L 155 Forslag til lov om ændring af lov om almene boliger m.v. og lov om leje af almene boliger.

(Tilskud til etablering af boligtilbud til særlig udsatte grupper og etablering af et boligsocialt udviklingscenter).

Af: Velfærdsminister Karen Jespersen (V)
Udvalg: Boligudvalget
Samling: 2007-08 (2. samling)
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 28-03-2008

Fremsættelsestale af lovforslag

20072_l155_fremsaettelsestale (html)

Skriftlig fremsættelse (28. marts 2008)

Velfærdsministeren (Karen Jespersen) :

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:


Forslag til lov ændring af lov om almene boliger m.v. og lov om leje af almene boliger (Tilskud til etablering af boligtilbud til særligt udsatte grupper og etablering af et boligsocialt udviklingscenter)

(Lovforslag nr. L 155). Lovforslaget indeholder to elementer.

1) Tilskud til etablering af boligtilbud til udsatte grupper, skæve boliger, gøres permanent.

2) Der etableres et boligsocialt udviklingscenter.



For det første foreslås det, at ordningen om tilskud til etablering af boligtilbud til udsatte grupper, skæve boliger, permanentgøres. Efter gode erfaringer med forsøgsordningen med boligerne, der blev indført i 1999, for at afprøve om skæve boliger er en løsning for personer med en noget anderledes adfærd end størstedelen af befolkningen og hjemløse, foreslås det at gøre ordningen permanent.


Formålet med forslaget er fortsat at skabe økonomiske rammer for at etablere boliger til personer med en afvigende adfærd.


For det andet foreslås, at der etableres et boligsocialt udviklingscenter med det formål at skabe en institution, der kan understøtte indsamlingen og brugen af viden, erfaringer og ideer om den by- og boligsociale indsats. Dermed kan fremtidige boligpolitiske indsatser målrettes og effektiviseres mest muligt.


Lovforslaget er en udmøntning af en del af satspuljeaftalen for 2008.


De økonomiske konsekvenser af lovforslaget skal forhandles med de kommunale parter.


Lovforslaget foreslås at træde i kraft den 1. januar 2009, dog træder etableringen af et boligsocialt udviklingscenter i kraft den 1. juli 2008.


Med disse bemærkninger skal jeg indstille lovforslaget til Folketingets velvillige behandling.