Udenlandske bilisters bøder hober sig op
Det er ikke alle udenlandske bilister, der betaler til tiden, når de får en bødestraf på de danske veje. Myndighederne i Danmark har dog mulighed for at forsøge at inddrive bøden efterfølgende.
Hver 10. bøde, der udskrives til udenlandske bilister for trafikforseelser i Danmark, bliver ikke betalt rettidigt. Det er dog stadig muligt for de danske skattemyndigheder at eftersende bøder direkte til borgere, der bor i andre EU-lande eller Schengenlande. Hvis den udenlandske bilist stadig ikke betaler, så kan de danske myndigheder også bede myndighederne i det pågældende land om at overtage inddrivelsen af bøden.
Selvom Rigspolitiet og skattemyndighederne kan samarbejde om at inddrive bøder i udlandet, så har der ophobet sig en del ubetalte bøder, som det fremgår af grafikken herunder. En del af forklaringen er, at det af tekniske årsager ikke er muligt for politiet at oversende samtlige sager til skattemyndighederne.
Retsgrundlaget for at inddrive bøder i udlandet afhænger af, om borgeren har bopæl i et af de nordiske lande, et EU-land eller et tredjeland. EU-regler regulerer behandlingen af en udenlandsk bøde i EU, mens konventioner regulerer behandlingen af bøder i tredjelande. I de nordiske lande reguleres behandlingen af en udenlandsk bøde af ”Lov om samarbejde mellem Finland, Island, Norge og Sverige angående fuldbyrdelse af straf”.
Det er dog fælles for overdragelse af bødeinddrivelse til et andet lands myndigheder, at bøden tilfalder det pågældende land.
Kontakt ved pressehenvendelser
Er du journalist, og har du spørgsmål til historien? Ring til os på 33 37 33 37 eller send en e-mail.
Udenlandske bilisters ubetalte bøder i Danmark