Jeg vil tillade mig at starte med et citat:
»Befolkningen skal have et godt, oplyst og solidt grundlag for deres stillingtagen ved en folkeafstemning om forfatningstraktaten.«
Lige bortset fra at det i Dansk Folkepartis øjne ikke er en forfatningstraktat, men derimod en forfatning, vi stemmer om den 27. september, er vi fuldstændig enige i det citat. Det er i øvrigt statsministerens udtalelse i besvarelse af spørgsmål nr. S 5486. I Dansk Folkepartis øjne er det bemærkelsesværdigt, at man på den ene side kan have en statsminister, der fremkommer med en så flot og så demokratisk rigtig udtalelse, og på den anden side har et stort flertal i Folketinget, herunder regeringspartierne, der afviser det fuldstændig soleklare forslag fra Dansk Folkeparti om, at alle danskere, der skal stemme om det her den 27. september, naturligvis også skal have forfatningen tildelt.
Igennem hele den periode, hvor Dansk Folkepartis forslag har været diskuteret, har der været en uklarhed om, hvad regeringen egentlig mente. Til at starte med argumenterede man ud fra, at det var alt for dyrt. Det kostede over 100 mio. kr. at producere denne forsendelse. Da man så fandt ud af, at den rigtige pris nok snarere lå i nærheden af 28-30 mio. kr., begyndte man at argumentere med, at det slet ikke var nok, det, Dansk Folkeparti ville sende ud, altså at den publikation, som EU-oplysningen i dag sender ud, når folk ønsker det, slet ikke var nok: Nej, nu skulle alle erklæringer, alle protokoller, alle traktater og alt, hvad man overhovedet kunne støve sammen, sendes ud, så man på den måde kunne puste prisen kunstigt op.
Når det så nu er blevet konstateret, at det rent faktisk er temmelig oplysende alene at nøjes med at sende de dokumenter ud, som vi her i Folketinget også forholder os til, når vi beslutter for eller imod, om Danmark skal afgive suverænitet - hvilket forfatningen lægger op til - så har man fundet på et helt tredje argument: Nu handler det om ikke at genere folk; nu er det et spørgsmål om frihed eller tvang; det er et spørgsmål om pådutning.
Der er meget store spørgsmålstegn med hensyn til, hvad det reelt er for en argumentation, man vil lægge til grund for afvisning af netop det sigte om en bedst mulig oplysning af befolkningen, hvilket i øvrigt også er regeringens eget sigte.
Vi har nu for anden dag i træk måttet rykke for de reelle oplysninger fra Finansministeriet om, hvor meget det rent faktisk koster at få omdelt den her forfatning. Vi har gang på gang på timebasis igennem hele torsdagen, altså i går, måttet rykke for at få de her oplysninger, men har stadig ikke fået dem. Det viser altså en uvilje, ikke bare over for Dansk Folkepartis forslag, men over for hele ideen om, at befolkningen skal have et så oplyst grundlag som muligt.
Spanien er det eneste land, der indtil videre har holdt folkeafstemning om ratifikation af forfatningen for Europa. Den folkeafstemning kan prale af de prægtige resultater, at
42 pct. af de stemmeberettigede stemte, og at 90,9 pct. erklærede at være dårligt oplyst om den forfatning, som bid for bid tager magt væk fra de spanske vælgere og giver den til alle andre europæiske vælgere rundtomkring i EU. Det er en skandale, en demokratisk skandale, og det skal vi for alt
i verden undgå her i Danmark, når vi stemmer den 27. september. Derfor er det fuldstændig uforståeligt, at de andre partier - altså de partier, der har erklæret sig som modstandere af dette beslutningsforslag - fastholder de rutiner, fastholder de praksisser, som man har anvendt ved tidligere folkeafstemninger, og ikke tør tænke nyt, ikke tør tænke i nye baner, ikke tør give danskerne reel oplysning om den degradering af det danske samfund og det danske folkestyre, som der lægges op til at gennemføre den 27. september. Ikke nok med at man har den samlede presse og det samlede erhvervsliv i ryggen, når man fuldstændig propagandastisk går ud og fortæller om, hvordan katastroferne vil ramle ned over Danmark, hvis danskerne skulle vælge at stemme nej den 27. september. Man er også fuldstændig afvisende over for ikke bare at oplyse, men at give alle adgang til forfatningen. Det virker usammenhængende, og det virker, som om der er andre intentioner bag afvisningen end det, ordførerne hver især fremfører. Sagen er jo den, at der, når vi tidligere har stemt om afgørende beslutninger her i landet, har været anvendt en husstandsomdeling eller noget, der svarer dertil. Da vi stemte om grundlovsændringen i 1953, fik alle husstande adgang til Rigsdagens forslag. Da vi stemte om jordlovene i 1963, blev de publiceret i de store dagblade. Da fik folk adgang til at se, hvad de skulle stemme om. Hvad er det, der er så fordækt ved dette projekt? Hvad gør, at man ikke vil anvende 40 pct. af de midler, som selve folkeafstemningen handler om, til at sørge for, at folk reelt ved, hvad den drejer sig om? Sagen er jo den, at dette er den største magtomvæltning
i Europa i nyere tid. Søjlestrukturen falder bort, sådan at EU-Domstolen på en lang række nye områder ikke bare får kompetence til at idømme den danske stat bøder, hvis ikke vi nikker, bukker og skraber for EU's diktat, men oven i købet får ret til at suspendere vore rettigheder i Ministerrådet og andre organer, således at vi ingen indflydelse har på de beslutninger, som andre lande træffer over Danmark. Det vil man ikke acceptere at alle skal have adgang til. Det skal kun den gruppe mennesker, som i forvejen har en interesse og derfor af forskellige årsager selv ønsker at rekvirere forfatningen. Man har ikke nogen interesse i at fortælle, at en lang række nye områder, f.eks. arbejdsmarkedspolitikken, beskæftigelsespolitikken, socialpolitikken, sundhedspolitikken, uddannelsespolitikken, jævnfør artikel 117, bliver helt implicitte dele af lovgivningen fra EU. Det vil man ikke have ud til befolkningen, for hvis befolkningen finder ud af, hvad det er, et stort flertal her i Folketinget vil pådutte den, siger befolkningen nej. Man vil ikke acceptere, at befolkningen får kendskab til, at Danmarks stemmer i Ministerrådet bliver 1,17 pct. Man vil ikke acceptere, at danskerne får under 2 pct. af mandaterne i Europa-Parlamentet, og man vil ikke erklære, at charteret for fundamentale rettigheder i virkeligheden er et charter om undergravende beslutninger for Danmark. Charter om fundamentale rettigheder er ikke en sikring af nogen som helst rettigheder for danskerne. Det er tværtimod en sikring af, at det ikke længere vil være Folketinget eller Højesteret, der kommer til at træffe afgørelser om de fundamentale rettigheder i Danmark, men derimod EU-Domstolen, Europa-Parlamentet og Ministerrådet. Det vil man ikke lade befolkningen få ærlig og fair besked om. Jeg synes, at det er beskæmmende, og Dansk Folkeparti fastholder sit beslutningsforslag. Vi er glade for, at Enhedslisten deler samme vision om, at befolkningen skal have et godt, oplyst og solidt grundlag for deres stillingtagen ved en folkeafstemning om forfatningen. Det er beklageligt, og det er beskæmmende for den demokratiske proces, at man ikke vil følge den samme ånd og den samme oplysningsproces som tidligere, da der blev stemt om den nye grundlov i Danmark.
EU-forfatningen kommer på en lang række områder til at stå over den danske grundlov. Når EF-Domstolen har talt, tier Højesteret. Når EU's Ministerråd har talt, tier den danske regering. Det er en nedværdigelse af Danmark, og vi må afvise forfatningen. Det er beskæmmende, at man ikke kan vinde et stærkt ja til, at alle borgere naturligvis skal have det her dokument tilsendt. Det er i den danske folkeoplysnings ånd.