Den eneste sag på dagsordenen var:
1) Forespørgsel nr. F 18:
Forespørgsel til statsministeren:
Hvad kan statsministeren oplyse om den indenrigs- og udenrigspolitiske situation? Af Jens Rohde (V), Lotte Bundsgaard (S), Pia Kjærsgaard (DF), Pia Christmas-Møller (KF), Marianne Jelved (RV), Holger K. Nielsen (SF) og Line Barfod (EL). (Forespørgslen anmeldt 26/4 2005. Fremme af forespørgslen vedtaget 29/4 2005).

Begrundelse

Begrundelsen er jo den, at folketingsåret lakker mod enden, og derfor skal jeg på vegne af samtlige partier her i Folketinget bede statsministeren om at redegøre for den udenrigspolitiske og den indenrigspolitiske situation.

Besvarelse

Danmark er et godt land at leve i. Det kan lyde banalt at sige det, og vi kan måske ofte glemme det i en travl hverdag, hvor vi skal håndtere mange større eller mindre problemer. Men ikke desto mindre er det sandt, og det er vigtigt at huske på.
     Få har som vi danskere så gode muligheder for at få et godt liv. Vi lever i et frit samfund, vi lever i fred med vores omverden, og vi lever i et samfund i fremgang. Alt sammen noget, som vi har en tendens til at tage for givet, men det er ikke givet. Spørg blot vore ældre, der oplevede anden verdenskrigs gru, spørg nogle af vore nye fæller i EU, der indtil for 15 år siden var underlagt kommunistiske regimer, eller spørg irakerne, der indtil for 2 år siden var underkuet af Saddam Hussein.
     Så vi må ikke tage friheden, freden og fremgangen for givet. Historien viser, at det alt for ofte er ufrihed, ufred og tilbagegang, der dominerer. Derfor skal vi værne om vores frihed og vore værdier, og vi skal sikre, at vi også i fremtiden kan leve i et land med velstand og velfærd.
     Udgangspunktet er godt: Dansk økonomi er i fremgang godt hjulpet på vej af regeringens forårspakke med markante skattelettelser og fremrykning af investeringer; vi har i Danmark en god kombination af et fleksibelt arbejdsmarked og et stærkt socialt sikkerhedsnet; ledigheden er faldet med
20.000 personer over det seneste halvandet år; beskæftigelsen er stigende, og vi forventer, at beskæftigelsen næste år vil være højere end nogen sinde før; vi har store overskud på de offentlige finanser; gælden bliver bragt ned i hastigt tempo; betalingsbalancen viser overskud; renten er historisk lav. Det er resultater, vi kan være godt tilfredse med, ikke mindst når vi sammenligner os med flere af landene omkring os.

     Så fundamentet er godt, og retningen er rigtig. Regeringen vil derfor fastholde den ansvarlige økonomiske politik med skattestoppet og med plads til målrettede forbedringer af den offentlige service og investeringer i fremtiden.
     Regeringens politik har sendt danskernes tillid til den økonomiske udvikling i vejret, og virksomhederne ser positivt på udsigterne for produktion og beskæftigelse.
     Den gode danske økonomi giver sig også udslag i, at Danmark generelt opnår særdeles gode placeringer i internationale undersøgelser, hvor landenes styrker og svagheder bliver vurderet. En række undersøgelser peger på, at vi er blandt de fem, seks eller syv mest konkurrencedygtige lande i verden.
     I en nylig offentliggjort undersøgelse fra et internationalt tidsskrift vurderes det, at Danmark vil have verdens bedste erhvervsklima i de kommende år, og Danmark er blevet vurderet til at være det land i EU, hvor der er bedst styr på de offentlige finanser. Endelig viser en sammenligning af 90 lande, at danskerne sammen med malteserne og schweizerne er verdens lykkeligste folk. Ja, det er ikke så ringe endda. Danmark er faktisk et godt land at leve i. Men selv om det kan være svært, må vi på den anden side heller ikke kamme over i national selvros eller stoppe op og lade stå til. For samtidig med at det unægtelig går godt, er der meget, vi kan og skal forbedre. Derfor er vi nødt til hele tiden at arbejde benhårdt for at sikre, at Danmark kan blive ved med at være et godt sted at leve. Og alle har et ansvar for det. Det gælder selvfølgelig ikke mindst regeringen og Folketinget. Ved valget den 8. februar 2005 fik regeringen et mandat fra vælgerne til at fortsætte arbejdet med at forny og udvikle det danske velfærdssamfund. Som grundlag for denne indsats fremlagde regeringen efter valget det vel nok mest ambitiøse regeringsprogram, en regering i Danmark nogen sinde har fremlagt. Regeringen vil skabe rammerne for, at vi danskere kan håndtere morgendagens udfordringer, og vi er nu i fuld gang med at gennemføre programmet. Den største udfordring, vi står over for, er, at verden udvikler sig hurtigere end nogen sinde før. I Asien og Østeuropa er foretagsomhed, vækst og handel med omverdenen øverst på dagsordenen. Ny viden og ny teknologi bliver lynhurtigt spredt over kloden og skaber nye, spændende muligheder. For at klare os i konkurrencen skal vi styrke Danmark. Vi kan ikke forudsige fremtiden, men vi kan ruste os til den ved at investere i mennesker, så vi har viden, så vi har kreativitet, og så vi har omstillingsevne til at udnytte fremtidens muligheder. Derfor skal vi have uddannelser i verdensklasse. Helt centralt er det at forbedre folkeskolen. Vi har en af verdens dyreste folkeskoler. Nu skal den også være en af verdens bedste. Fortidens synder gør, at der er alt for mange unge, der forlader skolen uden at have lært det mest basale. Fortidens synder gør, at vi i Danmark er dårlige til at bryde den negative sociale arv. Og fortidens synder gør, at vi klarer os dårligt i forhold til andre lande. Regeringen har allerede taget fat på at gøre op med fortidens forsømmelser. Fagligheden er nu sat i fokus. Vi har indført mål for, hvad børnene skal lære i forskellige fag på forskellige klassetrin, og vi har indført flere timer i bl.a. dansk og matematik. Og vi følger nu op på denne indsats. Regeringen har sat det ambitiøse mål, at danske elever bliver blandt verdens bedste i tre centrale fag: læsning, matematik og naturfag.

     Vi vil indføre obligatoriske test i læsning, matematik, engelsk og naturfag. Ikke for kontrollens skyld, men som et værktøj til at give en hjælpende hånd til de elever, der har svært ved det faglige, så problemerne bliver opdaget i tide, så der kan blive gjort noget ved dem.
     Vi vil fremsætte forslag om en bred national handlingsplan for læsning for at sikre børn, unge og voksne muligheder for at forbedre deres læsefærdigheder. Gode læsefærdigheder er nøglen til uddannelse og job. Vi vil styrke undervisningen i dansk og i historie. Vi vil styrke uddannelsen af lærere, og kommunerne skal leve op til deres pligt til at gribe ind, hvis det kører skævt i en skole.
     Vi skal sikre, at de unge får en videre uddannelse. Regeringen har sat som mål, at mindst 95 pct. af de unge får en ungdomsuddannelse i 2015, og at mindst halvdelen af en ungdomsårgang får en videregående uddannelse i 2015. Og så vil vi styrke voksen- og efteruddannelserne.
     I det hele taget skal alle dele af vores samfund, virksomheder, medarbejdere og det offentlige, tænke i fornyelse og være parate til omstilling. Vi skal uddanne flere forskere, vi skal øge vores forskningsindsats, vi skal blive bedre til at omsætte forskning og ny viden til nye produkter og ydelser og til nye arbejdspladser. Og vi skal skabe flere vækstiværksættere; nye virksomheder, som kan klare sig i konkurrencen; nye virksomheder, som kan skabe nye job. Til at rådgive os om, hvordan vi bedst muligt ruster Danmark, har regeringen nedsat et bredt sammensat globaliseringsråd. På baggrund af bl.a. dette råds arbejde vil regeringen til næste forår fremsætte en række konkrete forslag om bedre uddannelser, om styrket forskning og spredning af viden, om at skabe baggrund for flere vækstiværksættere og om større fokus på fornyelse i hele samfundet. Konkrete skridt, som skal forstærke både vores konkurrencekraft og vores sammenhængskraft. Sammenhængskraft, det er at sikre et samfund, der hænger sammen. Et samfund, hvor der ikke er for store sociale og økonomiske skel. Et samfund, hvor vi undgår en opsplitning i en elite, der kan klare det hele, og en restgruppe, der bliver hægtet af og stødt ud i ledighed og sociale problemer. Derfor er det helt afgørende, at vi højner det faglige niveau
i folkeskolen, og derfor er det helt afgørende, at flere unge får en videre uddannelse, for kontante faglige færdigheder er
i højeste grad til gavn for de svagest stillede. En skærpelse af de faglige krav er et af de vigtigste bidrag til at bryde den negative sociale arv. Men sammenhængskraft er også at sikre et samfund, der værdimæssigt hænger sammen. En af styrkerne i det danske samfund er, at vi trods forskellige holdninger til en række konkrete spørgsmål dog bygger på et fælles grundlag af visse fundamentale værdier. Nogle af disse værdier bliver udfordret i disse år. Lad mig tage et aktuelt eksempel: I forbindelse med en drabssag fra Nørrebro er der stillet forslag om, at drabsmandens familie skulle betale såkaldte blodpenge til den afdødes familie. Hensigten skulle angiveligt være at undgå hævnaktioner fra den afdødes familie til gengæld for denne kontante sum penge.

     Det har fået nogle til at mene, at det er en spændende nydannelse i dansk ret, en videreudvikling af modellen med konfliktløsning parterne imellem.
     Men lad mig minde om nogle kendsgerninger: Vi bor i Danmark. I Danmark har vi et retssamfund. Et retssamfund er kendetegnet ved, at det er politiet, der står for håndhævelsen af lov og orden. Det er domstolene, der tager stilling til spørgsmål om skyld og straf. Privat retshåndhævelse ved familiefejder, selvtægt og bandeopgør er ikke tilladt, og derfor hverken kan eller skal man betale sig fra private hævnaktioner med blodpenge.
     Det er netop kernen i en sand retsstat, at det enkelte menneske er sikret imod vilkårlig behandling fra så vel statsmagten som fra private grupper. Loven er ens for alle, og det er uafhængige dommere, der tager stilling til ansvar, skyld og straf. Hvis vi i misforstået tolerance giver efter her, så har vi accepteret en glidebane; en glidebane, der reelt sætter vor demokratiske tankegang og vore frihedsidealer ud af kraft. Det er den samme glidebane, vi oplever, når overfald, vold og attentater umærkeligt bliver en mere eller mindre accepteret del af den politiske kamp.
     Forleden blev integrationsministeren udsat for et modbydeligt brandattentat på sin bopæl. Heldigvis led ministeren og hendes familie ingen fysisk overlast. Og vi kan ikke skarpt nok fordømme sådanne angreb, således som det da også er sket fra Folketingets partier. Politiet har endnu ikke afsluttet efterforskningen af sagen. Vi ved derfor ikke, hvad motivet er. Ikke desto mindre har jeg i den efterfølgende debat hørt røster, der mener, at anslaget mod integrationsministeren har baggrund i, at udlændingepolitikken i Danmark har været helt forfejlet.
     At ekstremistiske grupper udtrykker sympati for den type aktioner er alvorligt nok, men det er direkte skræmmende, at andre kan udtrykke sig så tvetydigt, at fordømmelsen af brandattentatet kommer til at fremstå rutinemæssigt, mens det egentlige budskab er, at ministeren og regeringen såmænd selv er ude om det, for udlændingepolitikken er uanstændig.
     Det er da en ærlig sag at være uenig i regeringens udlændingepolitik, men når der bliver begået et attentat mod en folkevalgt, så er der kun én anstændig reaktion, og det er en utvetydig fordømmelse uden al mulig udenomssnak. Ellers er vi ude på glidebanen, og så bliver sammenhængskraften i vort samfund truet. I et frit folkestyre skal vi kæmpe for vore holdninger, men det skal være med ord og valg, ikke med overfald og attentater.
     Vi har på det seneste set nogle skræmmende eksempler på den forråelse, der præger visse indvandrermiljøer. På Nørrebro i København har det givet sig udslag i nogle ekstreme voldsepisoder. Det er episoder, som vi fra samfundets side på ingen måde kan acceptere, og som vi må slå hårdt ned på. Det er en nærmest ufattelig mangel på normer, som nogle af disse unge indvandrere er præget af. Deres adfærd er voldsomt destruktiv, ikke kun for dem selv, men også for samfundet som helhed og ikke mindst for de mange andre nye danskere, der fuldstændig ufortjent risikerer at blive slået i hartkorn med unge hårdkogte forbrydere.
     Regeringen vil med udgangspunkt i den strategi, som justitsministeren offentliggjorde i går, intensivere indsatsen mod de kriminelle bander. Vi har fra indsatsen mod rockerne set, at en konsekvent og målrettet indsats giver resultater, og derfor vil vi bruge erfaringerne fra rockerindsatsen i forhold til de kriminelle grupper i indvandrermiljøet. Vi skal følge miljøerne tæt, afdække de kriminelle netværk, fjerne forudsætningerne for deres kriminelle aktiviteter og intensivere indsatsen for at efterforske og retsforfølge de kriminelle.

     Et hovedformål med indsatsen er at isolere de hårde kriminelle fra det store flertal af indvandrere, som ønsker integrationen, som ønsker at blive en del af det danske samfund, og som støtter op om de værdier, det danske samfund bygger på.
     Forråelsen i visse indvandrermiljøer er et af resultaterne af tidligere tiders forfejlede udlændinge- og integrationspolitik.
     Tidligere kom der så mange udlændinge til landet, at integration reelt var en håbløs opgave. Det har vi nu gjort op med.
     I 2001 blev der hver måned givet opholdstilladelse til over 500 asylansøgere. I 2005 er det kun 70 pr. måned. I 2001 blev der givet næsten 1.000 familiesammenføringer hver eneste måned. Her i 2005 er det kun ca. 300 pr. måned. Stramningerne i udlændingepolitikken gør en forskel. Antallet af udlændinge, som kommer til Danmark, er bragt ned til et niveau, som gør en reel integration mulig. En fast og fair udlændingepolitik er forudsætningen for en vellykket integrationsindsats. Regeringen har siden 2001 taget en lang række skridt til fremme af integrationen. Danskundervisningen af både voksne udlændinge og tosprogede børn er blevet forbedret, og senest har vi taget ekstra skridt til at sikre, at familiesammenførte deltager i danskundervisningen. Vi har bl.a. ved indførelse af starthjælpen øget den økonomiske tilskyndelse til at komme i beskæftigelse. Vi har taget kampen op mod ghettoiseringen ved bl.a. at give kommunerne mulighed for at afvise kontanthjælpsmodtagere bolig i særlig belastede områder. Og regeringen vil mere end det. De muligheder for ordentlig integration, som faldet i indvandringen giver, skal udnyttes fuldt ud. Regeringen har her i foråret præsenteret et omfattende udspil til yderligere forbedring af integrationsindsatsen. Igen er uddannelse i centrum. Flere unge indvandrere skal have en erhvervsuddannelse. Derfor vil vi indføre flere praktiske indgange til erhvervsuddannelserne. Vi ønsker, at unge kontanthjælpsmodtagere mellem 18 og
25 år får pligt til at begynde en kompetencegivende uddannelse, hvis de ikke har en i forvejen, og vi vil styrke forældrenes ansvar for, at børnene kommer i skole og lærer noget. Vi skal skabe flere job til indvandrere, bl.a. ved at flere bliver ansat i det offentlige. Vi vil belønne kommuner, der gør en aktiv integrationsindsats. Og frem for alt vil regeringen nu arbejde for, at de langvarige kontanthjælpsmodtagere kommer i gang med undervisning eller praktik. De skal have en ny chance. Integrationen i det danske samfund er en afgørende udfordring, og vi har et fælles ansvar, som berører alle dele af det danske samfund. Derfor vil jeg kraftigt opfordre alle partier i Folketinget til at gå konstruktivt ind i arbejdet med at gennemføre disse initiativer, og jeg håber og forventer bred politisk opbakning til en ambitiøs indsats for bedre integration. Regeringen har også taget fat på en gennemgribende fornyelse af den måde, som den offentlige sektor er indrettet på. Målet er enkelt og klart: Den enkelte borger skal opleve at få bedre service og mere kvalitet for pengene. Midlet til det er at styrke det lokale demokrati gennem stærke, bæredygtige kommuner.

     På fredag vil Folketinget have færdigbehandlet de i alt
50 lovforslag, der tilsammen udgør kommunalreformen. Forud er gået et omfattende arbejde, som har strakt sig over næsten
3 år. Jeg kan derfor med sindsro sige, at den kommunalreform, som Folketinget nu sætter i søen, er både gennemtænkt og gennemarbejdet. Vi indretter den offentlige sektor, så den passer til menneskene, med klarhed om ansvar og kompetence, med sammenhæng i indsatsen over for den enkelte borger og med færre skranker, mindre administration, mindre dobbeltarbejde. Vi skaber nu en offentlig sektor, som er klædt på til at møde de udfordringer, som fremtiden bringer. Kommunalreformen er den rigtige beslutning på det rigtige tidspunkt, og landets mange kommunalpolitikere har vist det rette ansvar og det rette mod til at tænke nyt. Også
i Folketinget er der vist det rette ansvar. Da oppositionen - mest af taktiske grunde tror jeg roligt jeg kan sige - sidste år valgte at stå af arbejdet med kommunalreformen, viste Dansk Folkeparti det ansvar, der var brug for, og derfor står vi i dag med et godt resultat. Jeg er så glad for, at Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre i sidste ende har valgt at tilslutte sig en del af lovforslagene. Det overrasker mig nu egentlig ikke, for kommunalreformen er bred
i sit indhold, og den nyder bred opbakning i befolkningen og blandt kommunalpolitikerne. Siden 2001 har regeringen fulgt en strategi med gradvise forbedringer af den offentlige sektor, så vi sikrer, at danskerne får den bedst mulige offentlige service for skattekronerne. Se f.eks. på sygehusene. Vi har tilført sygehusene over 3 mia. kr. ekstra fra 2002 til 2005, og alle borgere uanset pengepung har fået ret til at blive behandlet på et privat eller udenlandsk sygehus, hvis ventetiden på de offentlige sygehuse er lang. Og indsatsen virker: Flere bliver behandlet, og ventetiderne er faldet. I 2004 blev der opereret over 70.000 flere end i 2001, og ventetiderne er i gennemsnit faldet med ca. 20 pct. i forhold til 2002. Det er resultater, der taler for sig selv. Vi har også styrket kræftbehandlingen med flere midler til nyt udstyr og ny medicin med det resultat, at flere end nogen sinde før i dag bliver behandlet for deres kræftsygdom. Men vi vil gerne gøre det bedre. Vi sætter nu det mål, at behandlingen af kræft i Danmark bliver bragt op på det højeste internationale niveau. Med aftalen mellem regeringen og Dansk Folkeparti om en ny kræftplan giver vi et løft til kræftbehandlingen på over 1,1 mia. kr. allerede i 2006. Pengene skal bl.a. gå til nyt og bedre udstyr, indførelse af ny kræftmedicin og bedre efteruddannelse af læger. Inden 2008 skal alle regioner tilbyde screening for brystkræft, og vi skal have nedbragt ventetiderne undervejs i behandlingsforløbet. Et meget bredt flertal her i Folketinget indgik i slutningen af 2004 en politisk aftale om Danmark i EU. Aftalen slår fast, at EU-traktaten og dermed EU ikke er et mål i sig selv, men et middel til at opnå konkrete resultater til gavn for borgerne. Aftalen fastlægger områder, hvor partierne bag aftalen er enige om, at EU skal gøre en større indsats i de kommende år. Jeg er meget glad for den brede enighed, som aftalen er udtryk for. Aftalen er et af de vigtigste politiske resultater i dette folketingsår. Folkeafstemningerne i Frankrig og Holland har skabt usikkerhed om EU-traktatens skæbne. Vi må naturligvis respektere udfaldet af de to folkeafstemninger.

     Regeringens udgangspunkt er, at hvert af de 25 EU-lande bør have mulighed for at tage stilling til traktaten, og som bekendt skal det i Danmark ske ved en folkeafstemning. Men det kræver naturligvis, at vi ved præcis, hvad vi stemmer om, og at der er en plan for den videre proces. På EU-topmødet bør vi derfor træffe en fælles beslutning om, hvad der nu skal ske. Det vil skabe grundlag for den beslutning, vi i Danmark må træffe om vores egen folkeafstemning. Det er klart, at den nye traktat kun træder i kraft, hvis alle medlemsstater kan godkende den.
     Men vi må ikke lade den nuværende uklare situation overskygge alle de gode ting, som EU fører med sig. Tænk
f.eks. på, at det kun er 1 år siden, at vi optog ti nye lande
i samarbejdet. I langt størstedelen af disse lande blomstrer optimismen, og økonomien har fået et ordentligt skub fremad. Vi skal ikke alene være glade på østeuropæernes vegne. Det kommer også os andre til gavn, efterhånden som vores østeuropæiske naboer bliver mere velstående og opbygger stadig mere stabile og velordnede samfund. Vi skal anvende EU til at tackle de problemer og de udfordringer, de europæiske befolkninger står over for. Det gælder f.eks. den fælles indsats i EU for at styrke forskning, udvikling og konkurrenceevne. Sammen kan vi i EU komme virkelig langt til gavn for danskerne og til gavn for europæerne. Det samme gælder globale udfordringer som kampen mod terror og kampen mod grænseoverskridende kriminalitet, klima- og miljøproblemer, regionale konflikter og fattigdomsproblemer. Her kan Danmark ikke selv løse problemerne, og her er EU-samarbejdet den rigtige ramme for en fælles indsats. Uanset hvad topmødet ender med, så bør vi rette blikket mod de opgaver, EU er skabt til at løse frem for år efter år at fokusere på foreningens regler og vedtægter. Vi skal tage fat på de opgaver, som har direkte betydning for europæerne, og som bidrager til at skabe en bedre hverdag for os alle. Det er jo derfor, vi har skabt EU. Når det gælder verden uden for Europa, er der grund til at glæde sig over, at der i Folketinget har været bred opbakning til Danmarks politiske, økonomiske og militære støtte til et nyt og demokratisk Irak. Det er utrolig vigtigt for Irak og for de danske soldater. De danske troppers tilstedeværelse er netop forlænget med 8 måneder. Det giver tid og ro til at støtte den fortsatte politiske proces i Irak. For irakerne handler det om at få udarbejdet en ny forfatning og på det grundlag få afholdt nye demokratiske valg inden årets udgang. Det er en vanskelig proces under et betydeligt tidspres. Men hidtil har det irakiske demokrati formået at overholde det internationale samfunds krav. Der er derfor grund til en vis optimisme. Men der er kræfter i Irak, der prøver at standse fremskridtet, at skrue tiden tilbage. De må ikke lykkes i deres forehavende. De angriber vilkårligt og skeler ikke til de uskyldige civile ofre. I sidste ende kan irakerne langt bedre selv bekæmpe terroristerne i deres midte. Derfor er bistand til at uddanne irakiske sikkerhedsstyrker også den bedste måde, vi kan hjælpe med at fremme et sikkert og stabilt Irak. Jeg er derfor glad for, at der i Folketinget er bred enighed om, at de danske tropper i stigende grad skal yde støtte til at uddanne irakiske sikkerhedsstyrker og til civil genopbygning. Det er også positivt, at der i Folketinget er bred støtte til at gøre en særlig indsats for Afrika. Regeringen fremlagde i slutningen af sidste år en ny og samlet Afrikapolitik, og vi vil fortsætte arbejdet til fordel for Afrika. Jeg kan oplyse, at regeringen forbereder at indlede et samarbejde med et nyt programsamarbejdsland i Afrika.

     Danmark har et godt navn i verden. Det mærker vi i FN's Sikkerhedsråd, hvor vi tager medansvar for konfliktløsning overalt på kloden. Det var vigtigt, at vi i Sikkerhedsrådet opnåede enighed om at retsforfølge de ansvarlige for forbrydelser og uhyrligheder i Darfur, og det er vigtigt, at vi med Sikkerhedsrådets hjælp får forberedt en løsning på Kosovos fremtidige status, en løsning, der er holdbar, og som kan sikre en varig fred i dette hjørne af Europa.
     FN's generalsekretær har lagt op til en omfattende reform og effektivisering af hele FN-systemet. Det er der behov for. Fra dansk side støtter vi derfor varmt forslaget fra generalsekretæren og bakker aktivt op om det.
     Regeringen har længe ønsket at forny og modernisere rigsfællesskabet og samarbejdet med Færøerne og Grønland, og det sker nu.
     For Færøernes vedkommende gennemfører vi den mest omfattende ændring i forholdet mellem Færøerne og Danmark, siden hjemmestyret blev indført for snart 60 år siden. Færøerne får herved et meget vidtgående selvstyre inden for rammerne af grundloven og rigsfællesskabet.
     Den fælles grønlandsk-danske selvstyrekommission har startet arbejdet med en ny selvstyreordning inden for grundlovens og rigsfællesskabets rammer.
     Landsstyrerne skal have større udenrigspolitisk ansvar. Målet er, at de skal have fuldmagt til på rigets vegne at forhandle og indgå folkeretlige aftaler inden for områder, som er overtaget af de grønlandske og færøske myndigheder. Jeg vil gerne i dag benytte anledningen til at takke for den brede opbakning, som regeringens lovinitiativer har fået både her i Folketinget, i Grønlands Landsting og i Færøernes Lagting.
     Valget i februar var et skelsættende valg. Regeringen fik fornyet sit mandat af vælgerne, og valget førte til betydelige ændringer i oppositionen, ja, man kan næsten sige, at oppositionen gik af. Det gælder for den nye opposition, som det gjaldt for den gamle, at oppositionens ultimative opgave er og bliver at forsøge at skubbe regeringen af pinden. Sådan er det, og sådan skal det være.
     Men selv om eller måske rettere netop fordi regeringens og oppositionens interesser dermed pr. definition er modsatrettede, kan jeg ikke lade være med at glæde mig over, at det igen i år kan konstateres, at godt 80 pct. af den almindelige lovgivning i Folketinget er vedtaget med brede flertal. Det vidner om, at vi i Danmark, selv om vi ofte som udgangspunkt kan være rygende uenige om alle mulige ting, dog som hovedregel kan finde fælles løsninger på de problemer, der jo netop også er fælles. Det synes jeg er en afgørende styrke ved det danske demokrati.
     Så ja, Danmark er et godt land at leve i!

Forhandling

Jeg vil gerne kvittere statsministeren for en tale, som endnu en gang klart understreger, at Danmark har en regering, der ikke bare taler i overskrifter, men en regering, der udviser mod og handlekraft; en regering, der skaber konkrete resultater hver eneste dag for den enkelte dansker.
     Det store plusord i den danske politiske debat for tiden er ordet reformer. Det er vi glade for i Venstre, for Danmark har en regering, der ikke bare taler om reformer, men med VK-regeringen bliver de faktisk gennemført.
     Denne regering har gennemført en reform af sundhedsvæsenet. Reformen sætter den enkelte patient i centrum og medfører markant hurtigere behandling og kortere ventetider.

     Denne regering har gennemført en fritvalgsreform, der giver danskerne en reel valgmulighed mellem offentlige og private løsninger samt mulighed for selv at bestemme, hvor man ønsker at få sine børn passet, hvor børnene skal gå i skole, hvor man vil bo som ældre, og hvem der skal stå for hjemmehjælpen.
     Denne regering har gennemført en barselreform; forældre har i dag mulighed for at holde et helt års fleksibel barselorlov.
     Denne regering har gennemført en folkeskolereform, der sætter nye standarder for folkeskolen og bringer fagligheden
i højsædet. Denne regering har gennemført en reform af gymnasiet. Eleverne får større valgmuligheder, fagligheden styrkes, og forberedelsen til de videre studier forbedres. Denne regering har lavet en universitetsreform. Den sikrer, at det danske samfund får mere ud af forskningen, fordi forskningen lettere kan omsættes ude i virksomhederne. Denne regering har gennemført en arbejdsmarkedsreform. Reformen bringer flere mennesker i arbejde, og ledigheden er på vej mod et historisk lavt niveau. Alene det sidste år er ledigheden faldet med 20.000. Denne regering har gennemført en arbejdsmiljøreform. Reformen sikrer hurtigere og bedre screening af virksomhedernes arbejdsmiljø, og den giver en langt mere målrettet indsats mod de virksomheder, der har problemer med arbejdsmiljøet. Denne regering har gennemført en arbejdsskadereform. Reformen skal forkorte ventetiden på afgørelser om erstatninger ved arbejdsskader, så folk, der er ramt, kan komme videre i livet. Denne regering har gennemført en lang række miljø- og naturreformer. Målene er flere naturparker, bedre indsats mod fosforudledning, færre lugtgener fra store svinebesætninger og mere aktivitet i yderområderne. Denne regering har gennemført den største reform af forsvaret nogen sinde. Forsvaret bliver med reformen bedre rustet til at klare både nutidens og fremtidens udfordringer. Denne regering har reformeret udlændingepolitikken i Danmark. Indvandringen er begrænset væsentligt. Denne regering reformerer landets integrationspolitik. Folk af anden etnisk herkomst skal i skole, i uddannelse, i arbejde, ind i fællesskabet. Denne regering reformerer politi- og retskredsene i Danmark. Det giver mere politi på gaden, større opklaringsprocent og bedre tryghed for borgerne. Denne regering gennemfører en kommunalreform. Det er den største reform af danmarkskortet og den offentlige opgaveløsning i 30 år. Kommunalreformen skal sikre bedre offentlig service til danskerne. Denne regering har ikke gennemført en skattereform, men den har gennemført en skatterevolution. 1.297 dage, uden at skatter og afgifter er steget, er en revolution, der sikrer danskerne tryghed og større frihed. De mange reformer, som regeringen har gennemført, er selvfølgelig ikke et mål i sig selv. De tjener alle til at give danskerne en bedre service, at bruge danskernes skattekroner mere fornuftigt og at skabe mere tryghed og større frihed for alle. Og reformerne virker. Regeringens politik slår dybere og dybere rødder for hver dag, der går, og den forgrener sig til alle dele af samfundet. Færre og færre vil i dag ændre det, regeringen gennemfører, og det er jo, fordi resultaterne taler deres tydelige sprog. Selv Socialdemokraterne synes nu at erkende regeringens resultater og acceptere store dele af regeringens politik, i hvert fald i overskriften. Ord som »menneskefjendsk udlændingepolitik« er afløst af accept, i hvert fald i overskriften. Ord som »sorte skole« om skolepolitikken er nu afløst af accept, i hvert fald i overskriften. Ja, nu mener Socialdemokraterne tilmed vistnok, at folkeskolen har penge nok. Ord som »asocialt« i forbindelse med skattestoppet er afløst af accept, i hvert fald i overskriften. Selv kommunalreformen har fået mere socialdemokratisk støtte, om end mest i overskriften. De er alle overskrifter, der peger i den rigtige retning, og det er et godt tegn på, at regeringen gør en forskel. Lige nu venter vi dog på, at Socialdemokraterne når længere end til overskrifterne. I medierne gør partiet en stor dyd ud af at støtte regeringens udlændingepolitik og være uenige med Det Radikale Venstre. Men hele partiets udlændingepolitik bliver lavet sammen med Det Radikale Venstre. Beslutningsforslag, lovforslag og vedtagelser i udlændingepolitikken har hele foråret været fælles radikalt-socialdemokratisk gods. Alt hvad regeringen derimod kommer med, stemmer Socialdemokraterne imod sammen med den yderste venstrefløj.

     På skatteområdet hører vi nu til vores store glæde, at Socialdemokraterne vil forhandle finanslov med skattestoppet som præmis. Det er glædeligt, men kigger man på partiets beslutningsforslag bare i dette forår, så er det lidt svært ikke at møde den overskrift med en vis skepsis. Socialdemokraterne har fremsat forslag i medierne og i Folketingssalen for i gennemsnit 70 mio. kr. om dagen siden valget, 70 mio. kr. hver dag i udgiftskrævende forslag. Det er den foreløbige regning til skatteyderne, hvis Socialdemokraterne havde flertal for deres politik.
     Så er der kommunalreformen. I forbindelse med formandsvalget hos Socialdemokraterne kritiserede fru Helle Thorning-Schmidt sin gamle partiledelse for at have svigtet sit ansvar. Vi må jo desværre konstatere, at det ikke blev stort anderledes, da realiteterne kom for en dag. Ansvaret for de store og betydningsfulde dele af kommunalreformen kunne ikke vinde gehør i den socialdemokratiske folketingsgruppe. Siger ét og gør noget andet. Siger ét og gør noget andet, ja, det var Socialdemokraternes store slogan under valgkampen. Jeg troede dengang, at der var tale om et angreb på regeringen. I dag kan vi se, at det var et socialdemokratisk valgløfte.
     I disse dage gennemfører vi kommunalreformens endelige lovpakke, og det nye danmarkskort tager form, en historisk reform ikke bare i størrelse og omfang. Over hele landet har borgere, interesseorganisationer, personaleorganisationer og lokalpolitikere taget aktivt del i både at tegne det nye landkort og få tilrettelagt opgaveløsningen, så den tjener borgernes bedste. I Venstre har vi noteret os det meget store engagement med udelt begejstring, og vi vil gerne takke alle, der har bidraget til og stadig bidrager med tanker, ideer og inspiration til reformen. Nu vedtages lovene her i Folketinget, men det bliver i høj grad op til alle ude i det ganske land, der har berøring med reformen på den ene eller den anden måde, at bidrage til at nå det mål, som jo har været klart fra starten. Kommunalreformen skal ikke bare lappe på nuværende problemstillinger. Den skal sikre grundlæggende forbedringer
i den offentlige service. Det enkelte menneske skal i fokus. Hvad enten det er hjælp til at få et job, hjælp i forbindelse med sygdom, hjælp til specialundervisning, uddannelse eller omsorg, så skal danskerne opleve, at systemet er til for dem, ikke omvendt. Med kommunalreformen får vi gjort kommunerne stærkere, så de kan løse flere opgaver. Det betyder, at ansvaret kommer så tæt på borgerne som muligt, og at borgerne får én indgang til det offentlige. Med kommunalreformen skaber vi et stærkere Danmark, der står rustet til fremtidens udfordringer. Et er at lave en kommunalreform i Danmark, noget helt andet er at reformere det europæiske samarbejde i EU. Folkeafstemningerne i Frankrig og Holland taler et tydeligt sprog om, hvor vanskelig den proces er. Men også den reform har vital betydning for EU og selvfølgelig også Europa. Vi må ikke glemme, at ti lande allerede har godkendt den ny forfatningstraktat. Traktaten er ikke en liberalistisk traktat. Det er heller ikke en socialistisk traktat. Det er en traktat med et sæt spilleregler, der skal sikre, at EU kan træffe beslutninger med 25-30 lande som medlemmer. Det er en traktat, som forener beslutningskraft med et mere demokratisk EU, og det er en traktat, som sikrer borgerne en række rettigheder inden for Fællesskabet. Hvorvidt den førte politik bliver liberal, socialdemokratisk eller socialistisk, afhænger jo helt og holdent af, hvilke regeringer Europa har, og hvordan disse regeringer fører deres politik. Det holder selvfølgelig ikke modstanderne og især venstrefløjen tilbage fra at male de store spøgelser op. Det er der nu ikke så meget nyt i. Ved folkeafstemningen i 1986 om EF-pakken forudså modstanderne, at vi kunne sige farvel til danske film med danske skuespillere. Dansk film har vel aldrig haft det bedre end i dag. I 1989 forudså modstanderne, at EU ville fastholde og bestyrke Irlands daværende fattigdom. Irland har aldrig haft det bedre end i dag. I 1992 og 2000 var modstanderne sikre på, at vores sociale system ville lide en krank skæbne, og at folkepensionen ville forsvinde. Folkepensionen har aldrig været højere end i dag. Måske var der et par stykker på venstrefløjen, som skulle sende deres krystalkugler til et grundigt serviceeftersyn, hvis garantien da stadig er gyldig, eller også kunne de overveje at indlevere dem til miljørigtig destruktion.

     Det, som jo er det helt afgørende med forfatningstraktaten, er, at 25 lande er enige om, hvad man kan, og hvad man ikke kan inden for Fællesskabets rammer. Det er et kæmpe fremskridt for Europa, og det er i sig selv en bedrift og en gave til Europas befolkninger, at historien har gjort det muligt at lave et fællesskab og et sæt vedtægter for ikke bare 15, men nu 25 lande og flere i fremtiden.
     Europa har i mere end 40 år været opdelt i Øst og Vest, en opdeling, som bestod af dem og os, de gode og de onde, alt efter hvilken side af jerntæppet man nu så det fra. Historien giver os en chance, som fremtidige generationer ikke vil kunne tilgive os at vi ikke udnytter. Vi skal samle Europa, og det er derfor, at vi skal udnytte den enestående chance, vi har nu, for i bogstaveligste forstand at binde os til hinanden, binde os til et fælles ansvar for fremtidens Europa, som vi har et skæbnefællesskab med. Det gør vi bedst, hvis vi har et sæt spilleregler, som både store og små lande siger ja til at efterleve.
     Ingen af os ved endnu, hvad de næste 2 dages topmøde i EU vil bringe, men i Venstre sætter vi vores lid til, at regeringscheferne vil udvise det nødvendige statslederskab, hvor ikke abespillet, men håbet for fremtidens Europa vil drive beslutningerne frem.
     De tidligere Østpagtlande har vist stort mod til reformer gennem de sidste 15 år, så de kunne være med i et fælles Europa uden jern- eller sølvtæppe. Nu skal også det gamle VU - eller ikke VU - det gamle EU vise sin værdighed og sin vilje til reformer. Ja, hvad hjertet er fuldt af!
     Venstre ønsker et Europa med frihed for mennesker; vi ønsker et Danmark med frihed for mennesker. Venstre vil bidrage til et Europa, hvor mennesker tager personligt ansvar; vi vil bidrage til et Danmark, hvor man tager personligt ansvar. Venstre vil bidrage til et konkurrencedygtigt Europa; vi vil bidrage til et konkurrencedygtigt Danmark, hvor folk kan gå på arbejde, tjene til eget livsophold og bidrage til fællesskabet.
     Regeringen har i endnu et folketingsår vist vejen med både vilje og mod til at skabe reformer, føre dem ud i livet, så vel nationalt som internationalt. Danmark har en regering, der sætter indhold og handling bag de mange overskrifter.

Der er en lang række korte bemærkninger. Jeg læser dem lige for en god ordens skyld op: fru Lotte Bundsgaard, hr. Villy Søvndal, fru Elsebeth Gerner Nielsen, fru Pernille Vigsø Bagge, hr. Ole Sohn, hr. Per Clausen, fru Charlotte Fischer, fru Elisabeth Geday, hr. Frank Aaen, hr. Hüseyin Arac, hr. Kristian Thulesen Dahl, fru Pia Kjærsgaard, hr. Morten Bødskov, fru Christine Antorini, hr. Ole Glahn, hr. Søren Espersen og fru Mette Frederiksen.
     Vi prøver at se, hvor mange vi når. Først fru Lotte Bundsgaard for en kort bemærkning til ordføreren.

Venstres ordfører kritiserer oppositionen for kun at tale i overskrifter. Så lad os prøve at teste en af regeringens overskrifter og en overskrift, som vi også hørte hr. Jens Rohde bruge i dag. Hr. Jens Rohde sagde som overskrift: Vores folkeskole skal være verdens bedste.
     Lad os teste, hvad der ligger under det. Hvad har regeringen gjort på folkeskoleområdet siden valget? Regeringen har gjort én ting, regeringen har nemlig lavet en aftale med kommunerne om, at udgiften pr. elev i folkeskolen skal falde.
     Kunne hr. Jens Rohde ikke prøve at forklare alle de forældre, der ikke synes folkeskolen er god nok, alle de elever, der går i slidte folkeskoler, hvordan man kan leve op til overskriften om, at folkeskolen skal være verdens bedste, når det eneste, man gør, er at skære ned på folkeskolen.

Nu er det jo ikke så forfærdelig mange år siden, at vi rent faktisk lavede en folkeskolereform bl.a. sammen med Socialdemokraterne, hvor vi var enige om at styrke fagligheden i folkeskolen, hvor vi jo netop satte mål op for, hvad man skulle kunne i folkeskolen, så det hele ikke bare sejler.
     Vi er så gået et skridt videre og har sagt, at vi vil indføre test, ikke som en eksamen, men som et redskab til at styrke evalueringskulturen. Vi ønsker bedre uddannelse af lærerne. Vi har sat ind på en lang række områder for at styrke folkeskolen, noget, som den tidligere socialdemokratisk ledede regering jo aldrig fik taget fat på.
     Men vi har jo et fælles forlig her, og det undrer mig, hvis fru Lotte Bundsgaard kan sige, at vi ikke har gjort noget som helst, for så er det jo også ensbetydende med, at Socialdemokraterne ikke har gjort noget som helst, i og med at Socialdemokraterne er med i det her forlig.

Det, som hr. Jens Rohde nu bekræfter, er, at regeringen sagde
i valgkampen, og hr. Jens Rohde har skrevet det i flere indlæg i aviserne, at vores folkeskole skal være verdens bedste, og nu fremhævede hr. Jens Rohde det i dag endnu en gang. Det eneste, regeringen har gjort siden valget for at leve op til det løfte, er at pålægge kommunerne, at de skal skære ned på folkeskolen. Jeg synes egentlig, at hr. Jens Rohde skulle svar på mit spørgsmål. Hvad siger hr. Jens Rohde til de forældre, der spøger, hvordan skolen skal blive verdens bedste, når det eneste, der er gjort siden valget, er at pålægge kommunerne at skære ned på folkeskolen?

Nu er det faktisk en standardbemærkning, der står i alle de aftaler, som regeringen og også tidligere regeringer har lavet med Kommunernes Landsforening.
     Det er jo meget naturligt, at når det er sådan, at elevtallet i skolen stiger, så bør prisen pr. elev jo også falde. Det er logisk! Den første elev er altid den dyreste. Det, at enhedsudgiften falder, er jo ikke ensbetydende med, at man ikke f.eks. kan putte flere penge ind i folkeskolen.
     Men har man en drastisk stigning i antallet af elever, ja, så falder prisen pr. elev. Det må da være helt naturligt. Sådan er det. Det er jo nærmest en naturlov, må jeg sige til fru Lotte Bundsgaard.
     Må jeg så sige, at hvad angår Socialdemokraterne, har vi kun set et eneste forslag fra Socialdemokraterne om folkeskolen, og det gælder det, der hedder en enhedsskole.
     Så vil jeg i øvrigt henlede opmærksomheden på, at den nye uddannelsesordfører, fru Christine Antorini, til Morsø Folkeblad den 24. maj, altså for 3 uger siden, sagde, at folkeskolen i dag er verdens dyreste, men langt fra den bedste, og at den må løse sine problemer inden for det nuværende budget. Hvis den skal det og antallet af elever stiger, hvad det gør, ja, så falder prisen pr. elev selvfølgelig også.

Da jeg hørte så vel statsministeren som hr. Jens Rohde, kom jeg til at tænke på den tidligere statsminister Schlüter, som var kendt for overskriften: Det går ufattelig godt i Danmark. Jeg synes egentlig, det er interessant, at Venstre synes, at det går så godt i et stadig mere delt Danmark.
     Jeg forstod i øvrigt både statsministerens tale og ordførertalen sådan, at på alle de punkter, hvor det går godt, er det regeringens skyld, og alle de punkter, hvor det går dårligt, er det oppositionens skyld. Det er jo dejligt at have så enkel en tilgang til verden, at når det ikke går ret godt på undervisningsområdet, hvor der har siddet liberale ministre, jeg tror i 15 ud af de sidste 25 år, når det ikke går ret godt med integrationen, som er regeringens ansvar, så er det ikke regeringens skyld, men oppositionens skyld.
     Må jeg ikke godt spørge: Hvordan kan det være, at når det går så ufattelig godt, at så f.eks. ældre mennesker skal opleve, at der bliver stadig længere mellem at få tildelt hjemmehjælp? Det er alle de der historier om, at nu får man kun gjort rent hver tredje uge. Hvordan kan det være, når det går så ufattelig godt, at man fra denne regerings side skærer på dem, der virkelig har brug for hjælp?

Denne regering har absolut ikke skåret på hjælpen til de ældre. Tværtimod gennemførte vi jo allerede i den sidste periode at putte 500 mio. kr. ekstra pr. år ind til de ældre. Nu putter vi nye 500 mio. kr. ind hvert eneste år til at sikre et løft i hjemmehjælpen. Der er ikke skåret på de ældre, tværtimod er der taget en lang række initiativer til at forbedre vilkårene for de ældre i samfundet.
     Med hensyn til rengøring hver tredje uge, så er det noget, der forekommer i syv kommuner i det her land. Dem kan man selvfølgelig opfordre til måske at kigge lidt på, om de giver den rigtige hjælp.
     Det, regeringen nu har sat i gang, ud over at vi har puttet ekstra penge ind til de ældre, er, at socialministeren har sat et projekt, »Kvalitet i ældreplejen«, i gang, således at vi kan få en bedre hjemmehjælp, således at vi kan få en mere fleksibel hjemmehjælp, således at vi kan få en hjemmehjælp, som i højere grad kan målrettes den enkeltes behov.
     Det er det, regeringen gør for de ældre.

Det, der kendetegner hr. Jens Rohdes indlæg, er, at han synes, at det går ufattelig godt. Det tror jeg ikke de ældre synes trods hr. Jens Rohdes snak om at putte penge ind og putte penge ind og putte penge ind og alt sådan noget. De små tricknumre tror jeg de ældre er ret ligeglade med.
     Jeg tror, at de er dybt optaget af bundlinjen, nemlig om de får en bedre hjemmehjælp eller en dårligere hjemmehjælp. Det er det, der betyder noget for den enkelte. Vi kan bare konstatere, at under denne her regering får de ældre en dårligere hjemmehjælp. Det tror jeg også at hr. Jens Rohde vil medgive.

     Så synes jeg i øvrigt, der var et andet karakteristisk træk ved hr. Jens Rohdes tale, og det var en fantastisk magtbrynde over for Socialdemokraterne. Nu skal jeg ikke forsvare dem, men det er da underligt, at når man forsøger med venlighed, en fremstrakt hånd over for kommunalreformen, bøjer sig helt ned for skattestoppet, stort set accepterer alt det, regeringen har stået for, så mødes man med et håndkantslag, hån og hånske bemærkninger.
     Jeg vil godt spørge hr. Jens Rohde: Er det ikke en meget ung alder at blive så magtfuldkommen i?

Jeg beskriver bare virkelighedens verden. Det har ikke noget med magtbrynde at gøre. Vi har jo et meget godt eksempel fra skattediskussionen i forbindelse med kommunalreformen, hvor vi sad i forhandlinger med Socialdemokraterne. Der blev lavet en aftale. Og hvad skete der? Den blev hældt ned ad brættet af den socialdemokratiske folketingsgruppe dagen efter, at aftalen var indgået. Det er jo bare en beskrivelse af realiteterne, sådan som de har været.
     Vi må jo konstatere, at selv om Socialdemokraterne gerne ville - i hvert fald i ord - have medindflydelse på kommunalreformen, tage ansvar for kommunalreformen, så blev det aldrig en realitet.
     Nu beskriver hr. Villy Søvndal så, at ældre- og hjemmeplejen er blevet stadig dårligere under denne her regering. Så kan man bare undre sig over, at alle de undersøgelser, der bliver lavet, viser, at tilfredsheden med hjælpen til de ældre stiger og stiger. Alle undersøgelser viser, at de ældre er blevet mere tilfredse med hjemmehjælpen.

Statsministeren refererede en international undersøgelse, som et tidsskrift har lavet, og den viser, at Danmark er et af verdens bedste lande at investere i, og der er jo virkelig god grund til at glæde sig over, at det fortsat er sådan.
     Men det, statsministeren glemte, var at redegøre for den konklusion, som tidsskriftet The Economist også kommer med, nemlig at den største risiko for Danmarks økonomi i fremtiden er vores xenofobiske udlændingepolitik, altså vores fremmedangste udlændingepolitik. The Economist mener ganske enkelt, at en af de største forhindringer for fremtidens økonomiske vækst og dermed for sikringen af velfærdsstaten er vores udlændingepolitik.
     Kunne hr. Jens Rohde sige noget om, hvordan Venstre forholder sig til den meget vigtige konklusion, som The Economist kommer med på side 17 i rapporten om Danmark?

Det kan jeg godt, og det kan jeg gøre meget kort: Vi er dybt uenige i den konklusion.

Jeg må sige, at det var et meget, meget kort svar. Jeg håber så, at regeringens globaliseringsråd til gengæld vil se på det her, for der er jo også en række andre undersøgelser, der tyder på, at Danmark kan gå hen og få et meget stort problem, fordi det er svært at tiltrække udenlandsk arbejdskraft.
     I øjeblikket er vi nettoeksportør af arbejdskraft. Vi har en ubalance på ca. 2.000 mennesker om året, og i og med at det, vi skal leve af i fremtiden, er den kreative arbejdskraft, så er det jo et problem, at der er flere, der udvandrer end indvandrer. Dansk Industri har lavet en undersøgelse, der viser, at udlandsdanskere er bekymrede og ikke kommer hjem, fordi deres udgangspunkt er, at de ikke kan få deres familie med, og der er ikke noget, der er vigtigere for et menneske, end at man netop kan få sin familie med hjem. Jeg håber, at Venstre vil forholde sig til det alvorlige problem, at det, at vi ikke kan tiltrække udenlandsk arbejdskraft, og det, at udlandsdanskere mister lysten til at komme hjem, rent faktisk kan komme til at udgøre et meget alvorligt økonomisk problem, og jeg håber, at hr. Jens Rohde vil bruge lidt flere ord end i første omgang på at beskrive, hvad Venstre rent faktisk har tænkt sig at gøre ved det problem, at vi er i den situation, at vi mangler arbejdskraft.

Det, vi for det første kan se sådan udeomkring i Europa, er, at mange lande nu begynder at hente inspiration fra Danmarks udlændingepolitik. Det er måske nok så sigende.
     Problemet er bare, at den udlændingepolitik, som fru Elsebeth Gerner og Det Radikale Venstre gerne vil føre, jo ikke har noget at gøre med, at der kommer arbejdskraft her til landet. Det kan vi jo se. Vi kan jo se, hvor mange mennesker der er kommet her til landet ved familiesammenføringer og via den udlændingepolitik, som blev ført under SR-regeringen. Vi kan jo se, hvor mange der ligger på kanten af samfundet, og at vi er ved at få opbygget et parallelsamfund.

     Hvorfor er vi det? Fordi de ikke kan integreres, fordi de ikke vil integreres, fordi man ikke har taget fat om at sikre en begrænsning af indvandringen, således at vi kunne integrere, således at de mennesker, der er her i landet, kan komme til at være et aktiv for Danmark, være en arbejdskraft, have et arbejde, få del i fællesskabet, være en del af fællesskabet.
     Det er den udlændingepolitik, vi ønsker at føre, og det er en klar oprydning og en klar forbedring af det, vi så under SR-regeringen.

Jeg vil gerne vende tilbage til spørgsmålet om uddannelse. Vi skal have uddannelser i verdensklasse, og det er helt centralt at forbedre folkeskolen.
     Jeg vil gerne spørge Venstres ordfører om, hvordan regeringens ret gyldne retorik om uddannelse og forskning harmonerer med den nedskæring, den reelle besparelse, der sker på folkeskolen på 250 mio. kr. i det kommende år.
     Hvordan forestiller Venstres ordfører sig, at man kan få et forbedret uddannelsesniveau ved at spare på vores samfunds grundskole, som ifølge regeringen selv har så massive problemer?

Det, vi har sagt, er, og det er den aftale, vi har lavet med Kommunernes Landsforening, at når antallet af elever stiger, så er det selvfølgeligt naturligt, at udgiften pr. elev falder. Altså den aftale har man lavet alle år. Den har så bare vist sig ikke at holde stik, fordi man ikke har kunnet holde budgetterne. Det er bare et problem, når man kigger på den samlede vækst, som vi er nødt til at have et ansvarligt forhold til, hvis der også skal være hænder til at klare fremtidens demografiske udfordringer om 20-30 år.
     Men det betyder jo ikke, at vi får en ringere folkeskole. Denne regering har netop taget fat om folkeskolen, bl.a. ved også at tale om indhold. Problemet med oppositionen er, at den altid kun taler om penge, måler sin egen godhed, måler sin egen kunnen, sin egen kvalitet på, hvor mange penge der gives. Det har vi jo set resultatet af. Det virker ikke. Der skal også noget indhold bag beslutningerne, og det er jo det, den her regering har taget fat på med folkeskolen ved at stille nogle krav til fagligheden, ved at opstille nogle bindende mål, ved at sikre, at vores elever får en bedre undervisning.

Så er det fru Pernille Vigsø Bagge for endnu en kort bemærkning til ordføreren.

Vi kan altså konkludere, at regeringen ikke ønsker at inkludere folkeskolen i den udvikling, man tænker der skal ske på uddannelsesområdet, fordi den her folkeskole skal underlægges kontrol og statsstyring. Regeringen lader altså hånt om befolkningens ønske om en folkeskole i udvikling, fordi den hellere vil afvikle.
     Sådan forstår jeg ordførerens svar, fordi man simpelt hen påstår, at man er i stand til at udvikle, samtidig med at man gennemfører besparelser.

Vi har jo tilført folkeskolen massive midler, bl.a. til indkøb af edb, lovet bedre lånemuligheder til kommunerne, for at de kan renovere deres skoler, både til de fysiske rammer, til selve uddannelsesmaterialet, til bøgerne, og så har vi sat nogle faglige krav ind.
     Det er da ikke afvikling, at vi begynder at koncentrere os om, at børnene også skal lære noget i folkeskolen, at der skal noget disciplin ind i folkeskolen. Børnene er der for at lære noget. Det er da ikke afvikling, og det er da ikke at lade hånt om befolkningens ønske om en folkeskole i udvikling. Tværtimod har vi jo taget meget alvorligt fat på det her problem. Hvordan man kan få det til en afvikling, er mig ganske enkelt en gåde.

Har det ikke været lidt specielt for Venstres ordfører at lytte til statsministerens tale, hvor der var en meget massiv kritik af den måde, folkeskolen har udviklet sig på, og nu måtte der gøres noget ved det, i betragtning af at det jo sådan set er hr. Jens Rohdes parti, som har haft undervisningsministerposten i 14 af de sidste 23 år? Det er jo en voldsom selvkritik af den liberale undervisningspolitik, som statsministeren kommer med.
     Når det her er anden periode, regeringen sidder, kunne man så ikke forestille sig, at den efterhånden begynder at tage et ansvar for den måde, folkeskolen har udviklet sig på? Man har jo trods alt haft en hel valgperiode.
     Det eneste svar, regeringen nu kommer med, er, at der skal bruges færre penge pr. elev. Det vil sige, at der skal bruges færre midler til at udvikle folkeskolen. Er det virkelig det, der skal bære Danmark ind i globaliseringens verden? Er det Venstres bud?

Jeg synes faktisk, det er rystende at høre, at oppositionen ikke ved, at når elevtallet stiger, og det stiger drastisk, så vil det være sådan, at udgiften pr. elev falder. Sådan må det nødvendigvis være, fordi den første elev altid er den dyreste. Der skal jo ikke bygges et nyt klasselokale for hver ny elev, der kommer. Der skal jo ikke en ny lærer ind for hver ny elev, der kommer.
     Det, at enhedsudgiften falder, fordi elevtallet stiger drastisk, behøver jo ikke betyde, at man ikke putter flere penge ind i folkeskolen. Det har den her regering gjort, og vi har ikke alene handlet med penge, vi har også handlet med indhold, hvor vi netop har taget den udfordring alvorligt, at vores børn skal lære noget. De skal lære at læse, de skal lære at regne, de skal have de grundlæggende færdigheder.
     Det er det, vi har taget fat på. Det har vi brugt de sidste 3 år på at sætte ind over for. Vi er ikke færdige endnu, og vi håber, at vi kan nå en bredere tilslutning i Folketinget til bl.a. at gennemføre nogle nationale test, så vi får en bedre evalueringskultur i skolerne.

Jeg forstår, at hr. Jens Rohde bliver sådan lidt pikeret over den kritik, oppositionen kommer med, men sådan er det jo. Altså, når regeringen slår sig op på at sige, at uddannelse og forskning er denne regerings mærkesager, og når man så kan konstatere, at der ikke bliver sat handling bag ordene, at der bliver brugt færre penge pr. elev i folkeskolen, at der bliver brugt færre midler til forskning, er det jo da helt fantastisk, at regeringen så slet ikke har nogen som helst selvforståelse af, hvordan udviklingen er.
     F.eks. på forskningsområdet er det jo en kendsgerning, at der bruges færre penge i kroner og øre end i 2001, hvis man tager det procentuelt i forhold til bruttonationalproduktet. Hvordan vil regeringen overhovedet nå at komme op og bruge 1 pct. af bruttonationalproduktet til forskning, sådan som den har sagt den ville, og sådan som enhver ved, det er nødvendigt, hvis vi skal kunne klare os i den globaliserede verden?

Der bruges flere penge på folkeskolen end nogen sinde før, må jeg sige til hr. Ole Sohn. Det er et faktum. Der bruges flere penge på forskning end nogen sinde før. Det er et faktum, for tallene for 2001 ligger på omkring 9 mia. kr., mens de for 2005 ligger lidt over 10 mia. kr. Det kan hr. Ole Sohn da forvisse sig om, hvis han tager Økonomisk Redegørelse. Det, hr. Ole Sohn siger, er ganske enkelt faktuelt forkert.
     Hvordan vil vi så nå vores målsætning? Ja, ud over de penge, som vi jo nu har brugt, idet vi har tilført 8 mia. kr. til forskningen for at fylde det hul, den skrænt, som var fra den tidligere regering, har vi denne her gang sagt, at frem mod 2010 afsætter vi ekstra 10 mia. kr. til forskningen.
     Hvis man skal nå, at den offentlige forskning når op på
1 pct. af bruttonationalproduktet, og her taler vi om den offentlige forskning, så mangler vi her 2 mia. kr. for at nå det resultat frem mod 2010. Sådan er virkeligheden, kan jeg sige til hr. Ole Sohn. Det kan man læse både i de svar, som finansministeren har givet Folketingets partier på spørgsmål om det her, og også i Økonomisk Redegørelse.

Jeg takker hr. Jens Rohde, fordi han gjorde det helt klart, at Socialdemokratiets strategi med at lave gode forlig sammen med regeringen er fuldstændig udsigtsløs. Det er jo rart at få det præciseret af Venstres ordfører. Håber, at det er blevet hørt også hos Socialdemokraterne.
     Hr. Jens Rohde mener, at oppositionen snakker om penge. Det gør hr. Jens Rohde jo også indirekte, for hr. Jens Rohde og Venstre sørger for, at der bliver ført en politik, som sikrer, at forbrugsfesten oppe hos kernevælgerne i Whiskybæltet kan fortsætte.
     Det er jo grunden til, at vi er nødt til at affinde os med, at ældresektoren, hjemmehjælpen osv. - uanset hvor mange statsministre der spørger, om ikke man kunne gøre det bedre og lover bod og bedring - stadig væk er utilstrækkelig, og at vi stadig kan høre historier om, at der går 3 uger mellem rengøringen.
     Det er jo forklaringen på, at tilskuddet pr. elev i folkeskolen igen og igen skal sættes ned.

Den skattepolitik, som Venstre fører, sikrer alle mennesker større økonomisk råderum og dermed større frihed, alle mennesker, hvad enten man er på kontanthjælp, er højtlønnet, mellemlønnet eller lavtlønnet. Det er jo fordelen ved skattestoppet. Hvad var det, der skete, da man forhøjede afgifterne og forhøjede afgifterne og forhøjede afgifterne hele tiden? Ja, det var jo, at de vendte den tunge ende nedad.

     Enhedslisten har jo også gjort meget ud af at sige, at afgifterne vender den tunge ende nedad, og derfor havde man fra Enhedslistens side et ønske til den tidligere regering om, at den prøvede at lave en indtægtsgraduering af nogle af de her afgifter. Det er jo en erkendelse af, at disse afgifter vender den tunge ende nedad. Det vil sige, at også for de lavestlønnede og for kontanthjælpsmodtagerne er der altså en kæmpe fordel i, at afgifterne ikke stiger. Det giver større frihed til alle og større købekraft for alle.
     Så har vi tilført ældresektoren massive beløb. Vi har gennemført frit valg og som start tilført 500 mio. kr. om året. Så er der nye 500 mio. kr. til ældreomsorgen. Vi indfører plejehjemsgaranti inden for 2 måneder, vi har projekt »Kvalitet i ældreplejen«, hvor vi er i gang med at se på, hvordan vi kan gøre det bedre for den enkelte, og vi har målrettet en indsats om midler for ældre medicinske patienter. Ældreboliger bygges som aldrig før, og vi genindførte efterlevelsespensionen og indførte sammen med Dansk Folkeparti ældrechecken.

Det er jo sådan, at sandheden er en vanskelig sag. Når hr. Jens Rohde påstår, at kontanthjælpsmodtagere skulle have fået det bedre under den her regering, er vi vist langt ude, for Venstre ønsker jo faktisk, at forholdene for en række kontanthjælpsmodtagere skal være dårligere, og det har man også været i stand til at sikre.
     Det andet, jeg vil sige, er, at den gigantiske forbrugsfest, der har været i whiskybæltet på grund af stigningerne i ejendomspriserne, som regeringen jo har valgt at frede, og hvor den i øvrigt fører en politik, der gør, at de yderligere stiger, er det, der har medført den enorme skævhed i samfundet, som vi ser nu, hvor det er meget svært at kombinere det med sammenhængskraften.
     Det er, fordi hr. Jens Rohdes kernevælgere i whiskybæltet skal have en endnu større forbrugsfest næste år. Det er derfor, hr. Jens Rohde er nødt til at stå fast på, at det private forbrug skal stige seks gange så meget næste år som det offentlige forbrug, og det får altså konsekvenser for hjemmehjælpen, skolerne og alle de andre offentlige serviceydelser.

Vi er det samfund i verden, tror jeg, der har den største omfordeling. Vi har den største lighed og økonomiske udligning. Det er jo virkeligheden, vil jeg sige til hr. Per Clausen, det er virkeligheden.
     Men vi kan ikke bare leve af at omfordele penge. Der skal også være nogle til at lave pengene, der skal være nogle til at skabe dem, og det er bl.a. vores virksomheder - vores virksomheder, som ansætter arbejdskraft, som sørger for, at folk kan komme i arbejde. Det er bl.a. forbrugerne, som kan gå ud og forbruge, således at virksomhederne kan køre.
     Det er navnlig vigtigt, når det er sådan, at landene omkring os ikke har det så godt økonomisk, at vi så herhjemme kan sørge for, at der er gang i hjulene gennem en stor hjemlig efterspørgsel. Det er måden at skabe dynamik på. Det er måden at sikre arbejdspladserne på.
     Det er altså ikke måden at låse vores økonomiske systemer fast i noget, som man jo har prøvet for mange år siden i østlandene, som jeg også nåede at nævne i min tale. Det skabte ingen dynamik økonomisk, og det skabte slet ingen velfærd.

Statsministeren omtalte kommunalreformen som en gennemgribende fornyelse af den offentlige sektor og talte om, at den vil føre til både bedre service og bedre kvalitet
i den offentlige service. Det er store ord, og det må give forventninger i befolkningen. Det bemærkelsesværdige er, at det hele skal være gratis. Det ved vi jo. Hos regeringen koster det her ikke én krone ekstra for den danske borger, og vi vil jo ikke være sure, så vi vil da vældig gerne tro på det. Det er bare utrolig svært at tro på. Det er også et synspunkt, som regeringen står rimelig alene med. Alene halvdelen af landets kommunaldirektører mener, at sundhedsudgifterne vil stige alene i medfør af den her kommunalreform, og at udgifterne vil blive mere ustyrlige. Så kan man sige: Hvis regeringen fastholder, at den er udgiftsneutral, må det vel være let for hr. Jens Rohde at give en garanti for, at kommunerne ikke vil blive tvunget til at tage penge fra de ældre, skolerne og andre områder for at betale for al den her mere forebyggelse, der skal ske i kommunerne.

Når det kommer til engangsudgifterne, er det jo sådan, at kommunerne har en lånemulighed, sådan at de kan få dækket de engangsudgifter, f.eks. til edb-udstyr. Men der er altså også en rationaliseringsgevinst ved, at man får færre politikere og færre enheder. Det så vi på Bornholm, hvor man meget hurtigt kom til at kunne spare 50 mio. kr. på driften - bare på Bornholm. Så vi ved, at der er rationaliseringsgevinster, og de penge kan så bruges til at forbedre servicen for de ældre osv.
     Selvfølgelig er der altid en engangsudgift, når man laver en fusion, eller når man laver nogle omstillinger. Sådan må det være. Men det, der er afgørende, er, at de penge, som skal bruges til det, må kommunerne låne. Det kan jo ikke være sådan, at vi går ud og så siger, at nu putter vi en masse nye penge ind herfra til drift til kommunerne for at dække en engangsudgift, for så kan vi bagefter overhovedet ikke styre de offentlige udgifter.

     Mig bekendt har Det Radikale Venstre også altid ønsket at prøve at styre de offentlige udgifter og har gerne gjort sig til garant for den økonomiske ansvarlighed. Det lykkedes så bare ikke så godt at styre væksten i de offentlige udgifter under SR-regeringen, fordi man altid nåede over det dobbelte af, hvad man egentlig havde budgetteret med. Men det er så en anden sag.

Nu ved jeg heller ikke, om det lykkes for regeringen at styre de offentlige udgifter. Både kommuner og amter overskrider jo fortsat systematisk, så jeg ved ikke, hvem der har noget at lade nogen vide.
     Engangsudgifter, siger hr. Jens Rohde. Kendsgerningen er, at et sundhedscenter, der bliver oprettet, ikke bare er en engangsudgift. Der skal jo betales lønninger år ud og år ind. Men når hr. Jens Rohde siger, at der er penge til at låne osv., må det meget klart betyde, at hr. Jens Rohde kan stille en garanti over for landets borgere for, at de ikke kommer til at opleve, at der bliver skåret i skoler, ældreomsorg og andre områder på grund af sundhedsopgaven, der nu kommer til kommunerne.
     Kan hr. Jens Rohde stille sådan en garanti - ja eller nej?

Det ville da være et fuldstændig utilbørligt indgreb i det kommunale selvstyre, hvis jeg skulle gå ind og diktere hver enkelt kommune: Der må I ikke lave omprioriteringer, der må I ikke lave omprioriteringer, og der må I ikke lave omprioriteringer. Så selvfølgelig kan jeg ikke det.
     Men det er ikke på grund af kommunalreformen. Tværtimod. Kommunalreformen skulle gerne give en rationalisering, sikre bedre gennemsigtighed og bedre service for borgeren. Det vil den også komme til.
     Men jeg kan da ikke her fra Folketingets talerstol gå ud og sige til lokalpolitikerne, at de ikke må omprioritere, at de ikke må nedlægge en eneste skole, hvis det er det, der er behov for, hvis det er sådan, at det nu er den rigtige vej at gå for lokalbestyrelsen. Det ville være et fuldstændig utilbørligt indgreb i lokalstyret. Det vil jeg ikke stå her og lave fra Folketingets talerstol.

Så kan vi konkludere på det, hr. Jens Rohde siger, at de her garantier om forbedret offentlig service og lignende ikke er en garanti, som regeringen kan give, men en garanti, som man forventer at kommunerne må leve op til på de betingelser, som regeringen nu har givet dem, og de er jo altså ikke alt for gode.
     Men det, jeg ville glæde mig over i statsministerens tale, var det her med, at man vælger at fremhæve retsstatens kerne, at det enkelte menneske er sikret mod vilkårlig behandling fra så vel statsmagten som private grupper, og at loven skal gælde for alle, og at det er uafhængige dommere, der tager stilling til ansvar, skyld og straf.
     Jeg kunne godt tænke mig, at hr. Jens Rohde ville bekræfte, at det her afsnit netop er møntet på så vel danskere som indvandrere.

Naturligvis er det det. Loven gælder for alle i det her samfund. Sådan har vi også bygget vores love op. Det er jo ikke sådan, at der er diskrimination i lovene, så det kan jeg klart bekræfte.
     Den konklusion, som fru Geday kommer med i forbindelse med kommunalreformen, står fuldstændig for Det Radikale Venstres egen regning.

Nu var det den del om det her med, at det er uafhængige dommere, der skal tage stilling til ansvar, skyld og straf, som interesserede mig, for jeg har hæftet mig ved, at regeringen har planer om at indføre betinget udvisning af kriminelle indvandrere, det såkaldte gule kort.
     Jeg vil bare gerne bede hr. Jens Rohde bekræfte over for mig, at når det nu er dommere, der tager stilling til spørgsmål om skyld og straf, og vi jo er enige om, at udvisning fra det land, hvor man sågar både kan være født og opvokset, er en ganske alvorlig straf, så er lige præcis spørgsmål som betinget frakendelse af det land, man bor i, en så alvorlig straf, at det må afgøres af dommere.

Ja, jeg går sådan set ud fra, at det er dommere, der skal afgøre det. Naturligvis er det en dommer, der skal afgøre, om en borger skal udvises af landet, eller om en borger ikke skal udvises af landet i tilfælde af f.eks. kriminelle forseelser. Naturligvis.

I ordførertalen sagde hr. Jens Rohde, at kommuneralformen går ud på at gøre kommunerne stærkere. Vil hr. Jens Rohde ikke bekræfte, også ud fra egne udtalelser gennem tiderne, at en vægtig og afgørende målsætning med kommunalreformen er at få fremmet privatisering og udliciteringer? At der som en del af kommunalreformen er blevet gennemført den mulighed, at private selskaber skal kunne tjene penge på at passe børn? At det at tjene penge er formålet med at passe børn? Og i det hele taget at en stor del af reformen går ud på at omdanne den offentlige sektor til en butik, hvor velfærd er sådan noget, man køber fra forskellige hylder, og hvor det er meget vigtigt, at nogen kan tjene penge på at udbyde velfærd?

Vi har bare ikke i forbindelse med kommunalreformen ændret en eneste regel om udlicitering, ikke en eneste. Men det er rigtigt, at vi i Venstre ønsker et frit valg for borgerne. Det er helt korrekt. Og hvad forudsætter et frit valg? Det forudsætter, at der er mere end én udbyder.
     Derfor er det, jeg har sagt, at når kommunerne bliver større, bliver der måske også et større marked for nogle virksomheder at operere i, og derfor kunne det måske være interessant for dem at gå ind og byde på rengøringen, eller hvad det nu måtte være.
     Det afgørende er jo, at borgerne selv får lov til at træffe et valg om, hvorvidt de ønsker en offentlig løsning eller en privat løsning.
     Hvorfor vil hr. Frank Aaen ikke lade borgerne selv træffe en beslutning om, hvem der skal levere den serviceydelse, som den enkelte borger er visiteret til? Hvorfor vil hr. Frank Aaen ikke det? Det forstår jeg simpelt hen ikke, for det giver jo større tilfredshed med både den offentlige løsning og den private løsning.

Vi har diskuteret det før. Vi går ind for frit valg for borgerne. F.eks. går vi ind for, at de ældre skal have det frie valg, at de selv må bestemme, hvornår de vil i seng om aftenen, det er ikke noget, der skal bestemmes af kommunen; og at de selv skal bestemme, hvilken mad de vil have til aftensmad, det er ikke noget, der bare skal dikteres af kommunen.
     Men det, der er det afgørende for Venstres frie valg, er, at man skal have nogle private firmaer, der kan gå ind og tjene penge på at udføre velfærdsopgaver, private firmaer, som kan tjene penge på at passe børn. Jeg kan slet ikke forstå, hvordan man kan få den tanke, at det er en god ting, at man skal have et privat firma.
     Vi ved jo, og det ved hr. Jens Rohde også, at private firmaer skal please deres aktionærer. Der er det jo aktionærernes interesser, der er det vigtigste. Derfor bliver det i private selskaber, der driver børnepasning, aktionærernes interesse for at få et overskud af deres investering, der er det vigtigste frem for det at passe børn på en god og ordentlig måde.
     Det er det fuldstændige skred, der er sket med Venstre og med kommunalreformen, og jeg er glad for, at vi fik bekræftet, at det er en væsentlig del af kommunalreformen at få mere privatisering og udlicitering med bedre mulighed for at tjene penge på velfærd. Det er det, der er formålet.

Vi tvinger ikke nogen udliciteringer eller privatiseringer igennem, men vi ønsker, at borgerne skal have et reelt frit valg. Vi ønsker også, at borgerne skal have en valgfrihed med hensyn til, hvornår de skal i seng, hvilken mad de skal have osv. Det er vi sådan set fuldstændig enige om. Der er ikke nogen forskel der, vil jeg sige til hr. Frank Aaen.
     Men det skal også være muligt at vælge en anden leverandør. Hvis det offentlige ikke kan levere hjemmehjælp og hjemmehjælpen udebliver for mange gange, hvad vi jo desværre har mange eksempler på, så skal man have en mulighed for at sige, at man ønsker en anden leverandør.
     Vi har jo set, at det frie valg har givet en generel større tilfredshed blandt ældre, ikke bare blandt dem, der har valgt den private løsning, men også blandt dem, der har valgt den offentlige løsning. Det afgørende er, at folk får frit valg, at folk fuldstændig selv frit vælger, hvilken leverandør de vil have.
     Og så må jeg spørge hr. Frank Aaen: Synes hr. Frank Aaen, at Falck gør det dårligt? Synes hr. Frank Aaen, at vi er meget dårligt tjent med, at det er et privat firma, som rent faktisk kommer ud og samler os op, når vi ligger på vejen og er kørt over, har fået hjertetilfælde, eller hvad det nu måtte være? Synes hr. Frank Aaen, at det går rigtig dårligt, fordi det er et privat firma? Jeg tror, der er rigtig mange, der er glade for den indsats, som Falck yder over for mange borgere i dette land.

Vi snakker meget om integration, vi snakker meget om bøvl, balladetyper og blodpenge, men vi snakker ikke så meget om de mennesker, der har gjort alt for at blive en del af det danske samfund.
     Størstedelen af vores nye medborgere vil gerne være en del af Danmark med samme rettigheder og pligter, men der er nogle, der ikke kan få goder som arbejde og uddannelse. Hvilken motivation har regeringen til de unge mennesker, som er under uddannelse, som er nervøse for, at de ikke kan få en praktikplads?

     En af de ordninger, som blev brugt meget, var skolepraktikken. Nu er der lukket og slukket. Hvilken garanti har Venstre til de unge mennesker, som vil gøre deres uddannelse færdig, som vil være en del af danske samfund i modsætning til balladetyperne, som vi alle sammen vil bekæmpe, for de skader ikke kun sig selv, men også os andre?

Vil hr. Hüseyin Arac ikke dokumentere over for den måbende danske befolkning, at skolepraktikken er lukket og slukket? Det tror jeg ikke der er mange der kan genkende ude i det ganske land.
     Det er rigtigt, at vi har ønsket at konvertere noget af den skolepraktik til rigtige praktikpladser ude i erhvervslivet. Hvorfor har vi det? Fordi det er de rigtige praktikpladser ude i erhvervslivet, der giver de unge beskæftigelse bagefter. Det er vejen til beskæftigelse. Arbejdsløsheden var alt for stor med den anden type.
     Og hvad har vi så gjort? Vi har netop fremsat et forslag
i Folketinget, der skal styrke vores muligheder for at få flere praktikpladser. Vi har nået måltallene ganske pænt, men nu ønsker vi at sætte yderligere ind ved at belønne ikke bare skoler, som skaffer praktikpladser til de unge, men også virksomheder, som tager deres ansvar alvorligt, et ansvar for at uddanne arbejdskraft og sikre, at de har arbejdskraft også i fremtiden, men selvfølgelig også et socialt ansvar for, at de unge kan komme ud i job og få nogle ordentlige praktikpladser. Det er det, vi har gjort.

Det er jeg glad for at høre, men vi følger området meget tæt, skal jeg hilse og sige.
     Jeg har også et andet spørgsmål. Da jeg læste regeringsgrundlaget, så jeg, at der var sådan et godt tiltag fra regeringens side, hvor man ville finde 60.000 nye arbejdspladser og 25.000 af dem helst skulle være til folk med anden etnisk baggrund. Jeg vil gerne spørge, hvordan det går med den plan, for statsministeren har ikke nævnt det, der står i regeringsgrundlaget. Jeg vil gerne høre, hvor langt man er kommet med de planer?

Det er jo en fortløbende proces. Indtil nu kan vi se, at
10.000 flere indvandrere er kommet i arbejde. Det er vi glade for, men det er langtfra nok i forhold til hele den opgave, vi står over for at skulle løfte. Må jeg ikke sige, at det ikke er en opgave, som regeringen kan løfte alene. Det er en opgave, som vi skal løfte med arbejdsmarkedets parter. Det er også derfor, regeringen har indkaldt til trepartsforhandlinger. Det er alle, der her har et fælles ansvar at tage. Det er virksomhederne, det er fagbevægelsen, det er kommunerne, det er amterne, og det er statsadministrationen. Det er alle, der skal løfte den her opgave, for hvis vi ikke løfter i flok, kommer vi ikke til at løse den. Vi kan så herfra indføre nogle incitamenter. Et er mesterlæren, altså en praktisk indgang til arbejdsmarkedet, som vi indfører. Så er der trainee, altså at virksomheden lærer den unge at kende, således at den unge får en chance og herefter får mulighed for fuldtidsansættelse. Og så har vi opjusteret måltallene for at skaffe rigtige praktikpladser til 5.000. Det er det højeste antal nogen sinde i Danmark. Vi skal have skaffet 5.000 praktikpladser til næste år, rigtige praktikpladser, som sikrer de unge et arbejde. Det er nogle af de initiativer, som vi har taget.

Over til et andet emne: spørgsmålet om EU-forfatningen og Tyrkiet. Vi har jo igennem de seneste måneder i debatten om forfatningen hørt, at forfatningen og eventuel optagelse af Tyrkiet i medlemskredsen i EU ikke har noget som helst med hinanden at gøre. Nu kan vi konstatere, at forfatningen er faldet i Frankrig, og at den er faldet i Holland. Det er meget, meget glædeligt, og det har skabt sådan en vis form for eftertanke blandt de europæiske ledere, har vi forstået, endda i et omfang, så der nu er stærke kræfter i gang for at undgå, at tyrkerne bliver medlem af EU.
     Så kan vi ikke få bekræftet, at uanset om man rent formelt i forfatningen kan læse noget om Tyrkiet eller ej, så har forfatningen i den grad på det realpolitiske plan også at gøre med, hvorvidt Tyrkiet skal være medlem af EU eller ej?

Nej, det har forfatningen ikke, for man kunne sådan set, hvis man ville, påbegynde optagelsen med Tyrkiet, også under den nuværende traktat. Så det har den ikke. Hele diskussionen af Tyrkiet er meget kompliceret. Jeg forstår godt, at der er mange følelser i det her. Vi skal jo ikke fornægte, at det forholder sig sådan i Europa.

     Vi er også bare nødt til at have en sikkerhedspolitisk diskussion og et sikkerhedspolitisk aspekt med ind i det her. For jeg vil nødig se et Tyrkiet, som vender sig til den anden del af verden, vender sig til islam, igen vender sig til sharialovgivning, nu hvor Tyrkiet trods alt er nået så langt, som det er.
     Når jeg siger trods alt, er det, fordi det, når vi taler om Tyrkiet, ikke er et medlemskab inden for de første 5, 10,
15 år, jeg i hvert fald ser for mig, for der er så langt igen, før de opfylder ikke bare de økonomiske kriterier, men også kriterierne på menneskerettighedsområderne. Et er jo at vedtage det i nogle fine love, noget andet er at få dem implementeret og få dem til at virke også ude i politistyrken
i Tyrkiet, og der ved vi godt at der er langt igen.

Lad os nu prøve at bringe virkeligheden herind i huset. Jeg ved godt, det kan være svært, murene er tykke og alt det her. Men den debat, der foregår rundtomkring i EU-landene, drejer sig jo meget om Tyrkiet.
     Det er vel ikke for ingenting, at det britiske dagblad Financial Times skriver, at EU nu her i forbindelse med topmødet har besluttet at sløjfe al omtale af indledningen af medlemsforhandlingerne i oktober om Tyrkiet i udkastet til det slutdokument, man arbejder for i forbindelse med topmødet?
     Det er vel ikke for ingenting, at den hollandske udenrigsminister til spørgsmålet om tyrkisk medlemskab siger, at de selvfølgelig vil overvåge det nøjere end før, det blev et nej til forfatningen i Holland?
     Alle omkring os diskuterer tyrkisk medlemskab i forbindelse med den realpolitiske situation, der er opstået efter det glædelige nej til forfatningen i Frankrig og Holland. Men her i Folketinget vil Venstres ordfører altså fuldstændig fornægte, at der i realiteten er en sammenhæng. Er det sådan, det skal forstås?

Jamen der er ikke nogen sammenhæng mellem traktaten og muligheden for at optage Tyrkiet. Det er der altså ikke, men selvfølgelig er det en diskussion, som indgår i hele den europæiske debat. Det har jeg heller ikke fornægtet, og derfor brugte jeg faktisk også nogle ord på at sige, hvad mine bekymringer var, hvis det er sådan, at man siger til Tyrkiet: Glem det. Det har nemlig også nogle konsekvenser. Det kan man jo godt, men man skal bare være klar over, hvilke konsekvenser det så kan have. Det bliver vi jo også nødt til at diskutere.
     Derfor er mit budskab i den her diskussion bare, at det ikke er så enkelt. Det er ikke så enkelt. Jeg synes, der er utrolig mange overvejelser for og imod.
     Det er jo heller ikke sådan, at vi lukker øjnene for nogen af de udfordringer, som det kan give at få Tyrkiet ind. Men igen må jeg sige, at vi ikke snakker om det Tyrkiet, vi kender i dag, at vi ikke snakker om det Tyrkiet, der ligger på det økonomiske niveau, som det gør i dag, og at vi ikke snakker om det Tyrkiet, som i forhold til menneskerettighederne befinder sig, hvor det gør i dag.
     Der er langt endnu, også selv om der har været mange vedtagelser. Men vi må dog også erkende, at tyrkerne har gennemført mange reformer og hele tiden arbejder på at kunne blive klar til at blive en del af de vestlige demokratier i EU. Det synes jeg er positivt, for det andet er alt andet lige temmelig skræmmende.

Hr. Jens Rohde taler smukt om regeringens reformer. Jeg er pr. definition tilhænger af reformer, så man skulle tro, vi havde det fint med hinanden. Det har vi også langt hen ad vejen.
     Men jeg kan ikke lide det bureaukrati, som regeringen reformerer sig frem til. Nu får vi en strukturreform. Det skulle jo gerne blive enkelt. Vi skulle gerne med større kommuner kunne frigøre ressourcer fra administrative, bureaukratiske ting til at gøre noget mere direkte over for borgerne.
     Men nu har regeringen lavet et system, hvor der skal gennemføres en udskrivning af regninger mellem offentlige myndigheder. Kommunerne skal betale 60 millioner regninger, som regionerne sender til kommunerne om året. Det er et vanvittigt bureaukrati, ikke sandt?

Jeg mødte engang en i en debat, som også blev spurgt om, hvordan han forholdt sig til bureaukrati, og så sagde vedkommende: Jeg vil afskaffe alt bureaukrati.

     Det kan jo ikke lade sig gøre. Vi laver faktisk en kommunalreform, som betyder langt større gennemsigtighed for det enkelte menneske, og som betyder, at det enkelte menneske ikke bliver kastebold mellem systemerne, sådan som vi desværre i alt for mange tilfælde oplever det i dag. Det er et mere gennemsigtigt system, et mere demokratisk system og en mere borgernær service.
     Den regning, som fru Marianne Jelved taler om, må være den regning, som henfører til den forebyggelsesopgave, som kommunerne har, og det medansvar, kommunerne får for at drive vores sundhedsvæsen. Det synes vi er fornuftigt.
     Vi synes, det er fornuftigt, at kommunerne får et incitament til at forebygge ude i landet, ude hos borgerne, frem for kun at behandle og derfor har et økonomisk incitament til at gøre en indsats på det her område, fordi det sparer dem for en større sundhedsregning. Derfor synes vi, at det er fornuftigt her at lave et regningssystem mellem enhederne. Det er jo et spørgsmål om, hvad man vil bruge det til, vi kommer ikke uden om et samfund med regninger.

De 60 millioner regninger, jeg refererer til, er et skøn, en vurdering, som alle er enige i. Der er 60 millioner behandlinger på sygehusene om året. For hver af de behandlinger sendes der en regning til kommunerne, fordi kommunen skal betale. Det er en del af medfinansieringen af sygehusvæsenet, at kommunerne betaler for deres borgeres brug af sygehusene.
     Hvis man så kunne bruge det til forebyggelse, men alle, der overhovedet har set på det her, bortset fra regeringspartierne og Dansk Folkeparti, ryster jo på hovedet af forebyggelsesideen her, fordi det, regeringen har lavet, giver anledning til kassetænkning.
     Det koster flere tusinde kroner at betale for en indlæggelse, mens det koster under 1.000 kr. for en ambulant behandling. Hvad tror hr. Jens Rohde sygehusene har størst incitament til: at give deres patienter indlæggelse eller ambulant behandling? Hvor er der flest penge at hente for kommunerne?

Jeg er nødt til at rette fru Marianne Jelved. Der er ikke tale om det antal regninger, der skal udskrives. Det bliver én regning om måneden pr. kommune. Én regning om måneden pr. kommune, det er 1.200 regninger om året pr. kommune for de behandlinger, som er. Det er virkeligheden.
     Må jeg så i øvrigt ikke have lov til lige at glæde mig over, at det her nu faktisk er min tiende store debat med fru Marianne Jelved, og det er første gang, fru Marianne Jelved ikke kommer med Økonomisk Redegørelse og river mig den i næsen og siger, at regeringens økonomiske måltal ikke holder. Det er en stor dag, og det har selvfølgelig den årsag, at regeringens økonomiske politik er sund og god, så tak for det, vil jeg sige til fru Marianne Jelved.

I går fremlagde justitsministeren en såkaldt handleplan mod kriminelle indvandrere og bander, og det er jo meget fint. Vi er bl.a. enige i, at der er problemer, og at der hurtigt skal gøres noget ved det.
     I Odense har de haft mange problemer med de her unge igennem tiderne. Den socialdemokratisk ledede regering sendte eksempelvis ekstra politi derover for at få orden på Vollsmoseområdet, da der var problemer med, at brandfolk
f.eks. ikke kunne komme ind i områderne. Nu går der fire unge kriminelle rundt i Odenses gader, hvor den eneste fejl er, at der er ventetid ved byretten i Odense. De kan simpelt hen ikke få deres dom. Der er mit spørgsmål: Hvad har regeringen og Venstre tænkt sig at gøre, for at de her unge kan komme hurtigere for en dommer? Og helt konkret: Har man tænkt sig at løse det problem, som er i Odense nu, hvor man har fire notorisk kriminelle unge, hvor de i det politiske system er virkelig nervøse for, hvad de kan finde på at gøre i sommerferien? Hvad har man tænkt sig at gøre for at løse det problem? De går der, de kan først komme for en dommer i september måned, og der er stor frygt for, hvad de kan finde på. Hvordan vil man løse det helt konkrete problem i Odense?

Det helt konkrete problem kan hr. Morten Bødskov ikke forlange at jeg skal stå her på Folketingets talerstol og løse. Der er jo tale om, at man bør planlægge sig ud af den slags problemer.
     Men i øvrigt, når det kommer til sagsbehandlingen ved
f.eks. voldssager, er det jo sådan, at Domstolsstyrelsen har taget en lang række initiativer, så vi forventer, at sagsbehandlingen kommer ned på de 37 dage, som er måltallet. Nu så jeg hr. Bødskov tale på tv i går om, at det er meget godt med denne her plan, som regeringen kommer med, men at problemet er, at der ikke følger penge med. Der må jeg sige: Det er ganske enkelt ikke korrekt.

Dels følger der penge med i form af 200 mio. kr. til nyt udstyr til politiet, dels har vi afsat penge til at ansætte
450 nye betjente. Der er aldrig tilført politiet så mange midler som under den her regering, så der er absolut fulgt penge med. Men den konkrete sag i Odense kan jeg altså ikke stå og løse her.

Nu tror jeg, at det ved nærmere eftersyn vil vise sig at være en tilsnigelse, at der skulle være ført adskillige millioner kroner ekstra til det her område med den her plan, men det kan vi teste efterfølgende.
     Hovedproblemet i Odense er jo det, at ventetiderne ved domstolene stiger. Vi har haft justitsministeren i samråd adskillige gange, og nu står Venstres politiske ordfører også og siger det: Der er handleplaner ved domstolene, man har aftalt fælles strategier.
     Hvad hjælper det? Der fremlægges en stort anlagt plan, som med ét bliver udhulet af, at der i Odense er unge kriminelle, som går rundt og skaber frygt i gaderne, og som ikke kan komme for en dommer og komme ind og sidde på de sikrede pladser, som kommunen allerede har stillet til rådighed. Det hjælper intet, og det mest absurde er, at den pågældende rådmand i den her kommune gud hjælpe mig har tilbudt at stille byrådssalen til rådighed, således at den her retssag kan blive afholdt, så de kan komme ind og sidde.
     Der har man et alvorligt problem, og det er underligt, at Venstre ikke vil erkende, at hvis den her plan skal hænge sammen, så skal ressourcerne være dertil, eksempelvis flere ressourcer til domstolene.

Det lyder da som en ganske fornuftig løsning. Hvad enten man er i det ene eller det andet lokale, må man prøve at løse tingene ude i samfundet og planlægge sig ud af de problemer, der er. Vi kan jo aldrig nogen sinde komme uden om, uanset hvor mange ressourcer vi tilfører, at der skal planlægges, at man må planlægge sig ud af de udfordringer, man står over for.
     Det er rigtigt, at justitsministeren var i samråd den
28. april 2005, og jeg har gennemlæst ministerens talepapir, som er en kaskade af initiativer, som bliver taget for at bringe sagsbehandlingstiden ned. Det er en lang, lang række initiativer, der bliver taget ikke alene fra Justitsministeriet, men især også fra Domstolsstyrelsen, og Domstolsstyrelsen vurderer jo selv, at de med de initiativer, de nu har taget, inden for relativt kort tid vil kunne få sagsbehandlingen ned på de 37 dage, som er måltallet. Sådan er det. Man kan ikke løse alt med flere penge. Det kan også være, man kan gøre tingene en lille smule smartere og en lille smule klogere, og det er det, Domstolsstyrelsen har erkendt.

Jeg vil gerne lidt tilbage til EU-statens forfatning igen. Jeg vil gerne henlede Venstres ordførers opmærksomhed på en bemærkelsesværdig artikelserie, der kører i de engelske aviser, senest i London Times her for nylig, der drejer sig om, at selv om man har en sluttermin med hensyn til ratificeringen af europaforfatningen i, jeg tror det er oktober/november næste år, så er man i fuld gang med at gøre klar til det hele. Man bygger, man udliciterer, man er ved at lave EU-præsidentens lokaler og gøre plads til hans sekretariat og udenrigsministeriet, og man er i fuld gang med liciteringen til det, der skal være EU-ambassaderne osv. osv. Det er et projekt til mange, mange hundrede millioner kroner.
     Mener Venstres ordfører, at det er udtryk for respekt for de befolkninger, der endnu ikke har ratificeret EU's statsforfatning, at man går i gang med sådan noget ud i det blå?

Jeg vil nødig virke hoven eller uhøflig, men jeg ved faktisk ikke rigtig, hvad jeg skal svare på det spørgsmål. Det er jo sådan set meget naturligt, at man går i gang med at gennemføre nogle af de ting, som man har planlagt, og som skal kunne danne rammerne for, hvordan EU skal kunne fungere
i fremtiden. Andet kan jeg ikke sige om det, men jeg må indrømme, at jeg ikke kender til nogen af de byggerier, som bliver lavet i øjeblikket. Jeg kender heller ikke til artiklerne.

Jeg kan da godt forstå, det er svært at svare på det spørgsmål. Jeg synes også selv, det var utrolig mærkeligt, men jeg vil så spørge på en anden måde, der måske gør det lidt lettere begribeligt for hr. Jens Rohde. Kunne man forestille sig en situation, hvor vi i Danmark satte en hel licitation, et helt byggeprojekt i gang med alle mulige ting, en stor statshistorie, der skulle opføres, uden at der var truffet beslutning om det politisk? Var det en mulighed, man kunne forestille sig her i Danmark i vores system, eller er det bare sådan noget, der foregår i EU-systemet, hvor de er fuldstændig ligeglade?

     En af kommissærens spokes women, altså talskvinder, siger: It does'nt affect us. Vi er ligeglade, vi fortsætter. Kunne man forestille sig noget lignede i Danmark: et stort projekt blive sat i gang, uden at der var en politisk beslutning om det, ja eller nej?

Der er jo truffet nogle politiske beslutninger, og man har forhandlet om denne her traktat meget længe. Jeg har i øvrigt svært ved at forestille mig, at hele traktaten bare forsvinder, og at man nu glemmer alt. For denne her traktat er bedre end Nicetraktaten. Den forener beslutningskraft med demokrati og nogle bedre rettigheder for de europæiske befolkninger.
     Det er da en ret god ting. Det er da en fantastisk ting, at vi kan forene det, endda i et EU med 25 medlemslande eller flere. Derfor er man vel gået i gang med de der byggerier, men jeg kan ikke føje mere til, for jeg kender ikke noget til de byggerier. Men der er jo truffet nogle politiske beslutninger om, hvor det er, pilene peger hen. Så andet kan jeg ikke sige til det.

Hr. Jens Rohde roste kommunalreformen meget, og der er da også visse dele af kommunalreformen, som er gode. Statsministeren sagde direkte: Vi indretter den offentlige sektor, så den passer til menneskene og med klarhed om ansvar og kompetence. Mener hr. Jens Rohde, at der er klarhed og kompetence på sundhedsområdet, når det er sådan, at det regionsråd, der skal sidde og behandle det her, ikke selv kan være med til at prioritere, hvor mange ressourcer der skal bruges, men må administrere, hvad der er tildelt fra henholdsvis statens og kommunernes side?

Ja, det mener jeg helt klart, og sådan er det sådan set også allerede i dag. Sådan er det jo allerede i dag. Det er ikke sådan, at amterne bare efter forgodtbefindende kan skrue skatterne op. Det har vi jo afmonteret. Heldigvis har vi afmonteret det, at man bare kan skrive skatterne op ude i amter og regioner.
     Så det er et spørgsmål om en planlægningsfase, og det foregår gennem de forhandlinger, vi i dag har med amterne. Det var så de sidste forhandlinger, der netop er blevet afsluttet med amterne, fremover bliver de med regionerne. Så det er helt naturligt. Sådan foregår det i dag, og sådan kommer det også til at foregå i fremtiden.

Det er jeg godt klar over, men altså i dag i amterne er der jo mulighed for at prioritere inden for de opgaver, som man løser i amtsregi. Nu bliver det altså færre opgaver, man skal løse i regionsregi, så muligheden for at flytte ressourcer bliver begrænset.
     Men jeg vil så spørge hr. Jens Rohde, om hr. Jens Rohde mener, at det er et meget gennemsigtigt system, man får skabt nu, med den der meget indviklede finansieringsordning. Er det sådan, at borgeren nu kan se, hvordan de her ting hænger sammen? Kan man ikke meget vel komme ud for, at der stadig væk bliver flyttet ansvar for udviklingen henholdsvis fra regioner til kommuner og fra regioner til stat, sådan at den der gennemsigtighed ikke er blevet skabt?

Det afgørende er, at der er én indgang for borgeren. Med hensyn til regionernes områder, og hvad de skal beskæftige sig med, er det jo fantastisk, at vi nu får nogle regioner, som virkelig har et kernefokusområde, som sikrer, at det, som er opgaven, er at give os det allerallerbedste sundhedsvæsen. Man kan her fokusere og målrette sine midler mod det og ikke mod alle mulige andre ting, men man har én meget klar opgave, nemlig at skabe det bedste sundheds- og sygehusvæsen, vi overhovedet kan skabe med de ressourcer, vi har til rådighed.
     Det bliver en spændende opgave for regionspolitikerne, og jeg synes, at det er den helt rigtige måde at gøre det på, for jeg tror på, at det giver et bedre sundhedsvæsen.

Jeg vil godt tage tråden op fra hr. Søren Espersen, for det var altså et meget, meget besynderligt svar. Der har jo fundet folkeafstemninger sted, og jeg synes, hr. Jens Rohde stadig væk står og fremfører, at der er politisk enighed om det her, og at vi er nødt til at gå videre, fordi vi har arbejdet med det her i meget lang tid. Han undskylder egentlig, kan man sige, eller forklarer, at man tilsyneladende allerede er gået i gang med at bygge kontorer og paladser, og jeg ved ikke hvad, til de institutioner og de personer, som der skulle være, hvis forfatningen skulle træde
i kraft. Der er situationen jo sådan, at den rent faktisk er faldet. Er det slet ikke gået op for hr. Jens Rohde?

     Jeg fatter ikke det svar, der blev givet, men hr. Søren Espersen har jo kun mulighed for to spørgsmål, og derfor tager jeg over nu.

Skal vi ikke lige holde fast i, at der er to lande, der har sagt nej? To lande har sagt nej, ti lande har indtil videre sagt ja. Skal man bare fuldstændig blæse på de ti lande? Det synes jeg ikke, det synes jeg ikke. Man kan ikke sige, at alting bare viskes ud på grund af de to nejer.
     Vi er nødt til først at afvente det topmøde, som nu kommer, så vi kan få klarhed over, hvorvidt hollænderne og franskmændene siger, at det er deres problem, at de selv løser det, og at den traktat, som er nu, er den traktat, som borgerne kan stemme om. Hvis det bliver tilfældet, skal vi til folkeafstemning i Danmark. Hvis ikke det bliver tilfældet, er der selvfølgelig ikke noget at stemme om, for borgerne skal vide, hvad det er for en traktat, de skal stemme om.
     Med hensyn til byggerierne: Det kan godt være, at fru Pia Kjærsgaard synes, det er et mærkeligt svar, og det kan jeg måske til dels også godt medgive hende, men jeg har ikke mere at tilføje her. Jeg kan ikke tage ansvar for, hvad det er for nogle byggerier, man er i gang med i Kommissionen - beklager - for det har jeg ikke nogen indflydelse på.

Nej, og det havde måske også været det rigtige svar fra hr. Jens Rohde i første omgang, men hr. Jens Rohde fortsatte jo og fortsætter nu igen med at sige: Jamen ti lande har sagt ja, og herregud altså, Frankrig og Holland har stemt nej; skulle det betyde noget, for ti lande har stemt ja?
     Javel. Spanien har som det eneste land ved en folkeafstemning, hvor stemmeprocenten var meget, meget lav, ikke særlig overbevisende sagt ja. Det er der jo gode grunde til at Spanien gør, men i alle de øvrige lande er det bare parlamenterne, der har trukket det ned over hovedet på befolkningerne, og det kan vi ikke rigtig bruge til noget.
     Men skal vi nu ikke holde os til juraen? Når et land har stemt nej, er det sådan. Jeg mener da at vide, at regeringen gør meget ud af, at de juridiske spilleregler skal overholdes. Hvorfor vil man så ikke, når det gælder EU-systemet?

Jeg synes, at hvert enkelt land selv skal have lov til at bestemme, hvorvidt det synes, traktaten er rigtig eller forkert. Det er mit udgangspunkt, og det er Venstres udgangspunkt.
     Vi kender jo ikke, hvis vi skal være ærlige, de eksakte begrundelser for nejet i Frankrig. Det er ikke nødvendigvis sådan, at det lige handler om traktaten. Der er målinger, der viser, at det også handler om utilfredshed med Chirac, at det handler om Tyrkiet og om globaliseringen. Der er mange ting, mange ting i det, som ikke har noget som helst med traktaten at gøre. Franskmændene må efter min bedste overbevisning se på, hvad de vil, og hvordan de vil håndtere situationen, hollænderne må se på, hvordan de vil håndtere situationen, og så må vi jo også have en mulighed for at give vores mening til kende.
     Men jeg kan ikke forudskikke, hvad der sker på topmødet her de næste 2 dage. Vi kan bare alle sammen sidde med tilbageholdt åndedræt og vente, og så har vi selvfølgelig hvert vores ønske til, hvordan udfaldet skal være. Det synes jeg er fair nok.

Ja tak. Der er en lang række spørgere endnu. Vi når kun en enkelt mere, fordi timen er gået, og det bliver fru Christine Antorini.

Nu tilhører hr. Jens Rohde og jeg den samme generation af yngre danskere, som er opvokset i den skole, som regeringen selv mener ikke har fået styr nok på den kronologiske viden. Derfor tilgiver jeg også, at hr. Jens Rohde ikke helt har styr på kronologien med hensyn til, hvad der er indgået af kommuneaftaler gennem de senere år.
     Derfor vil jeg bare sådan helt kammeratligt fortælle hr. Jens Rohde, at i den seneste kommuneaftale, som SR-regeringen indgik, kommuneaftalen for 2002, fjernede man faktisk lige præcis det, at udgifterne skal blive på det samme niveau, når der er øget elevtal, ud fra den erkendelse, at der kommer så mange flere elever ind i folkeskolen nu og fremover, at der ganske enkelt ikke vil være økonomi til de investeringer, der skal komme i fremtiden.
     Statsministeren skrev under valgkampen i Berlingske Tidende i en kronik henvendt til Mogens Lykketoft - og det kan være, han forivrede sig lidt, for det var jo en valgkamp:
     »Du taler godt nok hele tiden om nedskæringer. Men jeg synes, dette emne er alt for alvorligt til al den talkrig. Vi bruger flere penge på folkeskolen. Og det ved du udmærket godt. Og i de kommende år vil vi bruge endnu flere.«
     Det skrev statsministeren den 4. februar 2005. Hvor er det nu lige, Venstre bruger flere penge på folkeskolen?

Det gør vi bl.a. på it-udstyr til folkeskolerne, bedre lånemuligheder for kommunerne, så de kan renovere rammerne. Der er en lang række områder, bl.a. bedre bøger og nye bøger til folkeskolen. Det er jo på finansloven, det er ganske klart. Men det er ikke ensbetydende med, at udgiften pr. elev ikke kan falde. Det er igen den her med, at når antallet stiger meget drastisk, vil det selvfølgelig være sådan, at udgiften pr. elev falder, for man skal jo ikke ansætte en ny lærer, fordi der kommer én ny elev - der er altså ikke en lærer pr. elev. Den første elev er altid den dyreste.

     Jeg må sige til fru Christine Antorini: Det er ikke mere end 3 uger siden, at fru Antorini var ude og sige, at folkeskolen i dag er verdens dyreste, men langtfra den bedste. Den må løse sine problemer inden for det nuværende budget.
     Til Ugebrevet A4 sagde fru Antorini: Mit udgangspunkt er, at man ikke skal starte alle skolediskussioner med at kræve flere penge. Den grøft har vi nok været tilbøjelige til at falde i en gang imellem.
     Fru Antorini er lige netop her i dag faldet i den grøft.

Sidste spørgsmål til fru Christine Antorini.

Der er en verden til forskel på, om man siger inden for den samlede ramme, hvor man selvfølgelig tager udgangspunkt i, hvor mange elever der er, og at elevtallet rent faktisk stiger fremover. Det, som regeringen har sagt, er: Næ, det her er en sparedagsorden.
     Derfor vil jeg gerne bede hr. Jens Rohde om helt konkret at forklare, hvad folkeskolen skal nedprioritere for at kunne løfte regeringens egne målsætninger om øget efteruddannelse af skolelærere, flere test, evalueringer, nationale læseplaner osv., for det skal være inden for den ramme, som regeringen igennem kommuneaftalen har aftalt, og som altså lægger op til en besparelse på 260 mio. kr.

Der er ikke noget, som skolerne skal nedprioritere. Det er stadig væk sådan, at får man flere elever i folkeskolen, så falder enhedsudgiften, specielt når antallet stiger drastisk, medmindre man putter rigtig, rigtig mange penge ind.
     Vi har lavet gennemgribende investeringer på folkeskolen, og jeg er igen nødt til at foreholde fru Christine Antorini hendes egne udtalelser og spørge, om hun står ved, at hun har sagt, at folkeskolen i dag er verdens dyreste, men langtfra den bedste, og at den må løse sine problemer inden for det nuværende budget.
     Det er det, fru Christine Antorini har sagt, og så har hun tilmed sagt, at det er en grøft at falde i, at man starter alle skolediskussioner med økonomi. Den holdning havde fru Christine Antorini lige nøjagtig i 3 uger, og så har vi det igen: Siger et, gør noget andet. Siger et, gør noget andet.
     Det var ikke et angreb på regeringen under valgkampen. Det var et valgløfte.

Nu siger vi tak til hr. Jens Rohde og beder den næste ordfører, fru Lotte Bundsgaard, om at komme på talerstolen.

Vi danskere er et af verdens lykkeligste folk. Vi sætter pris på tilværelsen, vi sætter pris på familien, vi sætter pris på vores arbejde, og vi sætter pris på vores gode venner. Det er jo forståeligt nok. Vi lever i et af verdens mest lige, frie og trygge lande. Det skal vi glæde os over.
     Men desværre er alt ikke rosenrødt. Under overfladen er der nemlig gennem de seneste par år ved at vokse sig nogle store og uløste problemer og udfordringer frem. Udfordringer og problemer, man sagtens kan gøre noget ved, hvis man ellers er indstillet på det.
     Vores opfordring til statsministeren og hans ministre skal være, at de ruller vinduer i deres ministerbiler ned, kigger ud og tager fat på de udfordringer og de problemer, som vores samfund står over for. Vores opfordring til regeringen skal være, at den nu tager fat i et bredt samarbejde med oppositionen. Vi er i arbejdstøjet, så det er helt op til regeringen, om den vil tage imod vores invitation.
     Når det går så godt i Danmark, er der ingen undskyldning for, at det går så dårligt med integrationen. Da regeringen tiltrådte, løb 10-årige indvandrerdrenge rundt og lavede drengestreger med vennerne. Nu er de 14 år, og drengestregerne er skiftet ud med hærværk, vold og det, der er værre. På sidelinjen står 10-årige knægte og er parate til at følge i deres fodspor.
     Siden regeringen tiltrådte, er det gået tilbage med integrationen i Danmark. Integrationsprojekter, som virkede, er blevet lukket ned, og ingen nye, effektive tiltag er sat i stedet. Indvandrerne og deres efterkommere mødes stadig af afvisninger og alt for mange lukkede døre på det danske arbejdsmarked, selv om viljen til at bidrage og til at arbejde er stor.

     Siden regeringen tiltrådte, har vi set en voksende religiøs fanatisme i visse muslimske miljøer i Danmark, en fanatisme, hvor store grupper tager afstand fra demokrati, ligestilling og ytringsfrihed.
     Alt for mange unge med udenlandsk baggrund er for dårligt uddannet. Mange forlader skolen uden at kunne læse og skrive ordentligt dansk, og det er især de unge indvandrere, der betaler prisen for, at regeringen har skåret ned på skolepraktikken.
     Vi har en regering, der for 4 år siden skabte gevaldige forventninger om, at den ville få styr på udlændingepolitikken. Men i dag tyranniserer indvandrerbander Nørrebro. Vi har ghettoboliger og ghettoskoler i byer og forstæder. Vi er ved at få et nyt proletariat i Danmark med alt for meget kriminalitet, alt for mange uden uddannelse, uden arbejde og uden håb for fremtiden - alt sammen til stor frustration for danskerne. Det skal der rettes op på. Det kritiserer vi regeringen for ikke at gøre mere ved.
     Men Socialdemokraterne står ikke bare surmulende på sidelinjen. Vi er parate til sammen med regeringen at lave en national handlingsplan, der tager livtag med de her problemer en gang for alle. Vi vil nemlig ikke løbe fra vores del af ansvaret. Vi vil tværtimod tage ansvaret på os og forbedre integrationen. Vi vil sikre tryghed i utrygge kvarterer. Organiserede kriminelle og ungdomsbander skal fjernes fra gadebilledet. Deres hashklubber skal lukkes. De skal overvåges, stoppes og straffes for deres kriminalitet. Vi vil have integrationsprogrammer for alle de mennesker, der skal blive i Danmark; integrationsprogrammer, hvor alle lærer dansk og lærer om den danske kultur.
     Også kvinderne skal ud på arbejdsmarkedet og lære det danske samfund at kende. Kun hvis man kender det danske samfund, kender normerne og kender farerne ved det danske samfund, kan man opdrage sine børn til at blive på den rigtige side af loven.
     Vi vil have, at skolerne og daginstitutionerne i ghettoområderne får ressourcer til at ansætte flere voksne, så vi får børnene og de unge væk fra gadehjørnerne og ind i lektiecafeerne, ungdomsklubberne og fritidsordningerne. Og vi vil have, at arbejdsmarkedet åbner sig, så også mennesker med et fremmedklingene efternavn kan få et arbejde.
     Gennem de sidste mange år har langt de fleste danskere fået flere penge mellem hænderne. Vi arbejder meget og betaler meget i skat. Når det nu går så godt i Danmark, er der ingen undskyldning for, at den offentlige sektor ikke fungerer, som den burde.
     Mange mennesker oplever, at de skal vente længe på hospitalsbehandling, og når de endelig er indlagt, placeres de på en hospitalsgang. Mange af vores børn starter i en skole med skyhøje klassekvotienter og gamle, lasede bøger, og mange ældre oplever kun at få gjort rent hver tredje uge. De oplever, at der slet ikke er tid til den snak, som de ensomste af vores ældre burde have krav på. Det er ikke rimeligt, at de offentligt ansatte skal løbe hurtigere og hurtigere og alligevel ikke har tid til at levere den omsorg og den service, som borgerne har krav på.
     Vi mener, at vores folkeskole skal være i verdensklasse, at de syge skal behandles bedre, at de ældre skal have krav på at få bad mindst to gange om ugen og få gjort rent mindst hver anden uge.
     Det kræver altså, at regeringen ændrer strategi. Kommunerne kan ikke levere bedre og mere service til flere mennesker ved blot at effektivisere og skære ned. Vi vil derfor opfordre regeringen til, at den vælger en vej, hvor der er mere tid til omsorg og kvalitet i daginstitutionerne, på skolerne, på hospitalerne og på plejehjemmene.
     Når det går så godt i Danmark, er der ingen undskyldning for, at stadig flere mennesker lever på kanten af det danske samfund. Den negative sociale arv trives i bedste velgående. Flere tusinde, ofte børnefamilier, lever i noget, der nærmer sig fattigdom. De har ikke råd til ordentlig mad, og de har ikke råd til at sende deres børn til fritidsaktiviteter eller til børnefødselsdag. Og en voksende gruppe af danskere lever helt ude på kanten af det danske samfund, mange uden bolig, mange som misbrugere og mange som psykisk syge. Her lever vi som samfund ikke op til vores ansvar.
     Regeringen burde gøre noget mere for at bekæmpe den negative sociale arv, og det er ikke nok med snak. Når statsministeren efter sommerferien holder sin åbningstale, vil vi ikke høre flere smarte slogans som »bistandsklienter, der bliver til bankdirektører«.

     Vi Socialdemokrater står ikke og surmuler på sidelinjen, men vi vil se handling. Vi vil se handling, der gør noget for at bryde den negative sociale arv, og vi vil se handling, der bringer mennesker fra kanten af samfundet ind i fællesskabet, ikke ud på et sidespor.
     Men det er ikke kun mennesker her i Danmark, der har brug for vores solidaritet. Hver eneste dag dør tusindvis at børn i den fattigste del af verden af sygdomme, vi sagtens kan vaccinere imod eller helbrede i den vestlige verden. Alligevel har vi som et af verdens rigeste lande valgt at skære ned i udviklingsbistanden til verdens fattigste, eller rettere ikke vi, men regeringen har valgt at skære ned i udviklingsbistanden til verdens fattigste. Det mener vi i oppositionen var en uanstændig handling.
     Når det går så godt i Danmark, er der ingen undskyldning for ikke at foretage de nødvendige investeringer i fremtiden. Foran os ligger nemlig rigtig mange udfordringer. Vores arbejdsmarked og konkurrenceevne er under pres i en stadig mere globaliseret verden, og vi bliver færre unge og flere ældre i fremtiden.
     De udfordringer kræver politisk mod og aktiv handling, hvis de skal overvindes til vores alle sammens bedste. Hvis vi ikke sikrer vores velfærdssamfund, vil sammenhængskraften blive svækket, og det er de mennesker, der har allerstørst behov for vores fællesskab, der kommer til at betale prisen.
     Desværre har vi en regering, som tøver. Den bruger jo alle de rigtige ord: Vi skal være bedst, vi skal ikke være billigst. Derfor kan man med rette spørge: Hvordan kan det så være, at den har skåret ned på voksenefteruddannelsen? Hvordan kan det være, at regeringen ikke lever op til sine målsætninger på forskningsområdet? Hvordan kan det være, at regeringen fører en gammeldags erhvervspolitik, hvor omdrejningspunktet er lavere selskabsskatter frem for tænkning i forskning, nye samarbejdsformer og innovation, eller rettere i fremtidssikrede job?
     Vi kan ikke se, hvordan det skal gøre os til de bedste, ikke bare de billigste. Hvorfor sker der ikke mere? Uanset hvad begrundelsen er, vil vi gerne opfordre regeringen til sammen med os at sætte fremtiden på dagsordenen. Hvis man tager et helikopterblik på hele uddannelsesområdet, ser man et tal, der blinker meget faretruende: 25 pct. af vores unge får en aldrig en kompetencegivende uddannelse. De befinder sig i globaliseringens farezone i konkurrence om lavtlønnede job, der siver ud af landet.
     En sikkert meget veluddannet regering ser passivt til, mens vi taber en kvart ungdomsårgang på gulvet hvert eneste år. Det er mildest talt ikke særlig klogt. Men vi Socialdemokrater vil ikke stå og surmule på sidelinjen, vi vil gerne hjælpe regeringen med at hjælpe de mange, der i dag ikke får en uddannelse. Det kræver en enorm indsats.
     Vi har en lang række forslag til fremtidens uddannelsespolitik. Det er nemlig menneskers viden, ideer og kompetencer, som vi skal leve af. Derfor stiller vi ambitiøse krav til folkeskolen. Vi vil have en skole, hvor alle børn lærer både at læse og skrive og regne, samtidig med at de udvikler sig til selvstændigt tænkende og glade mennesker.
     Derfor stiller vi forslag om en uddannelsesgaranti. En garanti, der gør, at alle unge kan gennemføre en ungdomsuddannelse, og derfor stiller vi forslag om, at voksen- og efteruddannelsen skal have et løft. Et løft, hvor mange flere voksne kan komme i voksenlære, og hvor det bliver naturligt at uddanne sig gennem hele livet. Og derfor stiller vi forslag om, at vi bruger flere penge på forskning, for vi ved, at investeringer i uddannelse og i forskning i f.eks. vedvarende energi giver arbejdspladser og vækst i Danmark.
     Fremtidens udfordringer løses også kun, hvis vi tør se udfordringerne i øjnene, og hvis vi tør byde på løsningsforslag, selv om de ikke får opbakning fra alle i Danmark.
     Der er stadig mange, der ikke kan få et arbejde. Især rammes indvandrerne og seniorerne hårdt af langvarig ledighed, når deres virksomhed flytter job til udlandet. Den udfordring skal vi gøre noget ved her og nu. Men på længere sigt ser det jo anderledes ud. Inden for en overskuelig årrække bliver vi nemlig flere ældre og færre yngre på arbejdsmarkedet. Det gør, at vi skal tænke nyt og finde nye løsninger for ikke bare at bevare, men også for at forbedre vores velfærdssamfund.
     Derfor har vi Socialdemokrater åbnet debatten om, hvordan vi sikrer et større arbejdsudbud i Danmark. Vi har åbnet debatten, fordi vi ikke alle sammen kan arbejde mindre, få flere penge til privatforbrug og forbedre den offentlige sektor på en og samme tid. Det ved befolkningen, og det forstår befolkningen. Derfor er den ligesom os optaget af at finde nye løsninger, så vi også fremover har penge og hænder nok til at pleje de ældste og passe de yngste.

     Men vores fremtid skabes også i et samspil med resten af verden. Derfor skal vi være aktive på den internationale scene. Vi skal påvirke med vores holdninger om en mere fredelig, demokratisk og retfærdig verden. Derfor undrer det os, at regeringen ikke har flere internationale ambitioner, når det gælder bekæmpelsen af fattigdom, sult og aids i Afrika.
     Derfor undrer det os, at statsministeren ikke bruger sine gode kontakter til den amerikanske administration til at lægge mere pres på amerikanerne for at bidrage til styrkelsen af FN, international ret og respekt for internationale konventioner. Det er i det hele taget mærkeligt, at statsministeren er så optaget af at komme til Washington for at blive klappet på ryggen. Vi synes langt hellere, han skulle slå i bordet.
     Vi er nu ved afslutningen af et folketingsår præget af valgkamp og af ny kommunalstruktur. Der har været meget kamp og desværre ikke så meget samarbejde. Vi har i forhandlingerne om kommunalreformen forsøgt at påvirke regeringen til at rette op på de værste sider af reformen. Med stædighed og hårdt arbejde er det lykkedes os flere steder.
     Desværre har der også været områder, hvor regeringen ikke har været til at rokke ud af stedet. Desværre har regeringen mange gange valgt alene at satse på sit flertal med Dansk Folkeparti. Spørgsmålet er, om regeringen i næste folketingssamling vil være mere villig til at samarbejde til begge sider af Folketinget. Vi har i hvert fald tænkt os at søge al den indflydelse, vi kan få. Vi har valgt at følge vælgernes ønske om, at vi skaber løsninger med bred politisk opbakning.
     Vi vil derfor gerne opfordre statsministeren og hans ministre til, at de ruller vinduerne ned i ministerbilerne, kigger ud og viser den forhandlingsvilje, der skal til for at løse de problemer, vi står over for. For på trods af at det går godt i Danmark, er der jo masser af udfordringer at tage fat på, og de udfordringer løser vi altså bedst i fællesskab.
     Så skal jeg på vegne af Socialdemokraterne, De Radikale og SF fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Idet Folketinget konstaterer, at globaliseringens udfordringer nødvendiggør en markant dansk satsning på uddannelse og forskning med henblik på at sikre fremtidig vækst, velfærd og beskæftigelse på et miljømæssigt bæredygtigt grundlag, pålægges regeringen:
- At gennemføre en investeringsplan for forskning og udvikling i årene 2006-2010 med årlige forøgelser af de offentlige forskningsbudgetter på 1 mia. kr., hvorved den samlede investering bliver på 15 mia. kr., hvilket svarer til
1 pct. af BNP i 2010.
- At aflyse regeringens fornyede krav til kommunerne om nedskæringer på folkeskolens udgifter pr. elev.
- At fremlægge forslag som sikrer alle unge en reel uddannelsesgaranti og dermed mulighed for at få en kompetencegivende uddannelse efter folkeskolen.« (Forslag til vedtagelse nr. V 41).

Der er nu fremsat følgende forslag til vedtagelse: (Se foran). Dette forslag indgår herefter i forhandlingen.
     Det er jo svært, når der kommer sådan en hel skov af hænder op, så vi har gjort vores ihærdigste anstrengelser for at finde ud af, hvem det var, der rakte de hænder op. Det er følgende, der har meldt sig til korte bemærkninger: Fru Pia Christmas-Møller, hr. Jens Rohde, hr. Villy Søvndal, hr. Per Clausen, fru Pia Kjærsgaard, fru Gitte Lillelund Bech, fru Inger Støjberg, hr. Søren Espersen, hr. Rune Lund, hr. Leif Mikkelsen, fru Charlotte Antonsen, hr. Kristian Pihl Lorentzen, hr. Jakob Axel Nielsen, hr. Torsten Schack Pedersen, fru Ellen Trane Nørby, hr. Morten Messerschmidt, hr. Jens Hald Madsen, hr. Troels Lund Poulsen, hr. Jacob Jensen, hr. Christian Wedell-Neergaard, hr. Flemming Damgaard Larsen, hr. Erling Bonnesen, hr. Kristian Thulesen Dahl og fru Charlotte Dyremose.

     Er der andre, der ønsker at blive noteret i første omgang? Det er ikke sikkert, vi når dem alle sammen, men nu går vi i hvert fald i gang. Den første er fru Pia Christmas-Møller.

Socialdemokraterne har åbnet for velfærdsdebatten, fik den nye socialdemokratiske ordfører sagt i sit ordførerindlæg. Det må vist være lidt af en tilsnigelse, der udtrykker noget erindringsforskydning. Kendsgerningen er vel, at Socialdemokraterne langt om længe har valgt at deltage i den debat, vi andre for længst har været i fuld krig med, men velkommen til debatten.
     Jeg vil gerne vide, om det er dækkende, når den nye socialdemokratiske formand har meldt ud, at hun accepterer skattestoppet som forhandlingsgrundlag for de kommende finanslovforhandlinger. Det vil jeg gerne vide om den socialdemokratiske ordfører kan garantere står til troende, for der har være meget flimmer på skærmen. Der har været meget flimmer om, hvad der egentlig kan forventes af Socialdemokratiet, for til Ugebrevet A4 har Sandy Brinck jo sagt, at hun er noget overrasket over sin formands åbning på dette felt. Hvad kan vi regne med? Kan man støtte skattestoppet?

Først vil jeg sige, at en stor forskel på regeringen og på Socialdemokraterne, når vi diskuterer velfærdsændringer, er, at regeringen har valgt bare at lægge hele diskussionen om velfærdsændring over i en kommission med eksperter. Hvor vi før så, at De Konservative var langt fremme i skoene og havde de ene forslag efter det andet, har man nu valgt at placere det i en kommission, hvorimod vi Socialdemokrater faktisk godt tør tage debatten åbent og diskutere, hvordan vi også sikrer et velfærdssamfund på sigt.
     Hvad så med skattestoppet? Vi har det sådan i Socialdemokratiet, som vi også har haft det de foregående år, at man ikke skal bruge skattestoppet til at holde os uden for finanslovforhandlingerne. Vi mener nemlig, at der er rigtig meget, der skal gøres i det her samfund. Vi skal have forbedret integrationen, vi skal have sikret, at flere unge får en uddannelse, vi skal have sikret, at man kan komme tilbage på arbejdsmarkedet, selv om er over 50 år, og der skal man altså ikke bare bruge et eller andet, f.eks. skattestoppet, til at sige: I kan godt holde jer væk.

Det lyder godt, hvis vi nu har et fælles grundlag, nemlig skattestoppet. Jeg kan ikke forstå den socialdemokratiske ordfører på anden måde. Det betyder så også, at Socialdemokratiet er parat til at foretage prioriteringer inden for den ramme, når vi skal i gang med finanslovforhandlingerne. Kan jeg få et klart svar på det?

Nu er det jo sådan, at skattestoppet bygger på den skattepolitik, som hr. Ole Stavad var en af bannerførerne for
i 1990'erne, og der har regeringen valgt fuldstændig at låse skattepolitikken fast ved hjælp af skattestoppet. Vores klare holdning er, at regeringen ikke skal kunne bruge skattestoppet som undskyldning til at holde os uden for finanslovforhandlingerne. Vi mener, der er rigtig mange ting, man kan gøre bedre i det her samfund ved f.eks. at sikre, at vi får integreret flygtninge/indvandrere noget bedre, og at alle unge får en kompetencegivende ungdomsuddannelse, og der skal regeringen ikke tro, at de bare kan sige skattestop og så lukke døren døren og holde os udenfor. Vi mener, der er så mange ting, der skal gøres, og vi har tænkt os at gøre alt, hvad vi kan, for at få indflydelse på det.

Det er jo noget papegøjesnak - undskyld, jeg siger det - og der er desværre ikke megen variation i det. Der bliver spurgt til skattestoppet, men lad os nu være venlige og så sige, at vi accepterer det her som et svar, der lyder: Ja, vi går ind
i finanslovforhandlingerne og accepterer skattestoppet som præmis. Det er bare ja eller nej, men hvis fru Lotte Bundsgaard ikke selv vil konkludere, så siger vi: Yes, det gør Socialdemokraterne. Hurra, så er vi nået så langt! Så er det bare, jeg vil spørge til det, som vi også sådan har talt om i medierne her til morgen, at Socialdemokraterne har fremsat forslag i medierne og i salen her for 70 mio. kr. om dagen i gennemsnit siden valget - 70 mio. kr. om dagen siden valget i gennemsnit. Hvordan vil Socialdemokraterne få det til at hænge sammen med, at man vil forhandle finanslov med skattestoppet som præmis? Jeg er nødt til at understrege over for fru Lotte Bundsgaard, at skattestoppet ikke bare er en overskrift.

Vi er, som hr. Jens Rohde også påpeger, kommet med en del forslag i den her folketingssamling, der skal forbedre integrationen i Danmark, fordi vi mener, at det er for dyrt at spare på integrationsindsatsen, og at det er et kæmpeproblem, at der er børn, der er født i Danmark og starter i skolen, som ikke kan dansk.

     Vi mener, det er et kæmpeproblem, at en fjerdedel af en ungdomsårgang ikke får en ungdomsuddannelse. Det kan man godt vælge at spare på og lade være med at bruge penge på, men det får man jo kæmpeproblemer ud af på sigt.
     Så vil jeg sige med hensyn til finansloven, og om vi nu kan få den til at hænge sammen. Hr. Jens Rohde kan tage det helt stille og roligt og sove trygt hele sommeren. Når vi kommer til det tidspunkt, hvor regeringen har fremsat deres finanslovforslag, fremsætter vi, som vi har gjort i al den tid, vi har siddet i opposition, i al den tid, vi har haft regeringsmagten, et finanslovforslag, der hænger sammen. Hr. Jens Rohde kan tage det stille og roligt.

Okay, jeg synes egentlig, jeg er sådan rimelig god til at snakke udenom, hvis jeg bliver presset, det skal jeg gerne erkende. Fru Lotte Bundsgaard negligerer fuldstændig mine spørgsmål og fuldstændig fru Pia Christmas-Møllers spørgsmål. Det er fantastisk, det er dog en nyskabelse.
     Kan vi nu få et svar? Kan vi nu få et svar? Vil man acceptere skattestoppet som præmis for de her forhandlinger? For hvis man gør det, er man selvfølgelig velkommen til at komme med den række af forslag, som man har præsenteret her, men så må man jo have penge med. Og jeg kunne forstå på finansordfører hr. Henrik Sass Larsen i Jyllands-Posten, at da vi sagde, at man også selv må have nogle penge med, så var det sådan en meget uvenlig imødekommelse over for Socialdemokraterne. Men sådan er er virkeligheden jo, fordi skattestoppet ikke bare er en overskrift.
     Vil man selv komme med penge, og er man villig til at udvise et vist mådehold, så man kan overholde skattestoppet i de her finanslovforhandlinger, eller er det bare en overskrift?

Hr. Jens Rohde kan være helt tryg ved, at man ikke kan holde Socialdemokraterne væk fra finanslovforhandlingerne ved at sige, at de finanslovforhandlinger, vi har, bygger på regeringens skattestop. Hr. Jens Rohde kan også være fuldstændig tryg ved, at vi fremsætter et finanslovforslag, der er finansieret krone for krone, men også et finanslovforslag, der tager fat på nogle af de problemer, regeringen ikke har brugt særlig meget tid på de sidste 4 år, nemlig med nogle af de forslag, regeringen vil kunne se at vi har fremsat på integrationsområdet for at sikre, at alle unge får en kompetencegivende uddannelse. Vi vil ikke lade stå til, som den nuværende regering har gjort, hvor hver fjerde ung ikke får en kompetencegivende uddannelse.
     Så mit klare svar til hr. Jens Rohde er: Sov trygt om natten, vi fremsætter et finanslovforslag, der hænger sammen, og nej: Regeringen kan ikke bruge skattestoppet til at holde os uden for finanslovforhandlingerne.

Det er, synes jeg, man må sige, et meget venligt Socialdemokrati, vi møder i dag, og jeg synes bestemt ikke, man skal bebrejde folk, at de er venlige. Det synes jeg repræsenterer en dyd. Jeg vil så bare sige, at man nu bøjer sig meget langt ned for at komme inden for den dør, som hr. Jens Rohde taler lavere og lavere ned. Man skal bøje nakken dybere og dybere for overhovedet at få lov til at komme ind, også i form af at opgive mange principielle ståsteder vedrørende skattestop, velfærdsreformer, udlændingepolitik osv. osv.
     Så vil jeg godt spørge den socialdemokratiske ordfører:
Er det så ikke voldsomt at blive mødt med hån, med utak, med en syret ironi og med en statsminister, der efterlyser en opposition? Og jeg vil godt som afslutning spørge: Giver det anledning til at overveje, om strategien er rigtig?

Jeg vil godt sige, at vi Socialdemokrater ikke er valgt til at få ros af statsministeren eller blive gode venner med hr. Jens Rohde, Venstres ordfører. Vi er valgt til at forbedre de steder, vi kan forbedre. Vi har desværre ikke et flertal, der gør, at vi sidder i regering, men vi har tænkt os at knokle for bl.a. at forbedre forholdene for de svageste i det her samfund, som hr. Villy Søvndal kæmper for; for at sikre, at vi får en ordentlig folkeskole, og for at sikre, at vores integration bliver bedre. Det er vi valgt til at kæmpe for.
     Så kan det godt være, statsministeren aldrig stiller sig op og anbefaler, at man stemmer socialdemokratisk. Pyt med det, hvis vi bare får ændret nogle ting i den rigtige retning. Det er det, der er vores ambition.

Men mit indlæg var bestemt også venligt ment på den måde, at vi jo gerne vil hjælpe til med det. Jeg synes bare, det nærmer sig næsten noget ubehageligt at se på, når man oplever, at Socialdemokraterne kommer så tæt på døren og der så sker, tror jeg, noget meget kynisk - og jeg tror, man fra socialdemokratisk side har undervurderet kynismen i den nuværende regerings måde at agere på - nemlig at døren, når de har næsen så tæt på, at der højst er 5 cm, siger slam. Det kan man jo godt få ondt i hovedet af, hvis det gentager sig rigtig mange gange, og kommer man for tæt på, får man også problemer med næsen.

     Der vil jeg bare spørge: Giver det anledning til overvejelse om, hvor tæt på man skal bevæge sig? Og tror man, man kan ændre statsministerens ligesom genetiske trang til at smække den der dør voldsomt stærkt i?

Jeg kan kun sige det samme til hr. Villy Søvndal, som jeg sagde tidligere, nemlig at vi ikke er valgt til at blive gode venner med statsministeren eller til at få ros af statsministeren. Det betyder faktisk ikke særlig meget for os. Vi er heller ikke valgt til, at hr. Jens Rohde, eller hvem det nu ellers er fra oppositionen, skal synes, vi er gode. Vi er heller ikke valgt til at opleve, at de bare åbner dørene for os.
     Det, vi er valgt til, er at sikre bedre forhold og løse de problemer, som vores samfund står over for; også at sikre de seniorer, som i dag ikke kan få et job, sikre at vores samfund kan overleve på lang sigt, tage fat i de ungdomsbander, der hærger på Nørrebro, og sikre en bedre integration. Det er det, vi kæmper for. Så kan det godt være, vi ikke bliver så gode venner med regeringen, men pyt da med det.

Den forligsiver, Socialdemokratiet udviser, er meget beundringsværdig. Jeg vil bare sige til det, at man kan få krum ryg af andet end hårdt arbejde. Det her handler også lidt om politik, for det bliver jo sagt meget klart af regeringspartiernes ordførere, at den eneste måde, Socialdemokratiet kan komme i forhandlinger med regeringen på, er, at de accepterer regeringens politik. Så vil jeg godt spørge fru Lotte Bundsgaard, om hun mener, at regeringens politik kan løse Danmarks problemer, bare fordi Socialdemokratiet får anledning til at flytte et par kommaer hist og pist?
     Det andet er: Fru Lotte Bundsgaard var meget inde på de folk, der holdes uden for arbejdsmarkedet, men snakkede så i næste sætning om behovet for at øge udbuddet af arbejdskraft. Det er jo det, der dækker over, at man skal fjerne efterlønnen og hæve pensionsalderen. Der vil jeg bare spørge fru Lotte Bundsgaard, om hun tror, det bliver nemmere for den fjerdedel, der i dag holdes uden for arbejdsmarkedet, at få arbejde, hvis man øger arbejdsudbuddet ved at forringe de overførselsindkomster, der findes i dag.

Først til spørgsmålet, om vi bare vil flytte kommaer. Nej, det vil vi ikke. Lad mig give et godt eksempel: Vores formand, fru Helle Thorning-Schmidt, fremlagde for en måneds tid siden for statsministeren tankerne om, at vi bliver nødt til at gøre noget mere for integrationen i Danmark, og at vi bliver nødt til at lave en handlingsplan, hvor vi kan måle, hvad der virker, og hvad der ikke virker. Vi kan jo kaste rigtig mange penge efter projekter, der ikke virker, hvis vi ikke hele tiden er opmærksom på, hvad der virker. Hvis vi ikke får integreret flygtninge og indvandrere noget bedre i Danmark, får vi kæmpeproblemer, bl.a. også med den sammenhængskraft, som jeg også ved at Enhedslisten bekymrer sig rigtig meget for. Det fremlagde vores formand forslag over for statsministeren om.
     Regeringen har nu valgt at indlede integrationsforhandlinger på den baggrund. Det er vi da glade for. Vi står ikke og håner regeringen for, at de har hugget vores forslag, tværtimod. Vi gør det, som vi mener vi skal gøre, nemlig kæmper for, at vi får løst de problemer, vores samfund står over for, og det er f.eks. på integrationsområdet, hvor det bare ikke er godt nok.

Nu skræmmer sporene en lille smule. Sidst Socialdemokratiet skulle løse de her problemer sammen med regeringen, førte det til et forlig, hvor en række af de indkomster, som de fattigste i det her land får, blev yderligere forringet, og nu taler man om yderligere at fjerne forsørgelsesgrundlaget for de mennesker. Det synes jeg måske ikke lyder ret godt.
     Det andet, jeg vil spørge om, er: Er fru Lotte Bundsgaard ikke enig med mig i, at den vigtigste opgave her og nu er at sikre, at de mennesker, der bliver holdt uden for arbejdsmarkedet, kommer ind på arbejdsmarkedet, og at det ville være en meget god idé, hvis man f.eks. brugte nogle af de penge, man i dag bruger på dagpenge, til at oprette nogle job f.eks. i den offentlige sektor, som kunne betyde, at de ældre kunne få en ordentlig service?
     For det er jo sådan, at hvis vi kan få de mennesker, der
i dag holdes uden for arbejdsmarkedet, ind på arbejdsmarkedet, så kan fru Lotte Bundsgaard sove trygt om natten uden at frygte ældrebomben eller mangel på arbejdskraft de næste mange, mange år.

Jeg vil godt sige, at jeg er fuldstændig enig med hr. Per Clausen i, at der bestemt stadig væk er mennesker i Danmark, der ikke kan få et arbejde. Nye rapporter viser også, at det især er indvandrere og seniorer, der rammes, når virksomheder flytter til udlandet. Der er ingen tvivl om, at de problemer skal vi tage fat på, og her har vi et problem nu og her.
     På længere sigt kan det så være et andet problem, vi står over for. Vi siger, vi bliver nødt til at diskutere, hvordan vi får velfærdssamfundet til at hænge sammen også på sigt.
     Så til det her med forsørgelsesgrundlaget. Der tror jeg, hr. Per Clausen henviser til, at vi er modstandere af det, der hedder forklædeydelsen. Forklædeydelsen går ud på, at især indvandrerkvinder går derhjemme og får en offentlig forsørgelse uden at skulle stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Det er et kæmpestort problem, for så kommer de kvinder ikke ud og lærer vores samfund at kende, lærer de farer at kende, der er ved vores samfund, lærer samfundet at kende, så de kan opdrage deres børn til både at blive en del af samfundet og blive på den rigtige side af loven. Derfor bekymrer det os meget, at mange indvandrerkvinder går derhjemme og ikke lærer vores samfund at kende. Så det vil vi gerne diskutere med regeringen, det er korrekt.

Jeg vil godt berøre et meget alvorligt problem for det danske samfund, som fru Lotte Bundsgaard også var inde på. Fru Lotte Bundsgaard var jo meget hård i sin retorik med hensyn til at tage fat i de ungdomsbander, der hærger på Nørrebro.
     Jeg vil godt høre fru Lotte Bundsgaard, hvis parti det er, der i den grad har været medskyldig i det, der nu opstår på Nørrebro og andre steder i Danmark. Nørrebro er ikke det eneste sted, men det er det, vi hører mest om i øjeblikket, og det er et meget, meget stort og meget, meget alvorligt problem. Men hvordan vil fru Lotte Bundsgaard og Socialdemokraterne kunne gennemføre det, de siger, når de samtidig har slinger i deres udlændingepolitik?
     Det er ikke ret lang tid siden, nøjagtig den 29. april 2005, at vi havde en debat her i Folketinget, hvor Socialdemokraterne gik sammen med De Radikale om at nedsætte et udvalg, som skulle gå ud på at ændre udlændingeloven. Når jeg siger »ændre udlændingeloven«, mener jeg, at det jo igen var en lempelse af udlændingeloven, Socialdemokraterne lagde op til.

Jeg vil godt tage fat på et konkret eksempel fra Danmark i dag. I Odense er der fire unge, som har begået grov kriminalitet, som nu går rundt på gaden. Selv om kommunen er klar med sikrede pladser til de unge og klar til at tage fat på en indsats over for dem, går de rundt på gaden. Hvorfor gør de det? Det gør de, fordi der er alt for lang ventetid ved domstolene.
     Jamen har Socialdemokraterne da gjort noget ved det? Ja, det har vi faktisk. I sidste samling fremsatte vi et beslutningsforslag, hvori der står, at vi skal have hurtigere straf til kriminelle unge, at unge mellem 15 og 17 år, der begår kriminalitet, maksimalt skal kunne vente 30 dage på at få deres sag for en dommer. Det vil sige, at vi vil tage fat på de unge, hurtigt få dem for en dommer, hurtigt give dem den straf, de skal have. Det forslag var regeringen imod. Den valgte at gøre det, som regeringen ofte gør, nemlig putte det
i udvalg. Der er det bare, vi siger: Lad os nu i fællesskab tage ansvaret på os og gøre noget for at få de unge bander væk fra gaden og ind i sikrede institutioner. Lad dem få en straf hurtigt.

Tage ansvaret på os! Det var dog utroligt at skulle høre det fra Socialdemokraterne. Det er så sandelig på høje tid. Måske kan man være tilbøjelig til at tro, at det er for sent, at Socialdemokraterne begynder at tage ansvaret på sig. Nu må vi jo se, hvordan det går med den integrationsplan, hvor forhandlingerne er i gang i øjeblikket, om Socialdemokraterne vil være med. Det håber jeg sådan set at Socialdemokraterne vil. For selvfølgelig er der behov for det, men der er ganske givet også behov for, at der sker nogle stramninger på området. Der håber jeg også Socialdemokraterne er med.
     Men jeg vil godt tilbage til det, jeg spurgte om, hvor fru Lotte Bundsgaard ikke svarede. Hvordan kan man gøre begge ting samtidig? Altså, man siger, at der nu skal ske noget virkelig effektivt på det her område, samtidig med at man åbner adgang for, at udlændingeloven igen bliver lempet. Det kan Socialdemokraterne ikke løbe fra, for der foreligger faktisk et forslag til vedtagelse, hvor S og R stod sammen, som man plejer at gøre i udlændingespørgsmål, om, at man nu altså ville se på nogle lempelser.

Der er jo ingen grund til, at fru Pia Kjærsgaard bliver sur over, at vi foreslår, at vi løser det her i fællesskab, for der er et kæmpestort problem. Der er et stort problem med integration i Danmark, der skaber både utryghed og en stor gruppe af unge med anden etnisk baggrund, der mister troen på, at de kan blive en del af vores samfund. Så lad os da løse det i fællesskab.
     Vi er også glade for de forhandlinger, som regeringen har taget sig sammen til at indkalde til på integrationsområdet, så vi kan få gjort noget mere for at forbedre integrationen.
     Jeg vil godt sige, at vi har tænkt os at overholde menneskerettighederne, men vi har også tænkt os at gøre gaderne mere sikre. Vi har tænkt os at sikre, at selv om man har et fremmedklingende efternavn, skal man kunne få et job i Danmark. Vi har tænkt os at sikre, at de børn, der er født i Danmark, også kan tale dansk, når de starter i skolen. Det mener vi altså ikke er hinandens modsætninger.

Jeg kan blive helt bekymret, når jeg hører fru Lotte Bundsgaards svar til min kollega, hr. Jens Rohde. For det lyder, som om fru Lotte Bundsgaard faktisk ikke har forstået, hvad et skattestop går ud på. Specielt den sidste del, s-t-o-p betyder stop. Det betyder, kan jeg så oplyse fru Bundsgaard om, at man ikke kan sætte skatten op. Det er sådan set en garanti, som denne her regering har givet til hr. og fru Danmark, hr. og fru Jensen, om, at de simpelt hen ikke får sat skatterne op, og det har de ikke fået, siden den her regering kom til.

     Nu har jeg så læst Jyllands-Posten her til morgen. Her til morgen er fru Lotte Bundsgaard ude at sige, at Socialdemokraterne vil lave en begrænsning af retten til fradrag for meget høje pensionsindbetalinger. Derfor bliver jeg nødt til at spørge fru Bundsgaard: Er en begrænsning i et fradrag i overensstemmelse med et skattestop, som betyder, at hr. og fru Jensen ikke kommer til at betale mere i skat?

I går havde vi en god debat i Folketinget om, hvordan man skulle sikre flere praktikpladser til de unge. Det gør regeringen ved at hæve arbejdsmarkedsbidraget til at betale for denne her ordning. Det er man selvfølgelig fra virksomhedernes side meget sur over, og man siger: Når I nu presser os til, at vi skal betale mere i elevrefusion, er det jo en skat, I skruer op for. Nej, siger skatteministeren, når det går til noget bestemt, er det ikke nogen skat, vi skruer op for. Så jeg kunne egentlig godt tænke mig, at fru Gitte Lillelund Bech forklarede, hvordan det kan være, at det ikke er at bryde regeringens skattestop, når man hæver Arbejdsmarkedets Elevrefusion, som det jo er virksomhederne der betaler til?

Jeg er endog endnu mere bekymret nu, fordi fru Lotte Bundsgaard endnu en gang nægter at svare på spørgsmålet om, hvorvidt fru Lotte Bundsgaard faktisk har forstået, at s-t-o-p betyder stop og dermed faktisk betyder, at skatten ikke kan sættes op på arbejdsindkomsten. Jeg taler om den arbejdsindkomst, som en stor del af danskerne har. Vi betaler alle sammen indkomstskat.
     Jeg vil gerne have svar på det spørgsmål, som jeg stillede før: Er en begrænsning af retten til fradrag for høje pensionsindbetalinger i strid med et skatte-s-t-o-p, eller er det i tråd med regeringens udlægning af, hvordan man vil følge skattestoppet?

Så er det altså godt! I debatten i dag har vi hørt, at Venstres ordfører, fru Gitte Lillelund Bech, kan stave til »stop«, men vi har også fået en lektion i, hvad regeringens skattestop betyder, for hele Folketingssalen må jo have hørt det, fru Gitte Lillelund Bech sagde før, nemlig at det handler om skat på arbejdsindkomst.
     Hvorfor er det, at regeringens skattestop ikke også sætter ind, når man hæver Arbejdsmarkedets Elevrefusion? Det er jo det, virksomhedsejerne siger, det er det, de skælder ud over. Så det kan godt være, at fru Gitte Lillelund Bech kan stave til »stop», men helt at forklare regeringens skattepolitik er dog ikke lykkedes.
     Men man kan være tryg ved, at man ikke kan holde Socialdemokraterne uden for finanslovforhandlingerne ved bare at stave til »stop«, for vi mener, at der er så mange problemer, vi bliver nødt til at løse i fællesskab, og dem vil vi gerne være med til at løse i form af at sikre en bedre integration, sikre, at flere får en uddannelse, og sikre, at seniorerne får et job.

Jeg forstår på fru Lotte Bundsgaard, at hun og Socialdemokraterne agter at komme med en del penge, når nu vi skal til at forhandle om finansloven.
     Så i den forbindelse kunne jeg egentlig godt tænke mig at høre lidt nærmere om Socialdemokraternes ideer om børnefamilieydelserne. Det må jo siges, at der har været en del modstridende meldinger. Først vil man skære 1 mia. kr. på børnechecken over for de yngste, så vil man skære 1 mia. kr. ved at aftrappe i forbindelse med indkomsten, og så er det pludselig kun 200 mio. kr. Der er altså en række modeller i spil.
     Så jeg kunne egentlig godt tænke mig at høre fru Lotte Bundsgaard: Hvor meget er det egentlig, børnefamilierne kommer til at holde for nu? Hvor meget bliver der skåret i børnechecken? Og vil der blive indført en indkomstaftrapning? Hvad er det præcis, det er, børnefamilierne kommer til at holde for med nu her i forbindelse med finansloven?

Når vi fremsætter vores finanslov, vil man kunne se, hvordan vi finansierer vores forslag krone for krone.
     Men jeg vil godt sige, at når vi har fokuseret på børnefamilierne, har vi ment, at det var alt for dyrt at få sine børn passet, at det var alt for dyrt, at man i dag betaler op til 3.500 kr. for at få sit barn passet i en vuggestue. Der har vi klart og tydeligt sagt, at det maksimalt skal koste 1.000 kr. at få sit barn passet, for når man går på arbejde hver eneste dag, tjener mange penge og betaler rigtig meget i skat, kan det ikke passe, at det er så dyrt at få sine børn passet. Derfor har vi foreslået, at det maksimalt skal koste 1.000 kr. at få et barn passet i en daginstitution.
     Regeringen var også ude at foreslå noget af det samme i valgkampen, men det viste sig jo, at det var på rimelig langt sigt, regeringen ville forbedre forholdene for børnefamilierne.
     Men vi mener altså noget med det, når vi siger, at mennesker, der går på arbejde hver eneste dag og endog føder børn, så vi også på sigt kan blive forsørget, ikke skal straffes ved at betale sådan nogle høje daginstitutionstakster.

Der bliver overhovedet ikke svaret på spørgsmålet.
     Socialdemokraterne har meldt ud, at de vil skære 1 mia. kr. for de yngste. Socialdemokraterne har meldt ud, at de vil lave en aftrapning i forbindelse med indkomsten. Jeg kunne godt tænke mig at høre: Hvor meget er det egentlig, børnefamilierne kommer til at holde for? Hvor er det præcis, man vil skære i børnechecken? Vi har hørt en gevaldig masse modeller, men nu må vi have et svar. Hvor er det, børnefamilierne kommer til at holde for? Hvor skal der skæres, så man kan få finansieret bare nogle af de her forslag, som Socialdemokraterne fremlægger?
     Det er rent faktisk blevet fremsat forslag for i gennemsnit 70 mio. kr. pr. dag fra Socialdemokraternes side. Så hvad er det præcis, børnefamilierne kommer til at mærke? Hvor bliver der skåret?

Jeg bliver nødt til endnu en gang at sige til fru Inger Støjberg, at hvis det her var en finanslovdiskussion, skulle finansministeren have været heroppe og starte med at holde en tale; så skulle regeringen have fremlagt en finanslov. Så ville vi også have fremlagt en finanslov, hvor man kunne se, hvordan vi finansierer vores forslag krone til krone. Så det er lidt spild af tid at blive ved med at spørge til det.
     Men i forhold til børnefamilierne kan jeg sige, at det her jo er et rimelig dyrt forslag, fordi det i dag er meget dyrt at få sine børn passet i daginstitutionerne. Derfor er det også et udgiftskrævende forslag, når vi siger, at det maksimalt skal koste 1.000 kr. at få sit barn passet.
     Jeg kan se, at fru Inger Støjberg ryster lidt på hovedet, men jeg synes, at fru Inger Støjberg skulle prøve at gå ud og spørge alle de forældre, der i dag får passet deres børn i daginstitutionerne, hvad de giver for det. Dér vil man kunne få illustreret, at det er en god portion penge, vi tilfører de børnefamilier og de forældre, der hver eneste dag står op og går på arbejde og betaler en høj skat.

På udlændingeområdet har vi i hvert fald konstateret, at Socialdemokraterne sådan i det retoriske er ved at bevæge sig langsomt væk fra samarbejdet med De Radikale og SF og Enhedslisten. Man kan sige, at Socialdemokratiet er ved at kravle op af dyndet, og det glæder os jo, hver gang det sker.
     Men jeg vil alligevel gerne stille et spørgsmål. Det, som jeg betragter som det endelige kvantespring op på landjorden i virkelighedens verden, hvor vi andre befinder os, er, hvor man må begynde at tale om antallet af flygtninge og indvandrere. Det måtte man aldrig i gamle dage under regeringen Nyrup. Da var det sådan et fyord, og det var nærmest kynisk at tale om antal. Vil fru Lotte Bundsgaard erkende, at antallet af indvandrere og flygtninge er helt afgørende for succesen af integration? Må man godt tale om antal nu?

Der er ingen tvivl om, at det er nemmere at integrere få end integrere mange, men jeg synes egentlig, at Dansk Folkeparti
i stedet for altid at kigge tilbage skulle prøve at kigge frem og se: Hvad gør vi for at forbedre integrationen i Danmark? Hvordan sikrer vi, at de flygtninge og indvandrere, der er i Danmark, kommer i arbejde, får en uddannelse, og at der ikke er kriminelle indvandrerbander på gaderne? Hvordan sikrer vi, at de børn, der er født i Danmark, kan dansk, når de starter i skole; at der er den tid, der skal til, for at sikre, at de får en eksamen, så de også kan komme ud og bidrage på arbejdsmarkedet? Jeg mener faktisk, at det er det, vi er valgt til at tage os af. Men Dansk Folkeparti kan godt blive ved med at kigge bagud. Vi synes bare, at vi skulle kigge frem og løse de her problemer en gang for alle.

Vi ser både den her situation som noget, der er sket i fortiden; noget, der sker i dag; noget, der sker fremover. Jeg plejer at sige, at vi tilgiver alt, men vi glemmer intet, og det gælder specielt, når det drejer sig om Socialdemokraterne.
     Men jeg har ikke fået svar på mit spørgsmål. Er det vigtigt for Socialdemokratiet - når jeg spørger, er det, fordi fru Lone Dybkjær forleden i Folketinget direkte sagde, at antallet er ligegyldigt, man ville ikke tale om antallet - at holde antallet af asylansøgere og indvandrere og familiesammenførte nede. Ja oder nein, ja eller nej?

Jeg har sådan set svaret på hr. Søren Espersens spørgsmål:
Det er selvfølgelig nemmere at integrere få end integrere mange. Men så vil jeg godt sige, at jeg ikke har nogen som helst brug for tilgivelse fra hr. Søren Espersen, og at jeg ikke har brug for ros fra statsministeren. Men det, vi har brug for, er, at vi får taget fat på integrationen en gang for alle.
     Socialdemokraternes formand satte sig i spidsen for at få skabt en national handlingsplan på det her område, og jeg håber på, at også Dansk Folkeparti vil gå mere op i, hvordan vi får integreret de flygtninge og indvandrere, vi har i Danmark, noget bedre end bare lave signalpolitik, hvor man taler om tilgivelse eller fortiden. Hvordan får vi integreret flygtninge og indvandrere noget bedre? Det er det, befolkningen forventer af os.

Nu fik vi et nej til EU-forfatningen i Holland og Frankrig, og det var jo dejligt, for det betød, at vi fik et nej til en EU-forfatning, som bl.a. ville betyde, at der ville blive åbnet op for, at udenlandske koncerner kunne tjene på sådan noget som uddannelse og sundhed. Det er derfor også ekstra dejligt, at det var venstrefløjens stemmer, som var afgørende for, at det blev et nej i Frankrig så vel som i Holland.

     Er det i virkeligheden et sympatisk projekt for Socialdemokraterne, at man vil vedtage en forfatning, som bl.a. åbner op for, at der kan tjenes flere penge og laves profit på sådan noget som uddannelse og sundhed? Er det virkelig et sympatisk projekt, som Socialdemokraterne kan stå inde for? Og er det i virkeligheden, fordi Socialdemokraterne
i øjeblikket udsender en masse signaler om, at man meget gerne vil samarbejde tættere med højrefløjen, at man på den måde har ædt EU-forfatningen så ukritisk, som man rent faktisk har gjort fra Socialdemokraternes side?

Vores ambition er at skabe et EU, der kan være med til at sikre, at vores miljø også bliver ved med at være rent på lang sigt; at vi gør noget i fællesskab for at sikre en høj beskæftigelse; at vi samarbejder i EU; at vi hjælper de øst- og centraleuropæiske lande til at blive stærke, så de kommer med ind i vores fællesskab.
     Lad mig prøve at læse lidt op fra traktaten for hr. Rune Lund: Unionen arbejder for en bæredygtig udvikling i Europa baseret på en afbalanceret økonomisk vækst- og prisstabilitet
i en social markedsøkonomi, hvor der tilstræbes fuld beskæftigelse og sociale fremskridt og et højt niveau for beskyttelse og forbedring af miljøkvalitet.

Jeg har også en lille ordoptælling. Der står markedet 78 gange, konkurrence 27 gange, centralbank 98 gange. Til gengæld står der kun fuld beskæftigelse 1 gang, sociale fremskridt 3 gange og arbejdsløshed 0 gange.
     Det er selve billedliggørelsen af, at den her forfatning er en asocial forfatning, og det er også derfor, at der er blevet stemt nej til den. Det er dejligt at se, at Europa-Kommissionens formand efterhånden har taget sig sammen til at være med til at slukke respiratoren for EU-forfatningen, og det vil vi også meget gerne fejre i dag. Vi holder en lille begravelsesfest på Christianshavns Torv kl. 16.00, hvor ordføreren er meget velkommen til at drikke en begravelsesøl med mig for at fejre venstrefløjens sejr i den sammenhæng.
     EU-forfatningen er en asocial forfatning. Ville det ikke være bedre at lave et socialt, et bæredygtigt og et demokratisk internationalt samarbejde i Europa i stedet for at proppe mere EU ned i halsen på folk?

Nu begynder selv Enhedslistens ordfører, hr. Rune Lund, at gå mere op i sådan nogle billedting med, at vi skal lave en begravelse af en forfatning i stedet for at løse de problemer, vi står over for.
     Vores klare opfattelse er den, at vi med Nicetraktaten får nemmere ved at løfte i fælles flok for at sikre beskæftigelsen; får nemmere ved at skabe et bedre miljø; får nemmere ved at skabe et samarbejde, der kan fungere, også nu når vi heldigvis har fået mange øst- og centraleuropæiske lande med i EU. Det kæmper vi fortsat for.

Nu er det tilgiveligt, at der i kampens hede kan ske en smutter. Når fru Lotte Bundsgaard før omtalte Arbejdsgivernes Elevrefusion og dermed fremstillede den som et brud på skattestoppet, er vi i hvert fald nødt til at få nogle ting afklaret her, hvis det, Socialdemokraterne peger på, skal tages for pålydende: At vi ikke kan holde Socialdemokraterne væk fra forhandlingsbordet på grund af skattestoppet.
     Vi må jo være klar over, hvad skattestoppet egentlig er, og at vi med den her arbejdsgiverrefusion er helt klar over, at det ikke er noget, der passerer statskassen; at det er et gebyr, der går tilbage. Dermed har denne regering selvfølgelig ikke brudt skattestoppet.
     For nu at gøre spørgsmålet så enkelt, at der ikke bliver mulighed for at snakke udenom, skal jeg i første omgang nøjes med bare at spørge: Er vi helt enige om, at denne regering ikke har brudt skattestoppet, og at det var en fejltolkning, den socialdemokratiske ordfører kom med før?

Jeg kan godt forstå, hvorfor der er nogle virksomheder, der spørger: Hvordan kan det være, at om afgifterne, som jeg betaler - om det er til det ene eller til det andet - kan stige eller ej, afhænger af, om de går i den ene eller i den anden kasse. For virksomhederne er det sådan set lige meget, om det er den afgift, der handler om elevrefusion eller den afgift, der handler om miljøafgift. De kommer til at betale uanset hvad. Men det illustrerer meget godt regeringens forklaringsproblemer med skattestoppet. Men lad det nu ligge.
     Det, det jo handler om, er, at vi i fællesskab skal sikre, at unge får en kompetencegivende uddannelse, at de kommer i gang. Det synes vi jo er fint nok regeringen nu har fremlagt forslag om. Jeg siger bare, at inden regeringen bliver så hellig omkring det her skattestop, er der altså også mange i erhvervslivet, der synes, det er forholdsvis mystisk, at elevrefusionen ikke betragtes som en afgift.

Jeg tror, det står meget klart, at svaret er ret uklart. Så lad det hænge i luften. Derfor vil jeg bare hæfte mig ved, at man her peger på, at man ikke vil surmule på sidelinjen, og at man vil se handling. Det bør jo gøre enhver, måske ikke i den her sal, men i hvert fald skatteyder i Danmark nervøs, for når man ser historisk på det, så kender vi jo Socialdemokraternes måde at finansiere tingene på.
     Nu sker der ingen ulykker, så længe vi har et fornuftigt flertal herinde, der kan forhindre ulykkerne. Så det er egentlig ikke et samarbejde eller en inviteren sig indenfor, jeg er nervøs for. Men det, skatteborgerne skal holde sig for øje, er jo, at hvis man en dag får et andet flertal her - det varer sikkert længe, og ulykken skulle nødig ske - vil der komme den situation, at det pludselig bliver velkendt socialdemokratisk skattepolitik, der føres, kunne man forvente.
     Derfor har jeg et spørgsmål til fru Lotte Bundsgaard:
Når nu man vil acceptere skattestoppet, som det er, og man taler om et skatteloft i Socialdemokraternes politik, hvad betyder det så? Hvordan vil man finansiere de her mange ønsker, realisere det, man har peget på de sidste måneder, uden at skatteborgerne kan mærke det i baglommen? Det er et meget klart spørgsmål.

Nu trækker hr. Leif Mikkelsen en forholdsvis gammel krikke ud af stalden, nemlig den, der går på, at når Socialdemokraterne kommer til, vil skatten stige. Det er ikke korrekt. Vi har ingen ambitioner om at lade skatten stige i Danmark.
     Men lad mig lige nævne en ting. Lad os se på skattetrykket. »Økonomisk redegørelse« fra regeringen, som vi jo må kunne regne med er rimelig, siger, at skattetrykket er steget fra 2003 til 2004 med 0,7 procentpoint.
     Vi Socialdemokrater har ingen ambitioner om at lade skatten stige, men vi har ambitioner om at fremlægge finanslove, der gør noget ved de udfordringer, som det her land står over for. Vi mener ikke, at man på den ene side kan sige, at man vil have en langt bedre folkeskole, samtidig med at man pålægger kommunerne at skære ned på folkeskolen.
     Vi mener ikke, man kan sige, at man vil have en langt bedre integration, hvis man ikke også vil bruge de penge, der skal til for at sikre en langt bedre integration.

Sidste spørger inden frokostpausen bliver fru Charlotte Dyremose.

Nu har fru Lotte Bundsgaard stået på talerstolen i omkring en time, og hvad har vi så fundet ud af, ud over at hr. Jens Rohde kan sove roligt om natten? Ikke så meget andet, synes jeg, end at man igen taler om at give en masse gaver ud, bruge en masse penge på en hel masse ting på god socialdemokratisk vis.
     Men mens fru Lotte Bundsgaard har stået her og brugt tiden på det, er der altså to tredjedele af danskerne, ifølge en helt ny undersøgelse, der ligesom De Konservative mener, at det er nødvendigt at sænke skatten på arbejde, for at vores velfærdssamfund kan blive bevaret. Ligesom vi også fra De Konservatives side gerne vil diskutere helt konkret, hvordan vi forandrer for at bevare med et godt konservativt ord, som fru Lotte Bundsgaard jo næsten fik taget.
     Man bliver lidt nervøs for, om det bliver et stavadsk skatteloft, hvor udgifterne bare skal stige. Kan vi ikke få noget konkret: Hvor vil man prioritere?

Nu skal man jo ikke kaste med sten, når man selv bor i glashus. Vi hører fru Charlotte Dyremose sige: Vi Konservative vil sænke skatten på arbejde. Hvorfor gør man det så ikke? Man har regeringsmagten.
     Vi hører De Konservative sige: Vi Konservative har klare forslag til velfærdsreformer. Hvorfor har De Konservative så fundet sig i, at man i stedet for at tage en politisk debat om, hvilke velfærdsreformer der er behov for, så sender det over i en kommission?
     Jeg synes, at fru Charlotte Dyremose skulle tage og levere svarene på, hvad De Konservative vil, i stedet for bare at ligge under for statsministeren, der helst ikke vil tage nogen debatter med befolkningen, som man kan blive en anelse upopulær på.

Vi Konservative sænkede i sidste regeringsperiode skatten på arbejde med 10 mia. kr., og vi har sandelig tænkt os at fortsætte ad den bane, ligesom vi holder fast i det skattestop, som jeg ikke engang kan få fru Lotte Bundsgaard til at sige man også vil i Socialdemokratiet. Man vil hellere den gode gamle stavadske stil, hvor skatten stiger.
     Må jeg minde om, at De Konservative fik nedsat en Strukturkommission, der kom med et forslag til den strukturreform, som nu behandles her i Folketinget og er ved at være færdigvedtaget. Tyder det ikke på, at det, når vi nedsætter et sådant strukturudvalg eller et velfærdsudvalg, rent faktisk er, fordi De Konservative handler, men handler på et kvalificeret grundlag?
     Mit spørgsmål er: Når fru Lotte Bundsgaard så gerne vil uddele alle disse mange gaver og vi samtidig ved med to tredjedele af befolkningen i ryggen, at det er nødvendigt at sænke skatten på arbejde for at være konkurrencedygtig i fremtiden, hvor vil man så prioritere? Hvor tør man gå ud og sige til vælgerne, at det så er her, der skal skæres?

Fru Charlotte Dyremose kan være fuldstændig tryg ved, at vi fremsætter et finanslovforslag, hvor man kan se, hvordan vi finansierer vores forslag krone til krone.
     Det kan godt være, det er, fordi vi snart skal have frokostpause, men jeg undrer mig. Når man hører fru Charlotte Dyremose tale om velfærdsreformer, siger hun: Vi har nedsat en kommission for at gøre det på et kvalificeret grundlag. Vil det sige, at alle de forslag, De Konservative gennem tiderne er kommet med om velfærdsreformer, ikke har hvilet på noget kvalificeret grundlag?
     Velfærdskommissionen har man valgt at nedsætte for at få eksperterne til at komme med forskellige forslag i stedet for at tage ansvaret på sig som politiker og sige: Vi tør godt tage diskussionerne om, hvordan vi sikrer det her velfærdssamfund på lang sigt.
     Mit budskab til fru Charlotte Dyremose skal bare være:
Lad være med at blive sur, tag i stedet for at sikre, at Venstre også en gang imellem lytter til Det Konservative Folkepartis forslag.

Jeg siger tak til fru Lotte Bundsgaard. Vi vender tilbage kl.
13.00 med de resterende spørgere. Ca. 20 minutter har vi tilbage, og jeg anmoder om, at de, vi endnu ikke har nået, er til stede i salen kl. 13.00, hvor flere spørgere har mulighed for at stille spørgsmål til den socialdemokratiske ordfører. Jeg skal her afbryde forhandlingen og udsætte mødet. Det genoptages i dag kl. 13.00.

Mødet udsat kl. 12.02

__________

Mødet genoptaget kl. 13.00

Forhandlingen genoptoges

Det er stadig væk den socialdemokratiske ordfører, fru Lotte Bundsgaard, der er korte bemærkninger til. Der er 20 minutter tilbage, og den første, der har bedt om en kort bemærkning, er hr. Kristian Pihl Lorentzen, og han er her ikke. Så går vi videre i rækken, og den næste, der har bedt om en kort bemærkning, er hr. Jakob Axel Nielsen, værsgo.

Som bekendt har Socialdemokratiet fået ny formand den 12. april, og der har vi så hørt mange gode toner, som vi i hvert fald hos De Konservative opfatter som vand på vores mølle. Der skal være velfærdsreformer, og der er også talt om, at man vil være med til at ændre på efterlønnen. Apropos efterlønnen må jeg lige korrekse fru Lotte Bundsgaard, når hun siger, at Det Konservative Folkeparti ikke er kommet med nogen forslag, men bare sender tingene i en velfærdskommission. Nej, rent faktisk er vi det eneste parti, der er kommet med et helt håndfast forslag til, hvordan vi mener efterlønnen skal se ud.
     Men der er mange gode ting og mange gode toner, og selv om nogle af spørgsmålene er stillet før, kunne jeg godt tænke mig at høre: Bakker Socialdemokratiet op om skattestoppet? Vil Socialdemokratiet være med til at forberede, at vi også kan få nogle skattesænkninger, for når man går med ind i hele velfærdsdebatten, er det også et spørgsmål om at tune Danmark og øge vores konkurrenceevne, herunder hører også skattelettelser. Og hvad kan boligejerne forvente? Kan de forvente nye skatter?

Nu har vi alle sammen haft frokostpause. Derfor kunne jeg måske godt forvente, at man hoppede over i en ny rille og begyndte at spørge om nogle ting, man ikke har spurgt om ti gange. Men jeg svarer gerne for tiende gang: Man skal ikke kunne bruge skattestoppet til at lukke os uden for finanslovforhandlingerne. Vi har så mange ting, vi mener skal gøres bedre i det her samfund. Derfor skal man ikke have lov til det. Det var nok tiende gang, jeg svarede på det.
     Så vil jeg sige til De Konservative om velfærdsreformer:
Det er jo meget godt at høre, at De Konservative har forslag til velfærdsreformer, men når De Konservative nu sidder i regering, hvordan kan det så være, at man i stedet for at diskutere det og komme med forslag og få dem vedtaget synes, det er i orden, at man bare sender det i kommission og i syltekrukker, og hvad ved jeg, som den her regering er rigtig dygtig til?
     Vi synes i stedet for, at man burde tage en åben diskussion både med hinanden herinde og med befolkningen og med vores partiers medlemmer i stedet for at sige, at det må eksperter tage sig af. Jeg mener faktisk, at det ville klæde Det Konservative Folkeparti at få lidt af den der gejst tilbage, det der med at turde diskutere politik i stedet for bare at indrette sig efter statsministeren og sende alle ting til kommissioner og i syltekrukker.

Nu mener jeg faktisk godt, at vi tør diskutere politik, og jeg mener heller ikke, at en velfærdskommission er en syltekrukke. Rent faktisk er en velfærdskommission et fagekspertpanel, der kan komme med en hel masse forslag, som vi måske ikke alle sammen lige selv kan finde på. Men nok om det.
     Nu bad fru Lotte Bundsgaard om, at vi skiftede spor. Jeg er enig i, at hun har fået spørgsmålet om skattestop ti gange, men vi har ikke ti gange fået et svar på, om Socialdemokratiet virkelig står inde for skattestoppet. Eller skal jeg forstå det socialdemokratiske skattestop sådan, at det er trin for trin, at der er stop mellem hver stigning?
     Så til et skift i spørgsmålsrækken. Socialdemokraterne hævder over for befolkningen, at de er et troværdigt regeringsalternativ sammen med Det Radikale Venstre. Men Det Radikale Venstre taler - det er jeg glad for at høre - om skattelettelser; Det Radikale Venstre er langt fremme på banen med hensyn til velfærdsreformer; Det Radikale Venstre har en helt anden politik, hvad angår integrationsudspil, på integration i det hele taget.

     Det er jo ikke små emner, jeg lige nævner her, men faktisk meget store emner. Derfor kunne jeg godt tænke mig at spørge den socialdemokratiske ordfører: Hvor er egentlig de snitflader mellem S og R, der udgør et troværdigt regeringsalternativ? Hvad fortæller man befolkningen, når den skal overbevises om, at man er et troværdigt regeringsalternativ?

Hr. Jakob Axel Nielsen skal være nervøs for, hvor meget indflydelse De Konservative får. Han behøver ikke at være nervøs for, om vi kan blive enige med De Radikale.
     Lad mig prøve at tage to af de områder, som jeg i min tale pegede på havde store problemer. Det ene handler om integration. Hvordan sikrer vi, at børnene, når de starter i skolen, kan dansk? Hvordan sikrer vi, at vi får flere indvandrere ude på vores arbejdsmarked? Hvordan får vi banderne væk fra Nørrebro? Her har vi en lang række gode forslag.
     Det andet område, som virkelig skal sikre, at det her samfund også kan hænge sammen i fremtiden, er, at alle unge får en uddannelse; at vores folkeskole fungerer godt; at vi bruger de penge, der skal til, på bl.a. forskning for at sikre arbejdspladser. For det her med forskning er jo ikke bare penge, vi sender til mænd, der sidder og læser i tykke bøger. Det er for at sikre, at vores erhvervsliv i samarbejde med forskerne kan udvikle nye produkter, så vi også på sigt har noget at leve af og på sigt kan overleve og sælge nogle gode varer.
     Derfor har vi fremsat en fælles vedtagelse i dag om, at man skal bruge flere penge på forskning for på den måde at sikre, at dansk erhvervsliv også er konkurrencedygtigt på sigt.

Vi har i dag hørt masser af nye, dyre løfter fra Socialdemokratiets ordfører. Finansieringen har vi ikke rigtig fået nogen anvisninger på. Så det kunne være, at vi skulle prøve at gå lidt præcist ned i det.
     Socialdemokratiets skatteordfører har udtalt, at skattestoppet har haft konsekvenser for folks opfattelse, og at det giver nogle begrænsninger. Derfor er der nogle ting, som er utilnærmelige lige nu, f.eks. boligbeskatningen.
     Det lyder lidt foruroligende, for man har jo tidligere meldt ud, at man er villig til at justere boligskatterne i forhold til lønudviklingen. Kan vi få et klart svar på et konkret spørgsmål: Har man andre ting i posen? Har Socialdemokraterne andre ønsker til at øge boligskatten end blot at lade boligskatten følge lønningerne?

Jeg har sagt det flere gange: I dag har vi ikke en finanslovdebat, men man kan sove helt roligt. Når regeringen har fremsat et forslag til finanslov, hvor den viser, hvor den finansierer sine løfter henne, så fremsætter vi også et forslag til finanslov, hvor vi viser krone til krone, hvordan vi finansierer vores løfter.
     Om det her med husene vil jeg gerne sige: Vi har jo været et parti, der har kæmpet for, at lønmodtagerne i det her land skulle få råd til at købe deres eget hus, skulle få råd til at købe deres egen bil. Hvad skulle formålet være med at begynde at beskatte dem ud af deres bolig? Det har vi ingen ambitioner om at gøre.
     Derfor kan - hvis beskæftigelsesministeren ellers kan lade være med at sidde og råbe nede på rækken - hr. Torsten Schack Pedersen være helt rolig og sove trygt om natten. Vi fremsætter et finanslovforslag, der er finansieret krone til krone.

Hr. Torsten Schack Pedersen for anden og sidste korte bemærkning.

Jeg er glad for, at det nu står lysende klart, at den tryghed, som boligejerne har, er, at boligskatterne bliver sat op i forhold til lønudviklingen. Det ligger nu helt klart og fast.
     Det kunne så være, at boligejerne kunne få et klart svar fra ordføreren med hensyn til, at den socialdemokratiske partiformand, som har været medforfatter til en bog, skriver, at kapitalgevinster på salg af fast ejendom samtidig bør blive beskattet. Er det også noget, som boligejerne trygt kan sove i en evig forvisning om fortsat står til troende?

Hr. Torsten Schack Pedersen kan være helt tryg ved, at vi ingen ambitioner har om at brandskatte husejerne. Hvis man ser på vores sidste finanslovudspil, tog vi ikke engang de indtægter med, man kunne have fået inden for vores skatteloft, for vores ambition er at fremsætte et finanslovforslag, der hænger sammen, men også en finanslov, der tager fat på nogle af alle de problemer, vi har i vores samfund i dag, så det sikres, at vi også på sigt har råd til et ordentligt velfærdssamfund.
     Det gør vi ikke ved at skabe en dårligere folkeskole. Det gør vi heller ikke ved at undlade at gøre noget ved integrationen. Så det vil vores finanslovforslag indeholde udgifter på og finansiering af. Men jeg må sige til Venstre: Uanset hvor mange gange I spørger, bliver I altså nødt til at vente, til jeres egen finansminister har fremsat en finanslov, før vi fremsætter en finanslov.

Vi går videre i de korte bemærkninger. Jeg skal lige gøre opmærksom på, at direkte tiltale ikke er tilladt, så man kan altså heller ikke sige »I«, når man omtaler det parti, man nu ønsker at omtale.
     Den næste korte bemærkning er til hr. Peter Christensen. Værsgo.

Tak for ordet.
     Fru Lotte Bundsgaard har gentaget så mange gange, at vi ikke skal bruge skattestoppet til at holde Socialdemokratiet væk fra forhandlinger. Det er jo noget snak. Socialdemokratiet er blevet inviteret hvert evig eneste år til forhandlinger og vil blive det igen. Det er jeg sikker på. Så lad nu være med at gentage det.
     Men vi sidder jo også her i dag for at have en debat, for at vælgerne kan blive klar over, hvor holdningsforskellene er henne. Så nu er jeg ikke ved at forhandle finanslov, men spørger helt enkelt: Hvilke dele af vores skattestop, af Venstres skattestop, kan Socialdemokratiet ikke lide? Hvilke dele er Socialdemokratiet uenig i?
     Det er da sådan set et meget enkelt spørgsmål, som der burde kunne gives et svar på, som ikke er ligesom den grammofon, vi har hørt måske 15 gange i dag.

Problemet er jo lidt, at man, når man får det samme spørgsmål, er nødt til at give det samme svar. Det ville virke forholdsvis fjoget, hvis vi havde en debat heroppe, hvor man fik stillet de samme spørgsmål ti gange og så gav ti forskellige svar på spørgsmålet.
     Derfor bliver jeg også nødt til at sige til hr. Peter Christensen, at vi ikke vil have, at regeringen kan holde os uden for finanslovforhandlingerne og bruge skattestoppet som begrundelse for det. Vi synes ikke, skattestoppet er en speciel god idé. Vi synes godt, at det kunne være, man skulle ændre noget i vores skattesystem og ikke bare fastfryse alle tingene. Det vil vi have lov til at kunne sige også på sigt.
     Men for os er det afgørende, for det var hr. Peter Christensen også inde på i sit spørgsmål, at det er holdninger, vi diskuterer. Vi vil gerne påvirke, vi mener faktisk, at det er det, vælgerne har valgt os til. Derfor vil vi forsøge at påvirke regeringen til i sin finanslov at bruge de penge, der skal til for at sikre en ordentlig folkeskole og at alle unge får en ordentlig uddannnelse.
     Jeg kunne godt høre, at statsministeren i sin tale meget stod og talte om fortidens synder. Vi vil gerne gøre noget ved alle de her ting og ikke skyde ansvaret fra os.

Det der i starten mindede mig om sådan en Anders And-blads-taleboble. Nu bliver boblerne i hvert fald lidt større, og det er da i hvert fald befordrende for debatten.
     Der kom jo alligevel en lille åbning, for fru Lotte Bundsgaard siger: Det er ikke alle dele af skattestoppet, vi er lige vilde med. Så lad os snakke om det. Hvilke detaljer er det, man er uenig i? For så kan vi jo diskutere, og så kan vælgerne se, hvad det er, vi er uenige om.
     Det synes jeg sådan set ikke er urimeligt som politiker at forlange, i stedet for at der er en lille gul lap oppe hos fru Lotte Bundsgaard, hvor der står nogle meget enkle linjer, som bare bliver gentaget konstant, og som ingen i øvrigt har spurgt til. For finansministeren skal nok indbyde til forhandlinger.
     Men hvad er det for dele af vores skattestop, som Socialdemokratiet ikke er helt vilde med?

Vi mener faktisk, det er en gammeldags måde at se samfundet på, som om samfundet bliver ved med at være, som det altid har været. Hvis det var sådan, at vi ikke blev påvirket af udlandet, hvis det var sådan, at der ikke skete en udvikling
i vores samfund, kunne vi godt sige, at det skattesystem, vi én gang har skabt, skal blive ved med at være. Det er jo det
- og det ved hr. Peter Christensen også godt - man gør med skattestoppet. Man siger: Nu har vi én gang skabt et skattesystem, og uanset hvordan verden ændrer sig, skal det altid være på den måde. Der er det bare, at vi i Socialdemokratiet siger: Det kunne godt være, der var nogle ting, vi skulle ændre, men det skal altså ikke gøre, at I kan holde os væk fra at få indflydelse på finanslovforhandlingerne. Hvis I ikke vil have os med, fordi vi vil investere i integration, vi vil investere i uddannelse og i et bedre miljø, så må I sige det. Så er det nemlig holdningerne, der skiller os ad, og ikke en gammeldags opfattelse af, at noget, man én gang har skabt, altid skal være på den måde.

Jeg synes egentlig, at det er dejligt, at vi nu fra den socialdemokratiske ordfører helt klart hører, at fru Lotte Bundsgaard og Socialdemokratiet ikke synes, at skattestoppet er en særlig god idé, og at man egentlig godt kunne tænke sig at ændre ved nogle ting. For det giver mulighed for, at vi kan få en debat. Den socialdemokratiske ordfører har jo ikke svaret på nogen af de spørgsmål, der er blevet stillet her under debatten, og det er måske også derfor, det bliver sådan lidt køren i ring.

     Men nu siger ordføreren så, at det ikke er alt ved skattestoppet, der er lige interessant. Kan vi ikke få at vide, hvor det er, skatten kan blive sat op, hvis det står til Socialdemokraterne? Er det for boligejerne, er det erhvervsbeskatningen, som man har foreslået tidligere, er det de grønne afgifter? Hvor skal skatten sættes op, når nu skattestoppet ikke er en god idé?

Det er jo meget interessant, at fordi vi vælger at påpege, at skattestoppet, der fuldstændig fastfryser det skattesystem, vi har nu, måske ikke nødvendigvis er svaret på fremtidens udfordringer, at det ikke nødvendigvis er sådan, at når man én gang har fundet på et skattesystem, så er det verdens bedste alt ud i fremtiden, så skulle det betyde, at vi vil til at sætte en masse skatter op. Hvad skulle vores begrundelse være for det? Hvis Venstre ser i vores finanslovforslag fra sidste år, kan de konstatere, at vi ikke har nogen stigende skatter.
     Så jeg vil godt sige til fru Ellen Trane Nørby, at vores intentioner er at få indflydelse på, at vi sikrer det her samfund på sigt, at vi går væk fra en gammeldags opfattelse af, at det bare er skattestoppet, der er det evig saliggørende, til en opfattelse af, at det, der gør, at det her samfund overlever, er, at vi f.eks. investerer i forskning, at vi sikrer, at vi har noget at leve af, at vi sikrer, at vores virksomheder kan samarbejde med forskere og skabe nye produkter og nye varer, så det er det, vi kan overleve på her i Danmark.

Tak til ordføreren for svaret, men det undrer mig bare lidt, når ordføreren nu siger, at skatterne ikke skal sættes op, at vi så her i den korte periode, jeg har siddet herinde, har oplevet, at Socialdemokraterne i gennemsnit har stillet udgiftskrævende forslag for 70 mio. kr. dagligt. Hvor skal de penge komme fra? Kommer de ned fra himlen?
     Vi er da enige om, at uddannelse, forskning og udvikling er det, vi skal leve af i fremtiden. Det er jo også derfor, regeringen på de her områder har fremlagt konkrete planer til, hvordan vi kan tage hånd om det. Det samme på integrationsområdet. Vi har ikke hørt nogen konkrete bud fra Socialdemokraterne.
     Fru Lotte Bundsgaard omtalte så erhvervslivet. Kan vi så ikke få at vide, om det der gamle socialdemokratiske forslag, som vi hørte så sent som for ca. 4 måneder siden under valgkampen, om, at erhvervsbeskatningen skal sættes op til 30 pct., stadig væk en del af Socialdemokratiets politik, eller om det, nu hvor erhvervslivet skal være med til forskning og sådan noget, så også er blevet ændret?

Nu stiller fru Ellen Trane Nørby en hel del spørgsmål. Lad mig tage dem fra en ende af.
     Først det, at Socialdemokraterne har fremlagt udgiftskrævende forslag. Ja, det har vi, fordi vi mener noget med det, når vi siger, at mennesker skal integreres bedre i Danmark, end de bliver i dag. Vi mener noget med det, når vi siger, at det er dybt problematisk, at der er skoler i det her land, hvor mange af børnene ikke taler godt nok dansk. Derfor har vi fremsat forslag til, hvad vi kan gøre ved det.
     Jeg kunne godt tænke mig at høre, om regeringen er modstander af et af vores forslag, som er øget integration i folkeskolen og øget indsats mod ghettodannelse. Er det noget, regeringen er imod? For det er udgiftskrævende forslag, det er rigtigt. Vi taler nemlig ikke kun i overskrifter, vi kommer også med beslutningsforslag, og når vi kommer til tiden, hvor finanslovforslaget skal fremsættes, vil man se, at vi finansierer krone for krone.
     Så siger fru Ellen Trane Nørby, at regeringen gør rigtig meget for det her med fremtiden. Hvis man synes, at det er rigtig meget at nedsætte et råd eller et udvalg, indkalde til en snak, kan det godt være, det er rigtigt, men det er bare ikke godt nok for os.

Tak for svaret fra ordføreren. Så nærmer vi os hastigt den time, der er afsat til korte bemærkninger til hver enkelt ordfører, så vi kommer til den sidste korte bemærkning nu, og den er fra hr. Morten Messerschmidt.

Man bliver jo helt ked af at skulle bremse for denne her spændende skattedebat mellem Venstre og Socialdemokratiet, men jeg kunne alligevel godt tænke mig at kaste blikket mod en sidste ting, inden vi slutter denne runde af.
     Fru Lotte Bundsgaard talte meget om at lytte til befolkningen, at man skulle rulle ned for nogle vinduer og høre, hvad der foregår. Jeg kunne godt tænke mig at høre, om fru Lotte Bundsgaard også er villig til at høre på, hvad der foregår hos befolkningen ude i Europa.
     Det er jo sådan, at forfatningen nu er faldet; hollænderne og franskmændene har sagt nej. Jeg kunne egentlig godt tænke mig, at vi et kort øjeblik forestillede os, at fru Lotte Bundsgaard og fru Helle Thorning-Schmidt sad i regeringskontorerne, og at det var de to nævnte og måske flere, der skulle med til topmødet i Bruxelles og afgøre fremtiden for forfatningen. Hvad ville fru Lotte Bundsgaard, fru Helle Thorning-Schmidt og andre gode socialdemokrater så mene og sige til de ledere, der er i Bruxelles?

Vores klare opfattelse er, at den traktat, danskerne skal stemme om, skal vi være sikre på bliver ved med at være den samme traktat, hvis vi skal ud i en folkeafstemning. Men at vide, hvad man skal sige i den samtale, der skal foregå mellem statsministeren og de andre regeringsledere fra de andre lande, er meget svært. Det er meget svært at vide, hvad der bliver talt om i det lokale, og derfor også svært at kende den replik, vi kommer med.

     Vores klare opfattelse har været, at den nye forfatningstraktat vil forbedre mulighederne for at gøre noget for miljøet og for at gøre noget for beskæftigelsen. Derfor synes vi, at det er en god traktat, men det er klart, at vi ikke vil sende befolkningen ud at stemme om en traktat, hvis vi ikke er sikre på, at det er den traktat, der bliver til noget.

Det, jeg fisker lidt efter, er jo, om Socialdemokraterne i virkeligheden ikke synes, at det er lidt småirriterende, at vi skal have de her folkeafstemninger. For jeg tænker tilbage på euroafstemmningen, og helt konkret husker jeg den 29. september 2000, hvor man i Socialdemokratiets eget daværende blad Aktuelt kunne læse partiets nuværende formand sige, at sådan nogle folkeafstemninger her, på det tidspunkt om euroen, er alt for komplicerede til, at folk overhovedet kan overskue, hvad det her går ud på. Sådan nogle ting skal man slet ikke have, for det kan folk ikke finde ud af.
     Derfor kunne jeg bare godt tænke mig en afklaring af, om Socialdemokratiet rent faktisk mener, det er en god idé, når man har sådan nogle virkelig afgørende folkeafstemninger om virkelig afgørende beslutninger, som det jo er at lave en forfatning for Europa, at holde folkeafstemningerne, eller om de i virkeligheden bare gerne ville fifle den igennem her på Christiansborg med deres venner i Venstre og Konservative uden at skulle ud og høre den der lidt ubegavede befolkning, og hvad den måtte mene, for det er jo noget irriterende noget. Er det stadig væk den socialdemokratiske linje?

Det viser jo meget godt, hvilken holdning, hr. Morten Messerschmidt har til befolkningen, når han står og kalder den lidt ubegavet. Det mener vi faktisk ikke den er.
     Derfor har vi også ment, at man skulle have en folkeafstemning om denne her forfatningstraktat, hvis der ellers er en traktat at stemme om, hvis vi er sikre på at det er den, der bliver til noget. Så mit korte svar til hr. Morten Messerschmidt skal være, at vi selvfølgelig skal have en folkeafstemning, når der er noget at stemme om.

Så siger vi tak til ordføreren og går videre i ordførerrækken. Den næste ordfører er ordføreren for Dansk Folkeparti, fru Pia Kjærsgaard.

Jeg tror lige, jeg vil indlede med at sige til fru Lotte Bundsgaard, at det altså var en lidt for hurtig og billig bemærkning som afslutning på det allersidste spørgsmål, hvor man godt ved, at ordføreren ikke kan komme igen. Det, der blev henvist til, var faktisk fru Helle Thornings-Schmidts udtalelser, og det ved fru Lotte Bundsgaard selvfølgelig også udmærket. Nu skulle det så være sat plads.
     Ved åbningsdebatten efter folketingsvalget i februar 2005 stillede Dansk Folkeparti forslag om en massiv opprioritering af kampen mod kræftsygdomme. Forslaget blev vedtaget af et enigt Folketing og pålagde regeringen at reservere omfattende økonomiske ressourcer, så kræftbehandlingen i Danmark kan bringes op på det højeste internationale niveau.
     Efter intense forhandlinger nåede vi sidste onsdag frem til en plan, som alle parter kan være stolte af. 1,1 mia. kr. mere til kræftbehandling i Danmark er, hvad Dansk Folkeparti fik ud af at presse regeringen.
     Jeg er rigtig glad for, at den nye Kræftplan II nu giver håb for de mange danske kræftpatienter, der hidtil har følt sig umådelig dårligt behandlet af systemet. Kræftplanen sikrer langt flere midler til scannere og strålekanoner, der bliver flere penge til screeningstilbud, og den allernyeste kræftmedicin og også kræftforskningen og lægernes efteruddannelse får et løft.
     Jeg er ikke i tvivl om, at kræftplanen er et godt skridt fremad, men det er så sandelig også tiltrængt. Vi kan ikke være bekendt, at Danmark halter langt efter de andre nordiske lande, når det gælder overlevelsesmuligheden efter kræftbehandlingen.
     I Dansk Folkeparti er vi klar over, at kræftplanen kun er et skridt på vejen, men vi synes, at der er lagt et rigtig godt grundlag for at bringe Danmark i forreste række i kampen mod kræften. Der skal nok ofres endnu flere penge på indsatsen mod kræft, og det må vi så også være indstillede på. Nu vil vi følge udmøntningen af kræftplanen, så vi sikrer os, at pengene bliver brugt der, hvor de gør allermest gavn.
     I denne her uge træffer vi herinde de endelige beslutninger om kommunalreformen. I Dansk Folkeparti er vi stolte af at have været med hele den lange vej i dette store lovgivningskompleks og til at sikre den nødvendige politiske stabilitet og handlekraft. Der har været mange forhandlinger og udfordringer, der har skullet finde en harmonisk løsning, men nu ser det ud til, at brikkerne er ved at falde på plads. Dansk Folkeparti ser nu frem til, at det nye kommunale danmarkskort kommer i funktion til gavn for de borgere, som det hele er til for. De mange medarbejdere og lokale folkevalgte over hele landet får med kommunalreformen rigtig gode rammer til at løse opgaverne på en både nærværende og kompetent måde, som svarer til behovene i dagens Danmark. På andre områder må vi desværre nok erkende at det går den gale vej. Rundtomkring i Europa sidder der i øjeblikket statsledere, som lurer på, hvordan i alverden de kan slippe af sted med at liste denne upopulære EU-forfatning igennem i småbidder, uden at befolkningen opdager det.

     Herhjemme er vi chokerede vidner til de kræfter, der vil indføre arabisk retspleje i Danmark. I dette Folketing vedtager vi mange love. Alene i denne samling er det blevet til 174 lovforslag, og en væsentlig del står Dansk Folkeparti bag som ansvarligt parti. Men jeg vil gerne slå fast, at uanset hvor mange og hvor gode love vi laver, så vil noget af det allermest nødvendige for det danske retssamfund aldrig kunne opretholdes med lovgivning alene.
     Jeg tænker på trygheden og tilliden imellem mennesker. Jeg tænker på tillid imellem befolkning og folkevalgte. Og jeg tænker på opbakningen til vores fælles værdier og demokratiske institutioner. Hvis den gensidige tillid og respekt ikke er til stede, hvis man insisterer på at leve i et parallelsamfund, der sætter klanen og Muhammeds forskrifter over dansk ret, så har man altså sat sig uden for det danske samfund.
     Jeg tror, at mange føler, som jeg gør, at man dårligt kan finde ord for, hvor forstemt man bliver over de destruktive kræfter, der forsøger at gennemhulle vores tålmodige og fredelige danske demokrati. Det bliver mere og mere klart, hvad det handler om. Men selv om jeg i årtier har advaret mod følgerne af masseindvandringen, så tror jeg ikke, der var nogen, der havde forestillet sig, at der i år 2005 i fuld offentlighed ville blive rejst krav om blodpenge i Danmark. Vi ser en imam, som trods sine mange år i Danmark nægter at tale dansk, og som med den største selvfølgelighed foreslår blodpenge for at blødgøre familien til Nørrebros seneste mordoffer, så familien afstår fra blodhævn.
     Vi ser kræfter blandt indvandrerne, der er så stærke, at de kan tvinge en familie ud af København, uden at nogen kan stille noget som helst op. Imamens åbenmundethed har gjort det tydeligt, at had og hævn, trusler og gengældelse er de normer, der råder i en hård kerne af muslimske indvandrere i Danmark.
     Jeg kan kun håbe, at imamens afsløring må få flere også
i denne sal til alvorligt at gennemtænke, om vi ikke efterhånden har gjort rigeligt med knæfald for islamiske skikke. Det er på tide at sige rent ud, at det her i landet hverken er Allah eller Muhammed, der skriver og håndhæver lovene. Man kan ikke lade være med at tænke på: Hvad bliver egentlig det næste? Ret til æresdrab for herboende muslimer? Straffrihed for muslimer, der dræber kristne og andre såkaldte vantro? Fri ret til stening af kvinder, der bliver gravide uden for ægteskabet? Vi har jo tidligere set radikale politikere, der har haft endog mere end meget svært ved at tage afstand fra islamisk sharialovgivning med alt, hvad den indebærer af barbariske straffemetoder - så hvem ved? Stenene suser i forvejen mod brandvæsen, ambulance og politi, når de forsøger at passe deres krævende arbejde i indvandrerghettoerne. I nogle kvarterer tør forældre ikke sende deres børn ned i gården for at lege af frygt for børnebander, som truer sig til penge for at afstå fra vold. Tilliden og respekten mellem mennesker sættes dagligt på en næsten overmenneskelig prøve. Det er faktisk ikke til at bære. Dansk Folkeparti vil aldrig, aldrig gå på akkord med det grundlag, vores demokrati bygger på. Vi vil ikke passivt se på, at hele byområder går i opløsning og regeres af indvandrerbander.
     I de seneste dage har vi haft forhandlinger om regeringens integrationsoplæg. Uanset alle de initiativer, der i årevis har været taget om integration, må vi konstatere, at problemerne eskalerer. Det nytter jo ikke noget at foregive, at integration alene består i samfundets mange velmente tilbud om uddannelse, job og danskundervisning og stadig voksende pengestrømme til alt mellem himmel og jord. Der er ingen tvivl om, at det kommer til at koste, og Dansk Folkeparti er også positiv i forhold til, at vi finder en fornuftig løsning. Men integration indebærer også en aktiv og bevidst nedbrydning af de familiemæssige og religiøst betingede klannormer, som er uforenelige med dansk ret og kultur.
     I Danmark taler vi os til rette. Vi kan være rygende uenige om mangt og meget, men når vi har diskuteret færdig, så respekterer vi de beslutninger, vi gennem en fælles demokratisk proces er nået til. Jeg kan ikke lade være med at tilføje, at jeg har undret mig meget over den meget højstemte debat, der har været, fordi Dansk Folkeparti har en opfattelse af, at netop når demokratiet skal fungere, så gælder det folk, der har statsborgerskab i det her land. Jeg henviser til det forslag, vi har fremsat, og som lige har været oppe i debatten for nylig i forhold til, at mange udlændinge får stemmeret, blot de har boet i landet i 3 år. Det er efter vores mening ikke rimeligt. Det er ikke et integrationsprojekt at gå hen og stemme. Når man går hen og stemmer, må man være fuldt integreret.

     Der er ingen tvivl om, at skal vi indgå i den her integrationsplan - det er jo et af de områder, hvor Dansk Folkeparti og også andre partier i øjeblikket forhandler på fuldt tryk med regeringen - så stiller vi naturligvis også nogle krav.
     Vi har eksempelvis fremsat ønsker om en kontrakt, der skal indgås mellem alle udlændinge og det danske samfund. For alle de udlændinge, der skal indgå i et integrationsforløb, mener vi, at det af kontrakten skal fremgå klart, hvilke pligter den enkelte stilles over for, og hvad forventningerne til den enkelte er fra samfundets side. Det skal skæres ud i pap, at det kan få konsekvenser, hvis udlændinge eksempelvis ikke lever op til forældreansvaret for deres mindreårige børn. Det skal også fremgå af kontrakten, at udemokratisk adfærd, der strider mod ånden bag integrationen i Danmark, medfører konsekvenser. Det kan
f.eks. dreje sig om opfordringer til hellig krig, terror, kvindeforagt og manglende respekt for politi og andre myndigheder. Jeg omtalte i min indledning den tillid mellem folk og folkevalgte, der er uundværlig i et sundt demokrati. Når det gælder den selvskabte krise, der for tiden plager EU's højere luftlag, må jeg sige, at kontoen for tillid er ved at være brugt op. Jeg synes, at det er et fantastisk mummespil, som statsministeren har valgt at deltage i oven på den simple kendsgerning, at EU-forfatningen er forkastet. Hvorfor er det så svært at respektere, at der nu er to befolkninger, der har sagt nej til det ufolkelige prestigeprojekt? Jeg fatter ikke, at det kommer bag på statsministeren og hans europæiske kolleger, at folkelige flertal i lande som Frankrig, Storbritannien, Holland og måske Danmark ser ud til at have fået mere end nok. Statsministeren har haft travlt, har jeg lagt mærke til, med at mødes med statsledere fra Luxembourg og Litauen og Finland og andre europæiske lande siden folkeafstemningerne i Frankrig og Holland, og der er da sikkert en hel del at tale om. Må jeg minde statsministeren om hans ansvar over for den danske befolkning, som mere og mere må undre sig over det her desperate mummespil, der foregår hen over hovederne på os. Statsministeren er jo ikke kun statsminister for det halve kongerige og heller ikke for den halvdel af befolkningen, der måtte dele begejstringen for en overstatslig europæisk grundlov. Statsministeren er statsminister for hele landet og bundet af Danmarks grundlov. Derfor synes jeg, vi må kunne forvente, at der i den nuværende situation også lyttes til alle os, der har en anden mening om, hvad vej EU skal udvikle sig. Jeg vil godt give statsministeren et godt råd med på vejen: Når statsministeren
i morgen sætter sig til bords ved EU-topmødet, så sørg for at gøre det fuldkommen klart, at EU-forfatningen ikke med dansk tilslutning kommer til at overvintre i dybfryseren for senere at blive vakt til live i ny forklædning og sendt til dansk folkeafstemning, når den franske præsident Chirac en dag er udskiftet og måske også den hollandske statsminister. Måske er det det, man går og venter på der skal til. Det er bare ikke et ærligt spil. Det eneste redelige er, at Danmarks statsminister på topmødet erklærer EU-forfatningen for død og sørger for, at den bliver ordentligt begravet. Der er en tillidskrise mellem folk og folkevalgte i EU-spørgsmålet, og jeg mener ikke, at den krise har godt af nye forsøg ovenfra på at banke folkeviljen på plads. Grib den enestående historiske chance, der har åbnet sig for at viske tavlen ren. Dansk Folkeparti samarbejder med største glæde om at få EU omdannet til et demokrati og nationalstaternes Europa, hvor selvstændige nationalstater har et praktisk samarbejde. Naturligvis skal vi have det. Det er helt op til statsministeren, om han vil gå over i historien som den, der samlede det danske folk. Og hvor har man dog talt meget om det med at samle det danske folk, hver gang der har været en folkeafstemning, hvor det viste sig, at den danske befolkning havde en anden mening end flertallet i Folketinget.
     I min indledning omtalte jeg det forslag om en kræftplan II, Dansk Folkeparti fremsatte ved åbningsdebatten, og som vi er meget stolte af nu vil blive udmøntet. Og hvis jeg ellers lige kunne finde mit forslag til vedtagelse, så har jeg et. Ellers kan jeg måske få det nedefra? Jeg har det her, tak. Jeg vil gerne på vegne af Dansk Folkeparti, Venstre og Det Konservative Folkeparti fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at strukturreformen giver mulighed for at skabe større sammenhæng i sundhedsvæsenet i forhold til forebyggelse, behandling og rehabilitering. Dette skal udmønte sig i et sundhedsvæsen, der i højere grad opfylder borgernes berettigede forventninger til sundhedsvæsenet.
     Folketinget konstaterer endvidere med tilfredshed, at vedtagelsen den 24. februar 2005 om opprioriteringen af kampen imod kræftsygdomme er fulgt op med aftalen mellem regeringen og Dansk Folkeparti om kræftplan II.
     Aftalen skaber det rigtige grundlag for, at Danmark kan nå det højeste internationale niveau i kampen imod kræftsygdomme til gavn for patienterne.« (Forslag til vedtagelse nr. V 42).

Tak til ordføreren, som jeg beder blive stående.
     Der er nu fremsat følgende forslag til vedtagelse: (Se foran). Også dette forslag indgår herefter i forhandlingen.
     Så er der foreløbig ti, der har meldt sig til korte bemærkninger, og samlet er der maksimalt 1 time til ordføreren.
     Jeg læser lige de ti navne, så man nogenlunde er klar over, hvornår man kommer til: Hr. Villy Søvndal, hr. Per Clausen, hr. Rasmus Prehn, fru Karen Hækkerup, hr. Jørgen Arbo-Bæhr, fru Marianne Jelved, hr. Eigil Andersen, fru Lotte Bundsgaard, hr. Troels Ravn og hr. Hüseyin Arac.

Fru Pia Kjærsgaard var jo meget begejstret og tilfreds med strukturreformen. Det er også det, hele vedtagelsesforslaget drejer sig om.
     Jeg vil godt spørge om forholdet mellem strukturreformen og de dyreste sociale sager, altså de hjemløse, misbrugerne, de handicappede, de sindslidende osv.
     Der har det indtil nu været sådan, at udgiften på dem var delt. Kommunerne betalte halvdelen, og amtet betalte halvdelen. Nu bliver det sådan, at kommunerne skal betale det hele under et loft på 800.000 kr., altså stort set hver eneste dyre socialsag.
     Nu vil jeg godt stille et spørgsmål, som ikke er ledende: Tror fru Pia Kjærsgaard, at det bliver lettere, eller tror fru Pia Kjærsgaard, at det bliver sværere for det multihandicappede barn at få et tilbud, når kommunen fremover skal betale det fulde beløb? Jeg håber ikke, at det opleves som et ledende spørgsmål.

Nej, og jeg opfatter det heller ikke spor sarkastisk overhovedet, den stil lægger hr. Villy Søvndal jo aldrig nogen sinde for dagen.
     Der er ingen tvivl om, at når Dansk Folkeparti sammen med regeringen har indgået den her strukturreform, hvor vi har været med hele vejen, er det selvfølgelig med et klart håb om at gøre det bedre for borgerne og ikke dårligere for borgerne.
     Vi kan ikke se noget som helst problem i, at kommunerne får opgaven. Mange kommuner har i øvrigt allerede i dag opgaverne i forhold til folk, der på en eller anden måde er svagtstillede i det danske samfund.
     Nu forlader man altså amterne, og man overlader det til enten stat eller kommuner. Der har vi klart den opfattelse, at kommunerne vil kunne løfte opgaven. Netop fordi kommunerne er meget tættere på borgerne, end tilfældet har været før, så tror vi selvfølgelig på, at dem i vores samfund, der er svage, dem, der har behov for hjælp, naturligvis - ved at det overgår til kommunerne - måske i nogle tilfælde, og helst da, vil kunne få bedre hjælp end det, vi ser i dag.

Hr. Villy Søvndal for den anden og sidste korte bemærkning.

Det er en naivitet, der næsten er til at græde over. Undskyld, vil jeg sige til fru Pia Kjærsgaard, jeg hørte rigtigt, når fru Pia Kjærsgaard sagde, at når kommunerne bare er tæt nok på, så bliver opgaven løst godt. Det var konklusionen. Det betyder, at når syv kommuner i øjeblikket har rykket fra at yde rengøring på hjemmehjælpsområdet fra en gang om ugen til hver tredje uge, så er det det nærhedsprincip, som fru Pia Kjærsgaard hylder så hjerteligt, der virker.
     Nu indfører man et incitament i de tunge socialsager, der betyder, at den kommune, der vedtager at give et ordentligt tilbud til det multihandicappede barn, skal betale det dobbelte.

     Jeg vil godt prøve at stille mit ledende spørgsmål igen:
Er fru Pia Kjærsgaard også her så hamrende naiv, at hun forestiller sig, at det betyder, at de børn får de tilbud, de har fået indtil nu? I så fald tror jeg, at fru Pia Kjærsgaard er den eneste her i salen og i store dele af verden, der er af den overbevisning. Det er jo lysende vanvid, vil jeg sige til fru Pia Kjærsgaard.

Må jeg allerførst tage den problematik op, hr. Villy Søvndal rejste, for der var faktisk to spørgsmål i forhold til de syv kommuner, som heller ikke efter Dansk Folkepartis opfattelse varetager deres opgaver ordentligt over for de ældre.
     Der er vi ikke så nonchalante, som jeg har hørt regeringen være i forhold til det. Der mener jeg absolut, at socialministeren har en opgave. Det er trods alt kun syv kommuner, men syv kommuner er syv for mange, og det er selvfølgelig totalt uacceptabelt. Sådan skal det ikke være. Den sag er vi i øvrigt gået videre med sammen med hr. Villy Søvndal, fordi vi ikke vil acceptere, at tingene er på den måde. Det skal klart opprioriteres.
     Må jeg sige med hensyn til den anden del af hr. Villy Søvndals spørgsmål: Man indgår ikke et forlig eller en aftale med den begrundelse, at det skal være dårligere for dem, der
i forvejen er dårligt stillet i vores samfund af en eller anden årsag, naturligvis ikke. Vi har tillid til, at kommunerne kan løfte den opgave. Jeg tror langtfra, som hr. Villy Søvndal sagde, hvis jeg lige må fuldende, at jeg skulle være den eneste i det her Folketing. Jeg tror faktisk, at der er et temmelig stort flertal i det her Folketing, som har nøjagtig samme opfattelse.

Nu kan det godt være, at man ikke gennemfører ting med det formål, at de skal føre til ringere vilkår for de dårligst stillede, men jeg synes nu alligevel, at vi ikke fik noget klart svar på hr. Villy Søvndals spørgsmål.
     Men så til en anden ting. Fru Pia Kjærsgaard talte meget om det danske demokratiske sindelag, og hun gjorde det i så dramatiske vendinger, at man måske godt kan forstå, at yngre og mere ivrige medlemmer af Dansk Folkeparti kunne blive forledt til at tro, at det var et led i dansk demokratisk ånd at fyre folk, som har en anden opfattelse end Dansk Folkeparti. Det kunne måske hænge sammen med, at Dansk Folkepartis synspunkter i virkeligheden står i modsætning til de demokratiske traditioner, der er meget vigtige i Danmark. Det er den ene ting.
     Det andet er, at fru Pia Kjærsgaard jo plejer at tale meget om de ældre og deres vilkår, og der kan man også sjældent komme med et forslag, uden at Dansk Folkeparti støtter det. Men et eksempel som, at man ikke skal kunne tildeles mindre end hjemmehjælp hver anden uge, er et godt eksempel på, at først støtter Dansk Folkparti det. Når det kommer op i Folketinget, så støtter man det ikke. Hvad er forklaringen? Og hvor lidt hjemmehjælp er nok ifølge Dansk Folkeparti?

For det første synes jeg, at hr. Per Clausen må uddybe den første del af spørgsmålet. Jeg forstod det ikke rigtig, så det vil jeg godt bede om at få uddybet.
     Så til det næste spørgsmål. Jeg mener bestemt, at det er meget individuelt. Jeg vil da formode, at hr. Per Clausen har behov for et bad en gang om dagen. Sådan kan der være mange ældre, der også har det. Så synes jeg faktisk, at de skal have det. Jeg synes ikke, at man skal fastsætte en grænse for, hvor mange gange det kan være. Det er meget individuelt, og der må kommunerne blive meget, meget bedre til at vurdere den enkeltes individuelle behov.
     Svaret kender hr. Per Clausen også godt. Vi kan godt være noget frygtsomme over for, at kommunerne, hvis man laver et minimumskrav, så alle sammen vil lave minimumskrav. Jeg tør ikke sige i dag, om frygten er overdrevet, men det er i hvert fald den frygt, vi har haft hidtil. Men det er klart uacceptabelt, som jeg også sagde før, at der er nogle kommuner, som ikke engang lever op til det, hr. Per Clausen foreslår, og som jeg måske mener for mange ældre slet ikke er nok.

Jeg skal da ikke kunne afvise, at fru Pia Kjærsgaard ikke har bemærket, at en af hendes partifæller har været ude med et synspunkt om, at hvis man ikke mener det samme som Dansk Folkeparti, så skal man fyres. Det kan der sikkert rådes bod på ved en samtale med nogle af medlemmerne i Dansk Folkepartis gruppe.
     Så til det andet. Det, som fru Pia Kjærsgaard har gjort, er, at hun har sagt, at der er nogle, som skal have hjemmehjælp mindre end hver anden uge. Det er jo det, fru Pia Kjærsgaard har sagt, og det, jeg ikke kan forstå, er, hvordan man kan kombinere det med at være en af de ældres venner. Det er det ene eksempel på, at jeg ikke altid synes, at det med de ældre og Dansk Folkeparti holder.
     Det andet er, at fru Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti jo har et meget stort ansvar for den økonomiske politik, regeringen fører i forhold til kommunerne, og vi ved, at den økonomiske politik har haft de konsekvenser, at gode medlemmer af Dansk Folkeparti har været nødt til at stemme for forringelser for de ældre ude i kommunerne. Det har de givetvis gjort med blødende hjerte, men de har gjort det, fordi den økonomiske politik, som fru Pia Kjærsgaard har støttet, har tvunget dem til det.

Jeg må bare konstatere, at kommunerne har fået tilført flere penge end nogen sinde før til de ældre. Jeg siger ikke, at det er nok. Jeg ved ikke, hvad hr. Per Clausen mener med, at jeg skulle have sagt, at man skal have bad mindre end hver anden uge. Det har jeg i hvert fald ikke sagt, det skal jeg meget klart understrege. Tværtimod har jeg sagt, at det er et individuelt behov, som jeg synes skal tilgodeses meget mere, end det bliver i dag.
     Nu fattede jeg, hvad hr. Per Clausen mente med sit første spørgsmål. Jeg synes ikke, at det er rimeligt at tage en sag op, som faktisk er trukket tilbage. Det må hr. Per Clausen så til gengæld også vide blev gjort.
     Men må jeg samtidig understrege, at jeg synes, at de udtalelser, som Vagn Greve, professor på Københavns Universitet, er kommet med, er totalt utilstedelige. Jeg siger ikke, at jeg vil forbyde, at han siger det, men jeg sympatiserer ikke med det. Jeg synes, det er helt utroligt, at man kan udtale sig på den måde, nemlig at der skal være retstilstande i Danmark, hvor man skal begynde at udbetale blodpenge.

Mit spørgsmål drejer sig om de mange millioner, som lejere i private udlejningsejendomme har indbetalt i depositum, og om forrentningen af de her penge.
     Sidst i april måned var hr. Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti i både tv-avisen og i TV 2's Nyhederne, hvor han sagde, at Dansk Folkeparti vil arbejde for, at lejerne får forrentningen af de penge, der er betalt i indskud. Er det en holdning, som også Dansk Folkepartis ordfører bakker op om?

For at være helt ærlig ved jeg ikke, om den sag er kommet længere. Jeg kender udmærket sagen, men jeg ved ikke, hvor den ligger lige p.t. Jeg synes under alle omstændigheder, at det er noget, vi skal se på, altså om det er rimeligt, eller om der er et eller andet i forhold til udlejere og de penge, som bliver indbetalt.

Jeg er meget glad for at høre den tilkendegivelse fra Dansk Folkepartis ordfører. Men jeg vil gerne have ordførerens kommentar til, at Dansk Folkepartis ordfører på området, fru Anita Knakkergaard, har takket nej til at lave et fælles beslutningsforslag med Socialdemokraterne, der netop går ud på at lave en sådan ordning, hvor man sikrer, at lejerne får del i den her rente.
     Hvad er Dansk Folkepartis holdning til det: Mener man det, eller mener man det ikke?

Jeg tror, jeg vil gentage over for hr. Rasmus Prehn, at jeg meget gerne vil være med til at se på det. Jeg kender ikke den nøjagtige begrundelse i forhold til det afslag, som hr. Rasmus Prehn påpeger, men jeg kunne forestille mig, at det er noget, som regeringen også har en vurdering af, og hvor vi meget gerne vil have, at der bliver kigget på det.
     Jeg forstår det udmærket. Jeg kender sagen, og jeg hørte også hr. Peter Skaarups udtalelser. Men der kan være nogle facetter i forhold til udlejere og med hensyn til de penge, som bliver indbetalt i depositum og forrentningen deraf. Jeg vil meget gerne være med til at se på det.

Jeg vil gerne helt undtagelsesvis i sådan en debat her starte med at rose, for jeg synes jo også, at man skal rose, når der er noget at rose for. Jeg vil gerne rose Dansk Folkeparti for den indsats, man har gjort over for de døende i forhold til den hospiceaftale, der er indgået.
     Jeg synes, at I gør det godt - det synes jeg faktisk I har gjort - men jeg synes alligevel ikke, at I gør det helt godt nok ...

Jeg gør stadig væk opmærksom på, at man ikke må tiltale direkte, så man kan ikke sige, at I har gjort det godt nok. Man kan eventuelt sige, at Dansk Folkeparti har gjort det godt eller omskrive det på en anden måde.

Karen Hækkerup (S):
Så vil jeg gerne sige, at jeg er meget tilfreds med, at Dansk Folkeparti har presset regeringen til at ville noget på hospiceområdet. Men omvendt må man også konstatere, at de puljer, der har været afsat i 2003 og 2004 - og også i 2005 ser det ud til - ikke bliver udnyttet, fordi det kræver egenbetaling fra de kommuner og amter, som skal oprette pladserne.
     Vil man være villig til at fjerne den egenbetaling for at få flere hospicepladser?

Allerførst vil jeg sige tak for den ubetingede ros. Jeg synes egentlig - det er ikke engang sarkastisk ment eller ironisk eller noget som helst - at det ville være dejligt, hvis vi kunne komme dertil i Folketinget, hvor vi også en gang imellem roste hinanden for noget, vi synes var godt nok. Og alligevel siger fru Karen Hækkerup så: ikke helt godt.
     Jeg tror bestemt, at med den helt nye sygehusstruktur, der bliver lagt i Danmark med strukturreformen, vil de penge, der er afsat til hospice, også blive brugt. Og der er jo år efter år ved finanslovforlig med Dansk Folkepartis deltagelse afsat flere og flere penge, så det nu begynder at ligne noget, som vi godt kan begynde at være bekendt i forhold til den indsats, der skal ske på hospiceområdet.
     Der har været problemer i forhold til amterne, som ikke har villet indgå i betalingen af de hospicer. Jeg tror på, at
i forbindelse med hele omlægningen af sygehusstrukturen i Danmark vil også hele hospiceområdet begynde at fungere på en langt mere tilfredsstillende måde.

Det er en proces, der er i gang, og det er derfor, jeg siger, at det er godt, men at det ikke er godt nok. Noget af det, som vi især ikke synes er godt nok, er, at den aftale, der jo er indgået med amterne, går ud på, at der skal oprettes 12 hospicepladser i hvert amt.
     Der er meget stor forskel på, hvor befolkningstunge vores amter er, og nu overgår de her opgaver til regionerne, og det er endnu ikke afklaret, hvordan man skal regne ud, hvor mange hospicepladser der skal tilføres hver eneste region.
     Men det er et problem for de døende, og det er et problem for deres familier, at der ikke er de her pladser. Det er jo i bund og grund ikke særlig udgiftskrævende, for de patienter, det vedrører, som har brug for den her plads, ligger i forvejen på hospitalerne. De optager bare senge de forkerte steder. Derfor behøver det her forslag ikke nødvendigvis at koste ekstra penge, altså at der kommer flere pladser.
      Jeg vil godt afslutningsvis spørge: Når nu det skal forhandles på plads og opgaven overgår fra amterne til regionerne, vil Dansk Folkeparti så love, at man vil presse på for at være mere retfærdig i den fordeling af pladserne, så de områder, hvor der bor mange mennesker, også får flere pladser?

Jeg vil absolut love, at vi også i den del, der ligger omkring hospiceområdet, når vi kommer videre i forhold til strukturreformen, hvor mange ting skal på plads nu, vil være optaget af, at de penge, der bliver afsat til flere hospicepladser, selvfølgelig også bliver brugt på den måde, så der rent faktisk bliver flere hospicepladser.
     Jeg er meget, meget enig i fru Karen Hækkerups betragtninger om, at det er ganske, ganske urimeligt, at vi overhovedet har og har haft ventepladser til et hospice. Det er på et tidspunkt, hvor der ikke er tid til nogen form for ventetid. Det er der ikke generelt, når det er sygdom, det drejer sig om, men i hvert fald slet ikke, når det gælder hospicepladser.
     Jeg vil godt give fru Karen Hækkerup det løfte, at det er noget, vi er meget opmærksomme på, og at vi langt hen ad vejen er enige med fru Karen Hækkerup.

Det er jo en slet skjult hemmelighed, at EU's indre marked i forbindelse med østudvidelsen har ført til store problemer for løn- og arbejdsvilkår på det danske arbejdsmarked, ikke mindst på grund af udstationeret østeuropæisk arbejdskraft.
     Til gengæld er det knap så enkelt at finde hoved og hale på, hvad Dansk Folkeparti på det her område i virkeligheden mener om det indre marked. Er det sådan, som f.eks. Enhedslisten mener, at østeuropæisk arbejdskraft skal være velkommen på det danske arbejdsmarked, hvis bare det foregår på løn- og arbejdsvilkår, der svarer til de vilkår, der gælder i dag på det overenskomstdækkede arbejdsmarked? Eller mener Dansk Folkeparti i virkeligheden, at det bedste ville være, at man lukkede grænserne for østeuropæisk arbejdskraft?
     Det er så det, jeg godt vil spørge fru Pia Kjærsgaard om. Hvad er i virkeligheden Dansk Folkepartis holdning til det her spørgsmål om østeuropæisk arbejdskraft i Danmark?

Jeg synes faktisk, at vores holdning er meget, meget klar, og at vi mange gange har gjort rede for den. Dansk Folkepartis holdning er jo, at det, vi skulle have gjort, da vi lukkede de ti nye østeuropæiske lande ind i EU, var at have en overgangsordning. Ikke på den måde, som hr. Arbo-Bæhr siger med at lukke grænserne for østeuropæere, men sige, at der er en 7-årig overgangsordning, inden man kan begynde at tage til Danmark for at få arbejde.
     Formålet med det er naturligvis, at når de ti nye østeuropæiske lande er lukket ind i EU, så ved vi godt, at en af årsagerne til, at de gerne ville det, var at komme på højde med det øvrige EU; at der kunne komme nogle midler, som betød, at deres lande kom på fode økonomisk.
     Man burde have taget den tid, det tog i forhold til en 7-årig overgangsordning, sådan som Østrig har gjort, sådan som Tyskland har gjort, i stedet for at gøre det fra dag et. Vi ser jo netop nu, hvad det medfører: At der er problemer i forhold til østeuropæisk arbejdskraft, fordi man kommer ind i landet og arbejder til en langt, langt lavere løn end den, der er dækning for i Danmark.

Så forstår jeg det på den måde, at Dansk Folkeparti i virkeligheden mener, at det bedste ville være at lukke grænserne i den 7-årige overgangsperiode. Det synes jeg var meget klart. Men det, jeg hørte fru Pia Kjærsgaard sige til sidst, gør mig egentlig lidt urolig, for mener fru Pia Kjærsgaard, at problemet er de østeuropæiske arbejdere, som kommer hertil, eller er problemet i virkeligheden de danske arbejdsgivere, som misbruger den billige arbejdskraft fra Østeuropa? For der er jo himmelvid forkel på, om man mener det ene eller det andet.

Jeg mener absolut, at det er et problem, når man misbruger arbejdskraft, i allerhøjeste grad. Jeg mener, at det er et problem for vores samfund som sådan, og jeg mener også, at det er et problem for den danske arbejder, naturligvis. Og vi ser det jo netop i disse dage.
     Jeg tror måske nok, at nogle kunne have været lidt mere oppe på tæerne, nemlig fagforeningerne, som jo var meget ivrige efter at lukke nye østeuropæiske lande ind i EU. Der burde de have været enige med Dansk Folkeparti.
     Det er jo ikke et synspunkt, vi alene har. Det er ikke Danmark, der alene på den hårde måde, som hr. Arbo-Bæhr siger, lukker grænserne. Andre lande så for lang tid siden, at det kunne medføre et problem, som vi nu ser i disse dage i Danmark. I stedet for fra dag et at lukke østeuropæisk arbejdskraft ind, som i den grad kan udkonkurrere danske arbejdspladser, fordi det er til en løn, som er fuldstændig uset i det danske samfund, burde man have lavet den 7-årige overgangsordning, præcis som Tyskland og Østrig har gjort.

Jeg anerkender Dansk Folkeparti som en meget værdig modstander i den politiske kamp, og jeg har i den sammenhæng noteret, at der er tre mærkesager, som især Dansk Folkeparti tager sig af og gør til sine. Det er mennesker, der ikke ligner fru Pia Kjærsgaard; det er EU, som heller ikke ligner fru Pia Kjærsgaard, havde jeg nær sagt - ikke tiltaler fru Pia Kjærsgaard - og så er der pensionisterne, altså den sociale dimension.
     Jeg har en forudanelse af, at den sociale dimension i fru Pia Kjærsgaards politik vil udvide sig til flere end pensionister i de kommende år.
     Jeg har et spørgsmål. Den største sociale opgave overhovedet, som vi står over for, også for at Danmark kan hænge sammen, det taler vi jo alle sammen om, må være at skabe arbejdspladser til alle. Derfor spørger jeg Dansk Folkepartis formand: Hvilken politik har Dansk Folkeparti for at skabe arbejdspladser i Danmark?

Indledningen ærgrer mig lidt, må jeg sige, og jeg vil godt klart tilbagevise, at det skal være folk, som fru Marianne Jelved udtrykte det, der ikke ligner fru Pia Kjærsgaard. Jeg synes ikke, det er godt, at fru Marianne Jelved bruger den slags udtryk.
     Men jeg erkender de tre emner, som fru Marianne Jelved nævnte; at vi er skarpe modstandere af den udlændingepolitik, som fru Marianne Jelved var bannerfører for i en lang, lang periode; at vi er meget imod den politiske integration i EU; at vi i øvrigt har en god socialpolitik. Det anerkender jeg.
     Tilbage til spørgsmålet om arbejdspladser. Jeg synes jo, at det ville være vidunderligt at få skabt arbejdspladser til alle dem, der gerne vil ud i arbejde. Jeg synes også, at vi er kommet et langt skridt hen ad vejen, må jeg så sige, for den arbejdsløshed, som i allerhøjeste grad var for opadgående, ser ud til at være vendt.
     Nu hørte jeg, at statsministerens i sin redegørelse bemærkede eksempelvis regeringens forårspakke, som det blev nævnt, og det skal statsministeren naturligvis sige. Det er fair nok.

Vi må vente. Der er en anden kort bemærkning til fru Marianne Jelved.

Jeg er enig i, at det ser ud, som om ledighedskurven er vendt. Man kan ikke være helt sikker, men det ser sådan ud. Men det er jo ikke nok at støtte sig til regeringens og Dansk Folkepartis forårspakke. Jeg synes i øvrigt ikke, at fru Pia Kjærsgaard skal finde sig i, at regeringen kalder det regeringens forårspakke. Æres den, som æres bør. Den var ikke kommet igennem uden Dansk Folkeparti. Det er bare lige det.
     Derfor appellerer jeg i virkeligheden meget stærkt til, at Dansk Folkeparti sætter det at skabe arbejdspladser på dagsordenen, for min pointe er, og det siger alle økonomer, også regeringens egne økonomer, at de arbejdspladser jo ikke kommer af sig selv, heller ikke selv om der har været en forårspakke.
     Så der skal faktisk ske nogle flere ting. Jeg ville meget gerne i dialog med Dansk Folkeparti om det.

Så har fru Pia Kjærsgaard 1 minut til i første omgang at klare den dialog. Værsgo.

Det var også det, jeg var ved at sige. Æres den, der æres bør, men herregud. Skidt med ophavsretten, bare vi får de rigtige ting igennem. Men jeg vil da godt endnu en gang understrege, at regeringen jo ikke havde fået sin forårspakke igennem uden Dansk Folkeparti. Sådan er det.

     Der er ingen tvivl om, at regeringens forårspakke sammen med Dansk Folkeparti har hjulpet. Der er ingen tvivl om, at fremrykningen af offentlige investeringer har hjulpet. Der er ingen tvivl om, at afbrydelsen af SP-ordningen har hjulpet. Og alle de ting, som i øvrigt var i hele forårspakken, har hjulpet. Det synes jeg er rigtigt og godt, og jeg er meget glad for, at det ser ud til at være vendt. Vi kan alle sammen have en forventning om, at det skal ske i et hurtigere tempo. Det tror jeg godt.
     Jeg må sige, at bliver der skabt råderum, som det hedder på politikersprog, for nye skattelettelser, vil det være på samme måde, som vi gjorde det sidste gang; at man får sat gang i forbruget; at man giver forbruget til dem, som har mest behov; at man letter dagligdagen præcis på samme måde, som vi gjorde hidtil.
     Jeg får nok nye spørgsmål.

Så går vi videre i de korte bemærkninger, og den næste korte bemærkning er fra hr. Eigil Andersen.

Dansk Folkeparti påstår, at man er den lille mands og kvindes parti. Derfor undrer det mig uhyre meget, at Dansk Folkeparti støtter, at der er sket forringelser af arbejdet med at forbedre arbejdsmiljøet for hundredtusinder af danske lønmodtagere. Vi har stadig væk over 50.000 arbejdsulykker og erhvervssygdomme om året; vi har store problemer med nedslidning, invaliditet og udbrændthed bl.a. inden for social- og sundhedsassistentområdet og pleje- og omsorgsområdet, som er et meget, meget hårdt arbejde.
     Alligevel har Dansk Folkeparti medvirket til, at pligten til at være medlem af en bedriftssundhedstjeneste både offentligt og privat er blevet ophævet. Helt aktuelt bliver der fjernet et statsligt bloktilskud til kommunerne på 130 mio. kr. Det er penge, som hidtil er blevet brugt til at betale for kommunernes medlemskab af BST. Det betyder, at det er penge, som hidtil er blevet brugt til at forbedre arbejdsmiljøet. De er nu væk, samtidig med at kommunerne har skattestop, og man er ved at nedlægge BST rundtomking.
     Mit spørgsmål er: Hvorfor er det så vigtigt for Dansk Folkeparti, at arbejdet med at forbedre arbejdsmiljøet bliver forringet?

Det synes jeg heller ikke vi har været med til. Det er rigtigt, at der er nogle mindre virksomheder, som ikke længere har den tvungne ordning i forhold til BST. Men det er overhovedet ikke der, tror jeg, at problemet ligger i forhold til det, som hr. Eigil Andersen også påpegede.
     Ja, der finder nedslidning sted. Hr. Eigil Andersen påpegede det specielt i forhold til hele omsorgsområdet, og det er jeg meget enig i. Men der tror jeg, at vi skal prioritere på en helt anden måde. Vi skal netop opprioritere det arbejde i stedet for, det arbejde, som er fysisk hårdt og mange gange også kan være psykisk hårdt. Men lige nu taler vi om den fysiske nedslidning.
     Vi er jo meget ivrige efter, at eksempelvis omsorgsområdet, hjemmehjælperområdet og social- og sundhedsuddannelserne bliver opprioriteret, at der bliver ansat flere, så der ikke er det slid og den meget stressfyldte hverdag, som mange i dag har. Der synes jeg, at man skal gå den anden vej og sige: Der må vi altså prioritere den sektor meget mere, end vi gør i dag.

Hr. Eigil Andersen for den næste korte bemærkning.

Det er godt at få ansat flere, helt sikkert. Men der er også mange andre ting, man kan gøre for at forbedre arbejdsmiljøet, og jeg bliver nødt til at sige det, som det er, nemlig at Dansk Folkeparti har leveret stemmer til, at pligten til at være tilsluttet en bedriftssundhedstjeneste også er ophævet inden for det offentlige område.
     Inden for det offentlige område er hovedparten af de 130 mio. kr. gået til at betale for BST-tilslutning netop inden for pleje- og omsorgsområdet, det, som fru Pia Kjærsgaard har så stort behov for at markere man gerne vil forbedre. Derfor bliver jeg nødt til at sige: Der er modstrid her mellem ord og handling i det, som Dansk Folkeparti gør, og det vil jeg gerne bede om en forklaring på.

Jeg kan egentlig ikke andet end henvise til min første besvarelse. Jeg tror, at måden at gøre det på er, at man ser på arbejdspladserne, og at man ude i kommunerne og også ude i regionerne eksempelvis på sygehusområdet er meget opmærksom på, at der ikke skal finde en nedslidning sted af det personale, som har de meget, meget omsorgskrævende opgaver. Det mener jeg er måden at gøre det på i stedet for den meget store andel, der gik til BST, som måske ikke alle steder virkede lige efter hensigten. Det er vores metode, at vi går ind og ser på den enkeltes behov, at vi opprioriterer miljøet på den måde, så de, der er på de arbejdspladser, får en langt mindre nedslidende hverdag, end vi mange gange oplever nu.

Vi går videre i de korte bemærkninger. Den næste er fru Lotte Bundsgaard.

Jeg synes, det er rart at høre nye toner fra Dansk Folkeparti, nemlig at Dansk Folkeparti nu vil gå ind og kæmpe for, at mennesker ikke bliver nedslidt på arbejdsmarkedet. Jeg vil godt høre, om det så betyder, at Dansk Folkeparti vil begynde at støtte nogle af alle de forslag, som Socialdemokraterne har fremsat om at forbedre arbejdsmiljøet. For jeg er fuldstændig enig med fru Pia Kjærsgaard, når hun siger, at det jo ikke nytter noget, at man bliver nedslidt på arbejdsmarkedet.
     Betyder det, at Dansk Folkeparti vil støtte alle de forslag, vi har fremsat på det her område? Det er mit ene spørgsmål.
     Mit andet spørgsmål er lidt i forlængelse af det, fru Marianne Jelved og fru Pia Kjærsgaard var inde på lidt tidligere: Hvordan vil Dansk Folkeparti sikre, at vi også kan konkurrere på sigt i Danmark? Hvad er svaret til den slagteriarbejder eller den senior, som bliver fyret fra sit job og har meget svært ved at få et nyt arbejde? Hvordan vil Dansk Folkeparti sikre, at Danmark kan konkurrere også på sigt?

Nu rørte fru Lotte Bundsgaard ved et problem, som også var oppe i valgkampen, eksempelvis i forhold til Nordjylland og andre steder, hvor der var nogle slagterilukninger. Det er selvfølgelig fuldstændig uacceptabelt i forhold til den enkelte, der pludselig oplever fra den ene dag til den anden at blive arbejdsløs, og hvor der ikke rigtig er muligheder for at komme ind i andet arbejde.
     Der tror jeg først og fremmest, at de ressourcer, som blev lovet også i valgkampen til de berørte steder naturligvis skal bruges på bedst mulig måde, og jeg tror egentlig også, at vi er på rette vej med at få folk omskolet. Jeg mener ikke, at det er noget, man kan gøre fra den ene dag til den anden.
     Det er ikke umiddelbart svaret for den 50-60-årige slagteriarbejder, som står uden arbejde fra den ene dag til den anden, men det er jo den vej, vi skal, at vi forsøger at omskole personer til andet arbejde, og at der er bedre aftrædelsesordninger end dem, vi ser for nærværende.

Først glemte fru Pia Kjærsgaard at svare på mit spørgsmål, om Dansk Folkeparti nu vil støtte de forslag, som Socialdemokraterne har fremsat for at forbedre arbejdsmiljøet, for at forhindre nedslidningen af f.eks. de mennesker, der arbejder på et plejehjem, hvor desværre alt for mange bliver nedslidt.
     Vil Dansk Folkeparti støtte de forslag, vi er kommet med for at forbedre arbejdsmiljøet på det område?

Nej, det vil Dansk Folkeparti ikke, og det ved fru Lotte Bundsgaard også ud fra de begrundelser, der er givet i forhold til de mange, mange forslag, som Socialdemokraterne sikkert godhjertet fremsætter, og hvor vi også har måttet konstatere tidligere i dagens debat, at det jo er nemt nok at fremsætte et forslag, som koster rigtig, rigtig mange penge.
     Jeg synes egentlig, at det er et strålende arbejde, som regeringen har gjort for at finde ud af, hvad alle de løfter, som Socialdemokraterne er kommet med siden folketingsvalget den 8. februar 2005, egentlig koster. Man kan jo ikke bare, som fru Lotte Bundsgaard også gjorde i sin ordførertale, love guld og grønne skove, sådan som jeg opfattede det.
     Det er nemt nok, men det er bare ikke særlig ansvarligt. Dansk Folkeparti er et parti, som påtager sig ansvaret. Det har man kunnet se siden 2001, og det vil man også kunne se fremover at vi gør. Udgifter og indtægter skal naturligvis hænge sammen, sådan må det nødvendigvis være. Vi synes egentlig, at vi har haft et ualmindelig konstruktivt og godt samarbejde med regeringen for at få tingene til at fungere.
     Jeg tror ikke for nærværende, at det kan lykkes med Socialdemokraterne. Måske hen ad vejen, hvem ved? Men nok ikke lige nu.

Så går vi videre i de korte bemærkninger. Lad mig lige tage resten af listen, som den ser ud i øjeblikket. Det er hr. Troels Ravn, hr. Hüsein Arac, hr. Morten Bødsgaard, fru Lone Dybkjær, fru Kirsten Brosbøl, hr. Ole Stavad, fru Mette Frederiksen og fru Elsebeth Gerner Nielsen.
     Jeg er ikke sikker på, at vi når alle. Det vil vise sig. Men den første, der får ordet nu, er hr. Troels Ravn.

Fru Pia Kjærsgaard var flere gange i sit indlæg inde på, hvor vigtigt det er, at vi i Danmark værner om grundlæggende værdier i samfundet. Kan fru Pia Kjærsgaard så give mig ret i, at vi i mødet med danskere med anden etnisk baggrund bør tage udgangspunkt i værdierne ansvar, respekt og rettigheder?
     Ansvar og respekt i forhold til det at lære dansk, forstå dansk kultur, overholde dansk lovgivning, men så også rettighed i forhold til uddannelse, arbejde, en god bolig, en værdig tilværelse og frem for alt ret til også af politikere at blive omtalt som en positiv ressource, på trods af at disse borgere måske kommer med en anden religion og en anden kulturel baggrund end den danske.

Jeg er ikke i tvivl om, at der er rigtig, rigtig mange indvandrere i vores samfund, som gør det rigtig, rigtig godt. Det synes jeg også vi får mange eksempler på. Der er mange, som fungerer godt, som ikke gør sig uheldigt bemærket, som på forskellig vis er fuldstændig på linje med os andre, altså har et liv som os andre, har et arbejde, som de passer, har pligter i forhold til det danske samfund, som selvfølgelig også giver rettigheder, som der ikke er nogen som helst problemer med.

     Men jeg vil sige til hr. Troels Ravn, at jeg tror altså også, at man må konstatere, at udlændinge i det danske samfund bestemt ikke alene er en positiv ressource. Det er sådan noget, som jeg kan huske fra midt i 1980'erne, da vi begyndte at diskutere det her emne, hvor man bare skulle betragte udlændinge som en positiv ressource.
     Her må vi jo nok konstatere, at med alt det, der har været specielt i den senere tid - jeg tror desværre ikke, at vi har set det værste endnu - er der mange, som gør noget virkelig dårligt netop for den første gruppe, som jeg omtalte, og som gør det godt, sætter den i et dårligt lys. Men det kan man jo overhovedet ikke laste mig eller Dansk Folkeparti for.

Jeg hæfter mig ved, at fru Pia Kjærsgaard omtaler, at mange af de her danskere med anden etnisk baggrund end dansk gør det godt, men at de måske lige mangler lidt for at blive en positiv ressource.
     Her vil jeg gerne meget konkret spørge til forslaget om integrationsfamilier, altså det, at en dansk familie stiller sig til rådighed for en fremmed familie som døråbner, der her med, at det er vigtigt, at vi alle bliver ven med en fremmed, at de fremmede lærer om dansk kultur igennem den her danske integrationsfamilie: Hvordan forholder fru Pia Kjærsgaard sig til det? Bør det ikke også være samfundet, der medvirker til at løse den her opgave og bringe danske familier sammen med udenlandske familier?

Jeg mener jo ikke, at det hver evig eneste gang, man taler om problemer i forhold til udlændinge og danskere - lad os sige folk med anden etnisk baggrund og danskere født her i landet med en dansk baggrund - er samfundet, der skal gøre noget, som jeg kan høre at hr. Troels Ravn lægger op til.
     Jeg synes, at jeg hører nogle af de her sætninger, som jeg egentlig troede var uddøde, altså at man skal blive ven med en fremmed. Der var også noget, der i gamle dage hed, at en fremmed er en ven, du ikke har mødt.
     Det er for nemt at sige det på den måde, og jeg mener ubetinget, at samfundet så vidt muligt skal blande sig uden om. Men i de tilfælde, hvor det kikser, skal samfundet naturligvis være parat til at prøve at hjælpe til, sådan som det danske samfund nu engang er indrettet. Sådan er vi danskere jo, vi vil meget gerne hjælpe, vi vil meget gerne have, at tingene fungerer. Danskerne har ikke fordomme, danskerne er parate.
     Jeg synes bare, at det, som hr. Troels Ravn lægger op til, er så forkert. Jeg fatter ikke, at hr. Troels Ravn kan gribe fat i de gamle sætninger, som har vist sig i allerhøjeste grad at være ude af trit med den barske, barske virkelighed, som vi ser i dagens Danmark.

Det er, som om fru Kjærsgaard simpelt hen fryder sig, når en eller anden person med indvandrer- eller flygtningebaggrund fremkommer med en tåbelig udtalelse eller begår en tåbelig handling, ligesom den person, som har snakket om blodpenge. Det har vi som parti, det har jeg som person og mange flygtninge/indvandrere taget afstand fra. Bare så det er slået fast.
     Jeg oplever, at fru Kjærsgaard og Dansk Folkeparti hver gang, der er den mindste mulighed for det, skynder sig at generalisere og beskylde alle med flygtninge/indvandrerbaggrund for at være meningsfæller med fundamentalister, med kvindehadere, kriminelle osv. Sådan er min oplevelse af det heldigvis ikke, sådan er virkeligheden heldigvis ikke.
     Jeg vil spørge fru Kjærsgaard: Tror fru Kjærsgaard ikke, at Dansk Folkepartis sådan kolde og til tider fordomsfulde holdninger er med til at skade og besværliggøre integrationen af vores nye medborgere i det danske samfund?

Jeg synes, det var fint, at hr. Hüseyin Arac tog afstand fra hele problematikken om blodpenge.
     Jeg vil faktisk ikke rigtig kommentere det, der blev sagt om, at vi fryder os. Jeg sagde faktisk i min ordførertale, at jeg indimellem føler mig afmægtig, og det er jo næsten det værste, der kan ske, altså det, at man synes, det bare er blevet for meget. Mit hjerte krymper sig rent ud sagt hver evig eneste gang, jeg oplever de ting. Jeg synes virkelig, det er en katastrofe. Jeg synes, det er dybt sørgeligt. Så er det sagt, og det er hundrede procent, hvad jeg føler herinde i min sjæl. Jeg frygter for fremtiden for mine børnebørn. Det er ikke det samfund, som jeg gerne ser at de skal vokse op i.

     Når det er sagt, vil jeg så sige, at det jo ikke alene er en gal person - nu kan jeg ikke lige huske, hvad der blev sagt, men jeg tror, at hr. Hüseyin Arac sagde noget i retning af en gal person - det er faktisk professor i strafferet ved Københavns Universitet, Vagn Greve, det er Politikens chefredaktør, Tøger Seidenfaden, som egentlig synes, at det da er et spørgsmål, som det er værd at debattere. Jeg har da også lagt mærke til, at der er nogle SF'ere, som synes, at det måske var en sag, der var værd at vende. Det er bare det, jeg tager afstand fra. Det må aldrig nogen sinde brede sig i det danske samfund, for det er noget, som vi ikke vil have med at gøre.

På et punkt er jeg enig med fru Kjærsgaard, nemlig at danskerne ikke er de store racister og fascister, som nogle mener. Når danskerne kender en, kommer også accepten og respekten. Det, der skal til, er, at de mennesker, der har lært sproget, har en uddannelse, går i skole, skal have lidt mere samvær med hinanden. Det er det, der mangler i vores integration.
     Så vil jeg spørge, om fru Kjærsgaard og Dansk Folkeparti vil være med til at åbne arbejdspladserne, uddannelsespladserne, praktikpladserne for de mennesker, som gerne vil være en del af det danske samfund. Størstedelen af de flygtninge/indvandrere, som jeg bl.a. repræsenterer, vil gerne integreres på en god og saglig måde, hvor man accepterer og respekterer hinanden, og de vil gerne være en del af det danske samfund, skulle jeg hilse og sige.

Der bliver jo gjort fantastisk meget fra det danske samfunds side for netop at integrere ikke mindst unge indvandrere. Det er en kæmpeopgave, og der bliver brugt mange penge på det. Der er forskellige former for tilskud, der er forskellige former for ordninger for unge, der gerne vil ud på de danske arbejdspladser.
     Det synes jeg også er godt, for jeg tror såmænd heller ikke, at tingene bare sådan fungerer på markedsøkonomiske vilkår, at det er den stærkes ret, og hvis man i øvrigt ikke er stærk nok, er det også bare lige meget. Men jeg synes bare, at vi skal passe på, at vi ikke går over i den modsatte grøft og får alt for meget positiv særbehandling, for det tror jeg egentlig giver bagslag i forhold til det danske samfund.
     Jeg synes egentlig, at det var meget ærgerligt at læse det, da der for kort tid siden kom en ritzaumeddelelse, som gik lidt dybere ned i, hvordan det er med unge nydanskere, som skal ud på arbejdsmarkedet. Der er stadig væk alt for mange, der ikke rigtig vil det, som begynder på en arbejdsplads, men så opgiver på halvvejen, fordi de ikke rigtig kan vænne sig til at skulle være der til tiden om morgenen, de kan ikke rigtig vænne sig til tonen, de kan ikke rigtig vænne sig til forholdene. De arbejdspladser, som har taget imod dem, er mange gange butikker, det er mange gange små håndværksmestre osv.
     Det synes jeg er ærgerligt. Godt begyndt burde jo være
i hvert fald halvt fuldendt, men jeg tror desværre, at der for mange stadig væk mangler en motivation i forhold til, hvordan det danske samfund er indrettet, og hvad man gør i det danske samfund.

I går fremlagde justitsministeren noget, som justitsministeren i hvert fald selv mener skal være sådan den helt store plan rettet mod kriminelle unge, bander og organiseret kriminalitet. Jeg fornemmer, at Dansk Folkeparti, i hvert fald Dansk Folkepartis retsordfører, hr. Peter Skaarup, deler den skuffelse, der også er i Socialdemokratiet, over, at man fra justitsministerens side ikke er klar til at gå mere håndfast til værks over for de problemer, som jeg også fornemmer at vi er enige om at der er med meget kriminelle unge, især meget kriminelle unge i nogle bestemte miljøer af Danmark. Det undrer mig så, at justitsministeren siger, at en del af finansieringen til denne her plan går fra den tidligere rockerindsats, at det er der, man ligesom drosler ned, og så vil man bruge politiets ressourcer på de her bander. Jeg skal bare høre helt præcist: Er Dansk Folkeparti blevet taget i ed
i det spørgsmål, har man sagt ja til at flytte ressourcer fra rockerne til den her indsats? Det går jeg ud fra at man ikke har. Spørgsmål nummer to er så: Er man enig i den her prioritering, som regeringen lægger op til, altså at fjerne ressourcer fra rockerindsatsen og føre dem over på den her nye indsats over for meget kriminelle unge?

Lad mig først sige, at jeg synes, det er på høje tid, at der bliver gjort noget - bare noget. Jeg er meget enig i, at en sådan indsats, som blev gjort over for rockere, måske er velegnet over for indvandrerkriminaliteten. Jeg føler mig ikke engang hundrede procent overbevist om, hvilket også skal ses i forhold til de mange udtalelser, der har været fra politiet, at vi ser en helt anderledes kriminalitet end den, som rockerne bedrev, og det siger jo ikke så lidt. Det er en meget mere kynisk, en meget mere voldsom og en meget mere, kan man sige, beregnende kriminalitet, end den, rockerne bedrev, og det er jo rigtig, rigtig galt.

     Noget skal gøres. Jeg er så meget enig med hr. Morten Bødskov i, at det ikke nytter noget at tage ressourcer fra et område, som også bør være højt prioriteret. Det er ikke noget, vi er taget i ed på af regeringen. Det er noget, vi vil drøfte med regeringen. Men her har Dansk Folkeparti den fordel i forhold til Socialdemokraterne, at vi har indgået et politiforlig, vi har indgået et forlig om Kriminalforsorgen, og derfor kan vi i meget højere grad komme ind og præge, hvad der nu skal ske, end Socialdemokraterne og hr. Morten Bødskov kan.

Vi er selvfølgelig kede af, at vi ikke kunne være med i forliget, for meget af indholdet er vi hundrede procent enige i, men det glæder mig at høre, at Dansk Folkeparti tager afstand fra den finansiering af den her ekstraindsats, som regeringen lægger op til, nemlig at man vil nedprioritere rockerindsatsen for at kunne bruge ressourcerne på de her kriminelle unge. Det glæder mig. Så går jeg også ud fra, at Dansk Folkeparti, når man nu er en del af forliget, vil modsætte sig det, når der kommer forslag i forligskredsen om, at den her prioritering skal finde sted.
     Jeg tror, at der er rigtig mange borgmestre i små lokalsamfund, hvor der stadig væk er rockerborge, hvor man, hvis man ser i kriminalitetsstatistikkerne, vil se, at de er genstand for utryghed og omfangsrig kriminalitet i lokalsamfundene. Der er mange borgmestre, som er uenige i den prioritering, som regeringen lægger op til.
     Jeg vil bare have slået helt fast, at Dansk Folkeparti er imod den prioritering, og når det bliver forelagt, har man tænkt sig at sige nej til det.

Jeg må så sige, at jeg står ikke her og forhandler med hr. Morten Bødskov og Socialdemokraterne. Jeg forhandler med regeringen.
     Men det skal være sagt klart, at i Dansk Folkeparti, og det tror jeg også er velkendt for enhver, er vi meget optaget af, at kriminalitet skal bekæmpes, at man ikke underprioriterer det her område, og at det ikke nytter noget, at rockerne nu siger: Fint, nu har vi frit spil, for nu er der godt nok nogen, der er værre end os, og nu kan vi igen forvente kronede dage. Så vil vi jo være lige vidt. Det er den frygt, man godt kan have, hvis det kommer til at forme sig, sådan som det ser ud til at justitsministeren har tænkt sig.
     Jeg vil klart lade det bero på en forhandling imellem regeringen og Dansk Folkeparti. Og jeg kan godt sige til hr. Morten Bødskov, at jeg kan følge hr. Morten Bødskovs tanker langt hen ad vejen, så Socialdemokraterne kan sådan set godt forvente, at i og med at de ikke er med i et politiforlig eller Kriminalforsorgen, skal vi nok meget forsøge at tale deres sag. Det ville da egentlig have været godt, hvis Socialdemokraterne var med, men det smuttede jo dengang ved finansloven for et års tid siden.

Det bliver så den sidste bemærkning i denne omgang inden den næste korte bemærkning. Det er fru Lone Dybkjær, værsgo.

Fru Pia Kjærsgaard sagde, men det er muligt, jeg hørte forkert - det var i sit svar til fru Marianne Jelved - at hun følte sig i modsætning til Det Radikale Venstre på tre områder. Det ene er EU, det kan jeg bekræfte, det andet er udlændingeområdet, og det kan jeg bekræfte, men det tredje område, som jeg syntes fru Pia Kjærsgaard nævnte, var det sociale område. Det kan jeg måske ikke helt forstå, men nu vil jeg i hvert fald gerne spørge ind til det sociale område
i relation til kommunalstrukturreformen. Det Radikale Venstre har ligesom fru Pia Kjærsgaard stor tillid til kommunerne, men man kan jo godt på nogle områder sætte kommunerne i et næsten uløseligt dilemma, og her tænker jeg på det at give noget til mange og så det, at enkelte eller nogle få skal have noget, og mere specifikt tænker jeg på den nye grænse for refusionsordninger, hvor kommunerne skal betale fuldt ud til handicappede, nemlig 800.000 kr., og efterfølgende får meget lidt i tilskud, når det kommer til stykket. Det, jeg vil spørge fru Pia Kjærsgaard om, er, om fru Pia Kjærsgaard vil være villig til at følge udviklingen meget nøje for derigennem at sikre det, som fru Pia Kjærsgaard sagde, nemlig at der ikke er nogen handicappede, der skal få det dårligere efter kommunalstrukturreformen, de skal helst få det bedre.

Jeg synes, det er godt, hvis fru Lone Dybkjær deler Dansk Folkepartis holdning, og det tror jeg egentlig gælder meget bredt i Folketinget, for man vil selvfølgelig ikke lade folk, der i forvejen har det svært, i stikken. Det tror jeg er vores alle sammens hensigt ikke skal ske.
     Naturligvis vil vi følge det. Vi er jo meget ansvarlige
i forhold til den strukturreform. Så det med at følge udviklingen kan jeg godt garantere fru Lone Dybkjær for, at det vil vi gøre, meget nøje endda. Vores hensigt er jo stadig væk, at strukturreformen skal fungere, at man naturligvis ikke har lavet en strukturreform
i forhold til, at det område, som fru Lone Dybkjær påpeger, skal lide skibbrud. Tværtimod vil jeg godt love fru Lone Dybkjær, at det bestemt er et område, som vi er meget opmærksomme på.

Fru Lone Dybkjær for den sidste korte bemærkning.

Skal jeg forstå svaret fra fru Pia Kjærsgaard sådan, at Dansk Folkeparti vil være villig til på den ene eller anden måde at lave om på tingene - jeg ved ikke lige præcis hvordan, for det afhænger jo af, hvor problemet præcis ligger - hvis det er sådan, at udviklingen ikke går så godt for den enkelte borger eller, og det er så et supplerende spørgsmål, ved at kommunerne overtager nogle institutioner, som amterne har haft tidligere, hvor man måske får en udvikling, som faktisk ikke gavner den enkelte borger i den pågældende kommune eller
f.eks. i nabokommunen? Vil fru Pia Kjærsgaard være villig til ikke bare at følge udviklingen, men de facto også lave om på tingene, hvis det kommer dertil, at det går dårligt ifølge fru Pia Kjærsgaards egne definitioner?

Jeg tror, at jeg vil se på det med de briller, at de sidste brikker i strukturrefoemen nu falder på plads i Folketinget her i disse dage, at man nu skal i gang, og at man selvfølgelig har gjort det med en intention om og en positiv tilgang til, at det skal fungere. Men det siger sig selv - intet er jo statisk - at man da aldrig nogen sinde vil få Dansk Folkeparti til at sige, at hvis det hele går ad Pommern til, er vi bare ligeglade. Overhovedet ikke. Sådan vil det naturligvis aldrig nogen sinde være.
     Vi har haft en debat om hele strukturreformen i det sidste lange stykke tid, og brikkerne er nu ved at falde på plads. Nu, hvor den skal udmøntes, synes jeg, at man skal give den en chance, sådan som forligspartierne har gjort, og sige, at det her skal fungere. Vi har gjort det ud fra nogle hensigter om, at det skal fungere, og det er den vinkel, vi har på det.

Fru Pia Kjærsgaard sagde i sit svar til hr. Hüseyin Arac, at der er mange unge, som ikke kan tilpasse sig arbejdsmarkedet og derfor bliver nødt til at afbryde deres uddannelse midt i et praktikophold eller midt i deres uddannelse. Det er selvfølgelig beklageligt, og det kan da også være, at der er nogle unge, der har de problemer, som fru Pia Kjærsgaard henviser til.
     Men er det ikke korrekt, at man også godt kunne se på situationen den anden vej rundt, nemlig at der er nogle af de her unge mennesker, som er i gang med en erhvervsuddannelse, som er blevet stoppet midt i deres uddannelse, fordi de ikke har kunnet få en praktikplads? Det jo sådan, at regeringen, Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre har skåret kraftigt
i skolepraktikordningen. Nu har regeringen så endelig imødekommet et af Socialdemokraternes krav om at sørge for, at der kommer en præmieringsordning for virksomheder, der opretter nye praktikpladser. Her kan jeg forstå, at Dansk Folkeparti vil stemme hverken for eller imod. Jeg vil gerne høre ordførerens begrundelse for, at man ikke vil være med til at sikre, at der nu kommer flere rigtige praktikpladser, sådan at vi kan nå det fælles mål, som jeg kan høre at vi har, om, at flere af de her unge mennesker rent faktisk gennemfører en uddannelse.

Der skete jo det, at vi faktisk fik flere praktikpladser i det rigtige erhvervsliv. Det var jo det, der skete.
     Det, jeg bare påpegede i mit svar før, var - nu går vi lige tilbage til de virksomheder, som i allerhøjeste grad er indstillet på at tage indvandrerunge - at det så sent som den
3. juni blev bekendtgjort på Ritzau, at både butiksfag, hotelbranchen og en række håndværksfag virkelig har problemer, selv om de er meget positive og gerne vil ansætte unge, fordi det efter alt for kort tid viser sig, at unge med indvandrerbaggrund ikke vil fungere i det system. Det drejer sig i det her konkrete tilfælde om 40 virksomheder, som har været interesseret i at få en ung med indvandrerbaggrund, men det er faktisk ikke lykkedes at få fat i ret mange. Her synes jeg, at det først og fremmest er det, der skal gøres gældende. Jeg kan ikke give svaret på, hvorfor det så smuldrer, når en ung faktisk bliver tilbudt en reel arbejdsplads. Men det tror jeg netop er noget af det, som vi skal have med i den integrationsplan, som nu er i gang, hvor jeg håber, at Socialdemokraterne også kommer med, så vi starter meget før, end vi har gjort hidtil.

Så er det anden korte bemærkning til fru Kirsten Brosbøl.

Jeg vil godt kvittere for, at fru Pia Kjærsgaard her tilkendegiver, at vi har et fælles mål om at få så mange af de her unge mennesker som muligt igennem et uddannelsessystem, give dem mulighed for at gøre en uddannelse færdig.

     Det undrer mig bare, at man udelukkende tager den vinkel, at det skyldes, at de unge mennesker ikke kan tilpasse sig på arbejdsmarkedet, og fuldstændig ignorerer den situation, som vi ved, at mange af de unge mennesker ude på erhvervsskolerne står i lige i øjeblikket, nemlig at de mangler en praktikplads.
     Her er det, at jeg ikke kan begribe, hvorfor Dansk Folkeparti ikke vil være med til at sikre, at vi får givet virksomhederne et større incitament til at oprette nogle praktikpladser, som vi ved mangler. Hvis fru Pia Kjærsgaard tog ud på enten Århus Tekniske Skole eller Københavns Tekniske Skole, ville hun møde mange af de her unge mennesker, som lige nu sidder i saksen og ikke kan finde en praktikplads.
     Jeg vil godt lige høre fru Pia Kjærsgaards bud på, hvordan vi sikrer, at de unge mennesker, der lige nu sidder og mangler en praktikplads, kan komme videre i deres uddannelse og ikke bliver bremset midt i det hele.

Må jeg lige sige til fru Kirsten Brosbøl, at jeg sagde ikke, at det udelukkende skyldes, at unge med anden etnisk baggrund ikke var motiverede nok. Der er givet en masse unge med anden etnisk baggrund, der er motiverede nok. Jeg påpegede bare et problem, som mange organisationer rent faktisk har påpeget.
     Lad mig så også sige, at praktikpladser skulle jo også helst betyde, at der i den anden ende er et arbejde at komme ud til, i stedet for at det alene er en praktikplads. Det er jo også det, der er meningen, for ellers når vi ikke det mål, som vi gerne vil: At det faktisk skulle være et uddannelsesforløb, som ender med, at den unge bliver udlært og derefter også har et reelt arbejde at gå ud til.

Der er endnu et antal korte bemærkninger. Men der er kun 3½ minut tilbage, inden den time, der er afsat til korte bemærkninger, er udløbet, og derfor bliver den sidste korte bemærkning til fru Pia Kjærsgaard givet til hr. Ole Stavad.

Det er jo rigtigt, som det er sagt, at der er mange ting i vores samfundsudvikling, som vi kan glæde os over. Men hvis vi læser den aftale, som regeringen her i fredags indgik med kommunerne, fremgår det også, at der er problemer. Det fremgår eksempelvis af aftalen, at de forudsatte udgifter til overførsler er 2,8 mia. kr. højere end i aftaleforudsætningerne for 2005. Det vil altså sige, at eksempelvis kontanthjælp, ledighedsydelse og sygedagpenge er steget med 2,8 mia. kr. mere, end man havde forudset i 2005-aftalen. Det er jo i hvert fald et signal om, at der er noget, vi har problemer med.
     Det, jeg godt vil spørge fru Pia Kjærsgaard om, er: De 2,8 mia. kr. fordeles efter skattegrundlaget. Det vil sige, at jo rigere en kommune er, jo større en del af pengene får kommunen, jo fattigere kommunen er, og det er typisk de kommuner, som har de største stigninger i kontanthjælp m.v., jo mindre del får kommunene. Mener fru Pia Kjærsgaard ikke, at der er et problem, som vi er nødt til at gøre noget ved, så de penge, som man mangler i Svendborg, ikke ender i Gentofte eller Hørsholm?

Det mener jeg i allerhøjeste grad. Det er selvfølgelig også derfor, at man nu skal i gang med den udligningsreform, som der har været talt om længe. Det er jo netop gennem det element, at man skal løse det problem, som hr. Ole Stavad påpeger. Der er problemer i forhold til de enkelte kommuner. De er ikke ens, og der skal vi i gang med den udligningsreform, som er det eneste svar på det spørgsmål.

Men det er jo et ganske akut problem her og nu i den budgetlægning for 2006, som kommunerne kommer til at stå med her til efteråret. Derfor opfordrede jeg faktisk finansministeren, da vi havde debatten om kommunernes økonomi for omkring 14 dage siden, at man for 2006 fordelte lige nøjagtig den her pulje penge i forhold til, hvem der har haft udgiften, i stedet for efter en fordelingsnøgle, der typisk gør, at pengene ender et forkert sted.
     Problemet er jo, at kommunerne ikke vil blande sig i den interne fordeling. Derfor vil jeg godt spørge fru Pia Kjærsgaard, om hun og Dansk Folkeparti vil være med til at tage den diskussion, når den her aftale skal godkendes i Finansudvalget, med finansministeren om at få pengene til at lande i den rigtige kommune. Der er ingen adfærdsproblemer, da der jo netop kommer en udligningsreform med et helt nyt system allerede fra 2007.

Jeg synes altid, at vi skal være parate til at tage en diskussion, også når det her skal behandles i Finansudvalget. Nu ved jeg godt, at det ikke er min opgave at stille spørgsmål i debatten her i dag, men det er jo sådan, at der i den aftale, der er indgået, er enighed mellem KL og regeringen. Nu skal den så i Finansudvalget.

     Jeg synes egentlig også, at det kunne være interessant at vide, om hr. Ole Stavad og Socialdemokraterne vil stå bag denne her aftale. Det har vi ikke rigtig kunnet få noget svar på, heller ikke den dag, debatten var her i Folketingssalen. Det ville i den grad være godt for hele grundlaget, for hele debatten, for hele smidigheden, men det ved vi ikke noget om på nuværende tidspunkt.

Jeg siger tak til ordføreren.
     Næste ordfører er fru Pia Christmas-Møller.

Det er med megen glæde og tilfredshed, at vi Konservative ser tilbage på den samling, vi netop nu er ved at afslutte.
     Et tema, et projekt, har været dominerende, og det er selvfølgelig strukturreformen, jeg tænker på, som er den største reform i nyere tid. Med dens gennemførelse sætter vi kronen på det konservative værk, der har handlet om en afbureaukratisering via amternes afskaffelse.
     Dengang tilbage i 1989, hvor vi som de første indså behovet for en forenkling af forvaltningsstrukturen i Danmark og derfor som de eneste krævede amterne nedlagt, måtte vi indstille os på, at det ville kræve en langvarig, målrettet, udholdende og undertiden også temmelig kreativ indsats at modne denne vision så meget, at vi i dag kan stå med et konkret resultat.
     Først måtte en debat i gang, og vi kom løbende med udspil og initiativer, og så i 1995 fremsatte vi et beslutningsforslag, hvor det lykkedes at få flertal for en beretning, der lagde op til en større analyse. Vi fik som bekendt Opgavekommissionen som det direkte resultat heraf.
     Da sagen endnu ikke, efter at Opgavekommissionens arbejde var tilendebragt, var modnet tilstrækkeligt til, at et flertal kunne komme frem til en konkret stillingtagen, så måtte vi holde gryden i kog. Vi fik Sygehuskommissionen, og ja, endnu en kommission måtte til.
     Kravet om etablering af en Strukturkommission fik vi Konservative med i regeringsgrundlaget i 2001, og selv om det endnu på det tidspunkt mest var vi Konservative, der drev på
i regeringen, er det meget glædeligt at konstatere, at det i dag er blevet et fælles projekt godt støttet af Dansk Folkeparti. Reformen er næsten, som vi havde forestillet os den. Amterne nedlægges helt, og dermed går vi fra tre til to skatteudskrivende led i Danmark. Det er helt, som vi havde villet det. De overordnede mål for os har hele tiden været at styrke forvaltningen via en forenkling og afbureaukratisering og færre skatteudskrivende led. Vi vil have styrket ledelsen, organiseringen og planlægningen på sygehusområdet. Det vil vi for at sikre patienterne en sygehusbehandling, der kan måle sig blandt de absolut bedste. Det sker. Men vi havde forestillet os og derfor også foretrukket tre regioner frem for fem, det vedstår jeg gerne også på en dag som denne, men det kunne vi altså ikke komme igennem med. Hvis vi ser på kommunesammenlægningerne som helhed og på det overordnede plan, er det gået meget fint. Langt de fleste steder er man blevet enig lokalt, og strukturen er, præcis som vi foreslog det, nemlig i al overvejende grad vokset op nedefra, fra det lokale.
     I april 1991 slog daværende statsminister Poul Schlüter
i en kronik i Jyllands-Posten til lyd for en kommunalreform - endnu en gang - amterne skulle nedlægges, og i stedet skulle det kommunale landkort bestå af 75 til 125 kommuner. Man må sige, at han ramte utrolig præcist, for vi er landet på lige præcis 98 kommuner og ingen amter. Jo, vi har grund til at være tilfredse. Det er bare en lille smule ærgerligt, at Socialdemokratiet og Det Radiale Venstre valgte at gøre strukturreformen til kampplads for politisk taktik og spilfægteri. Regeringen indbød igen efter valget til seriøse forhandlinger om reformen, uantastet af at vi før valget havde fået en kurv. Jeg ved fra vore egne forhandlere på alle områder, at det sure gennem hele forløbet blev forsøgt vendt til det søde. Vi forsøgte at komme Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre i møde, vi forsøgte at give de to partier en ny chance til at tage et større medansvar for den største reform i årevis.

     Socialdemokraterne oplevede ved valget i februar, at når vælgerne i titusindtal valgte deres parti fra, hænger det sammen med, at vælgerne vælger fornuften og det konstruktive til. Man kan ikke køre på frihjul i dansk politik, i hvert fald ikke ret længe ad gangen, og godt for det.
     Der lød derfor også positive og helt nye toner fra Socialdemokraternes nye leder, fru Helle Thorning-Schmidt, efter valget. Nu ville man gå efter resultater og indflydelse. Fru Thorning-Schmidt gav indtryk af, at hun både mente, hvad hun sagde, og var i stand til at gøre, hvad hun ville. Alligevel kneb det. Vi andre må konkludere, at fru Helle Thorning-Schmidt enten ikke har evnet at gøre det, hun ville, eller - og det er måske endnu værre - ikke har ment det, hun sagde hun ville.
     Men det, der tæller nu, er, at Danmark får en ny kommunal struktur, hvor sundhedsvæsenet bliver styrket, hvor borgeren er sat i centrum, hvor beslutningerne tages tættere på borgerne, og hvor de kommunale enheder får en bæredygtig størrelse. Det er, hvad der er behov for.
     Den næste folketingssamling bliver skelsættende på flere felter. Når vi nærmer os jul, vil Velfærdskommissionen fremlægge sin rapport. Her er igen tale om en konservativ mærkesag, en konservativ vision. Vi er glade for, at det er lykkedes at få sat gang i en kvalificeret debat om udfordringerne for det danske samfund. Vi kan ikke tillade, at frygt for tabuer får lov til at styre vores visioner om nødvendige ændringer. Vi må åbent og redeligt diskutere de problemer, der eksisterer, og så må vi give udfordringerne et svar. Det er det, man kan og skal kunne forvente af ansvarlige politikere.
     Vi Konservative er så optaget af at sikre vores samfund, vore borgere velfærdsmuligheder også i fremtiden, at vi med åbne øjne tager pejling på fremtiden. Hovsaløsninger tilhører fortiden, hellere gribe ind i tide frem for at gå i panik, når det er for sent. Tiden er nu til at justere. Gør vi det nu, er det ikke meget, vi skal røre ved roret for at nå ind på rette kurs. Dansk økonomi er nemlig inde i smult vande. Arbejdsløsheden er faldende, betalingsbalancen udviser fortsat store milliardoverskud, og det samme gør statens finanser. Der er orden i økonomien.
     Samtidig oplever vi, at den lave rente yderligere har ansporet til den økonomiske vækst i kølvandet på den nedsættelse af de direkte skatter, som ikke mindst vi Konservative stod hårdt for i sidste periode. Det er faktisk første gang i 30 år, at skatten på arbejde er blevet lempet, og også her oplever vi altså en konservativ vision omsat til resultattavlen. Da den konservative leder i 1999 slog til lyd for skattelettelser, stod vi stort set alene med kravet. Nu kan ganske almindelige familier mærke, at vi er i gang.
     Men vi må videre. Også i denne regeringsperiode vil vi Konservative drive på. Vi har en vision om maksimalt 50 pct.
i skat. Den vision arbejder vi stykke for stykke på at omsætte til konkrete resultater, og når vi først har sat os et mål, så ved man godt, at vi bliver ved, til det er nået. For os er skattelettelser ikke et spørgsmål, om vi har råd, men snarere et spørgsmål, om vi har råd til at lade være. Det er et vigtigt instrument, når den internationale konkurrence skal tackles. Mere end 60 pct. af vælgerne er nu enige med os
i det perspektiv, jævnfør Børsen forleden. Det er godt. Det Konservative Folkeparti vil nemlig et velfærdssamfund, der rækker en tilstrækkelig stærk hånd ud til de sårbare, til de svage og til de syge. Det tvivler jeg på at der er ret mange der er uenige med os i, men det kræver en målrettet investering i vores samfund, investering i uddannelse og forskning. Det kræver gode rammevilkår for iværksættere og virksomheder. Det kræver, at vi hver især tager det personlige ansvar på os. Frihed og ansvar er forbundne kar. Forsøg på at skille frihed fra ansvar har samme resultat som forsøget på at skille lunkent vand i koldt og varmt. Vi skal i det hele taget have skarpere forkus på holdninger. Det gælder respekten for hinanden, det gælder respekten for de fundamentale spilleregler i vores demokrati. Kriminalitet, terror, vold og løgn starter altid i det små, og det er her, det skal kvæles. Derfor er hverken kastning med æg, overfald med maling eller hærværk i private haver bare en uskyldig spøg, for dér ligger kimen til brandattentater a la overfaldet på integrationsministeren eller til mord på en stats- eller udenrigsminister, som vore naboer har oplevet det. Vi skal stå vagt om de værdier, om den gensidige respekt, som vi har haft som tradition i vores samfund.

     Derfor skal der slås hårdt ned på volds- og bandekriminalitet, sådan som justitsministeren har taget initiativ til. Vi skal lægge pres på integrationen, som integrationsministeren har lagt op til, med krav om muligheder og betingelser. Og så skal vi have en klar håndhævelse bragt stærkere ind i miljøpolitikken, præcis som miljøministeren har lagt op til.
     Det skal være holdning og handling med konsekvens. Vi skal tage ansvaret på os, også i det små, når vi ser overfald
i bussen eller oplever grov uopdragenhed fra mindre børn i det offentlige rum. Vi skal have holdninger, og så skal vi turde vise dem. Klare holdninger og udstrakt åbenhed er også af afgørende betydning for et lille lands muligheder i den internationale konkurrence. Vi Konservative ved godt, at globaliseringen ikke er et valg, vi kan sige ja eller nej til, men derimod en udfordring, som skal tackles. Inderst inde ved de fleste det også godt, men for mange vender bekvemt det blinde øje og det døve øre til i en kortsigtet strudsepolitik. Nu, hvor Socialdemokraterne langt om længe har meldt sig ind i debatten, burde det være muligt, hvis fornuften bliver sat i højsædet, at nå et kompromis på baggrund af Velfærdskommissionens anbefalinger. Virkemidlerne bør være vækstorienterede. Vækst skaber medgang, selvtillid og en positiv stemning i hele samfundet. Vi skal ikke udvide den offentlige forsørgelse, tværtimod skal midlerne sigte mod, at flere forsørger sig selv. Det er økonomisk sundt og menneskeligt mere værdigt. Den gennemsnitlige tilbagetrækningsalder skal hæves, fordi der er behov for at øge arbejdsudbuddet i årene, der kommer. Men ændringer i tilbagetrækningsordninger som efterløn eller lignende skal varsles i god tid, så ingen kommer i klemme. Det kræver til gengæld handling nu. Vi Konservative har for længst lagt vores bud frem, men er åbne for andres, bare vi når målet på en anstændig måde. Løsningerne skal være langsigtede og robuste, og de skal baseres på sund fornuft; vi vil simpelt hen have balance i tingene. Vi har værdierne, visionerne, viljen og evnerne til at gennemføre det nødvendige, men for Det Konservative Folkeparti er det ikke uden betydning at få en bred opbakning
i Folketinget til store reformer. Vi vil gå langt, men vi vil ikke udstyre nogen, hverken enkeltpersoner eller partier, med en vetoret, når det gælder mulighederne for i tide at give svar på fremtidens udfordringer. Det næste halve år bliver, også når det gælder udviklingen på den internationale scene, temmelig skelsættende. Store sager er på dagsordenen, og der satses højt med tilsvarende indbyggede risici. På den europæiske del af scenen afventer vi med spænding udfaldet af EU-topmødet i morgen og på fredag. Det franske og hollandske nej til EU's forfatningstraktat samt udsættelsen af den britiske folkeafstemning har skabt en ny situation. Det siger sig selv. I første omgang må Frankrig og Holland melde, hvad de har af planer. Det er jo ikke nok at sige, at de øvrige EU-lande bare skal fortsætte ratifikationsprocessen. Der skal jo trods alt være noget at stemme om - også i Danmark. Globalt er Danmark med vores medlemskab af FN's Sikkerhedsråd i år og næste år i en helt særlig position. Den position skal vi vide at udnytte til at støtte den reformproces, som Kofi Annan har sat i gang, for der er vitterlig behov for en styrkelse af FN's autoritet og handlekraft gennem en styrkelse af beslutningskraften. En modernisering af magtstrukturen i Sikkerhedsrådet er en hovednøgle, men også andre elementer i reformudspillet kan åbne døre til væsentlige fremskridt. Det gælder ikke mindst forslaget om et nyt menneskerettighedsorgan, der skal sætte øget fokus på håndhævelsen af menneskerettighederne og en styrkelse af indsatsen i udviklingslandene. For enhver, der ønsker en international retsorden, er der intet alternativ til at lægge alle kræfter i at opbygge autoritet og handlekraft med udgangspunkt i FN. Det er Det Konservative Folkepartis prioriteringer, og det vil vores udenrigsminister stå i spidsen for i den kommende tid. Jo, der er nok at tage fat på, når vi mødes igen.

Der er en lang række medlemmer, der har indtegnet sig til korte bemærkninger. Jeg giver først ordet til hr. Per Clausen.

Lov er lov, og lov skal holdes. Sådan hørte jeg også den konservative ordfører sige, og det er jo rigtigt. Lov gælder for rig så vel som for fattig, for første- så vel som for tiendegenerationsindvandrere.

     Men når Horsens Kommune, Vejle Amt og Naturklagenævnet træffer ulovlige beslutninger, formentlig for at hjælpe Dansk Supermarked, ja, så gælder lov ikke mere. Så planlægger vi med tilbagevirkende kraft formentlig uafhængigt af, hvilken konservativ minister der er sat til at administrere sagen. Jeg kunne godt tænke mig, at den konservative ordfører kunne forklare mig, hvordan det passer med den megen snak om lov og orden.
     Det andet element i det her er miljøet. Nu skal man have den her planlov til serviceeftersyn. Mener De Konservative, at vi lige så godt kan afskaffe den eller lempe den, så den bliver i overensstemmelse med den praksis, som regeringen har indført, eller har vi brug for planlægning på det her område?

Jeg sagde ikke i mit ordførerindlæg, at lov er lov, og lov skal holdes, men jeg kunne lige så godt have gjort det, for det mener jeg, og det mener vi alle som en i Det Konservative Folkeparti. Det skal Enhedslisten ikke tvivle på.
     Nu ved Enhedslistens ordfører jo meget vel, at Bilkasagen var mangesidig og ikke kan stilles op alene som et spørgsmål om, at lov skal holdes. Bilkasagens løsning er naturligvis fundet inden for lovens rammer, men det er en kompleks sag, som også har været udsat for et komplekst forløb. Der er fundet en løsning, som er inden for lovens rammer, og den lever derfor op til kravet om, at lov er lov, og at lov skal holdes.
     Med hensyn til planloven vil vi gerne være med til at kigge på, om der er uhensigtsmæssigheder i planloven, eller om der er behov for præciseringer. Det er måske det, vi allerklarest har set som et resultat af Bilkasagen. Der kan også være behov for andre moderniseringer, og det går vi ind
i diskussioner med de relevante partier om.

Jeg synes nu, at Bilkasagen på en måde er meget enkel. Den viser, at hvis sagen er stor, kan vi være sikre på, at hvis det enten er et A.P. Møller-ejet selskab eller de offentlige myndigheder eller måske endda dem begge, som har fejlet, er man lidt mere smidig med lovgivningen, lidt mere eftergivende og lidt mere blødsøden, end når det handler om almindelige forbrydelser.
     Det andet er så et spørgsmål om planloven. Jeg vil gerne høre, om Det Konservative Folkeparti er enig i, at hvis vi skal sikre, at der også fremover er et alsidigt butiksliv i Danmark, også er nogle butikker i mindre byer, sådan at vi kan undgå alt for meget unødvendig transport og sikre, at mennesker, der ikke har adgang til bil, også kan komme til at handle i nærheden af, hvor de bor, er der behov for en planlov, der sikrer, at Dansk Supermarked og nu vores venner
i Lidl nede fra Tyskland ikke overtager det hele. Altså at det er nødvendigt med planloven, og at der ikke er brug for lempelser, hvis man ser på, hvordan udviklingen har været frem til nu.

Hvis vi nu lige skal tage fat i Bilkasagen, og så en gang for alle forsøge at skære det ud i pap, hvad det handler om, så handler det om, at Højesteret har taget stilling til en konkret problemstilling. Man har ikke givet anvisning på, hvordan den problemstilling skulle løses. Derfor udelukker løsningen ikke en lovlig handling, selv om Højesteret har sagt, at et forløb har været ulovligt. Det indebærer ikke, at det svar, der efterfølgende bliver givet, så også er ulovligt. Så der er tale om, at der er givet et svar på en kompleks sag inden for lovens rammer, og dermed er loven efterlevet.
     Med hensyn til spørgsmålet om Det Konservative Folkepartis opfattelse af planloven: Vi ønsker ikke, at Danmark skal plastres til med storcentre. Det har vi sagt igen og igen, og det mener vi fortsat. Derfor skal der være en regulering. Vi ønsker en varieret butiksstruktur. Det vil også præge de forhandlinger, vi står over for, det kan jeg forsikre Enhedslisten for.

Jeg vil lige nævne de næste, der har bedt om ordet for kort bemærkning: Det er først hr. Villy Søvndal, derefter fru Marianne Jelved, fru Elsebeth Gerner Nielsen og hr. Johannes Poulsen.

Fru Pia Christmas-Møller nævnte i sit indlæg vigtigheden af, at folk skal kunne forsørge sig selv. Det er en bestræbelse, vi bestemt deler i SF. Jeg vil så spørge fru Pia Christmas-Møller, hvordan hun synes, at det går. Lige før folketingsvalget var der en artikel i Børsen om, at der er kommet 60.000 flere på overførselsindkomst i de 3 år, regeringen på det tidspunkt havde siddet. Det kan godt være, at tallet i dag er 50.000, at det er faldet med 10.000. Mit første spørgsmål er: Hvordan synes fru Pia Christmas-Møller selv, det går med målet om, at folk skal kunne forsørge sig selv?
     Det andet spørgsmål er: Jeg hørte fru Pia Christmas-Møller understrege vigtigheden af FN. Det er også en bestræbelse, vi deler. Bushdoktrinen går ud på, at man godt kan bryde regler. Venstre kom med et oplæg her for en måneds tid siden, og jeg ved, at fru Pia Christmas-Møller kender det. Jeg vil godt spørge fru Pia Christmas-Møller, om hun vil tage afstand fra Venstres oplæg, der netop gik ud på, at man i en række tilfælde kan køre uden om FN, når man går i krig.

     Jeg kan ikke forestille mig, at fru Pia Christmas-Møller vil bakke Venstre op i det udspil, Venstre kom med, men jeg vil godt høre det fra hestens egen mund.

Til det første spørgsmål kan jeg sige, at jeg synes, at det går rigtig godt. Vi har faldende ledighed, og det er et stærkt tegn på, at vi faktisk skaber grundlag for, at flere og flere kan klare sig selv.
     Når antallet på overførselsindkomster så alligevel er stigende, hænger det sammen med, at i overførselsindkomstbegrebet indgår også pensionsmodtagere og lignende, SU-modtagere og den slags. Det er altså ikke et entydigt udtryk for, hvordan det går med f.eks. beskæftigelsen eller mulighederne for selvforsørgelse, men mere et udtryk for den omfordeling, vi har i samfundet.
     Grundlæggende synes vi, at det går godt. Der er blevet bedre muligheder for at få job, vi har færre ledige, der er en vækst i samfundet, vi har fået nedbragt skatten på den sidst tjente krone, så det gøres mere attraktivt at yde en ekstra indsats, hvad flere også har gjort. Mange økonomer peger på, at forårspakken, som jo var en udløber af Det Konservative Folkepartis krav om skattelettelser på personskatteområdet, direkte har ført til en styrkelse af væksten; så det er godt.
     Med hensyn til FN har jeg meget tydeligt i mit ordførerindlæg givet til kende, hvad Det Konservative Folkeparti prioriterer, og det indebærer ikke, at vi synes, at det var en dårlig idé, at Venstre kom med et indspark til debatten. Det har sat FN på dagsordenen i den hjemlige debat, og det er i sig selv et gode.

Det sidste forstår jeg godt at man som regeringsparti er nødt til at sige, for man kan jo ikke rage helt åbent uklar i en Folketingssal. Det har jeg også respekt for.
     Men jeg kan ikke forestille mig, at Det Konservative Folkeparti står bag et udspil, der siger, at man som strategi ophæver undtagelsen, nemlig at man som strategi kan gå uden om FN. Det kan jeg slet ikke forestille mig fru Pia Christmas-Møller mene, men jeg har stor respekt for, at der er ting, der ikke kan siges som medlem af en regering, og sådan opfatter jeg i virkeligheden det, fru Pia Christmas-Møller siger.
     Det andet, jeg synes var interessant i fru Pia Christmas-Møllers svar, er, at man kan have en målsætning om færre på overførselsindkomst og så synes, at det går rigtig godt, når det foreløbige bidrag til færre på overførselsindkomst er i hvert fald 50.000 flere på overførselsindkomst, og SU-modtagere er ikke regnet med i det tal.

Med hensyn til FN har jeg redegjort for, at vi gerne lægger alle kræfter i en styrkelse af FN's handlekraft, for det er der behov for i denne tid. Men det indebærer ikke, at vi vil afskrive os retten til at gribe ind over for folkemord, massemord i situationer, som vi har oplevet i Kosovo, hvor Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre jo også havde den opfattelse, at her måtte man gribe ind, selv om FN udviste handlingslammelse.
     Arbejdet må gå ud på at styrke FN, så FN ikke udviser handlingslammelse i den slags katastrofesituationer. Men måtte det ske på trods af de danske bestræbelser, vil vi selvfølgelig ikke afskrive os retten til at gribe ind. Det kræver vores moral, vores etik og den eksistentielle fordring simpelt hen af politikere, som ønsker at påvirke verden i en bedre retning. Så det vil vi ikke afskrive os.
     Med hensyn til overførselsindkomstbegrebet så ved hr. Villy Søvndal godt, at det dækker pensionsmodtagere, og at det dækker utrolig bredt. Det korte af det lange er, at det i denne regerings tid er blevet mere attraktivt at yde en ekstra indsats, og flere yder rent faktisk også en ekstra indsats.

For historieskrivningens skyld skal jeg til fru Pia Christmas-Møllers svar til hr. Villy Søvndal lige nu tilføje, at da Danmark i sin tid var med til at gribe ind i Kosovo, var det, fordi Kofi Annan, generalsekretæren for FN, udtrykkeligt i sin tale indirekte anbefalede, at vi gjorde noget, fordi det ikke var meningen, at folkeretten skulle dække over udryddelser af mindretal.
     Det var slet ikke det, jeg ville tale om, men jeg har noteret mig, at regeringspartierne glemmer historien, og derfor repeterer jeg den. Det gør jeg gerne igen, hvis det er nødvendigt.
     Jeg har læst, og jeg har lyttet til statsministerens redegørelse her i dag. Jeg har også nået at læse den, og jeg noterer mig, at der er ét eneste sted - jeg kan have læst galt - hvor der står ordet miljø. Det er under EU. Vi samarbejder om klima- og miljøproblemer. Det er jo rigtigt.
     Er det særlig tilfredsstillende for Det Konservative Folkeparti at have så flad en miljøpolitik i en debat som i dag?

Først til fru Marianne Jelveds korrektion af min fremstilling af situationen. Jeg må sige til fru Marianne Jelved, at lige så hårdt det må være for Det Radikale Venstre at erkende det, så gik man faktisk i krig uden FN-mandat, og det gjorde man med radikal støtte.

     Fru Marianne Jelved siger så, at det var efter udtrykkelig opfordring fra FN's generalsekretær i hans tale, på en indirekte måde - udtrykkeligt og indirekte, jeg ved ikke, hvordan det sådan hænger sammen i fru Marianne Jelveds hoved - men det korte af det lange er, at det får man hverken mere eller mindre FN-mandat af.
     Vi havde derimod et klart FN-mandat til at gå i aktion i Irak. Der ville Det Radikale Venstre pludselig ikke længere være med, men vi følte klart, at der var tilstrækkelig dækning med resolution 1441. Det er jo den diskussion, der gemmer sig bag fru Jelveds såkaldte korrektion.
     Med hensyn til miljøprioriteringen skal jeg ikke gøre mig til dommer over, hvordan statsministeren har fundet situationen egnet til at prioritere de forskellige emner. Man kan jo ikke komme ind på alt, men at regeringen og Det Konservative Folkeparti prioriterer miljøet meget, meget højt, kan Det Radikale Venstre ikke være i tvivl om, og at det er reflekteret i de økonomiske prioriteringer for de kommende år er også meget tydeligt. Vi har klart afsat 1 mia. kr. ekstra til miljøaktiviteter i de kommende år, så der er en høj prioritering på miljøområdet.

Jeg skal sige, at der er en legitimitet. Vi har i Det Radikale Venstre arbejdet med en række kriterier, der skal være gældende, før man kan gribe ind, f.eks. en humanitær intervention, som Kosovo bliver beskrevet som. Og derunder hører som en af måderne, at formanden for Sikkerhedsrådet eller generalsekretæren kan anbefale det. Det er for at undgå, at det hele bliver låst fast i en ubevægelig situation
i Sikkerhedsrådet. Jeg må så understrege, at det FN-mandat, som fru Pia Christmas-Møller kalder klart i forbindelse med Irakkrigen, er ikkeeksisterende. Selv generalsekretæren, Kofi Annan, har klart tilkendegivet, at det, der er sket, er ulovligt. Så skal jeg sige med hensyn til miljøet, at jeg er enig med de repræsentanter fra regeringens partier, som flere gange i dag har sagt, at det ikke er pengene, der afgør det. Det er den politik, der føres, der er afgørende for, hvordan miljøet er. Det hører med. Derfor er det jo kendetegnende for regeringen, at det er så lavt prioriteret, som det er, når det overhovedet ikke figurerer eller spiller nogen rolle i statsministerens redegørelse i dag.

Med hensyn til Det Radikale Venstres udspil til, i hvilke situationer man skal kunne gå uden om FN's Sikkerhedsråd, der kan jeg forstå, at Det Radikale Venstre er parat til at pantsætte hele det spørgsmål i én persons vurderingsevne. Det er vi i Det Konservative Folkeparti ikke vilde med for nu at sige det ligeud. Vi mener, at vi skal styrke FN, så det bliver FN, der tager initiativerne i den slags situationer.
     Måtte vi komme i en situation, hvor FN melder pas, og hvor vi oplever folkedrab og virkelige masseødelæggelser, som er et fuldstændigt udtryk for en humanitær katastrofe, skal vi selvfølgelig kunne gribe ind, præcis som vi gjorde det i Kosovo. Den reservation har vi naturligvis, og det er sådan, det er. Vi vil ikke pantsætte den vurdering hos én enkelt person.
     Med hensyn til miljøet: Det er rigtigt, at miljøpolitikkens effektivitet da ikke bare kan måles på, hvor mange penge man bruger på den. Nu ved fru Marianne Jelved jo godt, hvad der er af taletidsbegrænsninger her, så derfor kan jeg ikke komme ind på en lang række forskellige emner inden for miljøafsnittet, men må bare pege på, at det faktisk er et højt prioriteret område. Der arbejdes i døgndrift fra miljøministerens side på hele tiden at fremme miljøet på både det nære og det globale plan. Der er mange aktiviteter i gang, og det ved fru Marianne Jelved godt.

På Christiania har man en god humor, synes jeg. Ved siden af skiltet ved indgangen til fristaden har man nu skrevet Bilka.
     Derfor er mit spørgsmål til Det Konservative Folkeparti:
Er det sådan, at den nye retsopfattelse, som Det Konservative Folkeparti åbenbart har udviklet på natur- og miljøområdet, også kommer til at omfatte Christiania? Jeg tænker på en retsopfattelse, der vel nærmest går i retning af, at man springer op som en løve og falder ned som et lam, og når man er på det der løvestadie, handler det om at få aviserne til at skrive mest muligt om det.
     Kommer den nye retsopfattelse også til at omfatte Christiania? Og kommer den til at omfatte Field's og nogle af alle de andre store byggesager, vi har, og som Højesteret sandsynligvis også vil komme frem til ikke er lovlige? Kan disse byggesager og bagmændene til dem også forvente tilgivelse med tilbagevirkende kraft?

Jeg må minde det radikale folketingsmedlem om, at Christiania faktisk pr. definition ikke er ulovlig, eftersom et flertal
- ganske vist oprindelig mod Det Konservative Folkepartis anbefalinger - lovliggjorde området. Så det er ikke ulovligt
i dag. Det, man så fortsat prøver at arbejde på fra den borgerlige regerings side, er at få normaliseret de aktiviteter, der foregår derude. At der foregår kriminalitet på området er også evident, og det jagter vi intensivt. Men selve eksistensen af Christiania er pr. definition ikke ulovlig. Med hensyn til Højesterets afgørelse i Bilkasagen er der ingen tvivl om Højesterets afgørelse i den konkrete situation, men afgørelsen indbefattede ikke svaret på, hvad man så skulle gøre. Det svar har regeringen givet, og det svar er altså ikke ulovligt. Man kan have mange meninger om det, men man kan ikke hævde, at det er ulovligt. Så er der hele diskussionen om baggrunden for, at det udviklede sig så galt i Horsens. Der må man jo sige, at de, der byggede Bilka, jo faktisk et pænt stykke hen ad vejen var
i god tro, i og med at Naturklagenævnet gav grønt lys for det. Så der er altså mange komplikationer i den sag, men man kan ikke hævde, at det svar, regeringen har givet, er ulovligt. Det er simpelt hen nonsens.

Jeg vil bare gøre opmærksom på, at miljøministeren jo godt var klar over, at det var statens eget organ, Naturklagenævnet, der havde givet tilladelsen, og alligevel var miljøministeren ude at sige, at det her aldrig ville blive lovliggjort; og alligevel skete det.
     Der er al mulig grund til at kigge frem, og derfor foreslog Det Radikale Venstre for lang tid siden, at vi skulle ændre på lovgivningen, så det blev på den måde, at klagen, i det øjeblik der var tale om en større byggesag og sagen blev anket fra Naturklagenævnet og gik videre i domstolssystemet, automatisk skulle have opsættende virkning. Vi skulle med andre ord sørge for, at det ikke fremover blev sådan, at man godt kunne starte et byggeri, selv om sagen var på vej gennem domstolssystemet.
     Hvis vi havde haft loven på den måde allerede på nuværende tidspunkt, havde vi ikke haft en Bilkasag. Hvad er årsagen til, at Det Konservative Folkeparti ikke har villet være med til at lave lovgivningen om, så vi undgår fremtidige Bilkasager?

Vanen tro kommer ordføreren fra Det Radikale Venstre også nu med en meget, meget forenklet og nærmest forvansket fremstilling af situationen. Sagen er jo ikke, at dette havde været svaret på Bilkaproblemstillingen. Hvis der gives opsættende virkning til enhver, der gør indsigelse mod et hvilket som helst byggeri, kan det også være en hovedlandevej til at komme grus i maskineriet for byggeaktiviteter, man bare ikke bryder sig om.
     Derfor skal man jo ikke bare fare til et sådant greb. Det ændrer ikke på, at vi fra konservativ side er åbne over for diskussioner af eventuelle ændringer - det kan være i planloven, det kan også være i andre lovgivninger - som kan gøre retstilstanden klarere på det her område, så vi kan undgå den slags situationer. Det vil vi gerne være åbne over for, men det redskab, fru Elsebeth Gerner Nielsen peger på her, mener vi ikke er løsningen.

Inden jeg giver ordet til hr. Johannes Poulsen, vil jeg lige nævne, hvem der i øvrigt er indtegnet for korte bemærkninger. Det er hr. Torben Hansen, hr. Ole Stavad, fru Kirsten Brosbøl, hr. Eigil Andersen, fru Line Barfod, hr. Henrik Sass Larsen, hr. Poul Erik Christensen og hr. Martin Lidegaard.
     Først er det hr. Johannes Poulsen.

Nu sagde fru Elsebeth Gerner Nielsen altså ikke, at enhver klage skulle have opsættende virkning, når man diskuterede Bilkasagen, men at det kunne have opsættende virkning, hvis en sag var blevet afgjort i Naturklagenævnet og gik videre til domstolene. Det er det trods alt forholdsvis få sager der gør, og det ville der jo nok være blevet taget fat om. Men det var ikke det, jeg ville spørge om.
     Jeg vil også lidt ind på den prioritering, som afspejledes i statsministerens tale i formiddag. Hvis man ser på talens 16 sider, er en tredjedel, ca. 5 sider, fyldt med forskellige betragtninger om Nørrebro, blodpenge, indvandrere, unge og den slags ting. Hvis man tager Afrika og uligheden i verden, fylder det fem linjer, ikke fem sider som det andet, og miljøet, har vi hørt, er nævnt med ét ord.
     Jeg vil godt spørge, for det er jo rigtigt, at fru Pia Christmas-Møller naturligvis ikke kan være ansvarlig for, hvordan statsministeren har prioriteret: Afspejler statsministerens prioritering i sin tale også den prioritering, der er Det Konservative Folkepartis?

Jeg er altså nødt til at sige, at man går fuldstændig galt i byen, hvis man tager afsæt i en prioritering af en tale og deraf aflæser, hvordan den politiske prioritering så i øvrigt er.
     En tale skal hænge sammen og udtrykke nogle værdier, nogle holdninger. Den skal ikke være et udtømmende katalog over, hvilke initiativer man har gennemført, og hvilke initiativer man har tænkt sig at gennemføre. Det er en umulighed. Så mange initiativer har regeringen rent faktisk på bedding, at det ikke kan lade sig gøre at rumme dem inden for den taletid, der er til rådighed her fra Folketingets talerstol.

     Derfor er det det rene pladder, når oppositionen nu prøver at aflæse en prioritering ud af statsministerens tale. Man kunne for den sags skyld også anklage min tale for ikke at have alt muligt forskelligt med. Det er bestemt ikke udtryk for, at jeg så er ligeglad med det. Det handler om at få en tale til at svinge.
     Må jeg så ikke sige om miljøet: Vi har med den konservative miljøminister i spidsen, men selvfølgelig støttet af vores venner i regeringen, sat en lang række initiativer i gang. Det drejer sig om vand og naturparker. Der er afsat 50 mio. kr. fra 2005 til 2008, hvor der skal være en særlig indsats for værdifulde naturtyper. Der er på EU-området lagt en lang række initiativer til bevarelse af forskellige truede dyrearter. Der er sat konkret handling bag forsøgene på at rydde op på Cheminova, gøre op med Kjærgård Plantage, hvilket tidligere regeringer har forsømt. Så ærlig talt!

Nu var det ikke min mening at bringe ordførerens blod i kog. Meningen var sådan set bare at spørge, hvorvidt man også fra konservativ side havde en prioritering som den, der kom til udtryk i statsministerens tale.
     Jeg er helt på det rene med, at alting selvfølgelig ikke kan fylde lige meget og alt det der, men et eller andet sted er det dog en slags holdningstilkendegivelse og holdningsdebat, vi har i dag, om nogle af de udfordringer, vi står med. Og derfor synes jeg måske, at den prioritering, som statsministeren valgte, efter min opfattelse ikke er udtryk for de udfordringer, som tegner sig i det billede, jeg ser af både nationen og verden. Der ville jeg nok have valgt at sige, at der var andre prioriteringer, som skulle komme til udtryk; det var det, spørgsmålet gik på.
     Må jeg så ikke spørge om en anden ting: Tidligere i debatten i dag var fru Elsebeth Gerner Nielsen til Venstres ordfører inde på spørgsmålet om den vurdering, der er af Danmark i omverdenen, hvor statsministeren jo omtaler, at der får vi topkarakterer i stort set alle undersøgelser.
     Én ting glemte statsministeren at nævne, nemlig at man i The Economist ikke tog det spørgsmål med, det ene punkt, hvor de er kritiske, nemlig hvor de siger, at vi ikke er åbne over for omverdenen, at vi ikke er åbne over for fremmede kulturer, altså at vi ikke er åbne over for den del af det, og at det kan blive et problem for os. Er Det Konservative Folkeparti enig i, at det kan blive et problem?

Må jeg ikke godt sige til Det Radikale Venstre og andre, som gør sig til bedste på bekostning af statsministerens prioritering: Jeg vil godt spørge, om oppositionen virkelig mener, at landets statsminister eller for den sags skyld vi andre i tavshed skulle forbigå det hidtil stærkeste angreb på en enkeltperson i den danske regering? Det var et brandattentat, vi oplevede for nylig, og via den konkrete persons officielle status er det et angreb på vores demokrati.
     Undskyld mig, uden vores demokrati, uden tryghed for folketingsmedlemmer og ministre i deres daglige arbejde, uden ordets frie anvendelsesmuligheder, uden det kan vi godt glemme alle de andre aktiviteter, vi så gerne vil fremme, debatten her i dag inklusive.
     Ærlig talt er vi her inde ved nerven, vi er inde ved noget, der virkelig rører ved vores selvforståelse i Danmark, ved vores århundredlange tradition for at kunne være uenige, men på anstændige vilkår. Hvis ikke der skal gøres op med det, hvis ikke der skal gøres bemærkninger om det fra landets statsminister på en dag som denne, hvornår så?

Jeg kunne høre på den konservative ordførers tale, at også miljøhåndhævelsen var noget, som man ville gøre meget ud af, og der blev brugt ordene holdning, handling og konsekvens. Jeg vil slet ikke tage Bilkadiskussionen op igen, men jeg vil bare lade ordene holdning, handling og konsekvens stå sammen med Bilka.
     Så sagde ordføreren, at der er afsat 1 mia. kr. ekstra til miljøet. Jeg vil gøre opmærksom på, at de de seneste 4 år rent faktisk samlet er skåret 3,7 mia. kr. Det betyder altså, at man, for hver krone man har taget, nu putter 25 øre tilbage.
     Ordføreren var meget selvtilfreds i forbindelse med strukturreformen, men jeg kan se i Politiken den 28. maj, at den opfattelse bestemt ikke deles af den konservative miljøordfører og formand for Miljøudvalget, der om naturområderne siger: Jeg havde gerne set det lagt hos staten, for det ville have været mere fornuftigt, men det har stødt på modstand i forligskredsen.
     Er det ikke lidt træls hele tiden at blive trampet på som det mindste parti i VKO-blokken?

Jeg vil gerne sige til hr. Torben Hansen, at vi altså er kommet forbi valgkampen, og dermed burde vi også være kommet forbi valgkampsretorikken.

     De der 3,7 mia. kr. synes jeg altså ikke at tiden er til at diskutere på det grundlag. Der er ingen tvivl om, at både Det Konservative Folkeparti og regeringen har sammenhæng mellem holdning og handling, men som det tidligere så godt blev udtrykt af den radikale ordfører, kan alt jo altså ikke bare måles alene ved, hvor mange penge man bruger på det. Der handler det også om, hvilken effektivitet man lægger ind, hvilken prioritering, hvilken kvalitet man lægger ind.
     Med hensyn til strukturreformen på miljøområdet har der da været en løbende diskussion om, hvor man præcis skulle lægge opgaven. I dag er det meget klart sådan, at bortset fra på jord- og råstofområdet er opgaven fordelt mellem kommunerne og staten. Og er der tvivl, er der problemer af den ene eller den anden karakter, ligger ansvaret på det statslige niveau. Sådan er det. Så jeg kan forsikre hr. Torben Hansen for, at han kan være ganske rolig.

Jeg vil selvfølgelig helst ikke korrekse den konservative ordfører, men med hensyn til stor del af de lovforslag, der var til anden behandling i går, er ansvaret rent faktisk ikke hos staten. Det er hos kommunen, og der er ikke nogen muligheder for at gå videre derfra.
     Jeg fik ikke svar på mit spørgsmål vedrørende den konservative miljøordfører, som åbenbart ikke er helt så selvtilfreds med strukturreformen som den konservative ordfører. Regeringens egen Strukturkommission har også klart sagt, at der er behov for et regionalt planlægningsniveau, der skal tage sig af naturbeskyttelse, sikring af vand, grundvandsbeskyttelse og alt muligt andet.
     Hvordan kan det være, at man har lagt alle faglige input fuldstændig til side? Det må være det, som den konservative miljøordfører har fundet ud af. Hvordan kan det så være, at den nuværende ordfører kan stå og være så selvtilfreds på talerstolen?

Hr. Torben Hansen sagde, at han ikke skulle korrekse mig. Og det var nok meget godt, om han ikke kastede sig ud i det, for det er jo en kendsgerning, at opgaverne, bortset fra på råstof- og jordområdet, er fordelt. Jeg sagde ikke ligeligt, men fordelt mellem det kommunale led og det statslige led, og at the end of the day er det selvfølgelig staten, der har det overordnede ansvar for miljøpolitikken i Danmark. Sådan er det. Det kan ikke tilbagevises, så der er ingen grund til overhovedet at overveje at korrekse mig.
     Med hensyn til en diskussion om, hvor hvilke opgaver så skal placeres inden for den ramme, er det jo velkendt, at Socialdemokratiet og andre igen og igen har forsøgt at placere opgaver i det regionale led, fordi man i virkeligheden ikke ville have regioner, men nye storamter. Vi har haft en helt anden målsætning. Vi ville have amterne nedlagt, og det ville vi ikke for bare at etablere nogle nye, der bare var lidt større.
     Vi ønsker en forenkling, og resultatet af det er strukturreformen, og den er vi godt tilfredse med.

Jeg mener, at jeg hørte den konservative ordfører i sin ordførertale underløbe statsministeren meget kontant og præcist. Det var et af statsministerens meget klare løfter til vælgerne under valgkampen, at det, hvis der skulle gennemføres velfærdsreformer i den her valgperiode, så krævede et bredt flertal bag de pågældende reformer, som også omfattede bl.a. Socialdemokratiet.
     Der hørte jeg den konservative ordfører meget præcist sige, at ingen havde nogen særlige rettigheder i forhold til gennemførelse af reformer på velfærdsområdet. Bare lige for at være helt sikker på, om jeg har hørt rigtigt, vil jeg godt have en lille uddybning.

Når hr. Ole Stavad vil, og det er langtfra altid han vil det, kan han godt høre noget rigtigt.
     Det, der er rigtigt i det referat, vi lige har hørt fra hr. Ole Stavad, er, at Det Konservative Folkeparti ikke vil pantsætte vores handlekraft hos nogen enkeltpersoner eller nogen enkeltpartier eller for den sags skyld en flerhed af partier. Vi kan selvfølgelig af et flertal blive forhindret i at komme igennem med vores ønsker og krav. Sådan er demokratiets spilleregler.
     Vi mener dog, at forpligtelsen over for de danske vælgere og over for de danske borgere er så massiv på velfærdsområdet, at vi i tide skal træffe beslutninger om at justere kursen, når vi nu kan se, at der er skær forude, hvis vi bare forfølger den kurs, vi er inde på lige nu. Det mener vi simpelt hen er en forpligtelse. Derfor vil vi bruge Velfærdskommissionens rapport som afsæt for yderligere politisk modning af nødvendige politiske beslutninger. Det kan jeg godt garantere hr. Ole Stavad for.
     At det forholder sig sådan, at man godt kan træffe beslutninger i indeværende valgperiode, som får virkning for borgerne efter næste valg, er jo en kendsgerning. Det er oven
i købet en kendsgerning, som respekterer det konservative krav, som vi har haft i årevis om, at ændringer på f.eks. efterlønsområdet skal varsles i meget god tid. Så her er ingen modsigelse mellem Venstre og Det Konservative Folkeparti.

Jeg hørte nærmest den konservative ordførers svar som en bekræftelse, og derfor vil jeg godt høre, hvordan Det Konservative Folkeparti har tænkt sig at føre den holdning ud
i livet. Når det er sådan, at Det Konservative Folkeparti siger, at ingen har noget pant, at ingen skal bestemme, vil jeg spørge, om ikke det alligevel, når det kommer til stykket, er rigtigt forstået, at Det Konservative Folkeparti reelt også i den her sag fuldstændig og et hundrede procent har pantsat sin handlefrihed hos statsministeren og det store regeringsparti Venstre. Den konservative ordfører kan godt mene, hvad hun vil, og Det Konservative Folkeparti kan mene, hvad Det Konservative Folkeparti vil, men det bliver statsministeren, der kommer til at bestemme også på det her område. Så jeg vil spørge fru Pia Christmas-Møller, om det ikke er det, vi sådan
i daglig tale kalder for en gratis omgang uden reelt indhold.

Nej, det er ikke nogen gratis omgang. Det indlæg, vi lige har hørt fra hr. Ole Stavads side, lyder som et ekko fra flere debatter, vi havde for nogle år siden. Der gjaldt det ganske vist De Konservatives krav om amternes nedlæggelse. Uha, der havde Det Konservative Folkeparti ingen indflydelse, det blev aldrig til noget, vi stod helt alene, for overhovedet at diskutere med de der konservative typer!
     Nogle år efter var det skattesagen, vi stod helt alene med vores krav om lettelser på personskatteområdet, vi var nærmest gjort til grin ikke mindst af hr. Ole Stavad og de øvrige Socialdemokrater, for magen til håbløs snak skulle man da lede længe efter, for i dette land kunne skatterne kun gå én vej, nemlig i opadgående retning, år for år. Sådan var det jo under de mange års socialdemokratisk regeringsledelse. Det er en kendsgerning.
     Men hvordan er det nu lige gået? Fra en position, hvor vi var alene om et vidtgående, visionært synspunkt, har vi skabt konkrete resultater. Vi står over for den største reform i mange, mange år. Den er født ud af Det Konservative Folkepartis visionære tænkning, og det samme gælder skattelettelserne. Og jeg kan garantere hr. Stavad for, at sådan vil det også gå på velfærdsområdet.
     Vi har ikke flertallet, men vi er gode til at modne en politisk sag. Og når vi har sat os noget for, sætter vi vilje, handling og vores ret gode evner bag.

Mit spørgsmål var faktisk lidt i tråd med hr. Ole Stavads, for vi har jo hørt en hel masse flotte ord fra den konservative ordfører om, hvad Det Konservative Folkeparti gerne vil gennemføre af reformer - man vil gerne forandre for at forbedre, hørte vi også - men man kan nogle gange få det indtryk, at Det Konservative Folkeparti mere er medlem af regeringen af navn end af gavn.
     Det er jo sådan, at i nogle af de sager, hvor de konservative ministre endelig melder noget ud politisk, så bliver de banket på plads af enten statsministeren eller Dansk Folkeparti. Så er det ikke i virkeligheden sådan, at nok har Det Konservative Folkeparti nøglerne til ministerbilerne, men i virkeligheden er det Dansk Folkeparti, der har bukserne på?

Hvor er det synd, at den socialdemokratiske pressetjeneste, nej, det hedder vel økonomisk-politisk afdeling hos Socialdemokraterne, har produceret alle disse indlæg på et tidspunkt, hvor de ikke har hørt mit indlæg - det kan man jo tydeligt høre - og så skal de altså fyres af. Jeg kan ikke forstå det anderledes.
     Det kan da godt være, vi en gang imellem - selvfølgelig
i samarbejdets ånd - er nødt til at give efter over for vores samarbejdspartner, sådan er det jo. Men jeg har nævnt skattesagen, jeg har nævnt amternes nedlæggelse, strukturreformen, og jeg kunne også nævne sygehusområdet, behandlingsgarantien, det udvidede frie sygehusvalg. Det er altså konservative, visionære sager, hvor vi over år har stået alene i den kamp i oppositionsperiode, i regeringsperiode, og det er rent faktisk blevet til virkelighed. Det er jeg nødt til at sige. Så kan det godt være, at der er nogle enkeltsager, hvor vi ikke lige får det, som vi vil have det her og nu, men med hensyn til de store, væsentlige områder kan jeg godt garantere Socialdemokraterne for, at vi sover meget, meget roligt og meget, meget godt og meget, meget veltilfredse om natten.

Det kan godt være, at man i Det Konservative Folkeparti får forproduceret sine spørgsmål i sådan en debat. Vi kan faktisk godt selv finde på dem i Socialdemokratiet.
     Jeg vil så godt stille fru Pia Christmas-Møller et spørgsmål. Når nu det er sådan, at Det Konservative Folkeparti har så stor indflydelse på regeringens politik, kan fru Pia Christmas-Møller så love mig, at det i en konkret sag, som optager mig meget, nemlig sagen om Kaospiloterne i Århus, er Det Konservative Folkepartis holdning, der vil præge de kommende finanslovforhandlinger, og ikke Dansk Folkepartis hidtidige holdning til det spørgsmål? Jeg ved jo tilfældigvis, at fru Pia Christmas-Møller selv har været på besøg hos Kaospiloterne og også i august 2004 i Berlingske Tidende har udtalt sin støtte til, at man godt kunne se på det her spørgsmål en gang til, hvis det viste sig, at man havde taget fejl.

Det gør sådan set ikke situationen bedre, at det er fru Brosbøl selv, der gør sig skyld i dels ikke at høre, dels være meget, meget dårligt orienteret.
     Jeg har ikke været på besøg hos Kaospiloterne. Jeg vil sådan set gerne og har også fået en invitation, men jeg har ikke haft tid til det. Det ændrer ikke på den kendsgerning, at jeg måske nok havde indflydelse på, at der blev rettet op på en problemstilling dér for et års tid siden. Det vedgår jeg gerne, for jeg synes, det er en udmærket uddannelse, som, efter at de har ændret nogle kritisable forhold, er kommet op på sporet igen, og det skulle honoreres.
     Jeg kan ikke og vil ikke udstede nogen garantier i forbindelse med de kommende finanslovforhandlinger. At man har været på finansloven et år, er jo ikke udtryk for, at man så skal være der i evigheder. Men jeg synes, at Kaospiloterne har meget godt at byde på, og derfor vil jeg også gerne politisk være med til at støtte dem, og det har jeg helt konkret været. Endnu et konservativt resultat!

Der er ca. 1 million husstande i Danmark, som ingen bil har, og det er selvfølgelig især folk med små indtægter, både mange unge og mange ældre, men de har også brug for at købe ind, og de har brug for at besøge venner, familie og bekendte. Der må de så bruge bus og tog.
     Hvad har man oplevet dér, mens skattestoppet har været gældende? Jo, man har oplevet, at billetpriserne er blevet sat voldsomt op både for bus og tog, bl.a. fordi regeringen hidtil har givet et statstilskud, for at man kunne nedbringe billetpriserne i den kollektive trafik.
     Mit spørgsmål er derfor i første omgang til fru Pia Christmas-Møller: Hvad vil Det Konservative Folkeparti gøre for at skaffe disse 40 pct. af befolkningen billigere tog- og busbilletter?

Øget konkurrence.

Der er jo ikke noget, der tyder på, at den konkurrence, der er - og der er jo en hel del af det her, der er udliciteret - har ført til billigere priser, men det kan man jo så vurdere.
     Jeg vil skifte emne: Mange mennesker er rystende nervøse for, at det lykkes for De Konservative at få afskaffet efterlønnen. Det er jeg også rystende nervøs for. Mener Det Konservative Folkepartis ordfører, at det giver mere valgfrihed for den enkelte, hvis man ophæver retten til at få efterløn? Det gør det jo selvfølgelig ikke, og jeg vil derfor gå videre med spørgsmålet: Hvis man afskaffer efterlønnen, er det så rimeligt, at kun rige mennesker, de, der har store pensioner, som har skattefradrag, vi alle sammen bidrager til, og hvis store pensioner vi er med til at betale, selv kan bestemme, hvornår de skal forlade arbejdsmarkedet, mens folk med almindelige og små indtægter ikke har muligheden, hvis efterlønnen bliver afskaffet?

Jeg er ikke helt sikker på, om jeg har forstået spørgsmålet rigtigt, men så må jeg jo siden hen blive korrigeret.
     Det Konservative Folkeparti ønsker justeringer i efterlønsordningen af hensyn til at sikre, at vi også i fremtiden kan have den velfærd, vi gerne vil have som samfund og som borgere. Det kræver, at vi øger arbejdsudbuddet. Det kræver, at vi i en tid, hvor flere ældre forlader arbejdsmarkedet, sørger for, at der bliver flere mandtimer, når der nu ikke kommer tilstrækkelig mange unge ind på arbejdsmarkedet.
     Her har vi peget på en ændring af efterlønsordningen, hvorefter kun virkelig nedslidte mennesker, der virkelig har behov for en tidlig pensionering, skal have muligheden. Det vil vi gerne varsle i god tid, så unge i dag kan indstille sig på det og derefter spare op. Det betyder ikke, at man ikke også i fremtiden kan trække sig tilbage som 60-årig; man skal bare selv have sparet op til det.

Fru Pia Christmas-Møller sagde i sin ordførertale - efter hukommelsen - at når vi først har sat os et mål, så ved man, at vi bliver ved, til det er nået. Det var sådan, jeg hørte ordføreren. Tidligere på runden til ordføreren kunne man forstå, at det her princip om, at lov er lov, og lov skal holdes, ikke altid holder helt.
     Så vil jeg gerne høre om et andet mål, nemlig minuttyranniet i hjemmeplejen. Det var det store slagnummer ved valget i 2001, og det var også fremme igen her i den seneste valgkamp, at minuttyranni i hjemmeplejen ønskede man ikke der skulle være. Vi skulle tage menneskelige hensyn.

     Hvis man så ser på, hvordan det faktisk er gået, så er det jo gået den stik modsatte vej, og i dag sidder De Konservative med en Venstresocialminister, som synes, det er rigtig godt med stregkoder. Hvad gør De Konservative egentlig for at nå det mål, som åbenbart kun var et valgkampsmål?

At lov er lov, og at lov skal holdes, er og bliver konservativ politik, og uanset hvordan fru Line Barfod forsøger at udlægge teksten, så er det det, jeg har sagt og vedgået, og det er også det, der afspejles i vore handlinger.
     Med hensyn til minuttyranniet er vi i Det Konservative Folkeparti meget optaget af at sikre medmenneskelighed i vores servicesektor ikke mindst på ældreområdet. Der skal være de nødvendige plejehjemspladser, der skal være den nødvendige hjemmehjælp, og der skal også være mulighed for, at det hele ikke bare sættes op i skemaer og i statistikker. Der skal være mulighed for, at den ældre kan sige, at vedkommende i dag har behov for noget andet end lige nøjagtig måske at få støvsuget under sofaen, om hjemmehjælpen ikke godt vil sætte sig ned og snakke lidt. Den mulighed skal være til stede. Det har vi lagt meget vægt på.
     Det er jo sådan, at der netop er indgået en aftale mellem kommunerne og regeringen, og der er lagt op til, at man i fællesskab skal prøve at opstille nogle kvalitetskriterier på hele ældreområdet, så man kan finde frem til, hvad det er, der er godt for de ældre, hvordan vi kan gøre det inden for de økonomiske rammer, der er til rådighed. Her minder jeg lige om, at regeringen vil afsætte yderligere 500 mio. kr. til lige præcis ældreområdet.

Jeg lyttede og lyttede, men jeg kunne ikke høre målet om at få gjort op med minuttyranniet, men det er måske slet ikke et mål for De Konservative længere. Tværtimod er man jo med i hele Venstres store ønske om at få endnu mere privatisering, som også kommunalreformen er et udtryk for. Man ønsker, at der skal være flere og flere private firmaer, og det fører jo til, at man skal kunne måle og veje det hele.
     Vi kunne også se, at De Konservative ikke ville støtte Enhedslistens forslag om, at de ældre skal have lov til selv at bestemme, hvornår de vil spise, sove osv. Derfor vil jeg gerne høre: Har De Konservative opgivet målet om at få afskaffet minuttyranniet, eller er det bare ikke til at stole på, at De Konservative også får det gennemført, fordi de lægger mere vægt på regeringens privatiseringstanker?

Vi vil ikke have tyranni, og vi vil altså heller ikke have et minuttyranni. Jeg oplever faktisk, at minuttyranni er i kontrast til medmenneskelighed. Jeg prøvede faktisk i mit første indlæg at understrege, hvor meget det betyder for os, at der bliver plads til medmenneskelighed i ældreplejen. Uanset om det foregår i eget hjem, eller det foregår på et plejehjem, så skal der være plads til denne her medmenneskelighed i det daglige.
     Det skal ikke betyde, at skidtet så bare kan få lov til at gro op om ørerne på den ældre. Selvfølgelig skal der jo også støvsuges og gøres rent, visse ting skal jo ordnes, men der skal være fleksibilitet. Faktisk er nøgleordene for os fleksibilitet og valgfrihed. Vi vil have, at de ældre selv skal kunne bestemme, hvem der kommer ind i deres hjem.
     Det vil Enhedslisten ikke. Enhedslisten vil jo bare sætte det hele op i nogle skemaer og nogle firkantede ordninger, § ditten-datten-dutten, stk. 17, har den ældre ret til og så ikke mere i dag. Vi vil have fleksibiliteten ind.

Vi havde jo tidligere på dagen en diskussion om skattestoppet, og jeg tror, at vores ordfører et par gange nævnte spørgsmålet om AER-bidraget. Jeg har jo lagt mærke til, at bidragsydere til bl.a. Det Konservative Folkeparti har været ude og mene, at det er et brud på skattestoppet. Jeg tænker selvfølgelig på de store arbejdsgiverorganisationer.
     Vi vil gerne lære lidt alle sammen for at forstå, hvad det her skattestop reelt indebærer. Jeg kan forstå, at når man hæver AER-bidraget, skal alle arbejdsgivere betale noget, men hvis det bliver inden for arbejdsgiverkredsen, og det så bliver givet til nogle udvalgte andre arbejdsgivere, som gør noget, er det så et princip, man også kan bruge på andre områder?

Hr. Henrik Sass Larsen har faktisk forstået mekanikken i AER og har dermed også forstået, hvorfor et forslag netop ikke er
i konflikt med skattestoppet. Det synes jeg er glædeligt, og skal vi ikke lade den blive der? Det er synd at forplumre sådan en klar indsigt, det er jo et indfald, der kommer fra himmelen her midt på eftermiddagen, og det skal da have lov at stå et øjeblik.

Det er jo altid rart, når der kommer så store åbenbaringer, for det giver jo inspiration til mere, og det er der, hvor jeg ville bede den konservative overdommer her om at vejlede os lidt længere i forløbet.
     Når det nu er så klart og enkelt, at princippet gælder, hvis det er for en isoleret, lukket kreds af mennesker, lad os sige arbejdsgivere i denne her forbindelse, så de godt må begynde at fifle med bidragene og afgifterne, kan det så ikke også gælde for boligejere, for bilejere og alle mulige andre steder? Eller er det kun lige arbejdsgivere, der må det her?

Nu kommer der straks lidt grums ind i det maskinelle klarsyn. Fifle? Jamen der fifles ikke med skattestoppet, det er jeg nødt til at tilbagevise på det bestemteste, og der er da også muligheder for at lave omlægninger på andre områder inden for skattestoppets rammer. Det er da sket, at der er kommet ting udefra, f.eks. i form af direktiver fra EU, som man kan påføre os, så vi har behov for at hæve nogle afgifter, men det er inden for skattestoppets rammer.
     Der er andre situationer, hvor vi har været nødt til at ændre skattelovgivningen, da vi skulle dække et hul i skattelovgivningen. Så tilbageførte vi det over selskabsskatterne, sænkede selskabsskatterne, så der samlet ikke var tale om en skattestigning.
     Så jo, der er da mulighed for at ændre på tingene. Når de er uhensigtsmæssige, skal de selvfølgelig rettes. Sådan er det.

Der var et svar til fru Marianne Jelved på spørgsmål om interventionen eller den militære indsats, hvor den konservative ordfører sagde, at man jo ikke kan lægge en sådan afgørelse over til én person, altså underforstået Kofi Annan. Jeg vil anerkende, at der selvfølgelig er væsentlig flere personer i det amerikanske parlament, det er talmæssigt væsentlig større end én person.
     Men det, der var mit egentlige ærinde, var jo skattelettelser. Fru Pia Christmas-Møller har sagt tidligere
i dag, at der har været en undersøgelse, der viser, at to tredjedele af den danske befolkning ønsker skattelettelser. Derfor vil jeg spørge den konservative ordfører: Hvilke tiltag har man i ærmet for at få udmøntet disse skattelettelser?

Det Konservative Folkeparti har påtaget sig opgaven som den drivende kraft, når det gælder personskattelettelser, her særlig lettelsen af skatten på den sidst tjente krone, simpelt hen fordi det er nødvendigt, når vi skal have øget arbejdsudbuddet, præmieret mennesker, der yder en ekstra indsats, og give dem, der løber en risiko, tager en chance, fordele. Det er nødvendigt.
     Jeg kan kun sige det med den styrke, jeg nu evner. Vi gjorde det i sidste periode. Vi fik gennemført skattelettelser. Det er også på dagsordenen i regeringsgrundlaget for den nye regeringsperiode. Vi har sat os for, at vi også i den regeringsperiode skal have skabt resultater, som kan mærkes af borgerne.
     Så jo, der er en meget klar linje i Det Konservative Folkepartis aktiviteter på dette område. Vores vision, den foreløbige vision, men den er jo tilstrækkelig for nogen tid, er, at vi vil have, at ingen skatter skal overstige 50 pct. Sådan er det.

Jeg giver den konservative ordfører ret i, at det er nødvendigt at se på skattesystemet, og jeg mener også, at det såkaldte skattestop, som jo efterhånden bliver lidt diffust, når man fifler lidt med det, er en hæmsko for virkelig at kunne gå ind og gøre noget ved det alvorlige problem, nemlig skatten på arbejde.
     Hvis der skulle komme et forslag fra Det Konservative Folkeparti, hvis Det Konservative Folkeparti skulle få lov af Venstre at fremsætte et forslag om skattelettelser, så kan jeg love den konservative ordfører, at Det Radikale Venstre ikke vil grine ad det. Men jeg synes ikke, at vi skal vente på, at ideen skal modnes så meget, at den går hen og bliver overmoden.

Ja, for den, der kan være glad for lidt, har jeg jo meget at være glad for, og det kan da godt være, at jeg skal være glad for, at Det Radikale Venstre ikke vil grine, når Det Konservative Folkeparti får resultater hevet hjem på personskatteområdet. Det var jo os, der skulle skabe resultaterne i perioden 2004-05.
     Det Radikale Venstre har snakket og snakket og snakket om skattelettelser, men hvad er det blevet til? Da man var i regering op gennem 1990'erne, talte man også om skattelettelser, men det endte hver eneste gang i skatteomlægninger, som brandskattede ganske almindelige familier. En ganske almindelig SiD-familie med et lille hus og en lille bil fik 500 kr. i ekstraregning, inklusive grønne afgifter. Det var resultatet af Det Radikale Venstres bedrift. Her skal man måske ikke grine, her skal man måske snarere græde.

Jeg kan lige starte med at oplyse, at marginalskatten under den tidligere regering faldt med 5 pct. Det er måske værd også lige at tage med i overvejelserne.

     Ellers vil jeg med fare for at påkalde mig fru Pia Christmas-Møllers frygtelige vrede vende tilbage til miljøet. Jeg forstår, at det overhovedet ikke er udtryk for nogen prioritering, at statsministeren bruger ét ord og fru Pia Christmas-Møller bruger én sætning ud af sin samlede tale på miljøet, og derfor vil jeg også gerne give fru Pia Christmas-Møller chancen for at fortælle os lidt mere om den konservative miljøpolitik.
     Det har jo været sådan, at De Konservative i det sidste år har haft ansvaret for Miljøministeriet, og mit spørgsmål er i al enkelhed, om fru Christmas-Møller vil indvi os andre i, hvad det er for nogle miljøpolitiske sejre, som De Konservative har hentet hjem i den periode.

Jeg er meget taknemlig for muligheden. Det Konservative Folkeparti prioriterer faktisk miljøet ganske højt, og det gør vi, fordi vi føler, der er en forpligtelse for vores generation til at levere vores miljøarv videre i mindst samme stand som den, vi har haft fornøjelsen af. Vi vil faktisk gerne give de opvoksende og kommende generationer et bedre livsgrundlag og bedre naturoplevelser. Den forpligtelse føler vi ganske stærkt. Vi vil have en balance mellem vækst og miljø, og det er faktisk også, hvad der kommer til at ske med kommunalreformen, for her vil vi sikre, at beskyttelsen af natur og miljø bliver på mindst samme niveau som i dag.
     Derudover har jeg jo tidligere været inde på, at vi afsætter 1 mia. kr. over de næste 4 år til bl.a. naturgenopretning, sikring af habitater, en styrket indsats for renere vand samt rejsning af mere skov, også tæt ved byerne, til glæde for borgerne, og fordi mere skov er med til at sikre os mere rent drikkevand. Det er en lang række initiativer, som står på vores dagsorden.

Nu spurgte jeg, hvad det var for nogle sejre, De Konservative har vundet, og når jeg spørger, er det, fordi set udefra er det ikke så forfærdelig mange sejre, man har fået. Tværtimod har man tabt Bilkasagen, man har tabt det brede forlig om kommunalstrukturen og miljøområdet. Man har tabt stort set alt det, man har rørt ved. Den eneste sejr, som miljøministeren har fået hjem, er, at de penge, hun sparer i sit eget ministerium, må hun måske også godt bruge i sit eget ministerium. Det er sådan den eneste synlige sejr, som man har opnået, for alle de initiativer, som fru Pia Christmas-Møller taler om, skal jo ses på baggrund af, at der er skåret 7,5 mia. kr. samlet på miljøområdet, og nu klatter man så lidt ind på natur og til dit og dat. Man skar på vedvarende energi, man skar på natur, man skar på administration af miljøet i Danmark, da man trådte til, og det har man så lappet lidt på.
     Det var i øvrigt, før den nye miljøminister kom til, at man fremlagde den såkaldte naturplan.

Nu kan jeg forstå, at Det Radikale Venstre og Socialdemokratiet har indgået sådan en konkurrence om, hvem der kan byde højest, når det gælder, hvor uartig og grov regeringen har været i nedskæringspolitikken over for miljøet. Altså, Socialdemokraterne hævdede dog kun, at det var 3 mia. kr., nu er det 7 mia. kr., ingen højere? Helt ærligt, skulle vi ikke få debatten ned på et mere fair og rimeligt niveau?
     Det Konservative Folkeparti tager miljøpolitikken ganske alvorligt, og det ses i de helt konkrete initiativer. Det ses også i aktiviteterne på internationalt plan, hvor det faktisk er lykkedes vores miljøminister at skaffe EU-støtte til at medfinansiere en lang række danske naturprojekter. Jeg kan her nævne, hvordan det er lykkedes at få støtte til projektet for snæblen i de sønderjyske vandløb, det er 60 mio. kr., det er lykkedes at skaffe støtte til indsatsen for de sjældne, mindre højmoser, det er 11 mio. kr., det er lykkedes at skaffe støtte til sjældne sommerfugle i Nordjylland, det er 2 mio. kr., og så er det lykkedes at skaffe støtte til en særlig indsats for kystnatur ved Østersøen, det er 27 mio. kr. Det er nogle helt konkrete ting.
     Derudover har vi også en lang række ambitioner på det mere, hvad skal man sige, overordnede, langsigtede, måske set med hr. Martin Lidegaards øjne mere sexede område, nemlig klimaområdet. Her er der også præsteret ganske gode foreløbige resultater fra den danske miljøministers side.
     Så, jo, der arbejdes ganske hårdt, og det er, fordi vi tager miljøudfordringen meget alvorligt.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere spørgsmål, og jeg vil give ordet til den næste ordfører, fru Marianne Jelved.

Jeg vil begynde med at fortælle en historie, og for en sikkerheds skyld skal jeg lige sige, at jeg jo i årenes løb har haft et udmærket samarbejde med Venstre og med Venstrefolk, også med den tidligere forsvarsminister Knud Enggaard, der har en historie, som jeg så godt kan lide, og han kan godt lide at fortælle den. Nu prøver jeg.

     På Kronborg, i gamle dage - det er altså nogle årtier siden - var der faktisk indkvartering af et kompagni soldater, og de havde en særlig vaks major, og når det piskstyrtregnede, så kommanderede han kompagniet ud i gården med fuld udrustning, og så kunne de stå derude og gøre øvelser, og så brølede han alt, hvad han overhovedet kunne:
Hvis er skylden? Og så fik de først fri, når de havde fundet ud af at svare følgende: De Radikale! Sådan er det bare.
     PISA og folkeskolen som sådan, frafaldet på ungdomsuddannelserne, ja, det er De Radikale. Valgresultatet, både i Dansk Folkeparti med deres fremgang og faldet hos Socialdemokraterne, ja, det er De Radikale, og jeg kom ikke engang med nogen gode råd, vil jeg gerne sige.
     De Radikales mandatfremgang er jo nærmest en fejltagelse, for så mange cafeer finder der simpelt hen ikke
i Skive og Esbjerg, og hver eneste muslim i Danmark er specielt lukket ind af Marianne Jelved. Gad vide, hvem det er, der har lukket dem ind i Holland, Belgien, Sverige, Tyskland, Frankrig osv. Det var også De Radikale, der stod for samarbejdspolitikken og den 9. april og er skyld i, at Flensborg ikke er en del af Danmark i dag. Sådan er det bare, hvis man ser mine mail. Men De Radikale er jo ikke alene om at være syndebukken. Jeg har fået et interessant brev, og jeg ved, der er folketingsmedlemmer fra andre partier, der har fået det samme, og derfor vil jeg tillade mig at citere fra det uden at nævne afsenderen direkte. Han indleder: Kære folketingsmedlem. Jeg skriver til dig for at fortælle, hvor godt og hjertelig træt jeg er af den danske indvandrerdebat. Jeg er indvandrer, jeg stammer fra England; jeg har været her i Danmark i ca. 4 år. Jeg er lektor ved et
- navngivet - universitet, hvor jeg uddanner unge, computerudvikler højteknologiske forskere osv. I England underviste jeg flere hundrede studerende af anden etnisk baggrund på universitetet i Manchester osv. Jeg måtte desværre komme til Danmark for at finde ud af, at jeg i England i virkeligheden var en del af et indvandrerproblem og i virkeligheden boede i en ghetto. I Danmark kan jeg ikke åbne en avis eller tænde for radioen uden at høre, at vi indvandrere er landets største belastning. Han slutter efter nogle gode råd med at sige: Hvis man har mange muligheder, altså bor i et andet land end Danmark, hvorfor skal man så vælge det samfund, der kombinerer moderat løn, høj skat, en virkelig ubehagelig stemning over for indvandrere, dårlige borgerskabsvilkår og forhindring af familiesammenføring? Jamen det er jo part af den hverdag, som er Danmarks. Men det er altså både De Radikale og indvandrerne, der er syndebukke. Vi er landets sande problemer, men vi tager det med et smil, og det vil være mit råd også til indvandrerne:
Tag det med et smil. Man vænner sig til det. Man kan også tage det lidt alvorligt og spørge sig selv:
Hvad er det så udtryk for? Ja, det er jo udtryk for, at det liberale samfund i en vis forstand er presset, og jeg må sige, at statsministeren var inde på nogle af de forhold, som jeg gerne vil gøre mig fuldstændig enig med statsministeren i, og som jeg faktisk også synes det er vigtigt at vi tager med os rundtomkring, når vi i øvrigt færdes som folkevalgte i Danmark. Nu taler statsministeren om, at fælles værdier - nogle af dem plejer jeg at kalde fælles principper, men det er underordnet, jeg vil gerne kalde det fælles værdier - retsstaten osv. også er presset, og det er jeg også enig i at vi er. Derfor bliver jeg også så glad over sådan en lidt munter slutning, som statsministeren runder sin tale af med, at det gælder for den nye opposition, som det gjaldt for den gamle, at oppositionens ultimative opgave er og bliver at forsøge at skubbe regeringen af pinden. Sådan er det, og sådan skal det være. Det er jo rigtigt. Vi skal være uenige i et folkestyre, og der skal være plads til den uenighed. Det er en del af sikringen af vores fælles værdier, at vi har den uenighed. Statsministeren siger, at det enkelte menneske er sikret mod vilkårlig behandling fra så vel statsmagten som private grupper. Det er en del af vores retsstat og vores fælles værdisæt, og jeg kan ikke erklære mig enig nok, og det kan Folketinget selvfølgelig ikke være uenig i. Så kommer det grusomme attentat mod integrationsministeren, og statsministeren siger, at nogle giver udtryk for, at udlændingepolitikken er forfejlet. Jeg er fuldstændig enig i, at den type argumenter er virkelig farlige, for der er intet, der kan legitimere, at man bruger vold. Der er også blevet påpeget andre mulige årsager, nemlig den hårde tone bl.a. i udlændingedebatten. Det er også urimeligt at bruge det som en slags mulighed for at lægge ansvaret fra sig, hvis man begår vold. Der er intet, der kan retfærdiggøre det.

     Det er en ærlig sag, siger statsministeren, at være uenig i regeringens politik også på udlændingeområdet, og jeg vil gerne igen understrege, hvor enig og hvor godt jeg synes det er at statsministeren siger det og bruger plads til det her.
     Jeg ønsker, at vi kan være fælles om også at prøve at se på nogle af de problemer, som der faktisk er. Nu ønsker jeg faktisk ikke noget svar af statsministeren, men jeg ønsker lov til at fremføre en målsætning, som jeg faktisk går rundt og har, og som jeg håber, jeg kan vende tilbage til til efteråret, for det kan være, at tingene skal modnes.
     Jeg synes også, at det er vigtigt, at vi har retsstatsprincipper, men det forudsætter også, at der er gennemskuelighed og åbenhed, så man som borger kan se, hvad det er, man skal opfylde for at kunne være på den rigtige side f.eks. med hensyn til en ansøgning. Derfor vil jeg meget gerne have lov til at vende tilbage til, hvordan man sikrer klarhed og åbenhed omkring familiesammenføringsreglerne og administrationen af dem.
     Det er ikke noget, jeg lægger op til kiv om nu eller svar på nu, for jeg tror, at det er nogle af de ting, der kan være med til at vise de nye danskere, at de også bliver taget alvorligt som folk, der bor i Danmark, og som har krav på retssikkerhed.
     Jeg ville også ønske, at vi kunne udvide de her spørgsmål om retssikkerhed og beskyttelse af individet. Jeg ville gerne have, at vi kunne sætte fokus på også andre grupper i samfundet, som er hårdt presset. Der er 60.000 kvinder om året, der er voldsramte. Jeg vil slet ikke nævne, hvor mange børn der er tale om, for man bliver dårlig af at tænke over det. De har brug for en særlig hjælp også til at skifte identitet og finde andre muligheder til at klare end der, hvor de kan risikere at møde deres mand, som har begået vold mod dem.
     Så vil jeg gerne sige noget om det, at Danmark er et godt land at leve i, og at danskerne hører til verdens lykkeligste folk. Det er jo fantastisk. Nu kan jeg ikke lade være med at være en lille smule ironisk: På trods af fortidens synder, på trods af den elendighed, som vi har leveret på den ene eller anden måde, og som Det Radikale Venstre i en eller anden forstand er skyld i, så er vi altså verdens lykkeligste folk.
     Så giver det jo stof til eftertanke, at vi ikke kan nøjes med at bruge 99 pct. af vores produktion på os selv og levere 1 pct. ud til den fattige ulykkelige verden. Nu er vi nede på at skulle bruge 99,2 pct. på os selv. Er det det, der gør os lykkeligere? Det tror jeg faktisk ikke, og jeg tror, at man skulle prøve at se på nogle andre muligheder for, hvordan man kunne få mange flere med og engageret i de forhold, som vi beskæftiger os med som politikere, når vi arbejder med de internationale og globale dimensioner.
     Så vil jeg sige, at vi selvfølgelig også har gode politiske initiativer til, hvordan vi kan forbedre mulighederne for at bevare sammenhængskraften i Danmark, og at vi meget gerne vil ind i integrationsdiskussionerne med regeringen, men det er fantastisk vanskeligt at få plads ved bordet.
     Jeg bliver desværre nødt til, hvis jeg skal nå det hele, som det hedder i radikale kredse, at springe noget over. Det er, fordi jeg vil prioritere at sige, at vi står i en situation, hvor vi skal løse en lang række opgaver, vi har foran os. Vi har brug for, at vi kan lave reformer, at vi kan skabe arbejdspladser, og vi har brug for, at vi bliver bedre til at skabe udvikling.
     Jeg vil advare lidt imod en retorik, som regeringen bruger, om, at vi skal være omstillingsparate, fordi det virker lidt tilpasningsagtigt på mig. Jeg tror, at udvikling er et bedre begreb. Det Radikale Venstres treklang er ikke så langt væk fra regeringens, så vi burde jo kunne tale sammen. Det er viden, kreativitet og omstillingsevne, siger regeringen. Vi siger viden, kreativitet og udvikling.
      Alle i det danske samfund skal være med i udviklingen,
i den offentlige sektor, i folkeskolen, som skal blive bedre, ingen kan være uenig i det. Vi er også med på flere timer osv., men vi vil meget gerne diskutere, hvad det egentlig er der virker, og hvordan vi får undersøgt, hvad der virker, hvordan vi får trukket det frem, som virker. Vi burde jo blive klogere af PISA-undersøgelser. Hvad er årsagen til, at nogle skoler klarer sig godt i Danmark og andre klarer sig mindre godt? Vi ville være utrolig glade, hvis vi kunne få diskussionen hen på de baner.

     Så vil jeg sige om den politiske situation, at nu kommer en fase, hvor jeg forsvarer Socialdemokraterne en lille smule, ikke fordi de fortjener det eller har brug for det, men fordi der er en pointe i det.
     Regeringen og statsministeren taler meget om det brede samarbejde. Det er vi jo enige i, og det er den forståelse, utrolig mange mennesker har i Danmark, fordi vi er vant til mindretalsregeringer, men vi er bare i en situation, hvor det ikke kan lade sig gøre, og det kan det ikke, fordi den Venstre- og konservativtledede regering har valgt Dansk Folkeparti.
     VK har to valg. De har desværre ikke tre, det krævede, at De Radikale havde lidt flere mandater, men det kommer. Men lige nu har regeringen to valg. Den kan vælge at lave flertal med Dansk Folkeparti eller vælge at lave flertal med Socialdemokraterne. Regeringen har valgt Dansk Folkeparti.
     Derfor har vi jo ikke kunnet indgå nogen aftale eller indgå i reelle forhandlinger om strukturreformen, heller ikke for et år siden, fordi Dansk Folkeparti, inden vi overhovedet kom i gang med forhandlingerne, meddelte offentligheden og regeringen, at den var enig i regeringens udspil. Så regeringen havde sit flertal. Lad det være.
     Vi har så prøvet nu igen, vi har ikke indgået aftaler med regeringen, vi har indgået noget, som jeg aldrig før har oplevet, og det synes jeg er meget interessant, nemlig stemmeaftaler på halvdelen af lovgivningen til strukturreformen. Hvorfor? Fordi Dansk Folkeparti nøjagtigt definerer, hvad Venstre og De Konservative kan. Det er fair nok, det er grundlovmedholdeligt, det er politik. Ingenting at kritisere.
     Men det betyder bare, at Socialdemokraterne ikke skal tro, at de kan komme til bordet her. Regeringen ønsker ikke Socialdemokraterne til bordet, Dansk Folkeparti vil ikke have Socialdemokraterne til bordet, for Dansk Folkeparti har brug for at vise, at det er et regeringsdueligt parti. Det er de også på vej til at blive.
     Se nu forfatningstraktaten, som på en eller anden måde hænger i en tynd tråd. Stort set det eneste sted, hvor Dansk Folkeparti ikke har nærmet sig regeringen eller har flyttet regeringen, er EU-spørgsmålene. Nej, det er dele af EU-spørgsmålene, for Dansk Folkeparti giver også regeringen mandater til EU-sager.
     Jeg siger bare til Danmark: Vi har bevæget os, også politisk, meget mere radikalt - undskyld udtrykket - end det ser ud til. Vi har de facto en flertalsregering, den har ikke brug for oppositionen, og derfor giver den heller ikke noget. Dansk Folkeparti er klogt nok til ikke at give noget. Sådan er virkeligheden, og derfor kan Socialdemokraterne ikke vinde den opinion, som de tror de kan vinde ved at sige, at de arbejder regeringen ud af regeringskontorerne, for der er låst til regeringskontorerne, og regeringen ønsker ikke at blive forstyrret af andre end Dansk Folkeparti, for den har valgt.
     Det kan jeg godt forstå. Hvis jeg førte den politik, som regeringen fører med skattestop og deslige, så ville jeg også vælge Dansk Folkeparti, og det er fair nok. Men det er det, der er det nye i den politiske situation i Danmark, at vi har meget vanskeligt ved at gå ind og skabe alternativer.
     Derfor har statsministeren jo meget mere ret, end han måske selv tænkte, da han skrev slutningen på sin tale, som jeg var inde på i min indledning. Der er en opposition, og der er en regulær opposition, som vi ikke har været vant til
i - jeg havde nær sagt - 100 år, fordi vi har været vant til mindretalsregeringer, der fægtede sig frem på kryds og tværs. Nu er der en opposition, og det kræver et demokrati at der skal være, og derfor har oppositionen også en særlig opgave, nemlig at afdække, hvad det er, der foregår i magtens korridorer. Undskyld udtrykket, det var ikke ondt ment, men sådan er det. Der sidder en flertalsregering, og man skal passe på, at magten ikke stiger den regering til hovedet. Derfor er der brug for en meget, meget skarp og retfærdig opposition, og det skal regeringen få.

Et godt råd til fru Marianne Jelved: Jeg tror ikke, det er fornuftigt at tage skylden for alle ulykker på sine skuldre. Det tror jeg faktisk ikke skuldrene kan holde til.

     Alligevel vil jeg nok sige: At påtage sig en vis form for medskyldighed på nogle strækninger vil være passende, specielt når vi snakker om sociale nedskæringer for nogle af de svageste i samfundet. De Radikales nedskæringer for nogle af de mest udsatte kontanthjælpsmodtagere, planerne om at fjerne efterlønnen, og det seneste skud på stammen hørte jeg fra Det Radikale Venstres udlændingeordfører, fru Elsebeth Gerner, som på et møde i CEPOS bl.a. har foreslået at indføre et optjeningsprincip i de danske sociale ydelser, hvor det skal give point at have et vist antal år på arbejdsmarkedet osv., altså et forslag, som til forveksling ligner den starthjælp, som er indført for flygtninge og indvandrere og i øvrigt også en række danskere i det her land. Det hele er begrundet i, at man for at holde ufaglærte indvandrere ude også er kommet til at ramme de højtuddannede og velkvalificerede indvandrere, så de også er blevet holdt ude, og det er jo dem, der skal skabe vækst.
     Den nye udlændingepolitik skulle altså være, at man i stedet for skulle sørge for at få de velkvalificerede ind, mens de ufaglærte skal holdes ude. Er det virkelig radikal politik?

Ikke kun, men det er en del af den. Vi synes, at det er vigtigt, at vi diskuterer: Hvordan indretter vi det danske velfærdssystem med alle dets overførsler osv.? Vi er ikke færdige med at finde ud af, hvordan vores bud skal være. Men hvordan kan vi indrette det i en verden, der er global, og hvor mennesker bor i perioder i forskellige lande, altså bevæger sig over grænser? Der er det danske system presset, og vi vil gerne diskutere, hvordan vi kan løfte den opgave.
     Vi har startet forsøgsmæssigt for at sætte den diskussion i gang og få nogle gode ideer fra folk, der beskæftiger sig med de her spørgsmål professionelt, det kan være universiteter osv. Mange af de mennesker, som vil familiesammenføres, er jo universitetsuddannede, som har mødt en dansk universitetsstuderende i Australien, USA, Canada, eller hvor det nu er henne. De vil gerne bo i Danmark. Det kan de så ikke, men lad os nu sige, at de kunne. Jamen jeg møder bare alt for mange, som ikke kan få lov til det, men det kan være, jeg skal tage dem i hånden og gå hen til ministeren med dem. De kommer jo frivilligt, og man kunne lave et optjeningsprincip til dem, så de skal have boet her og bidraget et stykke tid, inden de kan få sammenføring.
     Det her gælder ikke flygtninge.

Så er det hr. Jørgen Arbo-Bæhr for anden korte bemærkning.

To følgespørgsmål, hvis jeg har forstået fru Marianne Jelved rigtigt. Det vil sige, at det altså med andre ord skal være sådan, at familiesammenføring med en akademiker fra Australien vil være noget andet end familiesammenføring med en arbejdsløs fra Australien. Det er med andre ord tilladt at forelske sig i en akademiker, men ikke i en arbejdsløs. Det er det ene spørgsmål.
     Det andet spørgsmål: Jeg vil godt have en forklaring på, hvad forskellen er på det her optjeningsprincip og så princippet om 7 års tilstedeværelse i Danmark, nemlig det princip, som har dannet basis for den starthjælp, De Radikale hidtil har været imod. Hvad er forskellen på de to principper? For mig at se er de fuldstændig ens, bortset fra at De Radikales forslag er en anelse værre.

Vores forslag går nu ud på, at uddannelse og sundhed er totalt gratis. Det er ikke inde i det her. Så det er kontanthjælp, medmindre man bliver medlem af en a-kasse, og det skal jo ses i sammenhæng med, at vi mener, at alle, der er til rådighed for arbejdsmarkedet, skal være medlem af en a-kasse.
     Der er ikke forskel på den arbejdsløse fra Australien og den universitetsuddannede fra Australien. Det er ens vilkår, men der er forskel på, om man er flygtning, for så går man ind og har nøjagtig samme rettigheder som danske borgere.

Nu er fru Marianne Jelved jo ikke særlig glad for, at Det Radikale Venstre sådan ikke er inde i kernen af indflydelse i dansk politik. Det står jo krystalklart. Det kan vi andre så være, men lad det være.
     Der, hvor fru Marianne Jelved jo i den grad spiller en rolle, er til gengæld i forhold til EU-politikken og i forhold til den forfatning, der ligger på bordet, som nu er forkastet i Frankrig og Holland, og som vi har forstået på argumentationen i de seneste måneder overhovedet intet har at gøre med spørgsmålet om eventuel optagelse af Tyrkiet i EU's medlemskreds.
     Ikke desto mindre har vi jo set efter det franske og hollandske nej, at der er kommet en ny vurdering af situationen, og at man blandt flere topledere i EU nu sætter spørgsmålstegn ved, om Tyrkiet skal ind, i hvert fald i den takt, man tidligere havde forestillet sig.
     Derfor vil jeg bede fru Marianne Jelved om at bekræfte, at der realpolitisk er en sammenhæng mellem diskussionen om forfatningen, nejet til forfatningen og Tyrkiets medlemskab, og jeg vil også bede fru Marianne Jelved forholde sig til det, der i hvert fald har forlydt i pressen, nemlig at det topmødedokument, man arbejder på til topmødet i morgen og på fredag, nu formuleres anderledes, end vi normalt har set ved udvidelsen med nye lande, herunder Tyrkiet, i lyset af den realpolitiske udvikling.

Jeg vil gerne bekræfte, at forfatningstraktaten ikke har noget som helst med udvidelse med nye lande, herunder Tyrkiet, at gøre. Vi behøver ikke nogen ændringer af traktaten for at udvide med bl.a. Tyrkiet.
     Jeg vil meget, meget nødig for at sige det lige ud stå her og kloge mig på, hvad stats- og regeringschefer rundtomkring har som begrundelse for at komme med udtalelser
i medierne. Altså, det er lidt nemmere, hvis man ser dem med jævne mellemrum, men det gør jeg jo ikke for tiden, og derfor vil jeg meget gerne overlade til statsministeren at svare på det, for statsministeren taler jo med dem og har bedre indsigt i, hvad der ligger bag det. Men at konklusionsteksterne måske er anderledes, end de plejer at være, vil jeg nu være meget varsom med at drage nogen stærke konklusioner af, og det siger jeg som en, der mange gange har været med til at lave de konklusionstekster.

Det er jo lidt påfaldende, at på den ene side har man sagt, at forfatningen er et helt afgørende instrument for at få et udvidet EU til at fungere, og så siger fru Marianne Jelved, at forfatningen i øvrigt intet har at gøre med, om man kan udvide EU endnu mere, end man allerede har gjort.
     Altså, det er jo ikke logisk. Derimod er det jo krystalklart logisk, hvad andre europæiske ledere har været ude med, nemlig at der selvfølgelig er en sammenhæng mellem forfatningen og det at udvide EU. Hvis man mener, at forfatningen er afgørende for overhovedet at få det nuværende EU til at fungere, hvor der er 25 lande, så er det jo endnu mere afgørende, hvis man ønsker, at et land som eksempelvis Tyrkiet også skulle komme med.
     Derfor er der vel en logik i at sige, at der er en sammenhæng mellem en forfatning for Europa, som nu altså er forkastet, og spørgsmålet om, hvorvidt man kan optage Tyrkiet som medlem.
     Kan fru Marianne Jelved ikke bekræfte, at der i hvert fald er en fuldstændig logisk sammenhæng i den form for argumentation?

Nej, det kan jeg ikke bekræfte, for hr. Thulesen Dahl vil noget ganske bestemt med den måde at sætte tingene op på, nemlig have en blåstempling, altså en opbakning fra partier og politikere, der normalt ikke har sammenfaldende synspunkter med Dansk Folkeparti, til Dansk Folkepartis synspunkt, nemlig at Tyrkiet ikke skal være med.
     Det er det hele manøvren går ud på, og til det siger jeg, at det kan man ikke bruge forfatningstraktatens mulige ikkeikrafttrædelse til. Tyrkiet kan blive medlem af EU på grundlag af den eksisterende traktat, Nicetraktaten. Det er rigtigt, at et af argumenterne for forfatningstraktaten er, at den gør nogle af beslutningsprocedurerne mere enkle, og der er argumentationen, at det har været målsætningen med 25 medlemslande at få mere enkle beslutningsprocedurer.
     Men det betyder jo ikke, at hvis ikke forfatningstraktaten kommer igennem nu, og den skal i øvrigt først virke om, jeg ved ikke hvor mange år, kan vi ikke have den udvidelse, der lige er sket med 25 medlemslande, eller at vi ikke kan udvide med flere. Det gør det bare mere besværligt.

Tak til ordføreren. Vi går videre i ordførerrækken. Hr. Villy Søvndal.

Statsministeren afsluttede sit indlæg med at efterlyse opposition. Derfor tror jeg, det vil være klogt af statsministeren at lytte nu.
     I år er blevet udråbt som H.C. Andersen-år. Det har regeringen og ikke mindst kulturministeren gjort meget for at minde os om. Jeg tror ikke, at det store show i Parken blev det eventyr, som ministeren havde håbet, men når jeg vælger at starte i det kulturpolitiske, så er det, fordi vores alle sammens kulturminister lancerede hele festivalen med de uforglemmelige ord, at H.C. Andersen var et godt brand for Danmark. Et godt brand!

     Kulturministeren, kan man sige, personificerer på den måde hele regeringen. Det skal til kulturministerens ros fremhæves, at ingen som han har skåret ud i pap, hvordan den her regering tænker og handler. Jeg tror, at han må karakteriseres som en af de største borgerlige tænkere i den nuværende regering.
     I den her regerings tankesæt bliver alt nemlig reduceret til det enkle spørgsmål: Er det her et godt brand, eller er det ikke et godt brand? Regeringens vurderingskriterium er:
Kan det aflæses på bundlinjen? Vi skal kunne sælge os selv, eller som kulturministeren formentlig vil sige: Vi skal kunne brande os selv. Vi skal være omstillingsparate, vi skal være fleksible, vi skal være oppe på beatet. Det var vel også derfor, at statsministerens tale var tømt for det, man kunne kalde bekymringer, der måtte bekymre almindelige mennesker, altså sådan hverdagsting. Der var ikke optagethed af de ældres forhold, der var ikke optagethed af vores daginstitutioner. Der var lidt om skolerne, som står i modstrid med, hvad regeringen laver, men der var ikke sådan den store optagethed af den almindelige danskers daglige liv. Det er lidt ærgerligt, for i det spil, regeringen spiller sammen med Dansk Folkeparti, er der faktisk ganske mange mennesker, der bukker under. Jeg tænker ikke kun på narkomanerne, ikke kun på de hjemløse, ikke kun på de prostituerede osv. Jeg tænker på de mange mennesker, der reduceres til små hjul i regeringens virksomhed, som man kalder Danmark, på alle dem, der går rundt med stress - som er et voksende fænomen på arbejdsmarkedet - med dårligt psykisk arbejdsmiljø og med ekstreme og urealistiske krav til sig selv. Jeg tænker på de helt unge, hvor vi oplever en stribe af faresignaler, hvis man kigger på de meldinger, der er fra Sundhedsstyrelsens rapporter, osv. osv. Det er den virkelighed, som statsministeren valgte at gå uden om i sin tale. Det er ærgerligt, for Danmark er jo et rigt samfund. Vi har en kolossal rigdom. Der er kolossale ressourcer i en frisindet og en antiautoritær ungdom. Vi ser, at unge flokkes om frivilligt socialt arbejde, vi ser dem læse lektier med indvandrerbørn eller hjælpe selvmordstruede unge, og vi har kreative og innovative unge med skæve ideer, der skaber vækst og velstand på helt nye områder. Der er et helt andet Danmark, og der er et helt andet Danmark at bygge på end de modsætninger, som statsministeren, meget suppleret af Dansk Folkeparti, gør så uendelig meget for at bygge op.
     I SF var vi enige i, at det var nødvendigt med en kommunalreform for at sikre større kommunale enheder, men jeg tror, at den kommunalreform, som regeringen nu gennemfører med det snævrest mulige flertal, vil blive husket for to ting. Den ene er en helt ny standard for begrebet lovsjusk. Den anden er en skjult socialreform, som vil betyde et voldsomt pres på de dyreste sociale sager i Danmark, de handicappede, de misbrugende, de sindslidende, de hjemløse og de mest udsatte børn. De vil nu blive kørt igennem en økonomisk vurdering, der er hårdere, end vi nogen sinde har prøvet, og det sker samtidig med, at den kommunale økonomi er så stram som nogen sinde. Regeringen er optaget af at have lettet skatten for mennesker i arbejde. Men så snart vi som borgere står med krav til vores børns skole, vores forældres hjemmehjælp eller hospitalets langtidsmedicinske afdelinger, er kassen tom. Uanset hvordan vi vender og drejer det, får vi ikke bedre daginstitutioner, tværtimod, de beskæres. Vi får ikke en bedre folkeskole, tværtimod, den beskæres. Vi får ikke en bedre integration, tværtimod. Vi får ikke bedre universiteter af, at flere køber ny bil eller tager på en ekstra ferie. Det er i virkeligheden der, den virkelige kulturkamp står i det her Folketing: om det er fællesskabet, vi skal hjælpe på vej, eller om vi skal have endnu flere penge til privat forbrug.

     Også på den internationale scene er den nuværende regering garant for det, man kunne kalde store events, store brands. En af dem udspiller sig lige nu i Irak. Rumsfeld, som er en god ven af den danske regering og også en god ven af Dansk Folkeparti, udtaler i dag, at sikkerheden ikke er bedre
i dag, end den var i 2003. Forskellen er, at der i mellemtiden er dræbt 100.000 mennesker, men det har altså ikke forbedret sikkerheden. Da regeringen trådte til, bebudede den, at den ville føre det, den kaldte en aktivistisk udenrigspolitik, og man må rose regeringen for dens ordholdenhed. Størrelsen på fiaskoen i Irak er til gengæld til at tage at føle på. Ikke en eneste regulær succes kan fremvises i Irak, hvor kaos fortsat hersker og i øjeblikket desværre med fornyet intensitet. Det er oven i købet en ren tilståelsessag. Regeringen må nu sætte forsvaret til at stå for den civile genopbygning, fordi nødhjælpsorganisationerne ikke kan arbejde i Irak. Det ligger der nu et aktstykke om i Finansudvalget. Danmark er i øjeblikket i krig. Vi hører godt nok ikke meget til det, men det er vi, og det er ikke noget godt brand for Danmark. Tidligere stod Danmark som et fyrtårn, når det gjaldt menneskerettigheder. Krigsdeltagelsen, men også flygtninge- og udlændingepolitikken har fået gjort afgørende op med det image. Tidligere var Danmark et fyrtårn i bistandspolitikken, også der har denne regering renset op. Tidligere var Danmark et fyrtårn i miljøpolitikken, også det er der under den nuværende regering blevet gjort op med. Tidligere var Danmark et fyrtårn, når det gjaldt social og økonomisk lighed, hvilket gjorde Danmark til et af verdens fredeligste og mest stabile lande, også det er under forandring. Har vi så fået det bedre? Er det rigtigt, det statsministeren siger, at Danmark er blevet et bedre sted at leve - at det går ufattelig godt? Regeringen er i færd med at afpolitisere vort land og vort samfund. Ikke alene fordummer den med sin uddannelses-, medie- og kulturpolitik, den flytter også tyngdepunktet for samfundsudviklingen fra deltagelse og demokrati til markedsmekanisme og forbrugerlogik. Regeringen deponerer udviklingen i hænderne på erhvervslivet, på markedskræfter i stedet for at styrke demokrati, forbrugerrettigheder, miljø og sundhed. Det er selve det, at vi demokratisk kan bidrage til at styre vort samfund i én retning frem for en anden, som denne regering gradvis sætter over styr, og derfor skal man ikke tage fejl. Regeringen er dybt politiserende, alt imens den afpolitiserer. At overlade ansvaret for miljø, sundhed, uddannelse, public service, demokrati osv. til markedsmekanismen er et dybt ideologisk projekt, hvis skadevirkninger de kommende generationer skal betale for. De skal betales i kraft af mindre natur, dårligere miljø, flere giftstoffer, mere stress osv. osv. Det kan godt være, at forbrugsmulighederne udvides, men indflydelsen mindskes. Skattelettelser til erhvervslivet betales dyrt, fordi det er langt vanskeligere at genvinde demokratisk kontrol med samfundsudviklingen, end det er at sætte den over styr. Det er meningsløst at tale om et vidensamfund, når vi ikke bruger den viden, vi har, til at gøre det både rationelt og menneskeligt rigtige for freden i verden, for vores miljø, for vores sundhed og for vores børn. Giver det mening at tale om et velfærdssamfund, når vi trods en hidtil uset rigdom og velstand ikke mener, vi har råd til bedre hjemmehjælp, bedre skoler, bedre mad eller større fokus på menneskelige og ikke kun økonomiske værdier? Jeg må konstatere: Den her regering er god til at brande sig selv som handlekraftig. Den har kastet os ud i en ulovlig krig. Bilka og A.P. Møller kan bygge, som de vil. Vi smider hundredvis af millioner efter H.C. Andersen-arrangementet og anlægger miljøbomber forklædt som svinefarme, ikke bare i Danmark, men også i udlandet. Det er bare nogle af de få ting, der har fået lov til at passere. Det kræver sikkert en eventkultur som politisk strategi
- brød og skuespil til folket, så bliver der ro på bagsmækken - men et bedre samfund med et sundere liv på stadig mere demokratiske vilkår får man ikke. Det er sandsynligt, at forfatningstraktaten ikke bliver til noget efter afstemningerne i Holland og Frankrig og efter den britiske udmelding. Vi har derfor brug for at overveje, hvordan vi kommer videre med det europæiske samarbejde, som vi i SF er tilhængere af. Og uanset at jeg mener, at forfatningstraktaten var bedre end både sit rygte og det nuværende grundlag for EU, står det nu klart, at EU næppe får den forfatningstraktat, som er blevet stemt ned i Frankrig og Holland.

     Jeg stiller mig noget uforstående over for, at regeringen er så tavs, at den agerer så lidt. Jeg synes, at det med statsministerens eget udtryk er lidt slapt, at man ikke i højere grad bidrager med ideer i den her fase, hvor det er vigtigt at komme videre med det europæiske samarbejde for ikke at efterlade et indtryk, der kan betyde, at mange af de gode ting i det europæiske samarbejde går tabt.
     Det er nu, at vi både i Danmark og resten af EU har mulighed for at sætte ord på, hvad vi vil med Europa. Hvad gætter vi på, det er for et Europa, vi ønsker?
     I SF er der en række temaer, som vi synes er helt centrale for det europæiske projekt. Det er vigtigt, at EU koncentrerer sin indsats om et mere socialt og et mere retfærdigt Europa, hvor ulighederne mindskes og sammenhængskraften styrkes, om et EU, hvor den folkelige demokratiske forankring betragtes som en naturlig forudsætning og ikke som en besværlig omvej. Det er vigtigt, at globaliseringens udfordringer bliver håndteret gennem stærke arbejdsmarkedsmodeller og en benhård satsning på uddannelse og forskning, og det er helt afgørende, at EU bliver en langt stærkere udenrigspolitisk aktør. EU-landene har både den demokratiske og den økonomiske tyngde til at sætte en anden international dagsorden end den, der dikteres fra Washington. Jeg er klar over, at det så ikke bliver i denne regerings levetid. I den aktivistiske udenrigspolitiks logik er det langt mere spektakulært at gå i krig end at bygge skoler og bore brønde. Jeg synes alligevel, at det ville være en naturlig tanke, når nu vi også får besøg af den amerikanske præsident, at prøve at gøre os sådan en lidt større forestilling om verdens gang. Alene stigningen i USA's forsvarsudgifter fra 2003 til 2004 overstiger verdens samlede ulandsbistand. Alene stigningen fra et år til det næste overstiger verdens samlede ulandsbistand. På miljøområdet, på torturområdet, på landminespørgsmålet osv. står USA isoleret i forhold til den øvrige verden af vestlige demokratiske lande. Det er mig ubegribeligt, at den danske regering er så uambitiøs i sit valg af allierede og så lidt principfast, når det gælder de store, principielle spørgsmål om klodens fremtid, om liv og død. Trods en voksende velstand og en bundsolid økonomi forvaltes rigdommen så uendelig fattigt - både internationalt og nationalt. Jeg fik for nylig et brev fra en familie, to voksne og to børn. Kvinden har fået en fødselsdepression, manden har gennem flere år lidt af depressioner, og hvis ikke han får medicin, bliver han dårligere. Hans psykiater siger, at han sagtens kan få det godt igen, han skal bare tage sin medicin. Den har han ikke råd til at købe, fordi den her danske familie, som er lyshåret og blåøjet, har 2.800 kr. tilbage om måneden at leve for, når skat og husleje er betalt. Det var regeringen ikke optaget af, da statsministeren holdt sin tale, og det var Dansk Folkeparti fuldstændig uoptaget af, da fru Pia Kjærsgaard holdt sin ordførertale. Hvorfor det? Det er da bekymrende, at et så rigt samfund som det danske efterlader mennesker på så lavt et forsørgelsesniveau. De har kun den nøgne virkelighed, de har ingen events, ingen shows, de har ingen aktivistisk udadvendthed. Børnene på henholdsvis 12 og 15 år kan se frem til at tilbringe endnu en sommerferie i en lejlighed i Tingbjerg. Derfor er der brug for en helt anden dagsorden, der er brug for en helt anden politik. Jeg skal slutte af med en opfording også til de øvrige oppositionspartier: Lad os nu samles om den værdi- og kulturkamp, vi står midt i. Lad os tage handsken op. Vi kan i SF ikke løfte den oppositionsrolle alene. Jeg synes, at Socialdemokraterne står for meget på spring for at tilpasse sig regeringens dagsorden, og hver gang vender regeringen sig alligevel til det yderste højre. Lad os derfor danne en virkelig fælles opposition, så vi kan vælte denne regering og skabe en progressiv og langt rigere fremtid for vores samfund. Lad os stå sammen trods de forskelle og uenigheder, vi også har indbyrdes, og levere svarene på et Danmark, vi kan være bekendt: et Danmark med reel indflydelse for den enkelte, ikke bare det frie valg; et Danmark med de suverænt bedste skoler, bedste universiteter og bedste uddannelsesmuligheder for alle; et Danmark, som tror på menneskers ressourcer og potentialer uanset hudfarve, alder eller køn; et Danmark, hvor ligestilling tages alvorligt; et Danmark, hvor mennesker ikke presses ud af arbejdsmarkedet og dernæst forfølges af myndigheder og trues på brødet; et Danmark, der sikrer jorden og naturen for fremtidens generationer; et Danmark, der påtager sig sit internationale ansvar i miljøkampen, i nødhjælpsarbejdet og i udviklingen i de fattige regioner og ikke bare kaster sig ud i krig.

     Det projekt er SF's. Det bør være Danmarks. Vil vi det, kan det blive hele verdens.

Jeg vil godt spørge hr. Villy Søvndal, hvis parti nu er blevet sådan et jasigerparti i forhold til EU: Er hr. Villy Søvndal egentlig ikke glad for, at forfatningen nu er faldet?
     Og hvordan har hr. Villy Søvndal det med som i hvert fald tidligere modstander af den politiske integration, at det ser ud, som om man bare vil udskyde den, at man faktisk ikke vil efterleve det, som i virkeligheden er gældende, at forfatningen er aldeles væk, når et land har stemt nej?

Jeg kan godt forstå, at fru Pia Kjærsgaard har svært ved at få armene ned. Det er klart nok, ligesom Le Pen i Frankrig også er fantastisk begejstret.
     Det kan jeg godt forstå, men jeg har svært ved at få armene helt op, hvis konsekvensen af det her bliver, at Europa vender tilbage til den type nationalisme, som det yderste højre står for i Europa; hvis konsekvensen af de her nejer bliver, at udvidelsesprocessen sættes i stå også i forhold til lande som Bulgarien og Rumænien; hvis det betyder, at Balkanlandende - hvor der er en masse tikkende konflikter i Eksjugoslavien, i Albanien - ikke stabiliseres sikkerhedspolitisk på grund af, at der er et håb om fremskridt også for deres befolkninger.
     Jeg kan godt forstå fru Pia Kjærsgaards begejstring for at kunne vende tilbage til et nationalistisk, snævert Europa. Men jeg kan ikke begejstres.

Alt det bavl, rent ud sagt, som hr. Villy Søvndal netop har stået og sagt fra Folketingets talerstol, er jo ikke det, det drejer sig om.
     Jeg har hørt hr. Villy Søvndal gøre sig klog på, hvorfor man stemte nej i Frankrig. Hr. Villy Søvndals socialistvenner
i Frankrig stemte jo faktisk nej, til trods for at man havde anbefalet et ja. Jeg vil godt høre hr. Villy Søvndal, hvordan han har det med det - også set i lyset af, at SF indgik den der mærkelige politiske aftale med de øvrige japartier i Folketinget, som der overhovedet ikke var noget juridisk belæg for. Har hr. Villy Søvndal ikke - indtil videre i hvert fald
- sådan en god, lettet fornemmelse i maven over, at man nu ikke skal til afstemning den 27. september? Det skal vi jo nok om nogle år. Hr. Villy Søvndal har også selv udtalt, at der på et eller andet tidspunkt, når den franske præsident formentlig bliver skiftet ud, vil være nye tider. Er det ikke umiddelbart en rar fornemmelse for hr. Villy Søvndal at slippe for det bøvl, som det givetvis ville være for SF at skulle gå ud i den afstemning? Jeg mindes hr. Holger K. Nielsen i 1993. Jeg tror, at situationen ville være værre nu for hr. Villy Søvndal.

Jeg forstår, at vi diskuterer på et meget højt niveau i forhold til mine mavefornemmelser og i forhold til et indlæg, der blev karakteriseret som bavl. Jeg ved ikke, om det er muligt, at vi hæver os til et lidt højere niveau.
     Jeg vil så godt sige, at jeg redegjorde for, hvorfor jeg er bekymret over, hvad der kan ske. Jeg er ikke verdensmester
i kinesisk, men jeg har forstået, at det kinesiske tegn for krise er sammensat af to tegn. Det ene er tegnet for fare, og det andet er tegnet for mulighed. Hvis man kobler de to sammen, får man tegnet krise. Det vil sige, at vi står i en situation, hvor det kan gå galt, på den måde at vi vender tilbage til en europæisk nationalisme, som jeg tror kun Le Pen i Frankrig og Dansk Folkeparti her vil få fornøjelse af. Vi kan også risikere, at den udvidelseproces, der er håbet for landene og befolkningerne i Balkan, går i stå. Men selvfølgelig er der også muligheder. Det er jo derfor, vi har spillet ud med forslaget om en social pagt. Det er for at prøve at sikre et Europa, der er mere forankret socialt i indsatsen mod arbejdsløshed, indsatsen mod fattigdom, indsatsen for at sikre integration. Hvilken af de to retninger, der vinder, afgøres af de kommende måneders slagsmål.

Jeg synes, at det er bemærkelsesværdigt, at SF's ordfører er den første blandt EU-tilhængerpartiernes ordførere, der forholder sig rimelig seriøst til den situation, vi er i. Det siger måske lidt om, hvor den seriøse EU-debat kommer til at foregå i årene fremover, nemlig på venstrefløjen.

     Der vil jeg bare spørge hr. Villy Søvndal, om han ikke er enig med mig i, at det, hvis vi skal have et europæisk samarbejde i fremtiden, et socialt europæisk samarbejde - ud over det der med at komme med forslag til forskellige sociale chartre osv. - er vigtigt, at man får gennemført et opgør med det, jeg vil kalde den nyliberalistiske tendens, som lå i EU-forfatningen, men som også ligger i det EU, vi kender nu med markedsøkonomi, udliciteringer, udbud af alting, også ting, som vi i Danmark er vant til at opfatte som offentlige tjenesteydelser.
     Tror hr. Villy Søvndal ikke, at der er brug for et grundlæggende opgør med det, som EU indtil nu har været baseret på, hvis vi skal have et solidarisk europæisk samarbejde i fremtiden?

Jo, det tror jeg. Og jeg nåede ikke helt at afslutte analysen før i mit svar til fru Pia Kjærsgaard.
     Jeg tror nemlig, det franske nej er sammensat. Der er et ubehageligt højreorienteret nej omkring Front National og Le Pen osv. Så er der også et venstreorienteret nej, det er der slet ikke skygge af tvivl om. Franskmændene har været bekymrede for den høje arbejdsløshed, for de manglende sociale rettigheder og sådan noget, og det er en stor del af det franske nej og formentlig også en stor del, måske knap så stor del, af det hollandske nej.
     Derfor tror jeg i forlængelse af hr. Per Clausens spørgsmål, at det, venstrefløjen skal arbejde videre på i en situation, der nu er meget åben, for jeg tror, at traktaten aflyses her torsdag/fredag, er, hvad det er for et Europa, vi gerne vil have.
     Sådan forstod jeg også hr. Per Clausens spørgsmål:
Hvordan sikrer vi en større folkelig forankring og folkelig deltagelse i det europæiske samarbejde? Hvordan sikrer vi en klarere social forankring af det europæiske samarbejde? Og det, jeg så også var inde på: Hvordan sikrer vi et kraftigere udenrigspolitisk samarbejde med et Europa med en tydeligere stemme i verden, der taler for internationale regler for konfliktløsning osv.?
     Og der tror jeg i virkeligheden, at vi på trods af vores forskellige vurderinger af forfatningstraktaten har meget tilfælles.

Jeg er meget enig i, at det er en vigtig pointe, at nejet i så vel Frankrig som Holland blev sikret af de franske og hollandske socialister og socialdemokrater - i både Frankrig og Holland nok støttet af de fleste socialistiske partier, men selvfølgelig mod de socialdemokratiske partiers ledere.
     Derfor er det vel afgørende, synes jeg så, at vi i dag formulerer, at Europa i fremtiden skal basere sig på et klart brud med det, der har været grundelementerne i den måde, EU har arbejdet på i forhold til det politiske spørgsmål om den økonomiske politik.
     Jeg er også nødt til at spørge hr. Villy Søvndal: Når hr. Villy Søvndal vil have EU til at spille en dominerende rolle på den internationale scene, er det vel næppe med den politik, som EU fører i dag, og med den politik, EU førte i går? Den er nemlig ikke nem at skelne fra USA's. Det er jo ikke sådan, at EU i forhold til forhandlinger i WTO står for en anden og langt mere progressiv og fornuftig linje over for tredjeverdenslandene end USA.
     Så det handler vel også om at gennemføre et opgør med den politik i forhold til den politik, der skal gennemføres?

Til det sidste om, i hvor høj grad EU-landene spiller en anden rolle end USA: Jo, jeg synes, at forskellen er mærkbar. Jeg synes, at forskellen er meget stor.
     Jeg tilbragte i efteråret 2002 1 måned i FN, og det synes jeg var ganske lærerigt. Uanset om man diskuterede Irakkrig, Kyoto eller klima, uanset om man diskuterede prøvesprængninger af atomvåben, sprængning af landminer, rettigheder til kvinder eller rettigheder til børn, ville man opleve et EU, som var på den progressive side af verdensdagsordenen, og et USA, der konsekvent var på den reaktionære side. Så jeg synes, og det tror jeg også hr. Per Clausen synes, at der er meget stor forskel.
     Men så er det rigtigt, at der er nogle steder, hvor vi har brug for at gøre op med den eksisterende EU-politik. Det er klart, at vi har været store fortalere for at få ryddet op
i hele landbrugspolitikken, vi vil have den fuldstændig væk. Det tror jeg også vi er enige om for at sikre, at de fattige lande også kan komme ind her. Vi har også brug for i forbindelse med en social pagt at opstille nogle mål, der står ved siden af de økonomiske mål, som vedrører beskæftigelse, sociale forhold osv. Jeg synes i virkeligheden, at den store udfordring til venstrefløjen i den nuværende situation er at prøve at få de venstreorienterede dagsordener til at fylde noget i den europæiske debat.

Hvis vi skal gøre diskussionen om et socialt Europa sådan lidt mere forståelig, tror jeg, at vi er nødt til at gribe det lidt mere konkret an end bare at henvise til pagter og chartre, og hvad man ellers kan finde på af ord.
     Lad os tage det nuværende traktatgrundlag, som også var en del af forfatningen, og se på et helt konkret eksempel, nemlig eksemplet med udenlandsk arbejdskraft, underbydning af danske løn- og arbejdsforhold på det danske arbejdsmarked. Hvad er det for nogle ting, der er behov for, for at vi kan sikre os imod, at de ting sker?

     SF's bud har indtil videre været en lovfastsat mindsteløn. Det er et forslag, som jeg mener udmærker sig ved at være både dårligt og dumt. Det er, fordi det holder sig inden for traktatgrundlaget, at man er nødt til at holde sig til dét. Men er der ikke behov for et opgør med traktatgrundlaget, det indre marked, før vi kan begynde at snakke om et socialt Europa?

Det, der sker i øjeblikket, f.eks. på Falster, hvor en norsk rigmand har ansat nogle polske arbejdere til at bygge sit hus op for, så vidt jeg har forstået, 45 kr. i timen, kan man ikke give traktaten skylden for, vel? Den er jo som bekendt ikke vedtaget.
     Man kunne måske i virkeligheden sige, at det, der er hovedproblemet i en verden, der bliver stadig mere åben, er, at det, hvis vi ikke laver et regelsæt om de her ting, vil være fantastisk svært at styre, er jeg sikker på.
     Hr. Ole Sohn, SF's arbejdsmarkedsordfører, har foreslået, at vi laver en overenskomst rundt om overenskomsterne, der sikrer, at vi får løst den type af situationer. Det gør vi også på andre områder, hvor vi f.eks. lavede ferielovgivning for folk, der ikke er omfattet af ferieloven.
     Så tankegangen er ikke, at vi skal ophæve eller fjerne det danske arbejdsmarkedssystem. Tankegangen er, at vi står i en ny situation, hvor vi er nødt til at beskytte os for at sikre, at vi ikke kommer ud i den der ubillige konkurrence på løn- og arbejdsvilkår, og der glæder vi os i øvrigt til en meget spændende diskussion om forslaget.

Nu vil jeg ikke forlange, at hr. Villy Søvndal er ekspert på arbejdsmarkedsområdet, men sammenligningen mellem ferie og løn er i hvert fald forfejlet.
     Til gengæld kan jeg sige, at jeg ikke nævnte den nuværende forfatningstraktat, den er jo død. Jeg nævnte det nuværende traktatgrundlag, det, der eksisterer i dag, det indre marked f.eks., som jo er basis for alle de konflikter, der kan komme i forhold til arbejdskraftens frie bevægelighed.
     Er der ikke brug for et opgør med det indre marked, for at vi kan sikre os, at vi kan lave nationale regler omkring de nationale arbejdsmarkeder, for at sikre os mod, at der er underbydning af løn- og arbejdsforhold på f.eks. det danske arbejdsmarked?
     Det er bare for at gøre det lidt mere konkret, så vi ved, hvad vi snakker om.

Jo, det har også været vores tilgang til det, at siden det indre marked blev gennemført og vi som bekendt tabte den afstemning, har vi behov for en politisk overbygning, så det ikke kun bliver frihandel, så det ikke kun bliver rent, råt marked.
     Vi har brug for en overbygning, der regulerer arbejdskraftens vilkår, men som også respekterer den danske model. Vi har brug for en overbygning, der sikrer vandrende arbejdstagere. Vi har brug for en overbygning, der sikrer miljøet i så stort et marked. Vi har efter vores opfattelse også brug for en overbygning, der sikrer en minimumsbeskatning, f.eks. på selskabsskat, så vi ikke oplever, at landene konkurrerer hinanden nedad og nedad og nedad.
     Så vi har brug for - det er vel pointen - rigtig meget politisk samarbejde som modvægt mod det rå marked, der ellers vil det blive det dominerende. Medmindre Enhedslistens ordfører mener, at vi vil være i stand til at drive den afstemning, der blev tabt i 1986, tilbage og ophæve det indre marked, er der kun ét alternativ, og det er at sikre en nødvendig politisk overbygning på projektet.

Nu går hr. Villy Søvndal så meget op i historiefortælling i sit indlæg, så derfor vil jeg godt fortælle hr. Søvndal en lille sand historie.
     Forrige mandag havde det danske Folketing besøg af en delegation fra Irak. Det var en kvindedelegation, hvor 12 medlemmer var heroppe i en hel uge inviteret af Danida. Af de
12 medlemmer var der en viceminister, og der var fire nyvalgte medlemmer af parlamentet, som nu er i gang med at skulle skrive forfatningen. Hr. Villy Søvndal var desværre ikke til stede ved det møde, som vi havde med denne delegation, men det var et par af hr. Søvndals partimedlemmer, og vi havde faktisk en ret frugtbar dialog, bl.a. om, hvordan det går i Irak. Disse 12 kvinder mener ikke, at Danmark er i krig med Irak. Disse 12 kvinder, den her delegation, som spændte meget bredt fra både med tørklæde og uden tørklæde, mener rent faktisk, at Danmark er en hjælpende hånd, som har været nødvendig. Så hvordan kan hr. Villy Søvndal gentagne gange fra Folketingets talerstol hævde, at Danmark er i krig med Irak, når det ikke er sådan, man ser på det fra irakisk side?

Villy Søvndal (SF):
Det, jeg forholdt mig til i mit meget korte indlæg om Irak, var den situation, som fru Lillelund Bech jo har et stort medansvar for, fordi hun var med til at trykke på knappen, da vi gik i krig, uden en eneste tanke på, hvordan man kom videre. Vi gik i krig på et grundlag, som var ulovligt ifølge FN's generalsekretær, og det har på alle punkter været med til at skabe en situation i Irak, der er karakteriseret ved kaos, og Rumsfeld - det tror jeg også jeg nåede at få citeret
i min tale - siger i dag, at der ikke er sket militære forbedringer i de sidste 2 år siden 2003. Det understøttes i øvrigt også af hans generalmajor, der for en måneds tid siden udtalte, at der ingen militære fremskridt var i Irak. Min bekymring er, og det tror jeg også må påvirke fru Gitte Lillelund Bech: Den situation, at 100.000 mennesker er blevet dræbt uden at have hverken lod eller del i noget som helst, at alt er kaos, men mindst kaos i de områder, hvor de danske tropper er, fordi det er et af de fredeligste områder. Nu må jeg ikke stille spørgsmål, men det lyder næsten, som om fru Gitte Lillelund Bech synes, at missionen er lykkedes.

Min mission at få et svar fra hr. Villy Søvndal på mit spørgsmål er i hvert fald ikke lykkedes. Så meget kan jeg konkludere, for det, hr. Søvndal sagde fra talerstolen for et kvarter siden, var, at Danmark er i krig. Det er nutid, og derfor må jeg formode, at hr. Villy Søvndal mener, at lige nu og her er vi i krig.
     Jeg bad hr. Søvndal om at forholde sig til, hvordan hr. Søvndal kan mene, at Danmark lige nu og her er i krig, når vi har irakiske kvinder, en irakisk delegation heroppe med parlamentsmedlemmer, der er i gang med at skrive forfatningen, som meget klart siger også til nogle af hr. Villy Søvndals partifæller - det kan godt være, de ikke har briefet hr. Søvndal - at Danmark ikke er i krig, og at Irak ikke er i krig med Danmark.
     Så vil jeg gøre hr. Søvndal opmærksom på, at denne delegation altså var en delegation, hvor størstedelen var valgt fra Bagdad eller fra den nordlige del af Irak, og det er dér, hvor der virkelig er ballade. Så det her er ikke et spørgsmål om, hvor de danske soldater er.
     Men jeg vil gerne bede hr. Søvndal om at forholde sig til nutiden i hr. Søvndals udsagn for et kvarter siden.

Det var faktisk også det, jeg prøvede på, men jeg beklager selvfølgelig, hvis vi har talt forbi hinanden. Jeg citerede Rumsfeld for en udtalelse, der er så ny som fra i dag, det er nutid, og han siger, at der ingen fremskridt er gjort i de sidste 2 år.
     Så siger fru Lillelund Bech, at der ikke er krig. Man kan definere sig rundt om meget, men situationen er, at de næsten daglige meldinger er, at der er dræbt 40, at der er dræbt 60.
     Vi har jo et medansvar for situationen. Da Danmark ulovligt gik i krig, understregede FN's generalsekretær, at de lande, der tager de her skridt, fra nu af har ansvaret for den irakiske befolkning. Det vil sige, det er vores ansvar, at 100.000 flere end normalt er døde. Det er vores skyld, at de daglige meldinger i øjeblikket er 40-60 dræbte.
     Jeg har svært ved at forstå, at fru Lillelund Bech kan have så positivt et indtryk af situationen dernede, som hun giver udtryk for. Jeg har svært ved at forstå det.

Jeg vil formulere Irakproblemstillingen på den måde, at det jo er katastrofalt, at der var og er den mangel på planlægning for, hvordan man vinder freden. Altså, krigen ville USA selvfølgelig vinde, for det er den regulære overmagt.
     Med udgangspunkt i det vil jeg spørge hr. Villy Søvndal, om det er en af grundene til, at SF har det synspunkt, at EU er vigtig som en global aktør, for jeg synes, at det perspektiv i EU-samarbejdet og EU's muligheder i fremtiden med en forfatningstraktat som den, der nu diskuteres, er anderledes på det her felt end i dag.
     Hvis hr. Villy Søvndal er enig i det, vil jeg gerne bede om at få det uddybet, for jeg synes, det er vigtigt, at vi får formidlet den problemstilling.

Jeg synes, at EU på to punkter styrkes som en global aktør med de regler, der ligger i traktaten. Det ene er, at man får et stærkere udenrigspolitisk samarbejde, en stærkere institution til at drive det udenrigspolitiske samarbejde. Jeg tror, det tager tid at bygge det udenrigspolitiske samarbejde i EU op. Jeg har ikke nogen forestilling om, at man meget hurtigt afgiver den nationale suverænitet, men de fleste ting bevæger sig jo med små skridt i den retning.

     Der synes jeg, det er helt afgørende, at et Europa, der trods alt er kendt for at ville internationale regler, for at ville løse konflikter, for i forhold til USA at levere det tredobbelte i ulandsbistand, i stedet for at opruste vildt og vanvittigt faktisk har beskåret sine militærudgifter med 30 pct. siden Murens fald og alligevel har fået mere fred, fordi man i stedet for har satset på at udvikle et godt naboskab ved udvidelser. Det er jo også set ud over kloden en meget smuk model for at lave fred, og jeg synes bestemt, at det er et tilbageskridt, hvis vi ikke får de ting med.
     Der vil jeg så bede om, når statsministeren tager til topmødet, at man ikke fortvivler over situationen. Når traktaten ender med ikke at blive til noget, hvad jeg tror er det mest sandsynlige, så synes jeg stadig væk, der er mulighed for at gøre noget ved det udenrigspolitiske samarbejde. Ikke fordi vi skal ind og botanisere i traktaten, men fordi det udenrigspolitiske samarbejde jo på den måde ikke er bundet snævert til traktaten; det kan laves under alle omstændigheder.

Jeg synes, det er en rigtig god diskussion. Jeg glæder mig til næste folketingssamling, hvor vi jo får nogle flere debatter om EU og den politik, EU vil kunne føre, forfatningstraktat eller ej, også fordi jeg har et håb om, at vi kan komme til at diskutere de her spørgsmål på en anden måde, end vi har gjort tilbage i tiden.
     Derfor følgende: SF's formand har i diskussionen om folkeafstemningerne i Frankrig og Holland været fremme med en idé om en social pagt af en eller anden art. Det har jeg opfattet som beskæftigelse, det kan være andre ting omkring social politik bredt forstået, men både beskæftigelsen og socialpolitikken som sådan er jo ikke overstatsligt i EU.
     Så hvad tænker SF på i den sammenhæng?

Vi har lavet et længere papir, som vi havde på mødet i forretningsudvalget i går. Jeg tror, det er kommet på hjemmesiden hos os. Jeg kan ikke nå at gennemgå det fuldstændigt, men det er 8-10 punkter, som bl.a. indeholder at sætte sig bindende mål for indsatsen for beskæftigelsen. På samme måde som landene jo skal leve op til kravene i vækst- og stabilitetspagten om underskud, skal man lave mål for at nedbringe arbejdsløsheden.
     Man skal lave mål for at bekæmpe fattigdom i landene; man skal sikre, at der er finansieringsmulighed for den sociale pagt ved at lægge en bund under selskabsskatterne, så vi ikke oplever sådan en nedadgående spiral i konkurrencen; man skal sikre arbejdsmiljøforhold og sådan noget, så man ikke nedslider arbejdskraft osv. osv.
     Jeg synes, fru Marianne Jelved har helt ret i, at der er en hårfin balance her, for vi har heller ikke noget ønske om, at det gøres overnationalt. Så det, der er opgaven, er, hvad vi selv kan, når vi respekterer de nationale ønsker om ikke at komme ind på arbejdsmarkeds- og socialområdet. Hvad kan vi så faktisk gøre?
     Så var der en sidste ting: En sidste europæisk mission kunne jo være at bruge vores styrke. Tænk sig at skabe arbejde i Europa det sted, hvor hovedparten af miljøteknologien faktisk eksisterer, og bruge det til et eksportfremstød ude i verden, hvor de andre er nødt til at overtage nogle af de teknologier, vi kan.

Jeg har et spørgsmål til SF's ordfører, i og med at ordføreren jo tidligere i sin tale nævner noget om de her
100.000 døde i Irak, som jo selvfølgelig for en del skyldes, at der har været en offensiv dernede for at skabe ro og stabilitet på længere sigt. Det sprang ordføreren lidt let hen over, synes jeg, i og med at der jo forud for den indsats, der blev gjort af koalitionsstyrkerne, var massive angreb på specielt det kurdiske mindretal i Tyrkiet. Man mente jo dengang, bl.a. i Amnesty International, at omkring 300.000 borgere, privatister, i Irak var blevet dræbt af Saddam Husseins styrker eller ligefrem af ham selv. Hvad er SF's holdning til det? Det er da måske rigtigt, der er blevet dræbt mennesker, efter at Danmark har været med
i koalitionen dernede, men hvad med alle de 300.000 mennesker, der blev dræbt, før der blev gjort en indsats?

Jeg vil give hr. Skibby det gode råd at lade være med at placere sig selv et politisk sted, hvor man skal vælge mellem to onder.
     I modsætning til andre på verdensscenen har vi jo aldrig forsvaret Saddam Hussein, tværtimod. Vi har set, hvordan venstrefløjen i Irak blev totalt udrenset af Saddam Hussein, som på alle måder var en tyran. Det var vores opfattelse.

     Det var ikke amerikanernes opfattelse. Hvis hr. Skibby går tilbage, f.eks. til 1980'erne, så vil han se, at Saddam var en helt nær allieret med USA. Hvis hr. Skibby går ind på Googles søgesystem, så kan han finde en hjemmeside, hvor han kan se Rumsfeld næsten kindkysse med Saddam, for på det tidspunkt er han nede at overrække nogle masseødelæggelsesvåben, som Irak skal bruge i krigen mod Iran.
     Derfor vil jeg bare advare hr. Skibby imod at placere sig et sted, hvor man enten vælger en slyngel eller vælger en krig. Der er heldigvis langt bedre alternativer.

Nu er jeg ikke sikker på, at ordføreren er i stand til at skifte holdning, og det vil jeg heller ikke bede ordføreren om. Men jeg synes dog alligevel, at man må prøve at tage udgangspunkt i realiteterne. Det er jo da for den enkelte borger totalt selvmodsigende at opleve SF stå hernede og tage udgangspunkt i 100.000 dræbte som begrundelse for, at man ikke skulle være gået ind med en fredsskabende aktion i Irak,
i stedet for at tage udgangspunkt i, hvor mange dræbte der var, før man gjorde den fælles koordinerede indsats i Irak for at skabe fred og stabilitet. Jeg vil da gerne spørge ordføreren: Hvis nu man ikke havde gjort en koalitionsindsats dernede og havde prøvet at skabe den her fred, som vi kæmper for i Irak i øjeblikket, ville der så ikke nu have været endnu flere døde under Saddams styre?

Jeg vil nu sige, at jeg synes, at fred er et lidt stærkt udtryk at anvende i den nuværende situation; det ville jeg ikke selv turde. Jeg ved ikke, hvor velorienteret hr. Skibby er, men vi er i en situation, hvor der dagligt dræbes 40-50-60 uskyldige mennesker. Det vil jeg ikke betegne som fred. Det vil jeg betegne som noget, der minder stærkt om et slagtehus.
     Det er jo en underlig opstilling, at enten gjorde vi det, vi gjorde, nemlig at gå ind i en ulovlig krig, som Kofi Annan sagde, sammen med en række lande, der begik selvtægt, eller også gjorde man ingenting. Det var jo ikke alternativerne.
     Alternativet var at have ladet våbeninspektionen afslutte sit arbejde. Blix, den svenske leder af våbeninspektionen, bad om ganske få måneder mere. Det blev kortsluttet, da Dansk Folkeparti, Venstre og De Konservative besluttede at følge Bush og gå i krig uden nogen som helst overvejelser om, hvordan man efterfølgende skulle vinde freden.
     Det er den store irakiske katastrofe lige nu.

Jeg syntes, at der var en ting i hr. Villy Søvndals bemærkninger til hr. Hans Kristian Skibby, som jeg da godt ville have uddybet, for jeg forstod det lidt sådan, at fordi USA engang har været allieret med Saddam Hussein, det siger hr. Villy Søvndal i hvert fald, så er det forkert, at vi i dag er allieret med USA og fjerner Saddam Hussein.
     Altså, fordi USA engang var for Saddam Hussein, så skal vi også følge den linje eller i hvert fald lade være med at følge den USA-linje, som i dag er imod Saddam Hussein. Jeg kan slet ikke følge den logik, som hr. Villy Søvndal her lægger op til.
     Vi må vel, uanset hvad de forskellige lande rundtomkring
i verdenshistorien har foretaget sig, være glade for, at vi kan indgå i en koalition, hvor vi rent faktisk får fjernet en af de værste tyranner fra jordens overflade. Det må vel være positivt, uanset hvad de lande, vi så allierer os med, har gjort i fortiden.

Jeg har det bare sådan, at når man diskuterer med Sidste Dages Hellige, er det nogle gange sådan rart nok lige at få de historiske kendsgerninger på plads. Når nu det beskrives på den måde, at man jo altid har været imod Saddam Hussein, så er det simpelt hen ikke rigtigt. Det er ikke nogen påstand. Hr. Messerschmidt kan gå ind og orientere sig om det på Googles søgemaskine ved på www.google.com at søge på irak og declassified og dér finde det der smukke billede.
     Betyder det slet ikke noget, hvordan historien har været? Betyder det slet ikke noget, at man allierer sig med nogle, der i bestemte konflikter er villige til at se bort fra hvad som helst?
     Vi er i gang med præcis det samme nu i Usbekistan. Amerikanerne har en base i Usbekistan, hvor man lige har dræbt 1.500 mennesker ved en demonstration. NATO forsøgte på sit sidste ministermøde at få vedtaget en fordømmelse af det, der var sket i Usbekistan. Hvem blokerede det? Det gjorde USA. Hvorfor gjorde USA det? Fordi de har deres base i Usbekistan.
     Derfor er der det at lære, at hvis man bygger de der dæmoner op til meget stor størrelse, så risikerer man på et eller andet tidspunkt, at man ikke kan styre dem længere.

Jeg synes, det er en meget, meget spændende diskurs, som SF åbenbart lægger for dagen i den internationale politik, og jeg skal bare forstå den fuldstændig rigtigt.

     Altså, hvis et land én gang har vist sympati for et andet land, som SF ikke føler nogen sympati for på det tidspunkt, så er det fuldstændig umuligt, at man kan alliere sig med det land - om end det måske er demokratisk, befolkningen vælger en anden regering osv. - imod dem, som man oprindelig syntes var modbydelige. F.eks. ved man jo, at Sovjetunionen, som hr. Villy Søvndal vel har et eller andet forhold til, var allieret med en række forskellige lande, som endnu ikke i dag er demokratiske.
     Hr. Villy Søvndal mener altså, at det i dag må være umuligt for os i en alliance, ikke nødvendigvis en krigsalliance, men en eller form for diplomatisk alliance, at indgå aftaler med Rusland, selv om man sørger for nogle demokratiske reformprocesser i de lande, der hørte under det gamle Sovjetunionen.
     Skal man forstå SF's holdning sådan, at alt, hvad der er sket i fortiden, skal være den afgørende determinant for, hvem vi i dag kan alliere os med for at befri andre lande?

Det er jo lidt håbløst at diskutere med et menneske, der går rundt i den vildfarelse, at SF har været allieret med Sovjet. Så er man simpelt hen - undskyld mig - så dårligt underrettet om den almindelige historie, at vi i hvert fald skal have en meget lang diskussion for bare at bringe hr. Messerschmidt nogenlunde på omgangshøjde.
     Hr. Messerschmidt ved eller burde vide, at SF er dannet
i opposition til det. Vi har aldrig været en del af Sovjet. Enten ved han det ikke, eller også har vi brug for en lidt længere diskussion for at bringe hr. Messerschmidt på omgangshøjde. Den tager jeg gerne. Så jeg var ikke optaget af historiske ting. Jeg var optaget af den aktuelle situation i Usbekistan. Synes hr. Messerschmidt ikke, det er et problem i en verden, hvor nogle lande hævder, de kæmper for demokrati, for menneskerettigheder osv., at vi har et land ikke så forfærdelig langt herfra, hvor der er skudt 1.500 uskyldige mennesker ved en demonstration? Vores egen forsvarsminister og NATO-landenes forsvarsministre siger, at det vil de gerne have undersøgt. Amerikanerne siger nej, det vil de ikke have undersøgt, for de har en base i Usbekistan, de er gode venner med Usbekistans regering, og den vil de ikke genere. Er det ikke bare fortællingen om, at hvis man fortsætter med at gøre de værste regimer til sine allierede, så får man problemer på et eller andet tidspunkt?

Tak til ordføreren. Vi går videre i ordførerrækken. Hr. Per Clausen.

På en eller anden måde er det både bemærkelsesværdigt og vel også sigende, at statsministeren i sin redegørelse i dag var meget længe om at komme frem til en af de største politiske udfordringer, vi står over for nu, nemlig situationen i EU. Der var selvfølgelig heller ikke så meget at prale med, og det var måske det, der var lidt afgørende for rækkefølgen.
     Så kan det selvfølgelig være, det er derfor, jeg starter med EU, for vi synes jo faktisk i Enhedslisten, at de nejflertal, der kom ved folkeafstemningerne i Frankrig og Holland, var meget glædelige begivenheder. Det var ikke mindst glædelige begivenheder, fordi det jo var helt klart, at de flertal blev etableret på baggrund af, at socialisterne
i Frankrig og Holland og socialdemokraterne i Frankrig og Holland stemte nej. Derfor synes vi, at det danner et fantastisk godt udgangspunkt for den debat, som vi skal have om Europas fremtid. Jeg tror, at hr. Villy Søvndal har helt ret, når han betragter EU-forfatningen som død, hvad enten man ser formelt eller reelt på det. Jeg tror heller ikke, man skal bruge megen energi på genoplivningsøvelser. Det ville være spild af god og måske også dårlig energi. Jeg synes, at vi i stedet skal se det som en fantastisk mulighed for at diskutere et nyt samarbejde i og uden for Europa, som sætter bæredygtighed, sociale rettigheder og demokrati i højsædet. Vores udgangspunkt må være at skabe global retfærdighed
i stedet for de store selskabers frie marked, hvor det kun handler om at tjene mest. Vi ønsker i Enhedslisten et internationalt samarbejde, der omhandler menneskerettigheder, miljø, regler for minimumsselskabsbeskatning og andre grænseoverskridende udfordringer. Vi ønsker et opgør med den handelspolitik, de rige lande fører gennem WTO, hvad enten det nu er EU eller USA, som er bannerfører for dem. Vi mener, at nejet skal bruges til at rejse bevægelse i EU-landene for konkrete skridt i den rigtige retning. Det er bl.a., fordi vi prioriterer det her EU og den her EU-diskussion så højt, at vi fremsætter følgende:

Forslag til vedtagelse

»Nejflertallet i Frankrig og Holland betyder, at EU-forfatningen - både formelt og reelt - er faldet. På den baggrund opfordrer Folketinget regeringen til at tage initiativ til en grundlæggende folkelig debat om det internationale samarbejde i og uden for Europa. Udgangspunktet er et samarbejde, der omhandler menneskerettigheder, miljø, regler for minimumsselskabsbeskatning og andre grænseoverskridende udfordringer.
- Krav til tjenesteydelsers kvalitet, normer og udførelse defineres af nationale regler.
- Offentlige serviceydelser som uddannelse, sundhed, post, energi, vand m.v. kan ikke underlægges krav om liberalisering/privatisering eller harmonisering.
- Ansatte, der udstationeres eller på anden måde arbejder i et andet land end det, de er statsborgere i, skal altid arbejde mindst efter værtslandets løn- og arbejdsvilkår. Til kontrol heraf har fagforeninger en lovbestemt adgang til alle arbejdspladser, hvor der arbejder udenlandske ansatte.
- Ethvert land kan stille krav til varers kvalitet og indhold
i overensstemmelse med nationale regler.
- Alle planer om militariseringen af EU skal skrottes. I stedet igangsættes nedrustning.« (Forslag til vedtagelse nr. V 43).

     Samtidig er der behov for et opgør med EU's retspolitik. At organisationen Greenpeace kan blive dømt efter terrorparagraffen, fordi nogle af dens medlemmer gennemfører en fredelig demonstration med et banner, er bare ét eksempel på den snigende undergravning af retssikkerheden. I går fik vi så at vide, at mindst 22 udlændinge er blevet sortlistet i resten af EU på grund af ulovlig indberetning fra dansk politi til det såkaldte Schengenregister. Man kan med rette spørge, hvor mange andre i dette millionstore register der også ulovligt indberettes.
     Der er brug for et radikalt anderledes europæisk samarbejde, et andet Europa, og vi vil også i forhold til de kommende WTO-forhandlinger presse på for at sikre, at udgangspunktet bliver tredjeverdenslandes krav, men det kræver et opgør med både Danmarks og EU's linje i disse forhandlinger. Diskussionerne omkring Danmarks linje i EU i forhold til, hvordan EU's linje skulle være i WTO, afslørede jo, at hvis den linje sejrer, som der er flertal for her i Folketinget, så vil resultatet være fortsat voksende global ulighed i stedet for global retfærdighed.
     Nu er det så lykkedes at få sat en i hvert fald midlertidig og forhåbentlig varig stopper for EU-forfatningens nyliberalistiske projekt. Vi kan dog ikke sige det samme om situationen i Danmark. Forskellen på rig og fattig i Danmark bliver stadig større. Dem med de dyreste villaer kan uden at røre en finger score kassen og fortsætte forbrugsfesten, samtidig med at købekraften forringes hvert år for de arbejdsløse, kontanthjælpsmodtagerne og pensionisterne. Regeringen har endda sat ydelserne ned for de fattigste.
     Med hensyn til den offentlige service er linjen også klar. Regeringen er besat af tanken om, at privat forbrug er bedre end offentligt forbrug. Prisen for væksten i den offentlige sektor betales af ældre, der kun får gjort rent hver tredje uge, og af de børn, forældre, og lærere, der år efter år må se på, at skolerne får færre og færre penge pr. elev. Det er vist nu blevet så tydeligt, at selv regeringens ledelse har erkendt, at det er det, der sker. Regeringens nye valgsprog synes at være jo billigere, jo bedre.
     Strukturreformen skal ses i samme lys. Det er også kommet frem i debatten i dag, at de nye storkommuner er lavet for at skabe større markeder for de private firmaer, som skal overtage endnu flere velfærdsområder fra det offentlige.
     Kommunalreformen betyder flere selvejende institutioner, der skal fungere på markedsvilkår, flere fælleskommunale selskaber og mere taxameterbudgettering, hvor bundlinjen er det afgørende.
     Kommunalreformen betyder også, at en stor del af de kommunalt og amtsligt ansatte bliver fyret. Konsekvenserne af de store udgifter, der er i forbindelse med kommunalreformen, bl.a. til it, hvor man ikke får de penge, man har brug for til at sikre, at det kan foregå på en måde, så man ikke forringer vilkårene i kommunerne, betyder, at der også her vil ske forringelser af velfærden og fyringer.
     Enhedslisten synes, at vi skulle have lavet en ændring af den offentlige sektor i Danmark, der havde et andet udgangspunkt, et udgangspunkt, der handler om, at borgerne skal have klare minimumsrettigheder i forhold til den offentlige service, minimumskvalitetskrav og f.eks. også et krav om, at der er en maksimal afstand til den lokale daginstitution, skole, plejehjem og sygehus, sådan at vi også sikrer, at der er nærhed.
     Vi ville også have haft, at man for de institutioner, som primært beskæftiger sig med de svageste, specialundervisning, genoptræning, bo- og beskæftigelsestilbud til handicappede samt sindslidende, i stedet for at gøre meget ud af at få flyttet dem steder hen, hvor den umiddelbare politiske interesse for at drive dem er forholdsvis begrænset, havde sikret, at man tog udgangspunkt
i den enkeltes behov og den enkeltes interesse. Også her handler det om at give borgerne rettigheder. Kommunalreformen betyder også mindre demokrati. Der bliver større afstand mellem den folkevalgte og den enkelte, og derfor har Enhedslisten da også foreslået, at der skulle oprettes lokalråd i de store bykommuner, landsbyråd, øråd, lokalråd i bydele eller lokalråd svarende til de gamle kommuner. Når Enhedslisten fremsætter den slags forslag i Folketinget, bliver de jo ikke vedtaget, men der er mange, der taler pænt om dem, så dem må vi jo vende tilbage til senere. Hertil kommer, at kommunalreformen, som jo er den mest omfattende forandring i den danske offentlige sektor og den danske offentlige struktur, siden sidst man lavede den øvelse, gennemføres hen over hovedet på danskerne. Ingen talte om det i sidste valgkamp; der er heller ikke sket nogen reel inddragelse af borgerne, så det, man kan sige, er, at den meget store ændring, der sker her, altså ikke er noget, man har haft nogen stor indflydelse på.

     Derfor har Enhedslisten foreslået, at man skulle sende den til folkeafstemning, og vi synes sådan set, at Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre skulle have koncentreret sig om at forsøge at skabe en demokratisk proces om det her i stedet for at indgå nogle forlig, som de jo ikke høster megen tak for fra forligsparterne, og som jo også formår at skjule eller i hvert fald kaste et lille figenblad over den realitet, at Dansk Folkeparti og regeringspartierne har gennemført det her uden at tage hensyn til oppositionen.
     EU har et markant overforbrug af jordens ressourcer, og Danmark fører an. Verdensnaturfonden har netop offentliggjort en rapport, der dokumenterer, at det især har alvorlige konsekvenser for lande uden for EU. Derfor er der brug for, at man gør op med den vækstfilosofi, som forfølges i EU, og som også forfølges i Danmark.
     Den nuværende landbrugspolitik fører til en global arbejdsdeling, der er skadelig for os alle. Landbruget i Argentina omlægges til ensidig gmo-soyaproduktion, som eksporteres til Danmark. Den nedbryder og ødelægger landbruget i Argentina. I Danmark producerer vi så svin på en måde, som både miljømæssigt og dyrevelfærdsmæssigt er helt uacceptabel. Det handler ikke bare om gylle, kvælstof og fosfor, men også om lange transporter af både levende og døde dyr. Det er miljømæssigt helt uholdbart, og vi kan da også se, hvordan den her udvikling skaber arbejdsløshed i forbindelse med lukning af slagterier og udflagning af virksomheder.
     Vi ønsker en fødevareproduktion, der er lokal, miljømæssig og bæredygtig. Man bør slagte dyrene på det nærmeste slagteri, og man vil på den måde også skabe lokal beskæftigelse. Der er brug for et opgør med Danish Crown, sådan at de ikke kan fortsætte med at lukke arbejdspladser hen over hovedet på arbejdere og lokalbefolkning, som vi sidst har set det i Hjørring.
     Vores afhængighed af kul, olie og naturgas er også en del af vores rovdrift på naturen. Regeringens energismøleri truer både miljøet og beskæftigelsen og vil på længere sigt gøre os afhængige af atomkraft.
     En ny rapport fra Aalborg Universitet slår fast, at Danmark kan omstille sit energisystem på 25 år, så vi er tæt på at være udelukkende forsynet med vedvarende energi. Nu er det sådan set bare at gå i gang. Vi har en historisk mulighed for at sætte fuld fart på investeringer i vedvarende energi og energibesparelser.
     Staten har et særlig stort overskud på olieindtægterne i disse år, som burde kanaliseres over i at gøre os uafhængige af de fossile brændsler. Desværre er regeringen meget vrangvillig. Den vil kun det, som markedskræfterne kan sikre, og det gør man så samtidig med, at man accepterer, at energi produceret af olie, kul og naturgas på ingen måde betaler de omkostninger, den medfører for miljøet.
     Det betyder så også, at muligheden for at sikre en udvikling af vedvarende energi bliver meget stærkt reduceret, og konsekvensen er jo, at hvis man ikke får investeret i vedvarende energi nu, så vil vi om nogle år komme i den situation, at vores aldrende kulværker lukker ned, og så ender det med, at det godt kan være, at der ikke er nogen atomkraftværker i Danmark, men vi bliver alligevel afhængige af energi, der stammer fra atomkraft.
     Det ønsker Enhedslisten ikke. Vi ønsker et fuldt omstillet Danmark i 2030. Det kræver en halvering af energiforbruget inklusive forbruget til transport og væsentlige investeringer i udvikling af bl.a. bølgekraft, solenergi og anvendelse af brintteknologi. Det kræver også, at vi omtænker vores energisystem, så vi finder fornuftig anvendelse for overskudsstrøm og arbejder med, hvordan vi kan styre forbruget, så produktion og forbrug hænger bedre sammen.
     Afhængigheden af olie har også alvorlige sikkerhedspolitiske konsekvenser. Kampen om den sidste dyrebare olie var jo stærkt medvirkende til Irakkrigen og vil også i fremtiden skabe alvorlige konflikter, hvis vi ikke gør os uafhængige af den.
     Den krig i Irak, regeringen førte os ind i, var jo en ulovlig krig, og den blev ført på et grundlag, som var løgnagtigt. Det, der er sket nu, er jo, at danske soldater er blevet en del af en besættelsesstyrke, og dermed er vi medansvarlige for de mange overgreb i Irak, der hele tiden kommer meldinger om. Der er over 100.000 døde som følge af krigsindsatsen, der er en voldsom social nød i Irak, stor arbejdsløshed, fagforeninger har meget svært ved at få lov til at eksistere, og den gennemsnitlige indkomst for en almindelig husstand i Irak er faktisk faldende.
     Det, der er endnu værre, er, at besættelsen er ved at skabe forudsætninger for en langstrakt borgerkrig i Irak. Det er derfor den logik, der siger, at tropperne skal blive, fordi der en borgerkrig under opsejling, har fat i den forkerte ende. Det er koalitionens tilstedeværelse, besættelsestroppernes tilstedeværelse, som efter vores opfattelse uddyber modsætningerne i Irak og øger forudsætningerne for, at der kommer en borgerkrig.

     Alternativet til krig, alternativet til social ulighed, alternativet til social udstødning er jo, at man skaber en anden verden med global retfærdighed. Når vi er mange nok, der protesterer mod krigen, mange nok, der siger nej til et EU, som er underlagt de store virksomheders, de store koncerners interesser, og hvor befolkningens interesser har svært ved at slå igennem, og når vi er mange nok, der kræver, at vi fordeler rigdommene og arbejdet helt anderledes, så skal det nok også lykkes at skabe en anden verden, og så bliver Danmark ikke bare et godt land at leve i, så bliver det et supergodt land at leve i.

Der er nu fremsat følgende forslag til vedtagelse: (Se foran). Også dette forslag indgår herefter i forhandlingen.
     Der er ikke nogen, der har bedt om korte bemærkninger til hr. Per Clausens indlæg. Jeg vil derefter give ordet til hr. Lars-Emil Johansen.

»Aliortukkat oqaatiginngisat alliartuinnartarput« har jeg kaldt mit indlæg i dag. Det er grønlandsk, og det betyder:
Spøgelser, man fortier, vokser sig stadig større.
     Jeg havde for nylig den positive oplevelse at træffe en fremstående ung jurist fra Letland, der lige var blevet udnævnt til dommer ved den internationale domstol i Strasbourg. Ud over en række interessante forklaringer om, hvorledes Letland med dansk støtte rent folkeretligt havde opnået sin nye selvstændighed, fortalte hun også om landets økonomi i forbindelse med denne proces.
     Hendes helt enkle pointe var, at det var selvstændigheden, der havde udløst den økonomiske bæredygtighed, landet i dag besad, og ikke omvendt. Selvstændigheden havde ganske enkelt forløst så mange gode og indtil da fortrængte kræfter, at landet på rekordtid havde opnået en økonomi, der var langt bedre end under afhængigheden af den russiske økonomi. Den dag, Letland havde erklæret sig selvstændigt, var alle de økonomiske forbindelser med Rusland blevet afbrudt med ét slag og havde efterladt landet i et dybt økonomisk kaos.
     Det fik mig også til at tænke på Island, hvorfra der i disse år strømmer kapital til Danmark, som redder den ene skrantende danske virksomhed efter den anden. Det er det land, som i dets hjemmestyretid var uendelig fattigt og misrøgtet af den danske monopolhandel, således som det kan læses i Haldor Laxness' store værk »Frie mænd«, der for nylig er udkommet igen med forord af ingen ringere end Venstres tidligere formand.
     Da Island først blev rigtig selvstændigt, skete der nøjagtig det samme som i Letland: Motivationen til at tage hånd om eget liv og eget land blomstrede frem som kornblomster på en usprøjtet mark og førte med stormskridt Island ind i en ny tid, hvor landet nu ikke blot hører til blandt verdens rigeste, men endog kan hjælpe Danmark lidt med kapitaltilførsler her og der.

     Min pointe er naturligvis simpel, og jeg har fremført den før: Uden frihed, ingen motivation; uden selvstændighed, ingen offervilje; uden ansvar, ingen pligtfølelse. Det gælder for det enkelte menneske, og det gælder for det enkelte folk. Det burde være simpel lærdom for ikke mindst liberale mennesker, og som sådanne burde de udforme deres visioner derefter.
     Sådan er det ikke i dag, hvad angår dette Folketing og dets holdning til Danmarks sidste kolonier. I stedet for at forsøge at finde frem til virkelig nye ideer, der kan give mod og tillid til fremtiden også i Grønland og på Færøerne, hæver man den danske grundlov som en besværgende bibel mod alle, der vover at tænke åbent, liberalt og frit.
     På samme måde bruges denne talerstol gang på gang til at formane os medlemmer fra Nordatlanten om, hvad vores regeringer derhjemme mener om verdens gang, samt opfordrer os til at arbejde derhjemme. Men jeg bliver nødt til at understrege, at vi ikke er repræsentanter for de nordatlantiske regeringer, dem kan man finde på de dertil indrettede kontorer, også her i byen. Vi er medlemmer af Folketinget, ikke med henblik på at formidle tekniske aftaler med hjemmestyreregeringerne, men med henblik på at skabe visioner for fremtidens danske politik her i Folketinget, også i Nordatlanten. Vi er nu to gange blevet valgt af vores folk med overvældende flertal, fordi vi har lovet at forsøge at bibringe Folketinget en forståelse af, at det, vores folk inderst inde ønsker, er selvstændighed, og at det skal ske på en måde, der hverken sætter levestandarden eller følelserne mellem vore folk over styr.
     Hver gang vi bringer dette tema på banen, sker der en forunderlig nedsmeltning i den visionære tænkning herinde, for uanset at vi gang på gang forsøger at forklare, at dette ønske ikke er fjendtligt over for Danmark, men netop er et budskab fra os om at søge en ny, glad og fremadskuende fælles fremtid, hvor vi fortsat kan støtte hinanden og være sammen i et nyt og bedre fællesskab, så bliver vi ofte mødt af de mest negative afvisninger og mærkværdige reaktioner, der stort set alle går ud på at forsøge at gøre os til en slags diplomatmedlemmer fra de nordatlantiske regeringer i dette Ting, og derefter bebrejder man os ikke blot at være et ekko af disse regeringer.
     Absurditeten burde være til at forstå, selv om debatten herinde for nylig om vores forslag til en uvildig redegørelse omkring EU-forfatningen og Grønlands og Færøernes fremtid viste, at ikke alle partier forstår analogier. På samme måde viste den for øvrigt, at det oven i købet er ligegyldigt, om vores forslag faktisk er i overensstemmelse med regeringerne
i Grønland og Færøerne. Vi møder alligevel med få undtagelser nøjagtig den samme nedsmeltning i den kollektive danske politiske bevidsthed. Vi er her for at skabe politiske visioner. Vores formål med at være her er at sikre, at det folkelige ønske om selvstændighed, som vores vælgere nu to gange tydeligt har vist de ønsker sendt til Danmark, bliver hørt. Grunden til, at vores vælgere først og fremmest sender dette ønske med os, er jo netop, at de så gerne ser, at denne målsætning realiseres sammen med Danmark og ikke imod Danmark. Er det en misforståelse at tro, at vi herinde overhovedet er i stand til tænke længere end til en yderst forsigtig renovering af hjemmestyrelovene og en forsigtig regulering af bloktilskuddene? Er de grønlandske vælgeres tiltro til, at de kan blive rigtig selvstændige sammen med Danmark i stedet for imod Danmark, en misforståelse? Er deres opfattelse af, at alle de pæne ord, de hører, når folketingsmedlemmer er på besøg, om venskab, lige værdighed og støtte, betyder andet og mere end ro omkring bloktilskuddet, forkert? Hvor er den danske politiske vision for fremtidens samarbejde med os?

     Som vi hører det i disse tider, stopper al dansk tankevirksomhed om vores fremtid ved grundloven. Den står åbenbart som en uoverstigelig mur for dansk tænkning, selv når det faktisk forholder sig sådan, at hverken det grønlandske eller det færøske folk nogen sinde har skrevet en eneste linje i den, bedt om den eller stemt om den. Det er for os en kolonilov, som vi har fået trukket ned over hovedet som en jernmaske, der åbenbart ikke må åbnes, før dette Folketing beslutter sig for en totalrevision af loven.
     Ved denne folketingssamlings slutning har man vedtaget en lov om, hvilke områder der kan overføres til det færøske selvstyre, og hvilke der ikke kan. Et nærmere studium af dette viser, dels at det er de samme områder, der allerede er nævnt i den grønlandske hjemmestyrelov, dels at der er færre beføjelser, der kan overflyttes, end i den islandske hjemmestyrelov fra forrige århundrede.
     Det går med andre ord ikke fremad, men baglæns med selvstændigheden i vore lande, uanset hvad Danmarks, Grønlands og Færøernes regeringer siger om den sag.
     Når man så samtidig ved, at der er skabt en forventning hos den færøske regering om, at den dansk-grønlandske kommission omkring Grønlands fremtidige selvstyre ikke må medføre beføjelser, der overskrider dem, Færøerne har, bliver man fristet til at spørge sig selv, hvad denne kommission egentlig skal lave. Den kan jo nøjes med at læse den færøske overførselslov, fristes man til at sige, hvis det i virkeligheden er den, der skal danne rammerne om selvstyreprocessen i Grønland. Den er nemlig senest med udenrigsministerens ord til hr. Høgni Hoydal her i salen under debatten om vores EU-forslag baseret på grundloven, og kan derfor ikke ændres.
     Folketinget er ligeledes ved at færdiggøre to love om såkaldt udenrigspolitisk kompetence til de to regeringer i Grønland og Færøerne. Lovene, der i det store hele er en stadfæstelse af den allerede forekommende praksis og på visse områder endog synes at indskrænke denne, fremstilles igen som en stor landvinding af regeringerne i de tre lande.
     Lovene er blevet hastet igennem efter pres fra den danske regering og efter flere modsatrettede indstillinger fra det grønlandske udenrigs- og sikkerhedspolitiske udvalg, efter al sandsynlighed fordi de skulle bruges til at afværge følgevirkningen af den EU-traktat, som nu mest ligner »Den Flyvende Hollænder«, men som dengang var noget mere virkelig.
     Til disse lovinitiativer, som regeringen har fået igennem både her og hisset, kan vi så tilføje, at man her i salen for kort tid siden besluttede, at man ikke ville ofre én krone på at give hjemmestyrerne en uvildig undersøgelse af selv samme EU-traktats politiske følgevirkninger for dem, hvis man nu vedtog også denne forfatning alene ved en dansk folkeafstemning.
     Et flertal herinde afviste anmodningen med henvisning til, at alt var undersøgt, som kunne undersøges i denne sammenhæng, fordi Udenrigsministeriet havde lavet en juridisk rapport med uendelige mængder forbehold over for alt det, der ikke var undersøgt.
     Der findes et gammelt grønlandsk ordsprog, der hedder:
Aliortukkat oqaatiginngisat alliartuinnatarput - fortier man et spøgelse, vokser det sig stadig større.
     Mon ikke det var, hvad der skete i Frankrig og Holland? Og mon ikke det er, hvad der vil ske, hvis fortielserne omkring vore tre landes virkelige sammenhængsforhold fortsætter? Det er i hvert fald netop det spøgelse, som jeg og mine kolleger fra Nordatlanten forsøger ikke at fortie, så det ikke vokser, men vi i stedet får en åben, sandfærdig og kærlig debat om, hvordan vi sammen kan komme ind en fremtid, der er langt mere visionær end den, vi ser i dag.
     Derfor var denne lettiske kvindes melding også vidunderlig fremadskuende, for den frygt for økonomien, som har lammet os i årevis, er simpelt hen et spøgelse, der har vokset sig alt, alt for stort.
     Jeg vil ikke påstå, at denne samling har udvist den store forståelse for de motiver og ønsker, som betinger vores indsats i dette Folketing, men i den nordatlantiske gruppe agter vi altså, så længe vi er her, at fortsætte med at afsløre alle de spøgelser, der ødelægger kærligheden og friheden mellem vores tre lande.

     Selvstændighed er netop ikke det modsatte af kærlighed. Frihed og selvstændighed er tværtimod vigtige ingredienser i kærlighed. Der er kærlighed mellem det grønlandske og det danske folk. Det er med respekt for denne kærlighed, at vi i disse år må prøve at skrue vore fremtidige relationer til hinanden sammen.
     Da vi er ved folketingsårets afslutning, vil jeg gerne sige tak for i år og hjertelig velkommen til Grønland til de af Tingets og regeringens medlemmer, der vil besøge mit smukke land i løbet af sommeren.

Vi siger tak til ordføreren. Der er ikke nogen, der har ønsket korte bemærkninger til hr. Lars-Emil Johansen, og der er ikke andre ordførere, der har bedt om ordet i ordførerrækken. Jeg giver derfor ordet til statsministeren for besvarelse af spørgsmål.

Jeg vil gerne takke for debatten i dag. Vi må jo sige, at det har været en særdeles fredelig afslutningsdebat, absolut uden dramatik. Jeg vil gerne sige tak til ordførerne for regeringspartierne, som har givet opslutning til regeringens politik og tilslutning til den tale, jeg har holdt ved indledningen af debatten i dag.
     Jeg tror, det var hr. Villy Søvndal, der brugte et billede ved starten af dagens debat, nemlig billedet med en dør. Jeg må forstå, at det var døren ind til et regeringskontor eller dørene ind til regeringskontorerne. Det er måske i virkeligheden meget godt at tage udgangspunkt i billedet med denne dør, for jeg vil sige til alle partier i Folketinget: Regeringens dør er altid åben, og vi har med stor glæde noteret, at den nye socialdemokratiske leder har sat sig for, som det hedder, at arbejde regeringen ud af kontorerne. God fornøjelse. Det er den rigtige måde at gøre det på, og så vil det til sin tid vise sig, om det lykkes.
     Vi kan blive i billedet. Men jeg må sige for SF's vedkommende - det må vist være sådan efter at have lyttet til hr. Villy Søvndals indlæg - at med hr. Villy Søvndal i spidsen for SF, ønsker SF at gå i en stor bue uden om den dør. SF vil ikke engang banke på. Vi måtte forstå, at den nye SF-leder ønsker, at SF skal holde sig på meget, meget lang afstand af den dør.
     Så lyttede jeg i spændt forventning til indlægget fra fru Marianne Jelved. Jeg tænkte, at nu har fru Marianne Jelved lige festligholdt 100-året for Det Radikale Venstres stiftelse. Det har vi i øvrigt også i Venstre. Og så tænkte jeg, at det ville have hensat fru Marianne Jelved i en sindstilstand af overmåde glæde og positiv livsindstilling. Jeg blev indledningsvis absolut heller ikke skuffet. Tværtimod lagde fru Marianne Jelved for med at rose min tale
i sådan et omfang, at jeg sad og blev en anelse betænkelig, men jeg tror, at det var ærligt ment fra fru Marianne Jelveds side, og det vil jeg både kvittere for og takke for. Men vi kom alligevel ikke så forfærdelig langt hen i fru Marianne Jelveds indlæg, før vi var tilbage i en mere vant gænge. Der gik ikke ret lang tid, før fru Marianne Jelved lagde en meget kraftig afstand til hele den filosofi, som den nye socialdemokratiske leder har præsenteret ved at sige, at man skal arbejde regeringen ud af kontorerne. For, sagde fru Marianne Jelved, det er fuldstændig umuligt, det kan man lige så godt lade være med. Det var det, fru Marianne Jelved sagde: Det projekt kan man lige så godt opgive.

     Det er jo lidt af en udtalelse, må man sige, her i 100-året for Det Radikale Venstres stiftelse, og lidt af en udtalelse i betragtning af den klassiske rolle, som Det Radikale Venstre gerne har villet spille som partiet, der kan støtte den ene side og støtte den anden side. Det afgørende var ikke, hvem man samarbejdede med, men hvad man samarbejdede om.
     Men nu måtte jeg forstå, at denne klassiske radikale tilgang til tilværelsen fuldstændig er opgivet. Fru Marianne Jelved har givet udtryk for, at det er fuldstændig umuligt at få arbejdet regeringen ud af kontorerne, for det forehavende kan man lige så godt opgive.
     Når det er en meget bemærkelsesværdig udtalelse, er det jo også, fordi der udspandt sig en debat i Det Radikale Venstre i forbindelse med netop festligholdelsen af 100-året for partiets stiftelse. Den radikale landsformand, Søren Bald, var ude med nogle interessante betragtninger, hvor han til Nordjyske Stiftstidende bl.a. sagde om det her med at passere en vej: Vi ville da være tåbelige, hvis vi kun ser den ene vej. Når du passerer en vej, skal du se både til venstre og til højre.
     Det kan vi jo alle sammen anbefale. Jeg tror oven i købet, at Rådet for Større Færdselssikkerhed vil sige, at det er klogt at tage sig i agt på den måde. Så her må vi sige, at den radikale landsformand har fat i noget.
     Så siger han samtidig, at partiet ved næste valg bør stå endnu mere frit i forhold til Socialdemokraterne. Han lægger sig på linje med de radikale medlemmer, der har ønsket, at der skulle skrives et frihedsbrev. Og så siger den radikale landsformand såmænd også: Vi skal fremlægge vores politik og ikke gå efter fedtede kompromiser med Socialdemokraterne, som skal afstive et S-R-sammenhold, som ingen rigtig kan se alligevel.
     De hygger sig rigtigt, og det er jo bemærkelsesværdige udtalelser i lyset af det, fru Marianne Jelved sagde i dag, som jo nærmest var at aflyse enhver form for forsøg på at lave noget samarbejde med regeringen.
     Jeg håber, at jeg har mis- og overfortolket fru Marianne Jelved, for det kan vel ikke være Det Radikale Venstres linje efter at have fået et godt valgresultat på den måde fuldstændig at melde sig ud af arbejdet med at skabe resultater.
     Fru Marianne Jelved har da fuldstændig ret i, at rent matematisk rækker Det Radikale Venstre jo ikke alene til at skaffe flertal. Det er rigtigt nok. Men vi er filantropisk indstillet i regeringen, og vi kigger ikke kun på, om det tilfældigvis lige rækker. Vi vil jo gerne have så mange med som overhovedet muligt, også selv om man rent matematisk ikke er tilstrækkelig til at give et flertal. Så det skal ikke komme an på det. Det kommer mere an på, om man har den rigtige politiske indstilling og den rigtige politiske vilje, og det må vel i og for sig også mere være i tråd med en klassisk radikal tilgang til tilværelsen.
     På den baggrund var jeg lidt forbløffet over det indlæg, som fru Marianne Jelved leverede, selv om det startede så godt og jeg blev så glad. Jeg tænkte også, at det da bare skulle mangle, oven på at man nu havde festligholdt 100-året. Men jeg syntes, at det sluttede så trist, da vi sådan var tilbage i den gamle skure.
     Det var lidt det samme, da vi hørte fru Lotte Bundsgaard.
     Men se, nu var hr. Villy Søvndal jo ikke særlig venlig over for Socialdemokraterne i dette billede med døren. Jeg ved godt, at hr. Villy Søvndal gjorde sig umage med at tegne billedet sådan, at det ligesom var regeringen, der smækkede døren i for næsen af Socialdemokraterne. Hr. Villy Søvndal gav en malende beskrivelse af de socialdemokrater, der stod der og bankede på og ivrigt ville ind, og regeringen smækkede og hamrede bare med døren, og det gik ud over de stakkels socialdemokrater, endda også næsen, måtte jeg forstå på hr. Villy Søvndal.
     Jeg må da også give hr. Villy Søvndal ret i, at hvis det virkelig var rigtigt, at vi var sådan, at der var nogen, der kom og bankede på den dør, der altid står åben, og så smækker vi den bare i, så er det ikke pænt, det er det ikke. Det må jeg give hr. Villy Søvndal ret i. Men problemet er, at billedet er forkert.

     Det er nok rigtigt, at der er lidt kamp om den dør, og jeg vil heller ikke fuldstændig afvise, at der er blevet smækket med den. Det kan være, at det er det, hr. Villy Søvndal har hørt. Nu er hr. Villy Søvndal jo gået i en stor bue uden om den dør, og han har derfor ikke været i nærheden og selv set med egne øjne, hvad der er foregået omkring døren, for det er rigtigt, at der er blevet smækket lidt.
     Men jeg er nødt til at sige, at det ikke er, fordi regeringen fralægger sig ansvar, det vil jeg gerne sige, det er det ikke. Men der har været trængsel omkring døren, men på den måde, at der er flere forskellige socialdemokrater, der har stået og skubbet på den og rykket i den og rusket i den, og fordi de socialdemokrater, der har været omkring døren, slet ikke har været enige om, hvad de skulle.
     Der var nogle af dem, der gerne ville ind, og så var der nogle, der absolut ikke ville ind, og så stod de og rev i den dør. Det er klart, at det godt kan være farligt, for hvis den pludselig smutter og smækker, så kommer man i klemme, og det har hr. Villy Søvndal fuldstændig ret i. Hvis det nu var regeringen, der havde gjort det, så var det ikke pænt, men det var et produkt af, at de her socialdemokrater ikke kunne finde ud af, om de ville ud eller ind, og så smækkede døren.
     Det er jeg ked af, også fordi vi jo nogle gange desværre har fået foden i klemme, for når man nu genre vil holde døren åben for de socialdemokrater, der godt vil ind, så må man jo hjælpe dem, for der var altså nogle, der ville smække døren i, og så var vi nødt til at sætte foden i for at holde døren på klem. vi føler sådan set, at det også er gået lidt ud over os. Derfor takker jeg for den opmærksomhed, som hr. Villy Søvndal har udvist over for, hvad der er foregået foran regeringens dør.
     Men jeg vil gerne sige, at vi glæder os umådelig meget over, at den nye socialdemokratiske ledelse har sat sig for at arbejde regeringen ud af kontorerne. Om det vil lykkes til sin tid, kan vi ikke vide, det er der jo andre der afgør, men undervejs kunne der måske blive skabt nogle resultater, og det ville slet ikke være så galt.
     Derfor havde jeg sådan glædet mig til i dag, for det ville være en glæde at møde den nye socialdemokratiske ledelse og se den folde sig ud her i salen, for jeg har jo hørt, at den i modsætning til den tidligere socialdemokratiske ledelse ville være glad og optimistisk og have smil på læben osv.
     Nu kræver det heller ikke så forfærdelig meget at være mere glad end det, vi har hørt i de senere år. Vi husker alt det, der blev udgydt over os fra den tidligere socialdemokratiske ordfører sidste år om regeringens forsømte forår, om regeringens nedskæringer, om at regeringen modsatte sig velfærdsforbedringer for danskerne, forbedringer for børnefamilierne, de ældre og patienterne på sygehusene. Der var ingen grænser for elendigheden. Vi hørte om, hvordan der bliver skåret ned over alt. For slet ikke at tale om de arbejdsløse og de syge og de handicappede. Det var i det hele taget en trist og sur tale, som malede et billede af det danske samfund i dyb krise.
     Det er jo kun 1 år siden, vi var i sådan en krise i landet. Hr. Frank Jensen nikker, og vi husker det jo alle tydeligt.
     Så indleder den socialdemokratiske ordfører i dag sit indlæg med at sige: Vi danskere er et af verdens lykkeligste folk.
     Det var jo som talt ud af min mund. Og ordføreren fortsatte: Vi lever i et af verdens mest lige, frie og trygge lande.
     Jeg er enig. Derfor startede det også så godt, og jeg gjorde mig klar til at notere, men så skete der ligesom ikke mere. Jeg havde besluttet mig for at notere alle konkrete forslag eller udspil fra den socialdemokratiske ordfører, men jeg må sige, at min blok forblev tom. Der var en masse pæne ord, som f.eks.: Vi Socialdemokrater står ikke og surmuler på sidelinjen, men vi vil se handling.
     Jo, det lyder godt, tænkte jeg, og så funderede jeg over partiets optræden i forbindelse med kommunalreformen.
     Ordføreren sagde også: Vi vil derfor gerne opfordre statsministeren og hans ministre til, at de ruller vinduerne ned i ministerbilerne, kigger ud og viser den forhandlingsvilje, der skal til for at løse de problemer, vi står over for.

     Jo, det lyder smart, tænkte jeg, og så funderede jeg over, hvor Socialdemokraterne var, da denne regering sammen med Dansk Folkeparti strammede udlændingeloven og indførte skattestoppet, begge dele til gavn og glæde for den almindelige dansker og begge dele imod et Socialdemokrati, der havde barrikaderet sig imod virkeligheden.
     Men nu skal man jo være positiv, når andre gerne vil overtage ens politik, så jeg besluttede at lytte ekstra efter ordførerens debat med medlemmerne af Tinget. Og hvad hørte vi så? Første gang den socialdemokratiske ordfører fik ordet, spillede den gamle plade igen: Regeringen skærer ned på folkeskolen, fordi enhedsudgifterne pr. elev kan falde næste år, fordi der bliver flere elever i folkeskolen. Jeg skal ærligt indrømme, at der sank jeg lidt ned i stolen og tænkte:
Det bliver vist en lang, træls dag, for her er intet nyt, men åbenbart kun en skov af floskler.
     Vi hørte det samme sidste år, vi hørte det året før, vi hørte det under valgkampen, og hvad er kendsgerningen om alt det her? Jeg står her med kommuneøkonomiaftaler, som er lavet af socialdemokratiske finansministre i 1999, 2000, 2001, og de har alle sammen nøjagtig samme formulering om folkeskolen, hvor der står, at det er muligt for kommunerne under et at nedbringe ressourceforbruget pr. elev. Og den aftale, der blev indgået i 1999 med hr. Lykketoft som finansminister, sagde, at det var muligt frem til 2005. Det var da i hvert fald langtidsplanlægning, må man sige.
     Det var det, man sagde år efter år, og det er jo logisk, at man sagde det, for når der kommer flere elever i folkeskolen, er det klart, at gennemsnitsudgiften pr. elev så bliver mindre. Det bliver den, for når der kommer en ekstra elev, ansætter man jo ikke en ny skoleinspektør eller en ny pedel eller flere sekretærer på kontoret. Op til visse grænser kan der komme flere elever i skolen, uden at de faste udgifter stiger, og det betyder selvfølgelig, at så falder gennemsnitsudgiften. Eller, som finansministeren kløgtigt hviskede mig i øret: Hvis der kører flere med S-toget, falder gennemsnitsudgiften pr. passager også, men toget kører. Det er fuldstændig rigtigt. Det er den der ret elementære måde at regne på, som førte til, at socialdemokratiske finansministre satte disse formuleringer ind i aftalerne med kommunerne, og det har vi overtaget.
     Skulle vi nu ikke begynde at snakke om, hvad det er, det drejer sig om, nemlig at få kvaliteten i folkeskolen højnet, at få højnet det faglige niveau.
     Jeg lyttede også med stor interesse til debatten om skattestoppet. Det var noget andet, jeg havde set frem til, for jeg har forstået, at Socialdemokraterne pludselig er blevet mere positive over for skattestoppet. Vi har i tidens løb lagt øre til megen svovlsyre fra Socialdemokratiets side, når det gælder skattestoppet, så det varmer unægtelig mit hjerte, når nu også Socialdemokratiet er begyndt at tale positivt om skattestoppet.
     Jeg vil sige, at jeg glæder mig over det, jeg har set i aviserne om den sag. Jeg vil endda føje til: Jeg er helt stolt over, at vi er kommet dertil, at Socialdemokraterne nu er begyndt at tale positivt om skattestoppet. Ja, jeg vil gøre det endnu stærkere og sige, at jeg betragter det som en af mine meget store politiske sejre, at vi er kommet dertil, at også skattestoppet nu har fået så bred tilslutning i Folketinget. Det må jeg sige. Jeg kan så, den dag jeg måtte stoppe i politik, sige: Jeg levede ikke forgæves.
     Men før vi helt går til af glæde over denne stigende tilslutning til skattestoppet, er det altså vigtigt, at de, der gerne vil slutte sig til skattestoppet, forstår, hvad skattestoppet er. Nu skal jeg med det samme sige, at over for dem, som er nye i faget, skal vi vise forståelse, absolut, og vi hjælper gerne på en pædagogisk måde, for det kræver selvfølgelig, at man indstiller sig på tankegangen. Det kan godt tage lidt tid og derfor ikke et ondt ord om, at der kan være vanskeligheder i begyndelsen.

     Men jeg vil alligevel give nogle gode råd inden sommerens refleksion, som jeg forstår fru Lotte Bundsgaard og andre i partiet skal i gang med om et kommende finanslovudspil fra Socialdemokratiet. For det er vigtigt at forstå, hvad skattestoppet er, og også, hvad det ikke er.
     Må jeg til en start foreslå fru Lotte Bundsgaard og andre i Socialdemokratiet, at man begynder med en særlig læseletudgave af skattestoppet, som kan findes dateret august 2001. Da udgav partiet Venstre en udgave, som forklarede, hvad skattestoppet var i enkle punkter. Den hedder faktisk »Skattestoppets ABC«, og det er et godt sted at starte.
     Det er meget enkelt, for et skattestop er netop et stop. Fordi det er så enkelt, at det er et stop, kan man også ret hurtigt komme ind i stoffet. For det er så enkelt, at hvis en skat opkræves som en procent, så forhøjer man ikke procenten. Og hvis en skat eller afgift opkræves i form af et fast krone- eller ørebeløb, så forhøjes det faste krone- eller ørebeløb ikke. Det er sådan set, hvad det er. Det er let at gå til, det er let at forklare, og derfor er det også let at forsvare. Derfor kan jeg anbefale det som grundlag for en fornuftig og langsigtet skattepolitik.
     Se, når jeg nu gør lidt ud af det, er det, fordi jeg har set en række udtalelser fra socialdemokrater om skattestoppet, som giver mig en lille bekymring midt i glæden over den stigende tilslutning til princippet; giver mig en lille bekymring om, at sympatien for skattestoppet ikke er helt dybtfølt og måske endnu ikke helt grundfæstet. Som
f.eks., når fru Lotte Bundsgaard siger til JyskeVestkysten den 9. maj: Vi mener stadig, skattestoppet er forkert. Eller når samme fru Lotte Bundsgaard siger til Jyllands-Posten den
7. maj: Nej, vi synes, at skattestoppet er en dårlig idé. Så sidder man jo tilbage og bliver i tvivl om, hvad det egentlig er, der gælder? Er det, at Socialdemokraterne accepterer og støtter skattestoppet, eller er man i virkeligheden imod det? Det er derfor, jeg tror, at det er bedst, inden man nu går i gang med at lave et finanslovoplæg til forhandling i efteråret, at sætte sig ind i, hvad et skattestop egentlig er. For jeg er nødt til at sige: Et skattestop er ikke studenterpolitik. Et skattestop er et stop, som borgerne kan have tillid til, netop fordi man til punkt og prikke overholder reglen om, at ingen skat og ingen afgift bliver sat i vejret. Hvis man holder sig inden for det, og det er sådan set meget enkelt, kan der føres en fornuftig økonomisk politik. Der tror jeg så, at Socialdemokraterne - det vil være et godt råd - skal være opmærksomme på, at det skatteloft, som Socialdemokraterne tidligere har præsenteret, ikke opfylder betingelserne i et skattestop. For skatteloftet giver plads til en række skatteforhøjelser. Det kunne vi også se i det finanslovforslag, som Socialdemokraterne præsenterede for 2005. Skatteloftet er ikke et loft, men et løft. Det giver plads til gradvise stigninger i skatter og afgifter. Derfor er skatteloftet ikke et skattestop. Men lad det være nok for i dag, for vi skal glæde os over, at der er en begyndende og en voksende forståelse for princippet i skattestoppet. Hvis det også kan føre til, at det bliver lettere at få brede flertal bag store dele eller måske endda hele finansloven her til efteråret, så er der virkelig grund til at glæde sig. Men som sagt: Jeg tror, det kræver, at man gør sig umage med at studere, hvad et skattestop egentlig er. Må jeg så sige til fru Pia Kjærsgaard, at regeringen glæder sig over, at vi i den folketingssamling, vi nu er ved at afslutte, har haft et fortræffeligt samarbejde med Dansk Folkeparti, som har påtaget sig et stort ansvar for vigtige dele af lovgivningen, samtidig med at Dansk Folkeparti aktivt har medvirket til at forsøge at få så brede flertal som muligt bag den nødvendige lovgivning.

     Så ved vi godt, at vi er meget uenige med Dansk Folkeparti, når det gælder den nye EU-traktat, og fru Pia Kjærsgaard skuffede jo heller ikke på det punkt, men stillede krav om, at jeg nu skulle udstede en dødsattest over den nye EU-traktat. Der må jeg så skuffe fru Pia Kjærsgaard og sige, at vi faktisk mener, at den nye EU-traktat ville være en god ramme om EU-samarbejdet.
     For så vidt angår Danmarks stillingtagen til traktaten, vil vi nu afvente det EU-topmøde, der starter i morgen, når vi skal tage stilling til proceduren, fordi vi lægger vægt på, at den danske beslutning om den videre procedure hviler på det fælles grundlag, der måtte komme ud af de drøftelser, vi skal have på topmødet.
     Jeg ved godt, at der er mange, som synes, at så skulle man bare gå ud nu og nationalt erklære det ene eller erklære det andet, men jeg synes af hensyn til det fremtidige EU-samarbejde, at det er vigtigt, at det, vi gør i en dansk sammenhæng, sker inden for rammen af nogle fælles beslutninger i EU. Det lægger jeg nu vægt på.
     Men jeg tror heller ikke, at fru Pia Kjærsgaard behøver at vente så forfærdelig længe, før der kommer klare meldinger om, hvad den videre procedure bliver, for efter al sandsynlighed vil de drøftelser finde sted på EU-topmødets første dag, altså i morgen, og i umiddelbar forlængelse af det vil vi meddele, hvorledes den videre procedure skal tilrettelægges her i landet.
     Lad mig slutte af med at sige tak til hr. Lars-Emil Johansen for hans indlæg. Vi har jo haft mange meningsudvekslinger i forbindelse med den lovgivning, der er præsenteret fra regeringens side om en modernisering og videreudvikling af rigsfællesskabet. Derfor skal jeg ikke gøre mange yderligere bemærkninger, men kun endnu en gang slå fast, at det gælder for Færøerne så vel som for Grønland, at det er det færøske folk henholdsvis det grønlandske folk, der træffer beslutning om egen fremtid.
     Jeg er af den opfattelse, at et moderne rigsfællesskab er et rigsfællesskab med tre ligeværdige parter, og jeg er af den opfattelse, at et moderne rigsfællesskab er bedst tjent med, at så mange beslutninger som muligt træffes så nær den enkelte borger som muligt, også når det gælder Færøerne og Grønland.
     Jeg glæder mig over, at der her i Folketinget er så bred en tilslutning til den lovgivning, der nu vil betyde markante fremskridt i retning af mere færøsk og mere grønlandsk indflydelse på væsentlige samfundsanliggender.
     Alt i alt vil jeg sige tak for en god afslutningsdebat. Jeg synes, at den har haft en karakter, som også karakteriserer den folketingssamling, vi nu er ved at afslutte, nemlig karakter af en stabil og en rolig politisk situation.

Jeg er nu i den situation, at der er ni medlemmer af Tinget, der har bedt om korte bemærkninger til statsministeren. Det er følgende: Hr. Per Clausen, fru Elisabeth Geday, hr. Simon Emil Ammitzbøll, hr. Villy Søvndal, hr. Jørgen Arbo-Bæhr, hr. Henrik Sass Larsen, fru Mette Frederiksen, hr. Martin Lidegaard, fru Pernille Rosenkrantz-Theil, fru Line Barfod og hr. Morten Bødskov.
     Jeg skønner, at afviklingen af de korte bemærkninger må tage i hvert fald tre kvarter, og det vil vi ikke kunne afvikle inden for den tid, hvor vores maver begynder at knurre.
     Der er desuden annonceret to privatistindlæg.
     Hvis ikke der er nogen medlemmer, der ønsker ordet til anden omgang, som skal afvikles bagefter - det er der faktisk, så vi skal have en anden omgang, hele ordførerrækken igennem, efter at vi har haft de korte bemærkninger til statsministeren plus de to privatistindlæg.
     Det kan ikke afvikles inden for halvanden time, skønner jeg, så jeg skal her afbryde forhandlingen og udsætte mødet. Det genoptages i dag kl. 19.00.

Mødet udsat kl. 17.55

Mødet genoptaget kl. 19.00

Forhandlingen genoptoges

Der har meldt sig en række spørgere til statsministeren, og for en ordens skyld skal jeg lige læse dem op, jeg har på min seddel. Det er hr. Per Clausen, fru Elisabeth Geday, hr. Simon Emil Ammitzbøll, hr. Villy Søvndal, hr. Jørgen Arbo-Bæhr, hr. Henrik Sass Larsen, fru Mette Frederiksen, hr. Martin Lidegaard, fru Pernille Rosenkrantz-Theil, fru Line Barfod og hr. Morten Bødskov.
     Jeg vil bede statsministeren om at komme på talerstolen.

Jeg forstod på statsministeren, at hvis man vil ind ad døren til regeringskontorerne, er det ikke nok at acceptere, at det er Venstres politik, der er udgangspunktet. Man skal også tro på den og forstå den. Kombinationen af både at forstå og tro på kan måske være vanskelig. Jeg ved ikke, om Socialdemokraterne kan løfte den opgave, det vil debatten i dag måske vise.
     Derudover sagde statsministeren, at man skulle snakke om det væsentlige. Så kan man bare i al stilfærdighed konstatere, at statsministeren ikke mener, at miljø er væsentligt. Det synes jeg er lidt ærgerligt, for der er der jo også kommet en rapport i dag. Verdensnaturfonden er kommet med en rapport, der viser, at Danmark faktisk ikke er noget miljømæssigt foregangsland, men at Danmark er et af de lande
i verden, der bruger allermest løs af jordens ressourcer. Det er ikke bare et problem, fordi vi bruger de her ressourcer, som befolkningerne i tredjeverdenslandene skulle bruge. Det er også et problem for vores efterkommere. Jeg kunne godt tænke mig at høre, hvornår regeringen har tænkt sig at tage miljøet så alvorligt, at man i første omgang begynder at snakke om det og derefter selvfølgelig også gør noget ved det.

Det kan man jo læse om i regeringens program, som blev præsenteret i februar. Af det fremgår, at regeringen har til hensigt over de kommende år at afsætte 1 mia. kr. ekstra til miljøet, så allerede der kan man se, at det er noget, vi tillægger absolut højeste prioritet.
     Så kan jeg i øvrigt sige, at spørgsmålet om regeringens politik ikke er et spørgsmål om tro, men om viden.

Det er jeg da glad for, for så er det nok, at man kender og mener at forstå regeringens politik; man behøver ikke at tro på den. Det gør alligevel livet lidt nemmere for nogle af os.
     Men så bare denne bemærkning: Statsministeren siger, at man har afsat 1 mia. kr., og at det er udtryk for en meget høj prioritering af miljøet, men så vil jeg sige, at sammenlignet med de andre milliarder, regeringen roder rundt med, som skal bruges i de næste 8-9 år, er det jo ikke ret meget.
     Det afgørende spørgsmål er også, om regeringen faktisk mener og føler, at vi i Danmark har en forpligtelse til at bringe vores ressourceforbrug ned på et niveau, så det giver plads til, at man også kan få et stigende ressourceforbrug og en stigende velstand i tredjeverdenslandene, samtidig med at der også er noget tilbage til vores efterkommere.
     Problemet er, at man bruger meget energi på at snakke om efterløn og pension, og hvad det kan give af byrder i fremtiden, men miljøbyrden beskæftiger man sig ikke ret meget med. Det synes jeg er udtryk for, at regeringen ikke er ret fremsynet, men meget tilbageskuende i sin holdning til politik.

Den påstand kan jeg fuldstændig afvise. Regeringen har jo holdt fast i de miljømål, som den tidligere regering havde sat sig, og regeringen arbejder målbevidst på at nå disse mål og præsenterer år efter år de nødvendige instrumenter for at nå målene. Så den påstand kan jeg fuldstændig afvise.

Jeg er meget interesseret i statsministerens tale om det brede samarbejde og den åbne dør. Nu er jeg jo nyt medlem af Tinget, og jeg møder sådan set op med den samme indstilling som fru Marianne Jelved og den øvrige radikale gruppe.
     Vi vil gerne i dialog med regeringen, vi vil gerne indgå aftaler, hvis det er aftaler, som er med til at fremme vores politik. Problemet er bare, at vi har en flertalsregering af Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti, som i al væsentlighed har nok i sig selv.
     Det har jeg en konkret oplevelse af. For 14-dages-tid siden en fredag morgen blev mødt af et glad medlem af et af regeringspartierne, Dansk Folkeparti, som glædestrålende kunne fortælle mig, at nu havde de aftenen forinden indgået en aftale om alt, hvad der vedrørte fødevareområdet, hvor jeg er ordfører. Jeg havde ikke fået nogen invitation, jeg havde ikke fået så meget som en kop café latte, jeg havde ikke engang fået et stykke papir og en kuglepen, hvor jeg kunne skrive under.
     Sagen er jo, at regeringen foretrækker at lave forlig med Dansk Folkeparti, måske fordi det er nemmere og mere bekvemt, og det er jo det, fru Marianne Jelved mener, altså at vi godt kan opgive ...

Ja tak!

Elisabeth Geday (RV):
... og parkere vores succesoplevelser. Hvad er ministerens kommentar til det?

Spørgetiden er maksimalt 1 minut, og når den røde knap lyser, så stopper man.

Jeg kan kun gentage, hvad jeg har sagt: Regeringens dør står hele tiden åben for det bredest mulige samarbejde. Det er selvfølgelig klart, at der på forskellige områder er forskellige sværhedsgrader for at nå det brede samarbejde. Der er områder, hvor det følger af f.eks. gamle finanslovaftaler, at det er Dansk Folkeparti og/eller andre partier, vi har aftaler med, og så følger man op på de aftaler.
     Den konkrete sag kender jeg ikke noget til, men jeg vil bare sige generelt, at regeringen er indstillet på at have det bredest mulige samarbejde, og vi er glade for, at i den forløbne folketingssamling er over 80 pct. af lovene vedtaget med et bredt flertal.

Nu er det ikke min opfattelse, at fødevareområdet normalt er noget af det, der er omfattet af finanslovforliget, men jeg kunne alligevel godt tænke mig at stille statsministeren et spørgsmål.
     Når man ved førstebehandlingen går op og siger, at man er positivt indstillet over for et lovforslag og man decideret giver indtryk af, at man er indstillet og interesseret i et forlig, og så ikke engang får en invitation, er det så et udtryk for regeringens ønske om det bredest mulige samarbejde og den åbne dørs politik?

Som sagt kender jeg ikke baggrunden for den konkrete sag. Men det ændrer ikke på, at i den forløbne folketingssamling er over 80 pct. af lovgivningen vedtaget med bredt flertal, hvilket er udtryk for, at regeringen mener det alvorligt med at nå de bredest mulige flertal bag aftalerne.

Jeg vil gerne fortsætte den linje, fru Marianne Jelved anlagde tidligere på dagen, med at lægge ud med at rose statsministeren. Jeg vil godt rose statsministeren for de mange humoristiske bemærkninger, der kom i besvarelsen tidligere på dagen. Til gengæld vil jeg godt spørge lidt ind til, om der også kommer nogle politiske udmeldinger fra statsministeren, ud over at det er sjovt at tale om døre i alle mulige variationer.
     Statsministeren har bemærket, at der findes radikale, som gerne - måske - kunne se til både højre og venstre, og hvad ved jeg, jævnfør rådet fra Rådet for Større Færdselssikkerhed. Jeg er selvfølgelig glad for, at statsministeren i sit svar vælger at betragte Det Radikale Venstre som en politisk hovedmodstander og tager Det Radikale Venstre som det første parti, der bliver svaret.
     Men når der er radikale, der siger, at de er interesseret i at lave noget med Venstre, er det jo kun med et Venstre, der ikke er i kløerne på Dansk Folkeparti. Det er et Venstre, der fører en liberal skolepolitik og en liberal skattepolitik. Hvor er den liberale politik på de to områder?

Den er meget klart præsenteret og udtrykt i for skattepolitikkens vedkommende et skattestop ledsaget af gradvise sænkninger af skatten på arbejdsindkomst, når vi skaffer pengene til det.
     Jeg troede faktisk også, at det var radikal politik at forsøge at sænke skatten på arbejdsindkomst. Ikke desto mindre har vi ikke kunnet få De Radikale i tale om det. Det Radikale Venstre taler og taler om at sænke skatten, men regeringen har gjort noget ved det. Regeringen har gennemført et skattestop, som betyder, at befolkningen har den tryghed, at skatterne i hvert fald ikke stiger, og så har vi lovet, at såfremt vi kan finde pengene til det, vil vi gå videre end det, nemlig sænke skatten på arbejdsindkomst.
     Det har vi rent faktisk gjort i den foregående valgperiode med over 10 mia. kr. på årsbasis, en betydelig lettelse for ganske almindelige lønmodtagerfamilier. Det er liberal politik.

Hr. Simon Emil Ammitzbøll for et sidste spørgsmål til statsministeren.

Statsministeren gentager mantraet om skattestop i et væk. Men jeg vil alligevel godt takke for svaret, for var der i virkeligheden en åbning? Var det døren, der nu kom på klem? Var det en invitation til Det Radikale Venstre og måske den øvrige opposition til at få lov at diskutere konkret skattepolitik? Var det egentlig det, vi hørte statsministeren sige fra talerstolen lige før? Det kunne jeg godt tænke mig at få et svar på.
     Den anden ting er det med uddannelsespolitikken. Den kom statsministeren slet ikke ind på. I sin tale tidligere i dag nævnte statsministeren, at vi har brug for kreative mennesker. Men er det ikke sådan, at kreative voksne får vi kun, hvis vi har kreative børn, og at kreative børn skabes i en kreativ folkeskole? Når det går så fantastisk godt i Danmark, som statsministeren fortalte os om tidligere på dagen, har vi så ikke gjort et eller andet godt nok i den folkeskole i de sidste 20-30 år, eller er det hele bare et tilfælde?

Også over for De Radikale står døren altid åben, hvis man vil snakke om reelle skattelettelser, det skal der ikke herske nogen tvivl om. Så det må hr. Simon Emil Ammitzbøll gerne opfatte som en invitation. Men jeg understreger, at det, vi er interesserede i, jo er reelle skattelettelser. Ikke bare den der form for omflytning, hvor man flytter skattebyrden fra den ene lomme og over i den anden lomme, og hvor al erfaring viser, at så tager politikerne sig betalt for det med et lille dækningsbidrag på vejen, som betyder, at borgeren til syvende og sidst kommer til at betale endnu mere
i skat. Det er der ikke noget perspektiv i, men for reelle skattelettelser er døren altid åben. Med hensyn til uddannelsespolitik er liberal uddannelsespolitik at sikre, at vore børn og vore unge lærer noget ved at gå i skole og gå på uddannelsesinstitutionerne. Det er der, regeringen sætter ind med at skærpe de faglige krav, bl.a. fordi det er vores opfattelse, at det bedste middel til at bryde den negative sociale arv er at sikre, at de faglige færdigheder er i top. Hvis Det Radikale Venstre vil være med til det, så er døren også altid åben.

Det er statsministerens megen fokusering på døren, jeg også er lidt optaget af, for en ting er at komme ind, noget andet er så, hvad man kan lave inde bag ved døren. Det synes jeg også er en samtale værd.
     Jeg nævnte i mit eksempel fattigdommen. En dansk familie, blåøjede og lyshårede, født og opvokset her i Danmark, anerne er helt fine, har 2.800 kr. tilbage, når skat er betalt, når husleje er betalt - og børnepengene er regnet ind. Sagen er forelagt Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg.
     Jeg vil godt stille det direkte spørgsmål til en statsminister, der synes, at det går ufattelig godt: Synes statsministeren, at vi kan være bekendt, at en far og en mor og to børn har 2.800 kr. tilbage om måneden at leve for? Hvis svaret er, at det kan vi ikke være bekendt, er det så noget af det, statsministeren vil være med til at diskutere bag den lukkede dør, for så garanterer jeg, at jeg vil komme så lavt, som jeg overhovedet kan krybe ind ad døren.

Det er altid vanskeligt at tage stilling til et helt konkret eksempel, hvis baggrund man ikke kender noget som helst til, så jeg vil afstå fra at kommentere et familieeksempel, hvor jeg slet ikke kender baggrunden for regnestykket.
     Jeg vil blot sige, at denne regering fører en socialpolitik, der går ud på at tage et hensyn til de svageste i vores samfund. Der er i sidste valgperiode hvert eneste år blevet bevilget ganske betydelige midler til de mest udsatte i vores samfund, og vi tilstræber hele tiden at indrette vores overførsler sådan, at det altid kan betale sig at arbejde. Det går jeg ud fra hr. Villy Søvndal er enig med mig i: Det skal altid kunne betale sig at arbejde.

Nu husker jeg ikke helt tydeligt statsministerens dør. Jeg formoder, at der er en brevsprække. Hvis nu jeg lover statsministeren, at jeg sørger for, at brevet kommer ind, så statsministeren kan læse det, og jeg så banker på om en uges tid, når statsministeren både har læst brevet og har det i frisk erindring, så vil statsministeren kunne se ligesom Arbejdsmarkedsudvalget, at min beskrivelse er rigtig.
     Det er en dansk familie, der lever for 2.800 kr. Jeg forstår godt, at statsministeren ikke kan sagsbehandle, men jeg vil godt spørge: Synes statsministeren, at det går godt i et land, der byder lavindkomstfamilier at leve på et niveau, der er så lavt, at børnene bliver truet direkte på den sociale arv, fordi de er udelukket fra de ting, alle andre børn kan deltage i?
     Er det en aftale, at jeg putter brevet ind gennem brevsprækken i den famøse dør, jeg banker på, og jeg beder om en samtale under fire øjne med statsministeren, hvor vi bliver enige om, om vi kan være det bekendt? Når statsministeren skamfuldt siger: Jeg vidste ikke, at det var så slemt, så laver vi en aftale.
     Så kommer jeg gerne.

Jeg er nødt til igen at sige, at jeg selvfølgelig ikke her fra Folketingets talerstol kan tage stilling til konkrete familieeksempler, hvis baggrund jeg ikke kender. Det, jeg kan sige, er, at jeg har erfaring for, at der er tilfælde, hvor hr. Villy Søvndal rejser konkrete sager her i Folketingssalen, hvor det så bagefter viser sig, at der overhovedet ikke er holdepunkt for det.
     Så meget mere velkommen er hr. Villy Søvndal selvfølgelig til at sende eksempler til mig eller - det er måske mere nærliggende - til en anden minister, der sidder med området, og hr. Villy Søvndal er også altid velkommen til at banke på døren. Hr. Villy Søvndals forgænger som leder af Socialistisk Folkeparti havde gode erfaringer med det, for når hr. Villy Søvndals forgænger kom ind ad døren, var han faktisk i stand til at lave aftaler med regeringen, bl.a. EU-aftalen.

Det er jo ikke så ringe endda, at vi har en statsminister, som er i stand til at åbne en dør, for også i Enhedslisten vil vi jo meget gerne prøve at snige os ind ad den her dør. Vi vil bl.a. komme med forslag til at løse nogle af de ting, som statsministeren totalt har ignoreret i dag, nemlig spørgsmålet om, at alt for mange mangler et job, mens lige så mange knokler alt for meget på deres arbejde og bliver slidt ned og bliver psykisk syge og får stress. Vi har forslag om, at vi får en fordeling af arbejdet ved at bruge dagpengene aktivt, så de, der i dag er på arbejdsmarkedet, skal arbejde mindre, og de, der i dag mangler et job, kan få et.

     Den slags forslag vil vi meget gerne diskutere med statsministeren bag den lukkede dør, og jeg vil bare høre, om vi kan komme ind ad den uden at få næsen i klemme.

Jeg vil gerne sige til hr. Jørgen Arbo-Bæhr, at man ikke får mere beskæftigelse på langt sigt i samfundet ved at lave alle mulige kunstige tilskudsordninger. Det eneste, der virker på langt sigt, er at skabe ægte beskæftigelse ved, at der bliver flere job på rigtige arbejdspladser. Det kan ske bl.a. ved at sørge for, at private virksomheder har ordentlige konkurrenceforhold, så vi kan sælge varer til udlandet, således at de kan klare sig i konkurrencen med udenlandske virksomheder. Det er måden at skabe ægte beskæftigelse på, ikke at lave Enhedslistens mange forskellige kunstige tilskudsordninger.
     Må jeg i øvrigt sige til hr. Jørgen Arbo-Bæhr: Jeg bryder mig ikke om det der med, at man forsøger at snige sig ind ad døren. Vi kan bedst lide, at man kommer og regulært banker på, selv om jeg godt ved, at det med at snige sig ind måske mere ligger til Enhedslisten.

Vi lover, at vi nok skal banke på, hvis der er en chance for, at vi bliver lukket ind.
     Jeg forstår bare ikke helt den snak om kunstige tilskudsordninger, for hvad er det reelt, der er problemet i dag på danske arbejdspladser? Det er, at de, der er der, arbejder for meget. De arbejder for hurtigt, de får stress, de bliver slidt ned. I dag er 280.000 på førtidspension, slidt ned på det danske arbejdsmarked. Deres arbejdskraft går til spilde alt for tidligt i deres liv.
     Var det ikke værd, også selv om statsministeren ikke er medlem af Enhedslisten, at kigge på de forslag, vi har til en fordeling af arbejdet, som ikke er noget med kunstige tilskudsordninger, men hvor vi blot og bart siger: Hvorfor skal nogle arbejde for meget, mens andre mangler et job? Det synes jeg vil være værd at kigge på.

Jeg må sige, at jeg ikke tror ret meget på Enhedslistens mange forskellige hokuspokusordninger.
     Men jeg er i øvrigt enig i, at vi bør have et arbejdsmarked, hvor man tager hensyn til den enkeltes muligheder og behov. Der skal være plads til alle, og i den forbindelse synes jeg også, at det ville være godt, om man i det hele taget fik meget mere fleksible arbejdstider på arbejdsmarkedet, for der er nogle, som i en periode gerne vil give den en skalle, og til gengæld vil de i andre perioder måske gerne trappe lidt ned. Det synes jeg der i det hele taget burde være større mulighed for. Men til syvende og sidst er det jo noget, som arbejdsmarkedets parter bør aftale.

Jeg vil takke statsministeren for invitationen til forhandlinger. Et er de trængsler, der indtil videre har været nævnt om det at komme ind ad døren, men der er også problemet med dørmændene. Vi mener bestemt, at vi kan genkende folk fra Dansk Folkeparti i den forbindelse. Skal de altid være der? Eller findes der et kodeord for, hvordan vi kan slippe af med dem, når vi skal ind og have forhandlinger?
     Vi har også stor omsorg for, at statsministeren har fået den der fod i klemme, men vi tænkte på, at det også kunne være dørmændene, der har revet lidt hårdt i den dør en gang imellem. Det tror vi nemlig er det, der sker en gang imellem, nemlig at man ikke er så fleksibel, som man gerne vil give indtryk af med hensyn til det brede samarbejde.
     Men lad mig så stillet et spørgsmål til skattestoppets mester. Det er om det her med AER-bidraget, og vi havde tidligere en omgang om det med den konservative ordfører. Når nu det er alle arbejdsgivere, der skal betale noget mere i afgift, og der kun er nogle arbejdsgivere, der skal modtage det her, og det bliver inden for fællesmængden, er det så noget, man må gøre på alle mulige forskellige områder, hvis man nu har en veldefineret gruppe? For så har statsministeren jo ret i, at det er meget, meget fleksibelt.

Må jeg sige om AER-bidraget, at det er karakteriseret ved, at det på ingen som helst måde kommer i berøring med statskassen. Derfor er svaret til hr. Henrik Sass Larsen jo, at det kan man ikke bare lige gøre på alle mulige områder. Det kan man bestemt ikke. For det var meget nemt, hvis man gjorde det på alle mulige områder, altså kom i konflikt med skattestoppet. Men det er det netop ikke, for så vidt angår AER-bidrag, for det har ikke noget med statskassen at gøre. Det er i øvrigt ikke en skat.

     AER-bidraget opkræves til et ganske bestemt formål, det hviler i sit eget system fuldstændig uden for statskassen, og derfor har det ikke noget med en skat at gøre. Lige så meget, der kommer ind, lige så meget går tilbage til arbejdsgiverne. Der er selvfølgelig en omfordeling, men det er jo en omfordeling, der er tilsigtet, nemlig at arbejdsgiverne bidrager solidarisk til at løfte den vigtige opgave med at sikre praktikpladser. De, der så får gavn af tilskuddet, er de arbejdsgivere, der rent faktisk opfylder den forpligtelse, de har til at være med til at løfte uddannelsesopgaven for de unge. Det synes jeg ærlig talt er en rigtig god ordning.

Det må statsministeren ikke misforstå. Vi synes også, at det er en fremragende ordning. Vi havde såmænd i sin tid selv indført meget af det, så vi synes, at det er en rigtig god ordning. Den har vi ingen problemer med.
     Det, jeg bare skal forstå, er: Hvis nu man laver den type af afgifter eller bidrag, eller hvad vi nu kalder dem, og vi så sørger for, at de slet ikke kommer i berøring med statskassen, men ligesom bliver derude i det lukkede rum, så må man godt, kan jeg forstå, lave nogle afgiftsforhøjelser eller nye afgifter eller finde på et eller andet? Vi har ikke nogen planer om det, men det lyder meget, meget fleksibelt. Derfor er vi interesseret i at lære noget mere om det her skattestop, hvilket statsministeren også har lovet os, men det her lyder jo meget fleksibelt. Hvis de betingelser bare er opfyldt, kan jeg forstå, at så må man godt gøre det.

Jeg vil gerne sige til hr. Henrik Sass Larsen, at skattestoppet på ingen som helst måde er fleksibelt. Det er netop kernen i skattestoppet, at det ikke er og ikke skal være fleksibelt. Skattestoppet er en beskyttelse mod dem, der tror, at man kan løse alle mulige opgaver bare ved at gå ud og finde på en ny skat eller afgift. Derfor er det ikke, skal ikke være og må aldrig blive fleksibelt. Skattestoppet er benhårdt og firkantet.
     Da nu Socialdemokraterne er blevet så positivt optaget af skattestoppet, tror jeg, det er vigtigt, at man forstår kernen i det, når man nu skal skrive sit finanslovoplæg. Derfor kan man ikke bare gå og lave det på alle mulige områder. Men her sidder vi altså med et område, som absolut ikke er i berøring med statskassen.
     AER-bidraget er i øvrigt tidligere af Justitsministeriet blevet erklæret som et bidrag, der ikke er en skat, og da det ikke er en skat, kan det selvfølgelig heller ikke være omfattet af skattestoppet. Så hr. Henrik Sass Larsen må endelig ikke gå fejl af det her og tro, at man så kan lave det på alle mulige områder. Det kan man ikke.
     Må jeg i øvrigt sige til hr. Henrik Sass Larsen i al venskabelighed, at når man har dørmænd, er det jo ikke for at holde interesserede gæster ude, men for at holde de voldelige typer ude. Så hvis man opfører sig ordentligt, er der jo ikke noget problem.

Hvis man skal tro statsministerens ord i dag, står døren nu åben for både forlig og forhandlinger og gode politiske aftaler i dansk politik. Derfor vil jeg gerne spørge statsministeren allerede nu, om vi så kan se frem til, at vi får lavet nogle ordentlige aftaler på ældreområdet.
     Jeg synes jo, det er sådan, at hvis man er visiteret til praktisk hjælp og er en ældre medborger, så er det at få gjort rent hver tredje uge for lidt. Vi kan forstå, at det er et synspunkt, som socialministeren ikke deler.
     Derfor vil jeg gerne spørge statsministeren helt konkret: Vil regeringen være med til med den åbne dørs politik, at vi i Folketinget tager ansvaret for de ældre medborgere i det her land og sikrer, at der er et minimumsgrundlag for, hvad vores ældre medborgere kan forvente i kvalitet, når de har behov for samfundshjælp?

Jeg vil gerne sige til fru Mette Frederiksen, at regeringen som en af sine meget vigtige prioriteter har at få en forbedring af indsatsen over for vore ældre medborgere, herunder også hjemmehjælpen.
     Derfor har vi faktisk i aftalen med kommunerne afsat 500 mio. kr. til formålet, og vi vil nu med kommunerne aftale nærmere, efter hvilke kriterier de penge skal fordeles. For en ting kan jeg godt gøre klart: De penge skal netop gå til at forbedre hjemmehjælpsindsatsen for vore ældre medborgere.
     Om man ligefrem skal gøre det på den måde, som fru Mette Frederiksen siger, altså fastsætte nogle centrale regler, nogle såkaldte minimumsregler, som man meget nemt kunne risikere gik hen og blev maksimumsregler ude i kommunerne, er jeg mere tøvende over for. Men generelt vil jeg sige, at vi er åbne over for at drøfte alle mulige gode ideer til, hvordan vi kan få forbedret hjemmehjælpen for vore ældre, for målet tror jeg vi er enige om, og regeringen har altså sat penge af til formålet og vil drøfte det med kommunerne.

Så synes jeg, at vi skal bruge resten af aftenen på at blive konkrete, for jeg tror, at der er rigeligt af folk, der har måttet lægge øre til den der lidt luftige snak om kommuneaftale og økonomi, og det vil vi også gerne. Men realiteten er den, at næsten hver tredje ældre i det her land har oplevet at have fået mindre hjemmehjælp, siden statsministeren satte sig i Statsministeriet; at antallet af klager over hjemmehjælpen er vokset; at vi nu ser, at der er ældre medborgere, der kun oplever at få gjort rent hver tredje uge.

     Det er derfor, jeg tillader mig at spørge meget konkret:
Skulle vi så ikke bruge tiden, hvor næsten hele Folketinget er samlet, til at blive konkrete, sørge for at skabe de velfærdsforbedringer, der er behov for, og tage ansvar også fra Folketingets side og sige: Det er ikke nok, at man gerne vil, og at der er gode intentioner, for nu bliver vi nødt til at sikre, at enhver ældre i det her samfund, der har behov for praktisk hjemmehjælp, har et minimum af, hvad den ældre kan forvente af os andre?

Jeg må sige, at fru Mette Frederiksen her afslører en meget, meget dyb mistillid til vore folkevalgte rundtomkring i kommunerne. Jeg tror faktisk, at vore folkevalgte i kommunerne er af samme opfattelse, som vi er, nemlig at vi skal gøre alt, hvad vi overhovedet kan for at sikre vore ældre medborgere ordentlige forhold.
     Men jeg vil gerne sige, at når fru Mette Frederiksen nu taler om, at vi skal væk fra luftig snak, så skal man passe på ikke at kaste med sten, når man selv bor i et glashus. For det, regeringen har gjort, er jo at afsætte kontante midler til at forbedre indsatsen i samarbejde med kommunerne, og der har vi gjort meget mere konkret og afsat større beløb, end Socialdemokraterne har.

Jeg vil gerne fortsætte med at bidrage med, hvordan den åbne dør opleves af almindelige ordførere, for i de sidste uger har vi haft fornøjelsen af på miljøområdet i strukturforhandlingerne ikke bare at ringe på døren, men at banke på den, så vablerne er sprunget af vores hænder. Vi havde konkrete forslag, som oven i købet blev bakket op af både konservative ordførere og Venstreordførere i medierne, og alligevel oplevede vi, at døren blev smækket i lige for næsen af os i sidste øjeblik, åbenbart på grund af nogle dørmænd, hvis identitet jeg ikke skal komme nærmere ind på.
     Den eneste lillebitte sprække, der faktisk har været i det sidste halve år i miljøpolitikken, var, da statsministeren selv åbnede døren lidt og sagde:
kørselsafgifter. Det var en lise; det var en glæde; det var lige før, at champagnen sprang. Men døren blev altså meget, meget hurtigt lukket igen, måske fordi at en forklaring er Dansk Folkeparti. En anden forklaring er jo lige præcis det skattestop, som statsministeren har fortalt om i dag.
     Han glemte bare at sige i sin ABC-udgave, at det skattestop jo siver ned i det danske samfund som en størknet cement, der gør det umuligt at lave initiativer, nedsætte skatten på arbejde for at mindske arbejdsløsheden, eller skabe grønne reformer, der batter noget.

Det sidste er simpelt hen ikke rigtigt. Jeg må her henvise hr. Martin Lidegaard til at læse de meget klare beskrivelser, der er af, hvad skattestoppet går ud på.
     For det er netop udtrykkeligt skrevet i den omtalte »Skattestoppets ABC«, at når det gælder miljøpolitik, er det faktisk muligt inden for rammerne af skattestoppet at forhøje en afgift det ene sted og nedsætte en afgift et andet sted, vel at mærke hvis der ikke ud af det kommer mere provenu til statskassen.
     Man kan altså godt sænke afgiften et sted og så tage provenuet ved at forhøje afgiften et andet sted, hvis det tjener et fornuftigt miljøformål. Det står udtrykkeligt i beskrivelsen af skattestoppet. Så det er decideret forkert, når hr. Martin Lidegaard påstår, at skattestoppet er til hinder for at bruge afgifter til at fremme et godt miljø. Der er tværtimod taget højde for det i beskrivelsen af skattestoppet.

Så tror jeg, der er behov for, at statsministeren supplerer sin »Skattestoppets ABC« med en Miljøpolitikkens ABC, og det bidrager vi meget gerne med fra radikal side.
     For vel er det rigtigt, at man skriver, at grønne afgifter kan bruges, hvis det er provenuneutralt osv., men de facto er det jo umuligt at gennemføre f.eks. en omlægning af vægtafgifterne, f.eks. en indførelse af kørselsafgifter med tunge køretøjer, som er provenuneutral for staten. Yes, det kan jo ikke blive helt lige for alle, for når man laver store reformer, er der nogle der må betale lidt mere end andre. Det har jeg forstået at vi heller ikke må.
     Det betyder de facto, at selv om der står pænt i »Skattestoppets ABC«, at man sagtens kan indføre grønne afgifter, så kan man det ikke, medmindre statsministeren nu vil bekræfte over for mig, at det vil man aktivt gå ind og kigge på i forhold til f.eks. grønne afgifter inden for trafikområdet. De er som udgangspunkt provenuneutrale, men det bør være noget, som altså ikke gør, at vi ender i den her fuldstændig fastlåste situation. Der er jo ikke sket noget i de sidste 4 år på det her område.

Jeg bliver rørt til tårer over al denne omsorg for overholdelsen af skattestoppet. Det er glædeligt.
     Men jeg må sige til hr. Martin Lidegaard, at det nu er lige før, at hr. Martin Lidegaard tolker skattestoppet kraftigere på miljøområdet, end der er belæg for i beskrivelsen af skattestoppet. For det er udtrykkeligt skrevet, at hvis det er med henblik på at fremme miljøvenligt forbrug eller produktion, så kan man godt bruge afgiftsinstrumentet ved f.eks. at sænke afgiften et sted og forhøje afgiften et andet sted, bare det er provenuneutralt. Det er udtrykkeligt skrevet allerede. Der er ikke noget nyt i det, jeg siger her.
     Så man kan godt inden for rammerne af skattestoppet bruge afgiftsinstrumentet til at fremme miljøformål.

Jeg synes, det virker noget mærkeligt, at statsministeren bruger så lang tid på at fortælle, at der er en åben dør, og når oppositionen så i forskellige afskygninger spørger ind til, hvad der befinder sig bag den åbne dør, kommer der ikke nogen konkrete svar.
     Jeg vil lige liste emnerne op:
     SF siger, at vi har et problem med familier, der lever for meget, meget få penge i det her samfund. Vil regeringen være med til at gøre noget ved det?
     Socialdemokraterne siger, at de gerne vil have indført minimumstandarder for de ældre, som for nogens vedkommende i dag oplever kun at få hjemmehjælp hver tredje uge.
     Det Radikale Venstre beder om, at vi får forandret vægtafgifterne i det her samfund for at sikre et bedre miljø
i fremtiden. Enhedslisten har været på med en kort bemærkning og bedt statsministeren vurdere, om man kan bruge den åbne dør til at modvirke den stressfaktor, som er ved at udvikle sig til en folkesygdom i Danmark. Hvis statsministeren skal bruge så lang tid af vores kollektive tid på at tale om en åben dør, ville det være fint, om statsministeren bare brugte 10 sekunder på at svare på de konkrete bud, der kommer på ting, vi kunne diskutere bag den åbne dør.

Det har jeg faktisk svaret på. Det kan jo godt være, at man kommer ind ad døren med noget, som vi ikke bryder os om at se, og det er en ærlig sag. Det er en politisk diskussion.

Det er præcis det, der sker. Det er rigtigt, at jeg også er blevet inviteret til finanslovforhandlinger hos finansministeren, men det, der sker, når man kommer med gode sociale krav, eksempelvis at skabe ordentlige forhold for den familie, der kun hr. 2.800 kr. at leve for om måneden, er, at man får et nej. Når man kommer med forslag om at ændre på vægtafgiften, så den får en miljøvinkel, får man et nej. Når man kommer med forslag, som kan betyde, at stressniveauet på de danske arbejdspladser bliver sat ned, får man et nej. Når man kommer med forslag om minimumsrettigheder for ældre danskere, får man et nej.
     Det er da fint, at der er en åben dør, men det, der er interessant, er da, hvad der sker bag den dør. Og hver gang det handler om sociale tiltag, så er det nej, nej, nej, nej.

Det er jo ikke rigtigt. Regeringen har faktisk både på det sociale område, på ældreområdet, på miljøområdet og på andre områder gennemført store forbedringer i løbet af de sidste 3 år.

Jeg tror, vi var mange, der havde på fornemmelsen, da regeringen trådte til og statsministeren blev statsminister, at nu var det ofrene, der skulle i centrum i retspolitikken. Jeg vil gerne spørge statsministeren, hvordan statsministeren selv synes, at det går med det hensyn.
     Situationen er den, at jeg, hvis jeg skulle være så uheldig at blive overfaldet, nu kan risikere - ikke som da statsministerens parti var i opposition og stod og talte meget højrøstet om at møde gerningsmanden på gaden i op til
1 måned efter - at møde min gerningsmand på gaden op til 13-14 måneder efter, at overfaldet har fundet sted. Hvis jeg skulle søge erstatning som offer for en voldsforbrydelse, har min ventetid aldrig nogen sinde været længere, end den er på nuværende tidspunkt. Jeg kunne sågar risikere, at de, der havde overfaldet mig, skulle vente for at få afgjort deres sag ved domstolene og blev løsladt til gaden med den risiko, at jeg kunne rende ind i dem dagen efter. Hvordan synes statsministeren selv det går med hensynet til ofrene i regeringens retspolitik?

Regeringens holdning er meget klart den, at ventetiderne skal bringes ned, og det er selvfølgelig ikke tilfredsstillende, når der er for lang ventetid på at få sin sag behandlet, for slet ikke at tale om, hvis der er for lang ventetid på at komme til at afsone en eventuel fængselsstraf. Det kan vi være fuldstændig enige om. Der må man bare gøre det bedre med hensyn til at få de ventetider bragt længst muligt ned. Det kan vi kun være enige om.

Men sandheden er, at det har vi hørt statsministeren og i øvrigt også vores justitsminister sige, lige siden hun blev justitsminister. Hvad er der sket? Ventetiderne er eksploderet. Apropos døre kan man i hvert fald sige, at der er ét sted i det her land, hvor dørene slet ikke er åbne, for jeg tror, at det vælter ud, hvis man åbner dem. Det er til landets fængsler. Der står folk i kø, og de ligger i køjer.

     Spørgsmålet er, om statsministeren ikke er enig i, at der kommer mere kriminalitet ud af det; at det er en forråelse af de folk, der kommer ind; at det ikke er til gavn for dem, som har været ofre for den kriminalitet, der gerne skulle afsones på et tidspunkt. I Odense går der fire unge rundt, som politiet har måttet løslade til gaden, fordi der er ventetid ved retten i Odense.
     Kunne vi ikke bare en gang få noget sammenhæng i regeringens retspolitik, i stedet for at man bare siger: Vi har bestilt redegørelser, og vi vil have Domstolsstyrelsen til at gøre noget ved det? Handling er det, det handler om. Det er det, der hjælper de ofre, som regeringen svigter lige
i øjeblikket. Da SR-regeringen sad, kunne offeret risikere at møde sin såkaldte gerningsmand 25 dage efter. Nu er det op til 390 dage efter.

Allerførst vil jeg udtrykke min dybe taknemlighed over Socialdemokratiets nyvundne interesse for en stram retspolitik. Det er jeg meget, meget glad for.
     Det andet, jeg vil sige, er, at jeg er fuldstændig enig
i hr. Morten Bødskovs målsætninger om at få ventetiderne bragt ned. Det tredje, jeg vil sige, er, at regeringen faktisk er i fuld gang med en indsats for at gøre det. Vi har bevilget penge til flere fængselspladser, og vi indfører nye afsoningsformer. Alt sammen med henblik på at få ventetiderne bragt ned.

Jeg vil tage tråden lidt op, her hvor vi er på sporet af den åbne dør. For mit problem som sundhedsordfører er ikke engang, om døren er åben. Vi har faktisk slet ikke været i stand til at finde døren nogen steder. Døren har slet ikke været der.
     Her tænker jeg på to eksempler. Det ene er kræftplanen. Her kunne vi læse i avisen, at der var indgået aftale med Dansk Folkeparti. Et andet eksempel er lovforslaget om patienternes klageadgang. Der er vi blevet præsenteret for nogle lovændringer, men aldrig nogen forhandling eller drøftelse.
     Så er det bare, også for at få lidt råd og vejledning fra statsministeren, at det kunne være rart at få at vide, hvad vi så formodes at gøre i den situation. Nu er der jo ikke tale om højideologiske forslag, der på forhånd måtte skille os milevidt fra hinanden. Man kunne forestille sig, at vi kunne nå til enighed om en kræftplan.

Må jeg sige om kræftplanen, at der er det altså sådan, at den var en del af finanslovaftalen for 2005. I den del af finanslovaftalen, der var indgået med Dansk Folkeparti, var der et punkt om en kræftplan. Vi tog det første skridt til finansloven for 2005, og så var det aftalt med Dansk Folkeparti, at der skulle ske en opfølgning, og det er den opfølgning, der nu har fundet sted.
     Jeg tror, fru Charlotte Fischer må anerkende, at når man har en aftale med et parti, følger man op på aftalen sammen med det pågældende parti. Det er jo ikke af ond vilje over for andre, men det er meget naturligt en følge af, at den finanslovaftale, der blev indgået sidste år, altså på det her punkt var indgået med Dansk Folkeparti, og selvfølgelig følges den op sammen med Dansk Folkeparti. Sådan er vilkårene.
     Må jeg sige generelt om det der med, at man ikke kan finde døren: Det kan jo også være på grund af manglende stedsans.

Så er problemet nok også, at regeringen har rigtig mange aftaler med Dansk Folkeparti, og derfor kan det måske være en anelse svært. Man kan også sige - for nu at blive i temaet - at det jo er fint, at der er en åben dør, men hvad nu hvis ørerne er fulde af propper, når man først når ind?
     På sundhedsområdet har vi jo oplevet det, når det gælder finansiering af regionerne, at vi har gravet os igennem en kvart meter høringssvar, vi har lyttet til alle eksperter i det her land, vi har higet og søgt, og vi har ikke kunnet finde en eneste, der syntes, at den måde, regeringen har valgt at finansiere regionerne på, var en god idé. Det svar, vi fik ovre hos ministeren, var: Det synes man i ministeriet, punktum.
     Det er også et lidt svært udgangspunkt for at søge brede forlig, kan man sige.

Jeg kan kun sige til fru Charlotte Fischer, at regeringen har udfoldet de allerstørste og mest tålmodige anstrengelser for at få den bredest mulige aftale om kommunalreformen, også når det gælder sundhedsområdet.
     Det, vi taler om nu, går jo i første omgang helt tilbage til for et år siden, hvor jeg mener, at Socialdemokraterne og De Radikale forsømte en god lejlighed til at indgå en bred aftale med regeringen. Det ønskede man ikke af forskellige grunde. Det er svært for os at se, hvad grunden egentlig var.

     Det, vi ved, er, at Socialdemokratiets nyvalgte leder har sagt, at det for hende var meget vanskeligt at forklare, hvorfor Socialdemokraterne forlod forhandlingerne. Men det, vi i hvert fald kan konstatere, er, at De Radikale havde bundet sig så stærkt til Socialdemokraterne, at da Socialdemokraterne af rent partitaktiske grunde forlod forhandlingerne, forlod De Radikale også forhandlingerne. Det skulle man måske have tænkt over endnu en gang på det tidspunkt.

Nu har vi jo hørt meget om den her åbne dør i dag, og jeg vil nok sige, at det da som nyvalgt medlem af Folketinget er en fornøjelse at starte med, at der nærmest er åbent hus hos statsministeren.
     Tidligere på dagen havde jeg lejlighed til at stille spørgsmål til fru Pia Kjærsgaard, ordfører for Dansk Folkeparti, og fru Pia Kjærsgaard gav udtryk for, at hun bakkede op bag forslaget om, at man som lejer i en privat udlejningsejendom skal have mulighed for at få forrentet de penge, man betaler i indskud. Det er altså et krav, som Dansk Folkeparti har, og som de vil tage op i næste samling. Så kan jeg forstå, at det ikke kun er oppositionen til venstre for regeringen, men også oppositionen til højre for regeringen, som bakker det her forslag op.
     Den her åbne dør, gælder den også for det forslag?

Det vil jeg ikke stå og tage stilling til på nuværende tidspunkt. Hvis sådan nogle forslag kommer frem, f.eks. under finanslovforhandlingerne, må vi jo kigge på dem og tage stilling til dem, når de kommer på bordet.

Det er et meget konkret spørgsmål, som handler om lejeres mulighed for at få forrentet de penge, som de har indbetalt i indskud. Det kan ikke være så besværligt for statsministeren at tage stilling til, om han er positivt stemt over for det, eller om han er negativt stemt over for det.
     Det er klart, at der kan være detaljer i det, der kan diskuteres, men er statsministeren positiv, eller er statsministeren negativ? Det er jo samtlige partier uden om regeringen, der bakker det her op. Gælder den åbne dør her?

Jeg tror ikke, at vi kan komme det meget nærmere, for jeg vil ikke stå i dag og tage stilling til helt konkrete krav og forslag, som kan have økonomiske konsekvenser, man ikke lige kan overskue på stedet. Derfor er det rigtige at sige - det er faktisk meget imødekommende - at hvis der er et ønske om at få sådan nogle forslag bragt på bordet under en finanslovforhandling, så kigger man på dem, og så tager man stilling til dem dér ud fra en samlet afvejning af, hvad der ligger i forslaget.

Statsministeren har i dag næsten som en kåd hanekylling beskrevet sin egen geniale opfindelse, skattestoppet. Nu er både statsministeren og jeg jo jyder, og vi ved godt, at enhver so derovre synes bedst om sine egne grise.
     Alligevel imponerer skattestoppet, der favoriserer de højeste indkomster, ikke Det Radikale Venstre voldsomt. Derfor er mit spørgsmål: Hvornår tager statsministeren initiativ til det egentlige problem omkring skatten i Danmark, nemlig personskatten?
     Vi har oplevet i dag, at De Konservative egentlig så gerne vil det. De har i dag sagt, at de har et forslag, som modnes. De sagde næsten, at det var ved at være overmodent.
     Derfor er mit spørgsmål til statsministeren - for vi synes egentlig, at det er synd for De Konservative: Kunne statsministeren ikke tage initiativ til, at De Konservative kunne få bare en eneste lille succeshistorie, nemlig at få fremsat et forslag om en sænkelse af personskatten?

Jeg tror da, at De Konservative, ligesom i øvrigt Venstre, er utrolig glade for, at regeringen allerede har taget det initiativ, som hr. Poul Erik Christensen nu efterlyser.
     Det er således, at regeringen allerede sidste år gennemførte en markant sænkning af skatten på arbejdsindkomst, omkring 10 mia. kr. på årsbasis, og det har jo betydet, at ganske almindelige lønmodtagerfamilier har fået en mærkbar lettelse af deres skat netop på arbejdsindkomst. Så det initiativ, hr. Poul Erik Christensen efterlyser, har regeringen for længst taget.
     Med hensyn til fremtiden har regeringen også der beskrevet det i regeringsprogrammmet, nemlig at skulle der blive et råderum igen, vil regeringen fortsætte denne gradvise sænkning af skatten på arbejdsindkomst.

Vi har hørt den tale så mange gange, at når råderummet er til stede, så vil vi gøre det. Men befolkningen ønsker ikke at vente på, at statsministeren får taget sig sammen til det.
     Statsministeren ved jo godt, at statsministerens egen geniale - gåseøjnene kan formodentlig høres - opfindelse, skattestoppet, hæmmer hver eneste mulighed for at tænke i et kreativt skattestop, så vi kan få gjort noget ved mellemskatten og topskatten.

     Det er jo således i dag, at selv en faglært arbejder betaler topskat, en topskat, der egentlig var beregnet til at skulle udjævne indkomsten mellem den højtlønnede og den lavtlønnede. I dag er en almindelig faglært arbejder beskattet, som om han var millionær. Det kan statsministeren ikke sidde overhørig. Han må tage sig af problemet, således at vi kan få noget vækst i dette land.

Ønsket om at få en lavere skat på arbejdsindkomst deler vi fuldstændig, og vi har faktisk gjort noget ved det.
     Det, jeg hæfter mig ved, når jeg ser det radikale forslag til en lettelse af skatten på arbejdsindkomst, er, at der er en fuldstændig asocial fordelingsprofil i det radikale forslag. Det radikale forslag betyder, at direktører og andre højtlønnede får titusindvis af kroner i skattelettelse, medens de laveste indkomster kommer til at betale mere i skat. Det er realiteten om det radikale forslag. Det vender i den grad den tunge ende nedad.
     I øvrigt må jeg sige, at jeg gang på gang bliver imponeret over alt det, De Radikale kan nu, hvor de er kommet
i opposition. I 9 år sad De Radikale i regering sammen med Socialdemokraterne, og hvad skete der med skatten dér? Den steg, og den steg, og den steg, ja, den steg så tit, i gennemsnit en gang om måneden i den tid, Det Radikale Venstre sad i regering siden 1993. Så det var på tide, der kom en anden regering, så det kunne blive drejet den anden vej, og nu er der så rent faktisk for første gang i mands minde gennemført en regulær sænkning af skatten på arbejdsindkomst.

Nu har vi jo hørt utrolig meget om den åbne dør ind til ministerkontorerne. Nu vil jeg godt prøve at åbne en anden dør, nemlig døren ud til verden, for der var ikke meget i statsministerens tale om resten af verden og især ikke om den fattige del af verden. Men der var dog lidt, nemlig at man påtænker at starte et samarbejde med et nyt programsamarbejdsland, og det synes jeg jo er vældig interessant, fordi vi har fået mange løfter fra statsministeren om en styrket indsats over for især Afrika, senest i åbningstalen fra sidste år, hvor statsministeren lovede, at nu skulle der virkelig fokus på Afrika. Så det er jo dejligt at høre, at der nu sker noget på området.
     Det, jeg selvfølgelig er interesseret i at høre, er, hvorvidt der nu følger en ekstra pose penge i ulandsbistand med, hvor der bliver taget initiativ til at starte et nyt samarbejde, for det er jo det, der i sidste ende tæller. Bliver der så øget ulandsbistand i det store og hele, eller skal de her penge tages fra et andet fattigt land?

Udviklingsbistanden bliver hvert år skrevet op i takt med stigningen i priser og lønninger, og inden for den ramme vil der jo så hvert eneste år ske nogle omprioriteringer, fordi der er gamle projekter, der løber ud, og så går man i gang med nye projekter.
     Det er inden for den ramme, at vi ønsker at prioritere Afrika, herunder at indlede samarbejde med et nyt programsamarbejdsland i Afrika.

Man kunne jo frygte, at nu, hvor man sådan fra regeringens side har sat en bundgrænse for, hvad Danmark skal give i ulandsbistand, ville vi se et fald igen fra regeringens side.
     Nu vil jeg godt lige vende blikket mod Storbritannien, som jo er gået foran på det her område og i de seneste 3 år har fordoblet udviklingsbistanden, og det synes jeg jo er værd at skele lidt til. Mens vi i Danmark sænker vores ulandsbistand, ja, så øger landene omkring os deres ulandsbistand markant i disse år. Det er jo selvfølgelig med henblik på, at vi har sat os nogle ambitiøse målsætninger for udviklingen i den fattige verden, som vi jo alle sammen er interesseret i at vi får opnået, hvilket jeg går ud fra regeringen er enig i. Det kan jeg i hvert fald forstå på de ministre, vi har haft her i Folketinget.
     Nu har briterne jo stillet et konkret forslag om gældslettelse til nogle af de fattigste af udviklingslandene. Er regeringen indstillet på at følge det forslag, som briterne har fremsat nu om gældslettelse?

For så vidt angår gældslettelse, er regeringen positiv over for det, der kan opnås enighed om på internationalt plan, for det er jo kun gennem internationale aftaler om gældslettelse, at det overhovedet har en fornuftig mening.
     Må jeg så i øvrigt sige til fru Kirsten Brosbøl, at vi bestemt ingen som helst grund har til at skamme os i Danmark over den udviklingsbistand, vi yder. Faktisk er det sådan, at hvis man kigger på, hvad vi giver i forhold til landets produktion, så er vi den næststørste bidragyder i verden, og vi giver vel ca. tre gange så meget, som EU-landene gør i gennemsnit. Så det er da glædeligt, at der er andre lande, der er begyndt at øge deres bistand, men det skulle også bare mangle, og vi ligger i forvejen langt, langt foran dem.

Så er det fru Karen Hækkerup som den sidste spørger, jeg har på papiret.

Langt foran er jo ikke altid godt nok.
     Jeg vil nu spørge om noget helt andet. Jeg ved, at statsministeren mener, at pengene har det bedst i borgernes lommer, og derfor vil jeg spørge statsministeren helt konkret, om Venstre efter sommerferien, når Socialdemokraterne kommer med et beslutningsforslag om, at vi skal gribe ind over for gebyrpolitikken, vil medvirke til det. I dag er det nemlig sådan, at man kan risikere som forbruger at blive mødt med gebyrer, der er flere tusinde procent af den forseelse, man f.eks. har begået, og derfor vil vi meget gerne gå ind og være med til at lave en lov om, at forbrugerne skal beskyttes, og at der skal være nogle regler for, hvor meget man må tage i gebyr. Det ligger jo også meget godt i tråd med, at pengene har det bedst i borgernes lommer.
     Så jeg vil simpelt hen bare spørge: Vil Venstre være med til sådan en lov?

Det kommer sandelig an på, hvad forslaget går ud på. Vi er tilhængere af bedst mulig forbrugerbeskyttelse. Vi er tilhængere af en fair beskyttelse og en fair behandling af forbrugerne, også når det gælder gebyrer. Det er da klart, at hvis man kan påvise eksempler på absurde gebyrer, så må vi også kigge på det, men jeg kan jo ikke tage stilling til et forslag, jeg ikke kender.

Det bad jeg heller ikke om. Jeg bad bare om lidt villighed til - jeg er sådan set ved at være lidt træt af al den snak om den åbne dør - at man kan snakke konkret politisk.
     Det kan jo godt være, der er en åben dør, men hvis ikke der ligger en dørmåtte ude foran, hvor der står hjertelig velkommen, men der kun er et skilt, hvor der står, pas på, hunden bider, så kommer man sjældent så langt. Det har jeg nu selv mest erfaring for.
     Vi vil meget gerne diskutere forbrugerspørgsmål, og jeg er glad for, at statsministeren nu siger, at man vil være villig til at medvirke til en lovgivning, der gør, at den abnorme gebyrprocent, der i dag kan tages fra forbrugerne, skal høre op.

Jeg vil da nødig ødelægge fru Karen Hækkerups forventninger, og forventningens glæde kan man aldrig tage fra nogen. Jeg har stillet mig positivt over for at kigge på ethvert forslag, der måtte blive præsenteret på bordet, men jeg har jo ikke dermed taget stilling til det, for jeg kan ikke tage stilling til et forslag, jeg ikke kender.

Tak til statsministeren. Der er ikke flere, der vil stille spørgsmål. Der er tre privatister, og det er hr. Svend Auken, hr. Steen Gade og hr. Frank Aaen. Først hr. Svend Auken med en tilladt taletid på op til 10 minutter.

Under den nuværende regering kan dansk politik deles op i to områder. Det ene område er der, hvor intet kan lade sig gøre uden Dansk Folkeparti, og det andet handler om Europa. Det er det sidste, jeg vil tale om, for det er det mest spændende. De fleste har haft ordet om noget, de ingen indflydelse har på, nemlig alt det i dansk politik, der ikke handler om Europa.
     Jeg har prøvet at lave aftaler med den nuværende regering, også nogenlunde gode aftaler med økonomi- og erhvervsministeren og finansministeren. Nogle af dem tager det nogle år at gennemføre. Det er da ikke så dårlige aftaler, men hver gang har kravet været det samme, nemlig at Dansk Folkeparti også skulle være med. Det krav er soleklart:
Der kan ikke laves politik under den nuværende regering uden Dansk Folkeparti, bortset fra ét område, og det er Europa, og det er det, jeg gerne vil tale om her.
     Der flages i dag, men næppe i anledning af europæiske succeser, og det er i virkeligheden en stor skam, for vi har
i Danmark haft utrolig meget glæde af det europæiske samarbejde. Det har sikret fred i Europa, det har sikret fremgang i Europa, det har sikret, at vi kunne gøre noget ved de fælles problemer, det har sikret Europa en plads i verden, og i det omfang, vi selv har villet og selv har ønsket at sætte ting på dagsordenen og har kunnet samarbejde med andre, så har vi kunnet gøre vores indflydelse gældende. Det er i virkeligheden et meget flot projekt, måske det flotteste projekt overhovedet. Men lige nu har Europa det skidt. Forfatningstraktaten ligger på sit yderste, man slås om et budget, der er mindre end 1 pct. af landenes samlede budget. Vi har en absolut uklædelig strid mellem England og Frankrig i en situation, hvor vi alle sammen burde holde sammen, samarbejde og vise en front over for borgerne, så de virkelig kunne se, der skete noget. Europa har oplevet, at en række af dets nøglelande har set stigende arbejdsløshed, stigende mismod, og mange taler, og jeg synes med rette, om manglende lederskab i Europa. Hvad er forklaringen på det nej, der nu har været til forfatningstraktaten? Vi synes jo, det er en vældig god traktat. Det har vi haft en andenbehandling om her i Folketinget, og jeg skal ikke gentage alle de mange gode argumenter. Men jeg tror, at der har været et sæt af årsager til, at folk har stemt nej, ud over en psykologisk, uklogt formuleret tekst på nogle områder og nogle prætentiøse måder at arbejde med teksten på.

     Jeg vil nævne to årsager, som i hvert fald har en relation til statsministeren og hans regering. Den ene er, at Europa ikke i de sidste år har gjort nogen effektiv indsats mod arbejdsløshed. Jeg tror, det er meget svært at overbevise folk om, at det går godt, at det fælles projekt er i fremgang, når man gør så lidt ved arbejdsløsheden. Det er jo ikke, fordi der ikke er nok at tage fat på.
     Jeg kan bare nævne et område, som jeg har særlige forudsætninger for at kunne udtale mig om, og som Danmark har fabelagtig gode resultater på, nemlig energien. En af de største udfordringer overhovedet i Europa er energipolitikken, og vi ved, at hvis vi gjorde noget for at mindske vores afhængighed af importeret olie ved energibesparelser, ved vedvarende energi, kunne der skabes masser af arbejdspladser.
     Men i de planer, der skal diskuteres i morgen og i overmorgen i Det Europæiske Råd, er ordet energi overhovedet ikke nævnt. Der er heller ikke nævnt andre fælles projekter, man kunne tage op. Derfor oplever mennesker i Europa ikke, at man virkelig tager deres største problem, nemlig arbejdsløsheden, tilstrækkelig alvorligt.
     Den anden årsag er, at man gennemførte udvidelsen, som statsministeren jo ellers tit har rost sig af. Jeg tror, statsministeren vil kunne nikke genkendende til, at selvros er den eneste påskønnelse, vi mennesker kan være helt sikre på. Han har i hvert fald tit gjort brug af den, også når det drejede sig om udvidelsen.
     Men hvad var det, der skete ud over det historisk meget positive, at vi fik udvidet med de tidligere kommunistiske diktaturer, i virkeligheden den bedste begivenhed, der er sket i hvert fald i min generation? Det var, at da man skulle til at finansiere denne udvidelse, svigtede den politiske vilje.
     I sin tid, da Irland kom med som et fattigt land, da Grækenland, da Spanien, da Portugal kom med, var der penge, sådan at udvidelsen blev en succes, og vi behøvede ikke at vedtage særlige foranstaltninger på arbejdsmarkedet for at forhindre tilstrømningen af arbejdskraft osv. Men hvad skete der i efteråret 2002 under det danske formandskab? Ja, man lod Frankrig og Tyskland indgå en aftale, der havde to elementer. Det ene var, at der ikke måtte bruges flere penge i anledning af udvidelsen, og det andet var, at landbrugsstøtten til de franske bønder skulle fortsætte uændret med det resultat, at udvidelsen med de pågældende lande ikke blev den succes, som den blev i både Spanien, Portugal og Grækenland. Statsministeren talte om, at det har været en bragende succes. Jeg tror, det er en sammensat historie, når man ser på det rent socialt. Jeg tror, at eliten har klaret sig betydelig bedre end mange almindelige mennesker, og det er en skam. Det er også det, der giver os de spændinger, vi har oplevet på arbejdsmarkedet i mange af de gamle EU-lande. Jeg tror, det ville have været langt bedre, hvis vi virkelig havde satset på økonomisk at gøre udvidelsen til en succes. I dag føler disse lande, at det eneste, de har at konkurrere med, er lave lønninger, lav social standard osv. Det var jo ikke det, der var meningen. Jeg synes, det er beskæmmende, at det eneste, vi kan finde ud af, er at lave beskyttelsesforanstaltninger, hvor nødvendige de end kan være, i stedet for virkelig at gøre noget for udviklingen i de pågældende lande. Når vi ser på det budget, der er til forhandling i EU, så vil vi også dér kunne se, at broderparten af pengene ikke skal bruges i de nye medlemslande, men at broderparten af pengene skal bruges i de gamle EU-lande, i de oprindelige 15 EU-medlemsstater. Hvad er vores råd til statsministeren inden mødet i morgen i Bruxelles? Det første er, at vi ikke går i panik, hvis forfatningstraktaten ikke bliver til noget, for vi har stadig Nicetraktaten. Vi har stadig væk en Nicetraktat, man kan samarbejde efter. Der er ingen grund til at erklære det europæiske samarbejde for dødt, fordi vi ikke får en bedre traktat. Vi, statsministeren og alle os andre i japartierne, havde ønsket at få en bedre traktat; det får vi ikke i første omgang. Det andet råd, jeg vil give, er, at man prøver at finde en ensartet løsning i Europa. Statsministeren har sagt, jeg synes med rette, at det ikke alene skal være noget, der afgøres i det enkelte land, det skal være noget, hvor vi prøver at finde en løsning i fællesskab. Det tror jeg han har ret i. Men så skal det ikke være en situation, hvor man gennemfører ratifikationsprocessen alle de steder, hvor man tror, det bliver ja, og stopper den der, hvor man tror, det bliver nej. Så må vi have et ensartet stop, en ensartet pause til refleksion og så bruge den fornuftigt.

     Med hensyn til budgettet tror jeg næsten, at uanset hvad man kan blive enig om, vil det være en fordel for Europa, at der kommer en enighed ud af det i morgen og i overmorgen. Det ville være utrolig dårligt for Europa, hvis ikke man kunne blive enig om budgettet. Derfor må der tales med store bogstaver til England, som skal overtage formandskabet her den 1. juli. Det kan ikke være rimeligt, at de nye medlemstater nu skal til at betale eksempelvis til den engelske rabat.
     Så tror jeg, det er vigtigt, at man siger: Vi skal gøre noget ved Europas fælles problemer, vi skal gøre noget ved arbejdsløsheden, vi skal gøre noget ved forureningen, vi skal gøre noget ved de fælles vanskeligheder, vi står over for, alle de grænseoverskridende problemer.
     Så skal man prøve at gøre det projekt mere folkeligt, prøve at finde de sager, som virkelig optager folk. En helt banal ting: Masser af mennesker rejser i Europa og oplever at blive flået, når de har deres mobiltelefon med. Det er bare for at tage et enkelt eksempel. Hvorfor skal det være sådan, når man rejser i Europa, at man skal betale en kæmpetakst for at ringe over landegrænserne? Det burde selvfølgelig være på plads.
     Mange andre lignende irritationspunkter burde man tage op og rydde af vejen i Europa. Man burde undgå tossede beslutninger som f.eks. den, der skal til behandling i fødevareministrenes råd om flere tilsætningsstoffer til kød, nitrit, sødemidler osv., mod alle videnskabelige råd også fra EU's egen videnskabelige komité. Undgå de tossede beslutninger. Træf nogle positive beslutninger, f.eks. om dyretransporter, eller hvad det nu kan være, som mennesker er optaget af.
     Vores bud og råd til statsministeren er: Slå ikke kasketskyggen ned, det kan være, det ikke lykkes med den forfatningstraktat, men vi har brug for Europa. Vi har brug for mere Europa, ikke mindre Europa, men vi har brug for et Europa, som folk kan identificere sig med og vedkende sig, og hvor de projekter, der står på dagsordenen, minder om de problemer, de oplever i deres hverdag.

Tak til hr. Svend Auken. Der er ikke nogen, der har markeret. Så er det hr. Steen Gade som privatist.

Jeg kunne starte med at sige, at jeg er enig med den tidligere taler. Jeg synes, at det, der blev sagt, var meget rigtigt.
     Når jeg ville have et indlæg i dag, så er det, fordi jeg godt vil følge lidt op på det, der har været dagens tema, nemlig Dansk Folkepartis meget store indflydelse på dansk politik. Det har statsministeren jo forsøgt at kamuflere ved sin fortsatte dørhistorie, men man kan jo sige, at når det gælder dansk indenrigspolitik, er det jo illustreret af, at det er fru Pia Kjærsgaard, der i dag har fremsat det forslag vedtagelse på vegne af både Venstre og De Konservative, som bliver vedtaget om lidt. Det ved vi. Sådan er det.
     Det, der jo er sket på det sidste, er, at der også er en bevægelse i gang i udenrigspolitikken, hvor Dansk Folkeparti får mere indflydelse. Jeg vil sige til statsministeren, at det synes jeg statsministeren skal tænke meget nøje over. Det er et område, hvor jeg faktisk synes, det vil være ganske bekymrende, hvis Dansk Folkeparti får mere indflydelse.
     Det, jeg tænker på, er der mange her i salen, der ved, nemlig debatten om fremtidens FN. For nogen tid siden havde vi her i Folketinget en debat om, hvordan fremtidens FN skulle konstrueres, hvor udenrigsministeren i sin tale sagde, at Danmark gik ind for, at vi skulle have et menneskerettighedsråd i FN, men hvor det ikke kunne skrives i en vedtagelse her i Folketinget, og det blev klart også i dagspressen, at det kan man ikke skrive i det danske parlament, for det ønsker Dansk Folkeparti ikke at der skal stå.
     Nu er jeg selvfølgelig ikke så dum, at jeg tror, at udenrigsministeren og statsministeren ikke fortsat mener, at vi skal have et menneskerettighedsråd. Men synes statsministeren ikke, det er forholdsvis pinligt, at vi har en regering, som verbalt siger - og jeg tror regeringen på de ord, der bliver sagt - at den ønsker et menneskerettighedsråd
i FN, ønsker at prioritere menneskerettigheder, men er så afhængig af Dansk Folkeparti, at man ikke kan lave en vedtagelse, hvor man skriver det, som udenrigsministeren siger? Det kan ikke stå i en vedtagelse fra det danske parlament.

     Jeg synes, det er pinligt. Det falder jo også i tråd med, at hvis regeringen er under pres fra Dansk Folkeparti på det her væsentlige område om menneskerettigheder, så er det jo en forlængelse af, at f.eks. fru Pia Kjærsgaard har annonceret, at Dansk Folkeparti mener, at tiden er inde til at diskutere, om konventionerne skal revideres, eller om Danmark på længere sigt bør opsige dem. Det sagde fru Pia Kjærsgaard i Kristeligt Dagblad den 27. januar 2005. Det er jo sådan en slags illustration af, hvad det er for et pres, regeringen er under.
     Jeg tager altså ordet for at advare regeringen imod at gå den vej. Der har i Danmark været konsensus om menneskerettigheder; der har været konsensus om, at menneskerettigheder var noget, vi skulle udbygge. Det ville også være meget trist, hvis vi ikke for alvor og med fuld kraft kan kæmpe for, at FN skal have et menneskerettighedsråd, for et menneskerettighedsråd i FN er faktisk med til at sætte demokrati på dagsordenen i den globale diskussion. Det er jo derfor, vi skal have et menneskerettighedsråd.
     Jeg synes, det er trist at se, at det bliver fedtet ind i, at Dansk Folkeparti møder op hos udenrigsministeren og siger, at det kan man ikke skrive, for det er fru Pia Kjærsgaard eller hr. Søren Krarup imod. Vi ved jo, at der i Dansk Folkeparti findes mennesker, der mener, at menneskerettigheder er Fandens værk og i hvert fald ikke er sanktioneret af Gud. Men jeg mener, at det ville være vigtigt, at statsministeren i dag siger, at Danmark også på den konference, FN-topmødet, som jeg håber statsministeren tager til i september, kæmper utvetydigt for, at det bliver gennemført, at man i FN får et menneskerettighedsråd.
     Det andet, jeg godt vil sige, er noget, vi kender, nemlig at Dansk Folkeparti jo synes, at de fattige i verden ikke skal have for meget, at vi fortsat skal skære ned. Det blev sagt af hr. Søren Espersen i den udenrigspolitiske diskussion, vi havde for omkring 14 dage siden, at Dansk Folkeparti ønsker, at ulandshjælpen skal skæres yderligere ned.
     Det er jo egentlig interessant, at vi i de her dage har en debat i verden, som er helt fantastisk, og statsministeren har jo heller ikke nævnt den med et ord, mens vi har en Blair, der rejser over til Bush og prøver at presse Bush til, at Bush nu skal til at give mere ulandshjælp. Vi har et EU, som har taget en fantastisk flot beslutning om øget ulandshjælp for 14 dage, 3 uger siden. Vi skal i EU til at nå det mål, som vi lovede verdens fattigste på Riokonferencen for 10-15 år siden.
     Så er der ikke ét ord om det. Der er ingenting, der løfter i statsministerens tale, ikke et ord om det. Der ville jeg godt have haft en anden statsminister, vil jeg sige sådan lidt ærligt, der kunne have været med i den bevægelse, der eksisterer i Europa og i verden, for at få en virkelig kamp mod fattigdommen.
     Jeg hørte godt, hvad statsministeren sagde om Afrika. Det var godt, o.k. i hvert fald. Det var også o.k., at vi har været med til samme vedtagelse i Folketinget. Men skal vi ikke en gang imellem løfte os lidt over dagligt vande? Jeg synes egentlig, at statsministeren i dag har befundet sig forholdsvis meget under dagligt vande.
     Så så jeg efter i regeringsgrundlaget: Hvad står der om bistand? I regeringsgrundlaget står der, at regeringen vil fastholde det nuværende reale bevillingsniveau for udviklingsbistanden gennem en årlig pris- og lønregulering. Regeringen vil samtidig sikre, at Danmark ikke kommer under 0,8 pct. af bruttonationalindkomsten.
     Hvad betyder det oversat til dansk? Det betyder, at Danmark kommer til i de næste år at sætte bistandsprocenten ned. Den er i dag 0,84. Den bliver i de næste år sat ned til 0,80. Jeg vil i hvert fald utrolig gerne høre, om statsministeren vil afkræfte det her i dag. Mens resten af Europa har taget en heroisk beslutning om mere bistandshjælp, mens Blair udfordrer Bush, mens resten af verden er i gang med at sætte bistanden op, hvad gør vi så i Danmark? Ja, vi sørger for, at procenten falder.

     Jeg ved godt, statsministeren vil sige, at beløbet ikke falder. Det ved jeg godt, jeg har forstået det, men procenten falder i denne Foghregeringsperiode. Det synes jeg er trist, og somme tider kan man være nødt til at sige det.

Det er sådan set mere en tak, ikke bare til hr. Steen Gade, men til hele oppositionen. Jeg synes, at al den gratis reklame, som Dansk Folkeparti får alle de mange gange, man nævner Dansk Folkeparti, er dejlig. Jeg synes, det er fantastisk. Det er ligesom, at det bedste argument, man har imod regeringen, er Dansk Folkeparti.
     Jeg ved godt, at det er ment som chikane, men chikane kan jo også godt være reklame, og derfor synes jeg, at jeg gerne vil sige tak for al den gode reklame, vi får i Dansk Folkeparti.

Jeg beklager, at det også er reklame for Dansk Folkeparti, men det er vel sandheden, der bliver sagt i dag.

Tak til hr. Steen Gade. Så er det hr. Frank Aaen som privatist.

Statsministeren har brugt hele dagen på at fortælle, hvor gode de er i regeringen. Hvor er jeg bare god. Men samtidig undergraver regeringens amerikanske partner de mest fundamentale menneskerettigheder i Abu Ghraib og andre fangelejre, hvor fanger ikke bare mishandles, men dør i fangenskab.
     Vi har et land, USA, som har et hemmeligt CIA-flyselskab, der også hen over dansk område flyver mistænkte fanger rundt til forskellige lande, hvor de kan underkastes tortur. Vi har et USA, der afviser at lukke Guantanamo, selv om denne lejr strider mod international ret, og vi har lige hørt Amnesty International aflevere en sønderlemmende kritik af USA's blåstempling af tortur.
     Men statsministeren vil ikke kritisere sin gode ven, George Bush. Statsministeren sidder bare ved siden af, smiler og ser beundrende på USA's præsident. Vi taler så godt sammen, fortæller statsministeren pressen. Statsministeren tager ikke sit ansvar for international ret og menneskerettigheder alvorligt.
     Statsministeren har brugt hele dagen på at fortælle, hvor gode de er i regeringen. Hvor er jeg bare god. Imens er statsministerens nyliberale ønskeforfatning faldet med et brag, faldet, fordi franskmænd siger nej til den nyliberale politik og den sociale dumping, som USA og statsministeren står for. EU's dybe krise kalder på en folkelig debat om, hvilket Europa vi ønsker at leve i, men statsministeren klapper i som en østers og lukker debatten inde i Ministerrådets lokaler i Bruxelles. Statsministeren lader som ingenting, mens der er brug for en debat om et andet Europa. Statsministeren tager ikke det klare budskab fra det franske nej alvorligt.
     Statsministeren har brugt hele dagen på at fortælle, hvor gode de er i regeringen. Hvor er jeg bare god. Imens fortsætter kaos i Irak, som statsministeren har et stort medansvar for. Hver dag dør irakere og amerikanske soldater i stort tal, arbejdsløsheden er tårnhøj, den sociale nød katastrofal, på andet år mangler irakerne vand og elektricitet. 100.000 er døde, men statsministeren siger bare, at det går godt. Statsministeren tager ikke sit ansvar for den menneskelige katastrofe i Irak alvorligt.
     Statsministeren har brugt hele dagen på at fortælle, hvor gode de er i regeringen. Hvor er jeg bare god. Men regeringens integrationspolitik er en fiasko. Sociale modsætninger vokser, tusinder af indvandrere står uden arbejde og uden udsigt til at få et arbejde. I stedet må de leve i dyb fattigdom som følge af regeringens såkaldte starthjælp. Regeringen straffer, men tager ikke de nødvendige skridt til at skabe job til alle. Statsministeren vil hellere give den som machomand, som giver højere straffe, end at han vil sikre, at unge indvandrere får et arbejde og bliver en del af vort samfund. Statsministeren tager ikke sit ansvar alvorligt.
     Statsministeren har brugt hele dagen på at fortælle, hvor gode de er i regeringen. Hvor er jeg bare god. Imens bliver der ikke skabt sikkerhed for dem, der fyres, og som er truet af globaliseringen. Regeringen kom med flotte ord, men gør ikke noget for dem, der fyres og trues af fyringer i Nordjylland, på Lolland, i udkantsområderne. Regeringen har bare travlt med at lave flotte tænketanke med regeringens venner uden at invitere de ufaglærte og de andre grupper, der er mest truet af udviklingen i verden. Statsministeren lader som ingenting, støtter tilmed de direktiver, som bruges til at sætte international løndumping i system og skære i den ulandsbistand, der skulle hjælpe verdens fattigste til et bedre liv.

     Statsministeren tager ikke sit ansvar for en retfærdig global udvikling alvorligt. Statsministeren siger bare: Ih, hvor det går, hvor er jeg god, imens problemerne i verden hober sig op.

Tak til hr. Frank Aaen, og så går vi i gang med anden runde, og der er fem ordførere, der har meldt sig. De har 10 minutters taletid hver. Først fru Lotte Bundsgaard.

Lige før middagspausen oplevede vi en statsminister i sit meget hjælpsomme hjørne, man kan næsten fristes til at sige sådan lidt halvkæk som en nyudsprunget student. Men jeg må sige, at jeg alligevel blev lidt i tvivl om, hvorvidt det nu var en reel invitation, statsministeren gav. Jeg har igennem tiderne fået mange invitationer, men den her var nu en af de mere besynderlige af slagsen.
     Hvad var det egentlig, statsministeren ville? Ville han forhandle med os, eller ville han bare causere lidt over, hvorfor han alligevel ikke ville forhandle med os? Det stod mildest talt ikke helt klart efter statsministerens tale.
     Til gengæld stod det rimelig klart efter statsministerens tale tidligere på dagen, at statsministeren ikke er meget for at indrømme fejl og mangler. Statsministeren sidder desværre lidt for fast i den gamle rille og siger ofte: Det er ikke min skyld, det er de andres skyld. Der er ikke noget at komme efter. Det synes vi er sådan en lidt gammeldags og lidt uansvarlig tilgang til politik.
     Et afsnit i statsministerens tale er i den her sammenhæng rimelig centralt. Det er nemlig afsnittet, som beskriver historien om fortidens synder. Jeg citerer fra statsministerens tale, side 4:
     »Fortidens synder gør, at der er alt for mange unge, der forlader folkeskolen uden at have lært det mest basale. Fortidens synder gør, at vi i Danmark er dårlige til at bryde den negative sociale arv, og fortidens synder gør, at vi klarer os dårligt i forhold til andre lande.«
     Det er i hvert fald ikke statsministerens skyld, mener statsministeren.
     Statsministeren har altid haft forrygende travlt med fortiden. Det er også nemmere at forholde sig til fortiden end at forholde sig til nutiden og langt, langt nemmere end at forholde sig til vores fremtid. Det eneste, vi ikke skal tale om, er, at denne regering har haft magten i 3 år og 6 måneder, og ikke alene har den haft regeringsmagten, den har også haft et flertal i Folketinget med Dansk Folkeparti. Men når vi taler om problemerne i Danmark, så prøver statsministeren at skrive de sidste 3 år og 6 måneder sådan pist ud af historien.
     Så er der lige folkeskoleområdet, for det er jo sådan med folkeskoleområdet, at der er det ikke kun 3 år og 6 måneder, denne regering har haft noget med det at gøre. Venstre har faktisk deltaget i folkeskoleforlig i de seneste
100 år. Så er det, at man godt kan spørge lige så stille:
Hvor mange år skal der gå, før Venstre har ansvaret? Skal Venstre være med i folkeskoleforlig i 150 år eller i 200 år, før det ikke er nogle andres synder? Vi synes, at statsministeren skulle rette blikket op og sammen med os gøre noget for at forbedre folkeskolen. Vi ved godt, det er nemmere at fralægge sig ansvaret, som statsministeren jo også gjorde i sin tale, men det kommer der bare ikke nogen bedre folkeskole ud af. Men det er jo ikke kun på folkeskoleområdet, statsministeren fralægger sig ansvaret. Det er også fortidens synders skyld, at den sociale arv ikke er brudt, at vi ikke er lige så gode som de andre lande. Nu skal vi jo ikke bestemme, hvordan statsministeren sådan går klædt, men vi tror, at der er flere end os, der mener, at det ville klæde Danmarks statsminister rimelig godt, hvis han også tog ansvaret på sig. Som jeg har sagt mange gange tidligere, vil vi med glæde deltage i at løse de her problemer. Det kræver bare, at regeringen er indstillet på at samarbejde, og der blev vi som sagt en smule i tvivl om, hvorvidt det var en reel invitation, statsministeren afleverede, da han kort før middagspausen holdt sin tale til Folketinget.

Vi siger tak til ordføreren her i anden omgang - nej, undskyld, man bliver først afskediget, når spørgelysten er opbrugt. Hr. Troels Lund Poulsen er den første, og efter ham er det hr. Erling Bonnesen og hr. Leif Mikkelsen.

Det er et spørgsmål til den socialdemokratiske ordfører. Nu har vi jo været lidt omkring det såkaldte skattestop, og derfor er jeg sådan lidt nysgerrig efter, om man nu kan være sikker på, hvordan man skal fortolke det her skattestop.
     Jeg vil gerne henvise til Berlingske Tidende den 7. maj, hvor fru Lotte Bundsgaard sagde følgende:
     »Det, man gør med skattestoppet, er at låse alting fast. Det er en betonagtig måde at se skattepolitik på, i stedet for at se på, hvordan skattepolitikken kan tilpasses den tid, vi lever i.«
     Så er det selvfølgelig, at man kan spørge fru Lotte Bundsgaard: Hvad er det for nogle tilpasninger, fru Lotte Bundsgaard mener der skal ske af skattepolitikken? Nu har vi jo oplevet meget sniksnak om, at det ikke er nogen finanslovdebat og meget andet. Man kunne måske bare bede om et kort svar på, hvordan vi skal se de her tilpasninger til skattepolitikken, for det er jo noget, som fru Lotte Bundsgaard har sagt.

Det er jo sådan, at hvis man bare tror, at samfundet bliver ved med at være det samme, som det altid har været, og hvis man nu har fundet en god skattepolitik, så vil man godt opretholde den.
     Vores klare holdning er den, at al politik skal udvikles efter, hvordan samfundet ser ud. Det vil sige, at vi godt kan have et stort behov for at ændre på skattepolitikken, når samfundet ændrer sig. Der er det bare, at vi spørger regeringen, om det ikke er en lidt gammeldags måde at tænke på, at man fuldstændig fastfryser det skattesystem, man en gang har. Men det gør jo ikke, at regeringen så bare skal smække døren i, for man skal ikke bruge skattestoppet som undskyldning for, at vi ikke kommer til forhandlinger.
     Vi anerkender, at der er et flertal i det her Folketing, som går ind for et skattestop, der fuldstændig fastfryser samfundet. Det synes vi ikke er nogen god idé, men vi vil meget gerne ind og forhandle med regeringen om alle de andre problemer, vi står over for, f.eks. om at sikre en bedre uddannelse, sikre en bedre integration, bryde den sociale arv, som statsministeren mente var fortidens synders skyld osv.

Tak for svaret. Det er jo desværre ikke, fordi man bliver særlig meget klogere på, hvad den socialdemokratiske ordfører siger, og derfor kunne man jo selvfølgelig også foranlediges til at håbe, at den socialdemokratiske formand vil vælge at gå på talerstolen for at redegøre lidt mere i detaljer for, hvad det så er, der er Socialdemokratiets skattepolitik.
     Men når det er sagt, så kan man sige, at politik jo ikke er sådan, at man bare kan lege julemand og bruge pengene uden at anvise, hvor pengene skal komme fra, og der savner vi jo bare et konkret, klart svar. Vi har hørt, hvor man gerne vil bruge penge, men hvor skal pengene komme fra? Der får vi at vide, at det bare er noget, man sådan kan opfinde, nu er alting jo ikke statisk, det er gammeldags osv. Men hvad er det helt præcist, der er gammeldags, for der skal vel være en sammenhæng?
     Fru Lotte Bundsgaard har netop gang på gang her i dag nævnt, at det skal være krone til krone, men vi har kun set, hvor kronerne bliver brugt, ikke hvor de kommer fra. Det kunne vi måske bare få løftet en smule af sløret for. På hvilke områder er det helt præcist, der skal findes penge? Hvordan har Socialdemokratiet tænkt sig det? Det må man vel trods alt have gjort sig nogle overvejelser om, når man nu siger, som man gør i Berlingske Tidende. Eller er det bare noget, der er sagt sådan for nuancens skyld?

Jeg har fået det spørgsmål rimelig mange gange, men jeg svarer gerne på det endnu en gang. Nu sidder finansministeren i salen. Hvis det var hans debat, vi havde, nemlig debatten om regeringens finanslov, så ville Venstres ordfører, hr. Troels Lund Poulsen, også have haft et socialdemokratisk forslag til en finanslov, og så var det det, vi diskuterede.
     Jeg vil sige til hr. Troels Lund Poulsen, at inden regeringen fremlægger sin finanslov for 2006, kan man altså ikke forvente, at Socialdemokraterne fremlægger vores finanslovudspil, men jeg vil godt sige noget om, hvad det er, vi mener der skal gøres i det her samfund:
     Vi skal være langt bedre til at uddanne. Det nytter ikke noget, at det bliver ved med at være hver fjerde ung i Danmark, der ikke får en ungdomsuddannelse. Det nytter ikke noget, at regeringen bare sidder og kigger lidt på det. Det nytter ikke noget, at regeringen ikke gør noget mere for at få integreret flygtninge/indvandrere i det danske samfund.
     Men finanslovforslaget må vente, til finansministeren har fremlagt sit finanslovforslag, og det tror jeg egentlig godt hr. Troels Lund Poulsen forstår.

Nu har vi i løbet af dagen hørt, hvordan Socialdemokratiet ser på skattestoppet i relation til finanslovforhandlingerne. Jeg vil godt lidt ind på, hvordan Socialdemokratiet ser på skattestoppet i relation til kommuneskatterne. Vi har igennem tiderne jo også hørt mange socialdemokratiske kommunalbestyrelsesmedlemmer kritisere skattestoppet i den skikkelse, det har nu, så jeg vil godt spørge Socialdemokratiets ordfører, om man vil melde ud til sine socialdemokratiske kandidater nu op til kommunalvalget, at man går ind for skattestoppet og præcis respekterer, som det praktiseres i dag, og at man ønsker at efterleve det, så vi ligesom får afsluttet den debat fra starten.

     Vil man melde det ud til sine kandidater nu i løbet af efteråret?

Det er, som om Venstres ordførere ikke rigtig taler sammen, for først var der hr. Troels Lund Poulsen, som ganske rigtigt sagde, at vi Socialdemokrater altså mener, at skattestoppet låser samfundet fast. Det var ikke noget, vi ville have opfundet. Det kan godt være, regeringen har ændret sig, men vi har forstået, at det altså er en præmis, at når man laver finanslov, laver man den inden for skattestoppets rammer.
     Men jeg forstår faktisk udmærket godt de kommunalpolitikere, der siger, at det er ret svært at få enderne til at hænge sammen. Det er især svært, fordi vi oplevede en regering, der i den sidste valgkamp talte meget om, at folkeskolen skulle være bedre, talte meget om, at de ældre skulle have bedre forhold. Når det så kommer til stykket, hvad gør man så?
     Vi kan tage folkeskolen som et godt eksempel: Man pålægger kommunerne at skære ned på enhedsudgifterne i folkeskolen. Man siger altså, at den folkeskole, som statsministeren talte rigtig meget i valgkampen om skulle forbedres, er der altså ingen penge til at forbedre. Derfor forstår jeg godt kommunalpolitikernes bekymringer.

Jeg kan forstå, at Socialdemokratiet ikke vil melde ud til sine kandidater, at man skal respektere skattestoppet, som det ser ud nu, og det må vi jo forstå sådan, at det er den måde, man skal forstå det socialdemokratiske skatteloft på. Så der er altså plads til nye stigninger i kommunalskatterne.
     Er der nogen bemærkninger til det?

Man skal forstå vores udmeldinger på den måde, at vi aldrig kommer til at synes, skattestoppet er en genial opfindelse. Man kan altså ikke overbevise os om, at det er en god idé at fastfryse et skattesystem.
     Men det, man også skal forstå, er, at når vi går ud i en valgkamp og lover, at de ældre skal have bedre forhold, lover, at vores folkeskole skal være bedre, lover, at vi sætter penge af til forskning, så fører vi det også ud i livet lidt til forskel fra den nuværende regering, der er ude at sige, at vi skal have en bedre folkeskole, at eleverne skal lære mere i folkeskolen, og kritiserer fortiden for, at de ikke har gjort det godt nok, og hvad gør man, første gang man kan forbedre vores folkeskole? Man pålægger kommunerne at skære ned i folkeskolen.
     Det vil sige, at man siger til alle de forældre, hvis børn skal starte i skolen efter sommerferien: Vi har godt nok ofte sagt til jer, at folkeskolen ikke var helt god nok, men vi vil ikke bruge nogen penge på at forbedre folkeskolen, vi vil ikke være med til at sikre, at jeres børn har lærere, der tit nok kommer på efteruddannelse, at jeres børn oplever at få ordentlige bøger i skolen, at man i det hele taget har en folkeskole, som skaber børn, der både kan læse og skrive og regne, samtidig med at de kan tænke selvstændigt.

Jeg tror, der er god grund til at høre efter i dag, når nu vi diskuterer skat. Selv om fru Lotte Bundsgaard sikkert er ved at være træt af det, så er det ret vigtigt for vælgernes vurdering, at når Socialdemokraterne siger, at de egentlig ikke går ind for et skattestop, og at de kan tænke sig andre finansieringer og omlægninger, ja, så er der jo historisk belæg for at vide, at ved enhver skattereform, de har gennemført, har de stort set taget sig godt betalt for gennemførelsen. Det vil sige, at resultatet er stigende skatter. Det er Socialdemokraternes svar i dag, at det skal man altså forvente.
     Når man så dertil lægger, at Socialdemokraternes nye formand jo har talt om, at de både var villige til at diskutere efterløn, folkepension osv., og jeg har ikke hørt, at det var for at diskutere, at de skulle sættes op, så ser det jo ret dårligt ud at være vælger i Danmark, hvis Socialdemokraterne ellers kom til fadet.
     Er det billedet i dag, der står tilbage? Eller kan vi tro på, at man kan forestille sig en anden politik fra Socialdemokraterne?

Det billede, der står tilbage, er, at Socialdemokraterne er indstillet på at løse alle de udfordringer, det her samfund står over for. Vi gør ikke ligesom statsministeren og siger, at det er fortidens skyld, eller ligesom Venstre, der bliver ved med at stille de samme spørgsmål 20 gange efter hinanden.
     Nej, vi byder på de ting, der bekymrer mennesker, der bekymrer os i det her samfund, nemlig at der desværre er alt for mange unge, der ikke får en uddannelse, at der er alt for mange flygtninge og indvandrere, der ikke er blevet ordentligt integreret, at ofrene for vold i Danmark har fået det værre under den nuværende regering. Det er det, som vi mener er det afgørende.
     Det kan godt være, at Venstre mener, at det er afgørende at få os til mange gange at gentage - og jeg gentager det gerne igen - at skattestoppet aldrig bliver vores kop te, men vi har forstået på regeringen, at det er sådan, at en præmis for at deltage i finanslovforhandlingerne er, at vi accepterer det skattestop.
     Så siger vi, o.k., det er jer, der har flertallet, men kan vi forbedre uddannelsen og integrationen og miljøet i det her land, så gør vi det gerne.

Jeg forstår godt, at det virker trættende, men nu var sagen jo den, at hvis vi havde fået svar, havde vi været fri for at gentage spørgsmålet gang på gang. Men det står tydeligt for enhver, at der jo ikke gives noget svar andet end, at man vil det, og at man vil det, uden man egentlig har nogen finansiering bortset fra den velkendte socialdemokratiske model, som graver dybere og dybere i borgernes lommer. Det kender vi.

     Vi kan åbenbart ikke få et svar fra den socialdemokratiske ordfører. Derfor kan vi glæde os til, at vi en dag får læst teksten af Socialdemokraternes nye formand, som forhåbentlig kan give klare svar. Ellers bliver vi nødt til at blive ved med at spørge og spørge og spørge, og det gør vi selvfølgelig gerne, for at udlægge Socialdemokraternes politik, når de nu ikke selv kan. Så det her flagrer virkelig i vinden efter i dag. En række af spørgsmålene var meget konkrete, og der er ingen svar at hente overhovedet. Så jeg glæder mig til teksten fra Socialdemokraternes nye formand en dag ved lejlighed.

Jeg kan godt forstå, at hr. Leif Mikkelsen er en lille smule sur nu. For det er jo fuldstændig rigtigt, at det, statsministeren leverede, var, at det er fortidens synders skyld, og i sin replik skulle De Radikale og Socialdemokraterne og SF lige have en masse skældud. Nu var den kække student blevet sådan lidt sur.
     Jeg kan godt forstå, at det er lidt hårdt for hr. Leif Mikkelsen at se Socialdemokraterne, der har konkrete forslag til, hvordan vi får flere unge til at få en ungdomsuddannelse.
     Hvordan sikrer vi, at flygtninge/indvandrere bliver integreret bedre i Danmark? Hvad gør vi for at sikre de ofre, der har været udsat for kriminalitet, der har været udsat for vold, så de ikke skal kunne møde deres gerningsmænd på gaderne flere måneder efter? Det har vi klare svar på.
     Jeg kan godt forstå, at hr. Leif Mikkelsen trænger en smule til sommerferie, men vi kan godt fortsætte lidt endnu.

Jeg vil gerne spørge til det med at bryde den negative sociale arv, hvilket vi alle sammen er optaget af. Fru Lotte Bundsgaard nævner, at det kræver konkrete handlinger og konkrete forslag. Og det, vi vil opleve i morgen, er, at Socialdemokraterne stemmer imod kommunalreformen på det sociale område, netop der, hvor vi entydigt placerer ansvaret for at tage hånd om udsatte mennesker i det danske samfund. Der stemmer Socialdemokraterne imod.
     De ønsker at bevare muligheden for, at borgerne bliver rundtossede af at løbe fra kommune til amt og fra amt til kommune, og der er ingen, der vil tage noget ansvar nogen steder. Der skal vi så opleve, at Socialdemokraterne i morgen stemmer imod. Det er ikke konkret handling. Jeg vil gerne bede Socialdemokraterne overveje endnu en gang, om ikke de skulle stemme for kommunalreformen på socialområdet.

Jeg vil sige til hr. Hans Andersen, at vi sådan set også havde ønsket, at vi kunne få regeringen til at rykke sig, så vi kunne komme til at stemme for kommunalreformen på det sociale område, for det bekymrer os virkelig, hvad man nu udsætter nogle af de svageste mennesker for i Danmark.
     Vi kan tage de helt små børn, som vi skal kere os allermest om. De spædbørn, som har været udsat for vold af deres forældre, oplever vi socialministeren kan lave kampagner for. Børn, der har været udsat for vold - det er heldigvis ikke så mange - ender i dag på højt specialiserede spædbørnshjem, hvor der er nogle, der virkelig kan gøre noget for dem; nogle, der kan gøre noget for, at de kan få et ordentlig liv.
     Vi spurgte gentagne gange regeringen: Kunne vi ikke blive enige om på det her område at lade være med at tænke ideologi, men tænke i, hvordan vi kan sikre de her små mennesker et ordentligt liv af en ordentlig kvalitet. Der ville regeringen ikke rykke sig. Den mente, at det var vigtigere, at man bare fik sendt alt ud, inden man tænkte i, at der er nogle mennesker i det her samfund, der har behov for en bedre kvalitet, og at man ikke bare kan bruge ideologien, når man tænker på dem.

Virkeligheden er jo, at disse institutioner fortsætter. Kommunerne skal nu have ansvaret for at drive dem, men det er således i dag, at kommunerne jo driver en lang række institutioner, hvor de tager hånd om mennesker, der har brug for hjælp. Men det afgørende er her, at vi nu pålægger kommunerne et entydigt ansvar. Et entydigt ansvar består i, at de tager hånd om og sikrer hjælp til de mennesker, der har behov. Og det ønsker Socialdemokraterne ikke at være med til.
     De ønsker stadig væk, at vi skal fortsætte med et delt ansvar, som jeg må forstå det; et delt ansvar, hvor mennesker ikke kan finde ud af, hvem de skal bede om hjælp. Og den virkelighed synes jeg bare ikke om. Kan det være rigtigt, at Socialdemokraterne ønsker at holde fast i historien og ikke vil udvikle det sociale område, som vi netop gør med det her sociale tiltag?