Det næste punkt på dagsordenen er:

4) 2. (sidste) behandling af beslutningsforslag nr. B 141:

Forslag til folketingsbeslutning om afskaffelse af fattigdomsydelser.

Af Özlem Sara Cekic (SF), Lennart Damsbo-Andersen (S), Anne Marie Geisler Andersen (RV) og Line Barfod (EL) m.fl.

(Fremsættelse 02.03.2010. 1. behandling 26.04.2010. Betænkning 19.05.2010).

Der er ikke stillet ændringsforslag. Men hr. Lennart Damsbo-Andersen beder om ordet som ordfører. Værsgo.

Det virker faktisk helt surrealistisk at skulle stå her på Danmarks stolteste talerstol og adressere en tale til det samlede Folketing om afskaffelse af noget så fjernt fra dansk tankegang og tradition som fattigdomsydelser. Men ikke desto mindre er det virkeligheden efter 10 års borgerligt styre med V og K i regeringen og med Dansk Folkeparti som kedeligt vedhæng.

Regeringen ønsker ikke at diskutere fattigdomsgrænser og ønsker ikke at diskutere, hvordan man sikrer borgere i Danmark et værdigt og meningsfyldt liv, men fokuserer i stedet på at give skattelettelser til de allermest velbjærgede, godt hjulpet af det såkaldt sociale parti, Dansk Folkeparti. Det er godt nok svært at se, hvor det sociale kommer ind; hvis det er de svages beskyttere, siger jeg godt nok tak for kaffe.

For hvad er det lige, der er sket det sidste par dage? Bedst som vi mente at have styr på, hvem der ville tage fra de fattige og give til de rige, nemlig V og K, så meldte Dansk Folkeparti sig ind i klubben og står nu klar som medvirkende til, at der kommer endnu flere med i den uhyggelige statistik over borgere i Danmark, der er fattige. Jeg nævner bare i flæng: halvering af dagpengeperioden for alle, der er blevet ledige på grund af regeringens fejlslagne politik, forlængelse af optjeningsperioden for sygedagpenge, nedsættelse af betalingen til unge på produktionsskoler, loft over børnechecken. Det giver faktisk 13.000 flere fattige i Danmark.

Jeg kunne blive ved. Det er alt sammen en del af regeringens såkaldte genopretningspakke. Og hvem er det, der støtter og lægger ryg og stemmer til? Det er Dansk Folkeparti, de svages beskyttere. Nu har jeg efterhånden været medlem af Folketinget i 2½ år og har endnu ikke en eneste gang – ikke en eneste gang – oplevet, at det er tilfældet. Tværtimod stemmer Dansk Folkeparti hver eneste gang sammen med regeringen, V og K, og gør hverdagen sværere for de svageste grupper i Danmark.

Men hvis der skulle være blot en smule anstændighed tilbage her ovre i højre side af salen, ser vi jo om lidt et hav af grønne lamper, der viser, at der er et oprigtigt ønske blandt alle partier i Folketinget om at sikre et ordentligt liv for alle borgere i Danmark.

Tak. Fru Line Barfod som ordfører.

Når man hører mennesker fortælle om, at de nu står og skal til at fortælle deres børn, at de ikke længere kan gå til fodbold, eller at de ikke kan regne med, at de kan holde fødselsdag, er det altså svært. Vi har efterhånden i flere år hørt forældre fortælle om, hvor svært det er, hvis et af børnene bliver syge og de så skal vælge mellem aftensmaden og den nødvendige penicillin. Vi hører flere og flere historier om familier, der bliver sat ud af deres bolig, fordi de ikke har råd til at betale huslejen. Vi ser flere og flere mennesker, der falder fuldstændig ud af systemet og slet ikke får noget socialhjælp eller dagpenge eller andet.

Det er altså et kæmpeproblem, at man under denne regering og med stærk støtte fra Dansk Folkeparti har fået skabt en situation, hvor så mange mennesker lever i fattigdom. Og med de planer, som man nu vil gennemføre, vil man forværre den fattigdom og skubbe endnu flere mennesker ud i fattigdom.

Jeg synes, at regeringen og Dansk Folkeparti skylder en forklaring på, hvorfor man ønsker, at så mange lever i fattigdom. Er forklaringen den, at man faktisk ønsker at være med til at skabe social dumping, at man ønsker, at så mange mennesker er i en desperat situation, så de er parat til at acceptere langt dårligere løn- og arbejdsvilkår end det, der ellers er opnået på arbejdsmarkedet, og at det faktisk er for at presse lønningerne, at man indfører denne øgede fattigdom, altså fordi man dermed håber at opnå det, som arbejdsgiverne ikke selv har kunnet opnå i forhold til fagbevægelsen? Det synes jeg at man skylder at tone rent flag om og komme op og fortælle heroppefra.

Tak. Der er ønske om en kort bemærkning fra hr. Preben Rudiengaard.

Nu må jeg nok sige, at jeg oplever, at fru Line Barfod driver det her for vidt, for kan fru Line Barfod ikke bekræfte over for mig, at man sammenligner mad og medicin og siger, folk skal vælge mellem dem? Jeg har dog aldrig hørt noget lignende, og jeg vil bare spørge fru Line Barfod, om fru Line Barfod ikke kan erindre, at vi herinde havde en anden sag, hvor det fra SF’s side blev anført, at man ikke kunne få medicin, hvis man ikke havde penge. Det snakkede fru Line Barfod og jeg om, og da blev det jo bekræftet, at man, uanset om man har penge eller ej, altid kan få den medikamentelle behandling, der skal til. Sådan er reglerne i Danmark, og jeg synes, det er groft at postulere, at det skulle være på en anden måde.

Fru Line Barfod.

Jeg har stillet adskillige spørgsmål både til sundhedsministeren og til socialministeren, og som det er kommet frem i svarene der, er det rigtigt, at man kan søge om at få hjælp til receptpligtig medicin. Men står folk med et akut sygt barn på et apotek, der kræver penge, er situationen altså, at de fleste vælger at betale pengene for medicinen, de venter ikke flere uger, indtil de har fået en ansøgning igennem det kommunale system for at få pengene til den akutte medicin.

Så kan hr. Preben Rudiengaard sige nok så meget, at det ikke burde være sådan, men jeg synes, at hr. Preben Rudiengaard skulle komme ud og snakke med nogle af de familier, der faktisk står i situationen, eller også skal hr. Preben Rudiengaard tale med sundhedsministeren og sørge for, at det bliver indført på apotekerne, at apotekerne udleverer receptpligtig medicin, også selv om folk ikke har råd til at betale.

Hr. Preben Rudiengaard, kort bemærkning.

Nu må jeg nok sige til fru Line Barfod, at jeg har mødt mennesker ude om natten, folk af alle sociale klasser, og også oplevet dem, der måske havde det trangt økonomisk. De har altid kunnet få deres medicin. Enten udleverer man til dem her og nu, eller også siger man, de skal tage ned på apoteket, og apoteket er pligtigt til at udlevere det. Der er ikke noget med, at de kan stå og sige, at de kræver de penge ind.

Sådan er reglerne, og det burde fru Line Barfod have læst op på, inden hun kommer med et sådant postulat. Vi er i Danmark sikre på, at de patienter, som har brug for den rigtige medicin i den rigtige mund på det rigtige tidspunkt, også får det. Jeg synes, det er beskæmmende at komme med et sådant argument.

Fru Line Barfod.

Det beskæmmende er, at vi er i den situation, at der er rigtig mange situationer, hvor folk ikke får deres medicin, ikke får den udleveret på apoteket. Jeg synes, hr. Preben Rudiengaard skal komme med nogle konkrete eksempler på, at der faktisk er mennesker, der har fået udleveret medicin på apoteket uden at kunne betale, for det, som folk kommer og fortæller os, det, der kommer frem i de fattigdomsundersøgelser, der er blevet lavet både i København og i andre kommuner, er, at en meget, meget stor del af de mennesker, der lever i fattigdom, har været i situationer, hvor de ikke har kunnet få den medicin, lægen havde sagt de skulle tage.

Så hr. Preben Rudiengaard skylder Folketinget at komme med nogle eksempler på det modsatte, at komme med nogle eksempler på, at folk faktisk har fået deres medicin på apoteket, også selv om de ikke havde råd til at betale.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, og så går vi til afstemning.

Også her stemmes der fra medlemmernes pladser. Det gør ikke noget, at man følger med i debatten, så man også har en fornemmelse af, hvornår man skal gå til afstemning. Jeg sagde ikke, at man skulle , jeg sagde, at det ikke gjorde noget, hvis man gjorde det. Det er jo altid bare et venligt råd.

Men når medlemmerne nu er kommet på plads, går vi til afstemning, og det er altså om den endelige vedtagelse af beslutningsforslag nr. B 141, og der kan stemmes.

Afstemningen slutter.

For beslutningsforslaget stemte: 47 (S, SF, RV og EL), imod stemte: 61 (V, DF og KF), hverken for eller imod stemte: 0.

Beslutningsforslaget er forkastet.