Jeg kan jo ikke kvittere for opbakningen til beslutningsforslaget, men jeg vil alligevel godt kvittere for de synspunkter, der er kommet frem, ikke så meget, fordi de indeholder noget, der er værd at tænke nærmere over, men fordi de er utrolig afslørende for den tankegang, der gør sig gældende for de politikere, der ikke tør sige nej, der ikke tør andet end bare at knalde hælene sammen, når EU taler. Det er interessant. Det er jo interessant at høre, hvordan man mener, at den danske regering nu har ført en kraftig stemme for, at denne dom skal fortolkes indsnævrende. Det er interessant at høre, at man overhovedet tror og kan have den opfattelse, at det er tilfældet, når man netop ved, at der er anlagt en ny sag ved EF-Domstolen, som har præcis det samme sigte som den dom, vi diskuterer her i dag, nemlig det sigte at fjerne indflydelse fra regeringerne, fjerne indflydelse fra de nationale parlamenter.
Jeg må forundres over, at man så kan mene, at den danske regering har haft en rigtig og en sejrsikker profil. Det kan man netop ikke, for der er ingen, der giver noget som helst for, hvad den danske regering måtte mene i denne sag, hverken Kommissionen, der meget klart i sin meddelelse har sagt, at den vælger en anden fortolkning, eller EF-Domstolen, som helt klart i dommen har sagt, at den er ligeglad med, hvad de parlamentariske og demokratisk valgte regeringer måtte mene.
Jeg vil sige, at jeg var meget rystet over at høre den danske justitsminister, da hun var på talerstolen, afslutte med at sige, at hun direkte fandt det positivt, at det ikke var politikere, som skulle afgøre EU's udvikling. Det finder jeg dybt foruroligende. Dansk Folkeparti har faktisk den opfattelse, at det netop skal være politikere, som afgør den politiske udvikling, og dommere, der skal afgøre de juridiske forhold.
Dansk Folkeparti har overhovedet ikke noget problem med, at vi har en EF-Domstol. Vi har heller ikke noget problem med, at vi har en Højesteret og nogle landsretter og en masse byretter. Det er glimrende. Det, vi har et problem med, er, at EF-Domstolen tiltager sig en fuldstændig uacceptabel kompetence, som burde ligge i politikernes hænder. Det vil vi ikke acceptere, og der er det altså nødvendigt, at man har modet til at sige fra.
Det kan jo ikke være ubekendt for i hvert fald de folk, der gider reflektere over det her inde på Christiansborg, at der er en lang række afgørelser, som de store lande - Frankrig, Tyskland, England - aldrig har implementeret, at der er en lang række afgørelser, som de lader ligge, selv om fristerne er overskredet. Men hvad gør Danmark, det lille fidele land højt mod Nord? Det ryster i bukserne, fordi man vil sige nej, selv om EF-Domstolen har overskredet sine kompetencer. Det er beskæmmende.
Når hr. Svend Auken siger, i øvrigt med nogle pæne ord vil jeg sige, om hensigten med Dansk Folkepartis beslutningsforslag, at han er enig i, at man skal gå i den retning, at man skal indsnævre det politiske virke for EF-Domstolen, så må det nødvendige spørgsmål jo følge: Hvad skal vi så gøre?
Hvilken handling må man forvente, hvis man er uenig i, at EF-Domstolen skal udhule det demokrati, som vi trods alt har haft i nogle år i Europa? Hvad ønsker man at gøre? Man ønsker tydeligvis ikke at følge Dansk Folkepartis ønske om at sige nej. Hvis man ikke ønsker at sige nej, hvad vil man så gøre? Det spørgsmål må flyve i vinden.
Til Venstre, hvis ordfører ikke kunne være til stede, vil jeg sige, at jeg tror, det var meget belejligt for Venstres ordfører ikke at være til stede, for sjældent har jeg oplevet en mere flommeeuropæisk tale; sjældent har jeg oplevet, at man klarere har meldt ud imod demokratiet til fordel for Europas Forenede Stater; sjældent har jeg oplevet en sådan manipulation selv fra det bærende regeringspartis side.
Derfor vil jeg sige til fru Charlotte Antonsen, selv om hun ikke har været til stede - så den vikarierende ordfører kan måske overbringe referatet skriftligt - at selvfølgelig er det positivt, når EF-Domstolen træffer juridiske afgørelser, det er sådan set det, den skal, men det er naturligvis helt uacceptabelt, når den bevæger sig ind på politiske afgørelsesområder.
Det er fuldstændig løgnagtigt, hvis det er Venstres opfattelse, at EF-Domstolen sikrer danske sundhedsstandarder. Jeg må altså henvise til, at det er EF-Domstolen, som netop i en dom har udhulet den danske produktansvarslovgivning, muligheden for mellemhandleransvar på objektivt grundlag. Det er EF-Domstolen, og derfor er det forfejlet, og det er manipulativt at sige, at EF-Domstolen kun træffer positive afgørelser.
Vi har ikke noget imod, at EF-Domstolen træffer afgørelser, men de skal ikke være politiske. Derfor vender vi os imod Tjernobyldommen, selv om hensigten måske er positiv, om, at Europa-Parlamentet skal have søgsmålskompetence, vi vender os imod Costa v. E.N.E.L-dommen om, at EF-retten skal have forrang, selv om der måske kan være fornuft i det, fordi de afgørelser skal være politiske og ikke juridiske. Det er kernen i det her spørgsmål, og det er den kerne, som flertallet af parlamentarikere i det her Ting ikke formår at reflektere over. Det er til skade for demokratiet, og det er til skade for Danmark.