Ratifikation

Ratifikation betyder, at et land tiltræder en international aftale endeligt. For at en aftale eller en traktat er bindende kræves det, at landene ratificerer den. Det vil sige, at de regeringer, som har forhandlet aftalen, endnu en gang skal acceptere aftalen, efter at denne er godkendt i landenes parlamenter. De nærmere regler er som regel beskrevet i landenes forfatninger. I Danmark kræver den danske grundlov i visse tilfælde et bredt flertal eller en folkeafstemning, før regeringen kan ratificere en traktat.