Den næste sag på dagsordenen var:
18) Anden behandling af lovforslag nr. L 71:
Forslag til lov om ændring af færdselsloven og pasloven. (Befordring af børn på motorcykel og trehjulet knallert, måling og vejning af børn, reservation af parkeringspladser til bestemte køretøjer og betaling af pasgebyr). Af justitsministeren (Lene Espersen). (Fremsat 15/11 2006. Første behandling 30/11 2006. Betænkning 12/12 2006).
Der var stillet 2 ændringsforslag i betænkningen. Uden for betænkningen var der ikke stillet ændringsforslag.
Lovforslaget og ændringsforslagene sattes til forhandling under et.
Ingen bad om ordet.
Afstemning
Ændringsforslag nr. 1 om deling af lovforslaget i 2 lovforslag:
A. Forslag til lov om ændring af færdselsloven og pasloven. (Måling og vejning af børn, reservation af parkeringspladser til bestemte køretøjer og betaling af pasgebyr) omfattende § 1, indledningen, nr. 3 og 5, § 2 og § 3.
B. Forslag til ændring af færdselsloven. (Befordring af børn på motorcykel og trehjulet knallert) omfattende § 1, indledningen, nr. 1, 2, 4 og 6, og § 3.
vedtoges uden afstemning.
Der foretoges dernæst afstemning vedrørende det under A nævnte lovforslag.
Ændringsforslag nr. 2 vedtoges uden afstemning.
Lovforslaget overgik derefter til tredje behandling.