Tak for det. Mens vi sidder her i Folketingssalen, er der 16.000 forældre, som ikke kan gå på arbejde, fordi deres børn har det så skidt, at de ikke kan komme i skole. Alligevel siger regeringen, at de ikke vil prioritere pengetil at få flere lærere i skolen. Mens årene går med at snakke om, er der bare flere og flere børn, som får fyldt skoletasken op med så mange bekymringer, at den ikke længere er til at bære.
I hver eneste klasse er der flere end fire elever, der får støtte, og endnu flere, der har brug for det uden at få det. En ud af seks går ud af folkeskolen uden at kunne læse, skrive eller regne. Flere og flere børn og unge får en diagnose. Det er nu omkring 15 pct. af en årgang, der får en diagnose. Det er fire børn i hver eneste klasse. Flere og flere får medicin for adhd, søvnproblemer og depression. Forældre slås mod systemet for at få hjælp.
Jeg forstår det ikke. Vi er et af verdens rigeste lande, men alligevel vil regeringen ikke prioritere det. Jeg vil gerne have vendt underskuddet til overskud i skolen, for jeg vil have en folkeskole, som er god for alle børn – for de små og for de store, for de krøllede, for de forsigtige, for dem, der kan selv, og for dem, der har brug for støtte. Jeg vil have, at vi lykkes med inklusionen, og det kræver, at folkeskolen får tilført ressourcer, sådan at lærere og pædagoger har tid til at forberede god undervisning og til at være der for alle børn.
Jeg er optaget af det her med, at der skal være en ekstra lærer eller pædagog i klassen, sådan at man kan håndtere konflikter med det samme, og sådan at der ikke er en lærer, der står og skal vælge imellem at gå i gang med undervisningen og bare prøve at lukke øjnene for konflikten og de børn, der har brug for hjælp, eller at hjælpe børnene og så lade undervisningen sejle. De ekstra lærere og pædagoger skal være i skolen uden bindinger. Der skal være ekstra timer i vores nye timebank, sådan at børn kan få hjælp, før problemerne vokser sig store og fører til mistrivsel, skolefravær og diagnoser.
Hjælpen skal være på skolen, sådan at man som lærer eller som forælder ikke skal vente i årevis og kæmpe mod systemet eller have en udredning og diagnose for at kunne få hjælp. Sådan er det bare ikke lige nu. Lige nu er der hver eneste morgen børn, som græder, som løber ind på værelset og gemmer sig under dynen, som brænder sammen, og som bare ikke kan komme i skole. Der er forældre, som gør alt, hvad de kan, og som jo bliver fuldstændig spændt ud mellem at prøve at være der for deres børn og samtidig skulle passe et arbejde. Vi har lærere, som føler, at de ikke slår til, fordi de ved, at der sidder børn i deres klasse, som har brug for hjælp, og som de ikke har en chance for at nå.
Det er os politikere, der er ansvarlige for rammerne. Det er et politisk valg, hvor mange børn der falder igennem i skolen, og det er os herinde, der kan sætte de penge af, der skal til, for at give de rammer, der er brug for, og det er vores opgave at rette op på det, at lærerne i dag mangler tid, materialer og frihed til at lave levende undervisning og gode frikvarterer. Skolerne mangler ressourcer til at hjælpe børnene, både i den almindelige undervisning og i forhold til at lave gode mellemformer.
På mange måder synes jeg, at det her er en af de sværeste politiske sager, vi har lige nu, for hvis man tager sådan noget som udlændingepolitikken, er det meget tydeligt at høre, at vi siger noget helt forskelligt. Der er det nemt at se, hvad partierne mener. Men på det her område – også når man hører talerne i dag – lyder det jo langt hen ad vejen, som om alle partier siger det samme. Ministeren har også selv sagt det samme som Trivselskommissionen, nemlig at der brug for mere pædagogik og mindre psykiatri. Problemet er så bare, at regeringen ikke vil prioritere de penge, det koster at gøre det.
Jeg er ikke socialist. For mig handler det ikke om bare at bruge flest mulige penge. For os Radikale er det her er en pædagogisk fordring. Jeg vil gerne stå på børnenes side. Jeg vil have, at skolen skal være god. Jeg vil have, at undervisningen skal være levende. Jeg vil have, at børn har medbestemmelse. Og jeg vil have, at det skal være sjovt at gå i skole. Jeg vil have, at vi har en stærk folkeskole. Danmark bygger på, at vi går i klasse med hinanden på kryds og tværs, og at vi gør os umage med, at alle børn får lige muligheder. Men i længden er der jo ikke nogen, der kan leve med at aflevere deres børnmed ondt i maven og stress igennem dagen og med en følelse af utilstrækkelighed og usikkerhed, i forhold til om ens børn har det godt.
For mig er det også noget helt grundlæggende, når vi snakker inklusion, at børn har ret til at gå i deres lokale skole med deres venner fra børnehaven, fra fodboldklubben og fra vejen. Men inklusion er blevet ødelagt af besparelser, og derfor er det så vigtigt, at vi får overskud i skolen til at lave en skole, som er god for alle børn. Det er jo ikke børnene, der er problemet. Den stærke modstand mod skolen fortæller os tværtimod noget vigtigt om skolen. Det er ikke børnene, der skal passe ind i skolen. Det er skolen, der skal passe til børnene.
Det her forslag er dyrt i forhold til en enkelt finanslov eller i sammenligning med den seneste folkeskoleaftale, som jo var underfinansieret med 1 mia. kr. Men det er jo ikke uoverskueligt, i forhold til hvad regeringen vil bruge på forsvar, eller – hov! – hvor meget vi lige pludselig opjusterer råderummet med. Gennem årene har der været mange diskussioner om regnemodeller. Senest var der Emma Holten. Der var jeg også for nogle år siden, indtil en af landets topøkonomer sagde til mig: Man kan bruge et helt politisk liv på at prøve at lave regnemodellerne om, men man kan også bare træffe de rigtige beslutninger.
Jeg synes, at vi har talt nok og handlet for lidt. For folkeskolen er det fineste, vi har. Når jeg har fremsat det her forslag, er det, fordi jeg vil have en folkeskole, der summer af glade børn og passionerede lærere, og hvor alle børn får gode oplevelser med i rygsækken.