Markedsudvalget

Markedsudvalget er forløber for Europaudvalget. Allerede i 1961 nedsatte Folketinget et ad hoc-udvalg til at følge regeringens forhandlinger om Danmarks optagelse i EF. Det blev kaldt Markedsforhandlingsudvalget (i daglig tale Markedsudvalget) og behandlede det lovforslag om Danmarks optagelse i EF, som blev vedtaget ved en folkeafstemning den 2. oktober 1972 og førte til, at Danmark blev medlem af EF den 1. januar 1973. Udvalget skiftede navn til Europaudvalget i 1994, da det europæiske samarbejde med Maastrichttraktaten havde fået en markant politisk dimension og dermed havde udviklet sig til mere end et samarbejde om frihandel.