Den åbne koordinationsmetode supplerer EU's almindelige arbejdsformer (lovgivning og programmer). Den bruges til at løse fælles problemer på områder med store nationale forskelle, hvor det ellers kan være svært at lave fælles regler, f.eks. på beskæftigelsesområdet og social- og uddannelsesområdet. Metoden består i, at Rådet vedtager foranstaltninger til fremme af samarbejde og sammenhæng mellem medlemsstaterne og til udbredelse af god praksis uden at harmonisere medlemsstaternes lovgivning. Det kan være fastsættelse af mål, retningslinjer, tidsplaner, kvantitative og kvalitative indikatorer samt periodisk overvågning og evaluering.

Den åbne koordinationsmetode kaldes også for Lissabonmetoden, fordi metoden blev navngivet for første gang ved et topmøde i Lissabon i 2000.