Det første punkt på dagsordenen er:

1) 2. (sidste) behandling af beslutningsforslag nr. B 95:

Forslag til folketingsbeslutning om afskaffelse af varighedsbegrænsningen for udbetaling af sygedagpenge.

Af Lennart Damsbo-Andersen (S), Eigil Andersen (SF), Morten Østergaard (RV), Line Barfod (EL) m.fl.

(Fremsættelse 17.12.2009. (Omtrykt). 1. behandling 25.02.2010. Betænkning 24.03.2010).

Der er ikke stillet ændringsforslag, men hr. Lennart Damsbo-Andersen ønsker at udtale sig som ordfører.

Jeg kan forstå, at syge mennesker åbenbart ikke er noget, der interesserer beskæftigelsesministeren, regeringen, Venstre og Konservative eller Dansk Folkeparti. Syge mennesker, der mister deres forsørgelsesgrundlag, er tydeligvis overhovedet ikke noget, som de nævnte partier tager alvorligt. Herregud, det drejer sig jo bare om et par tusind mennesker hvert år, så det er jo ikke noget at bekymre sig om, og hvis de skal hjælpes, så er det da bedst gjort ved at tage pengene fra dem, så skal de nok blive raske.

Det er konklusionen på førstebehandlingen af vores forslag om at afskaffe varighedsbegrænsningen på sygedagpenge. Hvor mange historier skal der til, før regeringen, Venstre og Konservative og Dansk Folkeparti forstår, at det er et reelt problem for mennesker af kød og blod derude i samfundet? Vi har hørt utallige beretninger under udvalgsbehandlingen, haft besøg af selvstændige erhvervsdrivende fra Bornholm, en sekretær fra Helsingør og repræsentanter fra Hærens Konstabel- og Korporalforening, der hver især har bidraget med deres historier om sygdom, et usmidigt system og tabet af forsørgelse.

Jeg har her tal fra Hærens Konstabel- og Korporalforening og Livslinjen, tal, der fortæller om soldater, der har været udsendt til Irak, Afghanistan og Balkan og kommer hjem, fratræder fra tjeneste og mister sygedagpengene. De har i alt 303 sager på deres liste. 175 af disse personer er på kontanthjælp, og af dem har de 45 mistet forsørgelsen. Så ikke nok med, at de er blevet udsendt og er blevet skudt på i Danmarks tjeneste, de har også som tak fået en nulbon og absolut ingen hjælp.

De står sammen med hundredvis af andre uden forsørgelse. De er så syge, at de ikke kan arbejde og er absolut uden håb. Det kan vi simpelt hen ikke være bekendt.

Jeg er meget ked af, at der overhovedet ikke har været så meget som antydningen af ændring i ministerens opfattelse i den her sag, og det samme gælder partierne Venstre og Konservative. Man lukker øjnene og vil ikke indse, at det er et problem, som vi her i Tinget må forholde os til.

Det, der har været det mest sørgelige i den her sag, har så været at høre på Dansk Folkepartis sædvanlige udmeldinger om, at nu skal de nok beskytte de svage og hjælpe de syge, men bagefter, når det så gælder, løber de fra løfterne. Derfor vil alle om et øjeblik kunne se medlemmerne af Dansk Folkeparti stemme imod vores forslag om afskaffelse af varighedsbegrænsningen på sygedagpengene. Løftebrud og løgnagtighed vil nogle måske finde på at kalde det, men jeg vil blot sige, at Dansk Folkeparti i denne sag som i så mange andre siger et og gør noget andet og lader sammen med resten af den borgerlige fløj de svage og de syge i stikken.

Tak. Så er det hr. Eigil Andersen som ordfører.

Dansk Folkeparti svigter de syge. Det er meget, meget sørgeligt. Mange mennesker har nok regnet med, at Dansk Folkeparti er et parti, som for alvor vil forbedre forholdene for langtidssyge og andre udsatte grupper i samfundet. Men sådan er det ikke, og det vil vi desværre få at se ved afstemningen om lidt.

Samfundet fratager hvert år 6.000 langtidssyge deres sygedagpenge, ikke fordi de er blevet raske, men fordi der er lovregler, der siger, at sygedagpengene udløber efter en bestemt periode, selv om de pågældende stadig væk er syge. Man reklamerer så en del med, at der er forlængelsesmuligheder i sygedagpengeloven, og det er der. Men Beskæftigelsesministeriets egne tal viser, at efter at forlængelserne er blevet brugt, er der stadig væk de nævnte 6.000 mennesker, der årligt bliver frataget deres sygedagpenge i Danmark. De 6.000 havner på kontanthjælp, og for mellem 1.000 og 2.000 af dem betyder det en indtægt på – hold godt fast – 0,0 kr. De kan ikke få kontanthjælp, fordi de har en ejerbolig eller en ægtefælle, som har en indtægt fra et job.

Så kan man spørge sig selv: Hvad betyder det at have en indtægt på 0,0 kr.? Her synes jeg jo at det enkelte folketingsmedlem, som skal deltage i den her afstemning om lidt, kan overveje med sig selv, hvordan vedkommendes egen økonomi ville se ud, hvis vedkommende fik 0,0 kr. den ene måned efter den anden. Her bliver der grinet fra Dansk Folkepartis side, kan jeg høre, men jeg kan sige, at de langtidssyge, som kommer i den situation at få 0,0 kr., havner i noget ganske forfærdeligt. Det er jo klart, at ens økonomi hurtigt vil komme til at ligge i ruiner, og at man vil være tvunget til at gå fra hus og hjem.

Det er den måde, man behandler langtidssyge på i dagens Danmark. Det er mennesker, som i forvejen er hårdt belastet af deres sygdom, ofte en alvorlig sygdom. De er simpelt hen usikre på fremtiden og spørger: Ender det med, at jeg dør, og hvis jeg lever, kan jeg så komme tilbage på arbejdsmarkedet og have en indtægt derfra? Det skaber simpelt hen en så stor usikkerhed og utryghed, at mange bliver nedbrudt af dårlige nerver, og det er forståeligt nok. Og hvad gør samfundet? Samfundet giver dem så det sidste skub ud over kanten ved at tage deres sygedagpenge fra dem. Det er simpelt hen skammeligt, og det kan vi ikke være bekendt som samfund.

Derfor sørger det her beslutningsforslag for, at alle syge beholder deres sygedagpenge, indtil det er afklaret, om den langtidssyge kan fortsætte på arbejdsmarkedet på almindelige vilkår, om vedkommende skal have et fleksjob, eller om vedkommende skal have en førtidspension. Det er naturligvis det eneste anstændige og menneskelige at gøre.

Dansk Folkeparti og regeringen har så lavet en lille lap på det her, hvilket formentlig vil redde omkring 500. Men tilbage er der altså 11 gange så mange, 5.500, der hvert år i Danmark stadig vil miste deres sygedagpenge. Jeg må sige det, som det er: Jeg havde faktisk regnet med, desværre, at Venstre og Konservative ville føre en umenneskelig politik på det her område, men jeg er dybt skuffet over Dansk Folkeparti. Det er simpelt hen skammeligt, at Dansk Folkeparti ikke vil være med til at redde 5.500 langtidssyge hvert år ved at stemme for det her forslag. For hvis Dansk Folkeparti ville stemme for forslaget, ville det blive vedtaget.

Tak til hr. Eigil Andersen. Så er det hr. Bent Bøgsted som ordfører.

Det, der får mig til at gå op, er selvfølgelig, at de beskyldninger, der kommer mod Dansk Folkeparti, ikke skal stå uimodsagt. For i forbindelse med sygedagpengeloven har Dansk Folkeparti fået flere forlængelsesmuligheder igennem, og når de bliver kombineret på den rigtige måde, er der mange, der kan få gavn af det ude i kommunerne, når de kommer på sygedagpenge.

Men det, som hr. Eigil Andersen og hr. Lennart Damsbo-Andersen glemmer at omtale, når de står heroppe, er jo, at mange af de årsager, der er til, at der er folk, der mister sygedagpengene, er de skrappe regler, som ordførerne for de to partier har været med til at lave, dengang loven om førtidspension og fleksjobordning blev indført under den tidligere Nyrupregering. Det var i 2001, at den blev vedtaget, og den trådte i kraft i 2003.

Derfor er der mange, der fejlagtigt tror, at det er Dansk Folkeparti, der har været med til at lave de stramme regler, der er årsag til, at folk bliver slæbt igennem den ene arbejdsprøvning efter den anden, og så falder de ud af systemet i forbindelse med sygedagpenge. Det glemmer de to ordførere at omtale heroppe, for det er bekvemt at undgå at sige: Vi har noget af ansvaret for, at folk falder ud af sygedagpengesystemet.

Når kommunerne bruger forlængelsesmulighederne på den rigtige måde, kan man godt nå at få arbejdsprøvet og fundet ud af, om borgerne skal have førtidspension eller fleksjobordning. Men det har man set stort på i forbindelse med loven, man indførte i 2001, og som trådte i kraft i 2003.

Derimod har Dansk Folkeparti prøvet på at rette op på det. Vi erkender, at vi ikke har kunnet komme igennem med en stor forlængelsesmulighed ved den sidste finanslov, hvor vi havde et ønske om noget mere, men vi har trods alt fået forlængelsesmuligheder igennem, der gør, at der, hvis de bliver brugt rigtigt, er mange, der ikke kommer i den situation, at de falder ud.

Men det var måske på sin plads, at man så på, hvordan det er, der bliver handlet i forbindelse med arbejdsprøvning af dem, der skal i fleksjob og på førtidspension. Det var måske en idé, at de to herrer, ordføreren for Socialdemokratiet og ordføreren for Socialistisk Folkeparti, tog det op i den kreds, der har været med til at lave reglerne for førtidspension og fleksjob. Har vi selv været skyld i, at der er så mange, der falder ud? Ja, det har man i den forbindelse. For man har gjort det vanskeligt for folk at komme igennem en arbejdsprøvning. Kommunerne trækker folk gennem den ene arbejdsprøvning efter den anden, fordi de ikke vil have dem over på førtidspension og fleksjob. Det skulle man se på.

Det er beklageligt, at man så skal stå heroppe og hælde vand ud af ørerne om, hvor forfærdeligt det er, når man selv har været med til at gøre det vanskeligt for folk, der er på sygedagpenge. Det er meget behændigt at undgå at omtale det.

Tak. Der er ønsker om korte bemærkninger. Så vi bytter. Det er hr. Lennart Damsbo-Andersen, og så har jeg noteret hr. Eigil Andersen og hr. Morten Østergaard.

Nu kan jeg forstå, at vi skal tilbage til den forhandling, vi havde under førstebehandlingen, hvor hr. Bent Bøgsted også hældte vand ud af ørerne om, hvad det var, der blev besluttet for 20 år siden her i Tinget.

Det er jo sådan, at i Socialdemokratiet er vi blevet klogere, og vi har lært og har set, at der faktisk er mennesker, der bliver ramt af de begrænsninger, som findes i dag. 6.000 mennesker mister deres sygedagpenge, og 1.000 eller flere mister deres forsørgelse hvert evig eneste år, vil jeg sige til hr. Bent Bøgsted. Det må man da forholde sig til.

Nu skal jeg lade være med at sige, hvor det lige kommer fra, men man kunne jo sige: Kom nu ind i kampen. Det kan da godt være, at man i Dansk Folkeparti har haft mulighed for at presse regeringen nogle få gange, men var der så ikke mulighed for at komme med et tilsagn nu i dag og sige, at pr. 1. januar sørger Dansk Folkeparti sammen med resten af oppositionen for at der ikke er nogen varighedsbegrænsning på sygedagpengene?

Tak. Hr. Bent Bøgsted.

Det var jo en erkendelse fra hr. Lennart Damsbo-Andersen af, at Socialdemokratiet er blevet klogere. Man indførte nogle regler i 2001, der ikke lige var så hensigtsmæssige, som man havde håbet, og så prøver man at løse problemet igennem forlængelsesmuligheder ved at afskaffe varighedsbegrænsningen. Vi skal også huske på, at det var Socialdemokratiet, der selv indførte varighedsbegrænsningen for en stor gruppe. For de offentligt ansatte var det Socialdemokratiet, der afskaffede varighedsbegrænsningen. Hvad angår privatområdet, var det helt tilbage til under Schlüterregeringen, tror jeg, og jeg skal ikke kunne sige, hvordan forhandlingerne foregik dengang.

Når man taler om varighedsbegrænsningen, har man så meget med at henvise til, hvordan det foregår i andre lande, bl.a. i Sverige, hvor det gik fint. Men Sverige har netop lavet en varighedsbegrænsning, fordi de ikke kunne styre det, og det er så det, vi også kan risikere herhjemme. Men hvis man så på, hvordan reglerne var i forbindelse med fleksjob og førtidspension, kunne man måske løse det der, men det ser man stort på.

Hr. Lennart Damsbo-Andersen for en kort bemærkning.

Det er åbenbart den store dag for udenomssnak. De lappeløsninger, som Dansk Folkeparti taler om endnu en gang, løser jo ikke problemet for de mennesker, som er blevet ramt, dem, som står derude og har mistet deres forsørgelse. Det, der er vigtigt nu, er, at vi tager os sammen herinde og i fællesskab beslutter at afskaffe varighedsbegrænsningen, og der er muligheden for Dansk Folkeparti i dag, lige om et øjeblik, at stemme for vores forslag.

Så behøver vi ikke mere diskutere, hvem der har sagt hvad hvornår, men vi kan forholde os til den virkelighed, der er derude, at der er 1.000 mennesker, der mister deres forsørgelse hvert eneste år her i landet.

Hr. Bent Bøgsted for en kort bemærkning.

Ja, og den afskaffelse af varighedsbegrænsningen, som hr. Lennart Damsbo-Andersen vil have, løser heller ikke noget for dem, der er blevet ramt. Sådan kan man hele tiden sige det.

Men altså, det er jo på sin plads at se på, hvad der er årsagen til, at problemerne opstår. Vi har bl.a. også set, at der er en stor del af kommunerne, der fratager syge deres dagpenge, og som bliver underkendt, når det bliver anket. Det var måske også rimeligt, at man så på, hvordan der bliver ageret der, så der ikke sker noget uoverlagt.

Jeg synes, hr. Lennart Damsbo-Andersen skulle tage en snak med sin forligskreds om førtidspension og fleksjob, når det er blevet erkendt, at de regler, som hr. Lennart Damsbo-Andersens parti har været med til at indføre, ikke var så vellykkede. Hr. Lennart Damsbo-Andersen hat stået heroppe og erkendt, at de er blevet klogere.

Hr. Eigil Andersen for en kort bemærkning.

Der er mange ting, man kan diskutere i forbindelse med førtidspension og fleksjob, men i den her sammenhæng er det altså ren udenomssnak. Det er ansvarsforflygtigelse, et forsøg på at fralægge sig ansvaret, fra Dansk Folkepartis side.

Sagens kerne er, at det forslag, som vi skal stemme om her i dag, indebærer, at langtidssyge kan fastholde deres indtægt, indtil deres fremtid er afklaret. Det er uforståeligt for mig, at Dansk Folkeparti vil stemme imod, at langtidssyge skal beholde en indtægt, indtil det er blevet afklaret, om de kan fortsætte på arbejdsmarkedet eller ej.

Jeg vil gerne spørge ordføreren, om han kan bekræfte, at det, hvis Dansk Folkeparti stemmer nej til det her forslag, betyder, at der fortsat årligt vil være 5.000-6.000 mennesker i Danmark, som vil miste deres sygedagpenge på grund af varighedsbegrænsningen.

Hr. Bent Bøgsted.

En ting, jeg i hvert fald kan bekræfte, er, som resultaterne har vist, at kommunerne, som det var tidligere, da der ikke var en varighedsbegrænsning, ikke tog deres ansvar over for de syge alvorligt og ikke gjorde en indsats.

Der er rigtig mange, der kan benytte sig af de kombinationsmuligheder, der er, for at beholde sygedagpengene. Vi er helt oppe på 7-8 kombinationsmuligheder, og hvis de bliver brugt rigtigt, kan man modtage sygedagpenge i meget lang tid. Man kan modtage sygedagpenge i op til 3-4 år. Det er det, man skal se på og få til at virke.

Hvad angår det der med at løbe fra ansvaret, har jeg i hvert fald hørt, at hr. Eigil Andersen er løbet fra ansvaret for at have indført de stramme regler i forbindelse med fleksjob og førtidspension.

Hr. Eigil Andersen for en kort bemærkning.

Som jeg sagde før, er der mange ting, man kan diskutere vedrørende fleksjob og førtidspension, men det har intet med den her sag i dag at gøre – overhovedet intet. Ikke et eneste sekund! Vi taler her om langtidssyge, som bliver frataget deres indtægt med Dansk Folkepartis støtte. Jeg er overbevist om, som jeg sagde tidligere, at der er mange mennesker i Danmark, som er dybt skuffede over, at Dansk Folkeparti er så asocialt et parti, som det viser sig bl.a. ved den her lejlighed.

Ordføreren for Dansk Folkeparti taler om kombinationsmuligheder. Det står fast, at der er 6.000 mennesker i Danmark, der mister deres sygedagpenge hvert år efter brug af de kombinationsmuligheder. Forslaget her skaber et sikkerhedsnet, det skaber tryghed for de langtidssyge. Hvorfor i alverden er det så, at Dansk Folkeparti stemmer imod det?

Hr. Bent Bøgsted.

Jamen én ting, der står klart, er, at Dansk Folkeparti i hvert fald har forbedret sygedagpengereglerne for dem, der bliver ramt, i forhold til det, som hr. Eigil Andersens parti var med til at lave før regeringsskiftet. Det, vi har gjort, er, at vi har indført flere forlængelsesmuligheder, end der var før regeringsskiftet. Det er sandheden, vil jeg sige til hr. Eigil Andersen, og det kan ikke hjælpe noget, at man sidder og ryster på hovedet, som om det ikke passer. Sådan er det.

Så er det hr. Morten Østergaard for en kort bemærkning.

Jeg er ikke i tvivl om, at hr. Bent Bøgsted er optaget af vilkårene for de langtidssyge, og at Dansk Folkeparti er det. Det, vi har gjort i fællesskab, også sammen med regeringen, er jo, at vi har sørget for, at der bliver lavet en aktiv og tidlig indsats for at fastholde et arbejdsmarkedsperspektiv også for de syge. Nogle har måske bemærket den kampagne, der kører netop nu, og som udspringer af det. Det er et forlig, vi har lavet sammen – Dansk Folkeparti, Det Radikale Venstre og regeringen – og som altså handler om, at man skal prøve at gøre så meget, man kan, for at undgå, at folk bliver fanget i langtidssygdom, sådan at de hurtigst muligt kommer tilbage på arbejdsmarkedet, fordi man ved, at det kan bidrage til, at de kommer ud af deres sygdom.

Hvis man tror på, at den indsats, vi har lavet dér og aftalt i fællesskab, betyder, at alle gør deres ypperste for, at folk, der er syge, kommer hurtigst muligt tilbage på arbejdet, er der ikke noget argument for at have en varighedsbegrænsning. Og derfor vil jeg gerne spørge hr. Bent Bøgsted: Dækker modstanden mod det her beslutningsforslag over, at man er fedtet med pengene og ikke har fået det igennem på finansloven, eller dækker den over, at man ikke tror på det forlig, vi har lavet, og som handler om, at alle burde sørge for, at ingen får lov til bare at være syge, men at der i stedet for kan gøres en indsats for, at deres sygdom bliver behandlet og de kommer tilbage på arbejdsmarkedet? Er det indsatsen, man ikke tror på, eller er man bare fedtet?

Hr. Bent Bøgsted.

Jamen selvfølgelig tror Dansk Folkeparti på den aftale, vi har lavet, vedrørende sygefravær, det er klart; den er vi sikre på kommer til at virke, lige så vel som hr. Morten Østergaard er sikker på, at den kommer til at virke. Men årsagen til, at vi er imod, er, at vi ved, at hvis varighedsbegrænsningen bliver fjernet, vil indsatsen i kommunerne blive slækket, for så har man ikke travlt med at lave den ekstra indsats, der ligger i aftalen om sygefravær; man har ikke travlt med at få hjulpet dem, der er ramt af sygdom, tilbage til arbejdsmarkedet med den rigtige indsats. Så kan man bare lade det ligge.

Hvis man bruger kombinationsmulighederne på en rigtig måde, vil der være mange, der vil blive hjulpet – hvis kommunerne er mere opmærksomme på, når de fjerner sygedagpengene, at de ikke overtræder reglerne. Det er der desværre en del kommuner der gør.

Hr. Morten Østergaard for en kort bemærkning.

Jamen der er desværre ikke helt sammenhæng mellem den første del af hr. Bent Bøgsteds svar og den anden del af hr. Bent Bøgsted svar. Først siger hr. Bent Bøgsted: Vi tror på den aftale, vi har lavet. Den aftale er en forpligtelse for kommunen til at interessere sig for de syge allerede i en tidlig periode. Så snart man kommer ud over de første 10 ugers sygdom, skal kommunen interessere sig for de syge, og der skal være en aktiv indsats i forhold til dem, medmindre deres sygdom forhindrer, at der kan være en aktiv indsats, f.eks. folk, der er alvorligt kræftsyge.

Hvis man tror på det, hvis man mener, at det er det rigtige at gøre – det var det, vi blev anbefalet af en lang række eksperter – har kommunen jo en helt konkret interesse i at gøre en indsats; de bliver jo ramt på refusionen, hvis ikke de gør en aktiv indsats. Og derfor vil jeg sige til hr. Bent Bøgsted, at det jo ikke passer, at de ikke har den interesse. Fra den tiende uge og frem er alle kommuner forpligtet til at gøre en indsats, og de bliver økonomisk sanktioneret, hvis ikke de gør en indsats, når det er muligt at gøre en indsats. Og derfor hænger det bare ikke sammen at sige, at hvis ikke man helt kan tage sygedagpengene fra de syge efter 52 uger, vil kommunerne miste interessen for de syge. Den interesse har vi i fællesskab skabt fra den tiende uge og frem, og hvis ikke hr. Bent Bøgsted mener, vi har gjort det, hvad er så meningen med, at vi har lavet den sygefraværsaftale?

Hr. Bent Bøgsted.

Jamen selvfølgelig tror jeg på den indsats, der blev lavet i aftalen om sygefravær, det er klart, og hvis det hele kommer til at virke ude i kommunerne, er der heller ikke rigtig nogen, der vil miste deres sygedagpenge; så enkelt er det. Så selvfølgelig tror jeg på indsatsen. Og hr. Morten Østergaard har ikke flere korte bemærkninger.

Jeg skal lige sige, at hr. Eigil Andersen var henne og fortælle mig, at SF ikke stemte for lovforslaget om at fjerne varighedsbegrænsningen dengang, og han skal selvfølgelig ikke have skyld for noget, han ikke har været med til, og det skal jeg beklage, men hr. Eigil Andersens parti var med til at lave aftalen om førtidspension og fleksjob.

Så er der en kort bemærkning fra hr. Per Clausen, og det er stadig til hr. Bent Bøgsted. Værsgo.

Jeg skal bare være helt sikker på, at det, hr. Bent Bøgsted sagde, var, at hvis det gik sådan, at de systemer, som er aftalt, med henblik på at kommunerne skal forholde sig aktivt til folk, der er sygemeldte, kom til at fungere, så ville ingen miste deres sygedagpenge, mens de stadig væk var syge. Det vil jeg bare være helt sikker på var det, hr. Bent Bøgsted lovede.

Hr. Bent Bøgsted.

Nej, det var ikke helt det, jeg sagde. Hvis det er sådan, hr. Per Clausen har opfattet det, har han misforstået det. Hvis indsatsen kom til at virke, ville der ikke være ret mange, der ville blive udsat for at miste sygedagpengene.

Hr. Per Clausen.

Det vil altså sige, at hr. Bent Bøgsted erkender, at konsekvensen af Dansk Folkepartis stillingtagen i den her sag er, at der stadig væk er mennesker, som er syge, som vil miste retten til sygedagpenge, også i en situation, hvor de måske slet ikke har nogen anden forsørgelse. Det er jo konsekvensen af hr. Bent Bøgsteds politik. Så kan det godt være, at hr. Bent Bøgsted kan have en teori om, at det i fremtiden bliver færre, end det er nu.

Så vil jeg bare spørge hr. Bent Bøgsted: Hvor mange vil hr. Bent Bøgsted acceptere mister retten til sygedagpenge, mens de er syge, uden at de får et andet forsørgelsesgrundlag?

Hr. Bent Bøgsted.

Hr. Per Clausen har også været herinde i Folketinget i rimelig lang tid og ved, at man ikke her fra talerstolen skal stå og komme med nøjagtige tal og stille garantier. Det kommer man altid galt af sted med, og det vil jeg heller ikke gøre i den her forbindelse. Det eneste, jeg siger, er, at hvis indsatsen kommer til at virke, vil der ikke være så mange, der mister deres sygedagpenge. Jeg kan selvfølgelig ikke garantere for, at der aldrig er nogen, der vil gøre det. Det kan jeg ikke, og det kan hr. Per Clausen heller ikke uanset hvad.

Så er det hr. Morten Østergaard som ordfører, og så har jeg også noteret hr. Bjarne Laustsen som privatist. Værsgo.

Jeg føler trang til lige at uddybe den ordveksling, jeg havde med hr. Bent Bøgsted, for det, der er pointen eller logikken, som jeg må forstå det, er, at for at kommunerne skal have en interesse i at gøre en indsats for de syge, er det ikke det, vi har aftalt i sygefraværsaftalen, ifølge hvilken kommunerne mister noget af deres refusion, hvis ikke de gør en aktiv indsats, man skal stole på. Nej, det er risikoen for, at den syge borger mister sit forsørgelsesgrundlag, der skal gøre det interessant for kommunen at gøre en indsats.

Der må jeg bare sige, at det forstår jeg ikke. Det interessante må være – og det er jo det, som er Det Radikale Venstres linje i det her – at vi har lavet en sygefraværsaftale, hvor vi sikrer, at der gøres en indsats allerede fra den tiende uge for alle syge, for at sørge for, at hvis der er en mulighed for at vende tilbage til arbejdsmarkedet, bliver den udnyttet, også selv om det er en delvis tilbagevenden, og også selv om det er virksomhedspraktik, der gør, at folk bare bevarer en kontakt til arbejdsmarkedet. For det, som eksperterne har sagt er så afgørende for de langtidssyge, er, at de bevarer en tilknytning til arbejdsmarkedet. Hvis man stoler på, at det er rigtigt, så er der ikke nogen grund til at have en varighedsbegrænsning, for så er der gjort en indsats over for de syge, dem, der vil være syge ud over 52 uger. Det er dem, for hvem der reelt er tale om en sygdom, der forhindrer dem i at vende tilbage til arbejdsmarkedet.

Det, der så bliver helt bizart, er, når Dansk Folkeparti argumenterer med, at hvis der ikke er gjort en tilstrækkelig indsats fra kommunernes side, skal der ikke være et system, som straffer kommunerne. De slipper jo billigere, når de ikke skal udbetale sygedagpenge. Næh, hvis der ikke er gjort en tilstrækkelig indsats fra kommunernes side, skal borgerne straffes, fordi de mister deres sygedagpenge efter 52 uger. Der må man bare sige, at det jo er helt uholdbart, at dem, der tilsyneladende efter Dansk Folkepartis mening ikke har gjort deres arbejde ordentligt, nemlig kommunerne, ikke skal have straffen. Det skal borgerne, som mister deres indtægtsgrundlag.

Det er derfor, vi siger, at det giver mening at sørge for, at der er en aktiv indsats allerede fra den tiende uge, og så til gengæld fjerne varighedsbegrænsningen, fordi de, der reelt er langtidssyge, naturligvis skal være sikret et forsørgelsesgrundlag. Det er de ikke i dag, og derfor stemmer vi selvfølgelig for det her forslag, som vi også er medforslagsstillere til. Varighedsbegrænsningen er unødvendig med den aftale, vi har lavet med regeringen og Dansk Folkeparti om en tidlig opfølgende indsats i forbindelse med sygefravær.

Tak. Så er det hr. Per Clausen som ordfører.

Når Enhedslisten er medforslagsstiller på det her beslutningsforslag, hænger det sammen med, at vi synes, at den nuværende tilstand er fuldstændig uacceptabel. Der er jo sagt fra Dansk Folkeparti tidligere i debatten, at der er nogle af de partier, der står bag det her beslutningsforslag, som har et vist medansvar for den nuværende retstilstand.

Jeg synes ikke, at man skal være ked af, at der er nogen, der bliver klogere. Det synes vi er godt og anbefalelsesværdigt, og hvis det kunne brede sig til resten af Folketingets partier, at de indimellem blev klogere, så ville det være en rigtig, rigtig god idé. For hvad er fornuften i at bevare den nuværende ordning, hvor folk ryger ud af sygedagpengesystemet, mens de stadig væk er syge efter 52 uger? Der kan jo kun være to forklaringer på, at man synes, det er en god idé. Den ene forklaring er, at man tror, det virker helbredende på folk at vide, at de taber pengene, hvis de ikke bliver raske. Sådan en slags hokuspokus-helbredelsesproces, som man så tror virker. De fleste, som beskæftiger sig med det her, siger, at det i hvert fald i forhold til nogle sygdomme snarere er omvendt, at usikkerheden, frygten, gør, at de bliver mere syge. Det er det ene.

Det andet kan jo selvfølgelig være, at der i virkeligheden bag Venstres, Konservatives og Dansk Folkepartis holdning i den her sag ligger den grundopfattelse, at folk bruger sygemeldinger til at pjække, til at holde sig væk fra arbejdsmarkedet, selv om de ikke er syge. Det kan jo godt være, at man baserer det på erfaringer blandt de vælgere og medlemmer, man selv har. Jeg vil bare sige, at blandt de mange syge mennesker, jeg kender, også mennesker, som bliver ramt af de her regler, gør det sig ikke gældende. Der er der tale om mennesker, der hellere end gerne ville tilbage på arbejdsmarkedet og komme i arbejde igen.

Så er der selvfølgelig den officielle forklaring, men den er jo, som hr. Morten Østergaard lige var inde på, det rene vrøvl. Det er forklaringen om, at hvis man ikke straffer borgerne, hvis man ikke straffer de syge, så vil kommunerne ikke gøre noget. Det virker jo fuldstændig absurd, at hvis det er sådan, at en kommune svigter, at en kommune ikke yder en ordentlig indsats, så straffer man borgerne i stedet for at straffe kommunen. Og det fremgår da også meget klart af det, hr. Morten Østergaard også sagde, nemlig at man i virkeligheden måske benytter de kommuner, der svigter ved at fratage folk deres sygedagpenge.

Så for os i Enhedslisten er der altså ikke nogen tvivl om, at vel skal man være opmærksom på og arbejde hårdt på at hjælpe folk tilbage på deres arbejde så hurtigt som overhovedet muligt, men i de tilfælde, hvor det ikke lykkes, fordi folk stadig er syge, og man ikke er nået frem til, at disse mennesker skal have et fleksjob eller skal have førtidspension, men at de stadig væk bare er syge og går og venter på at blive raske, eller man i hvert fald ikke har fået sagen afklaret fuldt ud nu, så skal de mennesker selvfølgelig have deres sygedagpenge, indtil sagen er afsluttet, indtil sagen afklaret, eller indtil de er blevet raske. Denne helt banale retfærdighed kan vi simpelt hen ikke forstå at der stadig er flertal i Folketinget der afviser, men vi er glade for, at der nu blandt oppositionen er fuldstændig enighed i den her sag, og derfor kan sagen jo også løses om ikke så lang tid. Tak.

Tak. Så er det hr. Bjarne Laustsen.

Det er en meget, meget vigtig sag, vi behandler i dag, og derfor er jeg også glad for, at kollegerne i Folketinget er så opmærksomme og stille. Det er jo ikke altid, det sker, når man er ved andenbehandlingen.

Men det her er en meget, meget vigtig sag, og jeg synes simpelt hen, det er flovt for regeringspartierne, at den eneste repræsentant, der er oppe at forsvare regeringen, er hr. Bent Bøgsted fra Dansk Folkeparti. Hvad mener Venstre og De Konservative om den her sag?

Jeg har fundet anledning til at tage ordet som privatist i dag, fordi jeg godt vil tale om en lille gruppe af de 6.000 mennesker, der hvert år bliver ramt af det problem, at der er et stop for, hvor lang tid man kan modtage sygedagpenge.

For ikke så lang tid siden havde vi repræsentanter for Arbejdsskadeforeningen og Hærens Konstabel- og Korporalforening i deputation i Arbejdsmarkedsudvalget, og hvis alle vil følge med derude, kan man se på bilag nr. 5 vedrørende det her lovforslag, at de gode soldater var her for at bakke op om dette forslag, fordi det har nogle konsekvenser for dem.

Rigtig mange af os folketingsmedlemmer herinde går rundt med en sløjfe for at vise, at vi anerkender og støtter de danske soldater. Vi holdt en fin parade for de udsendte soldater herude den 5. september sidste år. Det er meget flot alt sammen, og jeg har støttet det hele, og jeg har også støttet udsendelsen, på nær den til Irak.

Men der er altså nogle kæmpemæssige konsekvenser for de soldater, der bliver sendt ud. Vi kender de alt, alt for høje dødstal for vores soldater, der bliver sendt ud. Dernæst er det jo sådan, at det giver skader. Det kunne vi se – folk får amputeret ben, arme osv., når de har været i direkte krigshandlinger. Men noget af det, der også er vigtigt, er, at det altså giver nogle skader og ar på sjælen, og det har også relation til sygedagpengesystemet.

HKKF har en livlinje, og jeg vil bare lige fortælle lidt om, hvad det er for nogle tal, de opererer med. Det er mennesker, vi har med at gøre, som man fra regeringens og Dansk Folkepartis side ikke vil hjælpe, hvilket man ellers havde en mulighed for at gøre med dette forslag.

De har i HHKF Livlinjen 303 aktive sager. Af de soldater, der har været sendt ud, er der 281 af dem, der har forsøgt selvmord, og 177 af dem har forsøgt det mere end en gang. 283 har haft misbrugsproblemer, og flere af dem har problemer dagligt eller ugentligt. Det er også sådan, at det i forhold til familielivet er utrolig svært at komme tilbage, efter man har været soldat. Der er 251, der er blevet singler efter deres udsendelse; 168 af dem havde børn, og 57 af dem har mistet eller er tæt på at miste kontakten til deres børn. Så er der en oplistning over, hvor folk har været udsendt til, og rigtig mange af de soldater, der har været sendt ud, har også efterfølgende begået kriminalitet.

Men det, der er vigtigt i denne sag, er, at der er 204 af de her sager, der står på hold i kommunerne og jobcentrene. Der er 15 sager, der har stået der i mere end 10 år, og der er 109 sager, der har været på dagsordenen i mere end 5 år. Der er 43, der har meldt sig helt ud af samfundet, fordi det har været så barsk. De er vendt tilbage og har henvendt sig til kommunerne og jobcentrene for at få hjælp, men har ikke fået det. Der er 39 af dem, der er i fleksjob eller andet beskyttet job, de fleste af dem inden for forsvaret, og så er der 18 af dem, der modtager førtidspension.

Spørgsmålet til Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti er: Vil man med den ene hånd godt være med til at stemme for at udsende soldaterne, men ikke være med til at hjælpe dem, når man ser konsekvenserne af det? Vi kan simpelt hen ikke være det bekendt over for soldaterne og alle de andre 6.000 mennesker, der bliver ramt af det her.

Det er, som om man tror, at de her folk bliver mere raske, hvis man tager sygedagpengene fra dem. Det er så forkert, som noget kan være, og derfor har vi kun en ting at gøre, og det er at sørge for at rette op på de forhold, således at vi siger, at så lang tid der er dokumentation for, at folk er syge, skal de selvfølgelig heller ikke miste deres forsørgelse. Det er grundstammen i et velfærdssamfund.

Det er en sørgelig dag, hvor Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti ikke vil være med til at gennemføre sådan en lille bitte ting i et velfærdssamfund, men har mere travlt med at give skattelettelser til de rigeste i dette land. Det er sørgeligt. Tak for ordet.

Tak til hr. Bjarne Laustsen.

Der er ikke flere, der har ønsket ordet, og så går vi til afstemning, som foregår fra medlemmernes pladser.

Der stemmes om forslagets endelige vedtagelse, og der kan stemmes.

Afstemningen kan slutte.

For stemte: 50 (S, SF, RV og EL), imod stemte: 48 (V, DF, KF og LA), hverken for eller imod stemte: 0

(Der klappes). Er der en teknisk fejl? Jeg må lige sige, når der er ro, at det åbenbart kniber med lydforholdene. Det kniber med lydforholdene, og jeg må konstatere, at folk ikke kan høre i begge sider af salen. Det er beklageligt. Jeg beder om, at man er opmærksom på, hvad der foregår i salen, og hvad der siges fra talerstolen, når man ved, at der skal være afstemning. Der er ingen, der har interesse i, at afstemningen ikke viser, hvad flertallet eller mindretallet i salen mener. Jeg beder bare om, at man er opmærksom på, at man er i salen, når der står, at der er afstemning, så man undgår, at man her oplever, at medlemmer ikke når frem til afstemningen, så formanden skønner, at medlemmerne er i salen. For havde jeg vidst, at man ikke var i salen, så havde jeg jo ikke sagt, at vi sluttede afstemningen; så havde vi ventet.

Men jeg beder om, at man nu stemmer om beslutningsforslag B 95. Man stemmer om beslutningsforslag B 95! Afstemningen starter.

Afstemningen slutter.

For stemte: 54 (S, SF, RV og EL), imod stemte: 61 (V, DF, KF og LA), hverken for eller imod stemte: 0

Forslaget til folketingsbeslutning er forkastet.

Så