Det næste punkt på dagsordenen er:

8) 1. behandling af lovforslag nr. L 109:

Forslag til lov om ændring af konkurrenceloven og lov om ændring af lov om benzinforhandlerkontrakter. (Nedsættelse af tærskelværdier for fusionskontrol, godkendelse af fusioner efter forenklet sagsbehandling, ændrede tidsfrister for behandling af fusioner, entydigt forbud mod markedsdelingsaftaler m.v.).

Af økonomi- og erhvervsministeren (Lene Espersen).

(Fremsættelse 27.01.2010).

Sammen med dette punkt foretages:

9) 1. behandling af lovforslag nr. L 110:

Forslag til lov om håndhævelse af udbudsreglerne m.v.

Af økonomi- og erhvervsministeren (Lene Espersen).

(Fremsættelse 27.01.2010).

Forhandlingen er åbnet, og den første, der får ordet, er hr. Jacob Jensen som ordfører for Venstre.

Det er en glædens dag – det er det jo tit og ofte her i Folketinget, men jeg vil sige, at det er det i særdeleshed i dag, hvor vi skal behandle de her to lovforslag fra regeringens side, fra økonomi- og erhvervsministeren side, forslag, som i den grad vil styrke den konkurrencemæssige situation i Danmark til glæde for alle danskere, for danske forbrugere, som får gavn af den situation, som selvfølgelig vil opstå i kølvandet på en stærkere konkurrencemæssig situation.

Det er for ethvert samfund med en åben økonomi som det danske vigtigt, at man har en stærk konkurrence mellem de virksomheder, der tilbyder produkter. Uanset om det er private eller offentlige leverandører, er det vigtigt, at vi sikrer, at prisen er i orden, at kvaliteten er i orden, og at der er alternativer i forbindelse med at byde ind på de her forskellige løsninger.

Vi skal som bekendt leve af at være innovative og udviklingsparate, og det er noget af det, som konkurrencen også vil hjælpe med til. Vi kender det som bekendt fra sportens verden, hvor man bliver præget af, at der er andre, som presser en til at yde sit absolut bedste. Og på den måde bliver holdet også stærkere.

Det første lovforslag, L 109, drejer sig specifikt om, hvordan vi fra samfundets side skal kontrollere, når der er to virksomheder, der ønsker at fusionere, altså lægge sig sammen. Er det nu godt eller skidt? Ja, man kan sige, at i udgangspunktet er det udmærket, at der er to virksomheder, der ønsker at samarbejde eller lægge sig sammen, fordi det måske kan skabe noget synergi og nogle besparelser. Men det kan selvfølgelig også påvirke den konkurrencemæssige situation på markederne, og det skal vi selvfølgelig undgå.

Det er derfor, at det lovforslag, som behandles sammen med L 109, indeholder en sænkning af den tærskel for, hvornår fusionerne skal kontrolleres af myndighederne. Det er sådan i dag, at omkring tre fjerdedele af de fusioner, som vurderes at være konkurrencemæssigt problematiske, faktisk ikke bliver kontrolleret, fordi de ligger over den nuværende tærskel. Vi synes sådan set fra Venstres side, at det er ganske udmærket, at man får flere fusioner med under den kontrolforanstaltning, sådan at man sikrer, at der ikke er nogen problematiske fusioner, som kører igennem. Ikke at vi skal undgå fusionerne, det er sådan set ikke udgangspunktet, men vi skal i hvert fald lige have tjekket op på, om der er nogle uhensigtsmæssigheder i den sammenhæng.

Det vurderes faktisk, at lovforslaget vil styrke konkurrencen på en sådan måde, at forbrugerne vil opleve lavere priser på en lang række områder. Det er jo selvfølgelig en vurdering, men stadig væk vil jeg sige, at det vil give en samlet besparelse på i omegnen af 400 mio. kr. om året. Det synes jeg alligevel er en pæn sjat, og det siger i hvert fald noget om, at det er en god vej at gå at kigge fusioner igennem, fordi det styrker konkurrencen.

Så skal jeg også sige i den forbindelse, at forslaget selvfølgelig tager udgangspunkt i det arbejde, som et bredt sammensat udvalg er kommet frem med i enighed, og her synes jeg, at det er væsentligt, at vi også har aktørerne med fra erhvervslivets side og fra forbrugernes side og fra andres side – de har ligesom været med i det her arbejde fra starten, og de er kommet med de her anbefalinger, og det er så dem, som lovforslaget fra regeringens side lægger op til. Det kan vi selvfølgelig støtte.

Det andet lovforslag, L 110, som mere specifikt drejer sig om en styrkelse af udbudsreglerne, er også en del af en konkurrencemæssig pakke, som betyder, at man gennem udbud kan indhente alternative tilbud til de eksisterende, ikke nødvendigvis fordi man skal skippe det, vi allerede kender, men simpelt hen fordi man lige skal tjekke op på, om pris og kvalitet er i orden, og om der er nogle alternativer til det, vi kender, om vi kan få en endnu bedre kvalitet for de samme penge, eller måske den samme kvalitet for færre penge.

Der er selvfølgelig i den debat altid en mere eller mindre misforstået opfattelse af, at udbud samtidig betyder og medfører en privatisering eller en udlicitering. Den misforståelse vil jeg godt lige her benytte lejligheden til at få rettet. Udbud er, at man sender tingene ud og spørger til alternative tilbud. Så kan man så efterfølgende vurdere politisk i kommunalbestyrelser eller regionsråd eller andre steder, om man ønsker at vælge nogle af de her alternative tilbud, eventuelt fra en privat leverandør, eller måske fra en offentlig leverandør, som har budt ind på opgaven. Det er det næste skridt, men udbuddet er selvfølgelig det første skridt. Hvis man ikke sender det i udbud og konkurrenceudsætter det, får man ikke nogle alternativer, og så får vi ikke skærpet konkurrencen og dermed kvaliteten i de tilbud, vi giver vores borgere. Og hvis det ikke sker, synes vi det vil være ærgerligt.

Forslaget vil netop styrke situationen omkring at sende tingene i udbud. For det er sådan i dag, at der ikke er en speciel sanktionsmulighed for Klagenævnet for Udbud. Men forslaget her vil rette op på det i den sammenhæng, fordi man så fra Klagenævnet for Udbuds side i forbindelse med de mere alvorlige overtrædelser faktisk vil kunne gå ind og helt ophæve en kontrakt. Det kunne være i en situation, hvor en kontrakt er blevet givet til en leverandør, uden at det i forvejen har været sendt i udbud, altså hvor man simpelt hen er gået uden om de regler, der gælder. Der kan Klagenævnet for Udbud så efter forslaget her gå ind og simpelt hen opsige kontrakten. Det kunne også være, at man kunne gå ind og give en økonomisk sanktion, hvis man vurderer, at det måske er knap så alvorligt. Men det at man har de sanktionsmuligheder tror jeg på også vil betyde, at folk selvfølgelig vil fokusere på at følge reglerne, og at vi dermed også sikrer, at de udbudsregler, der er, er effektive, og at det kan gennemføres fornuftigt på baggrund af dem.

Konkurrencerådet har peget på, at der er et meget, meget stort potentiale inden for det her område, hvor man sender tingene i udbud og konkurrenceudsætter opgaver. Der er helt op til 40 mia. kr. at hente om året, hvis flere opgaver bliver konkurrenceudsat. Og i de her økonomisk svære tider – ikke kun derfor, men også derfor – er det selvfølgelig afgørende, at vi fra Folketingets side og i øvrigt fra alle ansvarlige politikeres side kigger på, hvordan man får strakt de midler, der nu engang er til rådighed, længst muligt, simpelt hen af hensyn til at sikre, at den kvalitet i den offentlige service, som vi tilbyder vores borgere, bliver så god, som den overhovedet kan blive.

Vi er ikke fra Venstres side ideologisk tynget af, at det skal være en bestemt leverandør, at det enten skal være en privat eller en offentlig leverandør, der skal levere bestemte ydelser. Nej, det, vi er tynget af, hvis man kan bruge det udtryk, er at sikre, at kvaliteten er bedst mulig, og at man får mest for pengene. Og det er det, som udbud vil medføre, og det er derfor, vi synes, at det er rigtig fint, at man fra regeringens side nu lægger op til at styrke de her regler med de sanktionsmuligheder, som der vil blive givet. På den baggrund kan jeg kun sige, at Venstre støtter både L 109 og L 110.

Tak til hr. Jacob Jensen. Næste ordfører er hr. Orla Hav fra Socialdemokratiet.

Det kunne jo på den foregående ordfører lyde, som om vi skulle have et stort ideologisk opgør om det fornuftige i at have gode regler for udbud af opgaver. Der er jeg nødt til at skuffe ordføreren. Vi synes sådan set også i Socialdemokratiet, at sund og fair konkurrence med stor gennemskuelighed og tilsyn med, at reglerne overholdes, er ganske fornuftigt. Så den ideologiske tale, som åbenbart har været lidt gemt i den tid, hvor vi har været igennem alle bankdiskussionerne og diskussionerne om og markedets mulighed for at løse alle problemerne, falder lidt til jorden i den her sammenhæng. Vi er ikke uenige i, at markedet skal løse mange ting, men det skal være fairness og gennemskuelighed, der skal præge det.

Vi kan støtte forslaget, der er med til at sikre forbrugernes stilling og sikre samfundet indsigt og håndhævelsesmuligheder ved overtrædelse af reglerne.

Vi synes, det er fornuftigt at ændre tærskelværdien ved anmeldelsespligtige fusioner, hvor man går fra 3,4 mia. kr. ned til 900 mio. kr. Vi synes, det er fornuftigt, at der er en række elementer, der er med til at effektivisere håndhævelsen af konkurrenceloven. Vi synes også, at bagatelgrænsereglerne for markeds- og kundedelingsaftaler er ganske fornuftige at få indarbejdet. Hjemmelen til, at Konkurrencestyrelsen kan gå ind og foretage tjek af, at vi også har reelle konkurrenceforhold, er ganske udmærket.

Jeg har derfor svært ved at hidse mig op til at sige, at vi skulle være uenige. Vi synes måske, at der er en mangel i forbindelse med benzinforhandlerkontrakterne, som er sat på som en af overskrifterne. Benzinforhandlerkontrakterne indeholder en bestemmelse om, at det ikke er muligt at købe ind i fællesskab som kædeindkøb til benzinforhandlerstationerne.

Vi vil i forbindelse med udvalgsarbejdet have undersøgt, om det ikke er en forglemmelse eller noget, som vi bør rette op på, for hvorfor skal det ikke komme forbrugerne til gode, at de, der er omfattet af benzinforhandlerkontrakter, kan få lov til at købe ind i fællesskab også til gavn for forbrugerne?

Til L 110 må vi sige, at det jo er en række regler, der går ud på at håndhæve udbudsreglerne, så de bliver overholdt. Vi synes, at det med hensyn til de instrumenter, som man tager i anvendelse, ser ganske fornuftigt ud. Det er forbedret klagemuligheder, bedre gennemskuelighed i klageadgangen og en række instrumenter, som i højere grad sikrer, at den mest konkurrencedygtige udbudsgiver også vinder udbuddet.

Jeg skal bare sige, at vi midt i alle de her fornuftige tilretninger håber, at indførelsen af reglerne også vil sikre, at konkurrencen er et virkemiddel, som man ønsker at anvende frem for nogle ideologisk styrede motiver, som vi f.eks. har set gælder sundhedssektoren. Hvis opgaverne vælges løst på markedsbetingelserne, skal regelsættet efter vores mening også finde anvendelse her.

Vi forventer konkret, at statsfastsatte priser gennem ministerbemyndigelser eller voldgift falder bort, og at det sikres, at de offentlige driftsenheder har frihed til at tilrettelægge deres udbud, så de får mest for pengene til gavn for flest muligt borgere. Jeg ved godt, at det hidrører fra sundhedsområdet, men der er faktisk en begrænsning i de udbudsregler, der er gældende på hele sundhedsområdet. Vi vil gerne i forbindelse med udvalgsarbejdet have lejlighed til at dyrke, hvordan mulighederne er her.

Ellers tilslutter vi os forslagene, som de ligger her.

Tak til hr. Orla Hav. Næste ordfører er fru Colette L. Brix fra Dansk Folkeparti.

Vi behandler i dag to lovforslag, som skal styrke konkurrencen og væksten i Danmark. De to lovforslag er blevet lanceret som en ny konkurrencepakke. Og ja, der er jo to lovforslag, så det kan godt kaldes en pakke.

De to lovforslag har været undervejs længe og er blevet grundigt behandlet i bl.a. fusionsudvalget og arbejdsgrupper, der har set på implementeringen af EU's kontroldirektiv. Så de to lovforslag har absolut en høj lovkvalitet, hvis vi ser på processen; de er gennemarbejdede, og der er gennemført et grundigt stykke forarbejde, som vi gerne vil kvittere ministeren for.

Så er spørgsmålet, hvor meget det egentlig gavner. Vi har det med at lovgive hele tiden, også selv om der ikke har vist sig problemer. Det er efterhånden en tradition, at konkurrenceloven skal ændres efter få år. Mig bekendt har der ikke været problemer med de nuværende grænser for fusionskontrol, men det tegner jo godt, at man griber ind over for begrænsninger i konkurrencen, og det skal også ske, hvis der konstateres problemer. Jeg kan ikke mindes, at der, siden vi sidst ændrede konkurrenceloven, har været problemer med fusioner under de nuværende tærskelværdier på henholdsvis 3,8 mia. kr. for de deltagende virksomheder og 300 mio. kr. for den enkelte virksomhed. Nu har der været et fusionsudvalg, som i enighed har anbefalet bl.a. at nedsætte grænserne og samtidig smidiggøre godkendelserne.

Vi går heller ikke imod ændringerne, men vi sætter blot spørgsmålstegn ved, hvor meget det egentlig hjælper. En ting er dog sikkert, og det er, at det medfører øgede administrative byrder for virksomhederne på 50 mio. kr. plus det løse, som ikke opgøres i lovforslaget. Når det gælder Forbrugerombudsmandens muligheder for at føre gruppesøgsmål, er der fundet en god balance, så der ikke føres sager, uden at lovgivningen har været overtrådt. Men igen vil jeg sige, at der mig bekendt kun har været ført to sager om gruppesøgsmål, siden muligheden blev indført i 2008. Selv om der er et meget spinkelt erfaringsgrundlag – det må et par sager siges at udgøre – så skal mulighederne udvides, selv om forbrugerne jo har muligheder for selv at søge gruppesøgsmål. Det er lidt lovgivning for syns skyld. Nu håber vi, at loven denne gang kan få lov til at virke lidt længere, inden der gribes ind igen-igen.

Når regeringen gerne vil fremme konkurrencen, hvilket absolut er positivt, så er det jo lidt pudsigt, at man, når man alligevel har loven om benzinforhandlerkontrakter fremme, ikke skaber ens vilkår på markedet. Det har regeringens egne publikationer ellers vist vil gavne konkurrencen. Her tænker jeg på varebindinger, som er tilladt på gader og stræder, men ikke på tankstationer. Her vil regeringen ikke gøre noget, selv om det ville kunne skærpe konkurrencen og føre til lavere priser. I stedet for har vi forskellige regler, som kun skaber forvirring og mærkværdige opdelinger mellem salg af brændstof og salg af varer fra tankstationer.

Når det gælder den anden lov om håndhævelse af udbudsreglerne, synes vi, at der er fundet en god balance. Klagenævnet for Udbud styrkes, så nævnet nu også kan opsige en ulovlig kontrakt eller give bøder ved overtrædelse af udbudsreglerne. Samtidig kommer der tidsfrister for, hvor længe virksomhederne kan klage.

Som jeg tidligere har været inde på her fra talerstolen, mangler vi stadig bedre vilkår for ikke mindst de mindre virksomheders muligheder for at klage. Virksomheder, der ønsker at klage til Klagenævnet for Udbud, kan i dag ikke være sikre på at få dækket sagsomkostningerne, selv om de vinder en sag. Godt nok kan klagenævnet pålægge den tabende part, at der gives erstatning til virksomheden, men det behøver ikke at dække omkostningerne til advokater og andre rådgivere. Derfor klager mange mindre virksomheder ikke, selv om de har en god sag.

Der er desuden en række forhold i dette lovforslag, som jeg håber ministeren kan udrede.

For det første virker det rodet, at EU's kontroldirektiv senest skal være implementeret i dansk ret den 20. december sidste år, men loven træder først i kraft 1. juli i år. Vi vil gerne have sikkerhed for, at virksomhederne ikke kommer i klemme i dette vakuum. Virksomhederne kan vel kræve, at de regler, der er baseret på et EU-direktiv, kan bruges fra den 20. december sidste år. Eller har man en anden holdning?

For det andet kan jeg af høringssvarene læse, at flere organisationer finder, at standstill-perioden godt kunne være lidt længere, altså perioden inden underskrivelsen af kontrakten, hvor andre tilbudsgivere kan gøre indsigelser. Al erfaring viser jo, at klager skal tages i opløbet, inden blækket er tørt. Flere organisationer har peget på, at denne periode godt kan være 5 dage længere ud over den forlængelse, som lovforslaget lægger op til, når korrespondancen sker pr. brev.

For det tredje forekommer det uklart, om man i den nye lov har fjernet mulighederne for myndighederne for at give ekstra bøder, hvis der flere gange sker overtrædelse af de samme regler. Det er ellers et velkendt instrument ved gentagne overtrædelser af lovgivningen, at der gives et ekstra rap over fingrene.

Endelig vil vi anbefale, at den nye lov om udbudsreglerne, som jo mest handler om de nye klagemuligheder, bliver evalueret om nogle år, så vi kan se, om de nye regler reelt har givet virksomhederne bedre vilkår og muligheder for at klage. Det behøver ikke at betyde flere klager, men mere kvalificerede klager. Den bedre klageadgang skulle gerne munde ud i, at der kommer bedre retningslinjer, så de offentlige myndigheder også bedre ved, hvornår reglerne overtrædes. F.eks. skal det være muligt at kunne forlange, at en offentlig myndighed kan dokumentere, hvorfor en virksomhed er valgt til en opgave, så det ikke kun beror på en mavefornemmelse.

Med disse bemærkninger skal jeg sige, at Dansk Folkeparti støtter lovforslagene. Tak.

Tak til fru Colette L. Brix. Næste ordfører er hr. Karsten Hønge for Socialistisk Folkeparti.

Jævnligt er det jo nødvendigt at rette op på nogle af de værste huller, som en kapitalistisk økonomi efterlader.

Vi har i dag en helt utilstrækkelig konkurrencelov, der betyder, at forbrugerne betaler for meget for varerne, og vi kan endda konstatere, at konkurrencen i Danmark i dag er lavere, end den er i de bedste OECD-lande. Derfor er det godt, at grænserne for anmeldelse af fusioner nu sænkes, for det kan jo forhindre, at dominerende virksomheder gradvis opkøber mindre konkurrenter. De nuværende regler er både ineffektive og utidssvarende.

Ud over at det kommer til at koste forbrugerne og samfundet flere penge, hæmmer manglende konkurrence jo også innovation og produktudvikling. Beregningerne viser, at samfundet og forbrugerne her skulle kunne se frem til en gevinst på ca. 400 mio. kr. om året.

Jeg vil så sige, at vi ikke deler hr. Jacob Jensens forherligelse af private løsninger. Men vi kan jo se positivt på, at vi overhovedet har en konkurrence, og når vi har det, skulle vi måske netop sige til hr. Jacob Jensens parti, at når man nu ønsker privat konkurrence, og vi oplever det i en konkret sammenhæng som med de private hospitaler, er det øjensynligt alligevel nødvendigt at levere en grov overbetaling til de private løsninger så langt fra den form for konkurrence, når den skal smøres med ekstra penge fra en borgerlig regering.

Forslagene går ud på, at konkurrencen skal være mere gennemskuelig, og at der skal være enklere klageregler. Det kan vi støtte, så med de bemærkninger er vi positive over for lovforslagene.

Tak. Der er en kort bemærkning fra hr. Jacob Jensen.

Jeg skal bare høre, om hr. Karsten Hønge foretrækker, at det skal være en bestemt type leverandør, der leverer de løsninger, som vi alle sammen efterspørger. Er det vigtigere end at sikre, at kvaliteten er i orden?

Ordføreren.

Jeg har ikke på forhånd givet udtryk for, hvilken leverandør det skal være. Som udgangspunkt tror jeg, at de fælles løsninger i kommunerne og regionerne er den vej, man skal gå, for jeg tror, det er langt den bedste vej at gå, når man skal tage hånd om fællesskabet.

Der kan også være områder, hvor jeg har en meget pragmatisk tilgang til det. Der kan godt være områder, hvor man kan sige, at i denne konkrete situation med den opgave kan man bruge private leverandører, og når man så gør det, er det vigtigt, at man har klare og gennemskuelige konkurrenceregler og enkle klageregler. Men det er jo en form for dobbeltmoral, hvis man forherliger konkurrencen og private løsninger, og man så, når man har en privat løsning som f.eks. de private hospitaler, alligevel fra borgerlig side bliver nødt til at pumpe penge over i den, for at den kan få bedre livsbetingelser. Det er da fuldstændig dobbeltmoralsk.

Hr. Jacob Jensen.

Nu taler jeg selvfølgelig ikke om moral og slet ikke om dobbeltmoral. Jeg taler sådan set blot om, at det i hvert fald for mig er vigtigt at få at vide, hvor Socialistisk Folkeparti står; om det er en så ideologisk vigtig debat, hr. Karsten Hønge bevæger sig ind på, som betyder, at Socialistisk Folkeparti foretrækker en bestemt type leverandør frem for at sikre, hvem alternativet kan være. Dermed ikke sagt, at det ikke er sådan, at den nuværende leverandør kan være den bedste, men er det virkelig vigtigere for SF, at det skal være en bestemt type leverandør, end at sikre, at borgerne får den bedste kvalitet i den service, vi kan levere i den offentlige sektor?

Ordføreren.

Man kan sagtens gøre begge dele, og på forhånd har jeg ikke i alle sammenhænge det udgangspunkt, at jeg har en holdning til, hvilken leverandør der vil være den bedste.

Jeg tror, der kan være områder, hvor det kan være ganske fint at have private leverandører, eller hvor der i hvert fald er konkurrence. For nogle kommuner kan det være ganske udmærket, at man har privat renovation til at afhente affald osv., men til gengæld er jeg i hvert fald ikke indtil nu blevet overbevist om, at det skulle være særlig hensigtsmæssigt at have private leverandører på det, man kan kalde meget borgernære og omsorgslignende områder, f.eks. private plejehjem eller for så vidt privathospitaler.

Tak til hr. Karsten Hønge. Der er ikke flere, der har bedt om korte bemærkninger. Næste ordfører er hr. Mike Legarth, Det Konservative Folkeparti.

Tak, hr. formand.

Det er en dejlig dag, ikke bare fordi solen skinner og det er flot vejr, men fordi de her to lovforslag sammen er meget vidtgående og er to lovforslag, som forbedrer konkurrenceevnen, og som er til fordel for os som land og som forbrugere. Men da jeg hørte kommentarerne fra hr. Karsten Hønge fra Socialistisk Folkeparti, så drev der nogle skyer ind over, synes jeg, og forværrede midlertidigt vejret, for jeg synes, det er grufuldt at have den holdning, at fri konkurrence ikke med sikkerhed vil give bedre priser og mere værdi for borgerne. Jeg kan forstå, at hr. Karsten Hønge i hvert fald et eller andet sted vil beskytte den kommunale, regionale, statslige virksomhed mod fuld konkurrence, uanset hvilket niveau vi taler om. Det synes jeg er beskæmmende. Det er jeg politisk fuldstændig uenig i. Her har vi jo så to modsatrettede opfattelser, og sådan skal det sikkert også være.

Med hensyn til lovforslagene her så handler den første pakke, lovforslag nr. 109, om tærskelværdier, hvor vi støtter op om, at de sænkes, simpelt hen fordi det samlet set giver en konkurrenceforbedring på 400 mio. kr. til gavn for forbrugerne. Det er jo det, det hele handler om, nemlig at vi skaber bedre konkurrencevilkår. Så samlet set ændrer og tilpasser og forenkler og udvikler vi med de her lovforslag, nr. 109 og nr. 110, nogle ting, sådan at konkurrencevilkårene styrkes. Eksempelvis fjerner vi markeds- og kundedelingsaftalerne, hvor der stadig væk var mulighed for at lave nogle særlige aftaler, hvis man var under en vis procent eller en vis andel. Dem fjerner vi nu fuldstændig, sådan at der bliver helt fri konkurrence.

Så giver vi Forbrugerombudsmanden mulighed for at repræsentere en gruppe borgere i gruppesøgsmål, simpelt hen fordi det er billigere og mere effektivt at gøre det på den måde. Og så er der elementet om bogmarkedet, hvor der var nogle faste videresalgspriser, som vi nu også frigiver fuldstændig, så der heller ikke længere her er nogen form for beskyttelse.

Så er der, som det sidste element, benzinselskaberne, hvor vi hæver forbuddet om forskelsbehandling i forhold til, når benzinselskaberne aftaler vilkår med tankstationerne. Man skulle så nu få fuldstændig ens vilkår, hvad enten man forhandler benzin i benzinselskabets mærke eller i et andet. Det kan man nu lave om på og altså igen: et frit marked.

Så er der L 110. Personligt synes jeg, at det er det vigtigste lovforslag, fordi der her er en mærkesag for Det Konservative Folkeparti, som handler om at sikre, at de offentlige udbudsregler håndhæves effektivt. Det er jo det, der skal være redskabet til, at vi kan få mere konkurrenceudsættelse. Kan det medføre udlicitering, er det fint, men det, vi går efter, og det, som Det Konservative Folkeparti synes, er, at vi skal hæve konkurrenceudsættelsesprocenten til 36,5 pct. mod de nu 26,5 pct., som er opnået i kommunerne. Det er vi svært tilfredse med at man er kommet op på, men vi skal videre, fordi den måde, vi kan skaffe flere penge i kommunerne på, er, ved at kommunerne kigger sig selv i kortene og sikrer sig, at de ikke kan få løst en opgave med endnu bedre kvalitet til en lavere pris eller til en bedre pris, end de selv kan gøre det til, og på den måde kan skaffe sig flere penge til varme hænder og dermed sikre sig penge til udvikling til gavn for borgerne.

Så kan Klagenævnet for Udbud pålægge, at en kontrakt bliver bragt til ophør, hvis man ikke har opfyldt de betingelser, der er gældende. Det vil sige, at hvis man ikke har håndteret processen med udbud rigtigt, så kan kontrakten altså bringes til ophør, og hvis det er til almenvellets fordel, så kan man i stedet for at bringe kontrakten til ophør lade ordregiver, som jo er kommunen, betale en pris for den misligholdelse, der er sket, simpelt hen for at skærpe muligheden for, at der bliver så stor konkurrence på det her marked som overhovedet muligt. Vi skærper også klagereglerne, altså forenkler dem, tydeliggør dem, giver dem opsættende virkning. Hvis der bliver klaget i forbindelse med, at man tager imod et tilbud, så skal man give en kort redegørelse for, hvorfor og hvem der har fået ordren, og så kan de, der ikke har fået ordren, jo forholde sig til, om de vil klage over det. I den stand still-periode har man altså tid til at vurdere det, og her hæves den tidsgrænse fra 10 til 15 dage.

Det er vel i hovedtræk Det Konservative Folkepartis synspunkter til de her to glimrende lovforslag, nr. 109 og nr. 110, som vi støtter.

Der er ønske om en kort bemærkning. Hr. Frank Aaen.

Jeg hørte for nogle måneder siden, at Det Konservative Folkeparti talte for mere selvstyre i den offentlige sektor, altså at man skulle fjerne bureaukrati og regler og i stedet overlade udviklingen af god service til de ansatte selv. Det er jo direkte i modstrid med, at man vil privatisere opgaver, og det er jo direkte i modstrid med, at man ønsker at sende alt muligt i udbud, for lige så snart man sender i udbud, og lige så snart man privatiserer en opgave, er man nødt til at indføre en masse administrative regler for at sikre, at man får den vare, som man betaler for. Kan hr. Mike Legarth ikke se, at der er en direkte modsætning mellem det at ville privatisere og kontraktstyre opgaver og det at give de ansatte i den offentlige sektor mulighed for mere selv at tilrettelægge deres arbejde?

Ordføreren.

Spørgsmålet lyder: Kan Mike Legarth se, at der er en modsætning i det? Nej, det kan jeg ikke, vil jeg sige til hr. Frank Aaen, for det, det handler om her, er, at konkurrenceudsættelse kan give en gevinst på 40 mia. kr., som kommunerne under et kan bruge til bedre service, udvikling, innovation, styrkelse af det faglige niveau, til hvad det måtte være. Jeg blander mig ikke i, hvad kommunerne bruger de 40 mia. kr. til, som Udbudsrådet har peget på der kan vindes af besparelser. Det er den vej, vi skal gå, hvis vi vil udvikle vores velfærdssamfund. I Det Konservative Folkeparti er vi meget optaget af, at vi sikrer vores velfærdssamfund, og at vi sikrer midler til at kunne udvikle det, men vi kan ikke bare gøre det i blinde ved at bruge flere og flere penge fra statskassen, for vi er i forvejen landet med den skattemæssigt mest hårdt pressede befolkning. Vi er nødt til at finde mere intelligente måder at skaffe pengene på, og det gør vi ved at kigge os selv i kortene for at se, om man kan få den samme ydelse leveret fra en privat leverandør, naturligvis i samme kvalitet, samme standard, men til billigere penge, og så skulle man da være mærkeligt skruet sammen, hvis man ikke tager imod et sådant tilbud. Så det er bare den proces, vi motiverer kommunerne til at gå i gang med.

Hr. Frank Aaen.

Det tilbud, man taler om, er nærmest siciliansk: Hvis man ikke tager imod det, får man en straf.

Jeg synes, at det er helt i orden, at De Konservative har det ideologiske synspunkt, at jo mere, der bliver privatiseret, jo bedre. Men jeg kan ikke forstå, at man ikke kan indse, at når man privatiserer ting og erstatter det, at ledelsen og de ansatte i fællesskab diskuterer, hvordan de gør tingene bedst – når man erstatter den dynamik med en kontrakt, hvor tingene skal være skrevet ned i detaljer, for at man kan sikre, at den private leverandør leverer det, vedkommende lover – så får man bureaukrati i stedet for selvstyre. Den sunde fornuft og det, at man finder den rigtige løsning i et samarbejde mellem de ansatte og brugerne, erstattes af kontrakter på mange, mange sider.

Jeg mener bare, at man er nødt til at vælge, hvad man vil. Vil man have mere privatisering, eller vil man give de ansatte mulighed for mere selvstyre?

Ordføreren.

Først vil jeg sige til hr. Frank Aaen, at det ikke er forbundet med mere administration og bureaukrati at konkurrenceudsætte. Der er selvfølgelig en lille ulempe ved, at man skal skrive den her redegørelse, men det er da fair, og det vil jo fremme processen. Det vil samlet set være værktøjet til, at vi kan få en besparelse på 40 mia. kr. i sektoren som helhed. Så det er jo en fuldstændig forkert præmis.

Vi har i øvrigt ikke tænkt os at straffe nogen. Vi har tænkt os at appellere og henstille til, at kommunerne hæver niveauet fra 26,5 til 36,5 pct., og vi har ikke talt om nogen straf for det. Det går vi da ud fra at kommunerne automatisk går ind på. Vi taler heller ikke om privatiseringer, og vi taler ikke om tvang. Vi taler om, at kommunerne skal kigge sig selv i kortene, og hvis man kan få leveret den samme vare i samme kvalitet til en billigere pris, skal man selvfølgelig tage imod det. Men vi er ikke optaget af, om det bliver privatiseret eller ej; vi er optaget af, at man får mest mulig værdi for pengene.

Til sidst med hensyn til den der historie om kontrakter osv. osv. vil jeg sige, at i Det Konservative Folkeparti er vi såmænd mere optaget af, at der laves funktionsudbud, hvor der ikke er en rigid beskrivelse af, at man kl. 7.00 skal gøre det ene, kl. 7.15 det andet, og kl. 13.00 skal man servere et halvt stykke rugbrød med ost eller noget, men at det er en værdi for borgeren; at det giver livsglæde, kvalitet, forbedring af den service og velfærd, vi ønsker os.

Tak til hr. Mike Legarth. Næste ordfører er hr. Morten Østergaard, Det Radikale Venstre.

Det kommer jo nok ikke som et chok, at også Det Radikale Venstre synes, at det er en udmærket pakke af lovforslag, der skal øge konkurrencen.

Vi synes, det er positivt, at der med L 109 sker en forstærket fusionskontrol. Vi har godt set, at elementer af erhvervslivet slår sig lidt i tøjret, men det tager vi næsten i den her sammenhæng som et sundhedstegn. Der er behov for, at vi sørger for at sikre konkurrencen, også når der sker helt naturlige fusioner i erhvervslivet, og det er ikke noget, som erhvervslivet skal være kede af. Det skal de sådan set være glade for, fordi det er med til at sikre konkurrencen, og det er positivt for alle.

Jeg vil også fremhæve, at Forbrugerombudsmandens rolle styrkes, om end på et beskedent punkt, og det er da bestemt noget, man sagtens kunne overveje at gøre mere ud af.

Ellers vil jeg mest opholde mig ved diskussionen om L 110 og udbudsreglerne. Man kan jo starte med at spørge sig selv, om der er et problem, og der må vi sige: Ja, det er der. For en måneds tid siden, nøjagtig den 11. januar, kunne Computerworld afsløre, at 28 kommuner har undgået at lave udbud af deres økonomistyringssystemer, fordi de bare har gjort, som de plejer, nemlig at hyre det store kommunale it-selskab KMD uden at sende det i udbud. Hvis man kigger på f.eks. Næstved Kommune, der så havde sendt det i udbud, og hvis man ser, hvad de har fået af rabat på deres økonomistyringssystem, og sådan med lidt heroisk hovedregning overfører det på alle de andre kommuner, så kan man se, at vi faktisk snakker om et trecifret millionbeløb, altså i omegnen af 200 mio. kr., der måske kunne have været hentet, hvis alle havde haft samme held som Næstved Kommune.

Det viser altså, at der er et væsentligt problem, og som det illustreres i artiklen, har Konkurrencestyrelsen hidtil godt kunnet observere disse problemer, men haft meget vanskeligt ved rigtig at gøre noget ved det andet end at påtale det. Og der synes vi, det er helt fornuftigt, at man med forslaget her altså styrker reaktionsmulighederne også i den yderste konsekvens, hvor man bringer kontrakter til ophør.

Er der så balancer, man skal påse i det her? Først kan man sige, at det er helt klart, at der også er nogle negative sider af den meget stramme udbudsregulering. Det er jo bl.a., at man indimellem, bl.a. når det handler om it-kontrakter, er nødt til at formulere sig så specifikt om, hvad det er, man sender i udbud, at selv hvis der skulle være en leverandør, der sådan set havde en bedre idé til måden at løse opgaven på end den, som ordregiver havde, så kan man sådan set ikke overholde udbudsreglerne og samtidig tage den leverandør, der havde en bedre idé til at løse opgaven. Og det er en oplagt problemstilling, bl.a. på it-området, hvor den, der egentlig er kunden, og ikke den, der er eksperten, nemlig leverandøren, skal designe løsningen, for at den kan komme i udbud. Det er noget, man bør interessere sig for: Hvordan kan man inden for udbudsreglerne og med den nødvendige regulering af det, der skal til, sørge for, at der er den fornødne fleksibilitet på de områder, hvor det er helt oplagt at man har brug for leverandøren for at få tilrettelagt den rigtige løsning?

Vi synes også, det er fornuftigt, at Klagenævnet styrkes, at der sker en forenkling, og at der er nogle klare tidsfrister. Men der er to ting, som jeg godt vil trække frem, og som jeg synes at vi skal kigge lidt nærmere på i udvalgsbehandlingen.

Den ene er, hvem det er, der lider skade, når udbudsreglerne ikke er overholdt. For det første er det jo helt oplagt dem, der eventuelt kunne have fået leverancen. Men hvis vi tænker os den situation, at en kontrakt bliver ophævet, er det jo sådan set også den leverandør, der, fordi ordregiver ikke har overholdt reglerne, får en opgave.

Vi kunne jo tage et aktuelt eksempel: madpakkerne. Hvis nu en privat leverandør har opbygget et stort apparat med køkkener, ansat folk osv. og opgaven bliver annulleret, fordi udbudsreglerne ikke er overholdt, hvem er det så egentlig, der står tilbage med aben på skulderen? Er det den, der ikke overholdt udbudsreglerne, som nu så skal lave et udbud? Eller er det den virksomhed, som har afholdt store udgifter, fordi man har fået en ordre og ikke kan forventes at skulle problematisere over for ordregiver, at den er havnet netop hos en selv? Der synes jeg i hvert fald, at det ville være relevant lige at få belyst, hvordan de erstatningsretlige forhold egentlig er i den situation, hvor man kommer dertil, at en kontrakt annulleres.

Det andet er spørgsmålet om almenvellets interesse, og der kan jeg se af høringssvarene, at der er en almindelig interesse i, hvad almenvellets interesse i givet fald måtte være. Og svaret fra ministeriet er, så vidt jeg kan se, at det ikke er specificeret i direktivet, og derfor kan vi heller ikke gøre det i lovgivningen. Men der kunne det måske være relevant, om man i hvert fald indikerede lidt nærmere, hvor vi er henne. Altså, hvor meget skal der til, før vi ligesom trækker i den snor?

Nogle kunne jo hævde, at et økonomistyringssystem som det, jeg har talt om her, som måske sikrer, at borgerne får deres kontanthjælp, og at ydelserne bliver udbetalt osv., er der sådan en grundlæggende interesse i. Men det kan vel næppe være det, der menes her. Omvendt kan det være et udbud af redningsberedskab til Falck eller noget i den stil, hvor man måske kan tale om det. Jeg ved det ikke, men jeg synes, det er relevant at få det belyst, og vil derfor bede om, at det bliver belyst nærmere i udvalgsarbejdet.

Men samlet set er der ikke nogen tvivl om, at vi vil støtte pakken her, begge lovforslag.

Tak til hr. Morten Østergaard. Og så er det hr. Frank Aaen som ordfører for Enhedslisten.

Der er også store dele af de her lovforslag, vi uden videre kan støtte. Vi kan gå ind for at stramme fusionsreglerne, og det har vi gjort mange gange gennem de år, vi har været i Folketinget, for tidligere var de danske fusionsregler stort set ikkeeksisterende, dem har vi været med til at stramme, og det gør vi også den her gang. Det gør vi nu ikke med store illusioner om, at det har nogen betydning. De stramninger, der har været af fusionslovgivningen gennem tiderne, har jo stort set ikke haft nogen virkning i virkelighedens verden. Store virksomheder bliver ved med at dominere mere og mere af økonomien, og det forhindrer fusionsreglerne ikke. Men det skal ikke afholde os fra at stramme de gældende regler i et forsøg på måske at få dem til at virke bedre.

Vi støtter selvfølgelig også forslaget om, at der skal være bedre muligheder for at lave gruppesøgsmål. Det er jo den eneste måde, hvorpå den enkelte forbruger, den lille virksomhed kan komme igennem med sin ret i forhold til de store. Det er også et fremskridt.

Vi vil også støtte, at klagemulighederne i forhold til udbud bliver forbedret. Det giver sig selv, at hvis en kommune finder på at forære en privat leverandør en opgave, uden at man tjekker, om det her nu var til den bedste kvalitet og den bedste pris, men måske bare er en vennetjeneste, fordi der er nogle i kommunen, der synes, det er nemmest eller måske oven i købet kender vedkommende, så skal der kunne gribe ind, det er vi helt indstillet på.

Men jeg vil godt sige til den debat, der også har været i dag, at den der forherligelse af, at udbud skulle indebære, at det offentlige foræres 40 mia. kr. og dermed bare være vejen til større lykke, er vi fuldstændig imod. Hvis vi går ud fra, at en privat virksomhed og en offentlig virksomhed ledes fornuftigt og rigtigt og effektivt til gavn for borgerne, er det i udgangspunktet sådan, at bruges der 100 kr. i den offentlige sektor, får man for 100 kr. service. Hvis det er i den private sektor, får man kun for 90 kr., for forudsætningen for, at en privat er inden for markedet, er, at der skal tjenes 10 kr. pr. 100 kr. Det er det helt basale, simple regnestykke, og derfor er det altså efter vores opfattelse som udgangspunkt en dårlig idé at privatisere opgaver. Der kan selvfølgelig være leverancer af computere, og der kan være leverancer af byggeri, og der kan være andre områder, hvor det offentlige ikke selv har evnerne til at løse opgaven, og så må man selvfølgelig trække det private ind. Men på områder som f.eks. pleje og omsorg, hvor det offentlige har ekspertise, er det hul i hovedet at drømme om, at private leverandører skulle kunne give det bedre og billigere. Det er vores tilgang til det.

Dertil kommer, at bare det at sætte en ting i udbud stjæler ressourcer fra det offentlige og har gjort det under den her regering, hvor man altså både har haft mere og mere kontrol, flere og flere skemaer, der skulle udfyldes, og flere og flere opgaver, der skal sendes ud i udbud, for hver eneste gang man sætter den proces i gang, tager man simpelt hen ressourcer, der kunne bruges til omsorg, og laver dem om til bureaukrati og administrativt bøvl. Det er også grundlæggende en forkert udvikling. Når så ting privatiseres, betyder det, at den fornuftige ledelse og de fornuftige ansatte, der sammen med brugerne kan tilrettelægge arbejdet bedst muligt, erstattes med en kontrakt. Og en kontrakt betyder, lige meget hvad man siger fra Det Konservative Folkepartis side, at sund fornuft, god ledelse og selvstyrende grupper erstattes med paragraffer og kontrolsystemer. Hvis det er sådan, at man selv leverer servicen og selv står for at kontrollere, at tingene går ordentligt til, er man nødt til at lave paragraffer og kontrolsystemer, for ellers kan man ikke være sikker på, at man giver den rette service for kronerne. Det er simpelt hen bureaukrati, som vi må advare imod, og det bør ikke udvides, det bør indskrænkes. Men hvis nogen gør det alligevel, så synes vi selvfølgelig, der skal være ordentlige regler for, hvordan tingene foregår, alt andet ville være uansvarligt.

Så er der en del i lovforslaget, som gør, at det måske ender med, at vi ikke kan stemme for lovforslaget, og det er spørgsmålet om liberalisering af salg af bøger. Her har vi stadig væk den holdning, som var en meget bred, fælles politisk opfattelse for bare få år siden, at man ikke skulle have liberaliseret bogmarkedet. Det er til skade for de små, der er på bogmarkedet, det er til skade for de såkaldt smalle bøger, og det er ikke godt for den kulturelle udvikling, at det også bare dér er pengene, der styrer udviklingen fuldstændig. Det er vi imod, så det er altså en del af forslaget, som vi tager under kærlig behandling i udvalgsarbejdet, og så må vi se, hvordan det går med det, og så må vi se, om det ender med, at vi stemmer for eller imod det samlede lovforslag. For man ved jo godt, at vi i Enhedslisten har det princip, at vi stemmer for alt det, vi går ind for, men vi kan ikke samtidig stemme for noget, vi går imod. Så hvis det element bliver tilbage, og hvis ikke vi kan se noget ved det, der trods alt gør, at vi kan støtte det, så ender det med, at vi stemmer imod lovforslaget.

Tak til hr. Frank Aaen. Næste ordfører er hr. Villum Christensen fra Liberal Alliance.

Tak. Vi er faktisk enige med den konservative ordfører: Det er en smuk dag. Var det ikke sådan, det blev udtrykt? Selv om det er sjældent, at Liberal Alliance i hvert fald fra den her talerstol argumenterer for strengere regler og kontrol, skal det være uden tøven, at vi bifalder disse mere effektive konkurrencevilkår for private og offentlige virksomheder, som de to lovforslag lægger op til.

Vi ser gang på gang, at vi kommer ud med for høje prisniveauer, når vi sammenligner os med OECD-landene generelt. Det er derfor på sin plads at sikre et entydigt forbud mod indgåelse af markeds- og kundedelingsaftaler. Stort set alle kan berette om eksempler på lokale monopoler, hvor priserne lever deres eget liv uden pres fra konkurrenter. Det er skidt for samfundets innovationsevne og dermed også for den langsigtede konkurrenceevne. Når konkurrencen reelt ikke fungerer, ved vi med sikkerhed, at vi vil få et fattigere samfund. Jeg er altså ikke enig i Enhedslistens vurdering af, at når vi har med det private at gøre, er det bureaukrati, og når vi har med det offentlige at gøre, er det ren sund fornuft. Det var sådan, jeg hørte det.

Her er der taget fat på nogle emner. Vi så gerne, at man gik langt videre ad det her spor, og at man i virkeligheden tog et hovedeftersyn på området. Et lille interessant eksempel på den forholdsvis pæne opbakning fra høringssvarene er jo bl.a. – og det har jeg ikke kunnet lade være med at notere mig – at Apotekerforeningen bakker op. Man skal ikke have meget fantasi for at finde på nye områder, som med fordel kan konkurrenceudsættes, så det ikke kun bliver bogmarkedet, vi rusker op i.

Vi synes som sagt, at det er nogle rigtig gode forslag, og vi støtter dem fra Liberal Alliances side.

Tak til hr. Villum Christensen. Så er det økonomi- og erhvervsministeren.

Jeg vil også gerne indlede med at takke for den meget positive behandling, der har været af konkurrencepakken, en pakke, der jo gerne skulle medvirke til at fremme konkurrencen både på det private område og på det offentlige område – og det gør vi med en ændring af henholdsvis konkurrenceloven og en ny lov om håndhævelse af udbudsreglerne.

Med konkurrencepakken styrker vi altså konkurrencen mærkbart, både på det private og det offentlige marked, og det er den bedste måde at sikre, at vi får bedre produkter til lavere priser. Der er ikke rigtig så mange, der har været inde på det, men jeg synes, det er vigtigt at få understreget, at vi altså også får konkurrencedygtige virksomheder, der er omstillingsparate og innovative. Den styrkede konkurrence er noget af det, der kan være med til at ruste dansk økonomi til at få fornyet vækst.

Med ændringerne af konkurrenceloven forbedrer vi fusionskontrollen væsentligt og bringer os på niveau med EU-lande, vi normalt sammenligner os med. En effektiv fusionskontrol er vigtig for at undgå, at der gennemføres fusioner, der svækker konkurrencen betydeligt. Med de regler, der i dag er i Danmark, er det jo desværre sådan, at næsten 70 pct. af alle brancher er helt uden for fusionskontrol.

Lovforslaget vil være med til at sikre, at den væsentligste del af de fusioner, som kan skabe konkurrenceproblemer, nu underlægges kontrol. Det giver bedre forhold for forbrugerne i form af lavere priser og bedre service. Fusionsudvalget, der jo har lavet et stykke lovforberedende arbejde, har vurderet, at de nye regler faktisk vil give forbrugerne en økonomisk gevinst på 400 mio. kr. årligt. Så vi skærper reglerne – herunder altså også siger, at de virksomheder, der ønsker at fusionere, og som vi ikke ønsker kommer i en situation, hvor de lige pludselig sætter sig på hele markedet, må tåle, at der bliver en anmeldelsesprocedure og en behandling af deres fusion – samtidig med at vi vælger at sige, at vi laver en forenklet anmeldelsesprocedure, så de uproblematiske fusioner, dem, som vi ved ikke skaber problemer, kan køre hurtigere igennem. Dermed er der altså ikke tale om, at vi bare pålægger erhvervslivet større belastning, men gavner forbrugerne; det handler faktisk også om at give erhvervslivet en mere smidig måde at gennemføre proceduren på, når det, der foregår, er uproblematisk.

Forslaget implementerer både anbefalingerne fra fusionsudvalget og dele af den globaliseringsaftale, som regeringen jo har indgået med Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og Dansk Folkeparti.

Jeg vil gerne fremhæve to andre ændringer af konkurrenceloven, som jeg synes er vigtige. Vi skærper forbuddet mod aftaler, der begrænser konkurrencen. Fremover vil aftaler om bl.a. markedsdeling være forbudt, uanset om man er en lille eller en stor virksomhed, for markedsdeling er lige så skadelig for forbrugeren, som prisaftaler er. Vi kan altså med andre ord godt være i en situation, hvor vores fusionsregler er overholdt, men hvor nogle ligesom beslutter sig for: Vi tager det jyske segment, I tager det sjællandske segment – med den konsekvens, at forbrugerne betaler en merpris. Derfor skærper vi reglerne på det område.

Derudover gør vi, som flere ordførere har været inde på, også det, at vi giver Forbrugerombudsmanden mulighed for at føre gruppesøgsmål mod virksomheder, der har overtrådt konkurrencereglerne. Det gør det lettere, ikke kun for forbrugeren, men faktisk også for små virksomheder, der er blevet snydt, fordi konkurrencereglerne er blevet overtrådt, f.eks. i forbindelse med karteldannelse. Det er meget vigtigt.

Når det gælder styrkelsen af udbudsreglerne er det også vigtigt for mig at få sagt, at formålet med lovforslaget er at sikre, at vi får en sund konkurrence mellem leverandørerne om at levere det bedste tilbud til prisen, når det handler om at levere god service til forbrugerne. Det er vigtigt, at der er fair konkurrence, så vi sikrer de bedste tilbud.

Som bl.a. hr. Morten Østergaard har været inde på, har vi også ment, at det var nødvendigt, at der kommer nye sanktioner, der kan være med til at sikre, at de mest alvorlige overtrædelser af udbudsreglerne fører til, at Klagenævnet for Udbud kan beslutte, at kontrakterne skal bringes til ophør. Det kan f.eks. ske, hvis en kontrakt ulovligt gives til et privat firma uden forudgående udbud. I dag mangler der effektive sanktioner mod den slags grove overtrædelser. Men der er også mulighed for mindre indgribende alternativer som f.eks. det at pålægge ordregiverne en økonomisk sanktion. Jeg tror, at de nye sanktionsmuligheder vil øge fokus på overholdelse af udbudsreglerne, og det er til gavn for konkurrencen og dermed i sidste ende også til gavn for borgerne og samfundet.

Derudover laver vi en lang række andre små justeringer. En af dem er, at vi justerer lovforslaget omkring klagemuligheder, og for at sikre virksomhederne en effektiv klageadgang får en klage opsættende virkning, hvis den indgives, efter at ordregiveren har valgt en tilbudsgiver, men før kontrakten er underskrevet.

Fru Colette Brix, der også var meget positiv over for lovforslaget i sin helhed, rejste netop spørgsmålet om det med at lave en standstill-periode. Det, der for mig at se har været afgørende for regeringen, har på den ene side været at sikre, at udbudsprocessen ikke må trækkes i unødvendigt langdrag. Derfor må en standstill-periode ikke være uhensigtsmæssig lang. På den anden side har man også en interesse i at have en pauseperiode, der har en længde, så tilbudsgiveren har tid til at vurdere, om der er grundlag for at klage over ordregiverens beslutning. Det er jo sådan set for at sikre, at man kommer i den situation, at virksomhederne kun klager, hvis der virkelig er noget at klage over, men ikke blot, om man så må sige, går hele vejen, fordi man er bange for, at fristen sprænger, og at man så ikke har nået at klage i tide. Med andre ord: Ved at have en pauseperiode giver man en bedre mulighed for, at det kun er de klager, der er relevante, der rent faktisk bliver ført ud i livet.

En af de sager, der har optaget Folketinget i dag, for der har været bred tilslutning til lovforslaget, har været de ændringer, vi laver i lov om benzinforhandlerkontrakter. Et af de emner, der har været rejst under debatten i dag, er det forbud, der i dag er mod varebindinger, og der er flere af ordførerne, der har peget på, om det ikke var et, der skulle ophæves. Loven, som den er skruet sammen i dag, og altså også forbuddet mod varebindinger, er vedtaget for at sikre et rimeligt styrkeforhold mellem benzinselskaberne og de forhandlere, der er på tankstationerne.

Hvis man valgte at sige, at forbuddet skulle ophæves, er der ingen tvivl om, at så ville benzinselskaberne kunne tjene nogle penge, fordi de dermed ville kunne indgå store kontrakter med dagligvareleverandører og dermed også score en god gevinst ved det. Spørgsmålet er jo bare, om det kommer forbrugeren til gode, at benzinselskaberne kan få en større avance. Det stiller jeg mig tvivlende over for, men der er flere, der har rejst det under behandlingen her i dag, og jeg er meget villig til, at det er noget af det, vi ser på under udvalgsbehandlingen og får boret ud.

Fru Colette Brix var også inde på hele spørgsmålet om bedre klageadgang. Det mener jeg som sagt også er noget, som vi har taget meget stor højde for i lovforslaget – ikke mindst det, at der bliver nogle klare retningslinjer.

Hr. Karsten Hønge fra Socialistisk Folkeparti holdt et et eller andet sted mærkeligt malplaceret ideologisk indlæg om alle de kapitalistiske samfunds uheldigheder. Jeg vil nu sige, at det meget klart er min tilgang til det her, at jeg kun har én mission med den her konkurrencepakke, og det er at sørge for, at forbrugerne kan få tingene bedre og billigere, end det er tilfældet i dag. Der er markedskræfterne altså den mest effektive måde at sikre det på. Jeg har i hvert fald aldrig set dokumentation for, at andre politiske ideologiske systemer skulle kunne gøre det mere effektivt.

Der har været en debat i dag også omkring hele den tankegang, der er om at sende ting i udbud. Jeg tror, der er mange her, selv de partier, der er på den politiske venstrefløj, der måske ikke ser de store problemer i at sende ting i udbud inden for mere tekniske områder, vejvedligehold osv., men jeg har også kunnet høre på debatten i dag, at der er nogle, der har en vis berøringsangst over for at begynde at tale udbud, når det gælder de mere borgernære områder som f.eks. pleje- og omsorgsområdet. Der synes jeg måske, det er væsentligt få understreget, at Udbudsrådet – og den er tilgængelig, og Folketingets medlemmer er meget velkommen til at henvende sig, hvis man ønsker at få rapporten – faktisk har lavet en meget god og grundig undersøgelse af de kommuner i landet, hvor man har sendt pleje- og omsorgsopgaver i udbud.

Det er et område, som flere ordførere har været inde på i dag, der koster kommunerne 40 mia. kr. Udbudsrådet har faktisk peget på, at man kan spare op til 20 pct. af det ved at sende tingene i udbud. Nogle gange vinder det offentlige, andre gange vinder private, og i nogle af de kommuner, hvor de private har vundet, det gælder bl.a. Kolding, det gælder Gribskov, er borgerne faktisk stadig væk utrolig tilfredse, mindst lige så tilfredse, som de var før. Men kommunen har altså fået flere penge i kommunekassen til at give mere service.

Derfor synes jeg, det er farligt, hvis man begynder en diskussion, der handler om, at hvis man er privatansat, er man ikke i stand til at tage så godt vare om sine medmennesker, som hvis man er offentligt ansat, for jeg tror sådan set, at uanset om man er privatansat hjemmehjælper eller man er offentligt ansat, har man hjertet med sig i det, man gør. Derfor synes jeg, at det er lidt farligt, hvis vi begynder en debat her, der handler om, at der er visse opgaver, som folk, der er privatansatte, nærmest ikke er i stand til at løse, fordi de skulle være, jeg ved ikke, om man mener, at de er dårlige mennesker, eller fordi de er drevet af en eller anden profittrang, der gør, at de ikke kan løfte opgaven tilfredsstillende. Jeg vil i hvert fald sige, at Udbudsrådet, hvor der jo sidder et bredt udvalg af repræsentanter for mange organisationer, har peget på, at det altså ikke er et område, man skal have så stor berøringsangst over for, som måske lidt er kommet til udtryk under folketingsbehandlingen her i dag.

Hr. Frank Aaen var inde på en enkelt del af lovforslaget, som man kan sige måske ligger i en lidt anden ordførerkreds, nemlig om den liberalisering, der er på bogområdet, som jo er en aftale, der er lavet blandt kulturordførere. Jeg er meget indstillet på under udvalgsbehandlingen også at sørge for, at hr. Frank Aaen og Enhedslisten får adgang til de beslutninger og det materiale, der har ligget til grund for, at der er truffet den her beslutning. Der er lavet nogle ret grundige undersøgelser af hele bogmarkedet, men jeg vil blot sige, at jeg i hvert fald ikke er klædt på til en stor kulturpolitisk debat omkring bogmarkedet her i dag, men det er en aftale, der er lavet blandt kulturordførere, som vi i dag implementerer.

Endelig vil jeg sige, at jeg tror, at det, der er meget afgørende for, at vi som et lille land i en stor global verden med en åben økonomi kan klare os, altså er, at vi bliver bedre til at konkurrere, og at vi bliver bedre til også at prøve at forsøge at løse opgaverne på en både bedre og en billigere måde, end vi har gjort det hidtil. Der er jeg ikke i tvivl om, at den her lovforslagspakke, vi har behandlet her i dag, kan medvirke til, at vi kan få et rigere samfund og også et stærkere velfærdssamfund.

Men jeg takker for de venlige bemærkninger og ser frem til udvalgsbehandlingen.

Tak. Der er korte bemærkninger, og det er fra hr. Frank Aaen.

Bare for en ordens skyld: Der er ingen af os, der har udtalt os kritisk om privatisering og udlicitering, som på nogen måde har angrebet de ansatte i private virksomheder. Det er der ikke noget grundlag for, og det har vi ikke noget ønske om. Vi har bare prøvet at rejse det principielle i det, primært to vinkler.

Når private går ind på omsorgsområdet, gør de det kun af en årsag, nemlig for virksomhedens vedkommende for at tjene nogle penge, og vi mener, at det, at nogle aktionærer skal tjene penge på opgaven, er et fradrag i forhold til den sum, der kunne bruges på at skabe velfærd. Det er den ene ting. Den anden ting er, at når man privatiserer en opgave, går man bort fra at have et ledelsessystem i kommunen, hvor man kan snakke sig til rette om, hvordan opgaven løses bedst, billigst, mest effektivt, bedst for borgeren. Men lige så snart man privatiserer den, bliver man nødt til at lave en kontrakt med paragraffer og kontrolsystemer for at være sikker på, at kommunen får den ydelse, den har betalt en privat erhvervsdrivende for. Det er de to principielle problemer, der er, og det sidste giver mere bureaukrati.

Ministeren.

Jeg vil sige til hr. Frank Aaen, at jeg da er glad for, at hr. Frank Aaen så klart tilkendegiver, at hvis det er en privat hjemmehjælper, kan den person udføre opgaven lige så godt som en, der er offentligt ansat. Det er jeg faktisk meget glad for at hr. Frank Aaen understreger her i dag. Hvis et privat firma kan løfte den samme opgave for kommunen, som det simpelt hen vil være for dyrt for kommunen selv at løfte, og hvis vi faktisk kan give borgerne mere velfærd, give de ældre mere omsorg, så har jeg svært ved at forstå, at fordi man i det private er dygtig til det og tjener penge på det, at fordi det er en anden, der løser opgagen, skal vi ligesom fratage borgerne noget velfærd. Jeg har svært ved at forstå det, hvis man mener det med det sociale engagement alvorligt.

Med hensyn til den anden del af hr. Frank Aaens argumentation, vil jeg sige, at jeg faktisk vil give hr. Frank Aaen lidt medhold i, at der er blevet for meget processtyring i måden, kommuner, regioner og hele den offentlige sektor bliver drevet på. Det, som regeringen med sine tiltag prøver på at gøre, er det, som jeg også som konservativ partiformand har hejst flaget for, nemlig at vi skal gøre noget for at afbureaukratisere den offentlige sektor, og det er at gå væk fra processtyring og i stedet gå over til resultatstyring. Det giver lederne en større mulighed for at lede, og det vil jeg meget gerne medvirke til.

Hr. Frank Aaen.

Jeg har kort bare to ting. Det der med først at tillægge oppositionen et grimt argument for så bagefter at rose dem og sige, at det har de alligevel ikke, er altså bare langt ude. Det er kun ministeren, der har talt om, at man skulle nedvurdere privatansatte, også inden for velfærd. Det andet er, at ministeren ikke kommer uden om, at i samme sekund man skifter fra den kommunale arbejdsgiver, der kun har en opgave, nemlig at give velfærd, til en privat arbejdsgiver, der har til opgave at tjene penge til aktionærerne, får man altså et andet fokus, og man får også et element ind, der gør, at nogen skal tjene penge på opgaven. Det kommer man ikke uden om. Man får også bureaukrati og paragraffer i stedet for bare at have f.eks. mere selvstyre blandt de ansatte, som jeg ved ministeren er fortaler for, men det er altså vanskeligt at gennemføre, hvis man har indsat en privat arbejdsgiver. Det er sådan set bare ganske enkelt de ting, vi er nogen der synes er problematiske.

Ministeren.

Jeg vil sige til hr. Frank Aaen, at jeg selvfølgelig ikke vil stille folk til ansvar for at have sagt noget, som de ikke har sagt, men hr. Karsten Hønge sagde altså i sit ordførerindlæg, at han var imod at sende den slags opgaver i udbud. Og det kan man jo ikke tolke på anden måde, end at det er, fordi der er et eller andet helt principielt forkert i det. Jeg synes også, det er meget underliggende i den måde, hr. Frank Aaen argumenterer på, at der ligesom er et problem i det, fordi man skulle kunne tjene penge på det. Hvis en selvstændig, stærk kvinde, der har arbejde i det offentlige, vælger at sige: Nu starter jeg Blæksprutten, jeg vil til at lave noget privat hjemmehjælp – så er der ikke noget som helst galt i det. Jeg tror da, det er sundt for hele den offentlige sektor, at hvis man er blevet lidt sløv, hvis man gør tingene lidt gammeldags, hvis der ikke er kommet nogen produktivitetsfremgang og arbejdsgejst ind i det, er det kun godt at blive inspireret af, at der er andre virksomheder eller andre offentlige institutioner, der gør det bedre. Det er meget mærkeligt, at når det gælder konkurrence mellem private, er der ingen grænser for, hvor meget konkurrenceudsættelse der skal være, også for de ansatte, men hvis det gælder den offentlige sektor, virker det en gang imellem, som om der er en berøringsangst over for tingene, fordi hvis man er offentligt ansat, har man altid den til enhver tid bedst tænkelige løsning på noget. Men der tror jeg altså, at det er en forkert tilgang at have til det, også af hensyn til de offentligt ansatte. Man kan godt lære noget af andre.

Hr. Karsten Hønge, kort bemærkning.

Jeg havde oprindelig ikke tænkt mig, at jeg skulle sige noget, men nu blev det ligesom for meget. Det er, som om ministeren graver sig længere og længere ned i et sort hul med hensyn til, hvordan ministeren lytter til de indlæg, som jeg og hr. Frank Aaen har haft.

Jeg har ikke – og jeg tror heller ikke nogle andre har – brug for, at ministeren skal bruge tid på at sidde og analysere og koge suppe på, hvordan man kunne fortolke nogle ord i den her debat. Det er så ministerens konklusion, at fordi jeg og SF mener, at det ikke på alle områder er nogen særlig god idé at udlicitere, så må der selvfølgelig derunder ligge en mistillid til de ansatte i de private virksomheder. Hvad i alverden er det for en kortslutning, som er grebet ud af den blå luft eller måske ud af et tankespind, som man skal være konservativ for at kunne opdigte?

Der ligger ingen mistillid til privatansatte overhovedet. Der ligger en skepsis over for, om alle opgaver nødvendigvis er gode at udlicitere. Det tror vi ikke i SF. Der er en masse opgaver, som løses langt bedre af det offentlige, og hvor der er en masse ekspertise, som skal fastholdes i det offentlige regi, og hvor man kan tale om, at hvis man giver slip på den ekspertise, den måde at drive virksomhederne på, den måde overhovedet at tænke velfærd på, så risikerer vi andet end bare det, at private skal til at tjene penge, vi risikerer nemlig grundlaget for den offentlige velfærd.

Ministeren.

Jeg er da faktisk meget glad for, at man kan sige, at mine bemærkninger har haft den effekt, at vi får en diskussion omkring det her, for jeg synes jo sådan set, at det her bliver mere og mere underholdende. Jeg har ikke noget ønske om at grave mig ned i et sort hul. Det er jo en glædens dag, og som hr. Mike Legarth sagde, så skinner solen, og det er en rigtig god dag for konkurrencen, både på det offentlige og på det private område.

Men det er jo besynderligt, at man, hvis argumentet er, at private er absolut lige så gode til løse opgaverne som det offentlige, så stadig væk er modstandere af det. Hvad er argumentet for det? Hvis Socialistisk Folkeparti synes, at privatansatte hjemmehjælpere absolut er lige så gode som offentlige, hvorfor må de så ikke få lov at være med til at byde på opgaverne? Det argument, jeg så har hørt der nu er opfundet til lejligheden, er, at ekspertisen skal bevares i det offentlige. Jamen det er jo det, konkurrence handler om, vil jeg sige til hr. Karsten Hønge. Hvis ekspertisen er i det private, så er en af måderne at sikre på, at det løber over og ind i det offentlige system, faktisk at lave noget udbud.

Man kan jo kun argumentere som Socialistisk Folkeparti, hvis man tror, at den ekspertise, man har i det offentlige, er en absolut størrelse, og at man aldrig kan få inspiration udefra. Og hvis det skal stå til troende rationelt og logisk, som hr. Karsten Hønge nu siger, at de private er mindst lige så gode til det, så er det jo sundt nok at finde inspiration derfra.

Hr. Karsten Hønge.

Jeg mener ikke, at private virksomheder nødvendigvis skal ind på områder, hvor vi i dag i det offentlige faktisk har glimrende løsninger. Jeg synes også, det er en måde at give op på over for politik, for inden for nogle områder kan man sige, at det her handler om nogle byggeopgaver – og der kan det være godt at man bruger private virksomheder til at bygge for det offentlige i stedet for selv at lave håndværkerafdelinger, hvad man i princippet godt kunne gøre – så der kan godt være nogle områder, hvor det kan være o.k. at bruge private.

Men at det så skulle føre til, at man siger, at vi inden for pleje og omsorg og på andre områder også nødvendigvis skal tro, at det private er bedre, tror jeg slet ikke på. Jeg tror på, at man her skal være meget tættere på borgeren, og at vi her har en helt anden form for demokratisk kultur, som er vigtig i de her sektorer – en eller anden form for kobling til, hvad det er for nogle opgaver, vi synes det er fællesskabets opgave at løse. Det kunne være pleje- og omsorgsopgaver, men det kunne også være en række andre opgaver, hvor jeg tror, at løsningen på det – i stedet for at give op og give det til private – kunne være at sige, at vi da skal have en innovationskultur i det offentlige. Vi skal da bruge de ansatte langt mere, end vi gør i dag. Vi kan demokratisere den offentlige sektor og inddrage de ansatte i de her løsninger i stedet for bare at give op og sige, at vi åbenbart ikke rigtig kan finde ud af det som politikere, og så lade private overtage det og tjene penge på det.

Ministeren.

Det her er jo et rigtig godt eksempel på, at den ideologiske sorte klap simpelt hen falder ned for øjnene af og udsynet for Socialistisk Folkeparti, når vi kommer ind på det her område. For argumentet er nu, at det sådan set kan være lige meget på byggeområdet – altså hvis det er huse eller veje – om det er den ene eller anden, der gør det, men hvis det er fodbehandling, og der er altså masser af private, der behandler fødder eller hår eller noget andet, så skal vi bevare en ekspertise i det offentlige. Det er, synes jeg, en meget, meget mærkelig nærmest mistillid man har til, at den private sektor faktisk vil kunne levere nogle rigtig, rigtig gode ydelser til det offentlige.

Jeg tror også, at jeg må sige til Socialistisk Folkeparti, at med de demografiske udfordringer, vi står over for, bliver det altså nødvendigt for kommunerne fremover at prøve at se udad og se, om der er nogle opgaver, man kan få andre til at løfte. Vi ved, at en tredjedel af de offentligt ansatte går på pension inden for 10 år, og jeg tror, det bliver nødvendigt at have et langt bedre, styrket samarbejde og samspil med den offentlige sektor, hvis vi skal give de svageste borgere i det her samfund den velfærd, de har behov for.

Så er der en kort bemærkning fra hr. Morten Østergaard.

Ja, jeg skal ikke stille mig i midten af den skyttegravskrig, men blot lige prøve at stille et spørgsmål, som jeg også havde med i min ordførertale, om de forhold, der gør sig gældende bl.a. inden for it-udbud. Problemet kan være, at hvor vi alle sammen er enige om, at udbudsreglerne skal være der, og at tingene skal sendes i udbud for at sikre konkurrence og adgang for andre, så man ikke bare gør, som man plejer, og bruger det samme firma, så kan udbudsreglerne være så snærende, at man er nødt til at definere løsningen, før man egentlig har fået leverandørernes bud på det, for at vide, hvad det er, man sender i udbud.

Der vil jeg bare gerne spørge ministeren, om ikke det var noget, man kunne interessere sig for måske i forbindelse med udvalgsbehandlingen på et andet tidspunkt, nemlig at skabe en bedre praksis på det område, som gør, at man ikke ligesom skal lægge sig selv i en spændetrøje, men alligevel kan sikre konkurrencen.

Ministeren.

Jeg vil sige til hr. Morten Østergaard: Det vil vi meget gerne se på. Det er også meget relevant at se på, hvordan vi får sikret, at udbudsreglerne for det første sikrer konkurrencen, men at det for det andet også bliver gjort på en smidig måde, så vi ikke ender i en situation, hvor det hele bliver trukket i langdrag, eller hvor det måske i sidste ende ender med, at det sådan set ikke altid er den mest fornuftige løsning, man når frem til.

Jeg tror også, det er fornuftigt, at vi under udvalgsbehandlingen ser på, hvad konsekvenserne, hvis man ikke efterlever udbudsreglerne, så er. Hvis kommunaldirektøren indgår en ulovlig aftale nede i svømmehallen med en eller anden privat leverandør, hvad er så konsekvenserne? Vi lægger jo op til, at konsekvenserne i de grelleste tilfælde simpelt hen er, at kontrakten bliver ophævet, i de mindre grelle tilfælde, at man kan pålægges økonomiske sanktioner. Og det er altså så ordregiveren, f.eks. kommunen, der bliver pålagt de økonomiske sanktioner.

Hr. Morten Østergaard spurgte så også til det erstatningsretlige, og det vil vi meget gerne svare på under udvalgsbehandlingen, men der er jo mulighed for via det almindelige domstolssystem faktisk også at få erstatning som leverandør, hvis man er blevet stillet noget i udsigt, og man så lige pludselig alligevel ikke skal levere. Så det er i hvert fald et område, vi meget gerne vil være med til at se på i det videre udvalgsarbejde.

Tak til økonomi- og erhvervsministeren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Erhvervsudvalget.

Det er hermed sket.