(Ordfører for forslagstillerne)
Morten Messerschmidt(DF):
Det har været en spændende debat, synes jeg. Den har været spændende at lytte til, først og fremmest fordi langt hovedparten af talerne har været positive over for intentionerne. Det er godt at vide, at der trods alt i Folketinget er mange ordførere, som står vagt om det princip, som har været gældende siden septemberforligets indgåelse, nemlig det forhold, at vi lovgivningsmæssigt ikke blander os i arbejdsmarkedets forhold, men lader de to parter regulere den slags ting selv.
Det er et godt princip, som ikke bare har dannet udgangspunktet for den fredelige eksistens for de to parters vedkommende på arbejdsmarkedet, men som også har gjort, at det danske samfund er langt mere tilpasningsvenligt til en ny tid, til en globaliseret verden, er langt mere fleksibelt end det, man ser rundtomkring i en lang række andre europæiske lande, hvor strejker, arbejdsnedlæggelser, blokader osv. hører til dagligdagen, og hvor problemerne på arbejdsmarkedet er langt mere udbredte.
Vi skal holde fast i, at det danske arbejdsmarked og det nordiske arbejdsmarked ikke er reguleret i lov, men ved aftale. Det er man i EU ikke enig i, for hovedparten af EU's lande har en helt anden tradition. Her har man netop regler om minimumslønninger, regler om betingelser for arbejdets udførelse og en lang række andre indskrænkninger i det, som for os virker så naturligt, nemlig at man kan aftale sig frem.
Problemet er bare, at i takt med at EU skal regulere mere og mere, at i takt med at landene skal ensartes mere og mere, jamen så støder de to modeller sammen. Man kan tale om den nordeuropæiske og den kontinentale model, og de er ganske enkelt uforenelige, for man kan ikke både have en aftale og en lov. En af delene må gælde; begge dele giver det rene anarki. Hvem skal så vinde? Ja, som i alle andre sager vælger EF-Domstolen, når den bliver hørt, at vælge det indre markeds vej. Hensynet til det indre marked, hensynet til varernes, kapitalens, arbejdstagernes og tjenesteydelsernes fri bevægelighed går forud for alt det andet, også forud for den danske og den nordiske aftalemodel.
Det vil vi ganske enkelt ikke acceptere. Vi vil ikke sidde stiltiende i Dansk Folkeparti og blot observere, når EU på endnu et område æder sig ind på det, vi troede var dansk suverænitet. Så spørger man: Hvordan kan man ændre på den udvikling? Der er givet en række svar. Vi har hørt SF, vi har hørt Socialdemokraterne, og vi har hørt Det Radikale Venstre tilslutte sig en tanke om, at en topmødeerklæring nok vil være en bremse for det hele. Vi har hørt regeringspartiet Venstre tale om, at vi bare skal være rolige, og at vi bare skal lade være med at genere EU så meget, så kommer der nok ikke flere angreb på den danske aftalemodel.
Min forventning er bare, at ingen af de løsningsmodeller vil afstedkomme det forventede resultat, for EF-Domstolen har kun respekt for og skal, på den måde som EU er bygget op, kun have respekt for traktaterne og erklæringer, som har samme juridiske værdi som traktaterne, og det er altså kun protokoller. Så derfor er det svaret, hvis man på nogen måde mener det alvorligt, når man siger, at man skal bevare den danske aftalemodel. Det kan være meget godt at tale om ændringer i udstationeringsdirektivet, og det kan være meget godt at tale om indskrænkninger i de danske regler generelt, men det vil ikke føre til det ønskede resultat, hvis man, som vi gør i Dansk Folkeparti, insisterer på, at den danske aftalemodel er ukrænkelig.
Man kan kun få det resultat ved at indføje en bestemmelse enten i selve traktaten - eller de to traktater, der lægges op til ved Lissabontraktaten - eller ved en protokol. Det sidste er klart det enkleste, og det er gjort i et hav af tilfælde. Irland har en protokol, der definerer, hvordan man skal fortolke en eller anden specifik bestemmelse i den irske grundlov. Vi har selv en protokol, som sikrer de fire danske forbehold. Vi har en protokol, som sikrer, at vi selv kan regulere forholdene for erhvervelse af ejendomme.
Område på område har vi protokoller, som meget nøgternt specificerer, hvordan bestemte regler i traktaten skal fortolkes og forstås. Og der er det jo egentlig en meget logisk følge, at vi netop aktualiseret af de graverende domme, vi har fået i Vaxholm-, Viking- og Rüffertafgørelserne, siger, at en sådan ting vil vi også have på arbejdsmarkedet, at vi også vil have en protokol, som på linje med det, vi kender fra sommerhusreglen, sikrer den frie aftalemodel.
Der er jo ingen, der forestiller sig, at vi ville kunne fastholde f.eks. særregler for erhvervelse af sommerhuse, som vi i den grad har i dag, uden en protokol. I hvert fald kun de allermest naive tror, at den irske forfatning ville blive respekteret af EF-Domstolen, hvis ikke Irland havde en protokol. Domstolen har jo i et utal af afgørelser sagt, at de nationale forfatninger, grundlove, er underlagt EU-reglerne, de er underlagt principperne om det indre marked.
Derfor er en protokol det eneste redskab, vi har, hvis vi ønsker at tøjle EF-Domstolen. Derfor er det logiske svar, når man hører alle bekymringerne om den undergravende virksomhed fra EF-Domstolen og EU's institutioner generelt imod den frie aftalemodel, at insistere på en sådan protokol. Og der må man bare sige, at det er meget muligt, at det lyder godt med en arbejdsgruppe, som i øvrigt har en kompetent formand og kompetente medlemmer - jeg har intet negativt at sige om de mennesker; jeg synes, de er godt udvalgt - men spørgsmålet er bare: Hvad er præcis den arbejdsgruppes kompetence?
Hvad har det præcis af betydning, at alle de EU-villige partier indgår en aftale den 21. februar, som siger, at man fastholder arbejdsmarkedspolitikken på de frie aftaleretlige principper? Hvad har det af betydning? Her i Folketinget har det åbenbart en stor betydning, for de EU-villige partier roser det og siger, at det her er det, som vil sikre vores aftalemodel i fremtiden, men jeg kan garantere de ærede medlemmer af dette høje Ting for, at det for EF-Domstolen overhovedet ingen betydning vil have. I en lang række afgørelser vælger EF-Domstolen endog at tilsidesætte erklæringer, som er enstemmigt vedtaget af Ministerrådet, altså af regeringerne. Det er ikke mere end 1 år siden, at vi i Danmark her i Folketinget blev tvunget til at forringe forbrugersikkerheden i produktansvarsloven, fordi EF-Domstolen havde valgt at tilsidesætte en Ministerrådserklæring, som Danmark havde fået i 1986, mener jeg - enstemmigt vedtaget!
EF-Domstolen lader sig ikke tøjle af demokratiske institutioner. EF-Domstolen lader sig ikke tøjle af andet end traktaten og protokollerne, og stemmer man nej til, at vi skal have en protokol på det her område, så stemmer man nej til den frie aftalemodel, som vi kender i Norden.
Nogle har så indvendt, at det her vil kortslutte ratifikationsprocessen af Lissabontraktaten. Det kunne man jo håbe på; det tror jeg desværre ikke. Det, der vil ske, hvis den danske regering melder det her krav, er, at der i hvert fald frem til den 12. juni, tror jeg, hvor Irland skal stemme om netop Lissabontraktaten, ikke vil være et eneste medlemsland i EU, som vil kny. Skulle nogen turde, lige før der skal afholdes en afstemning i det eneste land, som overhovedet må stemme om det i EU, skulle nogle af EU's regeringer da gå ud og sige: Vi er imod den frie nordiske aftalemodel, som har gjort de nordiske lande til strålende eksempler på, hvordan man kan indrette en fleksibel økonomi, indrette et fleksibelt arbejdsmarked? Selvfølgelig vil de ikke det. Det er derfor, det er så afgørende, at vi handler nu, at vi ikke tøver, at vi ikke dukker nakken, men at vi siger: Det her vil vi ikke være med til.
Det er præcis det, som Dansk Folkepartis forslag lægger op til, og jeg kan kun appellere til, at de øvrige partier her på Christiansborg indser, at det er den eneste måde, hvorpå man kan nå det mål, som vi tilsyneladende alle sammen er enige om.