Vil ministeren oplyse, hvordan standarderne for såvel psykologer som psykoterapeuter er i det øvrige EU, og om han føler sig tryg ved, at servicedirektivet pålægger os blindt at godkende autorisationer m.v. fra de andre EU-lande?

Under forespørgselsdebatten om servicedirektivet den 24. november 2005 gjorde ministeren meget ud af at præcisere, at han var betænkelig ved oprindelseslandsprincippet. Det kan Dansk Folkeparti tilslutte sig. Kommissionens forslag til servicedirektiv indeholder en lang række dybt kritisable forslag, der kan få vidtrækkende konsekvenser for uddannelsesstandarderne. For nylig er psykoterapeutuddannelsen i Danmark udvidet fra tre til fire år, og det har medført en risiko for, at borgere, der bliver betjent af psykoterapeuter med kun 3 års uddannelse, ikke får kvalificeret hjælp. Desuden ønsker Dansk Psykolog Forening at stoppe den evaluering af psykoterapeutuddannelsen, som regeringen har sat i gang. Formanden for Dansk Psykolog Forening har i et møde i Folketingets Sundhedsudvalg udtalt, at situationen kan få katastrofale følger for folk med psykiske problemer. Der er, så vidt spørgeren forstår, fortsat nogle, der kan nøjes med at tage meget korte uddannelsesforløb (uger) og så kalde sig psykoterapeut og behandle mennesker med problemer i livet. Risikoen er, at borgerne ikke får den rette behandling. Psykoterapeutuddannelsen er ikke - som f.eks. psykologuddannelsen en universitetsuddannelse - og modsat psykologerne skal psykoterapeuterne heller ikke have praksiserfaring fra det virkelige liv, før de kan foretage behandlinger. I stedet er kravet blot et 200 timers rollespil med en medstuderende. Endelig er titlen psykoterapeut ikke beskyttet, og det betyder, at enhver uden uddannelse principielt kan kalde sig psykoterapeut i Danmark. Når vi i forvejen har høje standarder i Danmark - og alligevel får kritik - er der alvorlig grund til at se på, hvordan de udenlandske standarder, som vi vil blive tvunget til at acceptere, er.