Hvad kan Danmark selv bestemme, når først EU har vedtaget fælles regler?

17.05.2021

Fem forskere fra Aarhus Universitet har undersøgt det nationale råderum.

Folketinget bestilte tilbage i 2019 en undersøgelse af, hvordan EU’s lovgivning gennemføres i Danmark, og hvordan Folketinget kan føre parlamentarisk kontrol med det råderum, der findes, når EU-regler skal omsættes til danske regler. Resultaterne udkommer 18.05.2021 i en ny bog med titlen “Det nationale råderum”.  

Eva Kjer Hansen, Formand for Folketingets Europaudvalg udtaler:  

"Undersøgelsen er et vigtigt bidrag til vores forståelse af, hvor meget der er på spil i implementering af EU-love. Vi kan se i undersøgelsen, at der i mange sager er vigtige politiske spørgsmål, som efterfølgende skal afgøres nationalt, når EU-lovgivning bliver til danske regler.  Her skal vi have Folketinget mere på banen.  
Vi ønsker at styrke den demokratiske kontrol med EU’s lovgivning. Folketinget har derfor nedsat en særlig arbejdsgruppe, som barsler med et større reformforslag, der skal styrke Folketingets indflydelse på EU-sager. Den nye undersøgelse af det nationale råderum giver værdifuldt input til det arbejde" 

 
Forfatterne bag undersøgelsen af det nationale råderum kommer med et par anbefalinger til at styrke Folketinget:  

  • Et forslag er, at ministre fremover skal præsentere en plan for, hvordan EU-regler skal gennemføres i Danmark, og at planen skal fremlægges samtidig med, at ministeren henter sit forhandlingsmandat i Folketingets Europaudvalg.  
  • Et andet forslag går på at ministrene hvert år skal præsentere Folketingest fagudvalg for en oversigt over de EU-regler, som skal træde i kraft i det kommende folketingsår. 

Baggrund

Folketinget har tidligere fået undersøgt, hvordan danske embedsmænd i ministerier og styrelser har overtaget en del af Folketingets magt. I bogen Når embedsmænd lovgiver blev der sat lys på, hvordan Folketinget har bemyndiget ministre til at udstede bekendtgørelser.  

Den nye undersøgelse om det nationale råderum ved gennemførelse af EU-regler er udgivet på DJØFs forlag og kan købes her. 

Folketinget nedsatte EU-reformgruppen i oktober 2020 i anledningen af, at Danmark snart runder 50-års EU-medlemskab. EU-reformgruppen har fået i opdrag at skitsere et forslag til, hvordan en moderne parlamentarisk kontrol med EU-politikken vil se ud, hvis Danmark blev optaget i EU i dag [læs mere her].