Det næste punkt på dagsordenen er:

2) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 164:

Forslag til folketingsbeslutning om at lave en skole, der er god for alle børn.

Af Lotte Rod (RV) og Martin Lidegaard (RV).

(Fremsættelse 28.02.2025).

Jeg kan næsten se, at ordføreren for forslagsstillerne, fru Lotte Rod, ønsker at begrunde forslaget. Værsgo.

Tak for det. Jeg elsker folkeskolen. Jeg er stolt over at leve i Danmark, og jeg er taknemlig for, at det er lige her, mine børn vokser op. Den danske skole er det sted i hele verden, hvor jeg allerhelst vil have mine børn. Vi står på stolte traditioner. Vi har dygtige lærere. Vi har mange smukke bygninger. Vi har fede børnebøger. Vi har årtiers erfaringer med at give børn medbestemmelse og give dem store oplevelser med teater, koncerter, lejrskole og museumsbesøg. Jeg vil folkeskolen, og jeg vil have, at den skal være god.

Jeg vil have lærere, der brænder for deres fag, og som har tid og frihed til at lave levende undervisning med store armbevægelser og skæve påfund. Lærere skal have god tid til at forberede sig og gode muligheder for at bruge mange forskellige materialer i undervisningen og give eleverne mange forskellige oplevelser. Jeg vil have en skole med overskud. Væk med død skærmundervisning og skiftende vikarer. Vi er så mange forældre i Danmark, som vil folkeskolens ideal om at sikre alle børn en lige chance og gode fællesskaber med børn, som ikke lige ligner os selv. Men vi vil som forældre også give vores børn de bedste muligheder, og for mange forældre er ved at miste tilliden til, at folkeskolen kan det.

Lige nu, mens vi er her i Folketingssalen, er der 16.000 forældre – 16.000 forældre! – som ikke kan gå på arbejde, fordi deres børn har det så skidt, at de ikke kan komme i skole. For dem er skoletasken fyldt med bekymringer i stedet for med madpakker og penalhus. Og det er jo os her i Folketingssalen, der kan tage den byrde af børnenes og af forældrenes skuldre. For det er jo ikke børnene, der er problemet. Det kan ikke være rigtigt, at flere og flere små Pippi Langstrømper og Emil fra Lønneberg skal have piller for at gå i skole. Vi skal lave en skole, som er god for alle børn, og det kræver, at der er flere lærere og pædagoger.

Tak til ordføreren for forslagsstillerne.

Forhandlingen er åbnet, og første, der får ordet, er børne- og undervisningsministeren.

Tak til Radikale Venstre for at fremsætte beslutningsforslag B 164. Det er et forslag, der går ud på at afskaffe efterlønnen, at afskaffe Arnepensionen, at afskaffe seniorjobordningen, at hæve en masse afgifter dramatisk, at afskaffe varmechecken og en række andre ordninger og til gengæld tilføre folkeskolen en ekstra lærer eller pædagog i halvdelen af alle timer. Ifølge forslagsstillerne vil det omfordele 4,7 mia. kr. mellem generationerne.

Jeg deler som alle målet om at skabe en folkeskole, som kan mere for flere elever, som fremmer inklusionen, og som forebygger skolevægring, men jeg er uenig i, hvem der skal betale regningen for De Radikales ønsker. Jeg er til gengæld glad for, at vi uden at forringe vilkårene for vores ældre medborgere, for seniorer, uden at øge afgifterne, som vi ved vender den tunge ende nedad, er lykkedes med at prioritere et betydeligt økonomisk løft af folkeskolen. Konkret er det 740 mio. kr. årligt til nye indsatser, som skal styrke folkeskolen. Jeg er også glad for, at der bliver skruet ned for den centrale styring, så skolerne får bedre mulighed for at planlægge skoledagen efter lokale behov. Hvis vi skal have en folkeskole, der er god for alle elever, skal vi nemlig lægge mere ansvar og flere beslutninger ud lokalt.

Med den aftale, der er indgået i folkeskoleforligskredsen, afskaffes den understøttende undervisning. Størstedelen af de ressourcer, der bliver frigivet på den måde, skal fremover indgå i skolens timebank, som skoler og kommuner kan prioritere lokalt. Skoler og kommuner kan anvende timebanken til indsatser, der styrker kvaliteten i undervisningen. Her er jeg helt enig i, at tovoksenordninger er oplagt. Skolens timebank udgør ca. 2,7 mia. kr. årligt, når den er fuldt indfaset.

Alt det synes jeg er finansieret socialt ansvarligt. Jeg tror på, at finde balancerne mellem generationerne. Jeg tror, det er mere vigtigt end at få bygget nogle modsætninger op mellem børn og deres bedsteforældre. Og med de ord vil vi gerne stemme nej og afvise det og kan ikke anbefale forslaget. Tak for ordet.

Tak til ministeren. Der er et enkelt spørgsmål fra fru Lotte Rod, Radikale Venstre.

Hvor mange flere børn skal blive hjemme fra skole, før regeringen vil prioritere at bruge penge til flere lærere?

Ministeren.

Det er jo aldrig godt, og det er altid et problem, når børn ikke kommer i skole. Det, jeg bare synes er relevant, er, at vi får diskuteret det her i sin sammenhæng. For verdens letteste ting er jo at skrive et beslutningsforslag om, at vi skal bruge 4,7 mia. kr. ekstra på folkeskolen uden at være tydelig om, hvorfra pengene skal komme. Det er derfor, jeg har tilladt mig at få printet De Radikales økonomiske politik, og man skal godt nok bladre langt om for at finde finansieringsforslagene. Men jeg er ikke enig i, at Arnepension og efterløn skal udfases frem mod 2030. Jeg er heller ikke enig i, at seniorjobordningen er unødvendig. Jeg synes heller ikke, det er fornuftigt at foreslå så dramatiske stigninger i afgifter, som De Radikale foreslår. Jeg er heller ikke enig i, at der skal være en ordning med fri adgang til international rekruttering, under forudsætning af at arbejdet er dækket af en overenskomst.

Betyder det, at alle fra hele verden skal kunne komme til Danmark, hvis de kan tjene minimumslønnen som rengøringsassistent, eller at vi skal udfase varmetillægget eller mediechecken eller andet? Det er så dramatisk asocialt, at det bliver en indholdsløs diskussion, hvis vi bare diskuterer at bruge 4,7 mia. kr. på folkeskolen uden at tale om, hvor de penge skal komme fra.

Fru Lotte Rod.

Ministeren har med Trivselskommissionens ord selv sagt, at der er brug for mere pædagogik og mindre psykiatri. Hvorfor er det så, regeringen ikke vil prioritere at bruge penge til mere pædagogik og flere lærere i skolen?

Ministeren.

Som jeg også nævnte i min tale, er der jo faktisk med den aftale, vi er en del her i Folketingssalen der er med i, og som hele Folketingssalen bakkede op om, tilført flere penge til folkeskolen. Jeg så også for nylig tal, der viste, at antallet af kroner, vi bruger pr. elev, er stigende – svagt stigende, men stigende. Det er positivt. Jeg synes selv, at noget af det mest positive, der er sket i skolen, siden jeg selv startede i den, er, at der er kommet pædagoger ind i skolen. Det er positivt. Men det giver ikke nogen mening at diskutere folkeskolens udvikling og finansiere den med 4,7 mia. kr. uden at fortælle, hvor pengene skal komme fra. Der synes jeg bare, at kraftige afgiftsstigninger og forringelser for seniorerne ikke er den rigtige vej at gå. Det er at bygge splittelsen og uenigheden ind i familierne, hvor vi har brug for at generationerne er sammen og ikke er i krig med hinanden.

Tak til ministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak. Det betyder, at vi nu går til ordførerrækken, og den første ordfører, der får ordet, er fru Sara Emil Baaring fra Socialdemokratiet.

Tak for det, og tak til formanden for ordet. Først og fremmest vil jeg gerne anerkende det stærke engagement i vores folkeskole, som Radikale Venstre viser med det her beslutningsforslag. Intentionen om at skabe en skole, hvor alle børn trives og får mulighed for at lykkes, deler vi fuldt ud. Alle børn har ret til en god skolegang, og vi er enige i, at inklusionen ikke må blive et spareprojekt. Men selv om vi deler ambitionerne, kan vi ikke bakke op om forslaget.

Som skolelærer ved jeg, at der ikke er nogen klasser, der er ens. Hvert barn, hvert team og hver skole har deres egne behov. Derfor tror vi ikke på en model, der skal gælde for alle. Vi tror ikke på, at man fra centralt hold kan beslutte, at to voksne i halvdelen af hver time er den rette løsning overalt. Nogle steder kan det give mening; andre steder er det en holddeling, der skal til, fleksible skemaer, styrket PPR eller bedre brug af ressourcepersoner. Det skal være de fagprofessionelle og den lokale ledelse, der vurderer, hvad der virker bedst for deres børn, ikke os politikere herinde på Christiansborg.

Regeringen har valgt en anden vej. Vi investerer 440 mio. kr. årligt gennem folkeskolens kvalitetsprogram. De midler sendes ud til kommuner og skoler, og der ligger en frihed til at bruge dem, hvor behovet er størst. Derudover må jeg ligesom den foregående taler lægge vægt på, at det her lægger op til en investering på 4,7 mia. kr. årligt, og at vi i Socialdemokratiet er meget uenige i finansieringsforslaget. En del af pengene skal findes ved at nedlægge bl.a. Arnepensionen, og det kommer ikke til at ske, hvis vi skal lægge stemmer til. Arnepensionen handler om respekt og værdighed for dem, der har knoklet hele livet – dem, der har slidt kroppen op gennem et langt arbejdsliv. Det er ikke en farbar vej at tage fra Arne og give til børnebørnene, for børnebørnene vil nok gerne have bedsteforældre, der kan lege med dem uden at være nedslidte, før de når pensionsalderen. Det handler om solidaritet mellem generationer, ikke om at stille dem op imod hinanden.

Vi ønsker flere veje til inklusion, men vi lader det være op til fagfolkene, hvordan midlerne bedst omsættes lokalt, og vi sidder ikke på hænderne. Vi styrker almenområdet. Vi har sat gang i målrettede initiativer rettet mod bekymrende skolefravær. Vi har nedsat en ekspertgruppe, som ser på reglerne for inklusion, og vi ser frem til deres anbefalinger. Samtidig bakker vi op om Trivselskommissionens anbefaling om at styrke fællesskabet og mindske behov for specialtilbud. For vi skal lykkes med inklusionen, men det kræver mere end blot flere hænder. Det kræver frihed, faglighed og fleksibilitet. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er et enkelt ønske om en kort bemærkning fra fru Lotte Rod, Radikale Venstre.

Hvad skal der til, for at Socialdemokratiet vil prioritere penge til at få flere lærere i skolen?

Ordføreren.

Som jeg sagde indledningsvis i min tale, er vi ikke enige i finansieringen. 4,7 mia. kr. er så massivt et beløb, at det er noget, der skal prioriteres i en finanslov sammen med alle mulige andre kriser, som står og banker på døren. Og den måde, som Radikale Venstre har valgt at finde pengene på, kan vi ikke bakke op om.

Spørgeren.

Men hvorfor er Socialdemokratiet ikke mere optaget af at få flere lærere i skolen? Altså, hvorfor er det, at Socialdemokratiet vælger at ville sende de sårbare børn ud af klassen, når vi ved, at der bare vil være flere, der så bliver skubbet ud af fællesskabet, i stedet for at prioritere at have de lærere og pædagoger, der skal til, for at kunne støtte børnene?

Ordføreren.

Vi sender bestemt ikke elever ud af klassen. Vi har netop med den aftale om folkeskolens kvalitetsprogram lavet den her timebank, så der bliver lokal mulighed for den enkelte lærer for at kunne gå ind i den enkelte klasse og tilrettelægge undervisningen, så det passer til den elevgruppe, man har. Det kan være, at man kan skrue ned for noget og op for noget andet. Det kan være, at man har brug for uddannelse. Det kan være, at man har brug for noget i forbindelse med indretning. Vi skal ikke herindefra sige, hvad det er, og pege på, hvad det lige præcis er, der virker i den enkelte klasse. Det tror jeg faktisk på at lærerne med deres faglighed godt kan gøre selv.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste ordfører i rækken er hr. Christian Friis Bach fra Venstre.

Mange tak for det. Jeg vil starte med sige, at jeg står her på vegne af fru Anni Matthiesen, som er børne- og undervisningsordfører i Venstre, så det er ikke, fordi jeg har fået endnu et ordførerskab. Men tak til fru Lotte Rod og Radikale for at slå et slag for at løfte kvaliteten i folkeskolen. Det ved jeg ligger ordføreren meget nært, og jeg vil også gerne udtrykke min respekt for fru Lotte Rods store engagement i at skabe en bedre folkeskole; tak for det.

Men den intention deler vi også i regeringen, og med folkeskolens kvalitetsprogram sikrer vi et markant løft af folkeskolen i en aftale, som Radikale Venstre jo også med i: timebank, opkvalificeringspulje, styrkelse af PPR, juniormesterlære, ja, der er mange gode eksempler på initiativer, der kommer til at gøre en forskel ude på skolerne. Og de er finansieret krone for krone, og det er jo, bliver jeg nødt til at sige med beklagelse, i modsætning til det forslag, vi står med her, som vil koste 4,7 mia. kr., og den finansiering, der ligger, kan ikke gennemføres i det her Folketing. Det er jo et svimlende beløb, og vi kunne også godt tænke os at investere mere i en række sager, men vi står over for nogle meget store investeringer i Danmarks sikkerhed og grønne løsninger. Derfor ser vi ikke en mulighed for at løfte finansieringen af folkeskolen med 4,7 mia. kr.

Derudover er forslaget jo også bundet til en bestemt model for at sikre større inklusion, nemlig flere medarbejdere i de enkelte klasser – en ekstra lærer eller pædagog. Det er jo en grundlæggende pointe også fra os, at vi håber, at det er en opgave, som kommunerne skal tage på sig og løse med respekt for det kommunale selvstyre.

Men vi skal huske på, at de fleste børn og unge i folkeskolen faktisk trives. Det er jo en af konklusionerne fra Trivselskommissionens arbejde. Grundlæggende fungerer skolen godt, og den pointe kan jeg ikke understrege nok, for vi skal huske det fulde billede. Vi ved godt, at der er elever med store udfordringer. Det tager vi meget alvorligt. Men nu har vi sikret et løft af almenområdet, hvilket er fuldstændig afgørende, også med henblik på at forebygge, at børn og unge ender i en gruppe, som mistrives. Og snart vil ekspertgruppen komme med anbefalinger, der kan hjælpe os med at målrette initiativer til den gruppe af børn og unge, som ikke har det godt nok. Så der er sat et arbejde i gang. Men der skal findes lokale løsninger. Vi skal først og fremmest finde pengene. På den baggrund kan vi ikke støtte forslaget. Tak for ordet.

Tak til hr. Christian Friis Bach. Der er en enkelt kort bemærkning fra hr. Sigurd Agersnap fra Socialistisk Folkeparti.

Tak for det, og tak til ordføreren for talen. Jeg synes, at ordføreren sagde, at Radikale Venstres finansiering ikke kan gennemøres i det her Folketing. Det er ikke, fordi vi i SF er enige i den finansiering, der ligger, men jeg synes bare, det lidt blev en cirkelslutning. For den kan jo ikke gennemføres, fordi regeringen ikke bakker op om den finansiering. Er det ikke rigtigt, ordfører?

Ordføreren.

Det er fuldstændig rigtigt, men det er vi så heller ikke enige om. Der er en del andre partier, der heller ikke bakker op om den her finansiering.

Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren. Den næste ordfører er fru Karina Adsbøl fra Danmarksdemokraterne.

Tak for det, formand. Jeg står her i dag for at tale om et vigtigt emne, nemlig vores alle sammens børns trivsel, læring og fremtid. Det er jo et emne, der berører os alle, og som kræver vores fælles opmærksomhed, også i forhold til handling.

Radikale Venstre har fremsat et beslutningsforslag, der tydeligt viser, at ønsket er at skabe en skole, hvor børn kan trives, og hvor inklusion er en grundlæggende værdi. Vi støtter fuldt op om målet om at hjælpe børn med skolevægring og også sikre, at ingen børn falder igennem, netop fordi vi tror på, at en god skole er en skole, hvor børn føler sig set og hørt. Det er en ambition, vi kan stå bag.

Vi ved jo også, at ressourcer og nærværende voksne i skolen kan gøre en kæmpe forskel, så intentionen bag forslaget kan vi godt støtte. Det er vigtigt, vi skaber gode rammer for folkeskolen. Det er vigtigt, vi forebygger mistrivsel og sikrer, at børn får den støtte, de har brug for så tidligt som muligt. Derfor bakkede vi også op om Konservatives beslutningsforslag, som blev behandlet her for et stykke tid siden i Folketingssalen.

Men jeg må også være ærlig og sige til Det Radikale Venstre, at vi ikke kan støtte det her forslag, som

ligger her, og det er der flere årsager til. Nogle af årsagerne er nævnt i den her debat, og det handler om hele finansieringsdelen. Men så er der også en anden del i forhold til detailstyring, i forhold til at man vil begrænse skolernes og kommunernes frihed til at tilpasse løsninger til deres konkrete behov.

Vi tror også på, at løsningerne skal kunne tilpasses til den enkelte skole, det enkelte barn og den lokale virkelighed. En centralt styret model, hvor alt skal besluttes og finansieres gennem Christiansborg, kan risikere at komme til at kvæle den fleksibilitet, som er nødvendig for at skabe de bedste resultater.

I Danmarksdemokraterne ønsker vi også en god skole for alle børn, men vi mener også, at en af måderne, man gør det på, er ved at give skoler og lokale myndigheder friheden til at finde de løsninger, der virker bedst i deres sammenhæng. Derfor mener vi, at det her forslag går for vidt. Vi mener ikke, at alt skal besluttes centralt.

Vi vil have en god skole, hvor den lokal frihed også er i centrum, og hvor ressourcerne kan anvendes dér, hvor de gør mest.

Jeg vil også sige, at jeg synes, at når vi har de her debatter omkring skolen, skal vi også selv stille os det spørgsmål, om inklusionen er gået lidt for vidt, og om der ikke også er behov for, at flere skal have et tilbud, der passer til dem specifikt, frem for at vi prøver at passe alle ind i en fælles ramme.

Vi er enige i, at der er behov for at have fokus på det her område. Men vi er jo stadig ikke blevet lukket ind i folkeskolekredsen, og så længe et flertal sidder der, er det jo ikke så nemt at få den helt store indflydelse. Vi mener, det er vigtigt med fleksible løsninger, der giver skolernes ledelser og lærere mulighed for at tilpasse indsatsen efter de konkrete behov.

I Danmarksdemokraterne vil vi gerne være med til at arbejde sammen for en skole, der er god for alle børn, en skole, hvor trivsel er fundamentet, og hvor tillid til de lokale aktører er det bærende. Det er vejen frem, hvis vi skal skabe en folkeskole, der kan leve op til vores fælles ambition om at give alle børn de bedste muligheder for et godt børneliv. Tak for ordet.

Tak for talen. Der er ingen korte bemærkninger, så vi går videre til den næste ordfører i rækken, hr. Sigurd Agersnap fra Socialistisk Folkeparti.

Tak for ordet, formand, og tak til Radikale Venstre for at fremsætte det her beslutningsforslag. Vi har en god folkeskole i Danmark. Vi har mange dygtige lærere, vi har gode pædagoger, og der er mange glade børn. Men folkeskolen er også voldsomt udfordret. Skolernes økonomi er presset. Besparelser efter besparelser har ramt hverdagen i klasselokalerne hårdt, og der er ikke penge nok til at give børnene den støtte, de har behov for, i forhold til at give flere timer med to lærere eller en lærer og en pædagog, når man kan se, at der er behov for det i en klasse.

Jeg har på det seneste været rundt og besøge en række skoler, og der er kun engagerede lærere og skoleledere, som gerne vil det bedste for børnene. Men de støder på rammerne og ressourcerne og mener ikke, at de har mulighed for faktisk at hjælpe de børn, der skal hjælpes. Samtidig får skolerne lige nu at vide, at der skal inkluderes flere, at flere børn fra specialtilbud skal rummes i folkeskolen, men at det skal være inden for den samme økonomiske ramme som i dag.

Samtidig med det er mange skoler nedslidte; de har gamle lokaler og har ikke lokaler, der er indrettet til at kunne rumme børn med f.eks. med svær autisme, eller børn, der har behov for at kunne trække sig i en periode.

Flere forældre vælger folkeskolen fra og vælger en privatskole til, og det er en negativ spiral, som kræver stor politisk opmærksomhed og også nogle store ambitioner for folkeskolen. Så tak til Radikale Venstre for også at sætte det til debat i dag. Jeg har nogle gange oplevelsen af, at alvoren ikke helt er sunket ind på Christiansborg.

Vi er i SF meget enige i intentionen i beslutningsforslaget her. Der er brug for et løft af folkeskolen, og noget af det, lærerne selv peger på som det vigtigste, er flere timer med flere voksne i klassen, tolærerordninger eller en lærer og en pædagog sammen, så man kan se det enkelte barn og hjælpe dem i tide, før problemerne vokser sig store. Det giver både tid til faglighed, og det giver tid til de afgørende relationer, som virkelig kan løfte et barn.

En skoleleder sagde til mig: Vi kan snakke nok så meget om alt det andet, men det, der hjælper børn, der har det svært, er voksne, der ser dem og kender dem, og som har tid til at bruge tid på dem.

Vi er helt enige i, at det er noget af det vigtigste, og det haster. Mistrivslen blandt børn stiger. Flere har skolevægring, og fraværet vokser i vores folkeskole, og det er ikke børnene, der er noget galt med; det er skolens rammer. Vi har i SF tidligere været med til at sikre en folkeskolemilliard. Det vil vi gerne gøre igen og kæmpe for, at der kommer penge til folkeskolen. Men vi er ikke enige i den finansiering, der ligger i Radikale Venstres 2030-plan.

Radikale Venstre foreslår bl.a. at finde pengene ved at afskaffe pensionsordninger for nedslidte, og det kan vi i SF ikke bakke op om.

Vi mener, at en prioritering af folkeskolen skal ske ved, at dem, der har mest, og dem, der har fået flest skattelettelser, skal bidrage til fællesskabet. Vi står klar til at tage ansvar for en folkeskole, hvor alle børn har mulighed for at lykkes. Det kræver en investering i rammerne. Men vi er ikke enige i finansieringen, som den ligger her. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning fra fru Lotte Rod, Radikale Venstre.

Det er ærgerligt, at SF ikke vil støtte at få markant flere lærere i skolen. Derfor vil jeg bare spørge SF, fordi vi har sådan et godt samarbejde om skolen, hvad der egentlig, når det så virkelig gælder og vi måske skal forhandle en ny regering, er førsteprioriteten for SF. Er det børnenes skole, eller er det de ældre?

Ordføreren.

Vil vil gerne støtte, at der kommer flere lærere i skolen, og vi vil også gerne prioritere det økonomisk. Vi havde sidste sommer selv et forslag om et Apolloprogram, som sætter rigtig mange milliarder af til børns trivsel. Men vi laver ikke den opdeling, som Radikale Venstre laver, altså at det enten er børnene og de unge eller det er de ældre. Vi mener faktisk, at den opdeling og den finansiering, der er i vores samfund, er, om vi har råd til at investere i vores fælles velfærdssamfund, eller om vi bare hver især bliver rigere derhjemme, og det er derfor, jeg siger, at den finansiering, som Radikale Venstre peger på, ikke er den, vi mener er solidarisk og social. Vi mener, at den offentlige velfærd skal følge med, når vi hver især er blevet rigere derhjemme, og det kræver, at man ikke giver flere skattelettelser, men at man i stedet kigger på skatten. Men vi er meget med på det at prioritere børn og unge. Vi kom sidste år med et stort udspil, der gjorde det, og vi kommer nok også med noget i år, som i prioriteringsrammen ligner det her.

Spørgeren.

Men det er jo en prioritering. For vi kan jo kun bruge pengene én gang, og nu har vi som Folketing i årevis prioriteret pengene til de ældre, og det er derfor, jeg spørger SF til, hvad der, når det virkelig kommer til at gælde, så er førsteprioriteten for SF. Vil man prioritere børnene, eller vil man, som har gjort det så mange gange før, igen prioritere de ældre?

Ordføreren.

Nej, det her bliver lidt en flad diskussion. Politik er en prioritering, men politik er ikke bare en prioritering mellem børn og ældre. Politik kan også godt være en prioritering mellem vores velfærdssamfund og det at dele skattelettelser ud, og det er i spørgsmålet om at dele skattelettelser ud, vi og Radikale Venstre grundlæggende ser forskelligt på det. Vi mener ikke, at det er de ældre, som har været længst tid på arbejdsmarkedet, der skal betale for, at vi investerer i vores børn og unge. Men vi mener, at vi skal investere i vores børn og unge, og det skal vi gøre, ved at nogle af de største skattelettelser bliver rullet tilbage.

Tak. Den næste, der har bedt om ordet er fru Sara Emil Baaring, Socialdemokratiet.

Tak for det. Jeg skal bare høre, om ordføreren kan hjælpe mig med, i hvilken størrelsesorden vi snakker om at SF ønsker at investere i folkeskolen. Hvad for et beløb taler vi om?

Ordføreren.

Det er jo et godt spørgsmål. I går kom det frem, at Finansministeriet i juni forventer at opjustere råderummet igen. Vi ved ikke til hvor meget, og vi ved ikke, hvor mange gange man vil opjustere det, og det er derfor, det er svært at sige, præcis hvor mange penge der skal investeres i folkeskolen. For vi synes, at det, når vi som samfund bliver rigere, så skal komme folkeskolen til gode. Når vi ikke kan få tallene at vide af ordførerens partikammerat, der sidder som finansminister, så er det jo meget svært at lægge en samlet plan for det frem.

Vi foreslog sidste år – og det har vi finansieret – at man sætter mere end 7 mia. kr. af til at prioritere børn og unge og sætter ind i forhold til deres mistrivsel, og en stor del af det går til folkeskolen.

Spørgeren.

Men kan vi komme det lidt nærmere? Snakker vi 7 mia. kr., eller snakker vi 1 mia. kr.? Er det nogle penge, som man vil give direkte til kommunerne? Vil man binde midlerne? Hvad tænker SF?

Ordføreren.

Det kække svar er, at vi kan komme det lidt nærmere, når finansministeren er kommet lidt nærmere, hvor mange penge der er i kassen. Altså, det er meget svært at svare på, hvor mange penge man vil bruge, når man ikke ved, hvor mange penge der er. Men vi kan godt komme det nærmere, hvordan vi vil bruge pengene. Vi forestiller os også, at man ligesom med kvalitetsprogrammet går ind og sætter nogle penge af i timebanken, fordi det er en mulighed for, at skolerne selv kan prioritere midlerne. Hvis man tager vores Apolloprogram, mener jeg, at der ligger omkring 2,5 mia. kr., som går direkte ned i folkeskolen.

Tak. Den næste, der har bedt om ordet, er fru Helena Artmann Andresen fra Liberal Alliance.

Tak for det, og tak for talen. Jeg vil egentlig bare spørge lidt ind til SF's børnesyn, for ordføreren siger, at det ikke er børnene, den er gal med, men at det er rammerne. Jeg vil bare høre: Kan det aldrig være børnenes opførsel, den er gal med, og ikke bare rammerne?

Ordføreren.

Jo, børns opførsel kan være forkert, og det, meget pædagogik handler om, er jo at se bag et barns opførsel – altså hvad er det, der udløser en bestemt opførsel? Det er det, der kan rykke et barn videre. Det tror jeg man kan finde rigtig meget pædagogisk forskning om.

Jeg synes, at det, der peger meget ensidigt på, at vi har nogle forkerte rammer, er, at vi kan se store stigninger i, hvor mange børn som har skolevægring, hvor meget fraværet vokser, hvor mange børn som ikke trives i vores skole. Så kan man ikke gå ned og sige, at det er det enkelte barn, der er forkert; så må man sige, at der er noget galt med de rammer, vi giver i folkeskolen. Noget af det handler om økonomien til at sætte ind, som vi diskuterer her i dag, og noget af det handler jo også om, at vi har skabt en præstationsfolkeskole, hvor der er rigtig mange test, rigtig mange karakterer, der er meget fokus på, at man skal præstere godt, og ikke helt lige så meget plads til at rumme forskelligheden og sørge for, at man kan udvikle sig i det tempo, man udvikler sig i, og rumme det fællesskab, som er vigtigt. Så jeg tror helt klart, at rammerne er en meget, meget stor del af forklaringen.

Spørgeren.

Ja, jeg er sikker på, at rammerne nogle gange er forkerte, men at barnets opførsel også godt kan være forkert. Mener SF, at det kan være et problem, at der er nogle kommuner, hvor skolerne lægger et børnesyn ned over alle lærere og pædagoger, der er det, man sådan kalder for det nye børnesyn, nemlig at børnene altid gør det så godt, som de kan, og at det kan give udfordringer for de enkelte lærere, fordi det altid bliver rammerne, der er problemet, og altid er lærernes skyld, at barnet ikke kommer til at lykkes, og at det kan føre til, man har svært ved at give noget af den opførsel, som nogle børn udøver, konsekvenser?

Ordføreren.

Jeg kender ikke det konkrete koncept, som der henvises til, men vi er kritiske over for, at man fra en kommunalbestyrelses side eller en forvaltning side lægger for mange koncepter ned over de fagprofessionelle. Det gælder både i vuggestuer og børnehaver, og det gælder også i folkeskolen. Det skaber et for snævert rum til, at den der faglighed kan udfolde sig.

Når det er sagt, er det selvfølgelig vigtigt, at gode idéer bliver delt på tværs, og at man har mulighed for at udveksle dem. Men hvis det er en meget snæver ramme i et koncept, vil vi være kritiske over for det.

Tak. Den næste, der har bedt om ordet, er hr. Rasmus Lund-Nielsen fra Moderaterne.

Jeg føler mig kaldet til at tage ordet som følge af det, som ordføreren svarer til fru Helena Artmann Andresen omkring, at ordføreren her problematiserer rammerne i folkeskolen. Jeg er sådan set enig i, at rammerne godt kan blive forbedret. Men jeg undrer mig lidt over, at det skulle være svaret på, hvorfor vi så ser, at der er en stigning i børn, der mistrives i skolen og skolevægrer, for de sidste 7 år er der jo kommet flere lærere pr. elev.

Ordføreren nævner også og problematiserer også karakterer, altså at der bliver givet for mange karakterer. Men der bliver jo først givet karakterer i folkeskolen fra 8. klasse. Så det, jeg er nysgerrig på at spørge ind til, er: Vil man fra SF's side helt fjerne karakterer, eller vil man først give det fra 9. klasse? Vil man give færre karakterer, end man allerede gør? Hvor meget vil man egentlig sænke krav generelt? Og forestiller ordføreren sig ikke også, at der kan være noget f.eks. i hjemmet, der gør, at der er flere elever, der har det sværere i folkeskolen, når vi nu kan se, at vi giver flere penge til folkeskolen, end vi har gjort tidligere?

Ordføreren.

Jo, til det sidste er det jo klart, at de trivselsudfordringer, mange børn står med, er der mange årsager til, og der kan vi ikke bare pege entydigt på folkeskolen. Det håber jeg heller ikke var den opfattelse jeg gav. Jeg tror, det er en del af forklaringen. Jeg tror bestemt ikke, det er hele forklaringen.

Så bliver der spurgt til test og karakterer. Ja, vi synes, man skulle afskaffe de nationale test. Vi synes, man generelt skulle have meget færre test i folkeskolen. Vi vil også gerne gøre folkeskolen karakterfri. Det ved vi godt der er lang vej til at der er et flertal til, men det er jo SF's politik. Jeg synes, en debat, vi er nødt til at have – og nu er det jo en bred debat om folkeskolen – også er, når der kommer en fagfornyelse, om vi så med åbne øjne skal sige: Det kan godt være, at der er nogle af kravene, vi skal slække lidt på. Altså, det kan godt være, de faglige krav ikke er det vigtigste, og så er det noget andet, der kommer i højsædet. For hvis man bliver ved med at holde foden på speederen i en diskussion om, at vi hele tiden skal blive dygtigere og dygtigere, så giver man ikke plads til det andet, som kan være lige så vigtigt. Og der er både mange lærere og pædagoger, der peger på, at de faglige krav kan være problematiske.

Spørgeren.

Men faktum er jo bare, at lige nu bliver vores elever ikke dygtigere og dygtigere; de bliver faktisk ringere og ringere fagligt. Det kan vi se. Fagligheden falder. Og det tror jeg har meget at gøre med det samme, som gør, at vi også kan se, at mistrivslen stiger. Jeg tror, at meget af det har at gøre med introduktionen af smartphones og skærme, både i forhold til børn, som så oplever, at deres faglige trivsel – det kan vi jo se på undersøgelser – falder, fordi de måske hellere vil være på deres skærme, som de er på i deres fritid, men også, fordi forældrene er meget på deres skærme, i stedet for f.eks. fra deres børn er små at kigge dem ind i øjnene, spejle dem osv. Så jeg tror, at vi skal finde forklaringen et andet sted end bare at slække på kravene.

Ordføreren.

Jeg tror også, skærme er en stor del af forklaringen, og det er jo en god udvikling, der er i gang i vores folkeskole, hvor man på rigtig mange skoler nu har taget stilling til, at skærmene skal bruges mindre. Det er vi helt enige i i SF.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak. Den næste ordfører i rækken er fru Helena Artmann Andresen fra Liberal Alliance.

Tak for det, og tak til Radikale Venstre for at give os muligheden for at debattere, hvordan vi får en bedre folkeskole, og hvordan vi kan lykkes med inklusionen, ved at fremsætte det her beslutningsforslag med overskriften en god skole for alle børn. Det er jo meget svært at være uenig i det mål, for uanset politisk ståsted deler vi her i salen ambitionen om at skabe en god skole for alle. Men vi har selvfølgelig forskellige veje derhen, og ikke overraskende har Liberal Alliance også en lidt anden vej og tilgang end Radikale Venstre.

Men ja, det er for mange børn, som ikke føler, at de passer ind i det almene fællesskab. Det bekymrer også os. Jeg deler også forslagsstillernes bekymring for det stigende antal diagnoser, der bliver stillet, og det er en vigtig og nødvendig debat, vi skal have. For forskningen viser, at det i sig selv at få en diagnose kan have negative konsekvenser – altså ikke sygdommen, men diagnosen – for voksne, som fører til flere sygedage og lavere livskvalitet. Så hvorfor skulle det være anderledes for børn?

I Danmark bliver en stor del af diagnoserne ændret, og det siger også noget om, hvor komplekst det er, og hvor vanskeligt det er at udrede særlig børn, der naturligt nok har svært ved at sætte ord på, hvordan de har det. Der mangler også en kvalitetssikring af, hvem der udreder, og måske skal PPR tænkes helt om. Jeg synes, det var enormt inspirerende, da vi var i Skotland, hvor man ikke lader diagnosen være adgangsbilletten til at få hjælp i skolen, men hvor det i stedet handler om behov. I Danmark er det desværre modsat i mange kommuner, hvor man nærmest skal have en diagnose for at kunne få noget ekstra hjælp i skolen.

Spørgsmålet om, hvordan vi skaber en god skoletid er afgørende, men det kræver også, at vi tør stille et endnu større spørgsmål: Hvorfor er der flere børn, der har brug for ekstra støtte, og som ikke føler, de passer ind? Noget handler om den kvalitet, vi leverer i vores dagtilbud; måske har vi også institutionaliseret børnene. Noget handler om opdragelse; måske er vi også ved at gøre børnene lidt skrøbeligere både ved at give dem færre rammer og stille færre forventninger til dem. Færre børn i dag leger, og jeg tror, at det er en meget vigtig forklaring på, hvorfor der er flere børn, der har svært ved at følelsesregulere og indgå i fællesskaberne. Lærerne har samtidig mistet dele af deres autoritet, som tidligere gjorde det lettere for dem at opretholde fællesskabet i klassen.

Så vil jeg sige lidt mere om det konkrete forslag om at afsætte 4,7 mia. kr. til en ekstra lærer eller pædagog i halvdelen af timerne i folkeskolen. Jeg forstår intentionen, men jeg synes, at der er andre og bedre redskaber, vi skal tage fat i, bl.a. at udbrede mellemformer. Jeg har efterhånden besøgt en del skoler, hvor man er lykkedes virkelig godt med de elever, som jeg tror den radikale ordfører plejer at kalde for Pippi Langstrømpe- og Emil fra Lønneberg-typer. Jeg mener samtidig, at det skal kunne lykkes i langt de fleste klasser som udgangspunkt at have én dygtig lærer som tidligere. Det kan godt være rigtigt at have klasser, hvor der er mere end én lærer, men ikke for alle. Jeg synes dog, at det er positivt, at der i forslaget lægges op til, at det skal indgå i timebanken, så man stadig væk bevarer den lokale frihed.

Vi vil også kigge på mere efteruddannelse til lærerne og en universitetsbaseret læreruddannelse, som vi i Liberal Alliance har kæmpet for i mange år. Det er bekymrende, at det faglige niveau falder og falder for de lærerstuderende, og den universitetsbaserede læreruddannelse skal være med til at rette op på det og hæve det faglige niveau. Radikale skriver i bemærkningerne, at lærerne skal have bedre tid, og det kan jeg kun være meget enig i, både til at forberede sig ordentligt men også bare til at se i eleverne i øjnene. For netop noget så simpelt, men afgørende, som at en lærer har tid til at kigge en elev i øjnene, lægger mærke til og har overskud til, at der er en elev, der måske begynder at trække sig lidt, kan forebygge skolefravær .

Så vil jeg også gerne vide, hvor De Radikale vil finde alle de lærere og pædagoger. Vi i LA vil meget gerne se på, hvordan vi kan få lærer- og pædagogfaget til at tiltrække flere. Et forslag kunne være at åbne op for lokal løndannelse, så man kan belønne den lærer og pædagog, der lige giver det ekstra. Og så lad mig slutte af med at gentage et forslag, som vi har stillet mange gange før, men som jeg også tror er altafgørende, og det er, at vi altså får nogle kortere skoledage. Det er blevet en smule bedre i kvalitetsaftalen, men efter vores mening er det ikke nok. Kortere skoledage vil være en kæmpe fordel for børnene, men også for lærerne i forhold til tid og overskud. Tak for ordet. Vi kan ikke støtte forslaget.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak, og den næste ordfører i rækken er hr. Rasmus Lund-Nielsen fra Moderaterne.

Tak for ordet, formand. Lad mig starte med at anerkende intentionen bag Radikale Venstres beslutningsforslag. Vi deler ønsket om en folkeskole, hvor alle børn har mulighed for at lykkes, hvor færre børn ender i mistrivsel, og hvor færre forældre må løbe spidsrod mellem et barn, der ikke kan komme i skole, og kravene fra deres arbejde – hvis de da ikke allerede har måttet sætte deres arbejdsliv på pause og er overgået til tabt arbejdsfortjeneste, som det er sket for alt for mange forældre i de senere år, som fru Lotte Rod også adresserede i sin motivering af beslutningsforslaget.

Der er derfor behov for at skabe en folkeskole, der er bedre for flere børn. Men det er også vigtigt, at vi diskuterer, hvordan vi når derhen, og hvad der rent faktisk virker. For Moderaterne er det afgørende, at vi skaber en skole, hvor alle elever ikke presses ind i den samme struktur, men hvor man undervisningsdifferentierer, anvender mellemformer og lader dem, der er fagligt udfordrede, modtage en mere skræddersyet undervisning på mindre hold, dvs. en skole, hvor lærerne også har mulighed for at lave god undervisning til alle, og hvor støtten ikke først kommer, når det hele er ved at ramle, men tidligt og målrettet, og hvor ressourcerne bruges der, hvor de gør den største forskel.

Derfor er vi også glade for aftalen om folkeskolens kvalitetsprogram. Det vil uden tvivl gøre vores folkeskole bedre for flere børn. Aftalen giver jo et varigt økonomisk løft på hele 740 mio. kr. om året, og endnu vigtigere giver den skoler og kommuner mere frihed til at bruge midlerne efter lokale behov. Det kan være tovoksenordninger, men det kan også være holddeling, styrket PPR eller opkvalificering af lærere i specialpædagogik. Det afgørende for os er ikke én bestemt model, men at vi styrker kapaciteten der, hvor den lokale skole ved at der er behov for det.

Det betyder også, at vi mener, at det er for ensidigt at lægge op til at bruge 7,4 mia. kr. årligt til én bestemt løsning, nemlig to voksne i halvdelen af alle timer. Det vil givetvis hjælpe rigtig mange steder, men vi risikerer også at bruge rigtig mange penge, uden at vi får nok ud af de anvendte midler. Vi skal investere i vores folkeskole, og det gør vi også, men vi skal gøre det med omtanke og med respekt for, at behovene kan være forskellige i Rudkøbing, Rødovre og Rønne. Derfor mener vi, at aftalen om kvalitetsprogrammet er den rigtige vej frem. Det er ikke en færdig løsning, men det er et vigtigt skridt, og med den kommende ekspertgruppe, der bl.a. skal kigge på inklusion og sygeundervisning, samt undersøgelsen af langvarigt skolefravær bliver vi forhåbentlig også klogere på, hvordan vi med fordel kan målrette indsatsen yderligere med at skabe en folkeskole, der er god for alle børn. Det skylder vi børnene.

Vi skylder dem også tage den tid, det kræver at gøre det ordentligt. Af den grund støtter vi i Moderaterne ikke beslutningsforslaget, men vi bakker fuldt op om ambitionen: at lave en skole, der er god for alle børn. Det er noget af det vigtigste, vi overhovedet kan arbejde med her på Christiansborg. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er et par korte bemærkninger. Den første, der har bedt om ordet, er fru Lotte Rod, Radikale Venstre.

Hvor mange flere børn skal have det så skidt, at de ikke kan komme i skole, før Moderaterne faktisk vil prioritere penge til at få flere lærere i skolen?

Ordføreren.

Det spørgsmål implicerer jo det, som jeg adresserede i min tale, nemlig at det skulle være énmodel eller ét løsningsforslag, som kan gøre, at flere børn kan være i skolen uden at mistrives. Der vil jeg egentlig i højere grad prioritere den lokale frihed til at vælge den løsning, man ud fra de lokale behov finder kan være mest virksom til at forebygge bl.a. langvarig, bekymrende skolefravær, som er noget, vi skal sætte langt mere ind over for, og som vi jo også gør med kvalitetsprogrammet, som jo ikke har fået lov til at virke endnu, og som vi i øvrigt også har fokus på med den psykiatriaftale, vi er ved at forhandle aktuelt, og som vi håber at lande en aftale med inden længe.

Der er et af de forslag, jeg har prøvet at få igennem, at vi opretter et tilbud til bl.a. børn med adhd og autisme, så vi tidligere kan hjælpe dem. Det tror jeg kunne gøre, at de kan være i skolen. Så det er ikke nødvendigvis sådan, at det kun er flere pædagoger og lærere i folkeskolen, der vil kunne løse det her problem.

Spørgeren.

Den pædagogiske frihed kommer jo ikke, når man ikke har noget at rutte med. Friheden kommer netop med, at vi herindefra prioriterer, at der er lærere nok, for det er jo der, at man som skole kan lave mellemformer. Det er jo der, man kan tage hjem og besøge et barn, der ikke har været i skole. Det er jo der, man kan lave en særlig indsats.

Ordføreren.

Det anerkender jeg da fuldt ud. Det er vel også derfor, at det er rigtig positivt, at vi fra 2023 har anvendt 807 mio. kr. ekstra årligt og varigt til flere lærere i folkeskolen og der de sidste 7 år er kommet flere lærere pr. elev.

I går landede der jo en undersøgelse fra KL og Børne- og Undervisningsministeriet, der viste, at selv om børnetallet er faldet, og selv om elevtallet er mindre nu end for 7 år siden, har man ikke brugt anledningen til at skære ned på antallet af lærere; man har faktisk hævet andelen af lærere. Så der er flere årsværk. Der er nu næsten 1.500 årsværk mere. Så der kommer jo flere lærere, og vi er også villige til at prioritere endnu flere midler til det, men det er jo ikke én model, der centralt skal bestemmes herfra.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak. Den næste ordfører i rækken er fru Lise Bertelsen fra Det Konservative Folkeparti.

Tak for ordet, formand. Tak til Radikale Venstre. Det Konservative Folkeparti deler Radikale Venstres ambitioner om at skabe en folkeskole, der er god for alle børn. Vi værdsætter det fælles ønske om at styrke trivslen og reducere fraværet i vores folkeskoler. Derfor har Det Konservative Folkeparti også fremsat et beslutningsforslag om netop en national handlingsplan for børn og unge med skolevægring, hvor vi skal kigge på årsager og løsninger.

Det er en bærende værdi for os, at alle børn skal have de bedste forudsætninger for at lære og for at trives. Derfor støtter vi også tanken om, at der i de klasser, hvor det konkret vurderes, at der skal være to voksne til stede, f.eks. en lærer og en pædagog, skal være mulighed for det. Det har faktisk også været en mærkesag for os i årevis.

Den faglige og sociale undersøgelse skal tilpasses virkeligheden på den enkelte skole, og vi mener, at skolen skal have friheden til at prioritere og organisere deres ressourcer efter de lokale behov. Det blev heldigvis også en mulighed med den nye aftale, vi indgik om folkeskolen, hvor netop friheden styrkes.

Jeg vil rigtig gerne takke Radikale Venstre for et velmenende beslutningsforslag, men en udgift på 4,7 mia. kr. årligt er godt nok mange penge, og vi er ikke helt enige i, at de skal bruges her. Det er med andre ord ikke målet, vi er uenige om, men vejen dertil. Vi deler ønsket om en stærk folkeskole, hvor alle får de allerbedste muligheder, men Det Konservative Folkeparti kan ikke støtte det fremsatte forslag, og det skyldes primært finansieringen. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Den næste i ordførerrækken er fru Mai Villadsen fra Enhedslisten.

Tak for det, formand. Folkeskolen er et fantastisk fællesskab og et fællesskab, vi skal værne om. Folkeskolen burde også være et stærkt fællesskab for alle børn, men flere og flere børn mistrives, bl.a. i de rammer, skolen tilbyder i dag. De føler sig forkerte og alene, og nogle ender helt uden for fællesskabet. Vi er lige nu vidner til en bekymrende tendens, hvor nogle, skulle man nærmest tro, vil løse uro og mistrivsel ved at sende elever ud af vores fælles folkeskole. Det er ikke holdbart. Uro og ballade må aldrig styre hverdagen i skolen. Men det kræver altså en grundlæggende forandring af folkeskolen og den måde, vi indretter den på, hvis vi skal rette op på de udfordringer, der er i dag, og ikke bare segregere endnu flere børn. Vi må indrette folkeskolen efter eleverne i stedet for at presse dem ind i en skolehverdag, hvor der ikke er plads til dem, sådan som det er tilfældet nogle steder.

I Enhedslisten mener vi, at der er behov for forandring nu og her, hvis folkeskolen ikke skal knække midtover, og derfor vil jeg gerne takke Radikale Venstre for at rejse en meget, meget væsentlig og vigtig debat, som er presserende. På bare 10 år er andelen af elever med langvarigt skolefravær steget fra 13 pct. til 22 pct. Samtidig er andelen af forældre, der modtager tabt arbejdsfortjeneste, steget markant, som også Radikale Venstres ordfører nævnte her på Folketingets talerstol.

Mange børn får ikke den støtte, de har brug for i den almindelige undervisning, og resultatet er, at flere skubbes ud af fællesskabet og kæmper med næb og kløer for at komme over i specialtilbud. Folkeskolen er altså nogle steder ikke længere en skole for alle børn, og det er faktisk en tragedie. Derfor vil vi gerne – ligesom Radikale Venstre, kan jeg se – lægge en ny kurs for folkeskolen, hvor man skaber en skole, hvor børn mødes på tværs af sociale skel, hvor der er tid og plads til netop forskellighed, og hvor alle børn får et fælles fundament for livet. Det er meget afgørende for vores samfund, og derfor er det væsentligt at investere i netop det her område.

Så tak til Radikale Venstre for at turde pege på et løsningsforslag, nemlig at der skal være flere voksne til stede i vores skole og i undervisningen. Det mener vi fra Enhedslistens side er en uhyre vigtig komponent i forhold til at skabe en stærk skole. Der er også rigtig mange andre løsningsforslag, og derfor bemærker jeg med glæde, at Radikale Venstre i det her forslag peger på, at midlerne skal komme ind i timebanken, så man faktisk lokalt kan prioritere, hvor pengene bliver brugt. Dermed er det her jo ikke en fastlåsning, i forhold til at der nødvendigvis skal være præcis to voksne i halvdelen af timerne i folkeskolen.

Mange peger på finansieringen og på, at 7,4 mia. kr. er mange midler. Det er også fuldstændig rigtigt; det er rigtig mange penge. Men hvad er alternativet? Det er, at vi bruger rigtig mange midler i dag på tabt arbejdsfortjeneste, på mistrivsel og på en udfordring, som kun kommer til at blive større. Så derfor mener jeg, at det er fornuftigt faktisk at sætte stærkt ind og investere massivt i skolen. Jeg er sikker på, at det faktisk bliver billigere på den lange bane.

Derfor bakker Enhedslisten også op om forslaget, også til trods for at vi er dybt uenige i store dele af Radikale Venstres finansieringsforslag. For som det påpeges i beslutningsforslaget fra Radikale Venstre, er det netop forslag, og det er op til en forhandling i Folketinget at finde den egentlige finansiering. Jeg synes, at det er dejligt, at der er nogen, der tør at komme med visioner for folkeskolen hernede i salen, og Enhedslisten bakker op om beslutningsforslaget.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Den næste ordfører i rækken er hr. Alex Ahrendtsen fra Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak, formand. I Dansk Folkeparti anerkender vi intentionerne bag beslutningsforslaget. Vi deler ønsket om en folkeskole, der inkluderer og støtter alle børn. Vi anerkender også, at trivsel og inklusion er centrale mål for folkeskolen. Men så ophører enigheden også, vil jeg tro.

Først bliver vi nødt til lige at understrege, at folkeskoleforliget er en bred og langvarig politisk aftale. Den forpligter os til at finde løsninger i fællesskab. En beslutning uden om forligskredsen vil underminere det brede samarbejde. Radikale Venstre har jo mulighed for indflydelse i forligskredsen, og jeg vil egentlig anbefale, at man tager diskussionen om dette dér i stedet for at sende et beslutningsforslag ned i salen, der behandler et emne, som ligger lidt på randen af forligskredsen. Vi er også lidt bange for, at forslaget risikerer at svække det lokale råderum. Altså, det her bliver jo centralt styret. Det begrænser skolernes lokale frihed til at tilpasse indsatsen i forhold til denne løsning, som jo er en løsning, der er standardiseret og bliver lagt ned over skolerne.

Så er der jo selvfølgelig også de betydelige merudgifter. Når man sammenligner med, hvad vi bruger på forsvaret, er det jo pebernødder. Jeg er også forsvarsordfører, og på det område er 4,7 mia. kr. ikke så meget. Så jeg kan godt forstå, at man vil investere. Jeg vil opfordre fru Lotte Rod til at stille op til kommunalvalget, for derigennem vil hun jo så have mulighed for indflydelse på den lokale skole i sin kommune, hvor hun bor. Beslutningsforslaget virker lidt på mig, som om man vil forsøge at føre kommunalpolitik i Folketinget. Det synes jeg altid er en dårlig idé. Vores kommunale styringssystem er jo decentralt, og skolen hører under kommunernes ansvar og dermed også de lokale politikere. I den kommune, hvor jeg bor, altså i Odense, har vi en mangeårig rådmand for børn og unge og skolerne. Hun er radikal. Jeg er ikke sikker på, at det er blevet meget bedre med en radikal ved roret.

Hvis vi skal tale om, hvad en god skole er, tror jeg, at Dansk Folkeparti og Radikale Venstre er meget uenige om, hvad der giver en god skole. I Dansk Folkeparti tror vi på voksenansvar, på myndighed, på god ledelse, på regler, på rammer, på disciplin, på faglighed, på orden, på kundskaber, på karakterer og på feedback. De Radikale har jo været med til at opløse folkeskolen gennem læring for eget ansvar; læreren skal være en ven med eleven. Det er en opløsning af forældrenes ansvar for at sende børnene i skole, så de lytter til lærerne, en opløsning af lederens ansvar og en opløsning af lærerrollen. Dertil kommer, som Moderaternes ordfører også så klogt sagde, indflydelsen fra mobiltelefoner og fra internettet, som plager skolerne. Derfor er der jo kun et at gøre, og det er at forbyde mobiltelefonerne. Jeg har noteret mig, at regeringen også er på vej med noget, men desværre har man lagt lovforslaget i mølposen.

Så der er en lang række muligheder for at forbedre folkeskolen, så alle har det godt. 85 pct. af eleverne har det godt, men der er selvfølgelig nogle, der ikke har det godt. Jeg var selv en af dem, og jeg gik i den skole, som var truet af De Radikales opløsningsideologiske tendenser. Så jeg kender alt til De Radikales skolepolitik. Den ønsker jeg ikke tilbage. Jeg ønsker mere den traditionelle skole tilbage med en lærer, der kan sit fag; en lærer, der er voksen; en lærer, der stoler på, at han ved, hvad han skal, og at han har opbakning fra en skoleledelse og ikke mindst fra forældrene, der sender deres børn i skole – børn, der er opdraget til at gøre, hvad de skal, lave deres lektier og gøre sig umage. Det tror jeg er vejen frem. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Den næste ordfører i rækken er fru Christina Olumeko fra Alternativet.

Tak for ordet. Først og fremmest vil jeg gerne takke Radikale Venstre for at have fremsat et rigtig godt beslutningsforslag, der giver anledning til en meget vigtig debat her i salen. Vi synes fra Alternativets side, at det ikke bare er et vigtigt forslag, men også et nødvendigt forslag. Derfor kan jeg også starte med at sige, at Alternativet støtter beslutningsforslaget. For vi deler grundlæggende analysen: Der er brug for flere lærere og pædagoger i vores folkeskole. Alt for mange skoler i dag kæmper med mangel på uddannede lærere og pædagoger. Det går ud over børnene, det går ud over medarbejderne, og det går ud over hele vores samfund, når vi ikke prioriterer børn og unges trivsel, læring og dannelse.

For os i Alternativet er det afgørende, at skolen er et sted, hvor der er tid, plads og ressourcer til det enkelte barn, hvor lærerne har tid til forberedelse, hvor pædagogerne kan arbejde systematisk med relationer og trivsel, hvor forældrene har tillid til folkeskolen, og – vigtigst af alt – hvor alle børn med brug for særlig støtte får den. Det er afgørende, at ingen børn forlader skolen uden at have de grundlæggende læse-, skrive- og regnefærdigheder, og at skolen for alle børn bliver en trædesten til muligheder i livet.

Det kræver investeringer, og det kræver mod til at tænke langsigtet. Det kræver en vilje til at prioritere børnene først. Derfor støtter vi i Alternativet forslaget om, at regeringen indkalder til forhandlinger, hvor vi kan aftale, hvordan vi skaber rammer for at øge andelen af uddannede lærere og pædagoger i skolen. Den såkaldte lærermilliard, som Alternativet sammen med SF, Socialdemokratiet, Enhedslisten og Radikale Venstre var med til at investere, har virket. Der er kommet flere lærere i folkeskolen, men vi kan også se, at lærermilliarden ikke er nok.

Indkaldes der til forhandlinger, ønsker vi i Alternativet, at finansieringen også indgår. For vi er ikke enige i de arbejdsudbudsreformer, som Radikale Venstre foreslår i deres 2030-plan. Alt for længe har et flertal i Folketinget presset børnefamilier og presset unge til at arbejde længere og til at arbejde mere. Det har medført et samfund med stress, mistrivsel og følelsen af, at man ikke er god nok, hvis ikke man har et fuldtidsarbejde hele livet.

Alternativet vil skabe fleksibilitet, ro og mulighed for at sætte tempoet ned i løbet af livet. Vi skal investere i vores børn og unge og folkeskolen uden at sætte tempo på det allerede stressede samfund. Så Alternativet stemmer for forslaget, såfremt finansieringen er åben, og det er også sådan, jeg har læst forslaget. Vi er klar til at skabe en bedre folkeskole for alle. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Så er vi nået frem til ordføreren for forslagsstillerne, fru Lotte Rod fra Radikale Venstre.

Tak for det. Mens vi sidder her i Folketingssalen, er der 16.000 forældre, som ikke kan gå på arbejde, fordi deres børn har det så skidt, at de ikke kan komme i skole. Alligevel siger regeringen, at de ikke vil prioritere pengetil at få flere lærere i skolen. Mens årene går med at snakke om, er der bare flere og flere børn, som får fyldt skoletasken op med så mange bekymringer, at den ikke længere er til at bære.

I hver eneste klasse er der flere end fire elever, der får støtte, og endnu flere, der har brug for det uden at få det. En ud af seks går ud af folkeskolen uden at kunne læse, skrive eller regne. Flere og flere børn og unge får en diagnose. Det er nu omkring 15 pct. af en årgang, der får en diagnose. Det er fire børn i hver eneste klasse. Flere og flere får medicin for adhd, søvnproblemer og depression. Forældre slås mod systemet for at få hjælp.

Jeg forstår det ikke. Vi er et af verdens rigeste lande, men alligevel vil regeringen ikke prioritere det. Jeg vil gerne have vendt underskuddet til overskud i skolen, for jeg vil have en folkeskole, som er god for alle børn – for de små og for de store, for de krøllede, for de forsigtige, for dem, der kan selv, og for dem, der har brug for støtte. Jeg vil have, at vi lykkes med inklusionen, og det kræver, at folkeskolen får tilført ressourcer, sådan at lærere og pædagoger har tid til at forberede god undervisning og til at være der for alle børn.

Jeg er optaget af det her med, at der skal være en ekstra lærer eller pædagog i klassen, sådan at man kan håndtere konflikter med det samme, og sådan at der ikke er en lærer, der står og skal vælge imellem at gå i gang med undervisningen og bare prøve at lukke øjnene for konflikten og de børn, der har brug for hjælp, eller at hjælpe børnene og så lade undervisningen sejle. De ekstra lærere og pædagoger skal være i skolen uden bindinger. Der skal være ekstra timer i vores nye timebank, sådan at børn kan få hjælp, før problemerne vokser sig store og fører til mistrivsel, skolefravær og diagnoser.

Hjælpen skal være på skolen, sådan at man som lærer eller som forælder ikke skal vente i årevis og kæmpe mod systemet eller have en udredning og diagnose for at kunne få hjælp. Sådan er det bare ikke lige nu. Lige nu er der hver eneste morgen børn, som græder, som løber ind på værelset og gemmer sig under dynen, som brænder sammen, og som bare ikke kan komme i skole. Der er forældre, som gør alt, hvad de kan, og som jo bliver fuldstændig spændt ud mellem at prøve at være der for deres børn og samtidig skulle passe et arbejde. Vi har lærere, som føler, at de ikke slår til, fordi de ved, at der sidder børn i deres klasse, som har brug for hjælp, og som de ikke har en chance for at nå.

Det er os politikere, der er ansvarlige for rammerne. Det er et politisk valg, hvor mange børn der falder igennem i skolen, og det er os herinde, der kan sætte de penge af, der skal til, for at give de rammer, der er brug for, og det er vores opgave at rette op på det, at lærerne i dag mangler tid, materialer og frihed til at lave levende undervisning og gode frikvarterer. Skolerne mangler ressourcer til at hjælpe børnene, både i den almindelige undervisning og i forhold til at lave gode mellemformer.

På mange måder synes jeg, at det her er en af de sværeste politiske sager, vi har lige nu, for hvis man tager sådan noget som udlændingepolitikken, er det meget tydeligt at høre, at vi siger noget helt forskelligt. Der er det nemt at se, hvad partierne mener. Men på det her område – også når man hører talerne i dag – lyder det jo langt hen ad vejen, som om alle partier siger det samme. Ministeren har også selv sagt det samme som Trivselskommissionen, nemlig at der brug for mere pædagogik og mindre psykiatri. Problemet er så bare, at regeringen ikke vil prioritere de penge, det koster at gøre det.

Jeg er ikke socialist. For mig handler det ikke om bare at bruge flest mulige penge. For os Radikale er det her er en pædagogisk fordring. Jeg vil gerne stå på børnenes side. Jeg vil have, at skolen skal være god. Jeg vil have, at undervisningen skal være levende. Jeg vil have, at børn har medbestemmelse. Og jeg vil have, at det skal være sjovt at gå i skole. Jeg vil have, at vi har en stærk folkeskole. Danmark bygger på, at vi går i klasse med hinanden på kryds og tværs, og at vi gør os umage med, at alle børn får lige muligheder. Men i længden er der jo ikke nogen, der kan leve med at aflevere deres børnmed ondt i maven og stress igennem dagen og med en følelse af utilstrækkelighed og usikkerhed, i forhold til om ens børn har det godt.

For mig er det også noget helt grundlæggende, når vi snakker inklusion, at børn har ret til at gå i deres lokale skole med deres venner fra børnehaven, fra fodboldklubben og fra vejen. Men inklusion er blevet ødelagt af besparelser, og derfor er det så vigtigt, at vi får overskud i skolen til at lave en skole, som er god for alle børn. Det er jo ikke børnene, der er problemet. Den stærke modstand mod skolen fortæller os tværtimod noget vigtigt om skolen. Det er ikke børnene, der skal passe ind i skolen. Det er skolen, der skal passe til børnene.

Det her forslag er dyrt i forhold til en enkelt finanslov eller i sammenligning med den seneste folkeskoleaftale, som jo var underfinansieret med 1 mia. kr. Men det er jo ikke uoverskueligt, i forhold til hvad regeringen vil bruge på forsvar, eller – hov! – hvor meget vi lige pludselig opjusterer råderummet med. Gennem årene har der været mange diskussioner om regnemodeller. Senest var der Emma Holten. Der var jeg også for nogle år siden, indtil en af landets topøkonomer sagde til mig: Man kan bruge et helt politisk liv på at prøve at lave regnemodellerne om, men man kan også bare træffe de rigtige beslutninger.

Jeg synes, at vi har talt nok og handlet for lidt. For folkeskolen er det fineste, vi har. Når jeg har fremsat det her forslag, er det, fordi jeg vil have en folkeskole, der summer af glade børn og passionerede lærere, og hvor alle børn får gode oplevelser med i rygsækken.

Tak til ordføreren for forslagsstillerne, fru Lotte Rod. Der er ingen korte bemærkninger.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Børne- og Undervisningsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.

F 30 er rammesat til at begynde kl. 13.00, og derfor holder vi en pause.

Mødet er udsat. (Kl. 12:34).