Det næste punkt på dagsordenen er:

41) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 138:

Forslag til folketingsbeslutning om suspension af Euro-Middelhavs-associeringsaftalen med Israel.

Af Frank Aaen (EL) m.fl.

(Fremsættelse 18.03.2009).

Forhandlingen er åbnet. Udenrigsministeren.

Enhedslisten har nu igen fremsat forslag til folketingsbeslutning om suspension af associeringsaftalen med Israel. Beslutningsforslaget er faktisk nummer fem i rækken af sådanne beslutningsforslag. Hver gang Folketinget har drøftet dette spørgsmål, har regeringen klart gjort rede for sin holdning i sagen, og den er uændret.

Grundlæggende handler det om, at vi opnår størst indflydelse gennem dialog og ikke ved at afskære forbindelserne. Regeringen finder det vigtigt, at vi fortsætter med at udnytte de muligheder for at føre kritisk dialog med Israel, der ligger i associeringsaftalen, herunder om menneskerettighedssituationen i de besatte områder. EU arbejder generelt på at styrke den politiske dialog med vigtige partnerlande og nabolande. Det er i EU’s strategiske interesse, og det styrker EU som global aktør. Jeg siger det selvfølgelig i sammenhæng med EU's generelle samarbejde med det pågældende land.

Det er det samme med vores dialog med Israel. Ved at styrke vores politiske kontakter kan vi bedre fremme EU's interesser og lægge pres på Israel, hvor det er nødvendigt. Vi skal spille på alle tangenter, og det gør os jo til en stærkere aktør. Havde vi nu ikke nogen aftale, sådan som Enhedslisten foreslår, ville vi heller ikke have noget redskab til at sige fra over for Israel. Associeringsaftalen med Israel er ikke kun en begunstigende toldfrihandelsaftale, men den er nemlig også en gensidigt forpligtende aftale om at indgå i politisk dialog om emner af fælles interesse, herunder om menneskerettighederne. Det har vi fra dansk side arbejdet målrettet på vil afspejle sig endnu stærkere i det videre samarbejde mellem EU og Israel, bl.a. gennem etablering af en formel menneskerettighedskomité.

Jeg synes, at det her er vigtigt at gøre det helt klart, hvad status er for opgradering af EU-Israel-forholdet. På associeringsrådsmødet med Israel i juni sidste år besluttede parterne gradvis at styrke samarbejdet, både den politiske dialog og sektorpolitikkerne, sidstnævnte i form af en revideret handlingsplan for samarbejde. Den nuværende 3-årige handlingsplan blev sidste år forlænget med 1 år og udløber således nu. Da en ny handlingsplan endnu ikke er udarbejdet, har den tjekkiske formand for EU sammen med udenrigskommissær Ferrero-Waldner tidligere på måneden skrevet til den israelske udenrigsminister - jeg tror, det var den 6. maj - og foreslået, at den eksisterende handlingsplan vil være styrende for EU-Israel-forbindelserne, indtil parterne bliver enige om en afløser. Jeg håber, at Israel vil tilslutte sig dette forslag, og går i øvrigt ud fra, at spørgsmålet vil være på dagsordenen på associeringrådets møde mellem EU og Israel i næste måned.

Suspenderes associeringsaftalen i stedet, og det vil i realiteten sige en situation, hvor EU indfører sanktioner mod Israel, vil det nemt kunne føre til, at Israel vender ryggen til det politiske samarbejde med EU, og det vil ingen være tjent med, hverken EU, palæstinenserne eller Israel.

Dropper vi aftalen, som Enhedslisten foreslår, vil EU miste det håndtag til at fremme den tostatsløsning, som den palæstinensiske regering går ind for, men som Hamas jo ikke går ind for.

I øvrigt kan jeg oplyse, at der netop nu er blevet dannet en ny palæstinensisk regering, og den er også baseret på tostatsløsningen, som ikke ville kunne blive fremmet, hvis vi melder os ud af forhandlingerne.

Regeringens holdning deles af EU-kredsen. Her er holdningen, at suspension af associeringsaftalen med Israel vil være kontraproduktivt. Jeg opfordrer derfor til, at nærværende forslag til folketingsbeslutning forkastes.

Der er en enkelt kort bemærkning fra hr. Frank Aaen.

Det er korrekt, at det er femte gang, at vi fremsætter forslaget, og det er lige så korrekt, at det er femte gang, at udenrigsministeren siger, at det vil man ikke være med til, man ønsker dialog. Så er det bare, jeg spørger, hvordan det går med resultatet af dialogen. Der har lige været krig imod Gazaområdet. Der er stadig væk lukket til Gazaområdet. Der bygges stadig væk apartheidmure, der deler Vestbredden op i småbidder. Der er stadig væk vejpatruljer og vejspærringer. Der foregår stadig væk en ualmindelig nedværdigende og umenneskelig behandling af palæstinenserne. Så hvordan synes udenrigsministeren det er gået med den dialog?

Udenrigsministeren.

Dialogen er der jo. Jeg har selv været i dialog, som hr. Frank Aaen udmærket ved, med alle parterne i Mellemøsten, også Israel og palæstinenserne, hver gang jeg har været dernede. Den dialog går faktisk udmærket, men det går ikke godt med resultaterne. Det er vi jo enige om. Men det bliver bare ikke bedre af at sige: Så dropper vi dialogen.

Det er rigtigt, at Israel bør lade medicin og cement komme ind i Gaza. Det siger vi også til dem. Det er også rigtigt, at de må stoppe disse bosættelser og udvidelsen af bosættelserne. De må også stoppe ændringerne i Østjerusalem. Så der er en masse ting, der skal siges til dem. De må gå ind for tostatsløsningen. Det skal den nye regering gøre klart.

Men på den anden side skal der også styr på, hvad der foregår fra Gaza, fordi end ikke Hamas har styr på det nu. Der kommer jo altså raketter ind fra Gaza, som Hamas nu siger de ikke har med at gøre, samtidig med at Hamas går rundt og skyder Fatahmedlemmer i Gaza. Så der er jo en stor uro der.

Så jeg har hele tiden haft den opfattelse, det ved hr. Frank Aaen også godt, at når vi støtter palæstinenserne, når vi giver penge til palæstinenserne, så er svaret ikke at straffe Israel - det er også toldhandelsaftalen, der så ophæves - for Israel er faktisk blevet angrebet af Gaza. Så vi kan ikke give den ene penge og straffe den anden.

Hr. Frank Aaen.

Nu kan man vel ikke sige, at man ikke har straffet den anden. Der har været total boykot af Hamas. Nu er det ikke, fordi jeg er spor forelsket i Hamas, jeg synes, de gør grimme ting. Men det er alligevel sådan, at man har dialog, samarbejde og en økonomisk fordelagtig aftale med den ene side, nemlig Israel, hvorimod man har været meget negativ og fjendtlig over for den anden part, selv om man selvfølgelig har givet nødhjælp i en vis form.

Når der ikke sker noget fremskridt, når Israel kan notere sig, at der jo ikke sker noget, og at de bare kan gøre, som de hidtil har gjort, er det så ikke på tide at sige, at hvis den dialog ikke snart fører til noget, så får det konsekvenser, herunder økonomiske konsekvenser? Og det ville jo betyde en ophævelse af associeringsaftalen.

Ministeren.

Det mener jeg faktisk stadig væk ikke er svaret på det. Der skal komme en tostatsløsning. Begge parter skal gå ind for den. Vi har en Hamas, der ikke accepterer en tostatsløsning, og som hele tiden har prøvet at underminere den palæstinensiske regerings forsøg på at komme i realitetsforhandlinger om en tostatsløsning, og hver gang vi kommer noget hen ad vejen, smider de raketter ind, og så fik man den her Gazakatastrofe, som vi fik efter jul.

Det vil sige, at vi stadig væk har nogle marodører liggende, der prøver at ødelægge freden. Så kan det altså ikke nytte noget, at vi sender penge til den ene side og tager penge fra den anden side. Det er sådan, at vi jo støtter Abbas, vi støtter den palæstinensiske regering, vi støtter Vestbredden, og vi ville også godt støtte Gaza mere. Vi støtter Gaza, ikke kun med nødhjælp, men faktisk også med kommuneprojekter, med vandprojekter, således at den almindelige palæstinenser i Gaza får hjælp. Hvad vi ikke vil hjælpe, er Hamas.

Der er ikke flere korte bemærkninger til udenrigsministeren, så vi går i gang med ordførerrækken. Den første ordfører er hr. Michael Aastrup Jensen fra Venstre.

EU’s associeringsaftale med Israel er åbenbart en torn i øjet på Enhedslisten, for som udenrigsministeren var inde på, er det efterhånden femte gang, at hr. Frank Aaen og Enhedslisten fremsætter forslag om, at denne aftale skal suspenderes.

Det er hr. Frank Aaen naturligvis i sin gode ret til, men jeg kan ikke lade være med at undre mig en del over, hvorfor det netop er Israel, der igen og igen skal stå for skud. Aftalen med Israel er langt fra den eneste associeringsaftale, som EU har med et middelhavsland. Hvad med Tunesien, Egypten og det palæstinensiske selvstyreområde? Det er ikke ligefrem lande, der optræder på Amnesty Internationals dukseliste. Hvorfor så ikke diskutere en suspension af deres aftaler? Eller hvad med aftalerne med Algeriet, Jordan og Marokko? Det er lande, der også har temmelig svært ved at finde ud af det med menneskerettighederne.

Det undrer mig faktisk, og jeg kan ikke lade være med at spekulere på, om dette beslutningsforslag reelt har så meget med omsorgen for menneskerettighederne at gøre, eller om det måske mere er et udtryk for den indædte modvilje mod staten Israel, som altid har hersket på den yderste venstrefløj.

I Venstre insisterer vi på, at menneskerettighederne skal respekteres både i fredstid og under væbnede konflikter. Derfor er vi også af den overbevisning, at emnet altid bør indtage en central plads i dialogen med vores samarbejdspartnere. Men udstøder vi Israel fra samarbejdet med EU, lukker vi også for dialogen. Dermed ville vi også sætte os uden for indflydelse. Hvordan ville det blive opfattet i Israel netop nu, hvor meget tyder på, at fredsprocessen måske atter er under optøning? Hvorfor skulle Israel samarbejde med EU om fredsprocessen, hvis EU udelukker Israel fra samarbejde på andre områder?

Det her er ikke et enten-eller. Det her er en lang proces, hvor dialogen spiller en nøglerolle. Derfor vil det være ualmindelig dumt at smække døren i hovedet på israelerne. Derfor kan jeg på vegne af Venstre kun klart opfordre til, at beslutningsforslaget endnu en gang forkastes.

Der er en enkelt kort bemærkning fra hr. Frank Aaen.

Nu kan man selvfølgelig altid sige, at der er flere parter, og at der er flere, der er skyldige, når en konflikt ikke fører til fred. Det er der ikke nogen tvivl om er sådan.

Nu er Israel tilfældigvis en af verdens allerstærkeste militærmagter og er uden sammenligning den stærkeste magt i området. Og det er Israel, der hele tiden har holdt området besat, der har udvidet sine besættelser, der i det hele taget har undertrykt palæstinenserne i en grad, som man faktisk, synes jeg, burde være mere bekymret for i Venstre, end jeg lige kunne høre man var.

Hvad synes Venstre der skal gøres for at sætte gang i fredsprocessen? Er det kun Hamas, der skal have skældud, der skal straffes, eller hvad synes Venstre der skal gøres for at sætte gang i fredsprocessen?

Hr. Michael Aastrup Jensen.

Jeg må altså indrømme, at hr. Frank Aaen jo desværre ikke besvarede det spørgsmål, som jeg ellers prøvede at rejse, nemlig spørgsmålet om den her dobbeltmoral, der åbenbart er i Enhedslisten om, at det er helt i orden med Tunesien, det er helt i orden med Marokko, det er helt i orden med Egypten, det er helt i orden med det palæstinensiske selvstyreområde, dem kritiserer man faktisk overhovedet ikke. Men når det drejer sig om Israel, som jo har en demokratisk valgt regering - lidt til forskel fra nogle af de andre lande, jeg lige har nævnt - så taler man dæleme, undskyld, jeg siger det, tit om dem fra Enhedslistens side, igen og igen og i hvert fald ikke i positive vendinger. Det er den dobbeltmoral, jeg simpelt hen bliver så harm over, og det gør, at jeg bruger meget af min tale på den.

Det betyder ikke, at det er hverken sort eller hvidt, som jeg også sagde i min tale. Jeg synes ikke, at israelerne er engle, der bare kommer ned fra himlen, selvfølgelig gør de mange ting, der er forkerte. Men bare at smække døren i hovedet på dem og vise, at de er meget værre end alle de andre lande, kommer man ingen vegne med, og det støtter vi i hvert fald ikke.

Jeg ved ikke helt, om udtrykket var på den sorte liste.

Det tror jeg det var.

Ja, det var det nok. Men hr. Frank Aaen har i hvert fald endnu en kort bemærkning.

Vi kan godt tale om alt muligt andet, der er altså mange lande i verden, der er interessante at tale om. Men nu drejer det sig her i dag faktisk om forholdene i Israel og i de besatte områder og om, hvordan palæstinenserne får deres rettigheder opfyldt, og så kan vi tage det andet en anden dag. Det er jo ikke Enhedslisten, der samarbejder med torturstater nede i det område. I efterretningstjenesten var man indstillet på at sende folk derned, på trods af at de blev udsat for fare for tortur.

Det drejer sig sådan set om VK-regeringen, så kan vi ikke lige prøve at holde os til sagen? Hvad har Venstre tænkt sig, at der skal gøres for at presse igennem, at der kommer en fredsaftale? Nu har der været talt om det i 40 år, og i alle 40 år har Israel været den stærke magt. Hvad skal der gøres? Har Venstre overhovedet et forslag?

Hr. Michael Aastrup Jensen.

Hvis der stadig væk var DR2-dækning af mødet lige i øjeblikket – nu er der desværre ikke det, nu er der jo kun internetdækning – tror jeg, at folk også ville blive lidt forundrede over det, som jeg har indblik i, nemlig at Enhedslisten har rejst den her debat fem gange, men at de nul gange har rejst debatten om alle de andre lande, jeg lige har nævnt. Så hvis man virkelig ikke var dobbeltmoralsk fra Enhedslistens side, hvis man virkelig mente det med menneskerettighederne og det ikke bare var en hetz mod en demokratisk stat, mod Israel, ville man jo have rejst bare en enkelt debat om nogle af de andre lande, jeg lige har nævnt.

Når vi kommer tilbage til den rent konkrete situation med fredsprocessen, vil jeg sige, at vi varmt støtter de forskellige arbejder, der er i gang. Folketingets Europaudvalg har også rejst rundt både i Israel og på den besatte Vestbred for kort tid siden, hvor jeg var med, og hvor vi jo talte med både Fatahregeringens repræsentanter og med den dengang kommende israelske regering. Og der har vi støttet varmt op om, at der både stilles krav til israelerne, og at der selvfølgelig stilles krav til det palæstinensiske selvstyre. Og det er da klart noget af det, vi arbejder på. Men det betyder også, at den dobbeltmoral, der kommer fra Enhedslistens side, kommer vi ikke langt med i forhold til at få skabt en fred.

Vi siger tak til ordføreren.

Vi går videre i ordførerrækken til fru Yildiz Akdogan fra Socialdemokraterne.

I Socialdemokratiet deler vi stadig væk Enhedslistens bekymring over Israels utilstrækkelige overholdelse af menneskerettighederne, ligesom vi har gjort det tidligere, hvor samme forslag blev behandlet, for det er blevet fremsat et par gange før.

Partnerskabet mellem EU og landene omkring det sydlige Middelhav tager udgangspunkt i den fælles udvikling og den gensidige solidaritet. Igennem et økonomisk og handelsmæssigt samarbejde har vi mulighed for at føre en regelmæssig politisk dialog, og endnu vigtigere er det, at vi kan stille krav til vores partnere. Aftalerne bygger i udgangspunktet på respekten for demokratiet og retsstaten. Senest så vi med Gazakrigen, at Israel ikke har været god til at holde sin del af aftalen. Israel har foretaget overgreb på mennesker imod menneskerettighederne, specielt igennem det seneste år, hvor vi alle har været vidner til optrapningen af konflikten mellem Israel og Palæstina. Skoler, klinikker og fødevarelagre har været mål for israelsk artilleri og bombardement, og Gaza er efter vinterens hændelser en by i ruiner. Ligeledes har der været en stigning i antallet af bosættelser, hvilket er kernen i konflikten.

Men spørgsmålet er også, om vi skal suspendere aftalen og tro, at dette vil hjælpe, eller om vi skal holde fast i aftalen og indgå en ihærdig dialog med Israel såvel som med palæstinenserne. I Socialdemokratiet tror vi på dialogen, vi tror på den politiske dialog. Derfor er det vigtigt, at vi i EU har en fælles kurs mod fred i Mellemøsten. Derfor er det vigtigt, at vi via dialog og samarbejde gør Israel opmærksom på, at der ikke må gennemføres nye besættelser eller udvidelser af de eksisterende områder. Derfor mener vi også, at det er vigtigt, at der er fri adgang for forsyninger til genopbygningen af Gaza.

Vi mener, at alle parter i konflikten skal opgive vold som middel til at opnå resultater, da vold ikke fører noget godt med sig. Begge parter skal anerkende hinanden og bidrage til at finde en fælles løsning til gavn for begge parters befolkningsgrupper. Her er det vigtigt, at EU ligesom USA gør en ihærdig indsats og støtter parterne økonomisk såvel som politisk for at bane vejen mod en tostatsløsning.

Når det er sagt, mener vi, at beslutningsforslaget her er overflødigt, for vi er enige i, at der skal ske en løsning på konflikten, som er til gavn for begge parter, vi deler bare ikke troen på Enhedslistens metode, og derfor kan vi ikke støtte Enhedslistens forslag.

Jeg siger tak til ordføreren. Vi går videre i ordførerrækken til hr. Hans Kristian Skibby, Dansk Folkeparti.

Så kan man jo sige, som en tidligere ordfører før sagde, at så står vi her igen og skal debattere et forslag, som sådan set indeholder nøjagtig det samme, som det har indeholdt de fire forrige gange. Af den grund kunne man måske også bare have taget sin ordførertale fra sidste gang og så have refereret fra den endnu en gang. Men jeg vil gerne sige, at selvfølgelig skal tingene behandles fair og sobert her i Folketinget. Det bliver de så også, ved at vi i dag har en diskussion og en politisk forhandling om det forslag, som Enhedslisten har fremsat.

Jeg synes, det er værd at pointere, at vi jo som sagt også kan undre os over, hvorfor forslagsstillerne ikke udtrykker samme bekymring over den palæstinensiske side af sagen, hvor man jo bl.a. tilbage i 2006 fik bekræftet fra den palæstinensiske forsvarsminister, at Iran over en 2-årig periode havde bidraget med over 100 mio. dollar til at bekæmpe Israel fra området på Vestbredden og i Gaza ved at give tilskud direkte til Hamas, for jeg synes jo også, vi skal have den anden side af hele den her dagsorden med. Der er selvfølgelig to sider af samme sag, og de er begge to sammen med mange andre årsagsgivende til, at der er den her konflikt i Israel, som desværre har stået på alt, alt for længe.

Jeg synes også, det er værd at pointere, at hvis man kigger på det charter, som ligger bag den ideologi, hvor der netop tages udgangspunkt i arbejdet inden for Hamas, så står der faktisk, at Allah er målet, Profeten er modellen, Koranen er forfatningen, jihad er vejen, og død for Allah er den mest sublime overbevisning. Hvis man tager udgangspunkt i det her, som jo så er charteret for, baggrunden for Hamas' arbejde for et frit Palæstina, kan man jo sagtens sige, at hvordan skal de dog så finde frem til en forenelig fred og fordragelighed med staten Israel. Det er så at sige umuligt.

Men selvfølgelig skal tingene prøves, og vi skal gøre, hvad vi kan, også fra dansk side. Jeg synes også, at vi bl.a. via vores arbejde i Europaudvalget og andre steder - de steder og de organer, hvor vi er medlem - gør en aktiv indsats for at synliggøre, at det selvfølgelig forpligter israelerne at sikre eksempelvis, som udenrigsministeren selv var inde på, at medicin, cement, fødevarer, hygiejneartikler osv. har mulighed for at komme ind til borgerne i Palæstina. Det gør man selvfølgelig ikke ved at sanktionere den del af essensen.

Men forslaget, som det er præciseret her, kan Dansk Folkeparti ikke på nogen måde tilslutte sig. Vi mener, at det vil være den forkerte vej at gå, og det vil også være et brud med de traditioner, som vi i hvert fald i Danmark har med hensyn til at have samarbejde med en selvstændig stat, som Israel jo vitterlig er.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen, der har bedt om korte bemærkninger, så vi går videre til hr. Helge Adam Møller fra Det Konservative Folkeparti.

Da den konservative ordfører, fru Helle Sjelle, er forhindret i at være til stede, skal jeg på hendes og den konservative folketingsgruppes vegne sige følgende:

Forslaget, vi behandler her fra Enhedslisten, er et forslag, som de har fremsat adskillige gange de seneste år, et forslag, hvor Enhedslisten hver gang har fremhævet, at Israel fortsat og i stigende grad krænker menneskerettighederne.

Enhedslisten må tro, at deres evindelige gentagelser får os andre til at skifte holdning, men det er ikke tilfældet. I Det Konservative Folkeparti mener vi fortsat, at en suspension af associeringsaftalen med Israel er en dårlig idé. En suspension er først og fremmest en dårlig idé, fordi et centralt element i associeringsaftalerne er politisk dialog om sikkerhed, om menneskerettigheder og kultur og mange andre spørgsmål.

Vi Konservative mener, at det ville være forkert af EU at spille sig dette vigtige kort af hænde. Vi foretrækker langt en konstruktiv dialog frem for sanktioner. De fremskridt, der gennem tiden har fundet sted i fredsprocessen mellem Israel og Palæstina, skyldes nemlig dialog og opbygning af tillid. En suspension af aftalen kan medføre en tilintetgørelse af tilliden mellem EU og Israel. Det vil næppe forbedre situationen i regionen. Tværtimod vil både israelere og palæstinensere lide under et stop af samarbejdet med EU. En suspension er desuden en dårlig idé, fordi den vil underminere EU's status som udenrigspolitisk aktør i Mellemøsten og Middelhavsregionen, hvor EU i dag engagerer sig aktivt og også har associeringsaftaler med andre lande i denne region.

Naturligvis bør menneskerettighederne respekteres i Israel, men det kan EU også bidrage til ved at føre en konstruktiv dialog med landet, hvilket EU allerede gør. EU-landene har oven i købet i fællesskab kritiseret Israels offensiv i Gazastriben ved årsskiftet. Omvendt må vi også have forståelse for, at dagligdagens virkelighed er ganske anderledes for israelerne, end den er for os i Danmark og i Europa. Utallige selvmordsbombere og raketangreb har sat og sætter fortsat deres præg på israelsk politik.

Til slut vil jeg gerne gentage, for gentagelser er jo tilsyneladende noget, som Enhedslisten sætter stor pris på, at vi Konservative er imod en suspension af associeringsaftalen med Israel. Det er vi, fordi vi er pragmatiske og tror på, at mange små skridt fører os i den rigtige retning. Dialog og et mildt pres virker ofte langt bedre end sanktioner og suspension. Derfor støtter vi ikke forslaget fra Enhedslisten.

Der er en kort bemærkning til ordføreren fra hr. Frank Aaen.

Nu er det jo ikke sådan, at vi altid er imod sanktioner. Altså, Danmark har lige indført sanktioner mod Hviderusland på grund af deres overtrædelser af menneskerettighederne, og det tror jeg at vi og De Konservative er fuldstændig enige i. Argumentationen, som jeg kunne høre den, er: Dialog og samarbejde er de små skridts vej frem. Så vil jeg bare gerne have et eksempel på et lille skridt frem, som er opnået gennem den dialog og det samarbejde, man har haft indtil nu.

Hr. Helge Adam Møller.

Jeg må undskylde, men den sidste halvdel af spørgsmålet, altså de sidste to-tre sætninger, fik jeg simpelt hen ikke fat i, så hvis jeg må få spørgsmålet en gang til, vil det være fint.

Vi får en ekstra tur dernedefra. Hr. Frank Aaen.

Der blev sagt, at dialog og samarbejde fører små skridt frem. Så er det bare, at jeg vil høre et eksempel på et lille skridt frem, der er opnået.

Så er det ordføreren.

Et lille skridt, der er opnået, er, at man taler sammen frem for ikke at tale sammen.

Hr. Frank Aaen.

Det kan man jo så gøre til evig tid. Så er al snak til evig tid et fremskridt. Altså, tingene bliver værre og værre i området. Der er ingen fremskridt mod en tostatsløsning, og det er derfor, at jeg spørger igen: Kan man påvise noget positivt resultat af den dialog og det samarbejde, der har været med Israel?

Ordføreren.

For mig er der jo ingen tvivl om, at det allerallervigtigste, der skulle ske i området for at fremme og komme hen imod en tostatsløsning, som vi også mener er den rigtige, og som mange også i Israel mener er den rigtige, er, at man indstillede de raketangreb, der sker mod fuldstændig tilfældige civile. I det øjeblik det skete, ville vi være meget, meget nærmere en fredsaftale.

Så siger jeg tak til ordføreren, og vi går videre til den næste i ordførerrækken, og det er fru Lone Dybkjær fra Det Radikale Venstre.

Heller ikke Det Radikale Venstre kan støtte Enhedslistens forslag. Og så ved jeg godt, at det retoriske spørgsmål er, hvad man så selv vil gøre, og så må jeg bare svare, at jeg ikke tror, at vi har andre forslag end den fortsatte dialog. Det er selvfølgelig ikke særlig heroisk, men jeg tror faktisk på dialogen, lige så vel som jeg tror på demokratiet. Til gengæld synes jeg sådan set, det er o.k., at Enhedslisten holder Israel på dagsordenen, og at det, man kunne spørge sig selv om, var, om vi skulle tage en større Israeldebat, som ikke nødvendigvis var en EU-debat, men en større redegørelse for, hvad det egentlig er, vores udenrigsminister har båret rundt på i de sidste mange år. Vi ved jo alle sammen, at det med freden ikke er lykkedes for ham, og det ville måske også være for meget at forlange, men spørgsmålet er, om der nogen steder er nogle åbninger, og om der er nogen steder, hvor vi kan sige, at det trods alt er gået fremad. Jeg tror, det var Venstres ordfører, der sagde, at Israel ikke er engle, det er vi jo sandelig mange der kan bekræfte, og det er ærgerligt, at vi ser den aggression, som jeg synes vi ser, og som jeg også synes vi mærker i retning af manglende forsoning i enhver sammenhæng.

Der er meget stor forskel på at komme til Israel - det er mange år siden, jeg har været der, må jeg medgive, og jeg kom desværre ikke med på den tur, der var - og på f.eks. at komme til Sydafrika og snakke om tingene. Nu tænker jeg ikke på dagens Sydafrika, men på dengang Mandela overtog styret, altså på hele det der med, hvor meget den sorte sydafrikanske befolkning havde været udsat for, og på deres svar og så Israels. Så man kunne jo godt have håbet på, at der var nogen, der havde kunnet lade sig inspirere lidt, om ikke andet så efterfølgende. Men vi kunne måske bruge det til, at vi fik en lidt større Israeldebat på et tidspunkt.

Så er jeg i øvrigt ikke enig med Enhedslisten i, at der ikke sker noget, for der er jo ikke sket noget på opgraderingsområdet. Enhedslisten er meget optaget af spørgsmålet om associeringsaftalen, og det kan man også godt være, al respekt for det, men vi synes godt, at det, man også kan kigge på, er, at der trods alt ikke er sket en opgradering, og det er jo også en slags signal, om man vil, om en vis utilfredshed, for nu at sige det lidt pænt; man kan diskutere, om det er nok, men det synes jeg dog også er værd at tage med, og måske skulle vi snarere diskutere det fremtidige på den led frem for at diskutere spørgsmålet om associeringsaftalen. Og så kunne vi måske også gøre det, at vi indledte en nærmere dialog om de her ting med Europa-Parlamentet, hvor vi jo faktisk også har i hvert fald nogle allierede, der også arbejder med problemstillingen.

Tak til ordføreren. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, hr. Frank Aaen.

Det ville da være fint at tage sådan en debat, det har jeg ikke spor imod. Og hvad angår det med opgraderingen, vil jeg lige sige, at så vidt jeg forstod på udenrigsministeren, er man jo på vej hen imod at genstarte den proces med opgraderingen. Hvis jeg tager fejl i det, kan jeg jo blive irettesat, og så vil jeg da være tilfreds med det. Det ville trods alt have været lidt provokerende, hvis man, samtidig med at det udvikler sig så dårligt, som det gør, så ville opgradere aftalen.

Jeg har lige et par bemærkninger til diskussionen. Det er blevet kaldt dobbeltmoral. Men nu har jeg faktisk talt til en hel del Israel-Palæstina-demonstrationer og hver gang møjsommeligt sagt, bare som eksempel, at vi tager afstand fra alle former for terror, uanset om det er terror, der kommer fra en raket fra Gaza, eller det er terror, der kommer fra en raket fra et F-16-fly. Det har jeg møjsommeligt sagt hver eneste gang.

Der er ingen af de lande nede i området, som vi ikke har været med til at kritisere i forhold til menneskerettighederne. Og må jeg sige, som jeg også sagde i en kort bemærkning, at det ikke er Enhedslisten, der vil indgå samarbejder mellem efterretningsvæsenet og efterretningsvæsener i de lande, der bruger tortur. Det er VK-regeringen, og det er dobbeltmoral, så det klodser. Så vi har ikke noget problem med ikke at have orden i vores moralske principper, men det har VK-regeringen - det er helt sikkert.

Hvad angår dialog, vil jeg sige: Jo, vi går ind for dialog. Det var jo os, der kritiserede Anders Fogh Rasmussen, da han ikke ville have en dialog med dem, der gerne ville diskutere den dårlige behandling af muslimer her i landet. Vi går ind for dialog, men vi siger også, at hvis dialog ikke fører til noget, men kun fører til forværring, må der jo også være en konsekvens. Det går jeg også ind for. Jeg har også hørt mange andre partier her i Folketinget sige, at så må der være en konsekvens.

Jeg mener altså ikke, at man bare kan blive ved med i årti efter årti at tale med Israel uden at sige, at hvis ikke det begynder at forandre sig, får det en konsekvens. Det behøver ikke at være sådan, at vi opsiger aftalen i morgen, men hvis ikke det begynder at forandre sig i den rigtige retning, må det få en konsekvens. Det tror jeg er nødvendigt. Men jeg lytter gerne til andre forslag. Jeg vil bare sige, at de, der siger dialog og dialog og ikke har andre ideer i forhold til en udvikling, der går meget, meget skidt, har jeg knap så meget respekt for, for så synes jeg, det er at snakke udenom.

Det, der sker i området, er jo Gazaangrebet, det er apartheidmord, som man fortsætter med, det er road blocks, det er fængslinger. Jeg har forstået, at der sidder 900 administrativt fængslede - der kan Danmark ikke være med, vi har en tre stykker, ikke? I Israel sidder der 900 administrativt fængslede, der aldrig har været for en dommer. Det er hårrejsende.

Fredsbevægelsen Peace Now i Israel har gjort op, at udbygningen af bosættelser steg med 60 pct. fra 2007 til 2008, at man i 2008 byggede 1.500 nye strukturer - det, vi andre kalder bygninger - og at siden Osloaftalen, som jo skulle være starten på en fredsproces, er antallet af bosættelser eksploderet. Man optræder i strid med menneskerettighederne, og det er derfor, jeg siger, at jeg har stor respekt for, at udenrigsministeren gerne vil noget fornuftigt på området, jeg har stor respekt for, at folk siger, at de gerne vil noget fornuftigt på området, det vil jeg sådan set ikke prøve at beklikke, men der må bare ske noget. Det kan jo ikke nytte noget, at det bare bliver værre og værre, og derfor vil jeg sige: Lad os så tage den Israel-Palæstina-debat engang i efteråret og komme igennem det - en forespørgselsdebat, som ikke ligesom sidst knytter an til Gazakrigen, men knytter an til, hvad vi gør lidt bredere. Det synes jeg vil være en god idé, for så kan vi måske komme lidt tættere på, hvad der kan gøres, hvis man ikke synes, at vores forslag er så godt, som vi selv synes det er.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Europaudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.