Kommissær

Europa-Kommissionens medlemmer kaldes kommissærer og har hvert sit ansvarsområde. Hvert EU-land har en kommissær, der indstilles af landets regering, hvorefter Europa-Parlamentet godkender den samlede Kommission. Godkendelsen sker på baggrund af en høring af hver kommissærkandidat i Europa-Parlamentets fagudvalg for kommissærkandidatens ansvarsområde. Det er ikke muligt at nedlægge veto mod enkelte kommissærer, men der foretages nogle gange ændringer forud for godkendelsen i Europa-Parlamentet, hvis det vurderes, at den foreslåede opstilling ikke vil blive godkendt. Herefter udnævner Rådet med kvalificeret flertal Kommissionen for en 5-årig periode.