Det næste punkt på dagsordenen er:

3) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 121:

Forslag til folketingsbeslutning om afskaffelse af muligheden for at indgå valgforbund i forbindelse med valg til Europa-Parlamentet.

Af Hans Kristian Skibby (DF) m.fl.

(Fremsættelse 02.02.2010).

Forhandlingen er åbnet. Indenrigs- og sundhedsministeren.

Forslaget om at udelukke valgforbund ved europaparlamentsvalg har været behandlet før, og heller ikke ved den lejlighed kunne regeringen støtte forslaget. Reglerne om valgforbund i europaparlamentsloven skal ses i lyset af, at der jo kræves et meget stort antal stemmer for at få et mandat i Europa-Parlamentet. Derved er det svært for mindre partier overhovedet at få et mandat. Muligheden for at indgå valgforbund er med til at sikre, at også disse partier kan blive repræsenteret i kraft af valgforbundet, hvis de kan indgå et sådant.

Ved folketingsvalg skal der fordeles 175 mandater, mens der ved europaparlamentsvalg kun skal fordeles 13 mandater. Der skal altså forholdsvis langt flere stemmer til at opnå et mandat i Parlamentet, end der skal til at opnå et mandat i Folketinget. Det var grunden til, at der blev åbnet for valgforbund.

Forslagsstillerne anfører i bemærkningerne til beslutningsforslaget, at muligheden for at indgå valgforbund nok tilgodeser de mindre partier, men at der ikke tages højde for, at det i praksis ikke er alle partier, der har mulighed for at deltage i et valgforbund. Og det er jo rigtigt nok. Der henvises konkret til parlamentsvalget den 17. juni sidste sommer, hvor Dansk Folkeparti ikke havde mulighed for at deltage i nogen af valgforbundene. Til det må jeg blot sige, at muligheden for at indgå valgforbund netop er en mulighed . Det er en mulighed, som partierne kan benytte sig af, hvis hvert enkelt af de partier, der indgår i valgforbundet, vurderer, at det er gavnligt for partiet, og at det vil forbedre partiets chancer for at få mandater ved det pågældende valg.

At der ved et givet valg kan være partier, som ikke har mulighed for eller ikke ønsker at deltage i valgforbund, gør jo ikke adgangen til at indgå valgforbund udemokratisk eller på anden måde betænkelig. Forslagsstillerne bemærker da også, at man ikke ser det som noget problem, at der kan være valgforbund i forbindelse med kommunal- og regionsvalg. Forslagsstillerne giver også udtryk for, at det er udemokratisk, at et parti, der eksempelvis har fået 7,5 pct. af stemmerne, ikke opnår et mandat, mens to partier, der har indgået valgforbund, og som opnår henholdsvis 3,9 og 3,8 pct. af stemmerne, vil få et mandat på bekostning af det parti, som har fået langt større del af stemmerne. Ja, det er jo rigtigt nok, men hvis to partier, som tilsammen har flere stemmer end et tredje parti, beslutter sig for at indgå valgforbund, er der jo ikke noget udemokratisk i, at et af de to partier får mandatet.

Dette var blot en gentagelse af det argument, som min forgænger tidligere har givet, for, at regeringen ikke kan gå ind for forslaget.

Tak til ministeren. Hr. kristen Skibby for en kort bemærkning.

Tak, hr. formand. Altså, jeg synes faktisk, at ministeren kommer lidt på glatis i forbindelse med netop det, som står i bemærkningerne til det her beslutningsforslag, nemlig at det er et demokratisk problem, at små partier med eksempelvis 3,7 pct. af stemmerne kan få et mandat i Europa-Parlamentet, mens et parti med 7,5 pct. af stemmerne kan få en lang næse.

Så nævner ministeren selv i sin tale, at man anser det for at være ganske rimeligt og fornuftigt, og der vil jeg da gerne spørge indenrigsministeren, som jo har en fortid som undervisningsminister, om han ikke mener, at det er et eksempel på god regning at sige, at 7,5 pct. af vælgerne altså er væsentlig mere end 3,5 pct.

Ministeren.

Hvis to mindre partier slutter sig totalt sammen og danner ét parti, er der jo ikke noget galt i, at de får mandatet, hvis de tilsammen har flere stemmer end et andet parti. I dette tilfælde handler det altså om, at man har to forskellige partier, som danner et valgforbund, og et valgforbund indebærer jo, at man ved opgørelsen tæller som ét parti. Det er jo det, der er ideen ved valgforbund, og det er det også ved lokalvalg i Danmark. Det er der ikke noget nyt i, og det er det, der er svaret på hr. Skibbys spørgsmål.

Hr. Hans Kristian Skibby.

Jamen hvis det var svaret fra indenrigsministeren, var det et meget, meget tyndt og pauvert svar, skulle jeg hilse at sige.

Det der med, at to partier kan gå sammen, betyder jo ikke, at det er sådan, at fordi Venstre og De Konservative er i valgforbund, er de dermed blevet til ét parti. Jeg går da stadig væk ud fra, at der gerne skulle være en forskel på Venstres politik og De Konservatives politik.

Men det, der er det helt kendetegnende ved det her, og det, der er hele problemstillingen, er jo netop, at hvis man som vælger stemmer på et parti, skulle man jo også gerne have en opfattelse af, at det parti så er det parti, stemmen falder til, ved et så vigtigt valg, hvor der kun er 13 mandater.

Jeg synes jo ikke, at man retfærdigvis, som ministeren gør det, kan sammenligne med et byrådsvalg, hvor der sidder 27 eller 31 medlemmer i en lille kommunalbestyrelse. Her er det hele landet, der går til valg, og der er kun 13 mandater til de danske borgeres rådighed. Derfor er det jo meget, meget vigtigt, at man bliver demokratisk repræsenteret, og det gør man ikke i den nugældende valglovgivning. Det synes jeg at ministeren burde rette ind over for og så fremsætte et forslag om at ændre på.

Tak hr. Skibby. Ministeren.

Jeg er ked af, hvis mine pædagogiske evner ikke rækker, men lad mig alligevel prøve med endnu et eksempel. Når der har været folketingsvalg i Danmark, er der jo en dronningerunde – det er der i hvert fald meget ofte, hvis ikke regeringen bare har fået bekræftet sit mandat – og selv om man har et parti, der er langt større end nogle andre partier, er det jo sådan, at hvis disse andre partier tilsammen har flere mandater end det store parti, er det det, der tæller hos dronningen. Det er jo det samme princip, som valgforbundstanken bygger på. Så det er altså velkendt i Danmark, ikke bare ved lokale valg, men også ved regeringsdannelser.

Tak til ministeren. Ja, det er godt at have en tidligere højskolelærer her som minister, der kan forklare tingene fra talerstolen. Så er det hr. Erling Bonnesen som ordfører for Venstre.

Tak for det. Forslagsstillerne ønsker at afskaffe muligheden for at indgå valgforbund ved valg til Europa-Parlamentet.

Ifølge forslagsstillerne er det et problem, at der findes visse situationer, hvor et parti ikke ønsker at gå i valgforbund med nogle af de andre opstillede partier og bevægelser, og forslagsstillerne mener derfor, at muligheden for at indgå valgforbund bør afskaffes.

Som reglerne er i dag, er der vid adgang for alle partier og bevægelser til at indgå i et valgforbund bl.a. til europaparlamentsvalg. At et enkelt parti til et enkelt valg ikke i praksis har kunnet eller ønsket at indgå i et valgforbund, gør ikke muligheden for valgforbund udemokratisk, men afskaffelse af muligheden for valgforbund vil derimod risikere at gøre valgene og dermed repræsentationen i Europa-Parlamentet mere skæv.

Det ville reelt betyde en forringelse af repræsentationen af danskernes holdninger og meninger i Europa-Parlamentet, og mindre partier ville generelt få svært ved at blive repræsenteret i Europa-Parlamentet. Der ville være en langt større forekomst af stemmespild. På det grundlag afviser Venstre forslaget.

Tak til ordføreren. Hr. Hans Kristian Skibby for en kort bemærkning.

Det var en meget, meget kort ordførertale fra Venstre. Det er utroligt, at man ikke har flere ord i sin mund, når man på vegne af så stort et parti skal retfærdiggøre, at man står bag en valglov, som er aldeles hamrende udemokratisk.

Jeg vil gerne stille ordføreren et spørgsmål, som er ret simpelt. Vi havde en meningsmåling frem til sidste EU-valg i juni måned 2009, hvori der stod, at Socialistisk Folkeparti ville få tre mandater med 17,4 pct. af stemmerne, og Dansk Folkeparti ville med 12,0 pct. få et mandat i Europa-Parlamentet. 12,0 pct. er lig med et mandat, 17,4 pct. er lig med tre mandater – vil Venstre ikke anerkende, at der er en bundhamrende udemokratisk substans i den her valglov, som er helt tilbage fra 1977, og at vi trænger til at få ændret på det?

Ordføreren.

Som det allerede tidligere har været markeret i debatten, er der jo redegjort for valgforbundenes tekniske sammensætning, altså hvis to partier går sammen og så at sige lægger sig sammen, så vil der i regnestykket mangle en enhed. Det giver sådan set forklaringen på det. Så vi mener ikke, at det er udemokratisk, og derfor afviser vi også forslaget her. Det har spørgeren ret i kan gøres med ret få ord.

Hr. Hans Kristian Skibby.

Så må jeg jo stille spørgsmålene, så Venstre kan prøve at uddybe sine holdninger bare en lille smule.

I forbindelse med sidste EU-valg var det også fremme, at bl.a. Venstre og De Konservative havde indgået en god købmandsaftale med Liberal Alliance, som ellers ikke ville have stillet op. Men pludselig gjorde de det alligevel, da man så fandt ud af at give dem nogle kødben, bl.a. ville man kunne tilbyde at udstationere medarbejdere fra Liberal Alliance i Bruxelles i Venstres og Konservatives grupper, eller man ville sponsere busture for Liberal Alliances medlemmer til Europa-Parlamentet, en regning betalt af Venstre og De Konservative.

Er det en god måde at vise politisk købmandskab på, at man begynder at handle om stemmer? Når hr. og fru Jensen går ned i valglokalet og afgiver deres stemme, så burde de vel have en formodning om, at en stemme på Venstre ikke er en stemme på Liberal Alliance – fordi man skal have en bustur til Bruxelles.

Ordføreren.

Jamen en stemme på Venstre er naturligvis en stemme på Venstre, og en stemme på et andet parti er en stemme på et andet parti. Det, det handler om, er, at det, når man skal gøre op, hvor mange mandater der skal placeres, så er helt udmærket at bruge valglovens bestemmelser om, at man kan slå sig sammen i en enhed i det regnestykke der.

Hvad der kan ligge til grund af forskellige overvejelser, handler jo til syvende og sidst om at prøve at få mulighed for politisk indflydelse, og så er det da meget naturligt, hvis man f.eks. sidder som et lille parti eller en lille bevægelse, at sige, at der måske ikke er den store chance for selv at få valgt et mandat, men at man gerne vil prøve at få sine holdninger frem, og så prøver man ad andre veje. Det her er så en af dem.

Tak til ordføreren. Hr. Rasmus Prehn som ordfører for Socialdemokraterne.

Beslutningsforslaget her handler ganske enkelt om at indføre et forbud mod valgforbund ved fremtidige valg til Europa-Parlamentet. Forslaget tager udgangspunkt i, at forslagsstillerne selv, nemlig Dansk Folkeparti, ikke kan finde nogen at indgå valgforbund med, når det drejer sig om europaparlamentsvalg. Fra Socialdemokratiets side har vi den opfattelse, at landets valgregler må bero på overordnede demokratiske principper og ikke på, hvordan et enkelt parti lige står ved et enkelt konkret valg.

I Danmark har vi det princip, at der kan indgås valgforbund til kommunal-, regions- og europaparlamentsvalg og i øvrigt også til menighedsrådsvalg. Princippet er, at partier skal kunne gå sammen for at undgå, at stemmer går til spilde. Hvis et parti f.eks. ikke får stemmer nok til at blive repræsenteret i Europa-Parlamentet eller til, at de udløser et ekstra mandat, skal stemmerne ikke gå til spilde, men i stedet tilfalde et andet parti fra valgforbundet.

På den måde ved vælgeren, at det godt kan betale sig at stemme på et mindre parti, for hvis det parti, som han eller hun stemmer på, ikke bliver repræsenteret, vil stemmen tilfalde et andet parti, som rent holdningsmæssigt ligger nogenlunde tæt på. Således havde Dansk Folkeparti ved sidste kommunalvalg i efteråret 2009 indgåede valgforbund i 75 kommuner ud af de 98 kommuner.

Når vi i Danmark har mulighed for valgforbund til kommune-, regions- og europaparlamentsvalg, men ikke til folketingsvalg, så skyldes det, at der er forskel på måden, hvorpå mandaterne rent beregningsmæssige fordeles. Ved kommune-, regions- og europaparlamentsvalg kan partierne kun vinde ved at indgå valgforbund, mens partierne ved et folketingsvalg ville kunne risikere at tabe på et valgforbund. Det skyldes forskellen på den tekniske beregningsmodel. En sådan sondring giver mening.

Men at Dansk Folkeparti finder det sværere at indgå valgforbund til europaparlamentsvalg end til andre valg kan aldrig være et argument for at bryde med princippet om valgforbund. For det første er der intet principielt til hinder for, at Dansk Folkeparti på linje med andre partier kan indgå valgforbund europaparlamentsvalget og i øvrigt også have fordel af det. For det andet kan situationen være den ved det næste europaparlamentsvalg, at Dansk Folkeparti lige pludselig har nogen at gå i valgforbund med, som de gerne vil gå i valgforbundet med. Skulle vi så til at ændre reglerne, alene fordi det nu bedre passer Dansk Folkeparti?

Den form for rykken rundt på de her principper kan man ikke have, når det ikke handler om grundlæggende demokratiske principper, men alene handler om, hvad der lige passer det enkelte parti ved det enkelte valg. Ændringer af den danske valglov må altid bero på overordnede demokratiske hensyn og principper og ikke på skiftende muligheder for enkelte partier. Derfor støtter Socialdemokratiet ikke dette beslutningsforslag.

Hr. Hans Kristian Skibby.

Ikke overraskende brugte hr. Rasmus Prehn meget af sin tid på at sige, at det her er et beslutningsforslag, der er fremsat, fordi Dansk Folkepartis synes, at vi er blevet uretfærdigt behandlet. Tværtimod, vi blev faktisk meget godt behandlet ved det sidste europaparlamentsvalg med de 2 mandater, som vi fik, og med den kæmpe fremgang, som vi også fik. Men det retfærdiggør jo ikke, at ordføreren prøver at gøre det her til en sag om Dansk Folkepartis situation. Det her drejer sig grundlæggende om demokratiets spilleregler i det danske samfund, uanset hvilke forskellige partimønstre der måtte være.

Socialdemokraterne har i løbet af det valg, som vi taler om, nemlig det sidste europaparlamentsvalg, valgt at give økonomisk kompensation til Det Radikale Venstre – kroner og øre, klingende mønt – hvis De Radikale ikke fik et mandat i Europa-Parlamentet. På den måde handler man med stemmer i et valgforbund. Det synes vi i Dansk Folkeparti er uetisk og udemokratisk. Jeg vil gerne spørge ordføreren: Hvor mange penge har De Radikale fået af Socialdemokraterne og SF?

Ordføreren.

Vi lever jo i et frit land, hvor man kan indgå forskellige aftaler, som man har lyst til. Det er jo en særlig god idé, hvis man lægger dem åbent og ærligt frem.

Der, hvor det bliver mærkeligt, er, når Dansk Folkeparti giver udtryk for, at de er imod valgforbund, men alligevel indgår i dem, når det handler om kommunale valg. I fru Pia Kjærsgaards ugebrev fra den 8. juli 2009 udtrykte partilederen fra Dansk Folkeparti i meget bramfri vendinger, at valgforbund direkte er udemokratiske alliancer. Men alligevel har Dansk Folkeparti, når det handler om kommunale valg, indgået valgforbund i 75 kommuner ud af 98 kommuner. Der kan man altså godt indgå valgforbund.

Vi er sådan set fra socialdemokratisk side åbne over for at diskutere, om vi skal kigge på valgforbund, men så må det da gælde for alle valg. Vi synes, der er mest, der taler for at have valgforbund. Man kan da ikke tage et enkelt valg ud og sige, at fordi Dansk Folkeparti lige står lidt dårligt der, og fordi der ikke er nogen at samarbejde med, skal princippet fuldstændig fraviges. Det hænger simpelt hen ikke sammen.

Hr. Hans Kristian Skibby.

Jeg synes jo, at man i dette spørgsmål skal prøve at holde æbler for sig og bananer for sig, for ved byrådsvalg, kommunalvalg, er der måske i alt 2.500 mandater at slås om. Ved et landsdækkende europaparlamentsvalg – et selvstændigt valg, som vi har hvert femte år – er der 13 mandater. Der var først 16 mandater, så blev det til 14 mandater, og nu er der kun 13 mandater. Derfor er det jo et meget mere principielt og vigtigt område at have et godt, klokkeklart og veldefineret demokratisk grundprincip. Det har vi ikke med den gamle valglov, som er tilbage fra 1977.

Jeg vil gerne spørge endnu en gang, for ordføreren svarede ikke på et ganske simpelt spørgsmål: Hvor mange kroner og øre har Socialdemokraterne og SF givet til De Radikale for at få deres stemmer? Det er bare klingende mønt. Ordføreren sagde selv noget om åbenhed og ærlighed. Jeg forventer et svar.

Ordføreren.

Jeg har ikke noget tal på, hvad der ligger i den aftale. Det må jeg ærligt indrømme. Det kender jeg ikke noget til.

Men man kan jo lægge en aftale frem, hvis man går til valg sammen, og så er der f.eks. efterfølgende noget med udvalgsposter og andre ting. Det kender vi fra kommunalbestyrelserne. Jeg har selv en fortid som kommunalbestyrelsesmedlem i Aalborg, og der er det sådan, at når man laver et valgforbund, er der også en tradition for, at man hjælper hinanden til at blive udpeget til de forskellige udvalg. Det er et åbent samarbejde, som man ærligt lægger frem. Vælgerne kan se, inden de sælger et kryds ved et parti, f.eks. stemmer på De Radikale, om de er i valgforbund med Socialdemokratiet. Hvis vælgeren er med på det, kan vedkommende stemme på det parti. Det er den form for åbenhed og ærlighed, jeg synes er rimelig.

Principielt set er der ikke noget, der adskiller kommunale valg fra europaparlamentsvalg. Det er rigtigt, at der er færre mandater i spil, men der findes jo også kommunalbestyrelser med ganske få medlemmer. Her er det den samme beregning, hvor man siger, at der er to partier, som ved at gå sammen står bedre end et enkelt parti, der får samme stemmetal. Så jeg synes, at Dansk Folkeparti skulle holde sig til principperne og til det demokratiske i stedet for at stå og skyde løs og bare ville ændre noget, fordi det er til fordel for dem selv.

Tak til ordføreren. Det er hr. Flemming Bonne som ordfører for SF.

Dansk Folkeparti vil afskaffe muligheden for at indgå valgforbund i forbindelse med valg til Europa-Parlamentet. Forslagsstillerne redegør på udmærket vis for teknikken bag valgforbund. Et valgforbund er et valgteknisk samarbejde mellem flere partier, og det er et samarbejde, man bl.a. laver for at undgå stemmespild og også for at sikre, at mindre partier har mulighed for at få valgt en kandidat.

Forslagsstillerne bemærker, at der ikke kan indgås valgforbund i forbindelse med folketingsvalg, og det er jo rigtigt. Det spørgsmål er, som jeg ser det, ikke relevant i den her sag, for ved folketingsvalg er der en spærregrænse på 2 pct., og det vil sige, at der i de eksempler, som nævnes i forslagsstillernes bemærkninger, er valg til samtlige partier.

Folketinget har senest ved lovbekendtgørelse af februar 2009 tilladt partier og bevægelser at indgå valgforbund. Der skulle være mulighed for at indgå landsdækkende valgforbund, bl.a. for at sikre mindre partier mulighed for at opnå valg. SF er meget enig i, at sådan skal det være.

Ifølge forslagsstillerne er valgforbund et stort problem ved valg til Parlamentet, da hovedparten af de partier, der stiller op, og som er repræsenteret i Folketinget, næsten alle er glødende tilhængere af et tættere EU-samarbejde. Dansk Folkeparti er undtagelsen, og derfor er det nuværende valgsystem udemokratisk, siger Dansk Folkeparti. Så spørger jeg bare: Forestiller Dansk Folkeparti sig virkelig, at valgloven skal ændres, fordi Dansk Folkeparti har en anden EU-politik end flertallet i dette Ting? Det er jo ganske enkelt usagligt.

Dansk Folkeparti indgik som det eneste parti ikke i valgforbund, fordi de andre borgerlige partier ligger for langt fra Dansk Folkeparti i deres holdning til EU. Mener forslagsstillerne virkelig, at valgloven skal ændres, fordi man ikke er enig med de andre borgerlige partier i EU-politikken? Igen vil jeg sige, at det er et usagligt argument.

Danmark har blot 13 medlemmer i Europa-Parlamentet. Det betyder, at der skal 7,7 pct. af stemmerne til at opnå et mandat, hvis der ikke er mulighed for at indgå valgforbund. Der kan opstå den situation, at to partier i et valgforbund, som får henholdsvis 3,8 pct. og 3,9 pct. af stemmerne, vil opnå et mandat på bekostning af et parti, der får 7,5 pct. af stemmerne, men som står uden for et valgforbund. Forslagsstillerne finder, at dette ikke er demokratisk.

For SF viser det her jo blot, at den mindretalsbeskyttelse, der ligger i valglovgivningen, virker efter hensigten, og vigtigheden af, at små partier kan gå sammen og sikre sig mandater og indflydelse. Partiet med de 7,5 pct. vil formentlig overveje ved næste valg at finde en partner at indgå et valgsamarbejde med.

Vi medgiver dog gerne, at valgforbund kan gøre valghandlingen lidt mere kompliceret og uforudsigelig, da man som vælger på forhånd ikke præcis kan vide, hvor ens stemme ender. Derfor opfordrer vi partierne til på forhånd inden et valg at blive bedre til at informere og tydeliggøre, hvem man danner teknisk valgsamarbejde med, således at vælgeren kender konsekvenserne af sin stemmeafgivning.

Hr. Hans Kristian Skibby for en kort bemærkning.

Altså, nu var det jo ikke overraskende, at det her forslag ville blive skudt ned; det havde vi sådan set også forventet, så jeg er ikke nogen skuffet mand. Men jeg vil gerne sige, at jeg er lidt rystet over, at bl.a. netop SF nu slår til lyd for, at vi skal have partidating, kan man sige, i et demokrati som det danske, altså at partier skal begynde at date med hinanden for at søge alliancer på kryds og tværs for at gavne deres egen sag. Det er jo i princippet det, som ordføreren siger med, at man må prøve at finde nogen at lege med for at indgå i et valgforbund.

Jeg vil gerne stille hr. Flemming Bonne et rent principielt spørgsmål, og det er til det her omkring det økonomiske, altså kroner og øre, klingende mønt, imellem to partier, nemlig hvis to partier indgår et valgforbund og det ene får alle stemmerne og det andet ifølge aftalen så får nogle penge i hånden. Sådan en aftale var Socialistisk Folkeparti med til at indgå ved det junivalg, vi havde sidste år, i 2009, hvor De Radikale blev lovet klingende mønt, kroner og øre, hvis ikke de fik et mandat i Europa-Parlamentet. Der vil jeg gerne spørge: Hvor mange penge har man fra Socialistisk Folkepartis side givet til Det Radikale Venstre – et klart svar?

Ordføreren.

Jamen jeg skal jo svare så klart, jeg kan, og det er, at jeg absolut ikke har noget kendskab til, at der er klingende mønt imellem SF og Det Radikale Venstre. Derimod har jeg almindelig viden om, at man, når man laver de her valgtekniske samarbejder i kommuner og i andre sammenhænge, så laver aftaler om, at det parti, som ikke kommer ind, kan komme i nærheden af at få nogle poster i forskellige sammenhænge.

Hr. Hans Kristian Skibby.

Så vil jeg da anbefale Socialistisk Folkepartis ordfører at læse Politiken fra juni måned sidste år. Der står bl.a.:

»Vælgernes stemmer ved Europaparlamentsvalget på søndag … Socialdemokraterne og SF f.eks. har lovet at udbetale økonomisk kompensation til de radikale for at overtage deres stemmer efter valget, hvis det viser sig, at det lille midterparti ikke selv får nok stemmer til at blive valgt ind«. Så står der, citat:

»Den slags stemmevandring sikres gennem valgforbund mellem partierne og har før sikret partier et mandat, som de ellers ikke ville have fået. Derfor er det helt naturligt at betale for de ekstra stemmer, mener Socialdemokraternes partisekretær Lars Midtiby.« Det er en aftale, man har lavet mellem de tre partier.

Nu spørger jeg så kommunalordføreren for det parti, som har været med til det: Hvor mange penge har man givet til De Radikale? Og det kan man ikke svare på.

Ordføreren.

Jamen jeg må så give det samme svar, som jeg gav i første omgang, nemlig at så vidt jeg er orienteret, er der ikke penge mellem SF og Det Radikale Venstre.

Tak til ordføreren. Så er det fru Helle Sjelle som konservativ ordfører.

Da den konservative ordfører desværre ikke har mulighed for at være til stede, skal jeg på ordførerens vegne fremføre følgende:

Det Konservative Folkeparti mener ikke, valgforbund er udemokratiske. Valgforbund sikrer, at små partier ved at slå sig sammen i et valgforbund kan få mulighed for deltagelse i Europa-Parlamentet, som det selv for større etablerede partiers vedkommende er svært at blive valgt til. Valgforbund er også med til at sikre, at ens stemme bliver brugt på den side af det politiske spektrum, man ønsker, så stemmespild dermed undgås.

Valgforbund er en mulighed, partierne kan benytte sig af, ikke en pligt. Partierne kan indgå i valgforbund, hvis de mener, at det gavner dem i forbindelse med at opnå et mandat ved det pågældende valg. Det Konservative Folkeparti er derfor imod dette forslag.

Tak til ordføreren. Fru Erika Lorentsen som radikal ordfører.

Dansk Folkeparti argumenterer først for brugen af valgforbund i sine bemærkninger til beslutningsforslaget. Et valgforbund er et teknisk samarbejde mellem to eller flere partier med det formål at maksimere antallet af mandater til valgforbundet. Det betyder, at man i videst muligt omfang undgår stemmespild. Så langt, så godt.

Vi kan bruge valgforbund ved kommunal- og regionsvalg og også ved europaparlamentsvalget, men ikke ved et folketingsvalg. Når det gælder valg til Europa-Parlamentet, skal man huske, at vi i Danmark kan vælge 13 medlemmer til det. Det er et landsdækkende valg til et mindre antal pladser, så der skal noget til for at sikre et bredt politisk fundament bag valget. Så langt er vi enige med Dansk Folkeparti.

Men herfra argumenterer Dansk Folkeparti imod valgforbund til Europa-Parlamentet. Der er ikke noget krav om, at partierne i et valgforbund skal være enige med hinanden, men i praksis er det sådan, hvilket jo også er praktisk, skriver DF, for så har vælgerne noget klart at vælge imellem.

Nu er det bare sådan, at Dansk Folkeparti ikke har noget andet parti eller en bevægelse at være enig med, og som de dermed kan indgå i et valgforbund med. DF lister valgforbundene ved valget i 2009 op; et, som bestod af S, SF og Det Radikale Venstre, et, som bestod af V og K og Liberal Alliance, og et, som bestod af JuniBevægelsen og Folkebevægelsen mod EU. Så DF havde ikke nogen venner at gå valgforbund med. V og K er for glade for EU til DF’s smag, og de to bevægelser ligger politisk og ideologisk for langt fra DF.

Endelig mener DF, at det måske alligevel ikke er så demokratisk. Et mandat til Europa-Parlamentet koster 7,7 pct. af stemmerne. Hvis to små partier får henholdsvis 3,8 pct. og 3,9 pct. af stemmerne, har de stemmer til 1 mandat, mens DF ved at hente 7,5 pct. af stemmerne ikke vil få 1 mandat. En sådan situation er vel heller ikke særlig demokratisk, slutter DF sine bemærkninger med.

DF demonstrerer først alle de demokratiske værdier i muligheden for valgforbund, men når DF ikke kan få nogle at være valgforbund med, er det ikke længere demokratisk. Det taler for sig selv.

Efter Det Radikale Venstres opfattelse er der ikke nogen alvorlig grund til at afskaffe muligheden for valgforbund, så vi kan ikke støtte forslaget.

Hr. Hans Kristian Skibby for en kort bemærkning.

Nu ville jo være oplagt at spørge ordføreren, hvor mange penge De Radikale så havde fået. Men det skal jeg nok lade være med, for jeg ved jo, at fru Erika Lorentsen er herinde som stedfortræder, og jeg går ikke ud fra, at man har fået så stort et kendskab på så kort tid i Folketinget. Så nok om det.

Men jeg vil gerne spørge lidt ind til De Radikales holdning til det her med demokratiopfattelsen, for det var ordføreren jo lidt inde på, nemlig at man egentlig gerne vil forsvare de her ældgamle udemokratiske valgregler, som gør, at 7,5 pct. af borgerne ikke får nogen mandater, mens et parti, der kun er halvt så stor, og som har fået 3,5 pct. af stemmerne, godt kan få en plads i Europa-Parlamentet.

Synes De Radikale virkelig, at det er demokratisk fuldstændig forsvarligt, at nogle stemmer på den måde fuldstændig bliver fejet af bordet, fordi andre partier har indgået taktiske valgforbund på kryds og tværs og så oven i købet garneret det med aftaler, der nogle gange handler om økonomi, om penge, man flytter fra det ene parti til det andet, og andre gange handler om at få busture og praktikophold til gengæld?

Ordføreren.

Altså, jeg synes jo, det er en god ting, at små partier også har mulighed for at blive repræsenteret. Jeg synes egentlig, det er en god ting, at man i de små partier er nødt til at samarbejde med hinanden, for hele vores demokrati bygger jo på samarbejde. Så det ser jeg som et gode.

Hr. Hans Kristian Skibby.

Altså, man kan konkludere, at det er samarbejdet, som betyder, at man gør, hvad man kan for at holde et flertal af vælgerne ude og for at holde et mindretal af vælgerne inde. Det er det, man får ud af, at 7,5 pct., som stemmer på én liste, ingen indflydelse får, mens et andet parti, som får 3,5 pct. af stemmerne, får en masse indflydelse. Det er den måde, man agiterer for demokrati på hos Det Radikale Venstre, og det synes jeg er lidt underligt.

Jeg vil gerne spørge ind til et andet område i det her. Der var en valgforsker, Kasper Møller Hansen, som var ude med et debatindlæg i Politiken før sidste europaparlamentsvalg, hvor han jo netop udtrykte en sund skepsis over for det manglende demokrati, der er i vores forældede valgsystem, når det gælder om at besætte de her 13 pladser i Europa-Parlamentet. Anerkender De Radikale ikke, at når selv valgforskere, som sidder med det her som speciale, siger, at der her er et grundlæggende demokratisk underskud, skal vi som demokrati og som folkestyre gøre noget for at ændre det til det bedre?

Taletiden til korte bemærkninger er 1 minut.

Ordføreren.

Altså, de to små partier har jo tilsammen flere stemmer end det store parti.

Jeg tror, at der altid vil være forskellige opfattelser af det her spørgsmål – det kan være min kommentar til det andet.

Tak til ordføreren. Fru Line Barfod som ordfører for Enhedslisten.

Enhedslisten kan ikke støtte forslaget. Vi synes, at det er fornuftigt, at partier har mulighed for at indgå valgforbund. Det ser vi i meget stort omfang ved kommunal- og regionsvalg. Så kan man gå ind og sige noget om de enkelte aftaler, og det kan man jo diskutere i den politiske debat, som jeg kan forstå Dansk Folkeparti kaster sig ud i, men det, der undrer mig, er, at Dansk Folkeparti her vælger at gå efter spørgsmålet om valgforbund, fordi det i denne konkrete situation ikke tilgodeser Dansk Folkeparti. Men man går ikke ind i den grundlæggende diskussion om, hvor udemokratisk EU er, og om, hvor problematisk det er, at så mange beslutninger træffes helt uden demokratisk kontrol i lukkede komiteer og alle mulige andre steder, hvor befolkningen ikke har nogen som helst mulighed for at vælge, hvem der sidder der, og ikke engang kan få oplyst, hvem det er, der sidder og træffer beslutningerne. Man har valgt en konstruktion, hvor borgerne stort set ikke har nogen mulighed for at følge med i, hvad der foregår, eller for at påvirke de beslutninger, der tages, fordi det er så indviklet at følge med i, og fordi meget af det først kommer til offentlighedens kendskab, når beslutningerne allerede er truffet.

Det Parlament, som hr. Hans Kristian Skibby her er så meget ude efter at få en plads i, er jo et Parlament, som har meget begrænset indflydelse, i forhold til hvor de store beslutninger bliver truffet. Det betyder, at det selvfølgelig er væsentligt at sidde der og kunne følge med i, hvad der foregår, men det er altså meget begrænset, hvad borgerne har af demokratisk indflydelse. Derfor holder vi fra Enhedslisten side fast i, at vi synes, at man hellere skulle lave grundlæggende om og få et demokratisk samarbejde i EU, hvor man så også skulle se på, hvordan vi sikrer en god demokratisk valgprocedure i forhold til at få sikret, at borgerne har en reel indflydelse på, hvad der foregår i en international organisation som EU, ligesom borgerne har mulighed for at følge med i, hvad der foregår i det nordiske samarbejde og i alle mulige andre internationale organisationer.

Tak til ordføreren.

Hr. Hans Kristian Skibby som ordfører for forslagsstillerne. Var det en kort bemærkning? Det så jeg ikke, så var hånden ikke højt nok oppe. Så må jeg bede fru Line Barfod om at komme op igen. Hr. Hans Kristian Skibby for en kort bemærkning.

Jeg synes, det ville være uhøfligt, hvis jeg ikke stillede nogen spørgsmål, når jeg nu har bedt om at få en debat om det her beslutningsforslag.

Jeg vil gerne spørge lidt ind til det her med demokratiopfattelse. Det er altid lidt interessant at diskutere demokratiopfattelse med Enhedslisten, al den stund at partiet er opbygget meget betonkommunistisk og på den måde, at man jo elsker partilister; man elsker at bestemme, hvem vælgerne skal have lov at stemme ind. Så tror vælgerne, at de får lov til at bestemme, men det gør de ikke. Nej, det gør Enhedslistens medlemmer, fordi de vælger partiliste. Så selv om en, der har fået flere stemmer end en anden, kunne være blevet valgt, bliver vedkommende det ikke. Sådan fungerer det jo hos Enhedslisten.

Jeg vil gerne spørge: Anser Enhedslisten det ikke for dybt problematisk, at mange valgforskere går ud og siger, at der et demokratisk underskud i disse valgprocedureregler, som er dateret tilbage til 1977? Og synes Enhedslisten ikke også, at det er et problem, at man risikerer, at store partier ryger ud, for at små partier kan komme ind?

Det er ikke, fordi jeg vil forfølge hr. Hans Kristian Skibby, men taletiden ved korte bemærkninger er 1 minut.

Ordføreren.

Først skal jeg lige sige til hr. Hans Kristian Skibby, at selv om man har fremsat et beslutningsforslag, har man ikke en forpligtelse til at have korte bemærkninger til alle ordførere. Det er helt op til en selv, om man vil gøre det eller ej. Det er også et led i demokratiet, at man selv må om, om man vil tage ordet eller ej.

Med hensyn til demokratiopfattelse mener vi, at det er fornuftigt at have muligheden for valgforbund. Vi synes, det er fornuftigt, at vælgerne har mulighed for at vide, hvad det er, de kan tage stilling til. Vi synes så, at det er helt rimeligt, at man lægger åbent frem, hvilke valgforbund man har indgået, og hvilke aftaler der er indgået i de valgforbund, ligesom vi mener, det er væsentligt at lægge åbent frem, hvem man får penge fra. Hvad er det for nogle store virksomheder eller organisationer, der støtter et parti, eller hvordan får man sine penge? Det synes vi er vigtigt at lægge frem. Det er for os en væsentlig del af demokratiet, at man kan se, hvad det er for nogle økonomiske interesser, der prøver at komme igennem på forskellig vis.

Hr. Hans Kristian Skibby.

Jeg vil gerne spørge endnu en gang til det her med økonomi og sund fornuft. Politisk købmandskab er noget, vi traditionelt set bruger herinde for at lade den sunde fornuft råde. Det, der er sket ved det her EU-valg, er jo, at man har ladet politisk købmandskab udvikle sig til noget helt andet. Det drejer sig om busture, det drejer sig om at udveksle medarbejdere, det drejer sig om kroner og øre, klingende mønt, fra det ene parti til det andet osv.

Kan Enhedslisten bakke op om, at vi skal have kigget på denne valglov for at sikre os imod, at partier går og handler med borgernes stemmer? Man sidder direkte og handler om borgernes stemmer. Støtter Enhedslisten det?

Ordføreren.

Nu skal jeg jo ikke kunne sige, hvad Dansk Folkeparti handler om, når Dansk Folkeparti indgår valgforbund i masser af kommuner, men hvis Dansk Folkeparti føler, at man der sidder og handler om stemmerne, må man jo tage det op.

Jeg synes, det er vigtigt, at man lægger frem i fuld offentlighed, hvad det er for nogle aftaler, man indgår, og at borgerne har mulighed for at stille spørgsmål til det og få at vide, hvad det er. Så kan de jo vælge, om de vil stemme på det eller ej.

Det er for mig væsentligt i et demokrati, at der er åbenhed om, hvad der foregår. Det kan vi sagtens finde sammen om at lave nogle regler for, hvis Dansk Folkeparti ønsker, at vi skal have flere regler om større åbenhed og gennemsigtighed i partiregnskaberne og i, hvad der bliver indgået af aftaler. Det synes jeg da er fornuftigt at tage en snak om. Det har bare ikke noget med valgforbund at gøre, og hvorvidt man skal have muligheden for at have valgforbund eller ej. Det handler om, hvorvidt vi skal sikre, at partierne kan komme ind, hvis folk synes, det er nogle fornuftige valgforbund, og de vil stemme på dem. Så kan vi en anden dag tage diskussionen om den store del af befolkningen, der jævnligt har stemt nej, men som ikke er repræsenteret særlig stærkt i Folketinget.

Tak til ordføreren. Og så er det hr. Hans Kristian Skibby som ordfører for forslagsstillerne, og her er taletiden 5 minutter.

Jo, men så kan jeg måske prøve at nøjes med 4 minutter, hvis jeg kom til at bruge lidt af min taletid forkert før.

Men når alt kommer til alt, vil jeg selvfølgelig gerne takke for debatten, vi har haft her i dag, om selve det her med at gennemføre EU-valg i Danmark. For der er selvfølgelig et nyt valg på vej; om 4½ år, knap og nap endda, skal vi til det igen, og det betyder selvfølgelig også, at vi skal have nogle regler på plads. Og jeg synes, og Dansk Folkeparti synes, de skal være så fuldt ud demokratiske, som de overhovedet kan blive. Borgernes valg skal respekteres, og det betyder selvfølgelig også, at partierne skal have sunde og lige muligheder for at få deres mandattal og deres styrke ind i Europa-Parlamentet.

Det er ikke det, der er kendetegnende ved den valglov, vi har, og som er fra 1977. Det er en veteranpolitik, vi har med at gøre her, det er en gammel, gammel valgregel fra tidernes morgen, hvor man havde 16 mandater, og hvor man syntes, at man gerne ville gøre noget for at hjælpe mindre partier til at have en større mulighed for at få et af de 16 mandater. Det, der så er sket siden 1977, er jo, at vi i 2004 gik ned på at have 14 mandater, og vi gik så i 2009 ned på at have 13 mandater. Hver gang tallet er gået ned, er spærregrænsen for, hvornår et parti kan få et mandat i Europa-Parlamentet, steget. Den er oppe på 7,7 pct. nu, og lur mig, om ikke vi om nogle år vil opleve, at vi lige pludselig har endnu færre stemmer at slås om.

Der er det så, det kommer ind i billedet, at vi er nødt til at kigge på den her valglov, for det er bundhamrende udemokratisk, at et parti med 3½ pct. kan få 1 mandat i Parlamentet, og at et parti med 7½ pct. kan få en lang næse. Det synes vi i Dansk Folkeparti er udemokratisk, og vi synes, at det er noget, som de fleste partier må kunne finde en fælles forståelse for, og derfor kan vi jo kun beklage, at alle partier i Folketinget har vendt tommelfingeren nedad til det her forslag, men vi accepterer det selvfølgelig, for sådan er det parlamentariske styre.

Men vi synes samtidig også, at det er lidt forkasteligt, at så mange partier konsekvent og elegant er gledet let hen over selv samme partiers købmandskab, når det drejer sig om at fordele stemmer iblandt sig. Vi synes, at det er uværdigt, at partier køber hinandens stemmer; man køber vælgernes stemmer for kroner og øre i det ene valgforbund, og i det andet får man busture og medarbejdere udstationeret i Bruxelles og Strasbourg. Det er ikke værdigt, og derfor synes vi selvfølgelig, at det her burde have dannet baggrund for, at vi fik den her valglov revideret, så vi kunne have fået den mere fremtidssikret. Det får vi ikke i den her omgang, men jeg kan love, at vi gerne vil fremsætte forslaget igen ved en senere given lejlighed. Det var det.

Hr. Rasmus Prehn for en kort bemærkning.

Nu engagerer Dansk Folkepartis ordfører sig virkelig i det her spørgsmål og kalder det uværdigt og problematisk osv., men er tilfældet ikke det, at Dansk Folkeparti selv har indgået valgforbund i 75 ud af de 98 kommuner, og kan Dansk Folkepartis ordfører udelukke, at der i de valgforbund, der er rundtomkring i kommunerne, også er indgået aftaler om udvalgsposter og fordeling og andre ting? Altså, jeg kender da f.eks. i min egen hjemkommune, Aalborg Kommune, til, at Dansk Folkeparti har lavet valgforbund, hvor man så efterfølgende har fået flere udvalgsposter – altså ikke dem, som bliver fordelt internt i byrådet, men eksterne poster, som også er pengeposter. Man får flere poster, fordi man har indgået valgforbund. Kan Dansk Folkepartis ordfører udelukke, at det gør sig gældende i 75 ud af de 98 kommuner, at Dansk Folkeparti har valgforbund, så man sådan set er med på den galej, som ordføreren står og tager så skarpt afstand fra her?

Ordføreren.

Jamen jeg anerkender ikke præmissen om, at vi skal lave en direkte sammenligning mellem et kommunalvalg, hvor der er 2.500 mandater, der skal fordeles, og så det, at vi har 13 mandater at fordele ved et landsdækkende europaparlamentsvalg. Jeg synes ikke, man kan sammenligne de to måder at gennemføre et valg på. Der er mange, mange flere mandater at slås om i byrådene, og derfor er der også en meget, meget højere spærregrænse for, hvornår man overhovedet kommer ind. Så jeg synes ikke, man kan sammenligne de to ting i den her sammenhæng.

Men jeg synes, at Socialdemokraterne skulle prøve at spille lidt med i stedet for på den positive side og så prøve at se, om man kan acceptere nogle af de her ting. Synes Socialdemokraterne selv, at det er fair, at vi har nogle valgregler, som gør, at man kan købe hinandens stemmer? Det synes vi ikke det er, og det har ikke noget at gøre med, hvilken taktisk situation, der er, og om man stod til at få 2 mandater og kun fik 1. Det har noget at gøre med, at om godt 4 år har vi et nyt valg til Europa-Parlamentet, og der synes vi bare at man skal have nogle demokratiske spilleregler, som er fair og fredelige, og dem, vi har nu, er ikke fair, og de er heller ikke fredelige.

Hr. Rasmus Prehn.

De valgregler, vi har her, er jo både fair og fredelige, ingen tvivl om det. Og principielt set er der intet, der adskiller valg til Europa-Parlamentet og valg til kommunalbestyrelser. I begge tilfælde kan partier, der ønsker det, indgå valgforbund, og i begge tilfælde kan man få gevinst af det. Så man kan vælge at gøre det og få gevinst af det, ved at man laver en alliance. Det er jo ikke noget med at købe, det handler om at lave en alliance, som man så har glæde af, fordi man hjælper hinanden på den måde.

Er der ikke noget besynderligt i, at Dansk Folkeparti står her og gør sig til moralens dommer om det med valgforbund og så selv har indgået valgforbund i 75 ud af 98 kommuner, samtidig med at fru Pia Kjærsgaard, der er leder af Dansk Folkeparti, den 8. juni 2009 udtrykte, at det er udemokratiske alliancer? Hvorfor er det mere udemokratisk, når det handler om Europa-Parlamentet, end når det handler om kommunerne? Det forstår jeg simpelt hen ikke.

Taletiden er stadig væk 1 minut til korte bemærkninger.

Ordføreren.

Som jeg sagde i mit første svar til hr. Rasmus Prehn, kan man ikke sammenligne kommunale valg, hvor der er 2.500 mandater at slås om, med et landsdækkende valg, hvor der er 13 mandater, og hvor vi tidligere har haft 14 og endnu tidligere har haft 16. Der er sket en marginalisering, siden den her valglov blev vedtaget i 1977, og derfor beder vi i al mindelighed om at få den revideret, for at vi får sikret, at man ikke går ind og laver urimelige aftaler på baggrund af en for gammel og forældet valglov.

Dansk Folkeparti synes, det er uhæderligt, at Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti går ind og giver Det Radikale Venstre kroner og øre – det stod i Politiken i juni måned sidste år – for at få deres stemmer, sådan at Socialdemokraterne kunne få et ekstra mandat i Parlamentet. Det synes vi ikke er rimeligt, vi synes ikke, det er fair, og vi synes ikke, det er fredeligt, som jeg sagde før, vi synes, det er uredeligt, og derfor synes jeg, at der burde have været flertal for, at vi kunne have fået kigget på de her regler her i Folketinget for derved at få en bedre demokratisk styring af vores europaparlamentsvalg til næste valg.

Hr. Flemming Bonne for en kort bemærkning.

Tak. Jeg vil gerne spørge ordføreren, om han ikke er enig i, at valgloven, som den er udformet nu med mulighed for at indgå de her tekniske valgsamarbejder, er lavet for at sikre, at små partier skal have en mulighed for at opnå valg.

Så vil jeg også spørge: Finder ordføreren det sådan særlig demokratisk, at Dansk Folkeparti så i virkeligheden slår til lyd for at begrænse den mulighed for de små partier?

Ordføreren.

Jamen jeg anerkender ikke spørgsmålet som værende korrekt. Vi står faktisk her og forsvarer det rimelige i, at det største parti selvfølgelig også har størst chance for at få et mandat. Vi synes, det er fair, hvis et parti har fået 7,5 pct. af stemmerne, at de så kan få et mandat i Parlamentet før et parti, der har fået 3,5 pct. Det synes vi er sund fornuft. Det synes vi er den måde, man burde respektere vælgernes valg på. Og det er ikke det, der gør sig gældende i den nugældende valglov i forbindelse med europaparlamentsvalg. Der er det sådan, at partierne kan indgå taktiske valgforbund for at holde konkurrenten uden for døren, om jeg så må sige. Det synes vi er forkert.

Vi synes, at vælgerne burde respekteres – en mand er lig med en stemme og selvfølgelig også sådan, at de partier, der får flest stemmer, også får tilsvarende mandattal i Parlamentet. Det får de ikke med den her valglov, og det er så åbenbart en valglov, som Socialistisk Folkeparti synes at vi skal blive ved med at have. Og det kan vi så kun beklage fra Dansk Folkepartis side.

Hr. Flemming Bonne.

Ordføreren kan formentlig bekræfte, at når to eller tre partier indgår valgforbund, er de rent teknisk at betragte som et parti, når der skal uddeles mandater. Det var det ene.

Det andet er: Finder ordføreren det sådan specielt demokratisk, at man nu lægger op til, at der skal foretages ændringer i valgloven, fordi Dansk Folkeparti har problemer med at finde nogen at lege med i et valgteknisk samarbejde?

Ordføreren.

Det har overhovedet ikke noget med det sidste at gøre. Som jeg sagde før, var vi meget tilfredse med det valg, vi havde ved sidste europaparlamentsvalg i juni sidste år. Vi havde en markant fremgang, og vi har fået et godt mandattal i Parlamentet.

Men jeg vil gerne holde fast i det, som ordføreren var inde på, nemlig det demokratiske i – hvad man åbenbart synes - at to partier indgår i et forbund og kan regnes som værende et parti, når stemmerne skal tælles op. Selve det problematiske i det her er jo f.eks., at Liberal Alliance indgår et valgforbund mod en kompensation fra Venstre og De Konservative, som får deres stemmer, og så får de noget til gengæld i den anden hånd.

Vi synes, det er forkasteligt, at et parti som f.eks. Liberal Alliance går ind og siger, at de ikke vil have fælles valuta i Danmark, de vil ikke have euroen, og at deres stemmer så skal gives til en Venstremand, som sidder og siger ja og amen i Parlamentet til alt omkring eurosamarbejdet. Det synes vi ikke er rimeligt.

Fru Line Barfod for en kort bemærkning.

Jeg kunne forstå, at Dansk Folkepartis ordfører mener, at det er et problem, hvis man kan købe sig til stemmer. Derfor vil vi gerne høre, om Dansk Folkeparti vil være med på, at det skal være fuldt offentligt, hvem det er, man får penge fra i partierne.

Det skal fremgå af partiregnskaberne, hvad det er for nogle store beløb, man får, og hvem man får dem af. Vi skal have sat grænsen, der i dag er på 20.000 kr., ned, og det skal også fremgå, hvor mange penge det er, så det f.eks. kan ses, om man har fået en halv eller en hel million fra en bank eller fra Mærsk, eller hvem det nu er, man får penge fra, så borgerne ved, hvad det er, de kan tage stilling til, når de skal finde ud af, om de skal stemme på partiet eller ej, og de kan tage stilling til påstande om, at man kan købe sig til stemmer.

Ordføreren.

Jamen jeg kan kun bekræfte, at vi går ind for, at der skal være fuld åbenhed omkring, hvem der putter penge i lommerne på de politiske partier. Det er også noget, som jeg har udtalt mig om mange gange tidligere, også her i Folketinget, nemlig åbenhed i partiernes regnskaber.

Jeg har sågar også stillet spørgsmål i den mundtlige spørgetid til den daværende indenrigsminister, hvor jeg så fik en afvisning af vores forslag om at sikre en øget åbenhed. Men vi er sådan set tilsyneladende principielt fuldstændig enige med Enhedslisten i, at vi gerne vil have en åbenhed om de økonomiske transaktioner, der er fra virksomheder og borgere og ind i de politiske partier.

Fru Line Barfod.

Betyder det også, at Dansk Folkeparti er villige til at offentliggøre mere end det, som man i dag er forpligtet til, i forhold til hvor man selv får sine penge fra?

Ordføreren.

Ja, for der er sådan set ikke nogen steder, vi får penge fra, som vi ikke kan tåle skal se dagens lys. Vi modtager ikke store tilskud og subsidier fra forskellige virksomheder eller andre organisationer i Danmark, så det har vi slet ikke nogen problemer med.

Vi går ind for åbenhed omkring partiernes regnskaber. Det er selvfølgelig sund fornuft, fordi borgerne skal have mulighed for at vurdere, om der er nogen her, der eksempelvis som Saxo Bank putter ½ mio. kr. i Liberal Alliance. Det er da fair nok, at borgerne også får det at vide. Vi synes, der skal være åbenhed. Står det ikke direkte i lovgivningen, synes jeg, at det enkelte parti som en selvfølge selv skulle lave en aftale med dem, der er bidragsydere om, at det selvfølgelig bliver offentliggjort.

Tak til ordføreren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Kommunaludvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.