Spm. nr. S 739

12) Til udenrigsministeren af:
Morten Messerschmidt (DF):
»Hvilke konsekvenser for Tyrkiets optagelsesforhandlinger mener udenrigsministeren, at det bør have, at Europa-Kommissionen i sin nye rapport om udvidelsesstrategien retter en skarp kritik mod den manglende vilje til omstilling, herunder særligt med hensyn til ytringsfriheden, æresdrab, mindretalsrettigheder og besættelsen af Nordcypern?«

Det er jo sådan, at vi for ganske nylig så en rapport, som Europa-Kommissionen udgav om den proces, som EU er i gang med med forhandlinger om optagelse af Tyrkiet. I Dansk Folkeparti var vi meget begejstrede for, at man nu også fra Kommissionens side lægger kraftig vægt på alle de alvorlige mangler, der er i den reformproces. Bl.a. bemærker Kommissionen de enorme problemer med ytringsfrihed, de stadig væk eksisterende æresdrab, mindretalsrettighederne og besættelsen af Nordcypern.
     Når nu Kommissionen, som jeg ved udenrigsministeren tillægger meget stor værdi, udgiver en sådan rapport, kunne jeg egentlig godt tænke mig at høre, hvilke konsekvenser udenrigsministeren mener den skal have for de tyrkiske optagelsesforhandlinger.

Jeg hørte nogle mærkelige oplysninger fra SF under et tidligere spørgsmål i dag, så jeg vil gerne have lov til af hensyn til offentligheden og Folketingets referater at korrigere SF, der meddelte, at det først var for 3/4 år siden, da SF indkaldte mig til et samråd, at regeringen beskæftigede sig med Sudan. Det er jo, fordi hr. Steen Gade er et nyt medlem af Folketinget.
     Det er sådan, at jeg i 2004 sammen med forsvarsministeren faktisk var på besøg i Darfur og også havde møde om situationen i Khartoum. Danmark var blandt de første lande, som overhovedet gav humanitær bistand til Darfur. Det skete i begyndelsen af 2003, og allerede inden udgangen af 2005 havde vi givet 500 mio. kr. Så det er altså et område, regeringen har været ganske kraftig opmærksom på og fortsat er. Jeg ville godt præcisere det, for der er givet forkerte oplysninger til Folketinget af SF.
     Så vil jeg besvare spørgsmålet.
     Det er rigtigt, at Kommissionen er kommet med en rapport, som konkluderer, at der er positive elementer i Tyrkiets reformproces, men at tempoet er gået ned. Den siger ikke, at processen er gået baglæns, men at tempoet er gået ned, og det er selvfølgelig beklageligt, for der er behov for væsentlige yderligere politiske reformer i Tyrkiet.
     Kommissionen kritiserer også, at Tyrkiet ikke lever op til Ankaraprotokollen, som er den aftale, som hr. Morten Messerschmidt nævner, og som Tyrket har indgået med EU om at behandle alle nye og gamle EU-medlemmer lige i gennemførelsen af EU's og Tyrkiets associeringsaftale, herunder aftalen om toldunionen. Denne aftale gælder selvfølgelig også Cypern.
     Det er også fuldstændig rigtigt, som hr. Morten Messerschmidt siger, at der er problemer med ytringsfriheden og med religionsfriheden. Tyrkiet har lovet at ændre artikel
301 om ytringsfriheden, og det skal ske, og der kan jeg berolige hr. Morten Messerschmidt med, at hvis ikke disse mangler er bragt i orden, kan Tyrkiet ikke blive medlem af EU. Det er jo forudsætningen for at blive medlem af EU.

Når nu udenrigsministeren specifikt nævner den tyrkiske straffelovs artikel 301, kunne jeg da godt tænke mig, at udenrigsministeren i hvert fald ville forholde sig til, at den artikel faktisk er noget nyt, at det er noget, som er blevet indført med premierminister Erdogans nye straffelov, der, så vidt jeg husker, trådte i kraft den 1. april 2005. Så det vidner jo altså noget om, hvad det er for en reformproces, den tyrkiske regering gerne vil have.
     Vi har også set med hensyn til ytringsfriheden, at man fra tyrkisk side har stået meget fast på, at man skam ikke ønsker den form for ytringsfrihed, som vi normalt har forstået at have i Europa, men derimod ønsker nogle klare restriktioner for, hvad man må udtale, særlig i forhold til religiøse følelser og den slags.
     Der kunne jeg godt tænke mig at høre, om ikke udenrigsministeren vil give sin vurdering af, punkt 1, hvem det er, der skal give sig. Er det EU, der skal give sig og acceptere de begrænsninger, som Tyrkiet vil have? Og punkt 2:
Hvad skal konsekvensen være, hvis ikke Tyrkiet vil give indrømmelser på disse punkter?

Svaret er meget enkelt. Det er naturligvis Tyrkiet, der skal give sig. Vi kan ikke pludselig lukke lande ind i EU, som ikke respekterer Københavnskriterierne, som er dem, der drejer sig om demokrati og menneskerettigheder og de forskellige frihedsrettigheder. Det siger sig selv.
     Straffeloven er blevet ændret nogle gange. Da vi som formandsland talte med Tyrkiet, påpegede vi også nogle ting, der skulle ændres, og de blev ændret - ikke alle, men nogle af dem. Det er jo garanteret heller ikke den sidste straffelov, der har set dagens lys i Tyrkiet.
     Men svaret er meget enkelt. Vi går ind for, at forhandlingerne med Tyrkiet fortsætter, men at Tyrkiet samtidig skal vise bevægelse. Og Tyrkiet kan ikke komme ind, førend de forskellige betingelser fra EU's side er opfyldt. Vi kan ikke have et land, som ikke respekterer den totale ytringsfrihed og religionsfrihed, i EU-kredsen. Så svaret er meget enkelt.
     Men det er jo det, der er det sædvanlige med Dansk Folkeparti og Tyrkiet, at man taler om Tyrkiet, som om det Tyrkiet, vi har i dag, kan blive medlem og det er det, man risikerer at stå med. Nej, det, man risikerer at stå med, og som jeg håber på man står med ved udgangen af forhandlingerne, altså når der er gået 10-15 år, eller hvor lang tid der går, er selvfølgelig et europæisk Tyrkiet, som har de samme menneskerettigheder og frihedsrettigheder, som kendetegner EU. EU er jo også et værdifællesskab.

Hvis det måtte være mig tilladt at replicere på utopien om et europæisk Tyrkiet, ville jeg sige, at jeg da vil håbe, at udenrigsministeren vil reflektere over den reaktion, som vil komme fra Tyrkiets side, når det rent faktisk går op for den tyrkiske administration, at det er dem, der skal ændre deres lovgivning, og det ikke er EU, der skal tilpasse sig den islamiske tyrkiske lovgivning.
     Det, som udenrigsministeren jo lægger op til, er, at man skal fortsætte forhandlingerne, på trods af at udenrigsministeren er enig med Dansk Folkeparti i, at vi altså ser nogle enormt store barrierer foran os. Det handler både om, at Tyrkiet skal droppe den fuldstændig ulovlige besættelse af Nordcypern, og at Tyrkiet altså skal ændre sin forståelse af ytringsfriheden.
      Kan udenrigsministeren ikke godt se, at når man fortsætter en sådan forhandlingsproces på to så centrale områder, hvor både Abdullah Gül, udenrigsministeren, og premierminister Erdogan meget klart har sagt, at de ikke vil flytte sig, så er det den lige direkte vej ud i et sammenbrud af forhandlingerne, som vi overhovedet ikke ved hvad resultat vil give?
     Ville det så ikke være fornuftigere, om man allerede nu sagde: Det her tegner til at blive en katastrofe, og derfor må vi allerede i dag belave os på, at det her ikke bliver et medlemskab, det bliver et nabosamarbejde, et teknisk handelssamarbejde, men ikke et medlemskab? Ville det ikke i virkeligheden være det mest fair at sige til tyrkerne, som jo så afgjort ikke ønsker at ændre deres politik på de her to helt centrale områder?

Der er jo også nogle, der har tanker om, at man skulle have et specielt naboskab. Der er bare det ved det, at de ting, man kan tilbyde i naboskabet, toldunion osv., har Tyrkiet allerede.
     Nu tillader jeg mig at tænke langt, for vi har jo ansvaret for, hvordan det kommer til at blive i Europa om 10-15 år, og de beslutninger, vi træffer i dag - det er jo det vanskelige ved udenrigspolitik - har jo virkning mange, mange år frem i tiden. Der tror jeg, at det er meget vigtigt for Europa, at vi har et europæisk Tyrkiet. Vi ved ikke, hvilke spændinger vi kommer ud for i vores verdensdel, i den del af verden, hvor vi bor, og der er det meget vigtigt, at vi i forbindelse med de spændinger har Tyrkiet som en del af vores fællesskab.
     Men det er klart, at det kræver, at det er et Tyrkiet, som har den religionsfrihed, der er forudsætningen i Europa, og som har de værdier tilfælles med os.
     Det er ikke sådan, at den tyrkiske administration tror, at vi skal ændre vores love. Den tyrkiske administration er jo i gang med at ændre sine love. Reformerne fortsætter jo, bare ikke i det tempo, der har været. Så man er i Tyrkiet udmærket klar over, at der er en masse hurdler, der skal overvindes. Men jeg synes, det er meget bedre at arbejde på at overvinde hurdlerne i stedet for med det samme at stoppe op foran barriererne og så som en hest, der afviser barriererne, sige, at det kan vi ikke finde ud af, og så smide rytteren af hesten. Det synes jeg ikke er klogt.

Jamen Tyrkiet spiller jo allerede en rolle i det europæiske samarbejde i Europarådet, i NATO og på en lang række andre områder. Men det er klart, at her, hvor der er tale om et så bindende samarbejde, et så forpligtende samarbejde som EU, er det altså en regulær katastrofekurs, som EU og udenrigsministeren lægger op til. Jeg kan ikke forstå, hvorfor udenrigsministeren fastholder den her utopi om, at Tyrkiet skulle ønske at reformere sig, gennemleve hele det, som Europa har gennemlevet efter renæssancen. Det er altså - undskyld udtrykket - meget naivt at forestille sig, at det skulle ske på bare 10-15 år.
     Men så vil jeg bruge mit sidste spørgsmål til at spørge om noget andet. Forleden dag i Radioavisen kunne man høre, at den 11. december nu er blevet til sådan en nøgledato. Hvis ikke Tyrkiet inden den 11. december 2006 har ratificeret Ankaraprotokollen, har accepteret, at besættelsen af Nordcypern skal høre op, og at tingene skal normaliseres, vil det have konsekvenser.

     I forlængelse af den rapport, som Kommissionen jo altså har fremlagt her, og som opregner en lang række af de problemer, som Tyrkiet står over for, og en lang række skismaer, hvor det viser sig mere og mere vanskeligt overhovedet at få Tyrkiet til at rokke sig ud af stedet, vil jeg gerne høre, hvilke konsekvenser udenrigsministeren forestiller sig at det skal have, at Tyrkiet er så langsom i processen, og hvilke konsekvenser der lægges op til der eventuelt skal være den 11. december 2006. I Dansk Folkeparti er ønsket helt klart, og det er, at optagelsesforhandlingerne skal stoppe; de skal bremses, inden den her katastrofekurs kommer helt ud af kontrol.

Det ved jeg godt er Dansk Folkepartis opfattelse. Dansk Folkeparti vil også helst have, at EU stopper. Så Dansk Folkeparti vil helst stoppe hele det europæiske. Det er ikke vores opfattelse.
     Med hensyn til Ankaraprotokollen er det klart, at man skal respektere, at alle 25 medlemslande har de samme aftaler, som er indgået med EU, altså adgang til lufthavnene, adgang til havnene i Tyrkiet, og hvis Tyrkiet ikke respekterer det, vil det få følger. EU-formandskabet, der udgøres af det finske formandskab for øjeblikket, arbejder på at finde en løsning, Kommissionen er i gang med sagen, og jeg kan ikke forudskikke, hvad resultatet bliver, for der er ingen, der ved det på indeværende tidspunkt.
     Meningen er så, at de skal komme med et forslag til det udenrigsministermøde, der finder sted umiddelbart før topmødet - det kan godt være, det er den 11. december 2006 - og der må vi så se på, om der er fundet en løsning.
     Men jeg vil også godt understrege, at EU jo faktisk har givet Nordcypern indtryk af, at man ville hjælpe dem med en hjælpepakke, efter de sagde ja til at komme ind i EU gennem en genforening med Cypern, og den hjælpepakke er faktisk aldrig kommet. Ikke at jeg vil kæde de ting sammen, men vi kunne jo altså også godt fra EU's side opfylde de løfter, vi har givet.

Hermed sluttede spørgsmålet.