Det næste punkt på dagsordenen er:

37) Forespørgsel nr. F 38:

Forespørgsel til ministeren for udviklingsbistand:

Hvilke nationale og internationale initiativer påtænker regeringen at tage for at undgå, at ulandene bliver de store tabere i den globale økonomiske og finansielle krise, herunder at de bliver genstand for protektionisme, og sikre nødvendig udviklingsbistand, samt at deres interesser medtages i udviklingen af et nyt økonomisk og finansielt system, som drøftes i bl.a. G-20 gruppe, Verdensbanken og IMF?

Af Jeppe Kofod (S), Mogens Lykketoft (S) og Ole Hækkerup (S).

(Anmeldelse 24.03.2009. Fremme 26.03.2009).

Den første, der får ordet, er hr. Jeppe Kofod som ordfører for forespørgerne for at begrunde forespørgslen.

Vi har med rette fokuseret på den finansielle og økonomiske krises konsekvenser herhjemme med voldsomt faldende vækst og stigende arbejdsløshed. Jeg synes imidlertid, at vi ikke må glemme, at ulandene, især de fattigste af dem, og de mest sårbare befolkningsgrupper, bliver voldsomt ramt af den krise, vi er vidne til. Og modsat os, der har ressourcer til at gå op imod krisen, har de fattigste ingenting. For dem er det også et spørgsmål om liv eller død.

Alene i Afrika, har Verdensbanken anslået, vil 700.000 børn under 1 år miste livet på grund af krisen. Samtidig vil antallet af mennesker, som sulter i år, komme op på mere end 1 milliard eller knap hvert sjette menneske på den her klode. Mere end 200 millioner mennesker er i år og blev sidste år kastet ud i ekstrem fattigdom som følge af både fødevare-, energi- og nu økonomisk krise.

Med andre ord: Hvad der i den rige verden bestemt er en alvorlig krise med tab af arbejdspladser, er i den fattige verden et spørgsmål om liv eller død, om at sulte, eller om at millioner af spædbørn de næste 5 år aldrig kommer til at opleve deres 1-års-fødselsdag.

I Danmark, i EU og i de øvrige rige lande har vi en valgmulighed. Det er en ekstraordinær situation, og bag den finansielle og økonomiske krise gemmer sig en humanitær krise. Det kan vi gøre noget ved, bl.a. ved at øge vores bistand til de fattigste lande, kæmpe for, at IMF og Verdensbanken øger deres støtte til de lande, forhindre protektionisme og sikre, at de fattigste udviklingslande også bliver hjulpet i krisen.

Jeg ser frem til ministerens besvarelse.

Ja tak. Så er det ministeren for udviklingsbistand til besvarelse.

Jeg vil gerne starte med at takke forespørgerne for, at vi her i dag får lejlighed til at drøfte det her meget vigtige spørgsmål, som bestemt er højaktuelt. Og jeg er meget enig i det, som forespørgerne brugte som motivation, nemlig at vi ikke må glemme verdens fattigste lande i den situation, som vi er i globalt netop nu.

Jeg vil gerne sige lidt om, hvordan jeg ser den samlede situation, og herunder vil jeg selvfølgelig også komme ind på, hvilke initiativer vi har taget fra dansk side.

Ser vi på de seneste tal fra IMF og Verdensbanken, tegner der sig et ganske, ganske alvorligt billede af situationen, ikke bare i de vestlige lande og i de nye asiatiske vækstøkonomier, men tallene viser også, at den økonomiske krise rammer de fattigste udviklingslande og den rammer hårdt. Stormen på de finansielle markeder er måske nok i første omgang blæst uden om mange af de fattigste lande, som jo ikke for alvor har haft adgang til kapitalmarkederne, men den realøkonomiske recession rammer hårdt, og det er her, vi er nu.

Der forventes markante fald i eksport, i råvarepriser, i turisme, i remitter - dvs. i emigranternes pengeoverførsler til deres respektive hjemlande - og så forventes der også et kraftigt fald i investeringer fra udlandet. Verdensbankens seneste vækstskøn for Afrika syd for Sahara er på kun 1,7 pct. i 2009. Det er 5 pct. lavere end væksten i 2006 til 2007. Og så vurderer Verdensbanken oven i købet, at deres skøn måske er lige i overkanten af det optimistiske.

Kombinationen af sidste års fødevarekrise, de stadig høje fødevarepriser og nu den økonomiske krise har betydet, som også forespørgeren var inde på, at mere end 1 milliard mennesker vil sulte her i 2009. Som udviklingen ser ud nu, vil Afrika syd for Sahara ikke opfylde et eneste af FN's 2015-mål.

Globalt ser det værst ud i forhold til målene om at reducere børne- og mødredødeligheden. 190.000 børn under 5 år dør hver uge af sygdomme, som kunne være kureret. 10.000 kvinder dør hver eneste uge i forbindelse med graviditet eller fødsel. Mange lande vil givet blive mere afhængige af udviklingsbistand de kommende år - en, synes jeg, særdeles bekymrende udvikling.

G20-landene bekræftede i London, at de vil fordoble deres bistand i forhold til 2005-niveauet. Det betyder, at der skal leveres omkring 20 mia. dollars mere i udviklingsbistand frem til 2010. Det svarer til en stigning på næsten 20 pct. Der er ingen tvivl om, at det bliver en meget stor udfordring i den nuværende økonomiske krise at nå netop disse mål.

Men de globale krisepakker, synes jeg, sætter udviklingsbistandens størrelse i relief. Alene USA's hjælpepakke er vel i størrelsesordenen 800 mia. dollars. Den økonomiske krise bør ikke være en undskyldning for ikke at leve op til løfterne om at yde 0,7 pct. af BNI i udviklingsbistand.

Danmark lever op til sine løfter. Danmark ligger i top fem, så vi kunne selvfølgelig godt her i dag bruge meget energi på, hvad Danmark skal bidrage med, men jeg synes egentlig, det er mere vigtigt at fokusere på at få de øvrige lande, som i dag ikke lever op til den gamle 0,7 målsætning, til at leve op til den gamle målsætning. Jeg synes, det handler om, at de øvrige lande skal presses til at følge trop og følge Danmark og de øvrige fire lande, som i dag bidrager med 0,7 pct. af BNI eller mere.

På det netop overståede rådsmøde i Bruxelles har Danmark stået hårdt på, at vi styrker overvågningen af de forskellige bistandsløfter, som er blevet givet, og at vi i første omgang i efteråret drøfter, hvordan bistandsprocenterne ser ud for 2010. Her har EU jo som bekendt lovet at give 0,56 pct. af BNI i bistand. Det løfte skal vi leve op til. Det handler ganske enkelt, som jeg ser det, om EU’s troværdighed over for den øvrige del af verden, og derfor er jeg faktisk yderst tilfreds med, at Rådet i går - trods en del modstand - blev enig om det danske forslag om at følge udviklingen i bistandsløfterne tæt og så gøre status i efteråret. Det signalerer, at EU faktisk arbejder seriøst med at leve op til, hvad vi har lovet udviklingslandene. Målet bør være, at vi, om ikke designer stimulipakker til de fattigste lande, arbejder for at flere og mere fleksible ressourcer hurtigst muligt er tilgængelige for verdens fattigste lande.

Jeg mener, at G20-erklæringen fra London har for stort fokus på mellemindkomstlande og på de store udviklingslande, som selvfølgelig har betydning for den globale økonomis genopretning. Jeg har fremført præcis dette synspunkt både i EU og også under møder i Verdensbanken, og vi arbejder hårdt for, at de yderligere midler, der tilvejebringes gennem Verdensbanken, også kommer de fattigste lande til gode.

Vi fik således på Verdensbankens forårsmøde opbakning til, at der ses nærmere på ressourcerne til de fattigste lande. Vi må se på, at de får mulighed for at få andel i de 250 mia. dollars til handelsfinansiering, der blev givet tilsagn om på G20-mødet i London.

Men det handler ikke kun om flere penge, det handler også om at levere mere effektiv bistand. Vi skal fremskynde implementeringen af principperne i Pariserklæringen og Accrahandlingsplanen om bistandseffektivitet. Bistanden kan blive langt mere effektiv, hvis donorerne bliver bedre til at koordinere deres bistand og til at tilpasse sig partnerlandenes egne systemer. Det giver mere udvikling for de samme penge, og det arbejder vi hårdt på fra dansk side.

Men indsatserne skal også målrettes. Kriserespons må skræddersys til den enkelte situation. Indsatsen skal dels fokusere på kortsigtet kriseindsats i de lande, hvor der bliver store udfordringer for at opretholde basale sociale ydelser i forhold til sundhed og uddannelse, men også på etablering af en form for socialt sikkerhedsnet i de regioner, som måtte blive ramt hårdt, bl.a. som følge af et noget nær kollaps på råvaremarkedet.

Verdensbanken har fremlagt et særligt vulnerability framework - dvs. et sårbarhedsrammeværk - som skal sikre hurtig og målrettet støtte, bl.a. til sociale fonde på landeniveau. Det støtter jeg op om, i det omfang det betyder hurtigere penge ud i distrikterne, hvor der er brug for det.

Tilsvarende er vi fra dansk side klar til at lave de nødvendige justeringer af udviklingsbistanden i vores egne programsamarbejdslande. Vi er således i gang med at gennemgå alle vores forskellige programmer i vores samarbejdslande med henblik på at se på, om der er behov for justeringer.

Der skal investeres i kvinder, både fordi de typisk rammes hårdest af en økonomisk krise, og fordi kvinder er en ressource, som skal hjælpe udviklingslandene ud af krisen. Alle analyser viser, at det har størst effekt på ikke kun familiens velfærd, men hele samfundet, hvis vi investerer i at øge kvinders indkomstmuligheder i de fattigste afrikanske husholdninger.

Danmark har med sin MDG Call to Action - sin kampagne - sat betydningen af ligestilling på den internationale dagsorden. Nu arbejder vi på at få Verdensbanken og EU til at tage førertrøjen på for at sikre, at kvinder så rent faktisk også tænkes ind i de forskellige kriseresponsinitiativer, som tages. Det gælder naturligvis indsatser i forhold til uddannelse og sundhed, men også i forhold til hele vækstdagsordenen.

Fremtidens vækst og velfærd i udviklingslandene ligger jo i stor grad hos kvinderne. Men hvor det er lykkedes at sætte ligestillingen på dagsordenen i forhold til uddannelse, er der stadig lang vej at gå i forhold til indsatsen i de økonomiske sektorer. Det er et emne, som jeg vil drøfte med Verdensbankens præsident Zoellick, når jeg rent faktisk har lejlighed til at mødes med ham i morgen.

De seneste vækstprognoser for Afrika illustrerer, at væksten ikke kommer af sig selv, at der ganske enkelt skal mere til - ellers sættes vigtige udviklingsmæssige fremskridt, som vi har opnået - baseret på høj økonomisk vækst det seneste årti - over styr. Vi skal tænke uden for de traditionelle udviklingsstrategier, ikke kun på kort sigt for at afbøde krisens konsekvenser, men også på længere sigt for at sikre øget økonomisk vækst.

Det er faktisk netop, hvad Afrikakommission har gjort. Hovedparten af kommissionens medlemmer er som bekendt afrikanske ledere, og kommissionens forslag er netop udtryk for, hvad centralt placerede afrikanere anser for udviklingsprioriteterne anno 2009. Støtte til vækst og beskæftigelse med tryk på begge dele. Kommissionen er enedes om en række anbefalinger og 5 helt konkrete internationale initiativer, som er rettet mod at fremme vækst og beskæftigelse med udgangspunkt i den private sektor.

Den økonomiske krise har gjort det endnu vigtigere at fokusere på den private sektors rolle i at skabe job og sikre vækst. Den private sektor er således nøglen til at sikre en bæredygtig udvikling og dermed varig fattigdomsbekæmpelse og til at reducere afhængigheden af bistand og udenlandske kapitalstrømme.

I den aktuelle økonomiske krise er det særlig Afrikakommissionens initiativ om etablering af en lånefacilitet, der er helt central. Formålet er at støtte den finansielle sektor i at nå ud med lån til små og mellemstore virksomheders investeringer, og her er jeg helt sikker på at der er et kæmpe uudnyttet vækstpotentiale og dermed også et stort potentiale for jobskabelse på det afrikanske kontinent. Lånegarantifaciliteten vil i øvrigt blive gennemført i samarbejde med Den Afrikanske Udviklingsbank.

Ud af krisen springer også nye muligheder for de afrikanske lande. Produktioner nedlægges i mere udviklede lande. Når krisen vender, vil disse produktioner ikke nødvendigvis blive genoptaget samme sted; de vil blive genoptaget i de lande, der tilbyder det bedste investeringsklima, dvs. er mest konkurrencedygtige. Afrikakommissionens initiativer vil bidrage til, at Afrika kan få en langt større rolle som producent af varer på verdensmarkedet.

Men vi skal ikke kun tænke vækst, vi skal også tænke grøn vækst. Den økonomiske krise må ikke bidrage til at forværre klimaforandringerne yderligere. Tværtimod skal bekæmpelse af klimaforandringer og den økonomiske krise gå hånd i hånd. Både de menneskelige og økonomiske omkostninger vil blive enorme, hvis vi ikke forstår at håndtere denne udfordring. Det gælder ikke mindst i de fattigste udviklingslande.

Klimaudfordringerne vil påvirke adgang til drikkevand, fødevareproduktion, den globale sundhedstilstand og miljøet generelt. Mange millioner mennesker vil blive ramt, og fænomener som sult, oversvømmelser og mangel på rent drikkevand vil blive mere udbredt, i takt med at den globale gennemsnitstemperatur stiger. Det har vi simpelt hen ikke råd til - krise eller ej.

Det er vanskeligt, men vi skal se mulighederne, ikke kun begrænsningerne i den aktuelle økonomiske krise. Krisen må ikke forhindre os i at handle her og nu. Der er ingen modsætning mellem økonomisk vækst og en ambitiøs klimaindsats.

Den økonomiske krise øger risikoen for, at den globale frihandel ruller baglæns i de kommende år. Både i forhold til nationale stimulipakker og på det handelspolitiske område har vi set ganske bekymrende tendenser. Til forskel fra krisen i 30'erne har vi nu EU og verdenshandelsorganisationen WTO, som har afgørende betydning for, at protektionismen ikke løber løbsk.

Øget protektionisme og nedgang i verdenshandelen kan medføre, at krisen bliver længere og dybere for alle lande, også for verdens fattigste lande. Det er derfor fortsat en dansk hovedprioritet at afslutte frihandelsforhandlingerne i WTO, den såkaldte Doharunde, der som bekendt jo netop er en udviklingsrunde. En positiv afslutning på Doharunden vil være den bedste forsikring mod protektionisme.

Som supplement til forhandlingerne i WTO støtter Danmark indgåelsen af regionale og bilaterale frihandelsaftaler. Blandt disse hører de økonomiske partnerskabsaftaler, EPA'erne, til fremme af AVS-landenes udvikling, bl.a. gennem øget syd-syd-handel. Danmark arbejder for, at aftalerne er i fuld overensstemmelse med de pågældende landes udviklingsinteresser og ønsker.

Det er også helt i tråd med Afrikakommissionens anbefalinger, som ikke alene understreger behovet for øget syd-syd-handel, men også for, at afrikanske lande bør gives fuld og fri markedsadgang, bl.a. gennem bedre oprindelsesregler, færre tekniske handelshindringer og handelsforvridende subsidier.

Jeg har taget initiativ til en drøftelse mellem AVS- og EU-ministre i slutningen af maj for at bidrage til, at AVS-landenes ønsker bedre indgår i det videre arbejde med EPA'erne.

Herudover vil jeg gerne fremhæve, at vi som led i gennemførelsen af Doharunden arbejder på at udmønte EU-beslutningen om øget handelsrelateret bistand, også kaldet Aid for Trade. For mange af de fattigste udviklingslande er det nemlig ikke så meget markedsadgang, som det er den manglende evne til at udnytte markedsadgangen, der er et problem. Det arbejder vi systematisk med, og Afrikakommissionens anbefalinger om øget fokus på den private sektors konkurrenceevne spiller også ind her.

Sidst, men ikke mindst, lad mig kort berøre spørgsmålet om udviklingslandenes interesser i et nyt økonomisk og finansielt system. I min optik har udviklingslandene først og fremmest interesse i stærke internationale institutioner, et effektivt multilateralt system, som kan bidrage til at løse nogle af de udviklingsmæssige problemer, som de står over for.

For at sikre, at organisationerne leverer det, der er behov for på landeniveau, er det vigtigt, at udviklingslandene - også de fattigste - har indflydelse i organisationerne. Det er en hovedprioritet for den danske regering, men samtidig har vi lagt vægt på, at indflydelse og bidrag følges ad for de rige lande, altså at der etableres en beslutningsstruktur, som tilskynder, at medlemslandene fortsat øger deres udviklingsbistand. Indtil nu er det kun lykkedes at vedtage en begrænset reform i Verdensbanken, der bl.a. giver Afrika en ekstra bestyrelsespost, og fra dansk side støtter vi op om en mere omfattende og hurtigere reform.

Under det kommende højniveaumøde i FN i juni om den finansielle krises indflydelse på udviklingslandene vil vi støtte op om fortsatte drøftelser af nødvendige reformer i de multilaterale organisationer, dvs. FN, Verdensbanken og IMF, men vi skal være realistiske og sikre, at nye initiativer er velgennemtænkte. Reformer kræver opbakning og tilslutning fra mange aktører - ellers har de ingen gennemslagskraft overhovedet.

Det er vigtigt, at vi griber det momentum, der er her og nu. Den økonomiske krise, den nye amerikanske administration og fokus på klimadagsordenen bidrager tilsammen til, at der er en øget forståelse i det internationale samfund for, at det ikke nytter at tænke snævert, kortsigtet og taktisk. Tak.

Nu var der sådan en ret markant overskridelse af taletiden for ministeren, men jeg mener, det er uden mening, at ministeren ikke kan få lov at komme med hele sin besvarelse - selv om man selvfølgelig har taletider, for at de skal overholdes. Vi giver altså lidt bistand til ministeren på taletidssystemet.

I hvert fald er det nu hr. Jeppe Kofod som ordfører for forespørgerne, og så forstår jeg, at hr. Mogens Lykketoft bagefter er ordfører for Socialdemokratiet. Værsgo, hr. Jeppe Kofod.

Tak. Jeg vil starte med at takke ministeren for besvarelsen, der selvfølgelig rummer mange rigtige og gode betragtninger og også anskueliggør for Folketinget, hvilken kæmpe udfordring verden står over for med over en milliard mennesker, som nu sulter. Som jeg også nævnte, er der alene i Afrika 700.000 børn, der mister deres liv, inden de fylder 1 år, bl.a. på grund af den krise, vi står i nu. Jeg synes, det her er en ekstraordinær krise, som påkalder ekstraordinær handling, og der må jeg sige, at på det punkt havde jeg selvfølgelig gerne set, at også ministeren og regeringen var kommet ud og havde sagt: Vi vil gerne levere øget bistand, vi vil gerne tage vores del af en krisepakke til de fattigste lande på os.

Jeg er glad for, at ministeren nævner, at det for ulandene er vigtigt, at der er stærke institutioner, FN, Verdensbanken og IMF, der kan hjælpe ikke mindst de mindst udviklede lande, og man kunne stille sig det spørgsmål her i Folketinget i forbindelse med Verdensbankens anbefaling - det var en anbefaling, de kom med i april måned - om at give 0,7 pct. af de rige landes vækstpakker: Hvor mange regeringer i de rige lande har rent faktisk fulgt den anbefaling? Ingen, så vidt jeg ved, heller ikke den danske. Det nærmeste, vi kommer på det, er, at EU her for nylig har vedtaget en sårbarhedsfacilitet eller en sårbarhedsfond, men der er ingen, der lever op til løfterne her.

Jeg vil også nævne i forhold til G20-mødet, som ministeren var inde på, at til det møde var Ban Ki-moon, FN's generalsekretær, jo også med, og han advokerede for, at man over de næste 2 år skulle have en krisepakke til udviklingslandene på 1.000 mia. dollars, og at udviklingsbistanden skulle udgøre 250 mia. dollars til udviklingslandene som ekstraordinær indsats for at imødegå krisen. Også i det lys synes jeg der er meget at komme efter.

Det, jeg gerne vil sige, er jo, at jeg synes, vi skal forstå det her som en meget alvorlig krise, og lad mig bruge Afrika som eksempel på, hvad der kommer til at ske nu.

For det første, som ministeren også var inde på, falder private investeringer voldsomt. I 2007 udgjorde de 53 mia. dollars, de var altså højere end ulandsbistanden, og nu er de stærkt på retur.

For det andet sender afrikanere, der arbejder i de rige lande, ikke de samme penge hjem, de såkaldte remitter. Niveauet var i 2007 på 20 mia. dollars, og det er stærkt faldende i øjeblikket.

For det tredje, og det synes jeg er meget alvorligt - ministeren var også inde på det - lever donorlandene ikke op til vores beslutninger om at øge bistanden til Afrika. Vi er allerede 20 mia. dollars bagud, hvis vi ser på, hvad der blev lovet i 2005 i Gleneagles: en fordobling af bistanden til Afrika. Vi ligger på omkring 50 mia. dollars, vi skulle have været oppe på 70 mia. dollars næste år, og det er der ingen der tror vi når, medmindre der sker noget radikalt.

For det fjerde - ministeren var også inde på det - medfører krisen et skarpt fald i råvarepriser. Det er selvfølgelig godt for nogle lande, når eksempelvis olieprisen falder, men det, der er kendetegnende ved Afrika, er jo, at der er mange råvareeksporterende lande. Derfor ser de altså indtjeningen falde voldsomt, og det går ud over statsbudgetterne; de kan på sundheds- og uddannelsesområdet ikke levere alt det, deres befolkning skal have for at komme ud af fattigdommen, fordi de har underskud på statens budgetter.

Derfor vil jeg gerne sige her i debatten i dag, at det, vi skal spørge os selv om, er: Hvad gør vi og den danske regering ekstraordinært for hurtigt at sikre, at der kommer indkomstoverførsler til de fattigste udviklingslande? Her er salg af IMF-guldreserver en af de ting, vi vil pege på, som ministeren ikke var inde på, og også særlig hurtig adgang til hjælp igennem Verdensbanken for de fattigste udviklingslande. Desuden kunne man sige, at de rige lande kunne lave en vækstpakke til den fattige verden ved at levere de 20 mia. dollars. Det er uendelig lidt, som ministeren helt rigtigt var inde på, bare i sammenligning med det, USA har brugt på deres vækstpakke: 800 mia. dollars. Endelig kunne man jo - og det tror jeg kommer til at betyde rigtig meget for den videre vækst for ulandene - lukke skattehuller, sikre, at multinationale selskaber kommer til at betale skat dér, hvor de udvinder ressourcer, og sikre en succesfuld afslutning af Doharunden. Alle de initiativer er meget afgørende for, at udviklingslandene på sigt bliver uafhængige af bistand.

Det, vi ønsker med den her forespørgsel, er jo en konkret dagsorden. Det er ikke, fordi jeg er uenig med ministeren i mange af de betragtninger, der er nævnt, men der mangler konkrete handlinger og konkrete punkter.

Så vil jeg gerne afslutningsvis nævne her, at jeg synes, der også er en moralsk dagsorden her. Da verdenssamfundet gik ind i det her 21. århundrede, vedtog vi i enstemmighed, at vi ville halvere fattigdommen senest i 2015, de såkaldte 2015-mål. Nu, som ministeren siger, bliver ingen af de mål mødt i Afrika syd for Sahara. Selv om vi lever på en klode, hvor vi aldrig har haft flere ressourcer - trods krise - og en klode, hvor vi er en generation, der har mulighed for at give mennesker, uanset hvor de er født, et anstændigt liv, griber vi ikke den mulighed. Derfor er der også nogle spørgsmål, vi må stille: Hvad gør vi i den her tid? Lever vi op til vores idealer? Hvad gør Danmark? Gør vi en forskel med vores rigdom, med vores humanisme, med vores udsyn? Jeg mener, vi kan gøre en langt stærkere forskel, end tilfældet er i dag.

Så vil jeg gerne på vegne af Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre og Enhedslisten fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»I lyset af den internationale finanskrise og de omkostninger, krisen uforskyldt påfører verdens fattigste lande, opfordrer Folketinget regeringen til

- fremover at fastholde en stigning i udviklingsbistanden målt som andel af BNI og som realstigning.

Regeringen opfordres til gennem bl.a. EU, Verdensbanken, IMF og FN at arbejde for

- at donorlandene lever op til allerede afgivne løfter om stigende udviklingsbistand og indsatser, for så vidt angår årtusindmålene,

- at sikre nye midler til lavindkomstlandene til hurtig udbetaling som gaver eller lån på lempelige betingelser, bl.a. igennem salg af IMF-guld,

- at Verdensbanken åbner for større trækningsrettigheder for lavindkomstlandene,

- at finde globale løsninger for regulering af problemerne med skattely og oplysninger om indestående i banker, samt at de internationale regnskabsstandarder for virksomheder ændres, så det bliver gennemskueligt, hvor overskuddet skabes og beskattes, og

- at der sikres bedre repræsentation og stemmevægt til udviklingslandene i Verdensbanken, IMF og de regionale udviklingsbanker.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 84).

Det forslag til vedtagelse, der er læst op af hr. Jeppe Kofod, vil så indgå i Folketingets videre forhandlinger.

Der er ingen, der har bedt om ordet til korte bemærkninger, og så går vi over til den øvrige ordførerrække, hvor den første, der får ordet, er hr. Karsten Lauritzen.

Jeg vil godt starte med at rose oppositionen for at tage initiativ til at fremsætte den her forespørgsel om, hvordan finanskrisen rammer udviklingslandene, og hvad vi kan gøre fra dansk side, for det er jo en vigtig debat at tage her i Folketingssalen.

Finanskrisen og den økonomiske recession rammer Danmark og danskerne hårdt i form af stigende arbejdsløshed, negativ økonomisk vækst, generel usikkerhed om fremtiden, men de konsekvenser, som finanskrisen har for Danmark og danskerne, er intet i sammenligning med de konsekvenser, som verdens fattigste folk, lande og samfund føler på deres egen krop.

Som både ministeren og hr. Jeppe Kofod tidligere var inde på, er der fald i remitteringerne, der bliver overført til udviklingslandene, på 20-40 pct., markante fald i eksport og handel, betydelig nedgang i indtægter fra turisme og nærmest et stop for udenlandske investeringer i en række udviklingslande. Når vi kombinerer det med fødevarekrisen fra sidste år og stigende priser på basale fødevarer som korn og ris, har vi bogstavelig talt en dødelig cocktail i verdens udviklingslande, for det er en udvikling, som vil betyde hungersnød og øget fattigdom for alt for mange mennesker, som har fortjent langt bedre.

Verden over, særlig i de vestlige lande, bruges der milliardbeløb på vækstpakker, beløb, der langt overstiger den årlige udviklingsbistand, penge, der bruges til at stimulere økonomien, redde job og skabe økonomisk vækst, men de selv samme lande glemmer deres forpligtelser over for verdens fattigste. De glemmer, at de har skrevet under på 2015-målene og erklæringen fra 2000 om at halvere verdens fattigdom i 2015. De glemmer, at de har lovet 0,7 pct. af BNI i udviklingsbistand, ja, meget tyder på, at selv vores europæiske naboer har, hvis ikke glemt, så i hvert fald fået midlertidigt hukommelsestab om, at EU til næste år skal give 0,56 pct. af BNI i udviklingsbistand.

I nøden skal man kende sine sande venner. Udviklingslandene har desværre ikke ret mange sande venner, og i den økonomiske krise er man sig selv nærmest. Det er nok ikke overraskende, det er desværre ganske menneskeligt. Uden sammenligning - og så alligevel - i søndags kørte en dødsbilist en lille pige ihjel på Roskildevej, en frygtelig historie, som vi alle sammen har hørt om, som vi alle sammen forarges over, og hvor vi alle sammen forholder os til, om vi kan gøre noget i den forbindelse. Men hvorfor forarges og forholder vi os ikke i samme omfang til uretfærdigheden i, at der hvert femte minut dør 15 mennesker i verdens fattigste lande af sult eller sygdom forårsaget af sult, der kunne være undgået, eller at der hvert minut dør 18 børn i udviklingslandene, som kunne være reddet.

I Venstre ønsker vi at leve op til vores forpligtelser, og det mener vi også at Danmark gør. Vi har nogle forpligtelser over for verdens fattigste lande, og de skal hjælpes, også i den økonomiske krise. Nøden er størst i Afrika syd for Sahara og i Afrika som kontinent. Derfor skal bidraget og hjælpen her selvfølgelig også være størst. Afrikakommissionen er netop kommet med deres anbefalinger. Vi håber og tror på i Venstre, at de vil blive brugt til øget fattigdomsbekæmpelse via fokus på privatsektorprogrammer, fokus på unge, fokus på beskæftigelse.

Økonomisk vækst i udviklingslandene er ikke proportional med mængden af udviklingsbistand. Tværtimod handler det i høj grad også om, hvordan vi bruger de penge, der bliver givet i udviklingsbistand. Udviklingsbistanden skal gå hånd i hånd med øget frihandel og mindre protektionisme. I Venstre er vi glade for G20-landenes melding efter sidste topmøde i London. Vi vil ikke acceptere, at finanskrisen bruges af andre vestlige lande til at indføre mere protektionisme. Tværtimod mener vi, at finanskrisen skal bruges til at sikre mere frihandel via WTO.

Et skridt på vejen mod mere frihandel er, at udviklingslandene handler mere med hinanden. Den interne handel mellem udviklingslandene er i dag meget beskeden. I Afrika udgør intern handel kun ca. 10 pct. af landenes totale samhandel, hvilket er det laveste tal for en hel verdensdel. En af årsagerne til, at udviklingslandene handler alt for lidt med hinanden, er, at udviklingslandene betaler for meget i told, ikke så meget til ilande, som mange ellers tror, men til andre udviklingslande. I dag går 70 pct. af den told, som udviklingslandene betaler, til andre udviklingslande, og resultatet er, at udviklingslandene i dag betaler 40 pct. af den globale industritold, selv om de faktisk kun udgør 22 pct. af det globale BNP.

Når fattige lande fortolder hinanden, skyldes det ofte, at det er en let måde at rejse penge på til slunkne statskasser, der ikke kan finde ud af at inddrive skatterne selv, og problemet er bare, at de selvsagt hæmmer udviklingslandenes samhandel. Det hæmmer frihandel.

I Venstre ønsker vi, at udviklingslandene tænker mere i regional samhandel, og er glade for, at Afrikakommissionen deler det fokus, for vi ønsker at understøtte arbejdet med det også økonomisk. Vi skal både have sikret øget intern samhandel, og vi skal have sikret mere global frihandel og mindre protektionisme.

Verdens fattigste lande skal ikke glemmes i den finansielle krise. De skal hjælpes, og i Venstre anerkender vi den lange række tiltag, som regeringen har foretaget, der sikrer, at ikke blot Danmark, men også resten af verdens ilande lever op til deres løfter og deres forpligtelser over for verdens fattigste.

Jeg skal hermed som afslutning på vegne af Venstre, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Idet Folketinget konstaterer, at også de fattigste udviklingslande rammes hårdt af den globale økonomiske krise, opfordres regeringen til at arbejde for et styrket fokus på en fattigdomsorienteret international kriserespons, særlig gennem

- en målrettet indsats for, at det internationale samfund til trods for økonomisk krise lever op til forpligtelserne om at give 0,7 pct. af BNI i udviklingsbistand, herunder at arbejde for en styrket monitorering af bistandsforpligtelserne

- at den internationale kriserespons også omfatter de fattigste lande og bruges som en mulighed for at fremme kvinders økonomiske muligheder samt klimavenlige og bæredygtige investeringer i udviklingslandene

- fortsat at arbejde aktivt for en ikkeprotektionistisk, udviklingsvenlig og liberal handelspolitik og for at udviklingslandenes stemme og indflydelse styrkes i de internationale organisationer - ikke mindst i Verdensbanken.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 85).

Tak. Også dette oplæste forslag til vedtagelse vil indgå i de videre forhandlinger.

Der er ønsker om flere korte bemærkninger, først fra hr. Jeppe Kofod.

Tak. Først vil jeg gerne rose ordføreren for faktisk at sætte i perspektiv, hvorfor det er så nødvendigt at gøre en forskel for at hjælpe de allerdårligst stillede på den her klode. Jeg synes, at det er rigtigt, at ordføreren sætter fokus på det.

I den forbindelse kunne man så spørge: Hvis vi skal leve op til vores forpligtelser, er ordføreren så enig i, at når eksempelvis Ban Ki-moon, FN's generalsekretær, advokerer for, at man skal komme med en hjælpepakke på 1.000 mia. dollar til de fattige lande over de næste 2 år, hvoraf 250 mia. dollar skal være ulandsbistand, så påhviler det også Danmark at gøre noget ekstraordinært i den krise, vi står i, og ikke alene at gøre det, man allerede har vedtaget, men faktisk at gøre noget ekstraordinært?

I den forbindelse vil jeg også høre ordførerens holdning til, om man igennem eksempelvis IMF, altså valutafonden, også skulle arbejde for at sælge dele af guldreserverne, så man kunne stille nogle ressourcer til rådighed for de mindst udviklede lande på en enkel og nem måde.

Ordføreren.

Tak. Det er jo sådan, at Danmark faktisk gør en meget, meget stor indsats, og jeg synes, at vi også gør en ekstraordinær indsats i forhold til Danmarks størrelse, og hvis vi sammenligner med, hvad andre lande gør. Vi kan selvfølgelig gøre endnu mere, vi skal også gøre det endnu bedre, og noget af det, som den her regering og vi i Venstre lægger meget vægt på, er jo, at vi ser på, hvad der kommer ud af vores udviklingsbistand. Der står jo i regeringsgrundlaget, at udviklingsbistanden gradvis vil blive øget i procent over en årrække, og det har regeringen også leveret. Vi giver jo i dag 15,2 mia. kr. i udviklingsbistand.

Det, vi også fokuserer på, er, hvordan de penge så bruges, og de penge skal selvfølgelig bruges der, hvor de gør størst mulig gavn, uden hensyntagen til nationale interesser, og det synes jeg faktisk i høj grad at Danmark lever op til. En del af de penge, vi bruger på udviklingsbistand, er jo også målrettet på og vil blive målrettet på at håndtere den økonomiske krise, som udviklingsministeren på så glimrende vis har redegjort for.

Hr. Jeppe Kofod.

Jeg fik ikke svar på spørgsmålet om guldreserverne, men jeg håber, at det kommer.

Det er jo meget fint, at regeringen har en politik på området - det kan man jo i øvrigt læse i regeringsgrundlaget, og den politik er ikke forandret på det her område - men vi står altså i en ekstraordinær finansiel krise, som først skyllede ind over os, blandt andre, men som nu i den grad og med meget stærkere kraft rammer ikke mindst de allerfattigste udviklingslande. I den forbindelse er det jo lidt hult at stå og tale om, hvor mange spædbørn, der desværre dør hver eneste dag, hvis man så ikke fra dansk side vil gøre en ekstraordinær indsats.

Vi kan gøre meget gennem EU, Verdensbanken, FN - det kan vi komme tilbage til - men vi burde også selv som et af verdens rigeste lande gøre en forskel her, og der kan jeg simpelt hen ikke forstå, at ordføreren ikke kan støtte den første pind, vi har i vores forslag til vedtagelse, om, at ulandsbistanden også set i lyset af krisen skal stige både i andel af BNI og som en reel stigning i de kommende år.

Vil Venstre garantere, at ulandsbistanden også reelt stiger i kroner og øre i de kommende år?

Ordføreren.

Jeg bliver nødt til at sige til hr. Jeppe Kofod, at jeg er af den opfattelse, at det er hult, hvis man gør den her debat om de økonomiske vilkår for udviklingslandene under den finansielle krise til en procentdiskussion.

Det vil vise sig, om det er det, det ender med, men det kunne jeg godt frygte, for det er det, de her debatter i Folketingssalen ofte ender med, i stedet for at vi forholder os til, hvad vi kan gøre indholdsmæssigt, hvordan vi kan forbedre det resultat, der kommer ud af den relativt store pose penge, som Danmark giver i udviklingsbistand. Der har regeringen jo gjort en habil indsats for at forbedre effekten af den danske udviklingsbistand og også øge den i omfang.

Jeg synes, det ville være bedre, hvis vi koncentrerede vores ressourcer på at være konstruktive, og at man så i øvrigt anerkendte den store indsats, som regeringen har gjort for at få andre lande til at leve op til deres løfter og forpligtelser. Der er jo kun fem lande i verden, som lever op til det, som de har skrevet under på i 2015-målene, nemlig at yde 0,7 pct. af deres BNI i udviklingsbistand. Lad os tage kampen der, for det er der langt flere penge, ressourcer og resultater i.

Så er der en kort bemærkning fra hr. Steen Gade.

Tak for det. Den kamp skal vi tage. Men jeg vil prøve at koncentrere mit spørgsmål om spørgsmålet om at få en hurtig udbetaling til og nogle hurtige lånemuligheder for ulandene. Det handler jo ikke om den danske bistand, det handler sådan set om Danmarks opførsel og om, hvad Danmark kæmper for.

Der synes jeg ikke, at hr. Karsten Lauritzen svarede på hr. Jeppe Kofods spørgsmål om salg af guldreserver. Det er jo en diskussion, der har været der længe. Jeg har også forstået, at Danmark har modsat sig salg af guldreserver, det er i hvert fald, hvad man kan læse i medierne, og det synes jeg ville være helt, helt forkert, ligesom jeg synes, at vi skal have en kommentar til den anden del af oppositionens forslag om, at trækningsrettighederne i Verdensbanken skal øges for de fattigste - ikke for alle, men for de fattigste - sådan at de kan sætte investeringer i gang, gøre alt det, som udviklingsministeren så rigtigt snakkede om.

Ordføreren.

Jamen lad mig så slå helt fast, at i Venstre er vi kede af, at man i Verdensbanken har fokuseret for meget på mellemindkomstlandene, og ønsker gerne, at man også ser en øget mulighed for hjælp til lavindkomstlandene; det er jo der, behovet for fattigdomsbekæmpelse er allerstørst.

Hvad angår det her med guldsalg, vil jeg sige, at Danmark jo sammen med de resterende EU-lande har indtaget det synspunkt, som EU har haft, nemlig at ud over de bilaterale donorbidrag skal vi arbejde på at mobilisere yderligere ressourcer, herunder ressourcer fra afkast af det allerede aftalte guldsalg. I Venstre er vi i hvert fald af den opfattelse, at man skal gøre, hvad man kan for også at sikre finansielle vilkår for lavindkomstlandene, som er dem, der rammes hårdt af den nuværende økonomiske krise.

Hr. Steen Gade.

Det lyder jo, som om vi måske kan finde noget, vi er enige om. Jeg ved ikke, om vi kan, men nu prøver jeg. Er Venstre enig i, at reglerne for trækningsrettighederne i Verdensbanken for de fattigste – og dem kan vi godt definere - skal øges? Det vil betyde, at de kan låne, det vil betyde, at de kan få gang i noget, det vil betyde, at de ikke behøver at komme helt ned på de vækstrater, som udviklingsministeren nævnte.

Jeg blev lidt i tvivl om, om man var villig til at sælge yderligere guldreserver, men det mener jeg faktisk at man bør være for også på den måde at leve op til eller følge anbefalingerne fra G20, for det var et af de steder, hvor de anbefalede salg af guldreserver.

Ordføreren.

Som jeg har forstået det, har man allerede aftalt et salg af nogle af guldreserverne, og så pågår der selvfølgelig en diskussion om yderligere salg og nedbringelse af reserverne. Og der har vi altså i Venstre den holdning, at man bliver nødt til at finde en enighed på fælleseuropæisk plan med hensyn til det her.

Det er jo sådan, og det vil jeg også godt understrege, det sagde udviklingsministeren også gentagne gange, at hvis der er nogen, der internationalt kæmper kampen for, at man skal hjælpe de fattigste lande, lavindkomstlandene, er det jo Danmark. Og hvis der er nogen, der ikke forsømmer en lejlighed til at påpege, at der altså er en hel del lande, som ikke lever op til de forpligtelser, som de selv har skrevet under på og har genbekræftet adskillige gange, jamen så er det jo os. Og hvis vi kunne få verdens lande til at leve op til deres forpligtelser, ville det se meget lysere ud for udviklingslandene.

Så er der en kort bemærkning fra hr. Frank Aaen.

Tak. Venstres ordfører sagde, at der var desperat brug for mere hjælp, og nævnte også, at det var regeringens politik at hæve ulandsbistanden. Når man kombinerer de to ting, nemlig at det er regeringens mål at hæve ulandsbistanden, og at der oven i købet er blevet skærpet brug for det under den krise, der rammer så hårdt i de fattigste lande, kan vi så ikke bare få et tilsagn om, at næste års finanslov selvfølgelig vil indeholde en forhøjelse af ulandsbistanden både i kroner og øre og som andel af BNI?

Ordføreren.

Nu er det sådan, at der i regeringsgrundlaget står, at man vil øge udviklingsbistanden i procent over en årrække. Det har regeringen levet op til hidtil, og det har jeg også forventning om at man fortsat vil. Den præcise størrelse for, hvor meget den danske udviklingsbistand skal være, er noget, der afgøres i finanslovforhandlingerne. Jeg tror, det er klart for de fleste partier, at det har været sådan igennem de sidste mange år, og sådan vil det også være i år. Derfor kan jeg ikke stå og sige noget præcis tal. Jeg er ikke finansordfører for Venstre, og jeg er ikke finansminister, så jeg kan ikke stå og sige noget om, hvordan forhandlingerne vil gå.

Men jeg kan love, at det, der står i regeringsgrundlaget, lever regeringen selvfølgelig til punkt og prikke op til.

Hr. Frank Aaen.

Inden man kommer for godt i gang med at sige, at man år efter år har hævet ulandsbistanden, skal vi så ikke lige huske, at man startede med at sætte den kraftigt ned, og at den stadig væk er langt lavere, end den var, da den her regering kom til? Jeg mener, at man i sådan en debat som den her da må kunne få et udsagn om det, for det kan jo ikke komme overraskende, at det her spørgsmål bliver rejst. Det var også inde i debatten om, hvordan dagens forslag til vedtagelse skulle se ud, så det kan jo ikke komme overraskende, at det her spørgsmål bliver rejst. Når man nu holder de fine taler om, hvor mange flere penge der er brug for - og det er langt hen ad vejen meget udmærket - kan man så ikke også komme og sige, at der selvfølgelig skal flere penge til, og at Danmark er gået i spidsen for på den måde at inspirere andre lande til også at give flere penge til de fattigste lande?

Ordføreren.

For at svare på hr. Frank Aaens spørgsmål vil jeg sige, at jeg er ked af, at det her udvikler sig til en debat om procenter. Den har vi haft masser af gange, og vi ved udmærket, hvor vi står. Der kommer til at være forhandlinger om bistandsstørrelsen i forbindelse med finanslovforhandlingerne, og der vil regeringen leve op til det, der står i regeringsgrundlaget. Det kan jeg skrive under på.

Så kan jeg bare sige, at der i Dags Dato for en måneds tid siden var et interview med Bono fra U2, som jo er rockstjerne og har rejst verden rundt for at få ilandene til at leve op til deres løfter til udviklingslandene, og han roste jo Danmark for, at vi lever op til vores forpligtelser, og han var glad for det. Det vil vi også fortsat gøre, og jeg håber også, at Enhedslisten vil anerkende, at når Bono kan rose os, så kan vi forhåbentlig også stille Enhedslisten tilfreds, men det er jo ikke sikkert.

Så er der en kort bemærkning fra fru Trine Mach.

Jeg kan forstå på ordførerens svar til hr. Jeppe Kofod, at regeringen ikke agter at sætte sig nogen mål i forhold til en fortsat stigning i den danske BNI-andel, som vi skal bruge på udviklingsbistand, og heller ikke agter at sætte sig nogen mål i forhold til en realøkonomisk stigning i bistanden. Så vil jeg bare spørge ordføreren, om det sammenholdt med det øvrige, ordføreren har sagt, betyder, at vi ikke behøver at gøre yderligere i Danmark, før andre lande, vi i øvrigt på andre punkter sammenligner os med, også kommer op på noget lignende, nemlig 0,7 pct. i bistand. Betyder det, at regeringen ikke har selvstændige ambitioner om, hvor Danmark skal lægge sig i lyset af det, som eksperterne mener er nødvendigt at vores del af verden bidrager med for at løse de mange forskellige kriser, som falder samtidig og særlig rammer udviklingslandene hårdt? Og betyder det, at man ikke længere føler sig forpligtet på et 2015-mål om at få halveret fattigdommen? Vi ved jo fra midtvejsrapporter, at det overhovedet ikke tyder på, at det lykkes.

Ordføreren.

Nu skal jeg selvfølgelig ikke kunne sige, om fru Trine Mach ikke hørte, hvad jeg sagde i min ordførertale, eller hvad ministeren sagde, men jeg tror, vi nævnte 2015-målene gentagne gange, og dem ønsker Danmark at leve op til.

Jeg må bare sige, at den her debat om bistandsprocenter er en, der foregår ikke ret langt herfra. Hvis man bevæger sig ud i internationale fora, bliver Danmark rost for, at vi lever op til vores forpligtelser som et af de få lande - 5 i alt - der giver det, FN anbefaler, og som alle lande har skrevet under på.

Så jeg synes altså, der er mere resultat i at tage diskussionen om, hvad Danmark kan gøre for at få andre lande til at leve op til deres forpligtelser end udelukkende at fokusere på, om Danmark skal give mere end det, vi gør i øjeblikket.

Så vil jeg i øvrigt henvise til, at der i regeringsgrundlaget står, at man over en årrække gradvis vil øge den procentandel af BNI, som udviklingsbistanden udgør, og det har jeg en forventning om at regeringen selvfølgelig lever op til. Det har man gjort hidtil, og det vil man også gøre fremover.

Fru Trine Mach.

Jeg har naturligvis hørt efter, hvad både ministeren og ordføreren har sagt, ellers ville jeg ikke bruge tiden her i salen. Men jeg forstår stadig væk ikke, hvordan man kan leve op til de målsætninger, man verbalt har sat sig, når man samtidig ikke er villig til at spytte ekstra midler i kassen. Alle de mennesker, der har forstand på de her ting, ikke bare i Danmark, men også udeomkring i verden, siger rent faktisk, at det er nødvendigt - også fra dansk side - med ekstra midler til udviklingsbistand. Det gælder her og nu til at løse de akutte problemer, som er opstået af sammenfaldet af forskellige typer kriser, men også på lang sigt, selv om vi jo unægtelig ligger i toppen.

Ordføreren.

Jeg må sige, at jeg simpelt hen ikke accepterer præmissen for fru Trine Machs spørgsmål, for der er jo planer for, hvordan Danmark vil hjælpe det, vi kan, og hvordan vi i øvrigt vil tage kampen op for at få andre lande til at leve op til deres forpligtelser. Og vi bliver rost af FN og andre internationale organisationer for netop at levere det, vi lover, når vi giver et løfte.

Så sent som i sidste måned var der besøg fra Verdensfødevareprogrammets direktør, og hun roste Danmark, fordi vi er et af de få lande, som rent faktisk giver et fast bidrag til den nødhjælp, som de uddeler i de områder, hvor f.eks. finanskrisen rammer allerallerhårdest. Det roste hun os for, og det er jo netop, fordi vi har gjort noget, fordi vi også fortsat vil gøre noget, og fordi Danmark rent faktisk lever op til vores internationale forpligtelser som et af de - desværre - få lande i verden.

Tak. Hr. Jørgen Poulsen for en kort bemærkning.

Jeg synes også, at det var godt at høre ordføreren erkende, at vi står her med en helt ekstraordinær situation, som kræver en helt ekstraordinær indsats. Men når det så kommer til, hvad man konkret vil gøre i den situation, synes jeg rigtignok, at der mangler svar på de spørgsmål, som er blevet stillet.

Vil man konkret gå ind i tidligere at lægge udbetalinger fra Verdensbanken? Vil man gå ind på nogen af hr. Jeppe Kofods forslag om salg af guld og de mere konkrete ting om lånerettigheder? Jeg synes, vi hele tiden bare får at vide, at vi får en masse ros i Danmark, og at alting skal være, som det var, og blive, som det er.

Ordføreren.

Hvis det var sådan, at Danmark var det eneste land i verden, ville verden være et langt bedre sted at leve i, men det er det altså ikke. Og det er sådan, at vi ikke fra den fællesnordiske bestyrelsespost i Verdensbanken, som Danmark er en del af, kan bestemme, hvad Verdensbanken gør og få Verdensbanken til at rette ind efter det, som vi i Danmark godt kunne tænke os. Vi bliver nødt til at have andre med.

Jeg må sige, at vi i Venstre har det sådan, at vi, i stedet for at Danmark går enegang i forhold til en lang række punkter, som kan være meget fornuftige, men hvor man ikke opnår noget, må indgå i det fællesskab, som der f.eks. er i EU, og som der er i det nordiske fællesskab, om sådan noget som Verdensbanken.

I forhold til det nordiske samarbejde vil jeg sige, at de nordiske lande er nogle af dem, som giver den mest effektive udviklingsbistand, og som kæmper kampen for udviklingslandene uden at blande nationale hensyn ind i det. Og jeg har fuld tillid til, at vi i den kreds kan presse på og også opnå nogle resultater som dem, forslagsstillerne fra Socialdemokratiet ønsker, og som hr. Jørgen Poulsen ønsker.

Hr. Jørgen Poulsen.

Det forstår vi godt, men det er vel stadig væk sådan, at Danmark kan bestemme i Danmark. Og der er det, jeg mangler at høre andet, end at der forestår nogle finanslovforhandlinger om de her ting.

Jeg vil da mindes, dengang man skar ulandshjælpen ned her i landet. Da var hr. Karsten Lauritzens parti meget optaget af, at man fastholdt det nominelle beløb. Det ville stadig væk blive stigende, og det står vist endda i alle løfter fra den danske regering, at det fortsat ville stige, men det er jo ikke ligefrem det, vi hører her. Jeg synes bare, hvad som gælder forlæns også må gælde baglæns, og derfor ville jeg gerne høre helt klart, at hr. Karsten Lauritzen ville sikre i hvert fald at gå efter, at vi fortsat havde et stigende nominelt beløb.

Ordføreren.

Som jeg har svaret tidligere, er det her jo ikke en finanslovdebat, og jeg er ikke finansordfører, og de udviklingsbistandsordførere, der er til stede i salen, kan jo heller ikke redegøre for, hvad man præcis vil i deres parti i de kommende finanslovforhandlinger.

Det, jeg kan sige, er, at regeringen vil leve op til det, som der står i regeringsgrundlaget. Jeg tror også, at vi, når vi ser den konkrete udmøntning af udviklingsbistanden i 2010, vil se, at en større del af den samlede ramme, der er, går til at løse nogle af de mange problemer, som der er, og som er en videre komplikation af den økonomisk, finansielle situation, som Danmark står i. Og jeg er også overbevist om, at vi om et år, når finanslovforhandlingerne er overstået, fortsat vil kunne få ros fra Bono fra U2 for at være et af de lande, der lever op til vores forpligtelser, for det gør vi.

Tak til ordføreren. Hr. Mogens Lykketoft som ordfører.

Det her årtusind startede jo flot med årtusinddeklarationen om udviklingsmålene, og det er selvfølgelig dybt nedslående at kunne konstatere og i bred enighed erkende, at det, der sker lige nu, er, at vi fjerner os fra udsigten til at nå disse mål - de mål, der var så stor enighed om, og som fremtrædende økonomer som Jeffrey Sachs jo forklarede os vi kunne nå med de forpligtelser, vi påtog os, til at øge udviklingsbistanden. Der er meget langt til bare at nå 2010-målene, ministeren var inde på det, det er et sted mellem 20 og 30 mia. dollar, der mangler i det regnestykke allerede næste år, og det skal så ses i sammenhæng med en verden, hvor rammebetingelserne er dramatisk forringet, og hvor udviklingslandene mister investeringer, mister handel, mister turisme, mister indtægter fra deres borgere i udlandet og rammes af en fødevarekrise og skal leve op til at bidrage også til at løse de globale klimaproblemer - det, som blev nævnt for et øjeblik siden som sammenfaldet af kriser.

Som flere allerede har været inde på, er vi nødt til ikke bare at sige, at andre skal gøre mere, men også at generobre og forstærke Danmarks placering som foregangslandet, der moralsk og politisk gør det, som vi vil have de andre til at gøre - og gør det godt og vel. Det er vi nødt til, for det er sådan, at den krise, der giver os budgetproblemer, der giver os arbejdsløshed, slår folk ihjel i millionvis i andre dele af verden. Derfor mener jeg ikke, at det er ligegyldigt, hvad tallene er, som hr. Karsten Lauritzen stod og sagde heroppe - i modsætning til, hvad han sagde i sin tid som VU-formand. Det er vigtigt, at Danmark faktisk sætter tal på regeringens løfte om at øge andelen af nationalproduktet, vi vil anvende til ulandsbistand, og gør det netop nu og gør det netop i den her sammenhæng og gør det massivt i den multifacetterede krise, vi slås med.

Jeg giver egentlig ikke så frygtelig meget for den der undskyldning om, at vi vil se på, at vi bruger pengene rigtigt, og at det er vigtigere, hvordan vi bruger pengene, end at vi bruger flere penge. Nej, begge dele er vigtige. Det er utrolig vigtigt, at vi anvender vores ulandsbistand så effektivt som muligt. Jeg er langtfra overbevist om, at regeringens planer på privatsektorområdet er en mere effektiv anvendelse af pengene, men det er vigtigt, og jeg har ikke mødt nogen, der ikke mente, det var vigtigt, men i forhold til summen af kriser, vi skal håndtere, er det at løfte indsatsen også vigtigt. Det er det, vi taler om i vores forslag til vedtagelse her i dag.

Så skal jeg i den korte tid, der er tilbage, til et ordførerindlæg i den slags debatter, bare pege på to ting, som også har været strejfet af andre, for at understrege det så tydeligt som muligt. Selv om vi så gør alt det, vi har forpligtet os til i fællesskab i de rige lande for at øge den egentlige ulandsbistand, selv om Danmark tager sig sammen og prøver at vende tilbage til sin gamle førerposition på ulandsbistandsområdet, så er alt det andet, det, vi kan gøre for de multilaterale organisationers styrkede indsats, Verdensbanken, IMF osv., det, vi kan gøre for at få et WTO-resultat til at udkomme netop i den her krisesituation, der gavner udviklingslandene, og det, vi kan gøre, for at der ikke trækkes et meget stort milliardbeløb i dollar ud af udviklingslandene i skattesnyd, er lige så vigtigt.

Derfor tror jeg, det skal have en understregning i en debat som den her, at Danmark kan gøre en særlig indsats ved at hjælpe og presse på for et WTO-resultat, presse på for at levere penge til udviklingslandene til at kunne udnytte frihandelsmuligheder bedre, presse på for at rådgive udviklingslandene til at erstatte deres toldindtægter med skatteindtægter på det tekniske område. Men det allervigtigste kan vise sig at være, at vi faktisk følger op på præsident Obamas ledelse af felttoget imod det globale skattesnyd og supplerer det med det, som er lige så vigtigt, nemlig at udviklingslandene får deres del af det beløb, der snydes for. Det er jo meget godt, at vi bliver bedre stillet som stater, men vi ved, at der mangler ca. 250 mia. kr. i ulandenes kasser på grund af globalt skattesnyd, og det er jo helt andre tal end dem, vi taler om, når vi snakker om at øge udviklingsbistanden. Her kunne Danmark gøre en helt særlig indsats ved at hjælpe udviklingslandene med så at få deres del af kagen, når den her indsats omsider - heldigvis - trappes op.

Tak til ordføreren. Fru Tina Petersen som ordfører.

Jeg vil starte med at sige, at vi jo har været meget bredt omkring. Og så vil jeg rose ministeren for den tale, hun holdt, og som var meget dybdegående, med hensyn til hvor Danmark er og hvilke planer vi har.

Der er ingen tvivl om, at den forespørgsel, vi har her i dag, i allerhøjeste grad er aktuel. Man kan spørge sig selv, om den finansielle verdenskrise rammer de her udviklingsbistandsområder, altså om den udviklingsbistand, som tilgår de fattige lande, vil blive mindre, eller om de vil rammes via f.eks. forhøjede fødevarepriser, mindre eksport, råvarepriser, turisme osv.

Mange forskellige elementer spiller ind, når det handler om, hvordan et land klarer sig i den globale konkurrence. På mange områder bliver vi negligeret, når vi hører debatten fra specielt venstrefløjen, for det er faktisk sådan, at Danmark ligger som et af de lande, der globalt yder allerallermest i forhold til landets størrelse og i forhold til bruttonationalindkomsten osv. Så jeg synes faktisk, at det er lidt beskæmmende gang på gang at skulle stå og høre på, at vores indsats ikke er tilstrækkelig. Vi yder enormt, og vi er så at sige alle steder for at være en del af det.

Danmark overholder også nøje de løfter om at yde de her 0,7 pct. af vores BNI i udviklingsbistand. De krav, vi stiller til os selv om at yde, efterlever vi også. Men jeg vil så sige, at der også skal langt mere overvågning til i forbindelse med andre lande. England er jo bl.a. et af de lande, som ikke har efterlevet den procentdel, og man kunne så også kigge på resten af Europa, som heller ikke efterlever den procentdel, som Danmark trods alt har gjort.

Dernæst må vi heller ikke glemme, at det jo er en verdenskrise, der foregår i øjeblikket. Og man skal vel globalt prøve at forhindre, at kriser som den her finansielle krise, vi har globalt, rammer de rigtig fattige lande, så de bliver endnu mere fattige.

Vi skal selvfølgelig også blive bedre til at effektivisere bistanden. Indsatsen skal selvfølgelig målrettes, og det har vi nævnt rigtig mange gange. Ved bl.a. at indføre de her principper, der er i Pariserklæringen og Accrahandlingsplanen, synes vi i hvert fald at vi vil være godt på vej.

Dansk Folkeparti ser også frem til, at Afrikakommissionens forslag eventuelt bliver effektiviseret, for den er kommet med nogle rigtig gode forslag, som kan styrke området. Dansk Folkeparti har også ofte gjort opmærksom på investeringer i bl.a. kvinder, som - som vi ser det - ofte er kernen, ressourcen og styrken i familien. Og heri er der selvfølgelig også et håb om, at man får udglattet nogle ting på ligestillingssiden.

Vi er sikre på, at alt det her, som bl.a. ministeren også nævnte i sin tale, er med til at fremme en god og positiv udvikling i de forskellige lande. Vi håber selvfølgelig også på her i fremtiden med alle de ting - handelsfrihed, håbet om et fuldt og frit handelsmarked, grøn vækst, klima - og alle de her initiativer, der bliver sat i gang, at det trods alt fortsat vil være sådan, at Danmark ligger i top.

Så til sidst bliver jeg simpelt hen nødt til at sige, at det jo er en stor glæde i dag at kunne se det forslag til vedtagelse, der ligger, og som vi også har tilsluttet os. Og jeg håber da så sandelig, at Venstre holder fast i det, som de selv har skrevet i den første pind i forslaget til vedtagelse, om 0,7 pct. af BNI. Det var sådan set det.

Tak til ordføreren. Der er et par korte bemærkninger, først fra hr. Frank Aaen.

Nu ved jeg ikke, om det sidste i virkeligheden var et svar på det, jeg vil spørge om. Hvis regeringen kommer og foreslår, at Danmarks ulandsbistand hæves både i kroner og i andel af BNI, vil det så få et ja eller et nej fra Dansk Folkeparti?

Ordføreren.

Jeg kan sige, at vi holder fast i de 0,7 pct., og det gør vi, som jeg sagde i min tale, simpelt hen fordi vi synes, at vi skal bruge langt mere krudt på at forsøge at få andre lande til at leve op til de løfter, de nu har givet.

Jeg synes, vi fokuserer alt for meget på, hvad vi gør herhjemme - og vi er altså iblandt de bedste til det her globalt - men vi fornægter ligesom, at andre lande løber fra de løfter, de har givet. Et eller andet sted synes jeg at man måske skulle kigge på det i stedet for.

Hr. Frank Aaen.

Sagt på dansk betyder det, at når regeringen har et fint regeringsprogram, hvor der står, at de vil hæve ulandsbistanden, og vi hører en ordfører fra Venstre, der står og fortæller om alt det gode, Venstre gerne vil gøre, så er det i virkeligheden tom snak, fordi Dansk Folkeparti har meddelt, at der ikke kommer en krone mere til de fattigste lande i verden.

Ordføreren.

Altså, nu kan jeg ikke udtale mig om, hvad Venstre vil. Venstre og De Konservative har lavet et regeringsudspil, og det er deres afdeling.

Dansk Folkeparti har det sådan, at vi synes, der bliver ydet flot og godt på det her område. Jeg synes, der er nogle områder inden for spektret, der gør, at man skal kigge på nogle andre ting, som jeg bl.a. har sagt. Vi har et halvt Europa, der ikke lever op til de løfter, de har givet, og det synes jeg vil skal gøre meget mere ved i de sammenslutninger, der er.

Hvad Venstre gør, og hvad Venstres ordfører siger, må man henvende sig til Venstre om.

Hr. Steen Gade for en kort bemærkning.

Tak. Jeg kan forstå, at når regeringen og Dansk Folkeparti ikke har kunnet lave et mere kraftigt forslag til vedtagelse i dag, er det, fordi man skal forhandle det færdigt til efteråret under finanslovforhandlingerne. Derfor er det jo lidt interessant at høre, hvad Dansk Folkeparti siger. Og jeg vil fortsætte i et lidt andet spor, men alligevel i et om den danske bistand.

Hvis det nu viser sig, at 0,7 pct. af bruttonationalindkomsten er et lavere beløb i 2008, fordi økonomien kører den gale vej, synes fru Tina Petersen så, at det er o.k., at ulandsbistanden skal falde, eller synes fru Tina Petersen, at vi da i hvert fald skal give det samme i kroner og øre?

Ordføreren.

Først vil jeg sige, at det er korrekt, at der vil være nogle forhandlinger i løbet af efteråret. Men som Venstre også sagde, har vi jo vores finanslovordførere til det, og der har vi en vældig dygtig herre, som hedder hr. Kristian Thulesen Dahl, som står for den del.

En anden ting er, at i så fald bruttonationalindkomsten skulle falde, at indkomsten skulle blive mindre, er det jo klart, at i den her periode, hvor vi har haft succes med alt, hvor alle har tjent mere og vi er blevet rigere, har ulandene jo også fået mere ud af BNI’en, end de fik før. Og det er jo en del af det, en del af den her periode. Når det nu er sådan, at man sætter procenter på, vil jeg sige, at der vil være mere i nogle perioder, og i andre vil der være mindre.

Omvendt kan jeg så sige, at hvis jeg skal hen og finde de midler, tror jeg nok, at hr. Steen Gade ved, at et sted, jeg ikke vil tage dem fra, i hvert fald er stedet med de nære ting og mennesker, og det er jo derhenne, jeg skal finde pengene, hvis jeg skal til at putte nogle flere penge ind i forbindelse med procenterne her.

Tak. Hr. Steen Gade.

Jamen det var da klar tale: Det drejer sig om de nære ting. Og det kan jeg jo sådan set godt forstå. Men der, hvor fru Tina Petersen så vil tage pengene, er hos verdens allerfattigste, det var jo sådan set det, der var meldingen i det, fru Tina Petersen sagde. Det er så Dansk Folkepartis melding, og den står lysende klart her i debatten.

Men det, jeg så vil følge op med, er at spørge fru Tina Petersen, om man så ikke vil bruge nogle kræfter på at skaffe andre penge til ulandene ved f.eks. at arbejde for trækningsrettigheder i Verdensbanken, salg af guldreserver osv. for nuværende? Det med at udsætte det hele, til hr. Kristian Thulesen Dahl får snøvlet sig sammen i november, har jo ikke ret meget at gøre med den aktualitet, som vi står over for her.

Ordføreren.

Altså, nu er det for det første sådan, at der er nogle ting, der er tildelt en ordfører, og nu er det altså hr. Kristian Thulesen Dahl, der er ordfører på finansområdet.

For det andet synes jeg, at det er lidt forkasteligt at sige, at jeg tager noget fra nogen. Der er lavet en dansk aftale om, at vi giver 0,7 pct., og det er en sats, der er fastsat. I perioder vil det give rigtig meget, i andre perioder som nu, hvor der er en global krise, vil det selvfølgelig være lidt nedadgående. Men det er jo ikke sådan, at der ikke kommer midler, det er jo ikke sådan, at Danmark ikke fortsat ligger blandt de allerbedste globalt. Vi yder, og vi holder alt, hvad vi lover i forbindelse med de her tiltag. Vi er med, hvor vi kan være med, også globalt. Vi er med i sammenslutninger, der er lavet kommissioner, vi er med i DAC, og vi er med alle steder. Jeg synes, at vi yder en indsats, hvor vi virkelig prøver på at sætte et aftryk globalt.

Igen bliver jeg nødt til at henvise til, at der altså er andre europæiske lande, som ikke endnu har efterlevet at give den procentdel, som de har lovet, som de har givet løfte om. Sæt da kræfterne ind dér i stedet for, vil jeg sige til hr. Steen Gade.

Hr. Mogens Lykketoft for en kort bemærkning.

Vi har jo her fået et levende bevis for, hvorfor hr. Karsten Lauritzen stod og krympede sig i lang tid oppe på talerstolen over regeringens målsætning om at øge den andel af nationalproduktet, der skal anvendes til ulandsbistand. Jeg ved ikke, om fru Tina Petersen selv er helt klar over det, men målsætningen om 0,7 svarer til en nedskæring i den danske ulandsbistand med 1,8 mia. kr. i forhold til det nuværende niveau. Er det der, vi har Dansk Folkeparti?

Ordføreren.

Jeg kan forholde mig til, at Dansk Folkeparti hele tiden har været meget klare omkring, at vi støtter op om at give 0,7 pct. af BNI, og det er det, vi holder fast i. Det er, hvad FN anbefaler, og man kan så sige igen, at vi bare har efterlevet, hvad den store del af Europa også burde efterleve. Jeg mener helt klart stadig væk, at indsatsen skal være, at vi skal have nogle flere lande på benene og have dem til at yde, og specielt hvis de har givet løfte om det og i bund og grund laver det, jeg kalder et løftebrud. Altså, man kan jo ikke yde en bistand til udviklingslandene, hvis de ikke kan regne med det, de forventer.

Hr. Mogens Lykketoft for en anden kort bemærkning.

Tak, hr. formand. Jeg er en lille smule forvirret over, hvad det egentlig er, Dansk Folkeparti vil gå til finanslovforhandlinger med. For det er jo meget godt at henvise til hr. Kristian Thulesen Dahl, men jeg går ud fra, at man taler sammen i Dansk Folkeparti, og at man har en politik, som man taler om, også når man sender en ordfører ned til en ulandsdebat.

Skal vi forstå det, der bliver sagt, sådan, at Dansk Folkeparti i en situation, hvor der er fødevarekrise, klimaproblemer, fattigdom og børnedød i større omfang end hidtil, vil gå til forhandling for at få ulandsprocenten ned på 0,7, dvs. en nedskæring på 1,8 mia. kr.? Eller skal vi kun forstå det sådan, at Dansk Folkeparti vil mene, at man skal fastholde den nuværende bidragsprocent, som er godt og vel 0,8, hvilket, hvis Danmarks nationalprodukt falder 4 pct., betyder, at vi skal skære ulandsbistanden ned med 600 mio. kr.? Hvad er det for et af tallene, fru Tina Petersen mener er Dansk Folkepartis politik?

Ordføreren.

Jeg synes, at jeg har givet udtryk for hele vejen igennem, hvad det er, vi står for, og hvad vores holdning er på området, så jeg forstår ikke helt, hvad hr. Mogens Lykketoft er ude på. Jeg ved, at det er en form for manipulering med ord, der foregår lige i øjeblikket, så jeg bliver simpelt hen bare nødt til at sige, at hvis hr. Mogens Lykketoft har et konkret spørgsmål til finansordføreren, må han jo henvende sig til den rette person. Jeg står her, og jeg synes, jeg er meget konkret i min besvarelse ved at sige 0,7 pct. Hvis regeringen ønsker at udvide det, må regeringen jo gøre det.

Men vi står meget fast på det her, og det gør vi simpelt hen af den årsag, at vi synes - det er ikke bare noget, vi synes, det er også noget, vi ved - at Danmark ligger i front på det her område. Vi kan være stolte af os selv, vi kan være stolte af den indsats, vi yder. Men vi synes søreme også, at vi skal kigge på det globalt og hanke op i de lande, som har lovet en masse, men som faktisk næsten ikke har holdt det.

Så er det hr. Jørgen Poulsen.

Fru Tina Petersen mener at have givet et klart svar. Jeg kan altså ikke forstå det her. Vi har netop her hørt Venstres ordfører trøste os med, at vi nok skal holde målet i kroner og øre. Det er da nemt at svare på: Vil Dansk Folkepartis ordfører i det tilfælde være med til, at budgettet hæves, selv om det vil betyde en øget procentsats?

Ordføreren.

Jeg vil stadigvæk henvise til, at jeg jo ikke sidder blandt dem, der forhandler en finanslov, og det må jo være den pågældende ordfører, som de spørgsmål hører under. Jeg kender vores politik på området, og politikken siger, at vi holder fast i vores 0,7 pct. Ønsker Venstre en stigning på området, jamen så er det klart, at så er det det, man gør. Det er sådan set min kommentar til det - selvfølgelig stadigvæk med de konklusioner og begrundelser for, at vi holder fast, som jeg har nævnt før.

Hr. Jørgen Poulsen.

Jamen så bliver jeg næsten nødt til at spørge meget, meget direkte: Synes Dansk Folkepartis ordfører i virkeligheden, at den bistand, Danmark giver, er for stor?

Ordføreren.

Jamen vi har jo altså som sagt holdt fast. Svaret giver næsten sig selv. Når vi har sagt 0,7 pct., synes jeg jo, at besvarelsen er der. Som det ser ud i dag, er det jo klart, når man regner det ud i procentdel af bruttonationalindkomsten, at der vil være en forøgelse, og hvis der igen sker kriser i verden, som der foregår lige i øjeblikket finansielt, vil der være en nedadgående tendens. Så det vil jo svinge hele tiden. Men vi holder i hvert fald fast i de 0,7 pct. Det er vores holdning.

Hr. Jeppe Kofod.

Det er jo et meget klart svar, at i en tid, hvor vi har en ekstraordinær humanitær krise, og hvor alene i Afrika 700.000 børn ikke vil komme til at opleve deres 1-års-fødselsdag, vil Dansk Folkeparti gå til finanslovforhandlingerne i år og bede om at tage 1,8 mia. kr. af ulandsbistanden. Det er det, som man vil fra Dansk Folkepartis side, og det synes jeg er et klart svar.

Det stiller jo Folketinget og i særdeleshed Venstre og De Konservative - regeringen - over for det spørgsmål, om det virkelig er dem, man vil samarbejde med på det her område, når vi står midt i en krise. Det kan fru Tina Petersen selvfølgelig ikke svare på, men jeg synes, det er tankevækkende, at det, der står tilbage i dagens debat efter alle de pæne ord, er, at Dansk Folkeparti lover befolkningen, at de vil skære ned på ulandsbistanden i en tid, hvor man står i en krise. Det synes jeg er en kæmpe fejltagelse.

Ordføreren.

Jamen hr. Jeppe Kofod må jo konkludere, som han nu ønsker. Jeg vil stadig væk holde fast i, at jeg synes, at man fokuserer meget på, at det er Danmark, der ganske alene skal redde hele verden.

Hvad med at kigge på bl.a. England, som jeg nævnte, der ikke har efterlevet de krav, man på europæisk plan har stillet til dem med hensyn til at yde en procentdel af deres BNI til udviklingslandene? Hvad med at kigge på, hvilke lande i Europa der ikke har efterlevet, hvad de faktisk har givet løfte om, i stedet for hele tiden at køre på, at det er Danmark, der skal redde verden?

Vi er iblandt top 5 - hvis jeg ikke tager meget fejl, tror jeg faktisk, at vi ligger nr. 2 eller 3 ud af de her 5 lande. Vi gør det ganske godt i Danmark, og jeg synes et eller andet sted, at vi også skal rose os selv, når vi faktisk gør noget godt, og det gør vi på global basis, og jeg synes, vi bliver dygtigere og dygtigere til at yde den udviklingsbistand og hjælpe ude, hvilket faktisk skal til.

Hr. Jeppe Kofod.

Jeg har stor respekt for den kæmpe indsats, danskerne gør i forbindelse med ulandsbistanden, men derfor er det også tankevækkende, at Dansk Folkeparti vil sætte den ned med 1,8 mia. kr., hvis de får magt, som de har agt.

Fru Tina Petersen siger, at man skal følge FN's anbefalinger. Jeg nævnte konkret, at FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, har anbefalet over for den rige verden, at man skal mobilisere 250 mia. dollar ekstra til udviklingsbistand i de kommende år for at undgå, at denne krise, som vi står midt i, bliver så dyb. Jeg nævnte Verdensbanken, der anbefaler, at man giver 0,7 pct. af de nationale vækstpakker for at gøre noget for ulandene i forbindelse med denne krise.

Det er rigtigt, at vi skal presse de andre lande mere, og man kan jo sige, at det er en interessant kritik, Dansk Folkeparti retter mod regeringen, om, at den ikke gør nok på det her område. Det kan vi godt være enige om, men det fratager jo ikke én ansvaret, når man vil skære ned med 1,8 mia. kr. i ulandsbistanden i en tid, hvor krisen er dybere end nogen sinde.

Ordføreren.

Jamen det var da rart at høre, at der også var lidt ros, at Socialdemokratiet faktisk kunne være enig med Dansk Folkeparti om nogle ting, man kunne gøre.

Jeg er sikker på, at hvis man gik ud og hev fat i de lande, som ikke har efterlevet at yde de procentdele, som de faktisk har givet løfte om, så ville man kunne gøre langt mere. Og jeg er sikker på, at man med alle de ting, der er i gang, og som ministeren også var inde på, alle de sammenslutninger og samarbejdsgrupper, der er, og som arbejder for at udvikle og specielt for at efterleve de her ting, ville få langt mere ud af at yde en indsats for at sørge for, at de løfter bliver holdt. Så kunne det være, at der var andre lande, der ville kunne komme op og måle sig lidt med os andre, som faktisk gør det rigtig godt.

Tak til ordføreren. Hr. Steen Gade som ordfører.

Jeg vil først rose udviklingsministeren, for jeg synes, at der var rigtig mange gode takter i udviklingsministerens tale. De står også pænt i modstrid med det forslag til vedtagelse, som regeringspartierne har lavet sammen med Dansk Folkeparti. Men det har vi jo fået illustreret ved nu her at høre Dansk Folkepartis ordfører sige, hvorfor det er så svært.

Det, vi andre så må spørge om, vedrører, at det, selv om der selvfølgelig er noget, der hedder finanslovforhandlinger, altså er et sygdomstegn i dansk politik, at vi står i en sådan situation. For det burde jo være sådan, at udviklingsministerens tale i større udstrækning også blev afspejlet i handling, også i forhold til økonomi. Jeg tror i virkeligheden også, at en del af ordførerne, måske dem alle, i både Det Konservative Folkeparti og Venstre godt ville være med til det, men så har vi altså den sygdom i vores system, at det ikke kan lade sig gøre. Det vil sige, at vi ikke engang kan tage en principbeslutning af den art, som hele oppositionen foreslår.

Der vil jeg godt sige til hr. Karsten Lauritzen: Det er altså ikke oppositionen, der taler om procenter. Der er altså gået et eller andet galt i opfattelsesevnen. Der står faktisk ikke procenter i vores forslag til vedtagelse. Til gengæld står der procenter i hr. Karsten Lauritzens forslag til vedtagelse, og til gengæld var det Dansk Folkeparti, der brugte det meste af sin taletid på at tale om 0,7 pct., som jo er en dramatisk nedsættelse af dansk ulandsbistand.

Det er altså ikke os, der taler om procenter. Vi snakker om noget helt banalt, nemlig om, hvad Danmark skal gøre. Og det er at fastholde en stigning i udviklingsbistanden målt som andel af BNI; det siger regeringen faktisk selv at man vil. Og så siger vi, at det skal være en realstigning, altså også i kroner og øre. Det er faktisk en invitation til, at vi på grund af krisen her kunne blive enige om det. Det kan vi så ikke, fordi regeringen vælger, som de gør.

Det andet, som jeg også godt vil udfordre udviklingsministeren lidt på, når hun kommer igen, vedrører at gøre noget hurtigt, altså at det ikke bare handler om de enkelte landes bistandsprocenter, men handler om trækningsrettigheder, handler om den diskussion, som blev rejst på G20-mødet, om øgede guldreserver, salg af guldreserver. Det regner jeg med at ministeren kommer ind på, for det mener jeg er noget, der kan virke rimelig hurtigt og ikke skal igennem nye finanslove og den slags ting. Det kræver selvfølgelig, at der er enighed om det, og at det kan besluttes. Men det burde der være en rimelig vilje til.

Jeg vil så også fremhæve, hvad Socialdemokratiet har fremhævet, nemlig kampen mod skattely, kampen for at få orden på det finansielle system, kampen for at få et ordentligt skattesystem. Det vil jeg faktisk opfordre udviklingsministeren til at bruge flere kræfter på. Vi bruger heldigvis nogle på at hjælpe landene med at få gode skattesystemer. Det kunne vi bruge mange flere kræfter på fra dansk side og samtidig også ligesom Norge kaste os lidt mere ind i at hjælpe udviklingslandene med at få skrevet ordentlige kontrakter om råstofudnyttelse, sådan at en meget større del af de penge, som kommer ved råstofudnyttelse - det er både olie, mineraler, skove, og hvad ved jeg - kommer direkte i kassen hos udviklingslandene.

Den sidste bemærkning kommer til at handle om ændrede magtstrukturer. Det er jo sådan, at kriser fører til en ny tilstand efter kriserne. Det er det, vi er ved at se, og det var derfor, at det var G20, der mødtes, og ikke G8. Det opfatter jeg som et fremskridt, men det er selvfølgelig ikke endemålet. Og i den kamp synes jeg også, at Danmark kunne give en meget, meget klar melding om, at vi virkelig går ud og kæmper for disse ændringer på institutionel vis, altså for alvor kæmper for, at udviklingslandene får en meget højere placering i Verdensbanken, og også for, at de fattigste lande får en højere placering, end de har penge til. Det er jo en vigtig del af det.

Men der er selvfølgelig også en stærk opfordring til, at Kina og andre udviklingslande med penge skyder penge ind i det, sådan at vi får hele verden gjort ansvarlig i den institutionsopbygning, som verden har brug for for at komme ud af den økonomiske krise. For alt det, vi står over for, med klima, finanskrise, økonomisk krise, fødevarekrise osv. kræver meget stærkere overnationale, internationale institutioner, og her kræves der ganske hurtige meldinger om, at man vil ændre magtfordelingen inden for de institutioner, som i dag er helt skæve. Det er også dele af FN-systemet, men det er i hvert fald Verdensbanken og IMF.

Tak til ordføreren. Hr. Karsten Lauritzen for en kort bemærkning.

Hr. Steen Gade snakker også i sit ordførerindlæg om, hvordan vi i Danmark skal gøre mere, og hr. Steen Gade anerkender ikke det, som udviklingsministeren har sagt, nemlig at Danmark jo gør en lang række ting, og at vi sådan set lever op til vores internationale forpligtelser, som jeg også understregede i min ordførertale. Men lad os nu holde lidt ved vores internationale forpligtelser, og hvad man helt præcist gør, og så vil jeg godt spørge hr. Steen Gade, hvad hr. Steen Gade og Socialistisk Folkeparti gør i forhold til at påvirke andre lande og hr. Steen Gades kollegaer i andre parlamenter i en lang række af de lande, som jo har en socialistisk ledet eller er i koalition med en socialistisk ledet regering, som gang på gang ikke lever op til sine internationale forpligtelser. Vil hr. Steen Gade forklare, hvad hr. Steen Gade og Socialistisk Folkeparti gør for at påvirke dem til, at de skal leve op til deres forpligtelser, ligesom Danmark lever op til sine?

Ordføreren.

Jeg kan da i hvert fald sige, at de, der er vores tætteste venner, er SV i Norge. Det er udviklingsministerens kollega - jeg kan måske oven i købet sige bedste kollega - og ulandsbistanden er under hans post som udviklingsminister steget til 1 pct. i Norge, hvor SV i flertalsregeringen har udviklingsministerposten og finansministerposten. Norge har givet et stort, stort milliardbeløb for at bevare regnskove i Brasilien, og Norge har udviklet det koncept, som gør, at fattige lande får en større del af deres råstofindtægter direkte i deres statskasser, så de kan få udvikling for pengene, så de ikke bliver så udbyttet af store olieselskaber. Så det gør vi en del for, og jeg har god kontakt med min norske gode ven.

Hr. Karsten Lauritzen.

Nu spurgte jeg jo ikke, hvad Socialistisk Folkeparti gjorde i forhold til de lande, der allerede lever op til forpligtelserne. Jeg spurgte, hvad man gør i forhold til den lange række lande bare i den europæiske baghave, hvor socialistiske partier jo spiller en betydelig rolle, og som ikke lever op til forpligtelserne, og det savner jeg stadig væk et svar på - måske ikke på, hvad man har gjort, men på, hvad man så vil gøre i fremtiden.

Nu har vi en god diskussion her i Folketingssalen i dag, men et af problemerne er, at når det kommer til finanslovforhandlingerne, hvor man bestemmer, hvad der skal gives i procenter og i kroner og øre i bistand, er det jo ikke, fordi man oplever politiske partier, der har det som deres mærkesag nr. 1, at udviklingsbistanden skal øges både i procent og i nominelt beløb, og det ser man jo heller ikke, at Socialistisk Folkeparti gør. Det står et sted nede på side 12, men det er ikke mærkesagen.

Tror hr. Steen Gade ikke, at det kunne være en af årsagerne til, at hans ønsker ikke bliver indfriet?

Ordføreren.

Jeg kan forstå, at hvis jeg flytter lidt rundt på, hvor nogle af vores initiativer bliver beskrevet, så vil hr. Karsten Lauritzen blive mere påvirket, fordi han ellers ikke har opdaget dem.

Det er en totalt sikker og konsekvent SF-politik, at ulandsbistanden skal stige, at vi med det flertal, vi går ind i efter næste valg, skal op på 1 pct. af bruttonationalindkomsten, og at vi desuden skal gå i gang med noget klimabistand, for nu bare at citere fra det, vi arbejder på, og som er det, vi fremfører ved alle finanslovforhandlinger.

Med hensyn til det andet vedrørende nogle socialistiske lande, som hr. Karsten Lauritzen mente jeg havde et særligt tilknytningsforhold til, så kan jeg sige, at jeg ikke kender dem, og at jeg i hvert fald ikke har noget særligt tilknytningsforhold til dem. Jeg tror såmænd, at hr. Karsten Lauritzen har et lige så fjernt tilknytningsforhold til de lande, han måtte tænke på, som jeg har. Jeg tror, at der er nogle spindoktorer, der lige har fået lidt for stor indflydelse på hr. Karsten Lauritzens spørgelyst.

Fru Tina Petersen.

Jeg vil fortsætte lidt der, hvor Venstre slap. Jeg kan forstå på hr. Steen Gade, at han vil forhøje ulandsbistanden med 1 pct. Det er jo - så vidt jeg lige umiddelbart kan regne ud - godt 11 mia. kr. Hvor vil hr. Steen Gade tage de penge fra? Er det igen de svage grupper, der skal stå for, når der skal hentes 11 mia. kr.?

Ordføreren.

Jeg ved ikke, hvordan fru Tina Petersen får det til 11 mia. kr., men det er en anden sag; det er i hvert fald ikke den lille regneskole.

Det er noget, der skal indfases i løbet af nogle år, og det er almindelig SF-politik. Men det er jo på en måde en afledning af den her debat, for det, vi foreslår i dag, er egentlig bare at få Dansk Folkeparti, Venstre og Konservative til at sige, at der fremover skal være en stigning i udviklingsbistanden målt som andel af bruttonationalindkomsten, altså i procent, og så skal det være en realstigning i kroner og øre. Det, der jo er så sølle at høre, er, at Dansk Folkeparti ikke vil være med til det - og for den sags skyld også Venstre og Konservative, som jeg egentlig tror har viljen, men som heller ikke gør det i dag.

Fru Tina Petersen.

Jeg kan jo så som ordfører på området omvendt sige til hr. Steen Gade, at jeg synes, det er sølle, at SF ikke konkret kan komme med nogen tilkendegivelser om, hvorfra man vil hente de her milliarder kroner. Jeg håber da selvfølgelig, at jeg kan få et svar, et meget konkret svar på, hvor man har tænkt sig at skaffe de her penge.

Ordføreren.

Jamen det får fru Tina Petersen ved at slå op på SF's finanslovforslag, og det får hun både for dem, vi havde sidste år, og i forhold til dem, vi fremover kommer med. Så simpelt er det.

Tak til ordføreren.

Hr. Helge Adam Møller som ordfører.

Jeg bemærkede under talerne først fra hr. Jeppe Kofod og senere fra hr. Steen Gade, at man ret hurtigt i talen sagde, at man var enig i store dele af det, som udviklingsministeren havde sagt i sin svartale. Det synes jeg sådan set ikke er overraskende. Det er jeg også, måske endda i endnu større dele end de to andre.

Men det hænger jo sammen med det, som også er forespørgslens formål, at man siger noget med, at vi skal arbejde for, at der ikke kommer mere protektionisme. Det er vi jo alle her i dette Folketing enige om, tror jeg. Vi skal arbejde for, at verdens lande lever op til deres tilsagn, specielt de rige lande. Det er vi jo også enige om alle sammen. Vi skal arbejde for, at man ikke begynder at skære i støtten, snarere tværtimod, altså lever op til det, man ikke har levet op til hidtil. Og vi arbejder alle for, at de fattige lande får bedre mulighed for at varetage egne interesser, også i det nye økonomiske og finansielle system.

Det havde jeg sådan set også skrevet noget om, og det har jeg nu droppet, og jeg har skrevet par stikord på baggrund af det, nogle af ordførerne har sagt.

Jeg vil godt tage udgangspunkt i hr. Jeppe Kofod, der sagde, og jeg tror, jeg citerer rigtigt: at det er en kæmpe udfordring, vi her i Folketinget står over for. Det var i forbindelse med, at der er 1 milliard mennesker, der sulter, og det er jo omkring en syvendedel af jordens befolkning. Så vil jeg måske lidt provokerende sige: Nej, det er sådan set ikke os her i Folketinget, der står over for den udfordring, forstået på den måde, at det er hele verden. Vi er som sagt kun 5,2 millioner over for 7-8 milliarder mennesker. Så vi er en tolvhundreddel af verden. Om vi så brugte hele vores nationalprodukt, ville vi ikke kunne leve op til det, vi er mange der gerne vil leve op til. Når jeg siger hele verden, er det altså englændere, japanere, brasilianere, canadiere, kinesere og alle de øvrige.

Det har været diskuteret meget, hvad vi gør her i Danmark. Vi er jo et af de der tre, fire, fem lande i alt, der lever op til 0,7-procent-målsætningen. Vi ligger på 0,82 pct. Hvad betyder det for en almindelig dansk familie? Ja, hver eneste dansker betaler altså i gennemsnit hvert år af det, han eller hun betaler i skat 2.800 kr. - fra spædbarn til olding. Det betyder for en ganske almindelig dansk standardfamilie, hvor man er far, mor og to børn, at de betaler 11.000 kr. om året til de fattige lande. Det er da ikke så dårligt.

Så kan man sige, igen som hr. Jeppe Kofod sagde: Hvad gør Folketinget? Hvad gør Danmark? Det var to af spørgsmålene. Jeg vil godt prøve at vende det lidt om, for det er selvfølgelig relevant, hvad Danmark gør, eller hvad Folketinget gør, men det er jo kun en lille del af løsningen. Jeg er så gammel, at jeg kan huske ligesom andre, der er til stede her i salen, hvad præsident Kennedy sagde, da han tiltrådte i januar 1961, i sin store tale. En af de ting, han sagde til amerikanerne, var:

Spørg ikke, hvad Amerika kan gøre for dig, men spørg, hvad du kan gøre for Amerika.

Det var måske relevant, hvis vi prøvede at gribe lidt i egen barm, for den enkelte dansker, der måtte være utilfreds eller ikke synes, man fra Folketinget yder nok - man vil godt yde noget mere end 15,2 mia. kr. - kunne jo godt yde en større indsats. I stedet for at spørge, hvad Folketinget gør for de fattige lande, kunne man spørge: Hvad du personlig kan gøre for de fattige lande?

Lad mig bare nævne et par eksempler. Der går jo ikke en måned her i Danmark, heldigvis, uden at der er forskellige nødhjælpsorganisationer eller humanitære organisationer, som har store landsindsamlinger. Jeg ved, man prøver at få flere mennesker til at være med ude at samle ind, og man får 20, 30 eller 50 mio. kr., men hver eneste gang kunne bruge tre, fire, fem eller seks gange flere danskere til at samle ind til gavn for de fattige lande. Der er altså masser af danskere, selv dem, der synes, at Folketinget ikke gør nok, som bare sidder derhjemme i sofaen.

Mange danskere, som synes, vi ikke gør det godt nok herinde i Folketinget, siger selv: Jeg har så et sponsorbarn, som koster 170 kr., 180 kr., 190 kr. om måneden. Så hjælper man i hvert fald et fattigt menneske og en fattig familie.

Jeg mener altså, det er for let bare at sige, at det er Folketingets ansvar, eller at det er regeringens ansvar. Vi må også selv gøre lidt. Jeg vil så godt opfordre til, at vi altså prøver på at brede ansvaret lidt mere ud og sige, at vi ikke kan løse alverdens problemer, men hvis der er flere danskere og for den sags skyld flere brasilianere og englændere, der personligt også gør noget ekstra, så begynder det at batte endnu mere. Havet består som bekendt af dråber.

Tak til ordføreren. Hr. Jeppe Kofod for en kort bemærkning.

Jeg vil godt takke ordføreren for at prøve at skabe en enighed. Jeg synes jo, at djævlen ofte ligger i detaljen i de her debatter. Vi kan sagtens overordnet set have mange fælles mål og holdninger, men jeg synes, De Konservative stadig væk mangler at svare på, hvordan Danmark lever op til sine forpligtelser ud over minimumsforpligtelsen på 0,7 pct. Jeg nævnte to andre anbefalinger - en fra Ban Ki-moon, FN's generalsekretær, og en fra Verdensbanken - som Danmark ikke lever op til. Det gør mange andre donorlande heller ikke.

Men jeg synes, der her i debatten i dag specielt fra den borgerlige side er en tendens til det, man kan kalde ansvarsforflygtigelse eller ønske om ikke sammen med andre at tage ansvar og gøre en forskel. Jeg vil gerne rose ministeren for en ting. Det er 0,7-klubben, som ministeren har taget initiativ til at skabe for de lande, der ligger over 0,7 pct. i ulandsbistand. Sådanne initiativer er vigtige, men det er også vigtigt, at vi selv tager ansvaret på os og gør en forskel. Er hr. Helge Adam Møller ikke enig i det?

Ordføreren.

Det er jeg helt enig i.

Hr. Jeppe Kofod for en kort bemærkning.

I den forbindelse vil jeg gerne høre, hvad De Konservatives holdning er til, at man vil lave finanslov sammen med et parti, som her fra talerstolen i dag har erklæret, at man vil skære 1,8 mia. kr. af den danske ulandsbistand i en tid, hvor vi har set en krise, som er historisk, og som i den grad desværre også rammer den fattige verden. Vi ser konsekvenserne af det i de her dage og i de her måneder. Jeg vil bare høre, om man ikke vil prøve at se lidt positivt på det og prøve at tale med alternativet, som er os i oppositionen, som har fremsat et meget konkret forslag til vedtagelse, i stedet for at gå sammen med Dansk Folkeparti, der nu sort på hvidt siger, at man vil skære ulandsbistanden ned i 1,8 mia. kr.

Ordføreren.

Nu har Dansk Folkeparti på det her område en anden holdning end Det Konservative Folkeparti, og det har de mig bekendt haft alle de år, hvor vi har lavet finanslove. Alligevel er det jo lykkedes gennem de senere år at hæve støtten år for år. Der er ingen tvivl om, hvad De Konservatives udgangspunkt er, og det er også ved den kommende finanslov og det kommende finansår, at støtten procentvis stiger fra de nuværende 0,82 pct. både næste år og næste år igen. Det er det konservative udgangspunkt.

Hr. Steen Gade.

Tak. Det sidste er jo godt at høre, og det er jeg sådan set heller ikke i tvivl om, men jeg synes også, jeg hørte ordføreren sige, at der ikke skulle skæres i støtten. Betyder det i virkeligheden, at De Konservative - de kan jo så ikke sige det i dag, og det kan ikke vedtages i dag - i virkeligheden er enige i, at der skal være en stigning i udviklingsbistanden målt både som andel af bruttonationalindkomsten og som realstigning? For hvis man ikke har realstigning, så vil man jo - hvad skal jeg sige? - risikere at skære. Det er det ene.

Det andet er lige en kommentar til det der med, at vi kun er en tolvhundrededel af verden. Det er rigtigt. Men det er jo rent faktisk derfor, at oppositionens forslag har mange andre ting med end det med Danmark. Og der kan jeg godt undre mig over, at der ikke her bliver givet en melding fra regeringens side om trækningsrettigheder for udviklingslande, salg af guldreserver, når der sådan set lidt mere kontant på det finansielle område også kunne gives meldinger om det med skattely, for det står i hvert fald ikke i forslaget til vedtagelse.

Ordføreren.

Nej, det gør det ikke, men med hensyn til skattely mener jeg ikke, der er nogen tvivl om regeringens holdning. Nu er jeg ikke medlem af regeringen, men jeg har da opfattelsen af, at begge partier er enige om, at det er noget, vi arbejder for skal blive sværere og bliver afskaffet. Det er jo Norge, der står i spidsen for det arbejde, og vi tilslutter os fuldt og helt det store arbejde, Norge gør der.

Med hensyn til det første om både en procentuel stigning og en stigning i kroner, og lad os nu bare droppe øre, vil jeg sige, at det tror jeg da også det bliver. I det, jeg sagde, holdt jeg mig til en stigning i procenter som det konservative udgangspunkt, og hvis man tænker sig den situation, som måske er lidt teoretisk, at bruttonationalproduktet faldt med 15 eller 20 pct. næste år, fordi der var kommet en krise, der var ti gange større end nu, så ville jeg ikke have bundet mig til at sige, at vi ville betale mere end 15,2 mia. kr., hvis vi samlet set pludselig blev 10 eller 20 pct. dårligere. Men det konservative udgangspunkt er krystalklart det, at vi godt vil hæve procentandelen af bruttonationalproduktet både næste år og året efter. Det er vores udgangspunkt.

Hr. Steen Gade.

Det er jeg glad for, og det regner jeg også med. Jeg forstår så, at det, at man måske i dag ikke vil sige det der med, at det skal være en realstigning, mere er et spørgsmål, sådan en teoretisk betragtning, om, at det kunne gå helt ravende galt. Men hvis vi nu går ud fra, at vi har en krise, og at vi også får minusvækst, men at den ligger på et fornuftigt niveau, skal jeg så forstå hr. Helge Adam Møllers udtalelser sådan, at man også vil kæmpe for at fastholde en realvækst i kroner og øre?

Ordføreren.

Man skal forstå min udtalelse sådan, at jeg selvfølgelig håber, at det fortsætter med at gå opad i økonomien, som det har gjort de sidste mange år, og dermed vil andelen i kroner, hvis man får en lidt højere procentsats, automatisk blive større år for år. Det blev den jo eksempelvis i år, nemlig ca. 700 mio. kr. større end året før, selv om det kun var en stigning på 0,01 pct. Sådan må det vist blive, ja.

Hr. Jørgen Poulsen.

Jeg kunne rigtig godt lide den ros, som hr. Helge Adam Møller gav alle de mennesker, som går ud at samle ind, og som gør noget for at gøre en forskel. Men kunne man ikke også vende lidt på det og sige: Medfører nøjagtig den enorme folkevilje, som præsteres, hver gang disse organisationer har landsindsamlinger, ikke også en forpligtelse til, at vi her i Folketinget følger op og finder veje for den vilje, som vises ved disse indsamlinger?

Ordføreren.

Jo, det mener jeg faktisk også vi gør. Det var derfor, jeg nævnte, hvor meget en almindelig dansk gennemsnitsfamilie yder, det er faktisk 11.000 kr. om året. Alle her i salen og også mange ude ved godt, at det er ca. 15 mia. kr. i samlet bistand, men jeg er endnu aldrig stødt på en almindelig dansker, der, når man spørger hende eller ham, ved, hvor meget vi som almindelige danskere giver. De fleste plejer at sige, at det nok er 200-300 kr. om året, og når de så får at vide, at det er 2.800 kr. pr. person fra spædbarn til olding, bliver de normalt alligevel lidt imponeret. Det er jeg glad for at de bliver, for som sagt synes jeg ikke, det er så dårligt.

Jeg synes, det er fint og godt, at der er mange, der vil yde en ekstra indsats. Det, jeg bare efterspørger, er, at man så også selv gør lidt - ud over bare at sige, at det er hr. Jørgen Poulsens eller mit eller hr. Jeppe Kofods ansvar. Det er det også, men hvis vi alle løfter i flok, bliver det endnu bedre.

Hr. Jørgen Poulsen.

Jamen det er jeg rigtig glad for, for det er jo et samspil mellem begge dele; tingene skal jo ikke kun være overladt til staten, det skal også være sådan, at hver enkelt tager et ansvar.

Men det, jeg gerne vil høre, er selvfølgelig også, om Det Konservative Folkeparti vil være med til at sikre, at vi, hvis det nu går så skidt med verdensøkonomien, som vi er bange for det gør, da kan fastholde det, så vi ikke glider baglæns på det nominelle beløb. Det vil jeg gerne høre den konservative ordfører sige.

Ordføreren.

Vi ønsker ikke, at det går baglæns med beløbet i kroner.

Tak til ordføreren.

Nu er det hr. Jørgen Poulsen som ordfører.

Ja tak. Jeg tror ikke, at der er nogen, der er i tvivl om, at vi står med en krise af dimensioner. Verdensbanken fastslår, at vi alene i de første 6 måneder har skubbet yderligere 100 millioner mennesker ud i dyb fattigdom.

Vi kan alle sammen være enige om, at det her rammer de fattigste lande helt uproportionalt. Vi ser, hvordan der sker fald i investeringer, fald i eksport, fald i råvarepriser, fald i turisme og - en af de store ting - fald i de såkaldte remitter, det vil altså sige de penge, som slægtninge og venner sender hjem til deres familier, og som for mange af modtagerne er helt afgørende for, om de kan sende deres børn i skole, eller om de kan få lægehjælp, når de er syge, ja, faktisk helt afgørende for deres eksistens. Men oven i de problemer rammes de mindst udviklede lande jo også af de rige landes negative økonomiske vækst. Den tilbagegang vil jo alt andet lige også betyde, at den økonomiske bistand vil gå tilbage.

Forleden havde Udenrigsudvalget besøg af Verdensbankens direktør for internationale relationer. Hendes budskab var helt klokkeklart, at krisen rammer de mindst udviklede lande hårdest, og at det er nødvendigt at finde nye midler og samtidig fremskynde udbetalingen af de midler, som allerede er bevilget for de kommende år, samt finde trækningsrettigheder, som kan komme de fattigste lande til hjælp. Desuden pegede hun på, hvor vigtigt det er, at donorlandene ikke bare fastholder udviklingsbistanden i procent af BNI, men også i nominelle beløb. Og det er det, som vi med denne forespørgsel gerne vil opfordre regeringen til, nemlig at sige, at det vil den sikre. Ligesom vi gerne ser, at Danmark arbejder for, at de andre lande, ikke mindst EU-landene, holder deres løfter om at øge bistanden, vil vi også gerne have, at Danmark vil være med til at sikre, at disse lande ikke går tilbage i rene bistandskroner. Vores bekymring er selvfølgelig, at den negative vækst i EU-landene - selv om disse skulle leve op til deres løfter - vil komme til at betyde en tilbagegang. Vi har jo hørt om lande, som allerede helt protektionistisk er begyndt at hive i håndtaget. Jeg tror, at Italien har bebudet, at de næsten vil halvere deres bistand. Det er ikke, fordi det vil rokke meget ved verdenssituationen, de er temmelig karrige i forvejen, men alligevel.

Det er naturligvis positivt, at den danske regering agter at holde alle andre donorlande fast på deres løfter, men jeg synes nu, at man samtidig kunne have en overvejelse om kvaliteten af vores hjælp. Der er jo rimelig med luft i vores bistandspenge, der er også luft i den danske bistand. Jeg forstår, at vi alene i 2008 har brugt 1,2 mia. kr. af bistandspengene til klimaindsatser. Samtidig bruger vi vel 5 pct. af bistanden til gældseftergivelse og andre penge til flygtninge. Jeg synes, at der må være noget at gøre her, også for Danmark. Vi ved godt, at de andre lande er endnu værre end Danmark og endnu mere kreative med hensyn til, hvad der egentlig er udviklingsbistand, men det ville klæde Danmark også at gå foran på det område, så vi får mere kvalitet og kan sætte rammerne for det. Tak.

Tak til ordføreren. Hr. Frank Aaen som ordfører.

Krisen rammer helt klart og af klare årsager de fattigste lande hårdest, for selv om der også hos os er folk, der rammes hårdt, har vi jo her ressourcerne til at hjælpe enhver, hvis vi ellers vil det; der er rigdom nok til at hjælpe dem, der bliver arbejdsløse, eller som på anden måde bliver ramt. Men det er anderledes i de fattige lande. Her er der i forvejen for få ressourcer, og her kan man ikke bare finde ressourcer til dem, der kommer i klemme.

Nogle områder rammes dobbelt hårdt, fordi man ikke længere køber deres varer - et salg af varer, som de har baseret en stor del af deres økonomi på, og når de mister den eksport, mister de en stor del af deres eksistensgrundlag. Det er derfor, der er brug for hjælp her og nu, sådan som vi har diskuteret det i dag. Det drejer sig om mere ulandsbistand; vi skal rette op på den nedskæring, som den her regering gennemførte, da den kom til; vi skal rette op på, at nogle af de midler, der i dag bruges som udviklingsbistand, gives til noget helt andet. Når vi afskriver gæld, som vi alligevel aldrig nogen sinde kunne få ind igen, kaldes det hjælp til de fattige, selv om de fattige ikke får en krone. På samme måde bruger regeringen udviklingsmidler til at hjælpe flygtninge. De skal selvfølgelig hjælpes, naturligvis skal de det, men ikke for penge, som skulle gives til udvikling i de fattigste lande.

Det er et par milliarder af vores ulandsbistand, der på den måde bruges på alt muligt andet end udvikling. Det er derfor, vi i dag meget har diskuteret, at det er nødvendigt at gå foran med at øge ulandsbistanden, fordi der er brug for vores penge - nu er vi godt nok et lille land, som det blev sagt før, men målt i økonomi er vi jo alligevel et af de større lande i verden, og vi skal på den måde også presse de andre lande til at leve op til løfterne og øge deres bistand. Som vi har kunnet se det her i dag, har Dansk Folkeparti lagt en bremse på, og derfor kan det jo ikke ske, før vi får et regeringsskifte, desværre, men det er endnu en begrundelse for et regeringsskifte.

Dernæst må vi stille det mere principielle spørgsmål, hvorfor verdens fattigste lande rammes så hårdt af den økonomiske krise - altså, det er jo en krise, der startede i de rige lande. Den burde ikke slå så hårdt igennem, som det sker i øjeblikket, sådan at når der er sådan en krise hos os, skyller den i den grad ind over de fattige lande. Hvorfor skal fattige dø i Afrika, fordi en af verdens allerstørste banker i USA krakker? Det er der sådan set ikke nogen naturlov i. Men det er jo selvfølgelig, fordi der er blevet skabt et liberalistisk verdensmarked, hvor de fattigste lande er lagt åbne, og hvor de ikke har mulighed for at beskytte deres egen skrøbelige økonomi, men er nødt til at åbne deres grænser for vores stærke virksomheder og blive udsat for en uretfærdighed i verdenshandelen, hvor de er tvunget til at sælge billigt til os, mens vi sælger dyrt til dem.

Så vil jeg sige, at ulandene er blevet alt for afhængige af verdensmarkedet. De kunne efter vores opfattelse stå langt stærkere, hvis de baserede sig mere på selvforsyning og havde en meget stærkere lokal produktion med eksport og handel med nabolandene - ikke fordi de på nogen måde skal isolere sig fra verdensmarkedet, men der er jo ingen grund til, at det korn og den ris, man producerer i et land, skal sendes en tur rundt om kloden på verdensmarkedet, før den når de munde, som den skal mætte. Det er derfor, vi mener, det er vigtigt at bryde WTO's og EU's pres for mere liberalisering og mere frihandel. Landene, særlig de fattige lande, skal i højere grad kunne basere deres økonomi på et samarbejde med mere ligeværdige handelspartnere end i dag, hvor de tvinges til at handle på vores betingelser. Derfor er der brug for at ændre verdenshandelen, så man undgår, at de fattige lande igen rammes, sådan som vi ser det nu.

Så jeg mener altså, at der er to ben at gå på. Det ene er at sikre mere bistand til dem her og nu, så de kan komme bedst muligt igennem den aktuelle krise, og det andet er at ændre den måde, som verdenshandelen fungerer på, så vi på lang sigt undgår, at de kommer ud i nye kriser.

Tak til ordføreren. Ministeren.

Jeg vil gerne starte med at sige tak for debatten. Jeg synes, at det har været en god debat, og vi er jo alle enige om, at det også er en utrolig vigtig debat. Jeg har været meget glad for den brede opbakning, som jeg har lyttet mig til at der er i Folketinget til den tilgang, som jeg på regeringens vegne har til, hvad Danmark kan gøre, og hvad vi kan bidrage med i den helt aktuelle situation, som udviklingslandene er blevet bragt i på grund af den økonomiske krise. Jeg vil gerne prøve sådan lige at summere op, hvad det så rent faktisk er, vi gør fra dansk side.

Først vil jeg understrege det, som skete i går på rådsmødet, hvor det lykkedes Danmark at få indsat en tekst i rådskonklusionerne om, at vi nu får styrket overvågningen af bistandsløfterne, altså den aftale, som blev indgået i 2005, og hvor de EU-lande, der i dag ikke leverer på de 0,7 pct., forpligtede sig til i 2015 at nå op på 0,7 pct. Men der er så et midtvejsmål, som hedder 0,56 pct., og som landene har forpligtet sig til at nå i 2010, og det er så det, vi i første omgang koncentrerer os om. Lykkes det at få de store lande trukket til truget, om jeg så må sige, vil det faktisk betyde, at der vil komme 20 mia. euro mere til den samlede EU-udviklingsbistandsramme i 2010, og det synes jeg er et beløb, som det er værd at vi yder en ekstra indsats for at få på bordet.

Det andet, jeg vil nævne, er, at vi selv er i færd med at gennemgå alle vores programsamarbejdslande for at se på mulighederne eller måske nærmere behovet for justeringer og ikke mindst se på behovet for eventuelle fremrykninger af udbetalinger i forbindelse med vores programmer. Jeg synes, det er vigtigt at understrege, at det er afgørende at gennemgå hvert enkelt land. Der er ikke nogen sådan ultimativ opskrift på, hvad der er det bedste for alle lande - det må simpelt hen være land for land, vi ser på det.

Det tredje, jeg vil nævne, er, at Afrikakommissionens fokus på flere ressourcer til vækst og job, altså jobskabelse, lige præcis er, hvad Verdensbanken peger på at der er et stigende behov for netop i den helt aktuelle situation.

Det fjerde, jeg vil nævne, er, at vi har bedt Verdensbanken om at udarbejde en strategi for, hvordan vi får flere ressourcer til verdens fattigste lande, altså til LDC'erne, og det er faktisk noget, som jeg vil drøfte med præsidenten for Verdensbanken, som jeg har lejlighed til at mødes med i morgen. Noget af det, som vi også har drøftet i verdensbankregi, er det, som vi kalder frontloading , altså at sikre en øget fleksibilitet og mulighed for at fremrykke udbetalingerne i forbindelse med IDA-15.

Det femte område, som jeg vil nævne, er, at vi ligeledes på rådsmødet i går i et tæt samarbejde med bl.a. Storbritannien lykkedes med at få EU til at etablere et kriseinstrument, som vil betyde, at der kommer 500 mio. euro i et FLEX-instrument til måling af sårbarhed, som det bliver kaldt. Navnet her understreger jo lige præcis, at der er brug for en fleksibel tilgang, fordi landene har forskellige behov. Men 500 mio. euro er blevet øremærket til den her FLEX-facilitet til måling af sårbarheden, og det er jo meningen, at det er her og nu, den skal etableres.

Det sjette område, jeg vil nævne, er i relation til IMF, og der har vi fra dansk side støttet, at de konditionaliteter, som IMF arbejder med, ligeledes gøres mere fleksible, jævnfør det, jeg var inde på med, at behovene er forskellige fra land til land.

Så har flere været inde på - og det udspringer selvfølgelig af forslagsstillernes forslag til vedtagelse - guldsalget eller salg af IMF-guldreserver, og der vil jeg bare understrege, at det jo er en sag, som drøftes i IMF i øjeblikket, og nærmere kan jeg simpelt hen ikke komme det. Sagen drøftes, og jeg går ud fra, at der kommer en afklaring snarest. Altså, det er jo opfølgningen på G20-beslutningen, og så må vi se, hvordan den lander.

Flere har også været inde på skattely og hele diskussionen om det og spurgt, hvad vi gør fra dansk side. Altså, jeg kan blot gentage, hvad jeg tror at både Venstres og De Konservatives ordfører nævnte, at vi selvfølgelig bakker op om de forskellige initiativer, som er taget på det område. Senest er det ligeledes blevet reflekteret i de rådskonklusioner, som blev vedtaget på rådsmødet i går og i dag.

Ud over de her nævnte ting synes jeg, at det er vigtigt også at understrege, at vi jo selvfølgelig fortsætter vores ihærdige indsats, når det drejer sig om at nå et resultat i WTO-sammenhæng. Jeg tror, at vi alle her i Folketinget er enige om, at det jo i virkeligheden er noget af det, som kan bidrage til at få verdensøkonomien på fode igen, og derfor ser vi fra regeringens side gerne, at der snarest kommer gang i drøftelserne i den sammenhæng.

Lad mig så sige, at jeg sådan set indledte med at sige, at jeg ikke håbede, at debatten her i dag kom til at dreje sig om den danske udviklingsbistandsramme, men kan jo så konstatere ved at have siddet og lyttet til alle ordførerne, at det alligevel har fyldt meget, og jeg forventer sådan set også, at der er nogle, der vil spørge mig om det nu her om et ganske kort øjeblik. Men jeg vil gerne benytte lejligheden til at understrege, at Danmark leverer, og jeg synes, at vi skulle bruge vores kræfter på noget af det, som jeg har understreget her, nemlig at presse de øvrige lande til ligeledes at levere på de løfter, som de tidligere har givet.

For så vidt angår den danske ramme, vil den fremgå af det finanslovforslag, som regeringen fremsætter i august måned. Der vil fremgå det nominelle beløb, og så kan man jo regne sig frem til, hvad det vil betyde i procent af vores BNI. Så jeg beklager - eller jeg ved ikke, om jeg skal beklage det eller blot understrege det - at det er en drøftelse, som vil have et, synes jeg, bedre afsæt, når vi har regeringens finanslovforslag til august.

Der var ingen, der havde bedt om ordet, da bemærkningen kom, men således foranlediget vil hr. Steen Gade godt tage en kort bemærkning.

Ministeren beklager, at vi diskuterede den danske ramme. Egentlig var det jo nogle principper, der står i vores forslag, det var faktisk ikke rammen. Det var regeringspartierne og Dansk Folkeparti, der snakkede om rammen. Vi andre snakkede faktisk om at tilføje et princip til det, som regeringen har erklæret som princip, nemlig at man skal have en stigende bruttonationalindkomst, og så vil vi tilføje, at man også skal have en realstigning. Det er jo det, som regeringen ikke har villet byde ind på.

Men jeg vil godt spørge til den udmærkede ramme - her skal jeg så rose ministeren - og høre, hvad der ligger i det der med, at guldsalget drøftes. Det forstår jeg godt, for det er jo G20, der har peget på det, men hvad gør Danmark? Og jeg ved jo godt, at der er den særlige komplikation, at vi sidder sammen med baltiske lande og andre nordiske lande, men hvad gør Danmark?

Ministeren.

Vi deltager selvfølgelig i drøftelserne. Jeg synes bare, at det er vigtigt at understrege - og det mener jeg personligt er utrolig vigtigt - at når det drejer sig om IMF's koncessionelle lån, bør det i min optik være baseret på donorbidrag. Det synes jeg er vigtigt at fastholde. Man har tidligere drøftet salg af guldreserver, hvor det så var meningen, at indtægterne skulle indgå i en anden sammenhæng, men jeg bliver nødt til at sige, at det drøftes i IMF, og vi kender ikke udkommet af de drøftelser, som pågår.

Hr. Steen Gade.

Jeg forstår, at hvis man i drøftelserne i IMF når frem til, at det er en god idé at sælge nogle guldreserver og på den måde skaffe noget kapital hurtigt, vil vi være for det. Men det står jo i meget stærk modstrid med det, ministeren i øvrigt har sagt, som var nogle offensive ting. Her bliver det jo ekstremt defensivt, og jeg forstår det faktisk ikke. Ministeren har selv kritiseret G20 for, at det ikke tog nok vare på ulandene. Det er jeg enig med ministeren i. Men et af de steder, hvor G20 faktisk pegede på noget, der kunne gavne ulandene, var guldsalg, og derfor synes jeg, at det burde være logik, at ministeren bakkede op om den idé. Og så kan det være, at det er svært med andre af de nordiske lande og de baltiske lande, men Danmark kunne i hvert fald presse på.

Ministeren.

Jeg tror ikke, at vi kommer det ret meget nærmere. Altså, vi er jo nødt til at afvente, hvad der drøftes i IMF-sammenhæng. Jeg synes bare, at det er et vigtigt princip at fastholde, og det mener jeg virkelig skal være det danske udgangspunkt, nemlig at de lån, som IMF giver til lavindkomstlandene, selvfølgelig skal være baseret på donorbidrag. Det er jo det, der er hele opsætningen i dels Verdensbanken, dels IMF.

Hr. Jeppe Kofod. Er det for en kort bemærkning, eller er det som ordfører? En kort bemærkning fra hr. Jeppe Kofod.

Jeg vil også bare benytte lejligheden til at takke for de mange skridt, som er taget eksempelvis i EU-sammenhæng, og for at monitorere, at andre lande lever op til løfterne om øget bistand, som de allerede har forpligtet sig til. Det tror jeg er vigtigt, fordi der har været en diskussion i dag, især fra Dansk Folkeparti, som har kritiseret regeringen for ikke at gøre nok for at overbevise andre lande om at leve op til løfterne. Men det kan ministeren jo modbevise i dag.

Det, som jeg synes er interessant, er jo, at vi i vores forslag til vedtagelse har nogle konkrete pinde, der handler om, som ministeren var lidt inde på, skattely, oplysning om indeståender i banker, samt at der, hvor de multinationale selskabers overskud skabes, bør de også beskattes. Vil ministeren være indstillet på at arbejde videre med hele det her område? Jeg tror, det kommer til at være meget afgørende. Nu reformerer man jo IMF og Verdensbanken, ville det så ikke være relevant, at man fra dansk side så med udviklingsbriller på, hvordan man kunne sikre ulandene i sådan en konstruktion?

Ministeren.

Jo, det gør vi bestemt også. Det har været nævnt tidligere, at Norge har sat sig i spidsen for det her arbejde, og det arbejde har vi bakket op, lige siden Norge satte sig i førersædet. Vi har bl.a. bakket det op med økonomiske midler, men også politisk i de forskellige sammenhænge, hvor det har været drøftet. I forbindelse med mødet i Doha omkring udviklingsfinansiering kom der faktisk en meget markant tekst med ind i slutdokumentet, og det er jo så det, man arbejder videre med. Det er så siden hen kommet med i G20, og nu senest i forbindelse med rådsmødet her mandag og tirsdag er det så også kommet med i EU's udviklingsministres råds konklusioner, som er det dokument eller det papir, der vil være afsæt for EU's fælles holdning i forbindelse med FN's højniveaumøde om den finansielle krise, som finder sted her i starten af juni måned.

Hr. Jeppe Kofod.

Det er i øvrigt et højniveaumøde, som jeg håber at man deltager i på det højeste niveau, som man nu kan, for at vise, hvor vigtig diskussionen i FN om det her problem er. Hvis jeg må stille mit sidste spørgsmål, så kunne jeg, fordi det er blevet nævnt i debatten, godt tænke mig at høre ministerens kommentar til, hvordan man vil efterleve Verdensbankens anbefaling til alle lande om at give 0,7 pct. af de nationale vækstpakker i særlig bistand til de mindst udviklede lande.

Det andet er det, jeg nævnte fra G20-mødet, hvor Ban Ki-moon, FN's generalsekretær, jo deltog og også anbefalede, at man lavede den her ret store pakke til ulandene, specielt til de mindst udviklede lande, og advokerede for større bistand i størrelsesordenen 250 mia. dollar. Hvordan har man tænkt sig at leve op til de anbefalinger fra FN og Verdensbanken?

Ministeren.

Når man ser på størrelsen af de forskellige krisepakker, der er vedtaget rundtomkring i verdens rigeste lande, ikke mindst i USA, er jeg enig i, at hele den diskussion, vi har haft i dag, virkelig står i kontrast til dem; det synes jeg. Med al respekt for præsidenten for Verdensbanken må man sige, at han ligesom glemte at lave sit fodarbejde, før han præsenterede den idé om, at man skulle øremærke 0,7 pct. af krisepakkerne til udviklingsbistand, for han er ikke kommet særlig langt med det. Og mig bekendt er der ikke et eneste land, der rent faktisk har valgt at følge den idé.

Det kan man selvfølgelig synes er ærgerligt, men jeg synes stadig væk, at det er vigtigt, at vi holder fast i de gamle løfter, der er givet, og at de indfries, og at de lande, der endnu ikke har levet op til dem, bliver bragt i en situation, hvor det simpelt hen vil være så pinligt for dem, at de ikke lever op til dem.

Så det handler om de lande, som endnu ikke efterlever den gamle målsætning om 0,7 pct., og det skal være bragt på plads, før vi begynder at bygge alle mulige luftkasteller om alt muligt andet. Jeg synes ikke, at det tjener udviklingslandenes sag, at vi kommer med det ene forslag efter det andet, og at der så ikke er et eneste af verdens rige lande, der leverer på baggrund af dem. Vi gør os selv til grin, vi mister troværdighed, og det fører ingen vegne hen. Det handler om at holde fast i de gamle løfter, som er præcise og konkrete, og som der bør og skal leveres på baggrund af. Det gør Danmark - og mere til.

Tak til ministeren. Hr. Jeppe Kofod som ordfører for forespørgerne.

Jeg vil bare benytte lejligheden her til at sige tak for en, synes jeg, god debat og tak til ministeren for besvarelserne. Jeg synes, at det er en vigtig debat. Jeg ved godt, at når vi selv står i en krise her i Danmark, kan det være svært, men jeg synes, at debatten i dag viser, hvor afgørende vigtigt det er, at vi også har en politik vedrørende de mindst udviklede lande og ulandene, som i den grad mærker den finansielle tsunami i de her måneder.

Derfor vil jeg også gerne takke for, at en samlet opposition, vil jeg sige, har fremlagt et meget konkret og godt forslag til vedtagelse, synes jeg, der desværre ikke bliver vedtaget. Og i den forbindelse vil jeg selvfølgelig også ærgre mig over, at når nu Venstre og De Konservative jo havde et alternativ, når nu regeringen havde et alternativ, nemlig at samarbejde med en opposition, der er parat til at finde nogle konstruktive løsninger på den her krise, vi står i, så desværre valgte at lave et forslag til vedtagelse med Dansk Folkeparti, som ved dagens debat har afsløret, at de vil gå til finanslovforhandlinger med krav om at skære 1,8 mia. kr. i udviklingsbistanden. Jeg synes, at det er ærgerligt, at regeringen vælger dem som partnere, når der nu var et alternativ, var nogle, der ville arbejde konstruktivt med de her ting.

I den forbindelse vil jeg gerne sige, at et er, hvad vi gør i Danmark, hvad vi gør nationalt med hensyn til bistanden - det kan vi skændes om, diskutere, vi har nogle ambitioner i oppositionen, der rækker videre end regeringens, det står helt klart efter dagens debat - noget andet er det, som vi berørte her til sidst, og det tror jeg bliver endnu vigtigere, nemlig at vi, når man reformerer både Valutafonden, IMF, og Verdensbanken i den her tid, dér sætter et stærkt ikke bare dansk, men for min skyld også gerne et nordisk aftryk og et EU-aftryk, sådan at vi sikrer, som ministeren var inde på på et tidspunkt, at man får nogle stærke multilaterale institutioner, som både er i ulandenes interesse at have og så sandelig også er i et lille land som Danmarks interesse at have. Det skal være institutioner, der både kan monitorere og sikre, at ilandene lever op til de løfter, de giver; det skal være institutioner, der gør, at man ikke har en ureguleret og ofte rå, global markedsøkonomi, hvor ulandene desværre bliver taberne, som vi ser det i øjeblikket, når de finansielle markeder braser sammen i den rige verden.

Jeg synes, at det er vigtigt at arbejde videre med det her trods det, at debatten i dag har delt Folketinget. Jeg synes som sagt, at det er ærgerligt, at regeringen vælger at stå sammen med Dansk Folkeparti, når der nu var et alternativ, og jeg håber, at vi kan fortsætte debatten. Vi vil gøre alt det, vi kan, for at følge op på vores forslag til vedtagelse.

Afslutningsvis vil jeg gerne sige, at jeg er glad for, at ministeren siger noget på en række konkrete områder, bl.a. at man i Verdensbanksammenhæng arbejder på en strategi for at få flere ressourcer til de mindst udviklede lande; at de i IMF godt er klar over, at de ressourcer, der er til de mindst udviklede lande, er utilstrækkelige, for IMF har jo givet store lån til mellemindkomstlandene, mens de mindst udviklede lande stadig væk halter bagefter; og at man i forhold til Verdenshandelsorganisationen presser på for at få en løsning på udviklingsrunden, sådan at man sikrer ulandene i den forbindelse.

Jeg vil gerne takke ordførerne for debatten, men jeg vil sige, at den heldigvis ikke stopper her.

Det gør den ikke, nej. Tak til ordføreren.

Da der er ikke flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen afsluttet.

Afstemning om de fremsatte forslag til vedtagelse finder sted tirsdag den 26. maj 2009.

(Talen er under udarbejdelse)