Folketinget pålægger regeringen i forbindelse med de forestående budgetforhandlinger i EU at arbejde for en afvikling af EU's struktur- og samhørighedsfonde og i den forbindelse inden udgangen af indeværende år at fremlægge en konkret plan herfor.

Tal fra EU's budgetrapport for 2007 viser, at EU's pengeomfordeling ikke bare er uden virkning, men i en række tilfælde er direkte skadelig. Den oprindelige hensigt med at lade de rige lande betale til de mindre rige var, at sidstnævnte landes økonomier og generelle levestandard skulle forbedres. På et europæisk kontinent, som historisk har været præget af krige, giver det utvivlsomt mening at lade landene engagere sig i hinanden og skabe indbyrdes afhængighed til opbygning af et moderne og konkurrencedygtigt produktionsapparat. Naturligvis rammer det ikke bare det enkelte land, men også de erhvervsmæssigt forbundne lande, når kriser sætter ind - det være sig strukturelle kriser, økonomiske kriser, politiske kriser, valutakriser eller andre kriser - og derfor er vi i en globaliseret økonomi utvivlsomt mere sårbare og har derfor desto mere interesse i, at vore naboer udvikler sig på en forsvarlig måde.

EU's løsning på dette spørgsmål har i årtier bl.a. været økonomisk støtte fra fælles struktur- og samhørighedsfonde. Hvert år tildeles lande i EU milliarder af kroner, som efter sindrige opgørelser og snørklede tabeller påbydes anvendt til storstilede projekter som op- og udbygning af infrastruktur, direkte erhvervsstøtte, beskæftigelsesprojekter m.v. Alt i alt kan det lyde prisværdigt, at fattige og derfor ringe udviklede lande i en periode skal have hjælp til at komme videre, men allerede derfor bør man stille sig selv det spørgsmål, hvorfor så Danmark - et af Fællesskabets rigeste lande - overhovedet modtager støtte? Med blot en smule almindelig sund fornuft må man slås med en reel forundring over, hvor logikken egentlig ligger i, at et land som Danmark i 2007 blev begavet med 963,4 mio. kr., mens vi betalte 5.509,7 mio. kr. til EU's struktur- og samhørighedsfonde. Hvis omfordelingscirkuset havde mening, ville det da ikke være lettere blot at bede os indbetale 4.546,3 mio. kr. til den slunkne fælleskasse i Bruxelles og så lade os beholde resten selv?

Tallene stammer fra Kommissionens rapport »EU Budget 2007 - Financial report«. Størrelsen af Danmarks bidrag til struktur- og samhørighedsfondene er beregnet som 2 pct. af EU's udgifter til fondene, idet Danmark bidrager med ca. 2 pct. til EU's samlede budget. Omregning fra euro til kroner er baseret på gennemsnitskursen for 2007 på 7,450551.

Endvidere er det bemærkelsesværdigt, at Portugal, Grækenland, Spanien og Irland er blandt de største nettomodtagerlande. Disse lande har alle været medlemmer af EU i over 20 år.

Når disse lande i dag er blandt de største modtagere, kan konklusionen kun blive, at støtten ikke har haft den ønskede effekt, men snarere har virket som en reel hæmsko for nødvendige økonomiske reformer i disse lande og udgjort en sovepude, som har fået de nationale regeringer til at nedtone nødvendige reformer. Det er derfor på tide at indlede et opgør med denne overførselspolitik, hvor Spaniens, Grækenlands, Irlands og Portugals nettobidrag til EU's budget i 2007 var henholdsvis minus 27,2 mia. kr., minus 40,5 mia. kr., minus 5,0 mia. kr. og minus 18,4 mia. kr. Til sammenligning betalte Danmark i 2007 4,5 mia. kr. til EU's budget.

Tallene stammer fra Kommissionens rapport »EU Budget 2007 - Financial report«. Omregning fra euro til kroner er baseret på gennemsnitskursen for 2007 på 7,450551.

Henset til disse landes langvarige medlemskab er det under al kritik, at de fortsat er blandt de største nettomodtagere. Hvis vi ikke siger fra nu, vil overførslerne fortsætte i al evighed, og rollefordelingen mellem yder- og modtagerlande vil forblive den samme, fordi overførslerne ikke stimulerer nogen reel vækst eller fremmer nogen som helst form for vilje til at komme ud af rollen som modtagerland. Tværtimod virker overførslerne som en hvilepude for de fattige medlemslande, som med generøs støtte i ryggen er fritaget for at foretage smertefulde og upopulære økonomiske reformer, som andre lande for længst har gennemført.

Vi kan ikke fordele os til øget vækst. Men med reformer af arbejdsmarkeder, sociale pensions- og tilbagetrækningsordninger og ændringer i skatte- og afgiftsforhold kan økonomier gøres mere konkurrencedygtige. At honorere de reformivrige lande med en kæmperegning for overførsel af penge til de lande, der ikke vil gennemføre de nødvendige reformer, er dels et vanvittigt spild af penge, som kunne have været brugt på skattelettelser, øget forskning eller nødvendige sociale reformer, og dels en bjørnetjeneste for de uduelige regeringer, som aldrig bliver væltet, fordi EU med vore penge dækker over deres politiske inkompetence. I et sundt demokrati fører politisk uduelighed til manglende opbakning i befolkningen - og dermed opstår en ny regering og en levedygtig politik.

Forslagsstillerne foreslår derfor, at regeringen inden udgangen af indeværende år fremlægger en konkret plan for, hvordan man i EU - i forbindelse med de kommende budgetforhandlinger - vil arbejde for, at EU's struktur- og samhørighedsfonde afvikles.

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.