Det her beslutningsforslag handler jo om, at EU skal tilbagetrække det krav, som EU har stillet til over 70 ulande om, at deres vandforsyninger skal privatiseres, skal liberaliseres.
Grunden til, at vi fremsætter det forslag, er jo, at der er blevet gjort nogle meget, meget dårlige erfaringer med privatisering, med udlicitering af vandforsyning i den tredje verden. Vi har set det i Bolivia, hvor der er blevet dyrere og dårligere vand. Det har faktisk i Bolivia resulteret i folkelige opstande, som har gjort, at folk er blevet slået ihjel, fordi de lige pludselig skulle til at betale halvdelen af deres månedlige indkomst til vandforsyning, efter at den er blevet privatiseret. Vi har set det samme i Afrika, vi har set det samme i Asien og også i Filippinerne.
Når vandforsyningerne er blevet privatiserede, kan vi til gengæld se, at der er nogle, der tjener mange penge, og det er primært vesteuropæiske firmaer, som har kunnet skovle penge ind, samtidig med at vi har set, at fattige mennesker har måttet lide, har måttet betale mere for deres vand.
Derfor synes vi egentlig, at det er meget rimeligt at spørge: Hvorfor skal EU være med til i verdenshandelsorganisationen WTO at presse på for en sådan dagsorden for dårligere og for dyrere vand for den tredje verdens befolkning? Hvorfor skal EU gøre det, når nu den tredje verden er så meget imod, at der bliver lagt pres på denne her måde?
Så er der nogle, der under førstebehandlingen har sagt, at det jo er frivilligt, om ulandene vil privatisere deres vandforsyning. Frivilligt er altså et relativt begreb i en verden, hvor der er så store uligheder og så meget global uretfærdighed, hvor store lande kan tryne små fattige lande.
Man må bare sige, at de, som i dag stemmer imod det her forslag, stemmer for dyrere og dårligere vand i den tredje verden, og at de folk, der stemmer imod det her forslag, stemmer imod den tredje verdens interesser, sådan som de klart blev udtrykt for en samlet front af en bred kreds af tredjeverdenslande.