Nicetraktaten

Nicetraktaten blev færdigforhandlet på Det Europæiske Råds møde i Nice den 7.-9. december 2000. Traktaten blev undertegnet i Nice den 22. februar 2001. 

Nicetraktaten skulle først og fremmest gøre EU klar til udvidelsen. Den danske regering vurderede, at Nicetraktaten ikke indebar suverænitetsafgivelser, og at der således ikke var grundlag for at afholde en folkeafstemning med udgangspunkt i grundlovens § 20. På den baggrund kom Nicetraktaten ikke til folkeafstemning i Danmark, men blev gennemført med et flertal i Folketinget. Danmark ratificerede ved lov nr. L 179, som Folketinget vedtog den 1. juni 2001 (98 stemte for, 14 imod og 1 stemte ikke).