Den sidste sag på dagsordenen var:
21) Første behandling af beslutningsforslag nr. B 45:
Forslag til folketingsbeslutning om at modvirke EU's servicedirektiv. Af Morten Messerschmidt (DF) m.fl. (Fremsat 30/3 2005).

Forslaget sattes til forhandling.

Forhandling

Forslaget pålægger regeringen at meddele Ministerråd og Kommission, at Danmark ikke vil kunne medvirke til gennemførelse af et servicedirektiv, der bygger på et oprindelseslandsprincip.
     Jeg vil gerne starte med at slå fast, at det foreliggende direktivforslag ikke er godt nok. Der skal ske forbedring på en lang række områder, bl.a. vedrørende oprindelseslandsprincippet og arbejdsmarkedsområdet.
     Det er afgørende, at arbejde, der udføres i Danmark, skal ske under overholdelse af danske regler i samme omfang som i dag. De serviceudbydere, der kommer til Danmark, skal som udgangspunkt arbejde efter samme regler som danske virksomheder, når de udfører deres arbejde.
     Vi skal sikre, at væsentlige danske regler for forbrugerbeskyttelse, sociale kvalitetsstandarder, miljø og arbejdsmiljø, offentlig orden, etik og dyrevelfærd samt sundhed og sikkerhed gælder, når der leveres ydelser i Danmark. Det giver mulighed for at fastholde en effektiv kontrol og håndhævelse.
     Den danske arbejdsmarkedsmodel skal sikres. På arbejdsmarkedet er der allerede regler, der siger, at udstationerede medarbejdere skal følge en række minimumskrav vedrørende lovbestemte krav om løn- og arbejdsvilkår. Det ændrer servicedirektivet ikke ved, idet det viger for udstationeringsdirektivet.
     I Danmark har vi ikke en lovfastsat mindsteløn. I stedet anvendes retten til at konflikte for at få rimelige løn- og arbejdsvilkår. Det skal også være muligt fremover, og det skal fortsat være muligt at føre en effektiv kontrol med udenlandsk arbejdskraft for at sikre, at reglerne overholdes. Jeg tror faktisk ikke, at der er så meget at være uenige om.

     Kommissionen har allerede tilkendegivet, at den vil komme med et nyt udkast senere på året. Det går derfor i den rigtige retning. Der er behov for at gå aktivt ind i forhandlingerne. Vi skal arbejde for, at Kommissionens forslag ændres, så væsentlige danske regler i samme omfang som i dag kan håndhæves.
     På den baggrund er det regeringens holdning, at en kategorisk afvisning af servicedirektivet på nuværende tidspunkt ikke vil tjene danske interesser bedst. Vi har væsentlige interesser, bl.a. på arbejdsmarkedet, som skal håndteres i forhandlingerne, uanset om oprindelseslandsprincip eller et alternativ hertil indgår mere eller mindre i et revideret forslag. Og så finder jeg også, det er forkert at stoppe udviklingen af det indre marked med henvisning til, at der er optaget 10 nye østeuropæiske lande. Regeringen kan ikke støtte Dansk Folkepartis beslutningsforslag.
     EU's indre marked for varer er en af EU's største succeser. Det har resulteret i et større og bedre udvalg af varer til lavere priser til gavn for både danske virksomheder og forbrugere. Det indre marked for tjenesteydelser halter derimod langt bagefter, og fra dansk side har man en generel, positiv holdning til at få skabt et mere velfungerende indre marked for tjenesteydelser.
     De mange barrierer rammer ikke mindst et land som Danmark. Danmark har en lille, men også en åben økonomi, samt mange små og mellemstore virksomheder. Mange af disse virksomheder afholder sig fra at udnytte mulighederne i det indre marked; det er for besværligt, og der skal bruges alt for mange penge på rådgivning.
     Kommissionens forslag skal dels gøre det nemmere for virksomheder at etablere sig i et andet land, dels lette den grænseoverskridende handel med tjenesteydelser. Så der er en række positive elementer, når man taler servicedirektiv i forhold til etableringsdelen. Det skal være let og ubureaukratisk for virksomheder at etablere sig, det vil altså sige at åbne kontor og åbne en butik i andre EU-lande, og servicevirksomheder, der vil etablere sig i et andet EU-land, skal ikke mødes med langsommelige og også urimelige godkendelseskrav.
     Derfor sanerer og forenkler et forslag landenes administrative regler og praksis. De erhvervsdrivende skal have én fast indgang at henvende sig til for at få en hurtig og også en præcis rådgivning om regler og procedurekrav. Det vil være en stor lettelse for vores virksomheder.
     Når virksomheder etablerer sig i et andet EU-land, skal de naturligvis overholde reglerne i de lande, de kommer til. Hvis en græsk virksomhed etablerer sig i Danmark, skal de danske regler overholdes. Det ændrer forslaget ikke ved.
     Spørgsmålet er efter min mening ikke om, men hvordan man sikrer et velfungerende indre marked for tjenesteydelser. Regeringen er enig med Kommissionen i diagnosen af det indre marked. Vi er ikke enige med Kommissionen omkring medicinen. Kommissionens forslag er ganske enkelt for vidtgående og kan ikke støttes. Det skyldes som nævnt først og fremmest det såkaldte oprindelseslandsprincip og konsekvenserne for den danske arbejdsmarkedsmodel.
     Det er afgørende, at arbejde, der udføres i Danmark, skal ske under overholdelse af danske regler i samme omfang som i dag. Kort fortalt ønsker regeringen, at en tysk håndværker således som udgangspunkt skal følge de danske forbruger- og miljøregler, når han udfører sit arbejde i Danmark, uanset om han er etableret eller alene er her kortvarigt.
     Mange virksomheder, herunder også danske virksomheder, løber imidlertid ofte ind i problemer, når de ønsker at komme ind på andre EU-landes markeder. En dansk arkitekt, der gerne vil deltage i en enkeltstående byggeopgave i Flensborg, vil kunne blive mødt med krav om at skulle melde sig ind i Slesvig-Holstens arkitektsammenslutning. Det er ikke holdbart, det er skadeligt for konkurrencen.
     Vi skal have fjernet unødige registrerings- og tilladelseskrav, som knytter sig til adgangen til de enkelte EU-landes markeder, hvad enten det drejer sig om kortvarig levering eller egentlig etablering. Men jeg vil gerne her fra talerstolen understrege, at vi ikke skal konkurrere på laveste fællesnævner. Vi stiller krav om, at de serviceudbydere, der kommer til Danmark, skal arbejde efter samme regler som danske virksomheder, når de udfører deres arbejde. Det er med andre ord vigtigt at sondre mellem det at få adgang til markedet og så det at agere på markedet, når man først er der.
     Efter min opfattelse er det altså ikke afgørende, hvad vi kalder princippet, om vi kalder det værtslandsprincip, oprindelseslandsprincip eller princippet om gensidig anerkendelse. Det vigtige er derimod den politik, der ligger bag, det vil sige, hvilke regler der i praksis skal finde anvendelse.

     Det må altså ikke være sådan, at vi havner i en situation, hvor danske virksomheder stilles dårligere end i dag. Allerede i dag er der jo en række områder, hvor vi internationalt har anerkendt, at værtslandets regler ikke automatisk gælder, f.eks. inden for den internationale privatret.
     Dertil kommer, at der allerede i dag efter EF-Domstolens praksis kan være situationer, hvor danske regler ikke kan håndhæves over for en tjenesteyder fra et andet EU-land. Det kan være tilfældet, hvis reglerne udgør en hindring for den fri bevægelighed for tjenesteydelser, og der gælder tilsvarende regler for tjenesteyderen i det land, hvor vedkommende kommer fra.
     Værtslandets regler skal i disse tilfælde være begrundet
i saglige hensyn til f.eks. sundhed, forbrug eller miljø, for at de kan håndhæves. Derudover må de ikke være for vidtgående. Det er en sund og fornuftig praksis, der har udviklet sig til gavn for både forbrugere og virksomheder. Det fremsatte beslutningsforslag kritiserer oprindelseslandsprincippet, fordi det frygtes, at danske arbejdspladser udkonkurreres på unfair vis af f.eks. polske virksomheder, der udstationerer deres medarbejdere i Danmark på polske vilkår og til lave polske lønninger og arbejdsmiljøkrav. Det er imidlertid ikke tilfældet. Når oprindelseslandsprincippet viger for udstationeringsdirektivet, betyder det, at princippet netop ikke finder anvendelse på en række arbejds- og ansættelsesvilkår. Det vil derfor fortsat gælde, at virksomheder, der udstationerer medarbejdere, skal opfylde arbejds- og ansættelsesvilkår i det land, hvor arbejdet udføres. Med hensyn til arbejdsmiljøreglerne er regeringen enig i, at de serviceudbydere, der kommer til Danmark, skal arbejde efter samme regler som danske virksomheder. Når de udfører deres arbejde i Danmark, vil de skulle overholde danske arbejdsmiljøregler. Det bliver ikke unfair konkurrence. Eksempelvis skal et polsk firma, der udstationerer en håndværker midlertidigt i Danmark for at opføre et badeværelse, sikre medarbejderen danske vilkår på områder så som loft over arbejdstider, sikkerhed, sundhed, hygiejne på arbejdspladsen. Sådan er situationen i dag, og det vil servicedirektivet ikke ændre på. Det skal bemærkes, at det i dag er lykkedes fagbevægelsen at indgå overenskomst med en lang række udenlandske virksomheder. Modellen virker altså med andre ord, den skal bare fastholdes. Men som jeg har sagt, er der på arbejdsmarkedsområdet behov for præciseringer, der sikrer konfliktretten og også muligheden for at føre en effektiv kontrol. Det er regeringens holdning, at der er behov for, at vi går aktivt ind i forhandlingerne. Vi skal arbejde for, at Kommissionens forslag bliver ændret. På den baggrund kan regeringen ikke støtte Dansk Folkepartis beslutningsforslag om at modvirke servicedirektivet. Vi mener i bund og grund, at det vil kortslutte processen. Det vil være forkert at fastlåse vores forhandlingsposition allerede nu, for så er der risiko for, at Danmark sættes fuldstændig uden for indflydelse under de videre forhandlinger om forslaget.

Jeg har to spørgsmål til ministeren. Det ene spørgsmål går egentlig på kernen i selve forslaget, for det handler jo udelukkende om én ting, og det er oprindelseslandsprincippet
i servicedirektivet. Der synes jeg, det var fuldstændig uklart, hvad ministeren mente, for på den ene side sagde ministeren, at der er nogle ting, der skal ændres, og at det vigtigste er oprindelseslandsprincippet, og senere sagde ministeren: Jamen det er lige meget, hvad vi kalder det, om det hedder oprindelsesland eller gensidig anerkendelse eller osv. osv. Jeg vil bare gerne vide, hvad ministerens holdning er til et direktiv, hvor oprindelsesprincippet er med? Er det noget, vi skal være imod eller ikke imod? Det andet, jeg gerne vil høre, er, om ministeren bekræfter, at servicedirektivet, som det ligger med oprindelseslandsprincippet, egentlig bare er i direkte forlængelse af reglerne for det indre marked, og at der således er tale om en udmøntning af indre markedsregler.

Det er sådan, at der er stor modstand mod det forslag, som Kommissionen kom med. Det er vi faktisk enige i fra regeringens side. Jeg har klart markeret i min tale, at det er afgørende, at arbejde, der udføres i Danmark, skal udføres under overholdelse af danske regler i samme omfang som i dag.
     Vi ved, at servicedirektivet er kørt til eftersyn, vi ved, at der kommer et nyt sæt regler, et nyt udspil fra Kommissionen, og vi ved ikke, hvad det kommer til at byde på. Jeg tror, der er mange andre regeringer, der har den samme skepsis, som den danske regering har udtrykt over for Kommissionen.

     Det, jeg beder til i dag, er, at vi ikke melder os ud af forhandlingerne. Vi ved ikke, i hvilket omfang der kan indgå en grad af et oprindelseslandsprincip, men for mig er det ikke afgørende, om det hedder det ene eller det andet eller det tredje. Det er politikken, der ligger inde i det. Når udenlandske virksomheder arbejder i Danmark, skal de følge danske regler. Det er vores udgangspunkt for de forhandlinger, vi skal have, når Kommissionen præsenterer et nyt forslag.

Jeg vil håbe, at ministeren for det første så lige i sit andet svar får mulighed for at svare på, om det ikke også er rigtigt, at det her ligger i direkte forlængelse af reglerne for det indre marked.
     Så vil jeg bare til det andet lige tilføje, at ja, man skal arbejde på danske betingelser. Men det nytter jo ikke noget, hvis man får vedtaget et direktiv, der modarbejder det. Forslaget går vel i al sin enkelhed ud på, ikke at vi skal være imod et direktiv, men at Danmark ikke vil kunne medvirke til gennemførelse af et EU-servicedirektiv, der bygger på oprindelseslandsprincippet. Og oprindelseslandsprincippet går jo netop ud på, at det ikke er danske regler, der skal være gældende. Det er det, der er hele humlen i den diskussion, der har været.
     Derfor forstår jeg simpelt hen ikke, at regeringen ikke kan tilslutte sig det med de bemærkninger, ministeren har givet.

Det er jo netop det, som jeg fra talerstolen har sagt, at om vi taler oprindelseslandsprincip, værtslandsprincip, eller om vi taler gensidig anerkendelse, så er det for regeringen politikken bag, der tæller. Jeg har klart tilkendegivet her fra talerstolen i dag, at vi mener, at de virksomheder, der arbejder i Danmark, skal holde de regler, der er her hos os.
     Når jeg i dag ikke kan støtte Dansk Folkepartis forslag, så er det, fordi vi ikke har set udspillet fra Kommissionen endnu. Vi mener, når vi taler arbejdsmarked, at der skal være muligheder for at beholde konfliktretten. Der skal være muligheder for at kontrollere dem, der kommer ind. Vi har en klar melding på det her område i dag, og så kan man gå op i principper til højre og til venstre. Det, der er afgørende for os, er politikken, der ligger bag.
     Politikken bag er fair konkurrence. Vi vil ikke have nogen social dumping. Vi siger, at de virksomheder, der kommer ind, skal holde sig til danske regler, ellers får vi ikke en ligeværdig konkurrence med danske firmaer.
     Når vi ikke har valgt at låse os fast i dag på det her forslag, så er det jo netop, fordi jeg ikke vil afskære mig og sidde ude på sidelinjen, hvis der netop bliver forhandlinger og vedtaget et direktiv med kvalificeret flertal.

Jeg synes egentlig, det virker lidt uklart. Jeg kan følge op på Arbo-Bæhrs spørgsmål her: Altså på den ene side vil ministeren gerne signalere, at man fra regeringens side er imod oprindelseslandsprincippet, men på den anden side vil man ikke støtte det, fordi man er interesseret i den politik, der ligger bag. Jeg tror ikke, der er ret mange herinde i salen, der egentlig er i tvivl om, hvilken politik der ligger bag begrebet oprindelseslandsprincip, ligesom der ikke er ret mange, der er i tvivl om, hvad det betyder, når man snakker om værtslandsprincip eller gensidig anerkendelse.
     Derfor synes jeg egentlig, det ville være på sin plads at høre: Hvad anser ministeren for det politiske bag begrebet oprindelseslandsprincip? Det kunne jeg godt tænke mig at høre.

Det kan vi jo sagtens begynde at diskutere. Det, der er vigtigt for mig og for regeringen i denne her sag, er jo netop, at det er politikken, der ligger bag, for der kan jo være grader af oprindelseslandsprincip, som når f.eks. en dansk arkitekt, der skal arbejde, som jeg nævnte i min tale,
i Tyskland, skal til at melde sig ind i en eller anden sammenslutning. Det synes vi ikke er rigtigt. Der har vi altså hos os behov for at sige, at vi ikke mener, det er rigtigt, at det er en nødvendighed. Jeg har klart tilkendegivet, at arbejde, der udføres i Danmark, skal udføres under overholdelse af danske regler og i samme omfang som i dag. Vi ønsker også på arbejdsmarkedsområdet at fastholde konfliktretten, vi ønsker at fastholde forbrugersikkerhed; det skal vi have implementeret. Vi ønsker ikke at sætte os uden for forhandlingerne. Det er det, jeg gerne vil prøve at tilkendegive i dag. Jeg tror ikke, der er så stor afstand imellem os.

Jeg vil så godt starte med at sige, at jeg synes, det er dejligt, at der ikke er så stor afstand imellem os, for det er jo altid rart, når man står over for sådan nogle sager her. Men jeg kan stadig væk ikke forstå, hvordan man på den ene side kan sige, at man er imod oprindelseslandsprincippet, men på den anden side ikke vil stemme for et forslag, der pålægger regeringen selv at være imod det.
     Så kommer man med alle mulige fiksfakserier om, at nu skal vi også passe på, at man ikke kommer til at binde arbejdstagere alt for hårdt. Det kan jo ikke være ministeren ubekendt, at man faktisk i traktatens artikel 43 har reglerne om etableringsretten, som vel i et vist omfang allerede i dag sætter nogle begrænsninger for, hvilke krav man kan stille til arbejdstagere udefra.

     Derfor vil jeg spørge på en anden måde: Er ministeren ikke enig i, at når man taler om oprindelseslandsprincip, så taler man normalt om det forhold, at man skal følge lønninger fra det sted, hvor virksomheden hører hjemme, altså hvor hovedvirksomheden ligger, således at arbejdere fra f.eks. en polsk virksomhed, der udstationerer folk, der skal arbejde i Danmark, skal arbejde og kan arbejde ikke til danske, men til polske lønninger? Er ministeren ikke enig i, at det er det, som man normalt definerer som oprindelseslandsprincippet?

Der har vi jo netop på det danske område en regel, hvor det er arbejdsmarkedets parter, der aftaler lønforhold i Danmark. Vi har valgt i Danmark ikke at lovgive. Om det skal være sådan resten af tilværelsen, skal jeg lade være usagt, for det håndterer man anderledes andre steder. Der har vi så retten til faglige konflikter, og det er det, vi ønsker at holde fast i. Vi ønsker også at holde fast i, at man skal have mulighed for at kunne kontrollere dem, der kommer ind.
     Når jeg i dag ikke går så meget op i princippet, er det, fordi jeg hellere vil gå ind i den politik, der ligger bag, for det nemmeste af alt er at få det mandat, at vi siger nej til alle grader af oprindelseslandsprincippet, og hvis vi så lægger ud med 10 eller 20 pct. - mere eller mindre - har vi jo ved en beslutning vedrørende, at der er noget omkring oprindelseslandsprincippet, meldt os ud af forhandlingerne, så sætter ministeren sig ud på sidelinjen og har ingen indflydelse på den proces, der kører.
     Vi har så mange ting på det område, vi skal have sikret.

Med fare for at det bliver misforstået, vil jeg starte med at rose ministeren for at have bevæget sig, siden debatten om servicedirektivet startede. Men når vi nu diskuterer oprindelseslandsprincip og værtslandsprincip, er det så ikke korrekt, at når man tager udgangspunkt i oprindelseslandsprincippet, så vil man være i en situation, hvor danske regler som udgangspunkt ikke kan anvendes over for udenlandske tjenesteydere? Det var det ene spørgsmål.
     Det andet er, at danske servicevirksomheder risikerer at blive stillet i en ulige konkurrencesituation i forhold til udenlandske virksomheder. Det tror jeg ministeren er enig i. Og det er jo derfor, ministeren siger, at der er 10 områder, hvor vi skal have undtagelser, svarende til 90 pct. af direktivet.
     Ville det så ikke være mere fornuftigt at tage udgangspunkt i værtslandsprincippet og så sige, at er der 10 pct., hvor man kan harmonisere og skabe et bedre indre marked, så er det det, vi gør? Så skaber man den tryghed for ikke bare lønmodtagerne, men også for virksomhederne, for forbrugerbeskyttelse osv. osv., og så kan man sørge for, at den danske arkitekt også kan få lov at lave en opgave i Flensborg, for det er der jo ikke nogen der har noget imod.

Jeg tager selvfølgelig imod rosen fra hr. Ole Sohn.
     Jeg synes, at jeg har sagt det meget tydeligt fra talerstolen i dag, men jeg vil endnu en gang gentage det: Jeg synes ikke, det er afgørende, hvad vi kalder princippet. Jeg føler faktisk ikke, det er afgørende, om vi kalder det værtslandsprincip, om vi kalder det oprindelseslandsprincip eller princip om gensidig anerkendelse. Det vigtige for os er den politik, der ligger bag, og det vil sige, hvilke regler der i praksis skal finde anvendelse. Det føler vi er det, der er det afgørende.
     Så må det jo altså ikke være sådan, at vi lige pludselig havner i en situation, hvor danske virksomheder stilles dårligere, end de gør i dag. I dag har vi jo en række områder, hvor vi internationalt har anerkendt, at værtslandets regler ikke automatisk gælder. Er der f.eks. to virksomheder, der indgår en aftale, så er udgangspunktet egentlig, at lovvalget overlades til virksomhederne selv, og har man ikke foretaget et lovvalg, så er det faktisk oprindelseslandsprincippet, der gælder. Vi kender det fra privatretlige aftaler.
     Fra regeringens side mener vi, at det er vigtigt at sikre danske virksomheder lige konkurrenceforhold, og vi mener, at vi skal have mulighed for at bevare konfliktretten; vi mener, at det skal være muligt at kontrollere den udenlandske arbejdskraft, der kommer ind. Og det er nogle af de scenarier, som vi sætter op over for Kommissionen, hvor vi klart tilkendegiver, at det er det, vi ønsker. Men vi har ikke ønsket at melde os ud af forhandlingerne.

Jeg vil også sige, at jeg ville betragte det som manglende politisk omhu, hvis man meldte sig ud af forhandlingerne, for det her er jo et direktivforslag, som henhører under det indre marked, og det vil sige, at det kan vedtages med et kvalificeret flertal. Så hvis man melder sig ud, har man i hvert fald gjort danskerne en bjørnetjeneste.
     Det, der er helt afgørende, er jo, at man arbejder for at forhindre de ulykker, dårligdomme, der ligger i oprindelseslandsprincippet, som ministeren selv så fair har redegjort for i indlægget. Det er jo det, der er opgaven, at forhindre de ting, og i den udstrækning det ikke kan lade sig gøre, skal man skabe alliancepartnere med så mange andre lande i EU, at man kan skabe et blokerende mindretal. Så at melde sig ud af forhandlingerne ville være en katastrofe.

     Det, der er helt afgørende, er, hvilken strategi man lægger for at sikre, at vi ikke får skabt nogle forhold i Danmark eller andre EU-lande, som er med til at undergrave velfærdssystemerne.

Jeg vil sige, at det sidste opfatter jeg næsten som en ordførertale fra hr. Ole Sohn, for jeg tror ikke, der er den store forskellighed i, hvordan vi opfatter det forløb, som vi skal i gang med, når vi ser konturerne af forslaget, når det fremkommer.

Tak til økonomi- og erhvervsministeren. Så går vi videre i ordførerrækken. Fru Pia Larsen.

Da Venstres ordfører, fru Charlotte Antonsen, ikke kan være til stede, skal jeg oplæse følgende:
     I Venstre støtter vi EU's bestræbelser på at gennemføre et indre marked på serviceområdet. Kommissionen har fremsat et forslag herom. Servicedirektivet trænger til en række ændringer, før det kan vedtages i EU. I Venstre er vi tilfredse med, at Kommissionen selv har lagt op til at fremlægge et nyt og opstrammende forslag.
     I Danmark er vi gode inden for serviceområdet. Mange danske virksomheder er særdeles velkvalificerede til rådgivning, certificering og prøvning, vedligeholdelse og rengøring samt sikkerhedstjenester, som er nogle af de områder, som servicedirektivet omfatter. Vi har også dygtige arkitekter, ejendomsmæglere, sælgere og reklamefolk. Danmark står i det hele taget stærkt inden for det omfattende serviceområde. Derfor er det i klar dansk interesse, at vi i Europa får nedbrudt nogle af de barrierer, der fortsat eksisterer i forhold til den frie, grænseoverskridende handel med service. Økonomi- og Erhvervsministeriet har beregnet, at Danmark står til at få tilført yderligere 5.000 nye arbejdspladser den dag, det indre marked for serviceydelser bliver endeligt gennemført. I alt i EU forventes yderligere 600.000 nye arbejdspladser. Det har vi stærkt brug for. Det siger sig selv, at servicedirektivet ikke skal gennemføres på bekostning af de gode danske løn- og arbejdsvilkår. Det er tilfredsstillende, at disse emner allerede er undtaget fra direktivforslaget, men arbejdet er ikke gjort med det. Der er fortsat en række områder, hvor den konkrete udformning af oprindelseslandsprincippet kan give os nogle problemer. Derfor ønsker vi i Venstre at arbejde for, at der, som i dag, fortsat kommer til at gælde danske regler inden for
f.eks. forbrugerbeskyttelse, sociale ordninger, etik, sundhed og sikkerhed. Dansk Folkeparti ønsker med sit forslag at afvise oprindelseslandsprincippet fuldstændigt. Det ville reelt sætte Danmark uden for forhandlingerne, så det kan vi naturligvis ikke medvirke til. Desuden vil en konsekvens af at opfylde Dansk Folkepartis krav være, at der slet ikke bliver gennemført et indre marked for serviceydelser. Det ville være en skam at skulle vinke farvel til 5.000-6.000 arbejdspladser i Danmark.

Jeg skal starte med at sige, at jeg selvfølgelig har forståelse for, at fru Pia Larsen ikke har skrevet ordførertalen og derfor måske ikke kender årsagen til det fremførte. Men jeg kunne alligevel godt tænke mig at vide, om fru Pia Larsen har en forklaring på, hvordan det kan være, at Venstres ordfører, fru Charlotte Antonsen, sådan som jeg forstår talen, afviser oprindelseslandsprincippet, mens man i Børsen den 21. marts 2005 kan læse, at Venstres medlem af Europa-Parlamentet, fru Karin Riis-Jørgensen, støtter et servicedirektiv med oprindelseslandsprincippet.
     Har fru Pia Larsen nogen idé om, hvordan de to synspunkter kan hænge sammen?

Nej, det har jeg ikke alene af den grund, at jeg ikke kender den omtalte artikel fra Børsen, men jeg tror ikke, jeg kan gøre bedre rede for det her, end ministeren lige har gjort.

Tak til fru Pia Larsen. Og så er det hr. Niels Sindal som ordfører.

Socialdemokratiet er tilhænger af et europæisk indre marked for kommercielle serviceydelser. Vi har dog allerede ved fremsendelse af direktivforslaget gjort gældende, at vi ikke ønsker nogen EU-pligt til at etablere et indre marked for offentlige velfærdsmæssige serviceydelser, f.eks i børnehaver og på sygehuse.
     Dernæst ønsker Socialdemokratiet, at servicedirektivet kommer til at hvile på et princip om, at det er værtslandets normer, der er gældende for virksomhederne. Kun et sådant udgangspunkt kan sikre mod underminering af nationale overenskomster om løn- og arbejdsvilkår.
     Værtslandsprincippet er i øvrigt også direkte nævnt i traktaten, og det er det princip, udstationering hviler på.

     Vi har i høj grad sympati for beslutningsforslagets intentioner, men i betragtning af at andre - som vi - også mener, at der er en række uheldige intentioner i direktivet, og at det trænger til et eftersyn, synes vi, det er fornuftigt at vente med at tage hul på debatten, indtil vi ved, hvad der skal debatteres, og altså følge den normale beslutningsproces.
     Jeg skal dog udtrykke en tilfredshed med, at regeringen har bevæget sig og faktisk snakker i retning af det, vi - flertallet i salen, tror jeg - ønsker. Og jeg håber så, når direktivets ny udformning kommer, at vi i Europaudvalget kan blive enige om et mandat, der kan bære igennem.

Så vidt jeg kunne forstå på hr. Niels Sindal, kunne Socialdemokratiet ikke støtte det her forslag. Og så er det bare, jeg spørger: Hvad er det i forslaget, man ikke kan støtte? For det, forslaget går ud på, er at pålægge regeringen at sige, at Danmark ikke vil kunne medvirke til at gennemføre direktivet, der bygger på oprindelseslandsprincippet. Det er jo meget enkelt.
     Jeg hørte hr. Niels Sindal være meget imod oprindelseslandsprincippet. Derfor forstår jeg ikke, hvorfor man ikke kan støtte det.

Der er to ting: For det første synes vi, at vi skal følge den normale procedure. For det andet kommer der et direktiv, hvor netop oprindelsesland, værtsland og udstationering bliver præciseret mere, fordi det var forvirrende i det gamle. Derfor.

Jeg har det sådan med de argumenter, der hedder, at sådan plejer vi at gøre, at dem synes jeg ikke er så gangbare.
     Med det direktiv, der kommer, vil begreberne værtsland, oprindelsesland osv. blive præciseret, siger hr. Niels Sindal. Jamen vil det ikke være godt, hvis vi allerede nu er så præcise? For vi ved jo godt, at når vi ikke er præcise, eller når der bliver vedtaget lovgivning, der ikke er præcis, eller der er noget, der i forhold til EF-direktiver ikke er præcist, så sker der ting, som måske er meget uhensigtsmæssige, jævnfør f.eks. den nuværende situation med udstationeringsdirektivet.

Så kan jeg jo kvittere med at sige, at så er det måske mig, der ikke forstår spørgeren. For jeg synes, jeg klart har givet til kende, at vi måske får et helt andet direktiv at tage stilling til.
     Det er ikke, fordi jeg altid vil gøre, som vi plejer, men vi skal nu arbejde i Europaudvalget for et mandat, og jeg vil ikke afskrive mig i dag eller i de kommende dage fra at deltage i den debat. Jeg har givet til kende her, hvad vi står for, og det gør vi. Vi står for det, der er blevet sagt.

Jo, men jeg kan forstå, at Socialdemokratiet ligger inde med oplysninger om, at nu kan vi forvente, at der kommer et direktiv, som er fuldstændig renset for noget oprindelseslandsprincip, og det vil jeg da glæde mig over, hvis det er tilfældet; jeg har slet ikke den form for informationskilder til EU's institutioner. Det er der nok også en forklaring på.
     Men så kunne jeg godt tænke mig at spørge: Hvis det virkelig er tilfældet, hvordan kan det så være, at man ikke sådan bare alligevel godt kan støtte Dansk Folkepartis forslag? Hvad skulle det skade at sige nej til noget, som man alligevel forventer ikke vil blive fremlagt? Er det ikke sådan bare at gå med livrem og seler? Og det er måske i virkeligheden slet ikke så slemt at gå med livrem og seler, når det faktisk er hele den danske arbejdsmarkedsmodel, det handler om.

Jeg kunne så vende spørgsmålet og sige - apropos den anden spørgers spørgsmål - at når vi nu har en procedure her i huset for, hvordan vi behandler sagerne, så vil der ske det, at hvis vi begynder, om jeg så må sige at sabotere sagerne, før vi egentlig kender omfanget af det, vi skal tage stilling til, ja, så starter vi en ny procedure, og det bryder jeg mig ikke om. Det kunne jo være, at vi i en helt anden sag, der har med Danmark at gøre, og som ikke har noget med EU at gøre, forlods siger, at det vil vi ikke have med, fordi det er der et flertal der synes. Det er ikke en måde at behandle tingene demokratisk på.

Nu kan jeg se, hvor forskellen måske ligger imellem Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet i den her sag, for jeg synes faktisk, at der er god grund til at sabotere ideen om et oprindelseslandsprincip på forhånd eller forlods.
     Jeg synes faktisk, det er en meget alvorlig trussel, at vi i Danmark kan risikere at skulle udkonkurreres af lavere lønforhold, dårligere arbejdsmarkedsforhold, dårligere arbejdsmiljøforhold i de gamle østlande. Det synes jeg faktisk er noget, der er værd at sabotere, og jeg kan slet ikke forstå, hvorfor man afviser det på den måde fra et gammelt arbejderpartis side. Selv fagbevægelsen, som hr. Niels Sindal vel har en vis forbindelse til stadig væk, advarer imod oprindelseslandsprincippet. Hvorfor kan man så ikke bare melde klart ud i stedet for at henvise til, at det skal ske på et lukket møde med fortrolige referater og sådan nogle ting? Man burde melde klart ud og sige: Vi ønsker ikke det her.

Jeg ved ikke, om jeg skal læse op af talen igen, men der står noget om, at det skal hvile på det princip, at det er værtslandets normer, der er gældende. Jeg har ikke snakket om oprindelsesland.

Tak til hr. Niels Sindal. Så er det hr. Morten Messerschmidt som ordfører.

Når de andre er billigere, skal vi være bedre. Sådan lød valgkampens nok mest gentagne mantra, nemlig statsministerens forsikring til de danske vælgere om, at vi ikke behøver at frygte truslen fra udefrakommende arbejdstagere. Når de andre er billigere, skal vi være bedre.
     Det lyder jo både smukt og rigtigt. Men hvor meget bedre kan vi egentlig være? Er de andre lande virkelig så dårlige, bare fordi de har lavere lønninger, og er det tilfældet inden for alle samfundets sektorer? Er polske buschauffører markant dårligere til at køre bus end danske chauffører? Er litauiske frugtplukkere markant ringere til at plukke frugt end danske frugtplukkere? Eller er tjekkiske slagteriarbejdere dårligere til at slagte svin end danske slagteriarbejdere? Næppe. Men er de billigere? Der er svaret ubetinget: Ja, det er de.
     Lønningerne i det udvidede EU er markant forskellige. Ser man på omkostningerne pr. arbejdstime i euro, som det fremgår af beslutningsforslaget, kan vi se, at Danmark ligger helt i top med 25,73 euro i timen, hvilket er 191 kr. I forhold til de høje lønninger, som kendetegner det gamle Europa, ligger Østeuropa markant lavere. I Tjekkiet er det 31 kr., i Ungarn 29,50 kr., i Polen 27 kr. og i Letland 17 kr.
     Nu må Tjekkiet og Letland og alle de andre lande selvfølgelig fuldstændig selv afgøre, hvordan de ønsker at indrette sig. Det kunne vi i Dansk Folkeparti aldrig nogen sinde drømme om at blande os i. Men samme uvilje til at blande sig har man dog ikke i EU. For EU er målet fuldstændig klart: Vi skal have et fælles marked, et fælles arbejdsmarked og en fælles velfærdssamfundsmodel. Det er baggrunden for EU's servicedirektiv med oprindelseslandsprincippet, som godt nok er puttet i skuffen, indtil de værste folkeafstemninger vist er overstået, og det er det, som Dansk Folkepartis beslutningsforslag siger klart nej til. Vi vil ikke have et fælles arbejdsmarked, for vi ved, at landene har indrettet sig på vidt forskellige måder, og fordi vi ved, at tingene hænger sammen. Har man sagt A, må man også sige B.
     Vi kan naturligvis ikke opretholde det danske velfærdssamfund, hvis vi får et fælles arbejdsmarked i Europa. Naturligvis kan vi ikke holde fast i de danske løn- og arbejdsmiljøregler, når EU giver østarbejdere adgang til Danmark og til at arbejde på østeuropæiske landes vilkår i Danmark. Tingene hænger sammen. Og når lettiske håndværkere, landbrugsmedarbejdere, chauffører, skraldemænd osv. skal have lov til at arbejde i Danmark til under 20 kr. i timen, vil det naturligvis presse danskerne ud af deres gode stillinger, men også presse de danske lønninger nedad. Og når danskerne mister arbejde, gavner det naturligvis dem, der får danskernes arbejde. Men hvad nytter det? Hvad glæde har vi i Danmark af et fælles arbejdsmarked, hvis det i virkeligheden viser sig at være et arbejdsløshedsmarked?
     I EU er man ligeglad. Her nærer man ingen varme følelser for de danske eller andre truede arbejdstagere, for som kommissionsformand Barroso siger meget klart: De 15 gamle lande må acceptere tab af arbejdspladser, hvis det samlet set med østfremgang gavner Unionens vækst og konkurrenceevne. Klarere kan det nok ikke siges. Det er Unionens økonomi, der er det vigtige. Det er den samlede Union, der skal tages hensyn til, ligesom det er den samlede vækst, den samlede arbejdsløshed og den samlede økonomi, der er vigtig. Med den indstilling ender Barroso med at stå som kejseren i H.C. Andersens eventyr. Han har jo ingenting på, vil folk indvende. De har ingenting at have det i, vil en rasende befolkning i Vesteuropa udbryde, hvis EU's servicedirektiv med oprindelseslandsprincip vedtages.

     EU talte med flotte ord og fine hensigtserklæringer, men kunne ikke levere varen. Når man ville mindske arbejdsløsheden, var det den samlede arbejdsløshed, man talte om, og i det var den lille danske økonomi fuldstændig uden betydning.
     Det vil vi ikke være med til. I Danmark skal det være danske politikere og danske arbejdsmarkedsparter, som træffer beslutninger og bestemmer. Det skal EU ikke blande sig i. EU skal slet ikke underminere de løn- og arbejdsvilkår, som danske arbejdere, danske arbejdsorganisationer og i hvert fald en del af de partier, der er repræsenteret i det her Folketing, har arbejdet for i århundreder. Vi er faktisk glade for det danske velfærdssamfund, og det vil vi ikke satse på et diffust og ideologisk tankespind som EU.

Jeg tager ordet, for det undrer mig lidt, at hr. Morten Messerschmidt bruger en tjekkisk slagteriarbejder som argument mod servicedirektivet. Hvor er det lige, den tjekkiske slagteriarbejder kommer ind i forhold til servicedirektivet?

Det er jo et billede på alle de serviceområder, som bliver truet på det her område. Det, vi jo ser, er, at EU på stort set alle områder ønsker en fuldkommen liberalisering.
     Det er netop også derfor, det er så forunderligt, at SF pludselig er blevet så glad for EU. Man kan slet ikke se en sektor, hvor man ikke kan frygte, at det her princip vil få betydning. Man kan næsten ikke pege på en sektor i Danmark, hvor et servicedirektiv eller en generel liberalisering, som der lægges op til, og en generel anvendelse af oprindelseslandsprincippet ikke vil kunne underminere de danske arbejdstagere. Det er derfor, at jeg i mit indlæg peger på flere forskellige sektorer.

Der er vist ikke nogen tvivl om, at SF er imod oprindelseslandsprincippet, men jeg mener bare, at det, når man har en diskussion, gavner argumenterne, hvis man holder sig til sandheden og til virkeligheden. For slagteriarbejderne i Tjekkiet har intet med servicedirektivet at gøre.
     Hvis en tjekkisk slagteriarbejder søger arbejde i Danmark, vil han komme til at arbejde efter en dansk overenskomst, hverken mere eller mindre. Dels vil de faglige organisationer sørge for det, dels har vi faktisk via østaftalen forhandlet os frem til en aftale, som oven i købet med en liberal regering sikrer, at man skal følge gældende danske overenskomster.
     I virkeligheden burde Dansk Folkeparti og hr. Morten Messerschmidt rose Folketingets flertal for i denne sag at sørge for, at de østeuropæiske arbejdere, når de kommer til Danmark og søger arbejde på et dansk slagteri, er sikret overenskomstmæssig løn. Det er faktisk noget af det, der er aftalt, men det har intet med servicedirektivet at gøre. Hvis vi skal have en debat, hvor vi skal fremme værtslandsprincippet mod oprindelseslandsprincippet, skal vi bruge nogle rigtige argumenter, for ellers smuldrer det helt.

Det, der er problemet i den her sag, er, at ingen ved, hvor grænsen går. Der er ingen, der ved, hvor EU's totalliberalisering og fuldstændige udvanding af arbejdsmarkedet i Vesteuropa på bekostning af de principper, der er i Østeuropa, stopper. Derfor er det helt centralt, at vi får sat fokus på alle de områder, hvor danske arbejdstagere risikerer at miste deres job.
     Når det er sagt, vil jeg selvfølgelig sige til hr. Ole Sohn, at jeg er meget glad for at få SF's opbakning til bekæmpelsen af oprindelseslandsprincippet, for jeg synes, det er gavnligt, at i hvert fald to venstrefløjspartier melder så klart ud, mens andre åbenbart lader vente på sig.

Der er en ting, som jeg synes vi måske skulle have afklaret angående Dansk Folkepartis holdning, og det er et forholdsvis klart spørgsmål: Mener Dansk Folkeparti, at der skal være fri adgang for østeuropæiske arbejdere til det danske arbejdsmarked, hvis blot det sker efter danske løn- og arbejdsforhold og under gældende dansk lovgivning og regler?

Vi havde gerne set, at Danmark ligesom en lang række andre lande i EU havde anvendt den overgangsperiode fuldt ud, som var mulig i forbindelse med udvidelsen med de ti nye østeuropæiske lande. Det var der ikke et ønske om fra Folketingets side, og derfor står man nu over for de meget store problemer.

     Principielt er det selvfølgelig smukt at have et fælles arbejdsmarked, så længe man kan fungere på værtslandsprincippet om, at vi altså i Danmark sætter betingelserne for arbejde, der udføres i Danmark. Jeg tror også, at vi på mange områder kan have stor gavn af arbejdskraft fra andre lande, både vest- og østeuropæisk. Derfor er vi som udgangspunkt tilhængere af, at man kan anvende de ressourcer, som andre lande tilbyder. Men det må aldrig nogen sinde ske på vilkår, der underbyder de danskere, der måtte ønske arbejde i Danmark.

Jeg vil bare gerne have det fuldstændig klart, altså ikke kun det med »som udgangspunkt« og »vi kan have brug for ressourcer«.
     Jeg vil godt høre, om Dansk Folkeparti mener, at der skal være fri adgang for østeuropæiske arbejdere til det danske arbejdsmarked, hvis bare de kommer til at arbejde under danske løn- og arbejdsforhold. Ja eller nej?

Der er utrolig mange områder, hvor vi kan have god gavn af at have et fælles marked, også ved udveksling af arbejdstagere. Det har Dansk Folkeparti ikke nogen principielle problemer med. Det, der er vigtigt for os, er, at der sker en lige konkurrence, så man ikke på ublu vilkår har mulighed for at udkonkurrere danskere, fordi man tilfældigvis arbejder for en virksomhed, der har sin oprindelse i Polen eller Ungarn eller andre lande med lavere standarder.

Tak til hr. Morten Messerschmidt. Så er det fru Helle Sjelle som ordfører.

Når Dansk Folkeparti ønsker, at regeringen skal modvirke EU's servicedirektiv, der bygger på oprindelseslandsprincippet, mener vi i Det Konservative Folkeparti, at det er et strategisk dårligt træk. Vi er heller ikke begejstrede for Kommissionens forslag om oprindelseslandsprincippet. Vi er af den opfattelse, at vi er nødt til at sikre, at arbejde, der udføres i Danmark, sker under overholdelse af de danske regler og ikke under de regler, der gælder i det land, hvor arbejdskraften kommer fra. Først og fremmest fordi det gør det lettere at føre en effektiv kontrol, og fordi vi undgår ulige konkurrencevilkår.
     Derudover skal vi naturligvis sikre den danske arbejdsmarkedsmodel, hvor vi ikke har en lovfastsat mindsteløn, men derimod ret til at forhandle bedre løn- og arbejdsvilkår.
     Når vi ikke kan støtte Dansk Folkepartis forslag, er det, fordi det vil sætte Danmark i en uheldig situation i forhold til forhandlingerne om servicedirektivet. Vi kender endnu ikke Kommissionens nye forslag til et servicedirektiv, og at meddele allerede på nuværende tidspunkt, at vi ikke støtter et servicedirektiv, der bygger på et oprindelseslandsprincip, vil ikke være hensigtsmæssigt. Det vil fastlåse vores forhandlingsposition, og det er simpelt hen ikke forsvarligt at risikere, at Danmark sættes uden for indflydelse i de videre forhandlinger om et servicedirektiv. Det ville være tåbeligt, for der er efter vores opfattelse store interesser på spil, hvad angår sikringen af det danske arbejdsmarked og forbrugersikkerheden.
     For at få det bedste ud af et servicedirektiv er det nødvendigt, at vi arbejder aktivt for at gøre vores interesser gældende. Derudover er det vigtigt at slå fast, at Det Konservative Folkeparti generelt er positivt indstillet over for selve ideen bag servicedirektivet. Vi ønsker, at det skal være lettere at udveksle serviceydelser på tværs af grænserne inden for EU. Derfor skal vi arbejde på at gøre adgangen til de forskellige landes arbejdsmarkeder mere fleksibel. Det vil betyde bedre konkurrencevilkår med øget vækst til følge.
     Vi bør derfor efter vores opfattelse tage aktivt del i forhandlingerne og arbejde for, at de danske interesser varetages frem for at vende ryggen til. Derfor kan vi i Det Konservative Folkeparti naturligvis ikke støtte Dansk Folkepartis beslutningsforslag.

Jeg fristes næsten til at rose fru Helle Sjelle, for jeg synes, det er meget ærligt ikke at kunne støtte det her forslag. Til gengæld synes jeg måske, at vi lige skal have en præcisering i forhold til det med oprindelseslandsprincippet, for jeg hørte fru Helle Sjelle være meget negativ over for oprindelseslandsprincippet.
     Det er sådan, at det her direktiv også er under behandling i Europa-Parlamentet, og der kan man konstatere, at den konservative-kristendemokratiske gruppe i Parlamentet jo ikke er meget for de ændringer, der er undervejs. Det siges faktisk, at den gruppe generelt er skeptisk over for forslaget om at erstatte oprindelseslandsprincippet med princippet om gensidig anerkendelse, og den ville altså helst have fastholdt oprindelseslandsprincippet. Er det ikke korrekt? Og er det så ikke konservativ politik?

Jeg synes, det er vigtigt at holde fast i, at det, vi debatterer i dag, er servicedirektivet set ud fra Folketingets synspunkt. I den forbindelse kan jeg meddele, at Det Konservative Folkeparti mener, at det, det her handler om, er at sikre, at de, der arbejder i Danmark, faktisk også arbejder efter danske regler.

Det er rigtigt, men jeg kunne alligevel godt tænke mig at følge lidt op på det, som hr. Arbo-Bæhr siger. Det er jo sådan, at selv fru Sjelles eget medlem af Europa-Parlamentet har udtalt sig om den her sag. I Børsen den 21. marts i år er fru Gitte Seeberg citeret for at sige: muggen og bøvlen på ministerrådsmøderne og nu også i de danske regeringskontorer.
     Hun henviser til, at al den snak om oprindelseslandsprincippet må stoppe.
     Det er da alligevel en dualisme, der vil noget, når man på den ene side hører fru Gitte Seeberg snakke om, at nu skal al den her muggen og bøvlen altså høre op, for nu må vi bare acceptere det her. Og på den anden side hører man ordføreren fru Helle Sjelle være lidt mere afvisende eller afventende i hvert fald.
     Hvilket af de signaler tegner Det Konservative Folkeparti?

Jeg skal gerne gentage det en gang til til stor ære for hr. Morten Messerschmidt, nemlig at det, vi diskuterer her i dag, er Folketingets holdning til EU's servicedirektiv. Den har hr. Morten Messerschmidt jo selv sat på dagsordenen. I den forbindelse kan jeg sige, at Det Konservative Folkeparti støtter, at når man arbejder i Danmark, arbejder man efter danske regler. Det er også det, vi forfølger med hensyn til det her direktiv.

Det er jeg glad for, det vil jeg sige åbenhjertigt. Jeg er glad for at høre, at Det Konservative Folkeparti i Folketinget er imod oprindelseslandsprincippet. Men så vil jeg bare gerne have det helt klart bekræftet: Vil det sige, at den konservative holdning i Folketinget ikke nødvendigvis er den samme som i Europa-Parlamentet? Kan fru Helle Sjelle bekræfte det?

Jeg gentager gerne, hvad jeg sagde før, at med hensyn til det her direktiv mener vi i Det Konservative Folkeparti, at det er vigtigt, at man, når man arbejder i Danmark, arbejder efter danske regler.

Tak til fru Helle Sjelle. Så er det fru Lone Dybkjær som ordfører.

Frankensteindirektivet eller Bolkensteindirektivet - kært barn har mange navne - er det her ofte blevet kaldt. Jeg bliver nødt til at sige til ordføreren, at jeg også synes, at ordføreren for forslagsstillerne medvirker til, at vi får en Frankensteindebat.
     Det her forslag er jo ikke fremsat for at få en ordentlig debat, men for at skabe total forvirring om, hvad hele det her direktiv og den diskussion om direktivet går ud på. Det er fair nok, men ordføreren kan bare ikke forlange, at vi tager det mere alvorligt end som så.
     Jeg vil godt sige, at jeg beklager meget, at den nye Kommission ikke trak forslaget tilbage. Det havde lettet utrolig meget i diskussionerne, og det havde måske også gjort, at vi kunne begynde at diskutere ud fra et eller andet om, hvad Kommissionen så ønskede i denne sammenhæng, frem for at vi kommer til at diskutere, hvad den gamle Kommission mente om det her.
     Nu kender jeg ikke den nye kommissærs holdning til det her forslag så godt, som jeg kendte den tidligere kommissærs holdning til det her forslag, og det var jeg i hvert fald totalt og aldeles modstander af helt fra oprindelsen. Jeg mener også, at den tidligere kommissær sådan set ikke bidrog til, at der kom en fornuftig debat om forslaget. Men nu er det mere eller mindre historie.
     Jeg vil godt sige, at jeg er enig med de ordførere, der har sagt, at de mennesker, der kommer her til landet, skal arbejde på landets betingelser og overholde landets overenskomster. Det er alle sådan set enige om, og derfor er det lidt absurd, at vi skal stå her kl. 22.45 og føre den diskussion, al den stund der jo ikke er nogen, der direkte har sagt noget imod det her.
     Det, vi ikke kommer til at diskutere, hvilket jeg synes er lidt ærgerligt, er: Er der i øvrigt, når vi har sagt det, nogen ting, der kunne være fornuftige i forbindelse med det her forslag? Det kunne godt være, det var fornuftigt, at der var en større bevægelighed for tjenesteydelser hen over grænserne. Men den diskussion kommer vi jo slet ikke til at føre, og det er heller ikke den diskussion, som Dansk Folkeparti ønsker at tage. Man kan også tydeligt se, når man læser bemærkningerne, at det slet ikke er det, som Dansk Folkeparti ønsker.

     Jeg håber meget på, at vi på et tidspunkt kan begynde at diskutere: Hvad er det for fordele, det her direktiv kan komme til at betyde? Og der tror jeg, at der er nogle muligheder.
     Vi taler utrolig meget om de ting, der er dårlige for Danmark. Der kan altså være nogle ting, der kan være gode for Danmark, men frem for alt kan der også være nogle muligheder for danske virksomheder i at gå over grænserne og etablere sig med nogle tjenesteydelser, som andre lande måske ikke har.
     Vi taler også meget om, at der er tale om en total konkurrence på det her felt. Jeg er tilhænger af, at der er konkurrence ud fra de der betingelser, jeg har sagt.
     Men vi kan altså være i en situation, hvor vi har nogle tjenesteydelser, vi kan tilbyde andre lande, og andre lande kan have nogle tjenesteydelser, de kan tilbyde os. Derved kunne vi måske gensidigt få glæde af det her.
     Men vi synes, at man skal arbejde videre med sagen. Vi er, synes vi selv, inde i en god dialog med ministeren om det her, og den dialog synes vi skal fortsættes. Vi synes heller ikke, at ministeren på nuværende tidspunkt skal melde sig ud af forhandlingerne. Det tror vi ikke gavner noget som helst.
     Men vi håber meget, selv om Dansk Folkeparti har lavet et lille stunt her, at vi kan komme videre i nogle mere alvorlige forhandlinger. Skulle Dansk Folkeparti have lyst til at deltage i dem, er de sikkert også velkommen til det. De foregår i de almindelige europaudvalgsmøder.

Jeg er meget glad for at blive indbudt til forhandlinger, for det betyder meget for mig, at Det Radiale Venstre på den måde rækker hånden frem.
     Nu står jeg her med Nicetraktaten i hånden, og fru Dybkjær taler meget om, at der kunne være noget fornuft i direktivet. Jeg vil meget gerne søge at finde den linje, altså hvad det er for fornuftige dele i direktivet. Hvis man slår op i Nicetraktaten og f.eks. kigger på artikel 49, så sikrer den faktisk, i øvrigt med horisontal virkning, en fri udveksling af tjenesteydelser.
     Hvis man læser lidt videre, kan man finde en artikel 50, som oven i købet definerer, hvad der er tjenesteydelser. Man kan endda læse artikel 51, der handler om tjenesteydelser på transportområdet; artikel 52, der handler om gennemførelse af liberaliseringen; artikel 53, der handler om den yderligere liberalisering osv. osv. Henset til de artikler, der allerede
i traktaten omhandler tjenesteydelser, hvad er det så præcis, som fru Lone Dybkjær og Det Radikale Venstre forventer at servicedirektivet skal indeholde, som gør det hele så meget bedre?

Der er tale om nogle meget konkrete udformninger af et direktiv. Det, at der står noget i en traktat, er jo ikke ensbetydende med, at man er nede i detaljen om, hvordan det hele skal foregå i praksis.
     Jeg siger om det her direktiv: Det er ærgerligt, at det ikke er trukket tilbage. Det har ført til en fuldstændig forklumret debat. Det har måske oven i købet medvirket til det franske nej, det synes jeg er surt. Det må hr. Morten Messerschmidt i øvrigt kunne glæde sig over.
     Men nu synes jeg, at vi må tage udgangspunkt i, at der foregår en forhandling i øjeblikket i Europa om et direktiv, som udmønter nogle konkrete paragraffer i Nicetraktaten.

Jeg synes, det er sjovt, at jeg i starten af fru Lone Dybkjærs ordførertale bliver beskyldt for at lave lidt forvirring her i Folketingssalen, i øvrigt på et tidspunkt, hvor jeg skulle have siddet i Operaen og er gået glip af mine billetter, det er jeg også selv ked af. Men samtidig står fru Lone Dybkjær og siger: Det er nok en yderligere præcisering af reglerne, som direktivet lægger op til.
     Sagen er faktisk den, at hvis fru Lone Dybkjær gik op på sit kontor og bladrede i EU-retslig domssamling, ville hun kunne konstatere, at der er en lang domspraksis for anvendelse horisontalt, altså hvor virksomheder kan påberåbe sig artikel 49 og 50 osv. og anvende det til at påberåbe sig rettighederne, i øvrigt kombineret med etableringsfriheden til at udøve tjenesteydelser i hele Europa.
     Det kan vel ikke være fru Lone Dybkjær ubekendt, at man faktisk i hele landet har tjenesteydere fra andre lande end Danmark, og at der er en liberalisering på vej.
     Hvad er det, som fru Lone Dybkjær og Det Radikale Venstre gerne vil have af yderligere liberalisering i forhold til det, som vi har i dag?

Nu behandler vi hr. Morten Messerschmidts og Dansk Folkepartis beslutningsforslag, og der står, at Danmark ikke skal kunne medvirke til gennemførelse af et EU-servicedirektiv, der bygger på oprindelsesprincippet. Der står ikke så frygtelig meget andet i det forslag, og det er det, jeg sådan set tager stilling til og afviser.
     Så synes jeg i øvrigt, at det kan være udmærket at få nogle retningslinjer i forbindelse med et direktiv, der regulerer det her område; at man får præciseret, hvad det er for tjenesteydelser, man kan liberalisere, og hvad det er, man ikke kan liberalisere; hvad synes vi skal liberaliseres, og hvad synes vi ikke skal liberaliseres? Det er det, der gennemgående sker igennem et direktiv.
     Endnu en gang vil jeg gentage: Jeg synes, det havde været rart, hvis Kommissionen havde trukket det her direktiv tilbage. Det gjorde de altså ikke, og så må vi tage udgangspunkt i det.

Tak til fru Lone Dybkjær. Så er det hr. Ole Sohn som ordfører.

For at der ikke skal være nogen misforståelser, vil jeg starte med at sige, at SF for halvandet år siden besluttede at iværksætte en strategi mod det servicedirektiv, som blev fremsat i sin oprindelige form for halvandet år siden, for vi kan se den fare, der ligger i at gå over til oprindelseslandsprincippet.
     Dybest set er forskellen mellem oprindelseslandsprincippet og værtslandsprincippet, hvorvidt man ønsker et liberalistisk Europa eller et socialt Europa. For oprindelseslandsprincippet går ud på, at man tager laveste fællesnævner, og så lader man markedskræfterne lægge niveauet, hvorimod værtslandsprincippet respekterer de enkelte landes velfærdssystemer og dermed kan være med til at skabe et socialt Europa. Derfor kan direktivforslaget i den form, det har i dag, naturligvis ikke vedtages. Det har vi meddelt regeringen, og vi håber, at vi finder frem til et grundlag, et politisk mandat, der kan forhandles ud fra.
     Men jeg vil meget, meget stærkt advare imod at følge Dansk Folkepartis strategi. Jeg ved godt, at det ikke er særlig rart at adskille tingene. Det er selvfølgelig mere interessant at blande servicedirektivet ind i forfatningstraktatdebatten, men det har dybest set intet med hinanden at gøre.
     Servicedirektivet er en del af det indre marked. Det kan vedtages med kvalificeret flertal. Hvis Danmark forlods skulle melde sig ud af forhandlingerne, har man fuldstændig afskrevet sig de alliancer, som er nødvendige, uanset om man kan lide det indre marked eller ej og kvalificerede flertalsafgørelser eller ej. Så det ville være en katastrofe, hvis ikke vi kæmpede det bedste, vi har lært.
     I første omgang gælder kampen at overbevise regeringen om, at det skal være værtslandsprincippet, og det er for så vidt ligegyldigt, om man skriver ordet værtslandsprincippet ind i en aftale, bare konsekvensen af det, der står som politisk mandat, svarer til det, der ligger i værtslandsprincippet. Og deri er der ikke så stor uenighed. Men hvis det nu ikke lykkes at få overbevist Kommissionen eller et flertal i EU om, at det skal følge værtslandsprincippet, skulle vi så meddele, at nu rejser vi i øvrigt hjem, med det resultat, at man måske kunne forestille sig, at der blev lavet et oprindelseslandsprincip med ganske få undtagelser, hvorimod vi, hvis vi havde kæmpet hårdt, havde fået mange undtagelser? Derfor vil jeg mene, at det er udtryk for manglende politisk omhu, hvis ikke vi kæmper det bedste, vi har lært, til det sidste. Derfor er det en katastrofekurs, Dansk Folkeparti er ude på, til skade for danske virksomheder, til skade for danske lønmodtagere. Derfor er opgaven at få ændret direktivet, så det bygger på de principper, vi alle sammen er enige om her i Folketinget, at når man arbejder i Danmark, følger man danske regler. Det er det, der er helt afgørende, og det er det, mandatet skal gå ud fra. Så skal man i øvrigt også have forenklet direktivet. Jeg har lidt den generelle holdning, at man ikke kan vedtage noget, som man ikke kan forklare. Jo, det kan man godt, men man bør ikke vedtage noget, man ikke kan forklare, for det, man ikke kan forklare, kan man ikke forsvare. Når man ikke kan forsvare tingene, sker der det, som vi har set i Holland og Frankrig. Derfor er der al mulig grund til at satse på at få gennemført et direktiv, som er med til at fremme et socialt Europa. Det er det, som jeg mener vi skal bruge tiden på. Af den grund kan vi ikke støtte Dansk Folkepartis beslutningsforslag, men vil kæmpe det bedste, vi har lært, for at sikre, at værtslandsprincippet bliver gældende i forhandlingerne med regeringen i første omgang. Vi vil stå bag ministeren lige til det sidste, og skulle han være ved at vakle, skal vi nok skubbe ham op igen, så vi er sikre på, at Danmark kæmper for at sikre, at principperne om, at danske regler er gældende i Danmark, bliver fastholdt.

Jeg vil godt starte med at udtrykke en meget stor tilfredshed både med, at SF er enig i, at oprindelseslandsprincippet er godt, og at SF oven i købet vil være med til at holde regeringen fast på det, som regeringen skal holdes fast på i den sag. Det synes jeg er positivt.
     Men jeg har meget svært ved at forstå hr. Ole Sohns bemærkninger om, at Dansk Folkepartis beslutningsforslag skulle være en eller anden sammenblanding af nogle ting, der er irrelevante, og i øvrigt være en fuldstændig obstruktion af hele forhandlingsproceduren. For det, der bare lægges op til, er netop det, som hr. Ole Sohn gerne vil have, nemlig et servicedirektiv uden oprindelseslandsprincip. Et servicedirektiv, der sikrer mulighed for at få en god konkurrence, uden at man underminerer de danske arbejdstagere
i Danmark. Jeg vil spørge hr. Ole Sohn: Er det ikke korrekt?

Jo, det er fuldt ud korrekt. Men det, der er farligt, er, når der er en situation, hvor direktivet kan vedtages med kvalificeret flertal. Så har man to opgaver, nemlig at forhindre, at oprindelseslandsprincippet bliver gældende, og hvis det mislykkes - der kan et kvalificeret flertal jo overrule Danmark - gælder det om at finde alliancepartnere, som enten kan lave det blokerende mindretal eller, hvis det ikke kan lade sig gøre, så få direktivet med det udgangspunkt, at hvis det skulle blive, guderne forbyde det, oprindelseslandsprincippet, så sørge for at indramme det med så mange undtagelser som overhovedet muligt.
     Derfor er man nødt til at kæmpe til det sidste. Derfor kan man ikke på forhånd lukke sig ude fra nogle forhandlinger ved at lægge sig på et princip, som i værste fald kan gøre resultatet værre end det, vi har ønsket.

Jamen er forhandlingssituationen i Europa ikke den, at der går et skel imellem de 15 gamle og de 10 nye lande med hensyn til lønninger og alle sådan nogle ting? Tænk, hvis nu alle parlamenter i Vesteuropa, de 15 gamle lande, tænkte ligesom hr. Ole Sohn, hvis de tænkte: Nej, vi må hellere lade være med at sige noget om det her, for så forringer vi bare vores muligheder, og så bliver det hele sikkert noget skidt.
     Risikerer man så ikke, at Kommissionen aldrig finder ud af, at der faktisk er en massiv modstand mod det her, og derfor alligevel fremsætter et forslag, som fuldstændig underminerer Vesteuropas arbejdsmarkeder. Jeg synes, det er sådan en lidt defaitistisk indstilling at sige, at vi hellere må holde os lidt tilbage og se, hvad der sker.
     Nej, vi bør melde klart ud og sige, at det her er uacceptabelt, at det ikke er vejen frem for Europa. Vi ønsker ikke et ultraliberalistisk Europa, hvor østeuropæiske lønvilkår skal determinere, hvordan Danmark skal se ud. Jeg kan slet ikke forstå, at hr. Ole Sohn, oven i købet som ordfører for Socialistisk Folkeparti, ikke er enig i det.

Nu kan jeg faktisk ikke forstå, hvorfor Dansk Folkeparti ikke kan høre, hvad jeg siger. Jeg har tværtimod sagt, at vi skulle have en meget offensiv holdning. Så offensiv, at vi, hvis ministeren skulle begynde at vakle, nok skulle presse på. Det er det modsatte af det, Dansk Folkeparti siger.
     Det er bare et spørgsmål om forhandlingstaktik og
-strategi. Vi har været imod det indre marked i den udformning, det har i dag. Det er der bare. Så må man da kæmpe ud fra den virkelighed, der er.
     Når Dansk Folkepartis ordfører nu igen begynder at bringe lønningerne ind i det, er det at blande æbler og pærer sammen. Det er det, det må jeg sige. Jeg er inderligt imod servicedirektivet i den udformning, det har. Vi har faktisk kæmpet imod det i halvandet år. Men det kan bare ikke nytte noget at bruge argumenter, der ikke er rigtige, for det er ikke korrekt, at lønningerne bliver undermineret af servicedirektivet. Det gør de altså ikke. Det, der kan blive undermineret med oprindelseslandsprincippet, er den danske konfliktret. Den kan blive undergravet, og at man forsikrer den, er det altafgørende.
     Det, man kan undergrave med hensyn til lønningerne, er, at man kan lave fupfirmaer, man kan lave enkeltmandsfirmaer, men man kan under ingen omstændigheder komme til Danmark som slagteriarbejder med henvisning til servicedirektivet. De to ting hænger ganske enkelt ikke sammen.

Nu hørte jeg hr. Ole Sohn sige, at det her bl.a. drejer sig om en fortsat kamp for et socialt Europa, og det er jo det, det handler om. Så vil jeg bare lige sige to ting, for at det hele ikke driver over i, at det der med det sociale Europa skulle være så og så godt, hvis bare vi undgår oprindelseslandsprincippet.
     Den ene ting er: Som situationen er i dag, har vi allerede problemer på det danske arbejdsmarked på baggrund af det udstationeringsdirektiv, som eksisterer. Det er problemer, der er håndfaste, og det er nogle problemer, som vi er nødt til at gøre noget ved i forbindelse med et gældende direktiv.
     Det andet eksempel er: Allerede på vareområdet er værtslandsprincippet overrulet af gensidig anerkendelse, forstået på den måde, at vi i dag har undergravning af forbrugerbeskyttelse, miljøstandarder osv. i Danmark, på grund af at vi har den fri levering af varer. Det er da noget, som vi bliver nødt til at gøre noget ved. Jeg vil bare høre, om et forslag om at gøre noget ved også det område er noget, der har SF's opbakning.

Det spørgsmål er jeg faktisk meget glad for, for jeg har i over et år undret mig over, at Enhedslisten sidste år, da vi lavede østaftalen, meddelte, at de ikke ville indgå i en aftale, der skulle være med til at regulere det danske arbejdsmarked, fordi Enhedslisten havde den principielle opfattelse, at når man var medlem af EU, skulle der ikke være nogen særregler for Østeuropa.
     I dag, og jeg kan forstå på Enhedslisten, at de har ændret opfattelse, er de nu enige med SF i, at det gælder om at sikre danske overenskomster. Det har vi faktisk tvunget regeringen til at lave en aftale om, hvor vi sikrer, at når folk fra nye østeuropæiske lande arbejder i Danmark, er det efter danske overenskomster takket være SF's og andres pres over for Enhedslistens linje. Jeg er glad for, at Enhedslisten har erkendt, at det var en fejl. Hvad angår udstationeringsdirektivet, er der helt oplagt problemer. Et af problemerne, eller rettere en af udfordringerne er, at vi i Danmark har valgt ikke at have en mindsteløn, fordi arbejdsmarkedets parter har valgt selv at løse det. Det er sket ud fra, at vi har haft et homogent arbejdsmarked. Det er blevet udfordret i dag, så derfor er spørgsmålet, om der skal være en mindsteløn. Jeg vil meget advare imod, at Folketinget vedtager det. Det vil jeg til enhver tid afvise. Men spørgsmålet er, om vi ikke skulle lave en aftale, som sagde, at de danske overenskomster altid havde forrang, og at man der, hvor der ikke er overenskomster, var tvunget til at følge det, arbejdsmarkedets parter havde fundet frem til. Det kunne være en løsning.

Jeg bliver nødt til at sige til hr. Ole Sohn, at det ikke er rigtigt, hvad han siger om Enhedslistens politik. Enhedslisten er hele tiden gået ind for, at der skulle laves nogle regler, som sikrede danske overenskomster i forbindelse med østudvidelsen.
     Årsagen til, at vi ikke var med i østaftalen, var jo, at den var dybt diskriminerende over for folk, der kom her til landet, fik sig et arbejde på almindelige løn- og arbejdsvilkår ligesom alle mulige andre, men ikke kunne få ret til hverken a-kasse, dagpenge eller nogen som helst former for sociale ydelser. Det var såmænd det, der var årsagen til, at vi ikke var med i østaftalen. Det var, fordi man diskriminerede de folk, der kom og arbejdede her. Hvis de risikerede at miste deres arbejde, havde de ikke nogen muligheder for at få dagpenge, hvis de havde arbejdet længe nok til det, eller kontanthjælp. Det var årsagen.
     Til gengæld synes jeg, det er meget interessant, hvis vi nu kan få en enighed om, at vi i alle tilfælde skal sikre, at folk, der kommer fra andre EU-lande, kommer til at arbejde på danske overenskomstlignende vilkår eller overenskomstvilkår, uanset om det er udstationerede arbejdere eller ej.

Begge dele er jo en bekræftelse af, hvad jeg har sagt. Altså, Enhedslisten ønsker ingen aftale, idet de siger, at man, når man kommer til Danmark, er fuldgyldigt medlem, og så dækker alle regler. Det er jo også det, hr. Jørgen Arbo-Bæhr her bekræfter.
     Med hensyn til udstationeringsdirektivet har jeg faktisk foreslået - og jeg er da glad for, at Enhedslisten støtter det, fordi det faktisk er at gå ind og røre ved fagbevægelsens og arbejdsgivernes kronjuveler - at man går ind og siger, at vi i dag har fået et uhomogent arbejdsmarked
i et EU, hvor lønforskellen er så stor, at vi ikke kan beskytte de danske lønmodtagere alene via overenskomstsystemet, men at vi bliver nødt til at få et sikkerhedsnet ind, i form af at mindstelønningerne også skal være gældende for dem, der ikke er overenskomstdækket. Det synes jeg er en meget interessant debat. Jeg har faktisk været med til at lægge op til en debat, og det håber jeg vi kan udvikle mere, for det tror jeg kan være med til at lukke et af hullerne og skabe lidt mere ro og dermed også være med til at fremme det sociale Europa. Det er jo dybest set det, der er behov for.

Tak til hr. Ole Sohn. Så er det hr. Jørgen Arbo-Bæhr som ordfører.

Det er jo lidt uvant at skulle stå heroppe og anbefale at stemme for et forslag stillet af Dansk Folkeparti. Men i Enhedslisten gør vi det, at vi læser forslagene, og så ser vi, om de er gode eller dårlige set ud fra almindelige menneskers, arbejderbefolkningens, synspunkt.
     Det her forslag mener vi er godt. Vi mener, at det er afgrænset. Vi mener, at det er et godt udgangspunkt at sige, at regeringen skal meddele de relevante EU-organer, at Danmark ikke vil medvirke til gennemførelse af et servicedirektiv, der bygger på oprindelseslandsprincippet.
     Servicedirektivet er jo en del af udviklingen af det indre marked og den nyliberale strategi fra EU, som er formuleret i bl.a. Lissabonstrategien, og som også indgår som en del af den nye EU-forfatning. Lissabonstrategien har foreløbig været en social katastrofe kendetegnet af 19 mio. arbejdsløse i EU og profitter i en størrelsesorden, som private virksomheder sjældent tidligere har opnået.

     Principperne om oprindelsesland stammer fra Lissabonstrategien og er en del af ønsket om deregulering, der skal presse lønarbejderne ind i en dødsspiral mod bunden.
     Oprindelseslandsprincippet og servicedirektivet skal forstås i sammenhæng med det pres på ordnede arbejdsmarkedsforhold, der i globaliseringens hellige navn føres overalt i EU. Servicedirektivets løndumping handler om at etablere et stort lavtlønsområde inden for serviceydelser, der kan bruges i et pres på ordentlige overenskomstforhold i EU-landene - i øvrigt på samme måde som den voksende udbredelse af midlertidige lavtlønnede ansættelser og deltidsansættelser bruges i lande som f.eks. Italien og Spanien og det voksende antal aktiveringsjob bruges i Danmark.
     Dansk Folkeparti kan så ikke se sammenhængen mellem servicedirektivet og den neoliberale politik, som ikke alene føres i EU, men som i lige så høj grad føres af den danske regering, som Dansk Folkeparti bærer oppe. Dansk Folkeparti ser ikke, at problemet er forbundet med liberalismen og med EU's indre marked. Heldigvis er det jo Dansk Folkepartis korte forslag og ikke deres forståelse af problemet, vi skal stemme om.
     Vi er enige med de mange tusinde franskmænd og belgiere, der demonstrerede imod servicedirektivet som neoliberal politik, hvilket tvang Chirac til at få direktivet midlertidigt parkeret, så det ikke svækkede jasiden i Frankrig. Som bekendt lykkedes taktikken ikke, men forfatningen og servicedirektivet skal nok blive trukket frem igen.
     Hvis vi ved at støtte Dansk Folkepartis beslutningsforslag kan bidrage til den sociale kamp mod det neoliberalistiske EU, gør vi gerne det. Men det er bare ikke nok. Presset på løn- og arbejdsvilkår eksisterer allerede i dag. Driftige arbejdsgivere misbruger østarbejdere, underbetaler dem og udnytter deres arbejdskraft til løntrykkeri. Det sker lovligt i dag. Det sker på baggrund af udstationeringsdirektivet.
     Vi har over for det brug for en hug- og stikfast sikring mod, at der kan blive tale om, at man misbruger arbejdskraft fra andre EU-lande til at undergrave de løn- og arbejdsvilkår, som fungerer på det danske arbejdsmarked i dag.

Jeg er enig i meget af det, der blev sagt fra Enhedslistens side, men jeg kunne godt tænke mig at få udredet følgende:
Hvis man forestillede sig, at Folketinget vedtog det her forslag og ministeren meddelte EU, at det var vores udgangspunkt - det kommer ministeren selvfølgelig til - og at vi, hvis ikke det blev udgangspunktet, ville vi forlade forhandlingerne, og der var et kvalificeret flertal, som ville gennemføre oprindelseslandsprincippet, kan man selvfølgelig sige, at det har vi så ikke medvirket til.
     Lad os forestille os, at det nu var sådan, at der manglede lige nøjagtig Danmarks stemme, på trods af at et flertal mod Danmarks vilje havde lavet oprindelseslandsprincippet. Hvis Danmark var gået aktivt ind
i det og havde lagt en stemme på, havde man sikret den danske konfliktret, men i og med at vi nu havde meldt os ud af forhandlingerne, ville konfliktretten forsvinde. Ville Enhedslisten så rose ministeren for hans stålfasthed, eller ville Enhedslisten skælde ministeren ud for ikke i det mindste at have sikret konfliktretten, på trods af at det ikke blev værtslandsprincippet?

Nu er mit udgangspunkt måske lidt anderledes end hr. Ole Sohns, for jeg hørte også i hr. Ole Sohns ordførerindlæg, at det handlede om at fastholde en vis form for manøvredygtighed. Der må jeg indrømme, at jeg har det lidt sådan over for den siddende regering, at jeg er bange for manøvredygtighed.
     Jeg er faktisk bange for følgerne, hvis ikke det er fuldstændig hug- og stikfast, hvad der bliver vedtaget. Om det så bliver vedtaget i den her sal eller det bliver vedtaget i forbindelse med mandatgivning i Europaudvalget, kan man sige måske er lidt ligegyldigt, når vi kommer der til. Men hvis ikke man har et hug- og stikfast mandat med, tror jeg faktisk ikke på, at det er muligt - heller ikke for SF, uanset hvor mange kræfter de bruger - at holde ryggen rank over for regeringen. Nu vil jeg ikke tale personligt om ministeren, men måske nærmere om regeringen.

Vi er fuldstændig enige. Lad os så sige, at ministeren skal tvinges til at tage udgangspunkt i værtslandsprincippet eller
i hvert fald det indholdsmæssige, der ligger i værtslandsprincippet. Det mandat kan man sagtens give. Så viser det sig, at Danmark kommer i mindretal og der er et flertal uden om Danmark, som opererer med oprindelseslandsprincippet. Under den forhandling viser der sig så en mulighed - det er teori, ved jeg - for, at hvis Danmark lagde sin stemme ind, ville der lige nøjagtig være stemmer nok til, at man under oprindelseslandsprincippet kunne sikre den danske konfliktret.

     Det kunne ministeren selvfølgelig ikke gøre, for det princip måtte vi jo ikke følge. Ville Enhedslisten så rose ministeren og sige: Det var helt i orden, at du ikke sikrede den danske konfliktret, at du var stålsat og stod fast på værtslandsprincippet? Eller ville Enhedslisten sige: Det var dog fantastisk, at du ikke i det mindste sikrede det lille hjørne, som betyder så utrolig meget for Danmark?

Jeg kunne godt sige nej, vi ville aldrig rose ministeren for at sælge den danske konfliktret, det ville da være rigtig, rigtig, rigtig dumt. Men jeg forstår det bare ikke. For hvad er det, der er udsalget af konfliktretten? Det er jo netop et spørgsmål om oprindelseslandsprincippet. Og jeg vil bare sige om den her tiltro til, hvad regeringen kan gøre af manøvrer, hvis man bliver nedstemt på spørgsmålet om oprindelseslandsprincippet, at udmeldinger fra så vel erhvervsministeren som fra statsministeren er og var, at det her princip eller rettere sagt det her direktiv er positivt. Det var jo de første udmeldinger, der kom.
     Så har der jo heldigvis været så meget politisk pres på, at der kom nogle opblødninger, men det var jo de første udmeldinger. Statsministeren gik endog så vidt, at han sagde, at det faktisk er noget, vi har presset på for at komme igennem med. Så det er bare et spørgsmål om at overlade for meget til den siddende regering i forhold til de her meget principielle spørgsmål. Det er ikke vores politik.

Tak til hr. Jørgen Arbo-Bæhr. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, hr. Morten Messerschmidt.

Nu har jeg kun været medlem af Folketinget en ganske kort periode, og derfor er det sådan lidt svært at finde ud af, om jeg nu skal være glad, eller om jeg skal være ked af det, eller om jeg bare skal være forvirret ligesom fru Lone Dybkjær. For vi har jo bl.a. fået en meget klar tilkendegivelse fra Folketingets partier om, at man ikke ønsker et oprindelseslandsprincip, og det er jo sådan set som udgangspunkt positivt, men det er nogle mærkelige forklaringer, vi har modtaget.
     Jeg kan forstå, at regeringen er sådan lidt usikker på, hvad oprindelseslandsprincippet egentlig er for noget, så derfor vil man ikke mene noget konkret om det. Og for SF's vedkommende vil man heller ikke give et mandat til værtslandsprincippet, og det kan jeg sådan set også godt have forståelse for, det er jo det modsatte af det, som Dansk Folkepartis forslag lægger op til. Men hvordan kan man det? Hvis man ikke er sikker på, at regeringen ved, hvad det ene betyder, hvordan kan vi så være sikre på, at regeringen ved, hvad det andet betyder? Det er da forvirrende.
     Generelt synes jeg, det er lidt nedslående, at man på den ene side kan konstatere, at alle i hvert fald i ord, måske ikke så meget i gerning, ønsker at beskytte de danske vilkår og de danske arbejdstagere, men altså ikke ønsker at støtte et beslutningsforslag, som faktisk er meget klart, og
i stedet for finder på en masse søforklaringer om, at Dansk Folkeparti polemiserer, og at vi forvirrer, og at vi drager en debat om forfatningen ind i det. Så vidt jeg husker, er forfatningen slet ikke nævnt i beslutningsforslaget. Jeg har svært ved at se, hvordan det kan være et argument. Sagen er jo den, at vi altså allerede i dag har nogle enorme problemer med illegal arbejdskraft fra Østeuropa, og der er kun grund til at frygte, at det bliver værre med et servicedirektiv indeholdende oprindelseslandsprincippet samtidig med, at vi ikke en gang kan få at vide fra de ordførere, der går meget stærkt ind for EU, hvad det egentlig er for nogle principper, det her direktiv skal indeholde, som ikke allerede i dag er indeholdt i Nicetraktatens artikel 49-55. Det virker meget diffust, hvorfor man overhovedet skal satse så meget, hvorfor man ikke bare så i det mindste skal sørge for, at vi i hvert fald beholder de sikkerhedsregler, vi har i dag. Det har jeg meget svært ved at forstå. Og når man tænker på, hvordan den noget liberale, tør man nok sige, kommissionsformand Barroso har ytret sig i forbindelse med servicedirektivet, så mener jeg, det giver en meget, meget vag tryghed bare at henvise til, at nu er direktivet lagt i skuffen i en periode. For det kan godt være, at direktivet er lagt i skuffen, men er holdningen også lagt i skuffen? Er Barrosos tanker om, at det her ikke handler om at sikre nogle lande, men handler om at sikre en samlet økonomisk vækst, hvor det så er ligegyldigt, om der sker en negativ vækst i andre lande, et tab af arbejdspladser
i Vesteuropa, også lagt i skuffen? Eller ligger de i virkeligheden ikke bare og venter, til forfatningsafstemningerne rundtomkring i Europa er overstået? Det er jo i virkeligheden en sammenblanding af de her ting fra EU's side, som man må sige er tankevækkende.

     Så grundlæggende ved jeg ikke rigtig, hvordan jeg skal have det. Det kan selvfølgelig også være noget med det fremskredne tidspunkt. Men jeg glæder mig til, at der skal stemmes om det her. Det ser jeg meget frem til, for jeg er meget forundret over, at man på den ene side kan sige, at man gerne vil beskytte danske arbejdstagere, men på den anden side så klart kan afvise et forslag, der indeholder den betydning.

Der er noget, jeg længe har haft lyst til at spørge Dansk Folkeparti om. Hvilket niveau af EU går Dansk Folkeparti ind for: Den nuværende Nicetraktat, en af de forrige traktater, EF-pakken, eller skal vi meldes ud af EU?
     Jeg har hørt mange forskellige meldinger. Det mest entydige, jeg har hørt, er, at man går ind for EU-pakken og ikke længere, den fra 1986. Men jeg synes, det er lidt interessant at vide af hensyn til den videre debat: Hvilket niveau af EU, hvis overhovedet noget, ønsker Dansk Folkeparti?

Jeg synes jo, at spørgsmålet er lidt sigende om tankegangen, fordi man fra SF's side åbenbart har den her mentalitet med at tænke i kasser, altså at vi absolut i Dansk Folkeparti også skal definere vores ønsker til et europæisk samarbejde ud fra de kasser, der sådan er præfabrikerede, altså traktater, der er præfabrikerede.
     Vi har faktisk den holdning i Dansk Folkeparti, at der er utrolig mange dele af det indre marked, som er meget, meget fornuftige. Der ved jeg så godt at hr. Ole Sohn vil komme og indvende: Jamen det her kan jo vedtages i det indre marked. Og der er det netop, at Dansk Folkeparti har den opfattelse, at nok er det fornuftigt med fri bevægelighed for arbejdstagere, kapital, tjenesteydelser og varer, jo, det er fornuftigt, men det skal altså ske i et omfang, der ikke er ødelæggende for de nationale modeller, som de enkelte lande har valgt at indrette sig efter. Det gælder arbejdstidsdirektiv, det gælder servicedirektiv, som det gælder på alle andre områder.
     Derfor vil jeg ikke indgå i den diskussion. Jeg vil ikke acceptere kun at kunne diskutere internationalt samarbejde ud fra de præmisser, som på forhånd er fastlagt af EU, for de svarer altså ikke til de tanker om pragmatisk samarbejde, som vi gør os i Dansk Folkeparti.

Nej, men det var jo bare for at få det at vide, for det har altid været lidt svært at finde ud af, hvor Dansk Folkeparti står i forhold til EU-samarbejdet. Det vil jo altid fremme debatten, hvis man ligesom ved, hvad det er for et grundlag.
F.eks. går SF ind for et meget stærkt, socialt Europa. Det kræver selvfølgelig en del reguleringer af markedskræfterne, og der fornemmer jeg ikke helt at Dansk Folkeparti er. Det er sådan set mere et opklarende spørgsmål. Lige til sidst som en hjælp til Dansk Folkeparti med henblik på at konkludere på debatten, tror jeg sådan set, det er meget klart, at Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og SF klart har sagt, at det skal være værtslandsprincippet. Ministeren har ikke brugt ordet, men dog erkendt, at der er
90 pct. af det her direktiv, der skal laves om. Det er dog trods alt et skridt i den rigtige retning. Det viser sig faktisk, at hvis man arbejder offensivt politisk og også manøvrerer konstruktivt, så kan man faktisk påvirke temmelig meget. Men det kræver selvfølgelig lidt politisk råstyrke.

Jeg er meget glad for, at hr. Ole Sohn rent faktisk tillægger Dansk Folkepartis beslutningsforslag så meget indflydelse, at det har ændret direktivet i EU 90 pct. Så synes jeg, det er mærkeligt, at hr. Ole Sohn ikke vil støtte det.
     Så om det, hvor Dansk Folkeparti sådan sætter grænsen:
Hvis nu hr. Ole Sohn fulgte, hvordan vi stemmer i Europaudvalget, så ville hr. Ole Sohn jo meget klart kunne se, at der er en sondring imellem de to sider, hvor man på den ene side har regler, der er befordrende for at hindre forhold, der i de enkelte lande er skadelige for det indre marked, altså regler, der er nationalitetsdiskriminerende, som sørger for at favorisere en national produktion eller et nationalt forhold i forhold til andre, hvor vi på den anden side stemmer imod de regler, der på en lang række områder simpelt hen søger at lave en harmonisering ud fra det blotte ønske om en harmonisering. Det er der, vi ser den klare forskel.
     Vi vil gerne have et indre marked for de fire forhold, som jeg har nævnt, men vi ønsker altså ikke, at EU skal regulere landene på områder, hvor landene meget bedre kan regulere det selv. Og der er oprindelseslandsprincippet et udtryk for, at vi faktisk godt kan regulere løn- og arbejdsmarkedsforhold i Danmark selv.

Det er mere for en ordens skyld. Selv om det er sent, og jeg gerne indrømmer, at det, at jeg tager en enkelt kort bemærkning, kan føre til et langt foredrag fra hr. Morten Messerschmidt om forskellige ting, synes jeg alligevel ikke, at hr. Morten Messerschmidt ligesom skal tage æren for, at det netop er Dansk Folkeparti, der har flyttet noget som helst på det her område.

     Jeg kan roligt sige, at så længe Dansk Folkeparti har den holdning, de har, til EU-debatten, så er det altså frygtelig vanskeligt at flytte noget i den rent konkrete lovgivning, fordi man på enhver måde hele tiden ønsker at sætte sig udenfor.

Jamen det er jo beklageligt at konstatere, at man altså i Det Radikale Venstre endnu ikke har fundet ud af, at der rent faktisk er nogle, der ikke deler visionen om et stærkere og mere føderalt Europa. Jeg skal naturligvis, såfremt det kan gøre fru Lone Dybkjær glad, gerne beklage, at vi rent faktisk
i Dansk Folkeparti har den holdning, at der er mange af de direktiver, som kommer fra EU, vi aldrig nogen sinde har ønsket gennemført. Og jeg synes egentlig, at det er ganske fornuftigt, at man i de situationer så siger klart til Kommissionen gennem regeringen, for det er jo nu engang det værktøj, vi har, at det her ønsker vi ikke. Vi ønsker ikke EU-lovgivning, der regulerer det danske arbejdsmarked. Sådan er det.

Det er bare igen en fordrejning af diskussionen. Vi ønsker jo ikke og et flertal herinde ønsker heller ikke en EU-lovgivning, der underminerer det danske arbejdsmarked. Det har vi alle sammen sagt klart. Og derfor behøver hr. Morten Messerschmidt ikke pludselig stå og sige, at det er det, Dansk Folkeparti ikke ønsker i modsætning til os andre.

Nu begynder jeg at blive enig med mig selv om, at jeg skal være glad i aften, tror jeg, for hvis vi kan komme så langt, så kan vi jo i Dansk Folkeparti måske for sådan at komme de hensigtserklæringer fra SF i møde om, hvordan strukturen skal være, i hvert fald snakke om, at sådan noget som arbejdstidsdirektivet, som lægger grænser for, hvordan overenskomster og sådan nogle ting må strikkes sammen i Danmark, ikke er noget, EU skal blande sig i. Jeg vil være meget glad for, hvis vi kunne opnå enighed om det mellem Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre ligesom på alle de andre områder, hvor man altså fra EU's side blander sig i rent interne anliggender for det danske samfund. Det synes jeg ville være glædeligt, og det er vel egentlig en meget god konklusion her klokken næsten halvtolv på en torsdag aften.

Hermed sluttede forhandlingen, og forslaget overgik derefter til anden (sidste) behandling.

Afstemning

Formanden:
Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Europaudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget. (Ophold). Det er vedtaget.