10 år, at spille så naiv og uvidende om, hvordan det parlamentariske arbejde fungerer. Der må jeg bare som nyvalgt folketingsmedlem sige, at jeg synes, det er mildest talt kritisabelt.

Dermed tak til ordføreren fra Dansk Folkeparti. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, fru Susie Jessen, Danmarksdemokraterne.

Jeg skal prøve at gøre det lidt kort. Jeg vil starte med det med præsterne. Studenterpræsterne står jo som udgangspunkt til rådighed for de studerende for en samtale. Det kan være om et dødsfald, det kan være om sygdom, det kan være om stress, det kan være om alle mulige forskellige ting, som ikke er religiøse, men udgangspunktet er, at det er en samtale, hvor der er en person, som har tavshedspligt. Det er det, der er udgangspunktet for vores studenterpræster, som jeg i øvrigt synes er fremragende, og som vi bestemt ikke vil have fjernet med det her beslutningsforslag. Det er meget vigtigt for mig at præcisere. Derfor vil jeg også sige, at hvis der er behov for det, kan vi sagtens i behandlingen af det her beslutningsforslag få indarbejdet en tekst, der præciserer det, sådan at der ikke er nogen som helst tvivl om, hvad vi mener med det her beslutningsforslag.

Når det så er sagt, mener vi jo selvfølgelig, at det er et forbud mod bederum, som vi skal behandle i dag, og at det er vigtigt, at vi holder os i sporet på det, som det her handler om. Der har efterhånden været utallige eksempler på de her bederum, og hvad de bliver brugt til. Altså, der er jo kønsadskillelse i en sådan grad, at det er grelt. Vi har bedetæpper. Der er alle mulige forskellige eksempler på, at det her kan ende som en minimoské på uddannelsessteder, hvis man igen og igen giver efter. Jeg er ret overbevist om, at de her grupperinger vil bruge vores egne argumenter om frihed og religionsfrihed i processen hen imod meget mere islamisering og dermed også en begrænsning af demokrati, ytringsfrihed og lighed.

Derfor er det også vigtigt at forstå noget, og det er måske især henvendt til Moderaterne, som jeg meget har hørt sige, at det ikke bare er en diskussion om bederum. Det her er en diskussion om, hvor meget vi vil tillade, at islamismen rykker ind i vores samfund. Det synes jeg bare er meget vigtigt at vi holder fast i, når vi har de her diskussioner. Det her bliver jo ikke det sidste, vi kommer til at høre til det her. Det kan handle om alle mulige forskellige ting. Vi har bl.a. set det i Frankrig med diskussioner om, om man skal have et ramadanarrangement, hvor der er en professor, der bliver truet. Vi ser, at det mange forskellige steder lige så langsomt rykker ind med flere og flere særkrav. Der er det bare vigtigt, at vi holder fast i, at det vil vi altså ikke have på vores uddannelsessteder.

I dag siger regeringen så nej til den tredje anbefaling fra Kommissionen for den glemte kvindekamp. Regeringen har tidligere stemt nej til et forslag om et tørklædeforbud for elever i grundskolen, som vi fremsatte kort efter valget. Regeringen har også stemt nej til at genindføre registreringen af æresrelaterede sager, som kommissionen også har med i deres anbefalinger. Nu bliver der så stemt nej til et forbud mod bederum og dermed får den negative sociale kontrol og islamismen lov at fortsætte på uddannelsessteder.

Mon ikke også det bliver det samme med de kommende forslag, vi har i salen. Vi har bl.a. det her med en mulighed for at kunne fravælge en sagsbehandler i sager om negativ social kontrol. Hr. Frederik Vad har talt rigtig, rigtig meget om, at man ikke skal møde islamismen i det offentlige. Det forslag kommer snart. Vi kommer også snart med et forslag om forbud mod burka og niqab, altså heldækkende beklædning, på vores uddannelsessteder. Det håber jeg jo så også at regeringen vil sige ja til, men det kommer nok ikke til at ske. For sandheden er jo den, at man fra Socialdemokratiets side er meget interesserede i de her gule bjælker på TV 2 og i B.T. og Ekstra Bladet, og hvor man ellers lige kan få en forside.

Jeg synes, det er uærligt at føre politik på den måde, at vælgerne derude får et eller andet indtryk af, at nu vil Venstre eller Socialdemokratiet have et forbud mod bederum, og så kommer det faktisk ikke til at ske. Så sidder man hernede og stemmer imod. Så må vi se, om der går en måned eller sådan noget, og at der så kommer en gul bjælke igen, hvor I kommer med et eller andet tiltag. Det ender nok med et eller andet tiltag om, at man vil gøre et eller andet her. Men vi må jo se, om det ender med det, eller om det bare ender med endnu en analyse, og så kan man stå her om 10 år og fremsætte det samme igen og sige, at vi havde den her diskussion for både 10 og 20 år siden. Det er jo lidt ærgerligt.

Men jeg vil lige slutte af med at sige, at nu er kl. 2.00, og at jeg synes, vi har haft en meget lang og god debat. Jeg synes, det er synd for dem, der kommer bag efter os. Så vil jeg også bare sige tak til dem, der har bakket op om det her beslutningsforslag og også DF's beslutningsforslag. Jeg synes, at det var super stærkt, at vi var en del i blå blok, som bakkede op om det her samlet. Nu tror jeg at vi er mange, der skal hjem og sove. Tak for ordet.

Hr. Mads Olsen, Socialistisk Folkeparti.

Jeg vil egentlig bare stille lidt det samme spørgsmål, jeg stillede Det Konservative Folkeparti, nemlig at hvis det i den videre udvalgsbehandling kommer frem, at det her forslag vil være imod den europæiske menneskerettighedskonvention – for det, fem medlemmer af kommissionen anbefaler, er jo netop, at vi får undersøgt, om det er inden for rammerne af den – altså hvis det ikke er inden for rammerne af den, hvad tænker Danmarksdemokraterne så? Vil man så fortsat gå videre med det? For jeg har egentlig altid opfattet Danmarksdemokraterne som et parti, der holder sig inden for konventionernes skive så at sige.

Jeg vil også bare gerne takke for den gode debat. Og jeg glæder mig allerede til de andre beslutningsforslag, som ordføreren har fremsat, det bliver også rigtig fornemt.

Ordføreren.

Tak for det spørgsmål. Altså, jeg kan for at være helt ærlig ikke forestille mig, at det her er et brud på nogle menneskerettigheder. Det er også det, jeg sagde tidligere, altså det her med, at jeg kan ikke forestille mig, at det er et brud på nogle menneskerettigheder, at man ikke har et bederum, der bliver stillet til rådighed; det kan jeg ikke forestille mig. Så er det rigtigt nok, at Kommissionen for den glemte kvindekamp selv har skrevet det i det deres anbefalinger.

Vi er jo af den holdning i Danmarksdemokraterne, at vi som udgangspunktet skal holde os inden for rammerne af konventionerne, men vi er også et sted, hvor det er, vi også mener, at man skal teste de her konventioner af, altså om de bliver brugt forkert, og det gør de jo i meget udpræget grad mange steder. Regeringen er jo så nu endelig kommet i gang med den her konventionsambassadør – meget, meget sent; så må vi se, om det bliver til noget. Men vi synes også, det er vigtigt at få undersøgt, hvordan man bruger de her konventioner, for de så tit bliver brugt på en forkert måde.

Fru Trine Bramsen, Socialdemokratiet.

Jeg undrer mig bare over, at ordføreren i sin tale siger, at Socialdemokratiet stemmer imod et forbud. Det troede jeg egentlig vi klarede i første runde. Socialdemokratiet stemmer ikke imod et forbud, Socialdemokratiet stemmer imod et beslutningsforslag, og Socialdemokratiet har slået meget fast, at vi ikke vil afvise at stemme for et forbud. Når jeg særligt undrer mig over det, er det jo, fordi ordføreren selv har gjort det meget klart, at det, man skriver i et beslutningsforslag, ikke nødvendigvis er det, man egentlig mener – eller man kan i hvert fald godt mene noget andet i forhold til det, man nu engang har skrevet. Så det troede jeg egentlig vi havde fået på plads. Så jeg vil bare bede ordføreren om at bekræfte, at Socialdemokratiet under denne debat ikke på noget tidspunkt har sagt, at vi kommer til at stemme imod et forbud mod bederum.

Ordføreren.

Der er blevet fremsat to beslutningsforslag i dag, der begge to er forslag til folketingsbeslutning om forbud mod bederum på uddannelsesinstitutioner. Det er to beslutningsforslag. Man har så mulighed for som regering at tage de beslutningsforslag og gøre dem til lovforslag, ligesom regeringen bl.a. har gjort i forhold til det beslutningsforslag, der var om en flaglov. Det kan man jo gøre, og så kan man sammen sætte sig ned og få lavet et forbud. Så jo, jeg anser det, som om Socialdemokratiet er mod et forbud mod bederum på uddannelsesinstitutionerne, når man to gange stemmer nej til beslutningsforslag, der netop vil have et forbud mod bederum på uddannelsesinstitutioner.

Spørgeren.

Det overrasker mig så bare, at ordføreren efter så mange timers debat ikke har hørt, hvad Socialdemokratiet har sagt, og derfor vil jeg så gerne slå det fast, at Socialdemokratiet ikke er imod et forbud. Vi har på intet tidspunkt under den her debat sagt, at vi kommer til at stemme imod et forbud. Det, vi har sagt, er, at vi kommer til at stemme imod det her beslutningsforslag. Men vi kommer tilbage, og det er jo det, ministeren også har sagt meget tydeligt, med forslag til, hvordan den her problemstilling løses.

Ordføreren.

Det er jo helt gak det her. Man stemmer imod beslutningsforslaget, men er for indholdet i beslutningsforslaget. Hvad er det for noget? Det giver jo ikke nogen mening. Jeg ved ikke, om det er, fordi klokken er 2, jeg ikke forstår det. Man vil stemme imod et beslutningsforslag, men man er for det, som beslutningsforslaget handler om. Undskyld, men det giver simpelt hen ikke nogen mening. Det giver ingen mening overhovedet. Det er jeg altså ked af at sige. Det er helt skraldespandsk – må man godt sige det?

Skraldespandsk! Hr. Mikkel Bjørn, Dansk Folkeparti.

Jeg vil bare bede Danmarksdemokraternes ordfører om at bekræfte, at Socialdemokratiet vil stemme imod et forslag om at forbyde bederum på offentlige uddannelsesinstitutioner.

Ordføreren.

Det er sådan, jeg har forstået det, altså at man vil stemme imod de to beslutningsforslag, der ligger i dag, om forbud mod bederum på uddannelsesinstitutionerne. Det ville da være bragende dejligt, hvis det var sådan, at Socialdemokratiet den dag helt overraskende stemte grønt. Jeg tror så ikke, at det kommer til at ske.

Spørgeren.

Tak. Det var også sådan, jeg forstod det. Jeg tror faktisk også, at det er sådan, alle partier i Folketinget forstår det, måske med undtagelse af fru Trine Bramsen fra Socialdemokratiet.

Ordføreren.

Ja. Tak.

Jamen selv tak. Der er ikke flere korte bemærkninger.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingerne sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Uddannelses- og Forskningsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.

Jamen selv tak. Der er ikke flere korte bemærkninger.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingerne sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Uddannelses- og Forskningsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.

(Talen er under udarbejdelse)