Nærhedsprincippet indebærer, at EU kun må handle, når det er bedre at gennemføre lovgivning på EU-plan end på nationalt, regionalt eller lokalt plan. På nogle områder har EU enekompetence til at handle, hvilket vil sige, at EU kan vedtage bindende lovgivning på vegne af medlemslandene. EU har f.eks. enekompetence inden for handelspolitikken. På de fleste af de områder, som EU beskæftiger sig med, er lovgivningskompetencen imidlertid delt med medlemslandene. Her bruges nærhedsprincippet til at sikre, at EU kun lovgiver der, hvor det vil være mere effektivt, end hvis medlemslandene gjorde det hver for sig.

Nærhedsprincippet er fastlagt i EU-traktatens artikel 5. Det kaldes også subsidiaritetsprincippet. 

Kommissionens ansvar

Inden Kommissionen fremsætter et forslag til lovgivning, skal den altid undersøge, om forslaget er i overensstemmelse med nærhedsprincippet og begrunde dette. 

Nærhedsprincippet hænger tæt sammen med det såkaldte proportionalitetsprincip. Det går ud på, at de ting, som EU foretager sig, ikke bør gå ud over, hvad der er nødvendigt for at opfylde traktatens målsætninger. 

Nationale Parlamenter fungerer som vagthunde

De nationale parlamenter i EU-landene kan lave en såkaldt begrundet udtalelse til Kommissionen, hvis et nationalt parlament finder ud af, at et forslag fra Kommissionen er i strid med nærhedsprincippet. Proceduren er beskrevet i en protokol til Lissabontraktaten. 

De nationale parlamenter har også mulighed for at stævne Europa-Kommissionen ved EU-Domstolen, hvis de mener, at en retsakt ikke overholder nærhedsprincippet. Denne mulighed har Regionsudvalget også. 

De nationale parlamenter kan i forbindelse med kontrollen med nærhedsprincippet give gule eller orange kort til Kommissionen. Får Kommissionen et gult kort, skal den genoverveje lovforslaget. Får den et orange kort, kan lovforslaget stoppes af et flertal i Rådet eller Europa-Parlamentet med begrundelse i nærhedsprincippet. Siden kortsystemet blev indført i 2009, er der givet tre gule kort, hvoraf Kommissionen i et enkelt tilfælde valgte at trække sit forslag tilbage. 

Kommissionen måtte trække sit forslag om strejkeret tilbage

Første gang Kommissionen fik et gult kort var i maj 2012 ifm. et meget omdiskuteret forslag om strejkeretten. Her mente 12 parlamenter, herunder det danske Folketing, at forslaget overskred nærhedsprincippet. 

Kommissionens forslag blev fremlagt i kølvandet på en række domme fra EU-Domstolen om forholdet mellem arbejdstagerrettigheder og retten til fri bevægelighed. Kommissionen forsøgte med forslaget at skabe balance mellem de to til tider modsatrettede hensyn. Forslaget indeholdt en række mekanismer og regler for, hvordan man håndterer situationer, hvor den frie bevægelighed og strejkeretten er i konflikt med hinanden, f.eks. situationer, hvor arbejdstagere fra andre EU-medlemslande arbejder under dårlige arbejdsvilkår. I sådanne tilfælde kan der opstå en arbejdskonflikt, hvor landets fagforeninger forhindrer den udenlandske virksomhed i at fortsætte sit arbejde i landet. 

I svaret fra Folketinget - i form af den såkaldte begrundede udtalelse – mente Folketinget bl.a., at forslaget ikke løste det formål, det havde til hensigt og løse. Og at forslaget tværtimod risikerede at gribe forstyrrende ind i velfungerende nationale ordninger på det arbejdsretlige område. Folketinget mente, at Kommissionen med forslaget greb unødigt ind i medlemslandenes kompetence.

Foruden Folketinget valgte 11 øvrige EU-landes nationale parlamenter at udtale sig imod forslaget. Det drejede sig om Belgien, Finland, Frankrig, Letland, Luxembourg, Malta, Polen, Portugal, Sverige, Nederlandene og Storbritannien. 

Som følge af det gule kort valgte Kommissionen at trække forslaget tilbage den 12. september 2012.