Den næste sag på dagsordenen var:
20) Første behandling af beslutningsforslag nr. B 116:
Forslag til folketingsbeslutning om at pålægge regeringen at modarbejde ethvert initiativ til at genoplive den forkastede EU-forfatning. Af Morten Messerschmidt (DF) m.fl. (Fremsat 20/3 2007).

Forslaget sattes til forhandling.

Forhandling

Dansk Folkeparti har fremsat et beslutningsforslag, der går ud på at pålægge regeringen at meddele de øvrige EU-lande, at Danmark betragter forfatningstraktaten som faldet, hvorfor Danmark ikke vil ratificere forfatningstraktaten og modsætte sig ethvert initiativ for at genoplive den. Det er det, Dansk Folkeparti stiller forslag om.
     Men regeringen kan ikke støtte beslutningsforslaget, da den holdning til forfatningstraktaten, som beslutningsforslaget bygger på, ikke er forenelig med den enighed, der hidtil har været blandt et bredt flertal af Folketingets partier, og som vi står ved.
     Som afslutning på den danske tænkepause vedtog Venstre, Det Konservative Folkeparti, Socialdemokraterne, SF og Det Radikale Venstre den 31. maj 2006 nemlig en folketingsvedtagelse, V 81, som fastslår, at Folketinget fortsat finder - og jeg citerer - at forfatningstraktaten er et godt grundlag for det europæiske samarbejde.
     Endvidere fastslår folketingsvedtagelsen, at Folketinget opfordrer regeringen til at arbejde aktivt for forfatningstraktatens gennemførelse, idet man tager hensyn til resultaterne af medlemslandenes ratifikationsprocesser.
     Fra regeringens side finder vi, at forfatningstraktaten er en god traktat, som bidrager til et mere effektivt demokratisk og åbent EU, og som derfor ruster et EU med 27 medlemmer til udfordringerne i det 21. århundrede. Så mens vi bør respektere folkeafstemningerne i Frankrig og Nederlandene, vil vi arbejde for, at et nyt kompromis, som alle 27 lande kan tilslutte sig, indeholder mange af forfatningstraktatens nydannelser og centrale kompromiser. Denne linje synes ikke at være forenelig med Dansk Folkepartis beslutningsforslag.
     Forfatningstraktaten er det mest grundigt gennemarbejdede og mindst ulæselige forslag til traktat, der nogen sinde har været, og meget af indholdet er helt åbenlyst rigtigt og godt for det europæiske samarbejde. Derfor har alle 27 medlemslande sat deres underskrift på forfatningstraktaten, og 18 lande har ratificeret. Det er således klart, at en ny traktat vil tage udgangspunkt i de kompromiser, der er at finde i forfatningstraktaten.

     Men regeringen og det brede flertal i Folketinget respekterer naturligvis folkeafstemningerne i Frankrig og Nederlandene. Det følger også af folketingsvedtagelsen. Og i de kommende forhandlinger vil vi naturligvis lytte til de forslag, som Frankrig og Nederlandene kommer med. Da vedtagelsen af en ny traktat kræver enighed blandt alle lande, kan der ikke træffes nogen beslutning, uden at Frankrig og Nederlandene er med. 18 lande altså har ratificeret forfatningstraktaten og ønsker den så helskindet igennem de nye forhandlinger som muligt.
     Det Europæiske Råd skal til juni vedtage en køreplan for det videre arbejde frem mod en ny traktat. Lad os derfor gå ind i disse forhandlinger med åbent og konstruktivt sind i stedet for forlods at binde og baste os selv.

Nu kom udenrigsministerens kommentar jo ikke specielt som en overraskelse for Dansk Folkeparti og heller ikke for mig.
     Men jeg kunne sådan set godt tænke mig at spørge lidt til, at der den 2. maj var nogle folkebevægelser - kritiske folkebevægelser imod EU fra Danmark, Sverige og Finland - som sendte en pressemeddelelse ud, hvor de sagde, at der var sendt et fortroligt brev ud til regeringerne, herunder bl.a. den danske regering, fra den tyske forbundskansler Angela Merkel med 12 spørgsmål til regeringerne. Og et af spørgsmålene skulle efter sigende lyde sådan her:
     Hvordan vurderer De det forslag, som er fremsat af den unge medlemsstat, om at benytte en anden terminologi, et andet ordvalg, uden at ændre den juridiske substans med hensyn til bl.a. traktatens navn, betegnelsen for EU-retsakter, unionens udenrigsminister?
     Jeg kunne godt tænke mig at høre, om ministeren kan af- eller bekræfte, at der er sådan et fortroligt brev, der er blevet sendt rundt, og eventuelt om udenrigsministeren eller regeringen har svaret på det brev.

Altså, så vidt jeg husker, er det rigtigt, at der er sendt et brev med - var det de 12 punkter? - det kan godt være rigtigt. Og der spørger man om regeringens holdning til de der forskellige ting, og det er jo ikke nogen hemmelighed, det ved man jo godt i Europaudvalget. Det er der, der er lavet en arbejdsgruppe, som tyskerne har udbedt sig, med to repræsentanter for hvert land. Der deltager to embedsmænd fra Danmarks side, som på basis af den danske regerings instruktion giver svar til det tyske formandskab om vores indstilling til spørgsmålene.
     Og om ordet forfatningstraktat: Det spiller ikke nogen afgørende rolle for Danmark, om man kalder det forfatning eller traktat. Det har jo hele tiden været et diskussionsemne, om det overhovedet var en forfatning, og det har vi haft mange diskussioner om, også med Dansk Folkeparti her.

Så vil jeg spørge, om regeringen har besvaret de her spørgsmål, og, såfremt regeringen har besvaret de spørgsmål, om det så var muligt - det kan godt være, jeg har været uopmærksom - at få oplyst de svar skriftligt.
     Igen vil jeg bare spørge ind til, om ministeren kan genkende det her spørgsmål, og jeg citerer:
     Hvordan vurderer De det forslag, som er fremsat af den unge medlemsstat, om at benytte en anden terminologi, et andet ordvalg osv., omkring EU's retsakter og unionens udenrigsminister - altså, om man har besvaret det spørgsmål, og om det så eventuelt var muligt at få de papirer, som er sendt frem og tilbage, udleveret skriftligt til Folketingets orientering.

Ja, nu deltager jeg jo som sagt ikke personligt i det, men det er jo et af de spørgsmål, der drøftes med tyskerne. Om man er nået til det punkt, kan jeg ikke stå her og sige - men det kan jo afklares i Europaudvalget, hvor de ting drøftes.
     Men som jeg sagde før, er det jo ikke nogen hemmelighed, at den danske regering er iskold over for, om man kalder en forfatning forfatning eller forfatningstraktat. Der har jo hele tiden været et problem med de betegnelser - jeg har jo også, det har hr. Martin Henriksen garanteret også hørt, flere gange sagt, at det da bliver meget lettere at vinde en folkeafstemning med en forfatningstraktat, der ikke er nogen forfatning, en præsident for Europa, der ikke er nogen præsident, og en udenrigsminister for Europa, der ikke er nogen udenrigsminister. Altså, der er brugt nogle betegnelser, som jo efter min opfattelse ikke på noget tidspunkt har været totalt dækkende for indholdet, og det er da udmærket, hvis vi kan få det præciseret i det nye arbejde.

Men uanset hvad der så måtte komme ud af resultatet af den proces, ud af de spørgsmål, som bliver sendt rundt til de forskellige regeringer, og som der måtte blive svaret på, ville det så ikke være meget naturligt, at man også inddrager den danske befolkning i overvejelserne om, hvad der efterfølgende skal ske?
     Jeg synes personligt, at når man har valgt at aflyse en afstemning, som man gjorde her i Danmark, på grund af de glædelige nej'er i Frankrig den 29. maj 2005 og et par dage efter, den 1. juni 2005, i Holland, skal der da også være en folkeafstemning, når den nye traktat kommer. Og det er uanset, hvordan den kommer til at se ud, for uanset hvordan man vender og drejer det, vil der komme til at være en ny magtoverførsel til EU, som man bør spørge danskerne om.
     Er det ikke fornuftigt, at man griber til folkeafstemningsværktøjet? Man har jo gjort det før, selv om der ikke var tale om suverænitetsoverdragelse i snæver juridisk forstand, sådan som regeringen forstår det.

Jo, men da man gjorde det før, var man jo i den situation, at regeringen var kommet i mindretal i Folketinget på spørgsmålet. Ellers er § 20-reglerne i grundloven jo ganske klare. Så da man havde den ekstraordinære situation, at regeringen i 1986 mente, man skulle tiltræde, og folketingsflertallet mente, man ikke skulle tiltræde, gjorde statsminister Poul Schlüter det kloge og rigtige, at han så sagde: O.k., så må vi altså gå forbi Folketinget og spørge befolkningen.
     Så det var en ganske speciel situation, som ikke kan danne præcedens - ud over hvis man skulle komme i den situation en gang til, og det forestiller jeg mig ikke at man kommer en gang til.
     De, som var imod i 1986, er jo alle sammen lykkelige for
- næsten alle sammen - at de tabte folkeafstemningen bagefter. Og der er ikke nogen af de senere regeringsbærende partier, S og RV osv., som kunne drømme om at gå imod, ligesom man gjorde i 1986. Så det var en ganske speciel situation. Det, vi skal tage stilling til til sin tid, når vi er blevet færdige med at bekræfte traktaten eller ændre traktaten, er, om der i den forbindelse skal tages stilling til § 20, og så må vi se på det.

Men det er jo lidt specielt med den måde, man fra regeringens side opfatter suverænitetsoverdragelse på - det er en meget snæver juridisk definition, som jo f.eks. indebærer, at hvis man ændrer stemmevægte, sådan at store lande får mere magt på bekostning af mindre lande, er det ikke suverænitetsafgivelse.
     Det synes jeg personligt er en meget mærkelig, en meget snæver juridisk definition, som jeg synes ikke overhovedet på nogen måde hænger sammen med virkelighedens verden. Det vil sige, at vi jo godt kan komme til at stå med en EU-forfatning light eller en minitraktat, hvor der f.eks. vil være en ændring af stemmereglerne, som kan betyde, at mindre lande,
f.eks. Danmark, får mindre indflydelse og større lande får større indflydelse, hvilket vil betyde, at man kommer mere i retning af en EU-superstat, en EU-føderalstat. Så jeg synes, det er et problem, at man i den situation fra regeringens side vælger ikke med det samme at sige: Ja, vi støtter en folkeafstemning. Hvis der kommer ændringer af stemmevægtene, vil udenrigsministeren så garantere, at regeringen går ind for en folkeafstemning?

Nej, det vil udenrigsministeren ikke garantere, fordi stemmevægtene er en del af det institutionelle aquis. Det vil sige, at der har man overdraget suverænitet i den forstand, at man har accepteret, at der skal stemmes i Europa-Parlamentet. Det er jo der, det kan ændre sig.
     Det gjorde det jo også, da Rumænien og Bulgarien kom ind. Da havde vi da ikke nogen folkeafstemning. Jeg tror ikke engang, at hr. Rune Lund bad om en folkeafstemning i forbindelse med, at Rumænien og Bulgarien kom ind. Så det er et ret tænkt eksempel, fordi hr. Rune Lund bare vil have en folkeafstemning. Jeg synes, vi skal vente at se, hvordan slutresultatet ser ud, og så tager vi stilling til det.

Tak til udenrigsministeren, og så er den første ordfører fru Charlotte Antonsen.

I Venstre har vi faktisk det stik modsatte synspunkt af Dansk Folkeparti vedrørende EU's forfatningstraktat: Jo mere forfatningstraktat, jo bedre. Vi synes, forfatningstraktaten er en god traktat, der ville forenkle det europæiske samarbejde og samtidig give fællesskabet en forbedret mulighed for at træffe beslutninger, ligesom det for os at se er uhyre vigtigt at forbedre samarbejdet inden for terrorbekæmpelse og anden kriminalitet. Det er også påkrævet, at EU bliver bedre i stand til at føre en fælles udenrigspolitik, ved at en person bliver udenrigspolitisk frontfigur i stedet for to-tre personer, som det er i dag, hvor både Javiar Solana fra Ministerrådet og Kommissionen i form af flere kommissærer tegner udenrigspolitikken. Så som sagt sagde vi ja til forfatningstraktaten, og man kan sådan kort fortalt i dag sige: Jo mere forfatningstraktat, jo bedre. Det synspunkt deles af mange af EU's medlemmer. 18 af de
27 medlemslande har allerede ratificeret traktaten. Som alle ved, har to af EU-landene, Holland og Frankrig, stemt nej ved folkeafstemninger, og det må vi naturligvis respektere. Situationen er derfor nu, at vi må sætte os sammen alle 27 lande og se på, hvordan vi kommer videre. Resultatet af det franske valg giver ny fremdrift i EU's traktatproces. Den nye franske præsident, Sarkozy, sagde allerede i valgkampen, at han gik ind for en mindre traktat, som han ikke mente skulle til folkeafstemning. Det betyder, at der er ved at være meget bred opbakning til EU-formandens, Angela Merkels, plan om at fremlægge en køreplan for en ny traktat på topmødet med henblik på vedtagelse inden årets udgang. Det er vi tilfredse med i Venstre. Vi går efter at finde et kompromis, der kan forbedre EU-samarbejdet. Derfor må vi afvise Dansk Folkepartis forslag om at modarbejde ethvert initiativ vedrørende EU's forfatningstraktat.

Nu var Venstres ordfører, fru Charlotte Antonsen, selv inde på valget af den franske præsident, Sarkozy, og så har jeg tilfældigvis taget et Ritzautelegram fra i går med, hvor der bl.a. står om Sarkozy: Sarkozy har længe ønsket mere magt til EU's seks store lande, og i valgkampens slutfase slog han fast, at et af formålene med en afløser for forfatningen er at sikre, at få og små lande ikke kan blokere for flertallets beslutninger.
     Er det en betryggende udmelding set fra Venstres synspunkt? Er Venstres ordfører enig? Og betragter Venstres ordfører Danmark som et af de her få og små lande, som ikke skal kunne blokere for flertallets beslutninger? Er det noget af det, som man vil arbejde videre med konstruktivt fra den danske regerings side?

Nu er præsident Sarkozy ny på posten, han er jo ikke engang sådan formelt udnævnt endnu. Men han vil jo finde ud af, at det ikke kun er de små lande, der kan blokere, men også de store. Og hvis vi ser på historien, når vi taler om beslutningsprocessen i EU, så er det faktisk oftere de store end de små, der reelt udgør blokaden for, at man kan vedtage beslutninger.
     Men konklusionen i hans historie, nemlig at vi skal have flere flertalsafgørelser, det skal være lettere at træffe beslutninger i EU, er vi enig i, og det er også derfor, vi finder, at muligheden for at få en ny traktat på plads er større og lettere nu med ham ved roret, frem for hvis det var blevet socialisten.

Jeg vil bare spørge, om Venstres ordfører, fru Charlotte Antonsen, finder det betryggende eller ikke finder det betryggende, at den nye franske præsident tilsyneladende har det som et af sine mål at mindske de små landes indflydelse i EU. Det kan vel ikke være specielt betryggende, og det går jeg ikke ud fra, at det er. Er det eventuelt noget, som man vil forsøge at modvirke og gøre klart over for EU og de forskellige formandskaber, som kommer hen ad vejen, nemlig at det selvfølgelig er noget, som ikke skal ske, det er vi selvfølgelig ikke interesserede i fra dansk side? Jeg går heller ikke ud fra, at Venstre ser en interesse i det.

Vi kender jo de forslag, der ligger i forfatningstraktaten med at lave flere flertalsafgørelser, og de flertalsbeslutninger, der træffes, skal være lettere at træffe, når man går fra 70 pct. til lidt over halvdelen, før man kan træffe en beslutning. Og det vil selvfølgelig give både små og store lande mindre mulighed for at blokere, og det er vi sådan set enig i. Jeg tror ikke, at Sarkozy regner med, at han kan åbne på det felt, men det er klart, at når et stort land udtrykker sig, så relaterer man EU-sagen til sit eget land, men når vi i Danmark er optaget af at lave fælles stemmeregler, så er det jo ikke for at undgå, at små lande har indflydelse, så er det jo for at sikre, at der er fremdrift, at der bliver truffet beslutninger til gavn for europæerne.

Hvis nu Sarkozys ønske om mere magt til de store lande skulle gå igennem, mener fru Charlotte Antonsen så ikke også, at det er et udtryk for, at der foregår en eller anden form for afgivelse af suverænitet specielt fra de mindre lande til en institution, hvor de store lande så vil få mere magt på bekostning af de små lande?
     Grunden til, at jeg rejser det her spørgsmål, er såmænd ikke kun, fordi Danmark skulle få mere indflydelse. Der er mange mindre lande i EU, og jo mere magt man giver til de store lande, desto mere får man et samarbejde, som bliver en centraliseret EU-stat, som bliver en centraliseret føderalstat, hvor man koncentrerer beslutninger langt væk fra almindelig mennesker, fagbevægelsen og andre. Og man bringer den ned i nogle lukkede korridorer, hvor det primært er store selskaber og embedsmænd og også i højere grad store lande, som kan sætte dagsordenen.
     Derfor kunne jeg godt tænke mig, om fru Charlotte Antonsen ikke kunne sige, at der rent faktisk er tale om suverænitetsafgivelse, hvis man ændrer stemmevægtningen a la den måde, som Sarkozy nævner og taler om.

På det felt her er der jo overhovedet ikke tale om suverænitetsafgivelse, hvis det, hr. Rune Lund refererer til, er forfatningstraktatens bestemmelser. Det har vi allerede haft Justitsministeriet til at se på, og de har været ganske nøje i deres gennemgang og har fundet ni små andre hår i suppen, så jeg er sikker på, at hvis det havde været på det her felt, skulle Justitsministeriet også nok have råbt op. Så der er jo ingen grund til den her diskussion, der er ikke grund til nogen bekymring.
     Det, det drejer sig om for EU, er jo ikke, om store eller små skal have mere eller mindre indflydelse. Det drejer sig om, at vi i fællesskab lettere kan træffe beslutninger. Og hvis man så, når man er modstander af EU, vælger at formulere det som, at så har man sværere ved at blokere, ja, så er det jo for så vidt rigtigt. Det er jo klart, at hvis alt blev truffet med enstemmige beslutninger, så kunne alle lande til hver en tid blokere. Det synes jeg bare ikke er formålet med EU. Formålet med EU er ikke at blokere. Det er at komme fremad. Det er at løse terrorproblemer, klimaproblemer og andre problemer, som trænger sig på, som europæerne ønsker, at vi skal løse.

Der er en grund til, at jeg stiller det her spørgsmål. Det er jo, fordi jeg ønsker en folkeafstemning. Jeg ønsker, at det danske folk skal tage stilling til en ny traktat, der kommer, når nu man allerede har aflyst én afstemning om en traktat.

     Og der synes jeg, det ville klæde Venstre og fru Charlotte Antonsen, hvis man sagde: Ja, selvfølgelig skal der komme en folkeafstemning; der skal også komme en folkeafstemning, hvis der kommer nogle nye stemmevægte. For hvis man tager fru Charlotte Antonsens argument ud i ekstremen, så vil det jo faktisk betyde, at hvis Danmark gik fra 14 medlemmer af EU-Parlamentet til kun at have et eneste medlem, som man kunne stemme på, når der var valg til EU-Parlamentet i Danmark, så ville der ikke være tale om suverænitetsafgivelse, fordi det ville jo bare være at rykke lidt rundt på mandaterne og på stemmevægtene.
     Kan fru Charlotte Antonsen ikke se, at det er ret absurd, at der, hvis der skulle være tale om at gå fra 14 mandater til 1 mandat i EU-Parlamentet, ikke skulle være tale om suverænitetsafgivelse?

Når man taler om suverænitetsafgivelse, er det, når man beslutter i Danmark at overlade et politisk sagsområde enten helt eller delvis - f.eks. på miljøområdet har vi delvis suveræniteten på EU-plan og delvis suveræniteten på dansk plan. Der er tale om suverænitetsafgivelse. Det ville være en
§ 20-situation, hvor vi skal have en folkeafstemning. Men hvis man går fra, at der skal 70 pct. til at stemme, for at noget går igennem, til 60 eller 50 pct., for at noget går igennem, så er der ikke tale om suverænitetsafgivelse. Det er det, at vi overdrager beføjelsen, der er det afgørende for, om der er suverænitetsafgivelse. Til hr. Rune Lund om folkeafstemning i øvrigt vil jeg sige, at med den forfatningstraktat, vi kender i dag, er det spørgsmål under § 20, som i givet fald ville udløse en folkeafstemning. Nu ser det ud til, at vi går efter noget, der bliver en mindre traktat, og så må vi jo se, om der så bliver tale om suverænitetsafgivelse. Hvis der er tale om suverænitetsafgivelse i forhold til § 20 i grundloven, så skal vi selvfølgelig have en folkeafstemning.

Tak til ordføreren. Vi går videre i ordførerrækken, og jeg skal give ordet til hr. Svend Auken.

Jeg kan med det samme sige, at Socialdemokratiet ikke kan støtte dette forslag fra Dansk Folkeparti. Vi ønsker traktatspørgsmålet løst i EU, og vi ønsker, at det sker med udgangspunkt i den forfatningstraktat, som 18 lande har tilsluttet sig i EU, men som 2 lande har sagt nej til ved en folkeafstemning. Og det gør vi, fordi vi mener i lyset af EU's udvidelse og de nye opgaver, man står over for, at det er godt med et nyt traktatgrundlag.
     Vi er selvfølgelig klar over, at forfatningstraktaten, som den foreligger, ikke vil kunne gennemføres i sin oprindelige skikkelse. Til trods for alle dem, der har slået kors for sig og sagt, at der ikke skulle botaniseres, så ved vi, at det er botaniseringens ædle kunst, der nu forestår, og der ville man selvfølgelig ved vedtagelsen af Dansk Folkepartis forslag afskære sig fra at deltage i dette spørgsmål.
     Vi ønsker klarheden fra forfatningstraktaten bevaret, målsætningen for samarbejde. Vi ønsker nærhedsprincippet, den institutionelle balance og den øgede beslutningsdygtighed bevaret fra forfatningstraktaten, og det er det udgangspunkt, vi har.
     Så har man rejst - senest i spørgsmål til Venstres ordfører - spørgsmålet om folkeafstemning, og til det spørgsmål er der jo at sige, at bliver det forfatningstraktaten, man til sin tid skal tage stilling til, eller kommer den nye traktat på samme måde som forfatningstraktaten til at indeholde ændringer, der tangerer grundlovens § 20, så skal der selvfølgelig være en folkeafstemning. Men vi venter med at tage stilling til også det spørgsmål, til vi kender resultatet af forhandlingerne.
     Det er dog vigtigt for mig at få sagt, at det for hele det europæiske samarbejde er meget vigtigt, at der hurtigt sker en afklaring. Det europæiske samarbejde har trods tilbageslaget i Holland og Frankrig bevist sin handlekraft ved en lang række vigtige beslutninger:
kemikaliereguleringen, budgettet frem til 2013, EU's gennemførelse af tjenesteydelsesdirektivet - en lang række sager er blevet klaret til trods for nejet i sin tid.

     Det er alligevel vores opfattelse, at hvis man får en ny traktat, hvor nogle af de gode elementer er bevaret fra forfatningstraktaten, vil det europæiske samarbejde blive yderligere effektiviseret, så vi siger nej til forslaget fra Dansk Folkeparti.

Det kommer så heller ikke bag på mig, at Socialdemokraterne ikke støtter forslaget.
     Men jeg kunne godt tænke mig sådan set at stille det samme spørgsmål, som jeg stillede til udenrigsministeren om den her fortrolige henvendelse tilsyneladende fra det tyske formandskab til regeringen. Nu ved vi jo alle sammen, at der blandt Socialdemokraterne, i regeringen og blandt en række andre partier er sådan en alliance om EU-politikken, så jeg vil gerne høre, om hr. Svend Auken er bekendt med den her henvendelse. Er det noget, som Socialdemokraterne taler med regeringen om, og hvad er man eventuelt nået frem til at svare det tyske formandskab? Kan hr. Svend Auken af- eller bekræfte det?

Altså, mig bekendt er der en løbende dialog mellem en repræsentant udpeget for hver af medlemsstaterne og det tyske formandskab. Og så vidt jeg har forstået, har man stillet en række spørgsmål til medlemsstaterne, som man venter at få svar på her i løbet af maj måned. Og det tyske formandskab tror jeg af hensyn til effektiviteten i beslutningsgangen er meget optaget af at holde de her ting fortrolige. Jeg har, skal jeg ærligt indrømme, det modsatte synspunkt. Jeg synes, at man skal arbejde for så stor åbenhed som overhovedet muligt i den her sag.
     Det er rigtigt, at de partier, der til sin tid skal stå bag den her beslutning, selvfølgelig har et tæt samarbejde, men jeg håber i høj grad også, at der vil blive tilrettelagt en proces, så mennesker, som man ved på forhånd er negativt indstillet over for en traktat i EU, får mulighed for at give deres besyv med.

Jeg forstår, at det er sådan en lukket embedsmandsgruppe, som er udpeget af regeringen, og som så sidder og forhandler, hvordan den her minitraktat, miniforfatning, eller hvad det er, skal se ud. Så kunne jeg også forstå, at Socialdemokraterne faktisk mener, at det skulle være en åben proces. Så kunne jeg godt tænke mig at høre, hvad hr. Svend Auken og Socialdemokraterne vil gøre for at sørge for, at det bliver en åben proces. For når nu man er i den her alliance med regeringen og en række andre partier i Folketinget, har man vel også en vis indflydelse på de her ting, og dermed går jeg ud fra, at Socialdemokraterne så i hvert fald vil kæmpe meget for, at den her lukkede embedsmandsgruppeproces bliver til en åben proces, sådan at vi andre kan finde ud af, hvad det er, man går og pønser på.

Jeg vil bare sige, at den proces, man her har valgt, er den, vi normalt kalder skriftestolsproceduren. Det vil sige, at formandskabet spørger hvert enkelt land, hvad de synes. I øjeblikket sker det på embedsmandsplan, men vi ved, at forbundskansleren senere hen har tilrettelagt en række møder med de politiske ledere, og der vil man tale om de her spørgsmål.
     Min egen præference er, at så meget som muligt af det her skal foregå i offentlighed, og det, jeg især tænker på, er, at det skal foregå i offentlighed, når man nærmer sig den egentlige forhandling. For det er ikke rigtigt, som spørgeren siger, at man forhandler tekster, der er tale om det, der kaldes sonderinger. Man sonderer mulighederne, og så prøver man at finde frem til det. Men i samme sekund, det nærmer sig en egentlig forhandling, så er det - og det kan spørgeren tage mit ord for - vores faste forsæt, at så skal Europaudvalget inddrages, også de partier, som er imod en traktat for Europa.

Udenrigsministeren har anmodet om ordet, men jeg afvikler lige hr. Rune Lunds korte bemærkning. Hr. Rune Lund har ordet.

Jeg er glad for hr. Svend Aukens tilkendegivelse her til sidst. Jeg mener, at det er et stort problem, at der bliver sendt et fortroligt brev med en svarfrist fra den tyske kansler til den danske regering med nogle meget essentielle spørgsmål om, hvad man mener skal ændres i EU-forfatningen, for at den kan blive vedtaget, uden at Europaudvalget bliver inddraget.
     Når vi ser det politiske billede, der er udeomkring i Europa, når vi ser de meldinger, der kommer nu efter det franske præsidentvalg, er det jo ret tydeligt, at det, som tegner til at skulle blive vedtaget af EU's regeringsledere, er en form for minitraktat, en EU-forfatning-live, hvor man botaniserer og piller ting ud, og så siger man, at nu sender man det så til folkeafstemning, eller man prøver i hvert fald at få det vedtaget. Der synes jeg, det kunne være interessant at høre, om ikke Socialdemokraterne kan garantere, at vi får en folkeafstemning, hvis der f.eks. er ændring af stemmevægte, som betyder, at mindre lande, herunder Danmark, skulle miste indflydelse til de store lande.

Der blev lavet en meget grundig juridisk vurdering af forfatningstraktaten i sin tid, og man fandt, at der på ni punkter, nogle af dem forholdsvis tekniske i øvrigt, var tale om ændringer, der krævede en procedure efter grundlovens § 20, og derfor var der bred enighed her i Folketinget om, at man i så fald skulle gennemføre en forfatningsproces.
     Jeg synes, det er meget vanskeligt, før man kender teksten, at tage stilling til, om noget tilsvarende bliver nødvendigt i forbindelse med den, som jeg ville foretrække at kalde Nice-plus-traktaten, og som vi i øjeblikket diskuterer.
     Vi kan have ønsker til indholdet af den traktat, men at tage stilling på forhånd, før man overhovedet kender indholdet til, hvordan vi skal håndtere behandlingen af den, synes jeg ikke er rigtigt. Der skal imidlertid ikke herske den mindste tvivl om, at hvis der er noget, der tangerer grundlovens § 20, så er vi selvfølgelig tilhængere af, at der ikke - selv om det skulle være en gråzone - kan skabes tvivl om afgørelsen; så skal man have en folkeafstemning i overensstemmelse med grundlovens § 20.

Problemet er, at den måde, man tænker suverænitetsafgivelse på, jo er i sådan en snæver fiffig juridisk definition, som betyder, at hvis man ændrer på stemmevægtene, sådan at der er nogle lande, der får mindre indflydelse i EU, så tolkes det ikke som suverænitetsafgivelse; det er den fuldstændig absurde snævre juridiske tolkning, som regeringen arbejder med. Det hænger bare utrolig lidt sammen med, hvordan alle mulige almindelige mennesker inklusive mig selv opfatter virkeligheden, nemlig at hvis et mindre land - det kunne være Danmark, det kunne være andre - får mindre indflydelse i EU's institutioner, så er da der tale om suverænitetsafgivelse, og så bør man da sende det til folkeafstemning.
     Kan hr. Svend Auken ikke se, at i virkelighedens verden er ændring af stemmevægte, hvor man får mindre indflydelse, suverænitetsafgivelse?

Jeg betragter det ikke som suverænitetsafgivelse. Altså, tag et eksempel: Hvis Parlamentet får større indflydelse, hvad der jo også lægges op til, så får Ministerrådet mindre indflydelse. Er det suverænitetsafgivelse, at det folkevalgte parlament får større indflydelse og man får større mulighed for at gøre sine synspunkter gældende i et eller andet samspil med Rådet? Enhver ændring af beslutningsgangen, som fører til ændrede indflydelsesforhold, er ikke ensbetydende med suverænitetsafgivelse. Derfor kan jeg ikke svare ja til spørgsmålet.

Tak til ordføreren. Så er det udenrigsministeren.

Da hr. Martin Henriksen jo med rette har interesseret sig for disse 12 spørgsmål og jeg kan forstå, at de ikke er overgivet til Europaudvalget og Folketinget, skal jeg her meddele, at det vil jeg sørge for sker, således at de kan indgå i Europaudvalgets debat, Folketingets debat og den offentlige debat. Der skal ikke være nogen myter om det.

Tak til ministeren. Vi går videre i ordførerrækken. Fru Helle Sjelle.

Dansk Folkeparti har givet udtryk for, at de med beslutningsforslag nr. B 116 ønsker at pålægge regeringen at modarbejde ethvert initiativ til at genoplive den forkastede EU-forfatning, men det kan vi Konservative naturligvis ikke bakke op.
     Vi synes stadig væk, at forfatningstraktaten er det bedste udgangspunkt for at komme videre med et tæt og forpligtende europæisk samarbejde, og det er det, vi ønsker. Derudover er der også det ved det, at det har været linjen i den folketingsvedtagelse, som der var et bredt flertal, der støttede sidste år.
     Om vi så ender med at få netop den her forfatningstraktat vedtaget, når de europæiske ledere engang har forhandlet færdigt, er en helt anden sag, og det er ikke til at sige noget om det på nuværende tidspunkt. Man kan sagtens forestille sig, at vi ender med en noget forenklet udgave af traktaten. Der skal dog ikke herske tvivl om, at vi Konservative bestemt ikke vil forhindre fremskridt i det videre EU-samarbejde, sådan som Dansk Folkepartis beslutningsforslag reelt er et udtryk for. Derfor afviser vi også forslaget.

Tak til ordføreren, og vi går videre i ordførerrækken. Fru Lone Dybkjær.

Også Det Radikale Venstre siger nej til forslaget. Det gør vi, fordi vi sådan set har været tilhængere af forfatningstraktaten og har som overordnet linje, at så meget af forfatningstraktaten skal gennemføres som muligt. Det skal jeg vende tilbage til.
     Først vil jeg komme med et par bemærkninger. I og for sig er det jo en meget god dag, vi har den her debat på, for det er umiddelbart efter det franske valg, og det kan jo så give anledning til - og det ved vi giver anledning til - at diskussionen om forfatningstraktaten eller en modificeret udgave af den igen bliver aktuel. Derfor kan det måske også være meget godt allerede i dag at sige, at vi bestemt ikke er tilhængere af Sarkozys ideer om, at først laver man en lille traktat, og så kører man en lidt større traktat senere. Vi mener ikke, at det gavner det europæiske samarbejde, at man laver sådan en serie af traktater.
     Vi synes sådan set, at vi har haft nok af dem, og vi synes, at det, der skal til nu, er, at man laver en holdbar traktat forstået på den måde, at det er en traktat, der kan holde en række år frem, så man ikke igen skal ind i de her forfatningsmæssige diskussioner, som vi erfaringsmæssigt jo ved ikke interesserer almindelige borgere, men måske nok sådan nogle som os, der er i Folketinget, og andre af vores type, om man så må sige.
     Da spørgsmålet om folkeafstemninger har været rejst i forbindelse med spørgsmålene - jeg håber sådan set, der kommer spørgsmål alligevel, og hr. Rune Lund har jo allerede været der med nogle - vil jeg godt sige, at Det Radikale Venstres principielle holdning til folkeafstemninger er, at der skal være folkeafstemning, hvis der er en § 20, altså hvis grundloven kræver det, og ellers mener vi ikke, at der skal være folkeafstemning om den kommende traktat. Det vil jo så vise sig, om der vil være § 20-elementer i den kommende traktat, når den nu bliver revideret, eller der ikke vil være det. Det er vores principielle holdning.
     Til det, som hr. Rune Lund siger, vil jeg sige, at vi jo må konstatere, at regeringen ikke anvender nogle fiffige fortolkninger af grundloven - det er jo sådan set nogle jurister, der sidder og arbejder med det. Men vi ved jo, at der, hvor der virkelig var tale suverænitetsafgivelse i hr. Rune Lunds forståelse af begrebet, var i 1986, hvor vi gik fra enstemmighed til flertalsafgørelser. Det var jo interessant. Der var en vejledende folkeafstemning, og den viste jo meget klart, at det, at man ændrede på stemmevægtene, altså ikke gav anledning til en § 20-sag.
     Vi vil i øvrigt gerne lave grundloven om. Et af vores medlemmer af Folketinget, som også sidder i Præsidiet, har jo advokeret for, at vi fik en grundlovsændring i Danmark, men det har der altså indtil videre ikke været flertal for. Men jeg vil da gerne med det samme sige, at så ville sådan en diskussion som den, vi har nu, selvfølgelig også komme i spil. Men vi har den grundlov, som vi har, og det ser ud til, at vi kommer til at leve med den ganske længe, og så vil vi sådan set have den som udgangspunkt også for folkeafstemninger.
     Så vil jeg sige, at når vi gerne vil have så meget af forfatningstraktaten med som muligt, er det, fordi vi synes, den indeholder nogle grundlæggende gode ting, og der vil jeg lige nævne nogle af dem.
     For det første slår den det europæiske værdigrundlag fast, meget, meget klarere end det er i dag i Nicetraktaten.
     For det andet introducerer den en fælles udenrigsminister. Det kan være, at vi efter det hollandske udspil kommer til at kalde det noget andet end udenrigsminister, men bare der bliver en funktion, så kan det for os kaldes hvad som helst.
     For det tredje styrker den såvel de nationale parlamenter som Europa-Parlamentets rolle, altså giver mere magt til de valgte politikere, og det synes vi er en god ting.
     For det fjerde sørger den for en mere effektiv Kommission, og det synes jeg nok i lyset af udvidelserne at der er al mulig grund til at sige er nødvendigt; det er nødvendigt, at vi reducerer antallet af kommissærer.
     Det, der så er fuldstændig afgørende, er naturligvis - og det bliver jo også afgørende i forhandlingerne med Frankrig - at Frankrig må give afkald på at have en kommissær. Det kan man så spørge sig selv om, om man kan komme igennem med, men der er vi meget faste i kødet: Det er en lige ordning, og ellers synes vi, at så må man køre videre med det system, som man nu har i dag.
     Som en tilføjelse, jeg vil komme med her, vil jeg sige, at vi får en anden definition af flertal i Ministerrådet, og at vi tager hensyn til befolkningernes størrelse. Vi er tilhængere af denne 1 million underskrifter.
     Sidst vil jeg sige, at det jo altså heller ikke gør noget, at vi får en traktat, som er til at læse. Vi betragter det ikke som en grundlæggende dårlig ting, at vi får en traktat, hvor man kan slå op på side 1, og så kan man sådan fortsætte med at læse i et stræk, selv om det ikke er godnatlæsning - det burde det måske være, for mange ville falde i søvn over det. Det vil da alt andet lige blive nemmere at have med at gøre, når vi ikke skal rode rundt mellem de forskellige traktater, som vi gør i dag.

Jeg kan forstå, at fru Lone Dybkjær er meget enig med det punkt 3, som Tysklands forbundskansler Angela Merkel har sendt, det spørgsmål, som lyder:
     Hvordan vurderer De det forslag, som er fremsat af nogle medlemsstater om at benytte en anden terminologi, altså et andet ordvalg, uden at ændre den juridiske substans med hensyn til bl.a. traktatens navn, betegnelsen fra EU's retsakter og Unionens udenrigsministre?
     Jeg kan forstå, at fru Lone Dybkjær synes, at det er en enormt god ting at kalde tingene noget andet, men så i øvrigt bare at køre videre. Det er jo et interessant synspunkt.
     Det, som jeg vil sige, er: Én ting er, at den fortolkning, man har af grundlovens § 20, er fuldstændig absurd, nemlig at det ikke skulle være suverænitetsafgivelse, at man ændrer på stemmevægte. En anden ting er, at uanset om der måtte være tale om suverænitetsafgivelse eller ej i snæver juridisk forstand, sådan som man har valgt at fortolke det, er der jo stadig mulighed for at udskrive en folkeafstemning. Hvorfor synes fru Lone Dybkjær ikke, at det er en god idé at inddrage befolkningen, når nu befolkningen ikke fik en folkeafstemning i første omgang?

For det første vil jeg sige, at jeg ærlig talt ikke synes, at det ord forfatningstraktat på noget tidspunkt har været et godt ord. Nu sad jeg jo med i det forberedende arbejde og ved, at det var formand Gisgard D'Estaings ønske, at det skulle hedde forfatningstraktat, fordi han så USA for sig, men det, vi har, er jo bare en ændringstraktat, det er jo ikke nogen forfatningstraktat. Det er en traktat mellem selvstændige lande, og derved er det bare en traktat, som man så har valgt at give et navn, der bestemt ikke har været særlig godt.
     Om man kalder det en udenrigsminister eller ej, vil jeg sige, at jeg er ret ligeglad med, bare vi får funktionen. Vi siger jo ærligt, hvad det handler om. Man kan kalde direktiverne for lovforslag og sådan noget, ja, det kan man gøre, som man vil - helt ærligt, det er ikke afgørende for os. Jeg synes, det er nogle underlige ting, som hr. Rune Lund trækker frem på den her måde for at beskylde os for ikke at være ærlige om det her.
     Så vil jeg godt sige om folkeafstemninger: Vi har den holdning; vi er bare ikke enige med Enhedslisten om, at man altså ikke skal have folkeafstemning om det her, medmindre der er en § 20-sag.

Grunden til, at det her spørgsmål 3 fra Angela Merkel er lidt interessant, er jo, at spørgsmålet går ud på, om man med et andet ordvalg kan gøre EU-forfatningens indhold mere spiseligt, når den så skal vedtages i en eller anden anden udgave. Altså, det er jo derfor, at spørgsmål 3 er lidt interessant. Og der synes jeg, at det ville være mere på sin plads, hvis den radikale ordfører sagde fra Folketingets talerstol: Vi kan ikke gå ind for, at man begynder at lave om på ordene for at få tingene til at se mere spiselige ud, det synes vi faktisk er udemokratisk.
     Jeg synes egentlig også, at det med alle de der besværgelser, der kommer, er noget mærkeligt noget. Man vil ikke have en folkeafstemning. Der er ordførere her fra japartierne i dag, som har sagt: Jamen folk interesserer sig ikke for det, og det er der ikke nogen grund til. Sagen er bare, at når man f.eks. ser meningsmålinger, er det jo tydeligt, at lige omkring tre fjerdedele af danskerne faktisk synes, at det er helt rimeligt at få en folkeafstemning om en ny traktat, når man nu ikke fik en folkeafstemning om den traktat, som faldt på grund af Frankrigs og Hollands nej i første halvdel af 2005.

Nu hører jeg altså til dem, der tillægger meningsmålinger af den art sådan behersket betydning, vil jeg gerne sige. Selvfølgelig kigger vi også på dem, men jeg synes ikke, at de er et afgørende bevis for, at man skal have en folkafstemning, navnlig ikke, når man tænker på, hvor besværligt det er at få folk til at deltage i møder om de her folkeafstemninger, hvis vi i øvrigt går tilbage og kigger på erfaringerne.
     Jeg har ikke noget som helst ønske om at gøre den her traktat mere spiselig. Jeg synes i allerhøjeste grad, at forfatningstraktaten, som den lå, var spiselig, og hvis der er nogle, der ønsker et lidt andet ordvalg, så er det okay for mig. Altså, vi kan jo heller ikke elske ordet præsident her i Danmark, men det er jo ikke andet end en formand. Det er jo så også noget, der har generet i forskellige sammenhænge, at man kalder det præsident, fordi det indebærer noget lidt andet i dansk terminologi end ordet formand - eller forkvinde for god ordens skyld.
     Det er ikke noget med, at jeg synes, folkeafstemninger er besværlige, det siger jeg ikke noget om, jeg siger bare, at for os er det afgørende, at der som udgangspunkt for en afstemning er en § 20-sag.

Tak til ordføreren. Vi går videre i ordførerrækken, og jeg vil give ordet til fru Marie Fugl.

Da mit partis ordfører ikke er til stede, skal jeg på partiets vegne meddele, at SF ikke kan støtte forslaget fra Dansk Folkeparti.
     SF står ved den politiske aftale fra den 2. november 2004 samt vedtagelse nr. 81 fra den 31. maj 2006. Vi mener derfor fortsat, at det er fornuftigt at tage udgangspunkt i forfatningstraktaten i den kommende forhandling om en ny EU-traktat, og vi mener, at regeringen skal arbejde aktivt herfor.

Tak til ordføreren. Og vi går videre i ordførerrækken, og den næste ordfører er hr. Rune Lund.

Da Frankrig stemte nej til EU-forfatningen den 29. maj 2005, og da Holland gjorde det et par dage efter, den 1. juni 2005, så var det godt, og vi var nogle, der festede i gaderne og festede foran den franske ambassade her i København; vi havde faktisk en meget, meget stor plade Merci-chokolade med til den franske ambassade, for det var helt klart, at med de nejer havde man afværget noget, som ville have været et skridt i den forkerte retning for udviklingen af EU, men dermed også for udviklingen af hele Europa som sådan.
     EU-forfatningen ville have givet mere magt til markedskræfterne, til pengene, til de store selskaber, bl.a. ved en yderligere opbygning af en udemokratisk union. Den ville have givet mere militarisering, bl.a. med mulighed for at gå uden om FN.
     I dag er det sådan allerede med Nicetraktaten, at EU-udrykningshæren kun skal handle i overensstemmelse med principperne i FN; der står ikke i den gældende Nicetraktat, at man kun kan handle på baggrund af mandat givet i FN, og den formulering blev så videreført i den forfatning, som der blev stemt nej til, kombineret med udvikling af et militæragentur og en yderligere oprustning, en yderligere militær hammer. Det sidste var, at der også i EU-forfatningen var mindre demokrati, mere magt til de store lande, en udenrigsminister og en præsident. Nogle valgte at kalde præsidenten en fast formand, men faktum er, at den model, som der var lagt op til
i forfatningen, var en model inspireret af den franske model, hvor udenrigsministeren og præsidenten i forening repræsenterer nationen udadtil. Der var også flere flertalsafgørelser og magtoverførsel på nogle områder. Så det var dejligt, at det blev et nej. Det var dejligt, fordi EU-forfatningen ville have været et skridt i den forkerte retning. Så havde man jo håbet på, at man kunne få en ordentlig diskussion i tænkepausen af: Jamen hvordan kunne det så være? Og man hørte ligefrem signaler om, at nu skal vi have en grundlæggende diskussion om, hvordan internationalt samarbejde kunne foregå i Europa. Og der må vi bare sige, at den diskussion har vi overhovedet ikke haft. Vi har kunnet se, hvordan den såkaldte tænkepause ikke har vist sig at være andet end en fuskepause; franskmændene og hollænderne stemmer nej, hvorefter hele regeringseliten i EU gør alt, hvad den kan, for at fifle og fuske med nejerne ved at prøve at luske så meget som muligt af EU-forfatningen igennem. Og det er jo også det, vi ser med det, der er lagt op til, netop at toneangivende kræfter i EU nu vil arbejde for, at der kommer en minitraktat, en EU-forfatning light, som skal godkendes så hurtigt som muligt ude i de enkelte medlemslande og helst uden at holde en folkeafstemning. For det er jo farligt at spørge folket; så kan man risikere at få folkets mening at høre; så kan man risikere at få et nej; og man er jo mindre interesseret i netop at høre befolkningens holdning til det her, fordi man jo så kan få et nej. Det er jo tydeligt, og det er faktisk også en skændsel for demokratiet. Men det er altså en EU-forfatning light eller en minitraktat. Men light er jo usundt, det ved vi alle sammen godt. Det er bare usundt på en anden måde, og derfor er det jo også noget, som bør sendes til folkeafstemning. Der har her i forbindelse med debatten i dag været sådan en lang række fiffige forklaringer på, hvorfor man dog ikke skulle sende en ny traktat til folkeafstemning. Forklaringen fra de såkaldte japartier i det her Folketing er, at man kun vil sende den til folkeafstemning, hvis der er suverænitetsafgivelse ifølge grundlovens § 20. Så skal man bare være klar over, at den tolkning, man har valgt at lægge ned over § 20 f.eks. betyder, at hvis der bliver ændret stemmevægte, hvor de store lande får mere magt på bekostning af de små, jamen vupti, så er der ikke tale om suverænitetsafgivelse. Det er jo fuldstændig absurd. Ethvert tænkende individ kan jo regne ud, at hvis man ændrer på stemmevægte, sådan at nogle lande får mere indflydelse på bekostning af andre, så er der da tale om suverænitetsafgivelse. Men det er sådan, man har valgt ikke at lave fortolkningen, og det er så det første argument for ikke at ville holde folkeafstemning. Det andet argument, som man så har, er, at man ikke vil gøre det alligevel, selv om man har muligheden for det, for selv om der ikke er tale om suverænitetsafgivelse i snæver § 20-forstand i forhold til grundloven, kan Folketinget jo alligevel godt vælge at udskrive en vejledende folkeafstemning.

     Og jeg synes ærlig talt, det ville være rimeligt, hvis man lavede en folkeafstemning her i Danmark. Danskerne var blevet lovet en afstemning om EU-forfatningen; den blev aflyst på grund af de glædelige nejer i Frankrig og Holland. Men så kan man da ikke komme bagefter og sige, at så skal danskerne ikke have en folkeafstemning, når der kommer en ny traktat, en miniudgave, en lightudgave af EU-forfatningen.
     Det, som vi godt kunne tænke os i forbindelse med det kommende arbejde her, er, at i det omfang man skal til at hive nye traktater på bordet, så skulle det være nogle traktater, som greb tingene an på en helt anden måde end bare at fuske og fifle med noget, der allerede er stemt nej til. Der skulle være f.eks. nedrustning i stedet for oprustning, som vi så det i EU-forfatningen. Men under alle omstændigheder skal der i hvert fald være en folkeafstemning, hvis der skal godkendes nogen traktater i det her land.
     Enhedslisten kan støtte beslutningsforslaget.

Tak. Og jeg giver nu ordet til ordføreren for forslagsstillerne, hr. Martin Henriksen.

Dansk Folkeparti ønsker med dette beslutningsforslag at understrege det åbenlyse, nemlig at EU-forfatningen er faldet på baggrund af folkeafstemningerne i Frankrig og Holland, og som en konsekvens deraf bør den danske regering meddele EU-Kommisionen og de øvrige medlemslande, at der ikke kan komme ændringer i det nuværende traktatgrundlag med udgangspunkt i forfatningen.
     Dansk Folkeparti afviser ikke ændringer i EU-samarbejdet, men vi afviser, at man endnu en gang vælger at ignorere befolkningernes ret til at ytre sig i forhold til deres eget lands tradition og lovgivning. Det er ikke rimeligt, at man tilsidesætter demokratiske processer i medlemslandene, når man ikke får sin vilje.
     En traktatændring skal godkendes af alle medlemslandene, og forfatningen er ikke godkendt, den er forkastet, og det er det, som EU og et flertal i Folketinget bør forholde sig til realistisk og loyalt.
     I Dansk Folkeparti mener vi ikke, at det er EU's opgave at sikre høj beskæftigelse, at sikre passende social beskyttelse, at sikre bekæmpelse af social udstødelse eller at sikre et højt uddannelsesniveau. Vi er sådan set enige i målsætningerne et langt stykke hen ad vejen. Vi mener blot, at det skal være op til de enkelte medlemsstater at sikre borgerne og dermed sikre borgernes rettigheder i forhold til den nationale lovgivning.
     I Danmark er det Folketingets opgave at varetage danskernes forventninger til velfærdspolitik, beskæftigelsespolitik, uddannelsespolitik osv. Vi er imod, at man reducerer de nationale parlamenter til bureaukratiske og administrative enheder, hvis opgave det er at sikre implementeringen af EU's beslutninger. Det er jo ikke derfor, vi sidder i Folketinget; det bør i hvert fald ikke være derfor. Vi mener, at traktatgrundlaget skal ændres, så EU i højere grad beskæftiger sig med minimumsstandarder frem for ensartethed. Det vil sige, at Danmark skal kunne gå videre, hvad angår fødevareområdet, forbrugerpolitik og en række andre områder, hvor det giver mening, og hvor et flertal i Folketinget måtte ønske det; naturligvis, for det er jo reelt og ægte folkestyre set med Dansk Folkepartis øjne. Vi ser også gerne, at en eventuel traktatændring klart slår fast, at samarbejdet består af frie og selvstændige nationer, at kristendommen i sig selv er en grundlæggende værdi for det europæiske samarbejde, og vi ønsker at sætte klare rammer for, hvad EF-Domstolen kan og ikke kan blande sig i. EU skal først og fremmest fokusere på de områder, hvor det giver mening at arbejde sammen. International kriminalitet, terrorisme, miljø og andre problemstillinger, som er grænseoverskridende, skal vi koordinere internt i EU, men ikke nødvendigvis kun i EU, for verden og problemerne er større end Europa og EU. Ydermere ønsker vi at genoprette grænsekontrollen, så vi kan supplere den nuværende indsats mod f.eks. international kriminalitet.
     I Dansk Folkeparti arbejder vi således ikke for et totalt stop af alle aktiviteter i europæisk sammenhæng, men vi mener, at integrationsprocessen sætter spørgsmålstegn ved medlemslandenes selvstændighed, og det er dybt problematisk og kritisabelt. Vi er stærkt kritiske over for udviklingen hen imod en europæisk statsdannelse med flag, nationalsang, møntfod og nationaldag. Det bør ikke være et EU-anliggende, det er udelukkende et anliggende for den danske stat og de øvrige medlemslande i EU. Sådan skal det være efter Dansk Folkepartis opfattelse.
     I Frankrig stemte 55 pct. af vælgerne nej, og i Holland stemte hele 60 pct. af vælgerne nej til forfatningen. Og så vidt jeg husker, sagde en meningsmåling kort efter, at der også i Danmark var et flertal imod forfatningen. Det er derfor udgangspunktet, og det skal respekteres, såfremt EU skal bevare eller rettere sagt skabe en respekt om det europæiske samarbejde. Derfor opfordrer vi regeringen til at meddele de øvrige EU-lande, at Danmark ikke længere betragter EU-forfatningen som et dokument, der kan ratificeres; forfatningen er stedt til hvile af demokratiet, og ethvert initiativ eller forsøg på genoplivning må derfor betragtes som udemokratisk. Det er derfor beklageligt, at et flertal i Folketinget ikke bakker op om Dansk Folkepartis beslutningsforslag. Jeg takker dog for debatten, som til tider har været lidt surrealistisk, i og med at man har bemærket, at der er blevet stemt nej et sted, men det var så det; så kan vi så ellers gå videre med det, vi havde tænkt os fra begyndelsen af. Jeg takker også for Enhedslisten opbakning, og afslutningsvis vil jeg også opfordre Folketinget og regeringen til at afholde i hvert fald en vejledende folkeafstemning om en eventuel ny traktat.

Hermed sluttede forhandlingen, og forslaget overgik derefter til anden (sidste) behandling.

Afstemning