Det næste punkt på dagsordenen er:

15) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 49:

Forslag til folketingsbeslutning om en valgkampsperiode på minimum 3 måneder op til en eventuel forbeholdsafstemning.

Af Per Clausen (EL) m.fl.

(Fremsættelse 10.11.2009).

Forhandlingen er åbnet. Udenrigsministeren.

Enhedslistens beslutningsforslag går ud på, at vi skal have en valgkampsperiode på minimum 3 måneder, fra Folketinget har vedtaget, at der skal udskrives en folkeafstemning om afskaffelse af EU-forbeholdene, til afstemningen finder sted.

Jeg vil til det sige, at vi i forvejen har en lang tradition i Danmark for en grundig folkelig debat op til folkeafstemninger om EU-spørgsmål. Den debat har vi ikke brug for kunstigt fastsatte frister for at opretholde. Dertil kommer, at Enhedslistens forslag er et forsøg på at regulere et område, hvor der allerede findes velfungerende lovgivning og regler. Og på den baggrund kan regeringen ikke støtte forslaget.

Lad mig om EU-undtagelserne generelt sige, at det fortsat er regeringens holdning, at de er til skade for Danmark. Et meget konkret eksempel herpå så vi under finanskrisens værste bølgegang, hvor vi kunne konstatere et betydeligt rentespænd mellem euroen og kronen, og hvor en række væsentlige beslutninger blev taget uden vores medvirken. På den baggrund vil regeringen på et passende tidspunkt igangsætte drøftelser blandt Folketingets partier med henblik på at sikre så bred en politisk opbakning som muligt til en ændring af undtagelserne.

Nu til selve begrundelsen for, at vi i regeringen ikke kan støtte beslutningsforslaget. Først og fremmest har vi i Danmark en lang tradition for en grundig og bredt funderet folkelig debat op til afstemninger om EU-spørgsmål, hvad enten der er tale om EU-undtagelserne eller traktatændringer. Den debat kan regeringen ikke se nogen grund til at ændre rammerne for.

Men forslaget rækker også ind over vores gældende lovgivning og regler om folkeafstemninger. Det nationale kompromis fra 1992 gør det politisk umuligt at ændre på undtagelserne uden en forudgående folkeafstemning. Afholdelse af en sådan folkeafstemning om en eller flere af undtagelserne vil skulle følge de procedurer, der er beskrevet i grundloven. Her tænkes særligt på grundlovens § 20 om suverænitetsafgivelse eller grundlovens § 42 om afholdelse af bindende folkeafstemning om et lovforslag. Det er med andre ord, først når det nødvendige lovgrundlag er vedtaget og bekendtgjort, at vi er fremme ved spørgsmålet om den egentlige valghandling i form af en folkeafstemning.

Af grundlovens § 42, stk. 4, fremgår det, at folkeafstemningen iværksættes inden for en frist på tidligst 12 og senest 18 søgnedage efter bekendtgørelsen. Den formulering er gentaget i folketingsvalgloven, hvori det klart siges, at folkeafstemninger efter grundlovens § 20 og § 42 skal afholdes, og her citerer jeg igen: tidligst 12 og senest 18 søgnedage efter statsministerens bekendtgørelse af det lovforslag, som ligger til grund for afstemningen. Der eksisterer altså allerede en grundlovsfastsat procedure for de enkelte skridt, der leder frem til en folkeafstemning.

Med henblik på den tekniske gennemgang for at levere de to politiske budskaber er det jo for det første sådan, at fremsættelsen af det nævnte lovgrundlag i sig selv giver fornyet kraft til den løbende debat i Folketinget og blandt befolkningen om de undtagelser, som vil blive berørt af en afstemning. Som jeg ser det, når vi kigger tilbage på de 26 EU-afstemninger, vi har haft siden 1972, har det nuværende regelsæt ikke indtil videre forhindret en grundig folkelig debat. Og det er jo altså heller ikke bare hr. Per Clausen, som ønsker en grundig folkelig debat; det ønsker regeringen også, og det ønsker de partier også, som ser Danmarks interesser bedst tjent ved, at vi deltager fuldt og helt i det europæiske projekt.

Lad mig så derudover tilføje, at debatten om EU-spørgsmålet jo ikke kun er noget, som foregår op til eventuelle afstemninger. Det er efterhånden nogen tid siden, at vi sidst havde en, og det er da ikke mit indtryk, at vi af den grund har afholdt os fra at drøfte vores forhold til EU. Vi har en god tradition for en grundig og bredt funderet EU-debat, som også Folketingets EU-Oplysning og EU-oplysningsmidlerne til partier, organisationer og bevægelser bidrager til at holde i live.

For det andet sætter vores eksisterende lovgivning nogle rammer om den særlige valghandling, som en folkeafstemning er. De rammer har historisk set vist sig at være velfungerende og henter deres demokratiske legitimitet i selveste grundloven. Det ved jeg selvfølgelig ikke om hr. Per Clausen er enig i, men det tror jeg at vi skal holde fast i.

Samlet set vil jeg sige, at vi i Danmark har et grundlovsfæstet regelsæt om folkeafstemninger. Det mener regeringen at vi skal holde fast i, ikke mindst fordi det har muliggjort en efterhånden lang tradition for en grundig folkelig debat op til afstemninger om bl.a. EU-spørgsmål. Den tradition er hr. Per Clausen ved talrige lejligheder blevet forsikret om regeringens vilje til at opretholde, og det er ikke en tradition, som vi behøver kunstigt fastsatte frister for at efterleve.

Hr. Per Clausen for en kort bemærkning.

Jeg må indrømme, at det er lidt nyt for mig, at det, at der er indgået en aftale mellem nogle partier, gør, at man så er forpligtet til at overholde nogle regler, som vedrører nogle folkeafstemninger, som afholdes under nogle ganske bestemte forudsætninger, som ligger i grundloven.

Men jeg kan vel så konstatere, at udenrigsministerens glade budskab til Folketinget og befolkningen er, at 2-3 uger efter, at Folketinget har vedtaget, at der skal igangsættes en folkeafstemning om et af forbeholdene, vil afstemningen blive gennemført. Vi må jo så tage til efterretning, at det er det, ministeren mener der er brug for, hvis man skal sikre en bred, folkelig debat med oplysning om sagens forhold.

Det synes jeg ikke er rigtigt. Jeg synes, man skulle benytte sig af den mulighed, man her har for selv at fastlægge, hvordan en sådan folkeafstemning, som jo afvikles på baggrund af nogle helt bestemte forudsætninger, som Folketingets flertal har lagt fast, skal forløbe, så man kan sikre en bedre mulighed for en åben og lidt mere grundig debat.

Ministeren.

Jeg vil sige til hr. Per Clausen, at jeg selv har deltaget i rigtig mange EU-debatter gennem tiden, og det har været min erfaring, at der har været rigelig god tid til at debattere både den ene og den anden detalje forud for afstemninger om EU-spørgsmål. Derfor ser jeg simpelt hen ikke nogen som helst grund til at ændre på de regler og kriterier, som vi har i dag.

Hr. Per Clausen.

Det er vel ikke ubekendt, at det i hvert fald efter den sidste euroafstemning var sådan, at man meget klart fra tilhængersiden sagde, at sådan et forløb ville man aldrig have igen. Det var nemlig et langt forløb, hvor der var tid til grundig debat.

Derfor kan vi bare konstatere, at det, ministeren nu meget klart siger, er, at når man ellers blandt de EU-positive partier har fået sig samlet sammen til at ville have forbeholdene afskaffet, så vil man behandle det hurtigt i Folketinget og derefter sørge for en hurtig folkeafstemning på det tidspunkt, hvor man tror det er opportunt at komme igennem med det, så man kan forsøge at udnytte den stemning, der er i befolkningen.

Når vi ser på det på den måde, er det jo, fordi det soleklart er fremgået af debatterne mellem de EU-positive partier, at det eneste, de venter på, er det rette tidspunkt til at slå til.

Ministeren.

Jeg vil sige til hr. Per Clausen, at jeg som sagt har deltaget i rigtig mange af de afstemninger, vi har haft i Danmark, om vores forhold til EU, og det har været min klare oplevelse hver gang, at der har været en god og grundig debat med mulighed for at arrangere møder osv. rundtomkring i landet. Der har været en god debat op til de afstemninger.

Derfor har jeg altså svært ved at se, hvorfor vi nu skal vedtage et forslag fra Enhedslisten, om at det kunstigt skal fastsættes, at der skal gå x antal måneder, før man kan spørge befolkningen. Jeg er helt og aldeles fuld af fortrøstning for, at den måde, vi har gjort det på hidtil, og den formalia, som står skrevet i grundloven, er fuldt ud tilstrækkeligt til at sikre en god proces.

Tak til ministeren. Hr. Michael Aastrup Jensen som ordfører for Venstre.

Først og fremmest må jeg slå fast, at jeg ikke kunne være mere enig med udenrigsministeren. Vi har i dag et velfungerende lovsæt, der regulerer folkeafstemninger på en ganske tilfredsstillende måde. Derfor ser vi i Venstre absolut ingen grund til at ændre på dette.

Når det kommer til EU-spørgsmål, er Danmark pr. tradition et af de EU-lande, der gør mest ud af at føre parlamentarisk kontrol og inddrage befolkningen i debatterne og beslutningsprocesserne. Sådan er det i dag, og sådan har det altid været. Det vidner de seks folkeafstemninger, vi hidtil har haft om EU-spørgsmål, jo også om – et antal, som af alle EU-lande for øvrigt kun er overgået af Irland. Og det synes jeg absolut giver lidt stof til eftertanke.

Der har jo altid været en sund og god debat op til disse tidligere afstemninger, og valgdeltagelsen har altid været høj med en deltagelse på mellem 70, 75 og 90 pct. Det vidner om, at befolkningen fint har formået at danne sig en mening om afstemningsemnerne inden for de rammer og den valgkampsperiode, der er afsat i dag. Ellers havde vi jo næppe set så stærke fremmødeprocenter til de vejledende folkeafstemninger.

En detalje, som forslagsstillerne fra Enhedslisten øjensynligt har overset, og som udenrigsministeren jo også har påpeget, er, at det ikke kun er op til folkeafstemninger, at der finder en EU-debat sted i Danmark. Det har jeg da personligt sammen med flere af de tilstedeværende i dette lokale og mange andre ildsjæle i det danske samfund gjort mit til at sikre i de seneste år gennem mit tidligere EU-ordførerskab.

Følger man bare lidt med i diverse medier, vil man bemærke, at EU-debatten lever i bedste velgående, men hvis Enhedslisten – eller andre, for den sags skyld – mener, at dette ikke er tilfældet, ja, så er det jo op til dem selv. At puste liv i debatten kan jo gøres, når som helst man selv ønsker det.

Det virker derfor dybt overflødigt at tvinge specielle såkaldte EU-debatmåneder ned over hovedet på borgerne, for slet ikke at nævne, at Enhedslisten mener, at dette skal gøres ved at lovgive på et område, som der allerede eksisterer velfungerende lovgivning om i vores grundlov. Det er ganske sandt, at ny lovgivning nogle gange – faktisk ofte – er nødvendig, for at vi bliver ved med at have et så velfungerende samfund i Danmark som overhovedet muligt. Men det her er desværre bare ikke et af tilfældene, og derfor kan vi i Venstre ikke støtte beslutningsforslaget fra Enhedslisten.

Hr. Per Clausen for en kort bemærkning.

Jeg kan forstå, at hr. Michael Aastrup Jensen mener, at der foregår en levende EU-debat ude i samfundet hele tiden. Jeg ved ikke, hvilken planet hr. Michael Aastrup Jensen opholder sig på, men lad det være. Det er i hvert fald et helt nyt, meget spændende og interessant synspunkt, som jo også kommer til udtryk ved den meget høje prioritering, som Folketingets partier inklusive Venstre giver EU-spørgsmål, når vi nærmer os et folketingsvalg.

Men det, jeg vil spørge hr. Michael Aastrup Jensen om, er, om ikke konsekvensen af hans standpunkt er, at man, når der bliver lavet en aftale mellem de af Folketingets partier, som ønsker forbeholdene fjernet, efterfølgende hurtigt vil kunne gennemføre en proces i Folketinget, hvor man får vedtaget lovgrundlaget, og derefter afholde en folkeafstemning i løbet af 2 uger efter, at det er sket i Folketinget – altså en meget hurtig proces. Er det ikke også sådan set det, man har tænkt sig at gøre, fordi man synes, at det plejer at gå rigtig skidt, når der går længere tid?

Ordføreren.

Nu er jeg ikke ekspert i levevilkårene og deres mangler på andre planeter, så det kan jeg ikke udtale mig om som ordfører, vil jeg sige til hr. Per Clausen. Men jeg kan bare sige en ting, og det er, at i de 2½ år, jeg har været EU-ordfører, har jeg deltaget i et hav af debatmøder. Jeg har deltaget i radioudsendelser, i debatudsendelser, og jeg er faktisk mødt op, hver eneste gang der har været en mulighed for det, for jeg synes, det er vigtigt, at vi diskuterer det her.

Internt i vores parti har vi også en lang række ildsjæle, som arbejder meget højtideligt med EU-spørgsmål og sørger for at have en debat på et højt niveau. Så som jeg sagde i mit oplæg: Hvis og såfremt hr. Per Clausen eller andre i Enhedslisten ikke mener, at der er en ordentlig EU-debat, så er det bare om at komme ud af busken og komme i gang med den, for vi andre er klar til debatten, og som hr. Per Clausen åbenbart ikke har opdaget, er vi faktisk allerede godt i gang med den.

Hr. Per Clausen.

Jeg har godt lagt mærke til, at der foregår en – for nogle – spændende debat mellem de partier, der gerne vil have forbeholdene fjernet, om, hvornår det rigtige tidspunkt er, og det har man indtil nu ikke kunnet blive enige om, formentlig fordi man godt inderst inde ved, at der er stor sandsynlighed for, at det ville blive et nej, hvis man gennemførte de her folkeafstemninger.

Men tilbage står vel, at det scenarie, som hr. Michael Aastrup Jensen nu beskriver for os, og som vi så bare må forberede os på, nemlig en hurtig forhandling mellem de af Folketingets partier, der ønsker at afskaffe forbeholdene, en hurtig behandling i Folketinget og så en folkeafstemning i løbet af et par uger.

Så mener man, at debatten har fået de vilkår, som man synes er de nødvendige. Det er jo rart at vide, for så kan vi forberede os på det.

Ordføreren.

Selv om hr. Per Clausen jo efterhånden er berygtet for at ville tage folk til indtægt for noget, de ikke har sagt, kan hr. Per Clausen altså ikke gøre det i den her debat – heller ikke med hensyn til hvad jeg ikke har sagt. Lad os derfor slå fast, hvad det egentlig er, jeg siger. Det, jeg siger klart, er, at vi ønsker at fortsætte den debat, der har været igennem en årrække, og sørge for at få tydeliggjort, hvor skadelige EU-undtagelserne efter vores opfattelse er. Så vil vi selvfølgelig sammen med vores EU-japartnere drøfte den videre proces, og debatten om, hvordan og hvorledes vi skal håndtere eventuelle afstemninger, er jo godt i gang i øjeblikket.

Må jeg så ikke have lov til at sige, at jeg synes, det er lidt sjovt, at man føler, det er helt i orden, at man afsætter 3 uger til en folketingsvalgkamp, hvor vi vælger, hvem der skal være landets statsminister, og hvem der skal sidde i det her parlament, men at man åbenbart synes, at der skal gå x antal måneder til en folkeafstemning. Det må jeg indrømme at jeg synes giver lidt stof til eftertanke.

Fru Pia Adelsteen for en kort bemærkning.

Tak. Nu nævnte ordføreren, at der er en masse gode debatter ude i samfundet, og jeg deltager da også i en hel del af dem, men det, jeg synes er meget kendetegnende for netop de debatter, er, at det er for folk, der er lidt EU-nørder, hvis jeg må bruge det udtryk. Det vil sige, at den almindelige borger ude i Danmark har et forholdsvis lille kendskab til, hvad de her forbehold egentlig har af betydning. Det betyder også for mig, at det så er rigtig vigtigt, at der kommer en god, lang debat, hvor man har tid til at sætte sig ind i forbeholdene, fordi de netop er komplicerede – det tror jeg godt at vi kan blive enige om.

Jeg vil bare spørge ordføreren, om 3 uger virkelig er nok. Og nu kommer jeg jo med sådan en påstand, for det, vi alle sammen har hørt, er, at det er fire forbehold, der skal stemmes om på én gang; det er, sådan som jeg har hørt det, udgangspunktet fra regeringens side. Så fire forbehold skal man altså kunne sætte sig ind i på maks. 3 uger.

Ordføreren.

Nu gør fru Pia Adelsteen jo den samme fejltagelse, som hr. Per Clausen, og som jeg lige har givet ham førstepræmien for, men så kan fru Pia Adelsteen få andenpræmien, nemlig at tage folk til indtægt for noget, de ikke har sagt. Jeg har overhovedet ikke nævnt noget om 3 uger i forhold til en folkeafstemning. Lad os nu tage den diskussion med vores EU-partnere.

Jeg synes bare, det er lidt sjovt med den debat, vi har kørende i øjeblikket. Og den kan så være for EU-nørder eller ej, men jeg vil meget gerne have en debat i øjenhøjde med alle folk – og jeg deltager i alt lige fra møder i husmoderforeninger, Rotaryforeninger og pensionistklubber, jeg møder op alle steder, hvor der er en mulighed for at få en god EU-debat. Og så kan folk kalde mig EU-nørd eller ej, men det må de jo selv sige om de gør. For jeg synes faktisk, debatten er der, og vi er klar til den, og derfor synes jeg også, man skal passe på med at sige, at der ikke er en EU-debat, og at den kun kommer, når der bliver kaldt til folkeafstemning.

Fru Pia Adelsteen.

Men min påstand er så igen med hensyn til den EU-debat – sådan er det de gange, jeg er ude i husmoderforeninger og Rotaryforeninger og sådan noget – at det måske ikke er EU-debatterne og forbeholdene, der står højest på dagsordenen, det er ofte mange andre ting, og det vil sige i forbindelse med det argument, ordføreren brugte, om et folketingsvalg, at det jo ofte er de ting, der rører sig, når man er ude at tale med folk. Det her interne ved folk en masse om, men lige præcis forbeholdene, som set med vores øjne er så essentielle at vi beholder, er noget, der er meget, meget vigtigt, men meget, meget svært at sætte sig ind i, og derfor synes jeg stadig væk, at det er utroligt, at man synes, at så kort en periode er god nok tid, og at den debat, vi har nu, bare er o.k.

Ordføreren.

I regeringsgrundlaget efter sidste folketingsvalg for 2½ år siden skrev regeringen, at man ønskede at tage et opgør med undtagelserne. I det nye opdaterede regeringsgrundlag står der stadig væk, at regeringen ønsker at tage et opgør med undtagelserne, og lige siden i de 2½ år har jeg diskuteret EU med alle, der overhovedet ønsker at diskutere EU, lige meget hvilket niveau det er på. 2½ år synes jeg faktisk er en lang periode at diskutere i, og jeg må indrømme, at jeg, selv om jeg som tidligere EU-ordfører synes, vi skulle diskutere EU-undtagelser i al evighed, også gerne vil sige, at jeg synes, at efter 2½ år er vi ved at nå der, hvor man siger: Nu har vi måske fået vendt stenene.

Tak til ordføreren. Hr. Kim Mortensen som socialdemokratisk ordfører.

Tak. Enhedslisten har fremsat det her beslutningsforslag ud fra en tese om, at der i Danmark ikke finder en demokratisk debat sted om de danske EU-forbehold. Den præmis deler vi simpelt hen ikke i Socialdemokratiet, og vi kan derfor ikke se, at der er nogen grund til at støtte det her beslutningsforslag.

Jeg hørte under den foregående debat, at hr. Frank Aaen fra Enhedslisten nævnte Sovjetunionen et par gange i løbet af debatten, og man kan sige, at hvis vi befandt os i det gamle Sovjetunionen, så kunne man jo med god grund have haft en mistanke om, at man ikke kunne have den demokratiske debat, men det har vi i Danmark; det har vi haft tradition for, det har vi haft ved tidligere folkeafstemninger, og det vil vi selvfølgelig også have fremover. Men det er selvfølgelig fint, at Enhedslisten bekymrer sig om den folkelige debat og herunder den væsentlige debat, det jo er, at vi har de fire danske forbehold i forhold til Den Europæiske Union.

Socialdemokratiet er også enig med Enhedslisten i – hvis det er det, der er hensigten med beslutningsforslaget – at der snarest bliver sat en dato for en folkeafstemning hurtigst muligt, og vi er sådan set også enige i, at den offentlige og demokratiske debat og vilkårene for debatten skal være så gode som muligt. Derfor har vi jo også løbende støttet, at der afsættes økonomiske midler til brug for den her debat, midler, som kan søges og i øvrigt bruges flittigt af mange folkelige organisationer til debatarrangementer, udgivelser og aktiviteter på f.eks. efterskoler og højskoler. I alt er der afsat 18,5 mia. kr. om året over en 3-årig periode, hvoraf de 8 mia. kr. eksempelvis går til aktiviteter, som Folketingets partier og Folkebevægelsen mod EU kan bruge.

I Socialdemokratiet mener vi også, at der er mange gode grunde til at tage et opgør med de danske forbehold, bl.a. det faktum, at Europa og samarbejdet i EU jo har ændret sig betragteligt, siden Danmark i 1993 stemte om traktaten indeholdende de danske forbehold, og også det faktum, at de danske forbehold i alvorlig grad svækker dansk indflydelse i EU.

I forbindelse med Enhedslistens forslag om god tid til den folkelige debat og hr. Aastrup Jensens ordførerindlæg for lidt siden kan man sige, at det jo er lidt kuriøst, at vi faktisk siden 2007 har haft varslet en folkeafstemning. I Socialdemokratiet har vi flere gange presset regeringen for, at der så også blev sat en dato for, hvornår vi skal have den folkeafstemning, men vi har jo i 2½ år vidst, at der vil komme et opgør med de danske forbehold, uden at regeringen dog har haft mod til at udskrive folkeafstemningen.

Ved de tidligere folkeafstemninger, vi har haft, har der faktisk været rigtig god tid til den offentlige debat. Det var der i 1992 ved folkeafstemningen, hvor danskerne stemte nej; det var der ved folkeafstemningen i 1993, og det var der ved folkeafstemningen i 2000, da der var en folkeafstemning om euroen. Så i bund og grund er det her et overflødigt forslag, fordi vi jo følger den praksis, vi altid har haft, nemlig at vi har god tid til en god, konstruktiv og åben debat med danskerne.

Nu ser det jo ikke ud til, at den regering, vi har, har mod til på den her side af et folketingsvalg at gennemføre en folkeafstemning, men jeg skal da benytte lejligheden til at opfordre til – og det kunne vi måske få Enhedslistens opbakning til her i salen – at vi får den her debat, og at vi får en folkeafstemning om de danske forbehold.

Hr. Per Clausen for en kort bemærkning.

Jeg deler jo hr. Kim Mortensens forundring over, at et så stort flertal i Folketinget kan være enige om, at forbeholdene er så katastrofale for Danmark, uden at man tager sig sammen til at gennemføre en folkeafstemning for at få ophævet forbeholdene. Jeg må indrømme, at det begriber jeg ikke. Eller også gør jeg det, for det, der kunne være forklaringen, er jo, at man har en klar forventning om, at det vil blive et nej. Det er også det, der gør det vigtigt at fastlægge, at man får noget tid til debatten, for vi kan godt diskutere forbehold, men vi ved jo ikke, hvad vi kommer til at stemme om.

F.eks. kan vi på retsforbeholdets område jo ikke vide, hvilket nyt forbehold der skal indføres for at afskaffe det andet forbehold. Jeg har forstået, at alle de partier, der ønsker retsforbeholdet afskaffet, nu ønsker det erstattet af sådan et udlændingeforbehold i stedet for. Men der tror jeg da at befolkningen kan have god brug for noget tid til at sætte sig ind i, hvad det betyder, at man erstatter et forbehold med et andet. For det er jo ikke bare så enkelt, at man vil foreslå, at forbeholdene forsvinder.

Ordføreren.

Man kan sige til hr. Per Clausen, at hvis det var Enhedslistens oprigtige bekymring, burde beslutningsforslaget jo have været udformet på en sådan måde, at Enhedslisten foreslog, at vi fik en folkeafstemning om de danske forbehold. Sådan er forslaget ikke udformet. Forslaget her bygger på nogle teser om, at vi ikke har en demokratisk debat, og at vi ikke har god tid til at diskutere folkeafstemninger i Danmark. Intet kan jo være mere forkert. De seneste tre gange, hvor der har været folkeafstemninger om EU-spørgsmål, har der været minimum 3 måneders debat i forvejen, så det her forslag behøver vi slet ikke. Vi har tradition for at have en god, åben og konstruktiv debat med befolkningen om EU-spørgsmål, og det vil vi også have i fremtiden.

Hr. Per Clausen.

Det er jeg jo glad for at høre, for det opfatter jeg som en klar tilkendegivelse fra Socialdemokraternes side af, at sådan bliver det. Så må jeg bare konstatere, at hvis andre kunne have den idé, at man hurtigt kan lave en aftale, hvor man får strikket det sammen, der skal strikkes sammen, om, hvordan man kan lave et nyt forbehold, når man fjerner det gamle retsforbehold på udlændingeområdet, og derefter lave en hurtig behandling af det i Folketinget og en folkeafstemning efter 14 dage, så er det ikke det, som Socialdemokraterne ønsker. Det er jeg selvfølgelig glad for, for så har jeg da en forventning om, at vi faktisk får tiden til at diskutere og gennemgå det måske lidt besynderlige kompromis, som de partier, der gerne vil have afskaffet retsforbeholdet, har fået strikket sammen for at kunne sikre sig et flertal for det.

Ordføreren.

Jeg må sige til hr. Per Clausen, at i 1992 blev Maastrichttraktaten underskrevet den 7. februar og kom til afstemning den 2. juni, altså mere end 3 måneder efter. I 1993 blev loven vedtaget i Folketinget den 9. februar, og danskerne stemte den 18. maj. I 2000, da vi stemte om euroen, blev indholdet og datoen offentliggjort den 17. marts, og vi stemte den 28. september. Så der har de andre gange været god tid, og det er selvfølgelig en regerings ansvar, at der bliver god tid til en grundig debat.

Jeg vil godt give hr. Per Clausen det tilsagn, at Socialdemokratiet også efter næste folketingsvalg har en ambition om at afskaffe de her forbehold, og at vi også har en ambition om, at vi får en god, grundig og konstruktiv debat om det. Så det kan hr. Per Clausen få mit ord på.

Tak til ordføreren. Fru Pia Adelsteen som ordfører for Dansk Folkeparti.

Dansk Folkeparti kan støtte forslaget om en valgkampsperiode på minimum 3 måneder op til en eventuel forbeholdsafstemning. Det er for os vigtigt, at der gives tid til, at befolkningen kan sætte sig ordentligt ind i emnet, og de fire forbehold er bestemt ikke ukomplicerede at sætte sig ind i, og derfor mener vi også, at det er vigtigt, at der bliver afsat ordentlig tid til at kunne gennemgå forbeholdene ved en eventuel afstemning.

Jeg vil godt understrege, at vi i Dansk Folkeparti med støtte af dette forslag ikke samtidig går ind for, at der afholdes en afstemning om forbeholdene. De afstemninger har vi haft i Danmark, og principielt burde de jo være blevet respekteret, men man kan jo læse alle steder, at det nok kommer. Det kommer så på det tidspunkt, hvor japartierne synes det skal være, fordi man så også forventer at få et ja til, at forbeholdene skal fjernes. Der er jeg meget enig med hr. Per Clausen i de ting.

Så vil jeg godt sige, at vi jo tidligere har set eksempler på lange perioder med en god debat, og det har været ordentligt, vil jeg sige, og her vil jeg da godt henvise til euroafstemningen tilbage i 2000, hvor man i marts fortalte, at der skulle være valg i september, og det gav en god, lang debat hen over sommeren og så for os at se selvfølgelig en god afstemning. Sådan må det være.

Tak til ordføreren. Så er det fru Anne Grete Holmsgaard som ordfører for SF.

Jeg vil sige, at vi har det sådan, at der naturligvis skal være god tid til at diskutere forud for en folkeafstemning om et eller flere af de danske forbehold. Men vi kan ikke se nogen grund til, at vi lægger os fast på at sige, at der skal være minimum 3 måneder. Det kommer jo i virkeligheden meget an på, hvornår man udskriver en folkeafstemning, og det er sådan set hovedproblemet i øjeblikket, nemlig at det simpelt hen ikke er til at komme til folkeafstemning om forbeholdene. Det er sådan set det, der er det store problem.

Nu har hr. Kim Mortensen, Socialdemokraternes ordfører, jo sådan set taget hele den historiske del af det og sagt, hvornår folkeafstemningen om Maastricht blev udskrevet, hvornår vi stemte, og hvornår det var om Amsterdam eller rettere sagt Edinburgh, hvornår det var, vi stemte om Amsterdam osv. Der har jo hver gang været god tid. Noget, der imidlertid er mindst lige så vigtigt, er, at man sørger for, at der er midler til, at man kan køre en ordentlig kampagne, en ordentlig oplysningsvirksomhed, så man kan få folk engageret. Vi ved jo fra de tidligere folkeafstemninger, at det er rigtig, rigtig betydningsfuldt, om man har penge til oplysningsvirksomhed, sådan at man får mobiliseret folk, får dem aktiveret til at diskutere det her seriøst. Så det synes vi sådan set er det vigtigste.

Vi kan med andre ord ikke stemme for Enhedslistens forslag.

Tak til ordføreren. Så er det fru Helle Sjelle som ordfører for De Konservative.

Først og fremmest tak til udenrigsministeren for en klar tale om regeringens holdning til forslaget fra Enhedslisten, der indebærer, at regeringen skal sørge for, at valgkampsperioden forud for en afstemning om de danske EU-forbehold varer mindst 3 måneder.

Enhedslisten begrunder jo bl.a. sit forslag med, og jeg citerer: »de seneste års demokratiske krise i EU«. Hvad denne krise nærmere bestemt går ud på, ulejliger forslagsstillerne sig ikke med at forklare, og vi Konservative deler i hvert fald ikke Enhedslistens negative holdning til EU. Tværtimod mener vi, at EU er frihedens, fredens og fremgangens projekt, som har bragt Europa og de enkelte medlemslande op på et historisk højt velstands- og velfærdsniveau, der står i skærende kontrast til død, krig og fattigdom, der prægede vores kontinent frem til anden verdenskrigs afslutning.

Hvad angår beslutningsforslaget, der er et udslag af – sådan opfatter vi det i hvert fald – Enhedslistens udprægede EU-modstand, er vi Konservative imod. Vi ser ingen grund til at indføre en ordning, der afviger fra grundloven. Som udenrigsministeren allerede har forklaret det, anviser grundloven og folketingsvalgloven en klar procedure for, hvordan folkeafstemninger skal afholdes, og jeg savner dokumentation fra Enhedslisten, der viser, at der netop skal 3 måneder til for at skabe, og jeg citerer: »en demokratisk debat forud for afstemningen«. Det er min klare overbevisning, at der ikke ved de tidligere afstemninger om EU har manglet en livlig og folkelig debat.

Summa summarum er det således, at eftersom den nuværende ordning er velfungerende, ser vi Konservative ingen grund til at ændre den, og derfor kan vi heller ikke bakke op om beslutningsforslaget.

Tak til ordføreren. Fru Lone Dybkjær som radikal ordfører.

Det må være min alder, der gør, at formanden ikke kommer med en frisk bemærkning. Det synes han ikke han vil være bekendt.

Det Radikale Venstre ønsker jo sådan set også alle forbeholdene afskaffet. Jeg kan meget henvise til det, fru Anne Grete Holmsgaard sagde. Hovedproblemet er, at vi ikke kan få de folkeafstemninger. Det er egentlig det, vi gerne vil koncentrere os om. Det, jeg lige stod og tjekkede, da jeg blev lidt forsinket på vej herop, var, at der har været ca. 3 måneder op til de fleste folkeafstemninger. Så det behøver man nødvendigvis ikke at lave et beslutningsforslag om.

Det, der er afgørende for os, er, som fru Anne Grete Holmsgaard ganske rigtigt sagde, at der er de fornødne midler, hvis man skal køre en folkeoplysningskampagne i forbindelse med en forbeholdsafstemning. Det har vi jo haft hidtil, og det er jo sådan set afgørende for, om det bliver en værdifuld diskussion eller ej. Vi bliver nødt til erkende, at uden midler går det ikke.

Det sidste, jeg gerne vil påpege, er sådan set, at det for os er ganske afgørende, at folkeafstemningerne sker enkeltvis. Med det mener jeg, at vi faktisk synes, at man bør tage en afstemning om forsvarsforbeholdet så hurtigt som muligt. Når den er afviklet med det ene eller andet resultat – helst med et plus – synes vi, at man kan tage en afstemning om retsforbeholdet, og så synes vi, man skal tage en om euroen. Det er det, der vil skabe en god diskussion. Hvis vi sammenblander det hele, bliver det efter vores opfattelse ikke nogen god diskussion.

Jeg er udmærket godt klar over, at det ikke er sikkert, at vi har et flertal herinde for netop det synspunkt, men det er jo det, der vil skabe den gode diskussion – ikke nødvendigvis, at vi har mægtig lang tid til en debat, hvor vi blander alle forbeholdene sammen, og hvor vi kan være hundrede procent sikre på, at det ikke bliver en ordentlig diskussion. Man kan ikke meningsfyldt diskutere alle forbeholdene på en gang. Det er så også et budskab til ministeren. Det bliver ikke nogen god diskussion. Så bliver det selvfølgelig det, som ministeren formentlig gerne vil: for eller imod EU. Det synes vi ikke er en anstændig måde at gøre det på, landets historie på de her områder taget i betragtning.

Derfor synes vi, det er afgørende, og den afgørende melding fra os i dag er, at vores udgangspunkt er, at folkeafstemningerne skal være enkeltvis. Nu snakker jeg ikke om krydser på en liste. Nu snakker jeg om, at det vil være ønskeligt, at de er hver for sig. Så kan man grundigt diskutere forsvarsforbeholdet, så kan man grundigt diskutere retsforholdet, som virkelig er et meget, meget besværligt forbehold sagligt set, og så kan man grundigt diskuteret euroen, som igen er lettere ligesom forsvarsforbeholdet. Så får vi nogle ordentlige diskussioner. Det er mere afgørende end længden. Vi afviser forslaget.

Tak til ordføreren. Hr. Simon Emil Ammitzbøll som ordfører for Liberal Alliance.

Det kan siges forholdsvis kort. Liberal Alliance mener, at den periode, der skal være med debat og valgkamp op til folkeafstemninger, sagtens kan flugte den periode, der også er for folketingsvalg. Vi ser ikke, at det skulle være en særlig kompliceret opgave at diskutere mindre begrænsede emner end det skulle være at diskutere al politik, som man jo gør i en folketingsvalgkamp.

Jeg synes faktisk også, at der helt mangler en egentlig begrundelse for, hvorfor man har fremsat forslaget, ud over at det er et emne, man godt kunne tænke sig at få en del fokus på i en længere periode sådan en gang imellem, fordi man regner med, at man som et lille parti med en særlig mærkesag, som der ikke er så bred tilslutning til i Folketinget, kunne få en opmærksomhed, der måske kunne øge den folkelige opbakning til forslagsstillerne.

Liberal Alliance betragter forslaget som helt igennem unødvendigt, og vi stemmer nej.

Tak til ordføreren. Så er det hr. Per Clausen som ordfører for forslagsstillerne.

Det er da sikkert rigtigt, at beslutningsforslaget er fuldstændig overflødigt. Så er det da trods alt så meget mere interessant, at der er afsløret en klar uenighed blandt de partier, der vil have forbeholdene ændret, også på dette spørgsmål, nemlig om hvor lang tid der skal være til en debat, for mens Socialdemokraterne, SF og Det Radikale Venstre alle taler om, at det, vi har gjort tidligere, hvor der hver eneste gang har været mindst 3 måneder, var den rigtige måde at gøre det på, så har vi så hørt, hvordan de borgerlige partier – nogle mere klart end andre, hr. Simon Emil Ammitzbøll skal ikke have utak for sin meget klare formulering – har sagt, at det klarer vi da på 14 dage-3 uger, efter at det er vedtaget. Der findes en uenighed her mellem de partier, som skal bære afskaffelsen af forbeholdene igennem, og også i denne sag er jeg glad for at kunne sige, at jeg trods alt nærer større sympati for og har større tillid til Socialdemokraterne, SF og Det Radikale Venstre, end jeg har til de borgerlige partier og deres støttepartier.

Så mente hr. Simon Emil Ammitzbøll, at Enhedslisten havde rejst den her diskussion, fordi vi syntes, at det var spændende at diskutere EU, fordi vi var mere i overensstemmelse med befolkningens synspunkt på det her område, end vi er på andre, og jeg vil da ikke udelukke, at det forholder sig på den måde, men det er jo ikke nogen begrundelse for ikke at diskutere spørgsmålet.

Så kan man selvfølgelig sige – og det har flere jo også været inde på i dag – at den største og vigtigste diskussion jo har været, hvornår man skal have den her forbeholdsafstemning. Jeg har jo gentagne gange sagt, at det er mig fuldstændig ubegribeligt, at man, når et så stort flertal i Folketinget er så enige om, at det er så alvorlig situation, Danmark er i, fordi vi er omfattet af de her forbehold, ikke for længst har fået taget initiativ til en folkeafstemning. Det er jo lige før, man må karakterisere det som direkte uforsvarligt, når man tænker på, hvor alvorligt man synes det er.

Der kan selvfølgelig være to forklaringer på, hvorfor man alligevel med stor omhu lidt på skift formår at indtage forskellige standpunkter til, hvornår folkeafstemningen skal komme. Det ene kan være, at så alvorligt er det heller ikke, og det går nok alligevel osv. Det er jo også lidt det, regeringen har sagt her på det seneste, da det gik op for os, at regeringen ikke ville forstyrre idyllen i sit samarbejde med sit støtteparti med en folkeafstemning om EU-forbeholdene. Men det andet kan selvfølgelig også være, at man sådan set godt ved, at det er uhyre sandsynligt, at der kommer et nej, hvis man laver folkeafstemninger, måske lidt afhængigt af, hvordan man griber det an, men alligevel.

Når Enhedslisten har valgt at stille det her forslag, ja, så stillede vi det faktisk på et tidspunkt, hvor der var mange, der troede, at der ville komme folkeafstemninger om forbeholdene. Vi har jo sådan set med jævne mellemrum kridtet skoene og været klar til at tage det opgør og er det sådan set stadig væk. Men det, som også gør, at vi synes, det er afgørende, er, at det på en række områder jo ikke er særlig enkelt at stemme om forbeholdene.

Lad os bare tage retsforbeholdet, som det jo sådan set er enkelt nok at afskaffe. Så vidt jeg har forstået, er alle de partier, som ønsker retsforbeholdet afskaffet, enige om, at man i hvert fald må sikre sig, at man bagefter kan føre udlændingepolitik på lige præcis den restriktive måde, som man ønsker at gøre det på. Der var for indtil lidt tid siden noget uklarhed om, hvorvidt SF og Det Radikale Venstre var enige i det, men det er de nu enige i, nemlig at det at slippe af med retsforbeholdet er så vigtigt, at man godt kan acceptere, at regeringen fortsætter med at føre en udlændingepolitik, som er præcis så restriktiv, som den er i dag. Men det er klart, at hvis man skal have en diskussion om disse indviklede, komplicerede forhold, kræver det faktisk lidt tid. Og der synes jeg da, at det er rigtig godt, at der er partier her i Folketinget, som er enige i, at man ikke skal søge tilflugt i nogle grundlovsbestemmelser, som i grunden ikke har nogen relevans i forhold til præcis de folkeafstemninger, vi forventer at få her, men som vi jo får, udelukkende fordi Folketinget vælger at sige, at dem vil man gennemføre – også ud fra en erkendelse af, at der er tale om komplicerede spørgsmål.

Så kan man godt sige, at der selvfølgelig er nogle af de andre forbeholdsafstemninger, som er enklere, men det bliver jo ikke mindre kompliceret af, at der jo i hvert fald, som det ser ud nu, formentlig kommer flere afstemninger samtidig. Personligt tror jeg da, hvis vi kun skulle se på resultatet, at regeringens sidste nye ideer om, at vi stemmer om dem alle sammen med et kryds, sikkert er den nemmeste måde at få et nej på. Jeg er ikke sikker på, at det er den nemmeste måde få den bedste debat på. Der tror jeg i virkeligheden nok, at der er andre modeller, som ville være bedre, og dem vil jeg så faktisk foretrække, for jeg synes, det er meget afgørende, at folk træffer en afgørelse ud fra, at de er afklarede og har et egentligt oplyst grundlag.

Når jeg ikke synes, at det var nogen dårlig idé at tage debatten her i dag, selv om vi jo må konstatere, at der er et klart flertal imod beslutningsforslaget, så er det, fordi det jo også står fast, at der er et klart flertal i Folketinget for at sikre, at der er, hvad der svarer til den sædvanlige forberedelsestid til folkeafstemninger, dvs. ikke under 3 måneder. Og hvis det er den holdning, der er hos et flertal i Folketinget, jeg er sikker på, at sådan bliver det også. Og jeg kan da i hvert fald forsikre mine udmærkede og fortræffelige venner, som vel til den tid har – om ikke dem selv så i hvert fald deres partifæller – mulighed for at kalde sig ministre, at vi vil huske disse kloge og gode ord, der er sagt under debatten i dag, når vi kommer dertil, at der måske kommer en folkeafstemning.

Tak til ordføreren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Europaudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.