Det næste punkt på dagsordenen er:

5) 1. behandling af lovforslag nr. L 184:

Forslag til lov om ændring af lov om fuldbyrdelse af straf m.v. (Udvidelse af ordningen vedrørende fuldbyrdelse af straf på bopælen under intensiv overvågning og kontrol).

Af justitsministeren (Lars Barfoed).

(Fremsættelse 24.03.2010).

Forhandlingen er åbnet, og det er Venstres ordfører, hr. Karsten Nonbo.

Det lovforslag, vi går i gang med her, er jo et lovforslag, der har været debatteret tidligere, nemlig da man gik i gang med at kunne afsone sin straf i hjemmet ved anvendelse af en fodlænke. Det har været en rimelig god succes. Man har kunnet bevare sin tilknytning til familien og sin tilknytning til arbejdsmarkedet og sin tilknytning til en undervisning, under visse forudsætninger – og det skal man huske – bl.a. at man overholder de aftaler, man har indgået, og at man overholder de betingelser, der er for at kunne bruge fodlænken. Det er jo ikke sådan, at man kan drikke spiritus, eller at man kan tage i byen og foretage impulsive handlinger; det kan man jo heller ikke i et fængsel.

Der har været rigtig gode erfaringer med brugen af fodlænkerne, og derfor har vi sagt, at hvor det før var op til 3 måneder, kan vi nu gå op til, at det er 5 måneder i straffen, hvor man stadig kan bruge fodlænke, men igen er det ud fra en individuel vurdering af, hvad det er for en person, og ved overtrædelse skal straffen konverteres fra anvendelse af fodlænke til afsoning i en fængselsinstitution.

Så Venstre kan tilslutte sig det her lovforslag.

Der er en kort bemærkning fra fru Karen Hækkerup, undskyld.

Ja, undskyld, jeg har forsøgt at påkalde mig formandens opmærksomhed, men det var godt, at det så lykkedes til sidst. Tak til Venstre for ordførerindlægget om fodlænkeordningerne.

Jeg havde i går den fornøjelse at køre rundt med dem, der kører på kontrolbesøg her i København, og være på besøg ude hos borgere, som sidder og afsoner ved hjælp af en fodlænke. Og for mig var det meget en øjenåbner at komme ud og se den virkelighed, de her mennesker lever i. Jeg vil først sige, at man i hvert fald ikke kan tage det som et udgangspunkt, at det ikke er nogen straf, at de bare sidder hjemme; for de mennesker, der bliver spærret inde i deres hjem, føles det lidt, som om der er en klam hånd, der er blevet lagt ned over deres etværelsesbolig, eller hvad de sidder i, og de føler sig meget begrænset i de muligheder, de har.

Derfor er min bekymring i virkeligheden lidt: Har vi nogen viden om, at mennesker kan tåle at være isoleret på den måde i 5 måneder? For det er et voldsomt indgreb i den personlige frihed, at man ikke kan gå ud, når solen skinner, og at man ikke kan noget som helst; nogle af de ting, man kan i et åbent fængsel, kan man jo ikke, når man afsoner med fodlænke. Har Venstre nogen bekymringer i forhold til at udvide det fra 3 måneder til 5 i den forbindelse?

Ordføreren.

Næh, tværtimod. Den beskrivelse, som fru Karen Hækkerup giver af anvendelsen og effektiviteten af fodlænken, er det da en sand glæde for mig at høre på. For det er altså sådan, at man har lavet noget, og det skal man tage sin straf for. Og man vælger selv alternativet. Det er jo ikke sådan, at man kan søge om at få afsonet sin fodlænkestraf på Mallorca eller andre steder. Det hedder sig, at det er inden for et afgrænset område, og det er jo typisk på uddannelsesstedet, på arbejdspladsen eller i hjemmet; så kan man så sige, at det kan være, at det er en endnu større straf for den ægtefælle, der skal have en gående. Men det er et alternativ, man selv vælger. Men jeg er glad for den beskrivelse, fru Karen Hækkerup giver, for det skal ikke være nogen fornøjelse at afsone en straf; det har det aldrig været.

Fru Karen Hækkerup.

Jeg synes bestemt heller ikke, det skal være nogen fornøjelse, men jeg blev lidt bekymret ved at høre, at der var mange af dem, vi kom rundt til, som rent faktisk sagde: Kommer I først nu? Vi har ventet på jer.

Mange af de mennesker, der sidder og afsoner, føler sig meget isolerede, og man kan godt være bekymret for, hvordan folk reagerer, hvis de skal sidde 5 måneder i træk. Lad os sige, man skal afsone maj, juni, juli, august og september, hvor man slet ikke kommer ud i sollyset, og man går tre vintre i møde, inden man kommer til den næste sommer. Jeg mener, det er jo ikke alle, der har mulighed for som justitsministeren at tage sin ferie på Mallorca, og man kan jo selvfølgelig heller ikke afsone der.

Det, jeg gerne vil sige, er: Belægget på fodlænkeordningen i København er 130 pct., og det betyder, at der ikke er tid til de tilsynssamtaler, der skal være, og at man ikke kommer på så mange kontrolbesøg, som det var ønskeligt, hvis man skal have fat i den kriminelle og snakke om: Hvordan gør du efter afsoningen? Hvordan skal løsladelsen ske? Hvad for nogle ting skal du lave bagefter?

Er Venstre ikke bekymret for at udvide fodlænkeordningen, når man i forvejen har et belæg på 130 pct., som altså vil stige yderligere, og hvor ventetiden for dem, som skal ind og afsone, er utrolig lang?

Ordføreren.

Jamen det kan jeg altså ikke have den store bekymring over. Kan vi effektivisere og få nogle flere besøg, ville det da være ønskeligt, for det er da rigtigt, at besøgene er en kontrol af, om de rent faktisk er, hvor de skal være, men det giver jo også mulighed for en samtale til dem, som afsoner, altså et led i deres resocialisering. Så det har jeg det fint med. Og det er jo sådan, at der er nogle, der går fra og ikke skal sidde inde, for alternativet til fodlænkeordningen er jo, at man sidder inde i 5 måneder. Så det flytter jo nogle ressourcer fra de indesiddende til dem, som bruger fodlænker, og der må man jo flytte ressourcerne med.

Men igen vil jeg sige, at hvis man synes, det er så forfærdeligt, skal man tænke på, at det jo er sådan, at man aktivt selv skal sørge for at søge om at komme med i fodlænkeordningen frem for at komme ind at sidde, og det kan man jo bare lade være med, hvis man synes, det er værre end at sidde i fængsel.

Fru Karina Lorentzen Dehnhardt, kort bemærkning.

Når det her lovforslag er blevet til, er det jo faktisk et resultat af regeringens retspolitik, som er usammenhængende. Man har brugt rigtig mange flere penge på politi, man har bevilget 400 ekstra politibetjente, og så kvitterer man med at nedlægge 100 stillinger i Kriminalforsorgen. Det hænger simpelt hen ikke sammen, at folk skal ud af fængslerne – jeg synes egentlig, det er en god idé, men det hænger ikke sammen, at de skal ud af fængslerne med en fodlænkeordning, som man så ikke er villig til at give det ekstra, for at den fungerer. For jeg går ud fra, at Venstres ordfører er enig i, at fodlænkeordningen var ment som et tilbud, for at folk kan fastholde uddannelse og arbejde, og at der derfor også skal være den nødvendige kvalitet i det her. Det får man ikke ved at presse ekstra afsonere ned over hovedet på dem, som udfører kontrollen og samtalerne og alt det store arbejde, der ligger i den her ordning, uden at man giver nogle ekstra ressourcer. Jeg synes, det er ved at være lidt for meget af et standardsvar fra regeringen, at man skal holde det inden for rammerne. Det kan ikke lade sig gøre. Hvad vil Venstre gøre ved det?

Ordføreren.

Nu lød det nærmest, som om det var forfærdeligt, at der er bevilget flere penge til politiet. Når der bevilges flere penge til politiet, er risikoen – i gåseøjne – også, at der bliver opklaret flere sager, og når der bliver opklaret flere sager, får vi stoppet nogle forbrydere noget før, og når vi så oven i købet tilbyder, at de kan slippe for at komme ind at sidde og få en fodlænkeordning i stedet for at komme ind at sidde, og nogle lærer af det, jamen så er det jo en god spiral, vi får sat i gang, frem for den onde spiral. For mig er det en god spiral, at vi får ansat flere politifolk, som kan opklare flere sager, og at vi får flere dømt. Og at vi så, kan man sige, måske er lidt large og ikke sender alle ind at ruske tremmer, for nu er der en bedre ordning, har jeg det helt fint med. Og der må jeg sige, at hvis den kriminelle ikke synes, at ordningen er god nok, kan vedkommende lade være med at bruge den.

Fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Nu ligger det sammenhængende jo i, at regeringen åbenbart ikke er i stand til at lægge to og to sammen og se, at når vi bruger flere penge på politi, så betyder det flere folk i fængsler. Den situation kunne man sådan set godt have forudset. Nu gør man så det, at man udvider fodlænkeordningen for at bøde på den situation, men man vil sådan set ikke bruge de penge og de ressourcer på at få fodlænkeordningen til at være det kvalitetstilbud, det egentlig skulle være. De mennesker, der arbejder med at sætte fodlænker på og holde kontrol og tilsyn og tage samtaler med fodlænkeafsonerne, er i forvejen enormt overbelastede, og kvaliteten af det her tilbud vil altså falde. Det kan jeg simpelt hen ikke forstå at Venstre er indstillet på. Har Venstre ikke nogen bud på, hvordan vi kan afhjælpe den situation?

Ordføreren.

Jamen det er en mærkelig logik, som SF har. Jeg forstår slet ikke den logik, man kommer frem med: at flere politifolk betyder flere mennesker i fængsel. Altså, politiet opklarer også mange gange sager på så tidligt et tidspunkt, at der er nogen, der får tiltalefrafald, politiet laver også præventivt arbejde, og vi er jo alle sammen enige om, at det, vi jo har hørt under færdselsdebatten, om, at opdagelsesrisikoen mange gange er med til at sørge for, at der ikke begås så mange overtrædelser, altså også kan gælde på det her område. Så den præmis med, at flere politifolk giver flere i fængsel, som kræver flere ansatte i kriminalforsorgen, køber jeg simpelt hen ikke. Det er en gammeldags logik, og den passer ikke.

Hr. Flemming Møller Mortensen for en kort bemærkning.

Tak for det. Jeg er da glad for at høre, at Venstres ordfører siger, at det er godt med den her ordning, og at man gerne vil have god kvalitet i ordningen. Nu er det jo sådan, at som det står beskrevet, skal der, fra der er givet tilladelse til at måtte indgå i fodlænkeordningen, gå maks. 30 dage, før afsoningen starter. Vi har faktisk slet ikke så få eksempler på, at der går væsentlig længere tid, helt op til 4 måneder. Hvordan harmonerer det med Venstres ordførers holdning til kvalitet i forhold til ordningen, som det ser ud lige i øjeblikket?

Ordføreren.

De tal tror jeg vi skal studere lidt nærmere, for der er jo noget, der hedder fra du får dommen, til ankefristen udløber og til en egentlig fuldbyrdelsesdato, og det er et spørgsmål om, om det ligger der. Jeg har nogle gange hørt nogle påstande, som, når man dagen eller 2 dage efter, at man er kommet fra talerstolen og har studeret dem, viser sig at være påstande om det forkerte. Men det er jo noget, vi kan se på under udvalgsarbejdet og få at se, hvor meget hold der er i påstandene, og hvor stor ressourcemangel der måtte være. Logikken for mig er, at alternativet til fodlænken altså er en afsoning. Sådan har det været indtil dato. Jeg ved ikke, om påstanden fra Socialdemokraternes side om, at det er dyrere at afsone med fodlænke, end det er at sidde inde, holder vand, for hvis den gør det, kan det jo godt være, vi lige så stille skal trække lovforslaget tilbage. Men det kan jeg ikke forestille mig, og jeg kan heller ikke forestille mig, at det er det, som Socialdemokraterne vil, og som de er på vej ud i.

Hr. Flemming Møller Mortensen.

Nu gik mit spørgsmål jo ikke på noget med, om hvad der var dyrt og hvad der var billigt, men skal jeg forstå det sådan, at hvis tallene viser sig at være rigtige, når vi nu får kigget på dem, og det synes jeg er helt rigtigt at gøre i udvalgsarbejdet, og man ser, at der rent faktisk går op til fire gange så lang tid end den, der står foreskrevet, efter at tilladelsen er givet, til at afsoning med fodlænke starter, så synes hr. Karsten Nonbo også, at det er et problem, som er uacceptabelt? Er det korrekt tolket?

Ordføreren.

Jamen jeg kan stadig væk ikke se andet, end at hvis vi kan spare ressourcer ved at flytte folk fra en fængselscelle i 5 måneder til en fodlænke i 5 måneder, og det bør der være noget ressourcebesparende i, så vil det være et spørgsmål om at flytte de ressourcer derhen, hvor de så skal bruges. Og når det så oven i købet er billigere pr. plads, jamen så er det jo en win-win-situation, hvor man måske både kan få plads til mere personale i fængslerne og mere personale til den udvidede brug af fodlænkeordningen, som der jo helt sikkert vil blive behov for, hvis der er flere, der bruger den.

Tak til ordføreren. Så er det Socialdemokraternes ordfører, fru Karen Hækkerup.

Fodlænken er en rigtig god ordning, hvor de, som skal afsone en kortere straf, har mulighed for at afsone i deres eget hjem, hvis de altså er tilknyttet enten en uddannelse eller arbejdsmarkedet. Det vil sige, at der er en garanti for, at de kommer ud af deres hjem og altså ikke sidder i hjemmet 24 timer i døgnet.

Når man afsoner med fodlænke, har man egentlig nogle ret strenge vilkår. Man har selvfølgelig udgang, når man skal gå på arbejde, man har bestemte klokkeslet, hvor man skal være inde, og overskrider man bare med et enkelt minut, går alarmen. Der er altså tale om en intensiv overvågning af de her mennesker, som der selvfølgelig også skal være, når der er tale om en straf, der skal afsones, og alternativet er en fængselsafsoning.

Derfor synes jeg alligevel, der er grund til, at vi ser på kvaliteten af den fodlænkeordning, som vi har. Jeg havde, som jeg sagde tidligere, fornøjelsen af i går at køre med rundt på kontrolbesøg og være med til at se, hvordan det er ude i den virkelige verden. Og fra den virkelige verden skal jeg hilse og sige, at ordningen fungerer godt. Folk er glade for den, men der er også det aber dabei, at de, som sidder alene i deres hjem, føler sig meget isoleret. Dem, der ikke får besøg af venner, dem, der ikke har familie, dem, der kun ser Kriminalforsorgen, når de kommer på besøg en gang eller to om ugen, når man skal blæse i alkometeret, føler sig meget isoleret. Og spørger man, hvordan det ville være at sidde i 5 måneder, så er svaret, at så ville et fængsel faktisk være at foretrække, fordi et åbent fængsel, hvor man ville få udgang i weekenden, hvor man ville kunne have kammeratligt samvær, og man ville kunne gå en gårdtur, faktisk er mere nænsomt, end når man sidder i en etværelses lejlighed, og man sidder der hele tiden og ikke kan gå ud.

En af dem sagde sådan til mig: Jeg havde egentlig troet, at når nu jeg skulle afsone, så ville jeg få malet, og jeg ville få ryddet lidt op, men jeg har det ligesom dengang, jeg var arbejdsløs, jeg kan ingenting, jeg er rigtig lad, og jeg sidder bare og ser fjernsyn. Det er der heller ingen ting i vejen med, og jeg mener, at fodlænkeordningen er en udmærket straf og et rigtig godt alternativ til dem, som er i beskæftigelse eller er i arbejde, men når vi udvider ordningen fra 3 til 5 måneder, bliver vi nødt til at tænke på, hvad det er for et tilsyn, vi har med de mennesker, som sidder i ordningen, og som altså føler den her isolation, som vi bliver nødt til at tage alvorligt. De føler ikke, at de får særlig lange tilsynssamtaler. I øjeblikket er belægget i Kriminalforsorgen 130 pct. i hovedstadsregionen, hvilket vil sige, at de 1-3 besøg, vi har bestemt man skal have, oftest ender med et enkelt besøg om ugen af få minutters varighed. Vi har ingen løsladelsessamtaler i forbindelse med, at folk skal have fodlænken af og skal videre osv., ingen planlægning af, hvordan man skal klare et liv efter afsoning, hvor man kommer ud af den her i isolation, og hvor man altså skal i gang med et liv også uden for kriminaliteten.

Vi har ingen støtte til de afsonere, som har børn. Når folk, der har børn, kommer i fængsel, har vi forskellige støtteapparater, støttefunktioner, hvor man kan få hjælp. Den hjælp findes ikke i fodlænkeordningen, og det er også et problem, der bliver peget på. Der er ingen ekstern supervision af de ansatte, som kører rundt, selv om de oplever, at deres arbejdsdag er meget presset, og at de tit må gå hjem med ondt i maven, fordi der var noget, de gerne ville have gjort, som ikke kunne lade sig gøre, og så når de det simpelt hen ikke, og derfor er sygefraværet i fodlænkeordningen stærkt stigende.

Derfor synes jeg, det er bekymrende, at man – alle de gode ting i fodlænkeordningen til trods – vil udvide den nu fra 3 til 5 måneder uden at tilføre yderligere ressourcer. Der er tale om en ordning, som har kvaliteter, som fungerer rigtig godt, men hvor de ansatte kører på pumperne, og hvor der ikke er plads til, at man udvider ordningen inden for de nuværende ressourcer. Man kunne lette nogle ting administrativt. Bl.a. kunne man sørge for, at folk, der tidligere har fået afslag på at afsone i åbent fængsel, ikke skal have adgang til at søge en egnethedsvurdering, og at man derfor ikke skal bruge tid på det. Man kunne også sørge for, at der går kortere tid, fra en tilladelse er givet, til folk skal ind at afsone, så de mange ændringer, der ellers kommer, ikke skal ind i systemet.

Der er mange ting, som jeg har stillet spørgsmål til allerede nu, som er sendt af sted, og som jeg håber vi kan tage i udvalgsbehandlingen, men jeg vil gerne advare mod at tro, at man kan udvide ordningen og bare stille sig herop på Folketingets talerstol og sige, at det her er et godt alternativ, og at det kører vi bare med, når man ved, hvad konsekvenserne vil være ude i den virkelige verden, hvor medarbejderne kører på pumperne, og hvor de, som afsoner med fodlænken, synes, at 5 måneder godt nok er lang, lang tid.

Så har vi et problem, som drejer sig om tidsfrister. Vi har faktisk i loven nogle tidsfrister for, hvis man eksempelvis skal afsone en voldsdom. Så må der maks. gå 30 dage, fra tilladelsen er givet og til afsoningen begynder. Det er i dag gennemsnitligt 4 måneder, man venter. De mennesker, jeg var ude at besøge i går, afsonede for noget kriminalitet, som lå mellem 1 år og 1½ tilbage. Det er lang tid at vente, og derfor må man sige, at hvis man udvider fodlænkeordningen uden at tilføre yderligere ressourcer, så må man forvente, at folk vil skulle vente endnu længere. Derfor vil jeg gerne advare mod, at man trykker på den grønne knap, uden at vi har haft en debat om ressourcer, og vil man ikke tilføre yderligere ressourcer til fodlænkeordningen, er det mindste, man kan gøre, at tage en debat om, om vi i de regioner, vi bruger fodlænken i Danmark, har den korrekte fordeling, fordi hovedstadsområdet er så hårdt ramt med en belægning på 130 pct.

Tak til ordføreren. Så er det Dansk Folkepartis ordfører, fru Marlene Harpsøe.

I Dansk Folkeparti er vi som udgangspunkt ikke overvejende positive over for, at kriminelle kan afsone hjemme med fodlænke. Men vi kan se en fordel ved det, når det gælder personer, som ellers er velfungerende, og som er i arbejde eller beskæftigelse. I de tilfælde kan afsoning med fodlænke medvirke til, at den dømte kan fastholde sit arbejde og dermed sit forsørgelses- og eksistensgrundlag i samfundet.

Som tidligere ordførere har været lidt inde på, bunder det her lovforslag i en aftale mellem partierne i kredsen om flerårsaftalen for kriminalforsorgen. I denne kreds er der opnået enighed om at udvide fodlænkeordningen, således at personer, der har fået en frihedsstraf på op til 5 måneder, kan afsone dommen derhjemme. Men det er dog kun, hvis den dømte lever op til en række betingelser og vilkår, og to af betingelserne er f.eks., at den dømte skal være i beskæftigelse, og at hvis der er andre i hjemmet over 18 år, skal de personer godkende, at man kan afsone i hjemmet.

En udvidelse af fodlænkeordningen vil frigøre ressourcer og fængselspladser til de mere hårde kriminelle. Flere steder har der været problemer med sikkerheden i fængslerne. Nogle afdelinger i de åbne fængsler har i stigende grad oplevet, at kriminelle tæskehold er trængt ind på fængslets grund for at få fat på indsatte, som de gerne vil have fat i. Desværre er det lykkedes for nogle af disse tæskehold at trænge ind, og derfor er der hårdt brug for at skærpe sikkerheden i fængslerne.

Samtidig har bandekrigen fyldt de lukkede fængsler og sendt en bølge af hårde kriminelle over i landets åbne fængsler, hvilket selvfølgelig også bevirker, at sikkerheden må øges. Sikkerheden i fængslerne skal være i top, så vi ikke bare hindrer, at mennesker kan trænge ind, men så vi også hindrer, at de indsatte kan trænge ud af fængslerne.

Dansk Folkeparti har endvidere bemærket, at ministeren har tænkt sig at ændre den administrative praksis, som angår den dømtes mulighed for at få tilladelse til 2 timers dagligt ophold uden for boligen på aktivitetsfrie dage som i weekender. Ministeren har tænkt sig at udvide den praksis, så den dømte alt efter tidspunktet for strafafsoningen kan få tilladelse til op til 8 timers dagligt ophold uden for boligen. Det er vi i Dansk Folkeparti lidt betænkelige ved, og vi vil derfor gerne i udvalgsbehandlingen have afklaret begrundelsen for at udvide de dømtes muligheder for netop det.

At afsone en dom skal være at afsone en dom. Det skal ikke være en feriekoloni, og Dansk Folkeparti ser som udgangspunkt ikke nogen grund til, at personer, der afsoner med fodlænke, skal have bedre muligheder for tilladelse til fritidsaktiviteter uden for afsoningsstedet end dømte, der afsoner i fængsel eller arresthus.

Dansk Folkeparti kan støtte forslaget, men vi ønsker en nærmere udredning af, hvad ministeren præcis har tænkt sig med udvidelsen af de dømtes muligheder for at tilbringe tid uden for hjemmet.

Fru Karen Hækkerup for en kort bemærkning.

Nu vil jeg prøve at spørge til noget, som jeg kunne forestille mig at Dansk Folkeparti ville have interesse i.

Vi har nogle regler, der hedder, at man skal ind at afsone en voldsdom, maks. 30 dage efter at tilladelsen er givet. Da jeg i går var ude på besøg i Fodlænken, fik jeg at vide, at det ikke finder sted. Sådan er det bare ikke. Der er slet ikke tid til det. Man kommer ind langt senere. Det betyder, at den straf, man skal ind at afsone, ligger lang tid tilbage. Det betyder også, at de ofre, der går rundt, som altså er ofre for eksempelvis voldsforbrydelser, kan risikere at møde deres voldsmand på gaden, fordi folk ikke er sendt ind til afsoning.

Det er et argument, som jeg tænker at Dansk Folkeparti vil kunne forstå og vil kunne forholde sig til, så derfor vil jeg egentlig spørge: Synes Dansk Folkeparti, at det er i orden, at ofre skal risikere at rende på deres voldsmand så lang tid efter, fordi afsoningen ikke er sat i gang, selv om vi har nogle regler for, at det skal den være?

Ordføreren.

Nu, hvor det er, fru Karen Hækkerup nævner det, bliver vi selvfølgelig i Dansk Folkeparti opmærksomme på det. Men for at få ned på papir, hvad der helt præcis er op og ned i den her sag og for at være sikre på, hvad sammenhængen er, vil vi i Dansk Folkeparti stille et spørgsmål under udvalgsbehandlingen om det.

Når det er, man har været offer for f.eks. vold eller voldtægt, er det stærkt ubehageligt at skulle møde gerningsmanden nede i byen, hvor man handler ind, og det er bestemt ikke rart. Derfor er det klart, at jo hurtigere en person kan komme ind at afsone den dom, som vedkommende er blevet idømt, jo bedre er det også.

Fru Karen Hækkerup.

Nu er den her aftale om udvidet fodlænkeordning, som ordføreren sagde, lavet imellem regeringen og Dansk Folkeparti. Socialdemokraterne og den øvrige opposition har ikke adgang til det bord, hvor man diskuterer de her ting og sager. Selv om vi fra Socialdemokraternes side har sympati for, at man vil udvide ordningen, så er jeg virkelig bekymret for, at man udvider den, på trods af at man altså allerede nu har et belæg på 130 pct., at de ansatte løber sig staver i livet, og at de slet ikke har tid til at levere den kvalitet i deres arbejde, som egentlig er nødvendig, hvis man skal få de kriminelle til at bevæge sig væk fra en kriminel løbebane og de skal ende som gode samfundsborgere efter en straf.

Derfor er mit spørgsmål nu: Når ordføreren til mit første spørgsmål svarede, at det er et problem, hvis der går for lang tid, inden man afsoner en straf, efter at der er givet en tilladelse – vi har faktisk nogle regler, der siger, at der skal gå maks. 30 dage efter eksempelvis en voldsdom – synes ordføreren så ikke også, at vi bliver nødt til at se på ressourcerne? Når nu man udvider fra 3 til 5 måneder, siger det sig selv, at der vil komme flere, der skal have fodlænke på, at ventetiden vil stige yderligere, at der vil være færre kontrolbesøg pr. indsat, og dermed vil kvaliteten i hele fodlænkeordningen falde. Hvad siger ordføreren til det?

Ordføreren.

At man udvider den her fodlænkeordning fra 3 til 5 måneder, betyder jo nødvendigvis ikke, at kvaliteten i det arbejde, som de forskellige tilsynsmyndigheder m.v. gør, falder og bliver dårligere.

I forhold til det med forligskredsen er det jo rigtig nok, at Dansk Folkeparti har været med til at finde pengene til det her så at sige. Det har vi gjort ved at sige ja til, at fodlænkeordningen bliver udvidet, og derfor har vi også været med til at sikre, at der nu bliver en skærpet sikkerhed i fængslerne. Der har jo været problemer. Bandekrigen, som politiet har kørt en meget hård indsats imod, har jo betydet, at der er flere af de her bandekriminelle, som kommer i fængsel. Det er jo positivt, men det har selvfølgelig også betydet, at der er blevet behov for flere af de her meget sikrede pladser i fængslerne og arresthusene. Derfor er vi i Dansk Folkeparti også gået med til den aftale.

Hr. Flemming Møller Mortensen for en kort bemærkning.

Jeg vil blot spørge ordføreren, fru Marlene Harpsøe: Hvilke penge er det, Dansk Folkeparti har været med til at sikre til den her ordning, fordi så vidt vi ligesom kan se fra socialdemokratisk side, er der ikke lagt nye penge over til fodlænkeordningen, om end den skal udvides til de 5 måneder?

Ordføreren.

Jeg vil da gerne præcisere det, jeg sagde. Det, som Dansk Folkeparti har nikket ja til, er, at for simpelt hen at sikre, at man får en højere sikkerhed i fængslerne, hvor der nu er flere og flere bandekriminelle, som kommer ind og afsoner en dom, har vi valgt at sige, at vi så til gengæld forlænger fodlænkeordningen, så personer, der bliver idømt en frihedsstraf på op til 5 måneder, kan afsone i fodlænke. Det betyder jo så, at der er en gruppe, som ikke skal i fængsel og afsone, men kan afsone med fodlænke derhjemme. Det er klart, at det jo så vil frigøre nogle ressourcer, det vil frigøre nogle pladser internt i kriminalforsorgen, altså i fængslerne, og det er jo så det, man skal bruge til at sikre, at sikkerheden bliver forøget i fængslerne.

Hr. Flemming Møller Mortensen.

Faktum er, at presset på og kapaciteten i hele fængselsvæsenet ikke modsvarer det, der er behovet. Så hvor er det, Dansk Folkeparti ser, at pengene til fodlænkeordningen kommer ind? Kan vi være sikre på, at Dansk Folkeparti vil gå frem og kæmpe for, at pengene skal være der? For ensbetydende med kvalitet og kapacitet er jo, at ressourcerne er til stede. Er det en holdning, som Dansk Folkeparti deler?

Ordføreren.

Nu er det sådan, at det er Kriminalforsorgen, der selv sidder og finder ud af, hvilke midler der skal gå hvorhen. I Folketinget har vi lavet en flerårsaftale for Kriminalforsorgen, som stadig løber, og der er det så op til Kriminalforsorgen selv at finde ud af, hvordan de forskellige ting så skal køre. Det er jo det ansvar, som de har, og det kan vi ikke gå dem for meget på klingen med. Jeg har sådan set også tillid til, at man selv kan finde ud af det i Kriminalforsorgen.

Fru Karina Lorentzen Dehnhardt for en kort bemærkning.

Jamen jeg har bare et simpelt og lille spørgsmål: Når der nu kommer 60 ekstra fodlænker, betyder det så, at der bliver mere eller mindre arbejde til Kriminalforsorgen?

Ordføreren.

Hvis der kommer 60 ekstra fodlænker? Jeg ved ikke lige præcis, hvor mange ekstra fodlænker der kommer, men jeg går ud fra, at hvis der er personer, som afsoner med fodlænker – og dem bliver der flere af – er det jo klart, at der bliver lidt mere at lave lige i forbindelse med fodlænkeordningen. Og samtidig med at politiet laver et rigtig godt stykke arbejde i forhold til bandekriminaliteten og får flere og flere bandekriminelle dømt, bliver der selvfølgelig også et øget pres på fængslerne. Og der skal vi selvfølgelig også sørge for, at der er plads til de her bandekriminelle, så de kan afsone deres straf i fængslerne.

Fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Vi fik slået fast, at de 60 fodlænker, som det er planlagt at indkøbe, vil give mere arbejde til Kriminalforsorgen for dem, som sætter fodlænkerne på. Er vi så ikke også enige om, at hvis det arbejde skal kunne løses, er der noget andet, man ikke kan gøre, der er noget andet, man ikke har tid til? Ergo vil kvaliteten af det arbejde falde.

Det kan godt være, at det ikke giver færre kontrolbesøg, fordi det jo ligger i lovgivningen, at der skal være bestemte kontrolbesøg, men kvaliteten af besøgene vil falde. Dermed risikerer vi at forspilde de gode erfaringer, der er med fodlænkeordningen. Vil Dansk Folkeparti på den baggrund ikke være villig til sammen med oppositionen at finde de penge?

Ordføreren.

Det er ikke Dansk Folkepartis indtryk, at kvaliteten af fodlænkeordningen vil falde. Der kører stadig væk også nogle undersøgelser, de er i gang, der er i hvert fald en, som vi også ser frem til i Dansk Folkeparti at se erfaringerne fra. Vi håber da også på, at man om et par år vil se erfaringerne med den udvidelse af fodlænkeordningen, som vi sådan set er i gang med at lave her ved en regulering.

Fru Lone Dybkjær for en kort bemærkning.

Det er mest en bemærkning til logikken i det. Der kommer flere fodlænkefolk, om jeg så må sige, og der kommer ikke flere ansatte. Hvordan tror Dansk Folkeparti at det vil gå, når det er tilfældet? Tror Dansk Folkeparti ikke, at så må der på en eller anden måde være noget, der skal udgå? For ellers må der jo være tale om en overbemanding på nuværende tidspunkt.

Ordføreren.

Nu er det sådan, at vi har lagt ansvaret ud til Kriminalforsorgen, og de må jo håndtere de her forskellige ting efter det ansvar, som vi har lagt i hænderne på dem. Og det har vi sådan set tillid til i Dansk Folkeparti at de kan finde ud af. Jeg synes, det er en god flerårsaftale, som vi har lavet på området, og den står vi selvfølgelig vagt om hos Dansk Folkeparti.

Fru Lone Dybkjær.

Nu kan Kriminalforsorgen normalt ikke ytre sig uden om Finansministeriet og andre gode ministerier. Derfor spørger jeg fru Marlene Harpsøe: Tror fru Marlene Harpsøe, at der kan laves samme kvalitet, når der kommer flere fodlænkefolk, men ikke flere, der skal føre tilsyn og tale med de pågældende personer? Og hvis fru Pernille Harpsøe tror, at det er tilfældet, altså at kvaliteten ikke bliver dårligere, mener fru Pernille Harpsøe så ikke, at der er tale om en overbemanding på nuværende tidspunkt?

Husk, at det er fru Marlene Harpsøe. Ordføreren.

Det er sjovt, det her er ikke det eneste sted, jeg nogle gange bliver kaldt Pernille, så det er o.k.

Men det at man udvider fodlænkeordningen, som man gør her, så der højst sandsynligt er flere, der skal afsone deres domme i fodlænker, betyder ikke nødvendigvis, at kvaliteten af netop fodlænkeordningen bliver forringet. Kriminalforsorgen har sådan set et ansvar for at sikre, at kvaliteten også er i orden på det her område. Og det må vi huske på jo er et ansvar, som vi har givet dem at sikre, og det er jo noget, som vi i Dansk Folkeparti bakker op om.

Tak til ordføreren. Så er det SF's ordfører fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Jeg har ligesom min kollega, fru Karen Hækkerup, taget imod tilbuddet om at komme ud at køre med de folk, som sætter fodlænker på; de kalder det, de gør, intensiv overvågning. Det kan jeg varmt anbefale mine kolleger; det er faktisk rigtig, rigtig interessant og giver et godt indblik i, dels hvad det er for nogle personer, som afsoner med fodlænke, dels hvordan arbejdet foregår.

Jeg tror, man nogle gange har sådan en ukuelig optimistisk tro på, at noget teknologi kan løse en masse problemer. Vi snakker om fodlænker og GPS-lænker og overvågning, og det sætter vi så vores lid til. Jeg tror, man nogle gange glemmer, at der bag de her teknologiske vidundere faktisk skjuler sig et godt stykke arbejde, et godt stykke håndværk. Der er faktisk rigtig meget arbejde, administrativt og opfølgningsmæssigt, forbundet med det at have den den her fodlænkeordning kørende. F.eks. skal man lave en egnethedsvurdering, hvor man skal afklare, om personen er egnet til at kunne afsone med fodlænke. Det kræver selvfølgelig, at man spørger nærmere og dybere ind til en lang række forhold og udfærdiger nogle rapporter, og det er ikke et arbejde, som det bare lige lader sig gøre at udføre med venstre hånd. Der er en del kørsel. Fodlænkeafsonerne bor selvfølgelig ikke inden for samme geografiske område, og det betyder, at ruterne kan blive ganske lange; der er mange timer på vejene. Man har samtaler med dem, som afsoner med lænken, og der er et stort behov for det, som fru Karen Hækkerup også redegjorde for. Rigtig mange føler sig isolerede og føler en stor lettelse ved, at der endelig kommer et menneske og taler med dem.

Jeg var ude hos nogle, som afsoner på kollegieværelser – det er en meget god idé, fordi man kan passe sin uddannelse. Men det er ret lang tid at være indespærret på 12 m² uden at kunne se nogen som helst andre og måske uden at modtage besøg. Den ene var i hvert fald en, som ikke hørte hjemme i Danmark – nu vil jeg ikke nævne nationaliteten, for så kan det være, jeg går ud over det, jeg egentlig må sige; men hans familie kommer i hvert fald ikke lige på besøg, vil jeg sige. Så det er meget, meget ensomt. Han havde fået sat et køleskab og et par kogeplader ind, så han kunne afsone der. Det er bare for at sige, at der måske er behov for, at vi også kigger på, om man kan koble det her sammen med en besøgsvenordning eller med mentorer, som vi i SF tidligere har foreslået at man skulle se på i forbindelse med Kriminalforsorgen i Frihed. For der er altså et rigtig, rigtig stort behov for at følge op, og det tror jeg ikke bliver mindre af, at man skal sidde helt op til ½ år.

Jeg har tidligere ladet mig fortælle af fru Anne Baastrup, som er vores tidligere retsordfører, at der vistnok findes nogle undersøgelser, der viser, at man maksimalt bør bruge fodlænke i op til 6 måneder, fordi folk simpelt hen bliver påvirket af det psykisk, bliver skøre af det, hvis man udstrækker det over længere tid. Jeg kunne godt tænke mig, at vi fik gravet lidt dybere i de her resultater; det er i hvert fald noget, som vi i SF vil spørge ind til under udvalgsarbejdet.

Der bliver også mere papirarbejde, når man skal til at håndtere prøveløsladelser, som man jo skal, når den her ordning bliver udvidet. Man vil skulle tage stilling til en lang række ting som boligforhold, økonomi, uddannelse osv., så der bliver mere arbejde. Virkelighedens verden er, at fodlænkeordningen formentlig nok er et godt redskab, men jeg tror ikke, at vi kan udvide den, i hvert fald ikke i Københavnsområdet, uden at vi også siger, at der følger ressourcer med, hvis vi mener det her alvorligt. Hvis formålet og de gode resultater ikke skal forspildes, tror jeg, det er afgørende, at vi sikrer, at kvaliteten og de gode samtaler kan bevares, og det kan de faktisk nærmest ikke engang på nuværende tidspunkt, fordi man er så pressede. Det bliver ikke bedre af, at der kommer 60 flere fodlænker. Der er en overbelægning på 135 pct.; det har været nævnt flere gange, og det gør altså, at de er utrolig pressede på deres arbejde. Jeg vil i hvert fald have rigtig, rigtig svært ved at lægge navn til forringelser på det her område.

Der bliver også peget på, at nogle af de klienter, der kommer, formentlig vil være tungere, fordi vi udvider til 5 måneder. Så det vil være grovere forbrydelser, og det kræver også ekstra. Jeg vil i hvert fald gerne se eksempler på, hvad det er for nogle sager, som nu vil kunne give fodlænke. Det vil jeg også spørge ind til under udvalgsarbejdet. Det er afgørende, at vi får støttet de her mennesker, som måske også risikerer at lide af ADHD og andre personlighedsforstyrrelser, på den rigtige måde.

Jeg vil gentage det, som jeg sagde i spørgsmålet før: Jeg synes, det her er resultatet af usammenhængende retspolitik. Det er regeringen, som har gjort en, synes jeg, fornuftig indsats med hensyn til bandepakke og politi, hvilket betyder, at politiet faktisk fanger flere og sætter dem i fængsel; der er flere, der kommer til at stå til ansvar, og det er fornuftigt nok. Men det er ikke fornuftigt nok, når man ikke kan forudse den situation og ikke vil gøre det, der skal til i Kriminalforsorgen. Det håber jeg meget vi får mulighed for at diskutere lidt mere indgående med hinanden.

Fru Marlene Harpsøe for en kort bemærkning.

Det lyder jo næsten, som om ordføreren for Socialistisk Folkeparti ikke så gerne så, at der var den her mulighed for fodlænkeordning, fordi de her mennesker, som afsoner med fodlænke – hvilket de faktisk kan ansøge om frivilligt – egentlig hellere burde sidde i fængsel, for der har de meget bedre forhold. Det stiller jeg mig sådan lidt undrende over for, for jeg har da ellers hørt Socialistisk Folkeparti være meget varme fortalere for fodlænkeordningen. Så er det her et tilbagetog, eller står man stadig væk ved det, man mener?

Ordføreren.

Det er ikke et tilbagetog; vi er faktisk er oprigtigt optaget af at sikre, at den her ordning bliver til alles bedste. Lige nu må vi konstatere, at man er meget trængt på ressourcerne og ikke kan få den kvalitet i det, som man ønsker at levere derude. Det er jo ærgerligt, hvis vi skal forspilde alle de kræfter, vi sætter ind for at begrænse kriminalitet, og det kan jeg ikke forstå at Dansk Folkeparti ikke er optaget af.

Men jeg vil godt sige, at SF jo faktisk foreslog, at vi skulle kunne udsluse folk med en fodlænke. Det tror jeg ville være rigtig, rigtig fornuftigt, for der har man ligesom lært folk at kende inde i fængslerne og har fået sat lidt skik på nogle forskellige forhold. Og en udslusning ville faktisk medføre, at man stillede bestemte krav til en bolig og bestemte krav til aktiviteter osv. Så man ville kunne sætte den her proces i gang på en lidt bedre måde end ved at udvide med tungere klienter i den anden ende.

Fru Marlene Harpsøe.

Ordføreren for Socialistisk Folkeparti var i sin ordførertale inde på, at det var meget synd for de her personer, som sad derhjemme med fodlænke på og afsonede en dom, fordi de ofte var meget isolerede. Men nu er det sådan, at jeg har læst det her lovforslag, og der fremgår det bl.a., at man skal være i beskæftigelse for overhovedet at kunne få lov til at bære fodlænke og afsone med fodlænke derhjemme. Så det vil sige, at man jo rent faktisk kommer uden for døren. Man har da vel også kolleger på sin arbejdsplads, og hvis man har en familie derhjemme, som har givet tilladelse til, at man kan afsone derhjemme, har man da i høj grad også mulighed for at kunne være sammen med dem. Derudover er der jo mulighed for i den første tid af afsoningen derhjemme, at man rent faktisk kan komme ud i den skinnende sol hver weekend flere timer dagligt. Er det noget, man slet ikke har bemærket i Socialistisk Folkeparti i det lovforslag, som vi her behandler?

Ordføreren.

Jo, det har jeg skam bemærket, og jeg tror også, det fungerer fint for nogle. Jeg var bl.a. ude at besøge en ung dreng, der afsonede hjemme hos sine forældre. Der er jo mennesker omkring ham hele tiden, men der er personer, som er så udsatte, at de måske har brændt alle broer til familien, og der er måske heller ikke særlig mange venner, der hænger ved osv. De vil være meget, meget isolerede, og ligesom vi er bekymret over isolationsfængsling og prøver at afbøde virkningerne af det, burde vi måske også tænke lidt videre, når nu det er, at vi udvider til 5 måneder. For 5 måneder er rigtig, rigtig lang tid, hvis de sociale forhold i hvert fald ikke tilsiger, at der kommer anden kontakt i de mange timer, man er overladt til sig selv. Der er det, jeg siger, at vi godt kunne prøve at tænke ind, hvordan man kunne sammenkoble det her med besøgsordninger eller mentorordninger. Jeg prøver sådan set at lave den bedste ordning, for jeg er optaget af, at der er flere, der opgiver deres kriminalitet, kan fastholde deres uddannelse og deres arbejde og komme ud på en fornuftig måde bagefter.

Tak til ordføreren. Herefter er det den konservative ordfører, hr. Tom Behnke.

Elektronisk fodlænke er jo en afsoningsform, som vi i Danmark har adopteret fra det store udland. Jeg kan huske, at jeg tilbage i 1995 fremsatte forslag om, at vi skulle have muligheden for elektronisk fodlænke i Danmark. Dengang var der ikke rigtig nogen, der syntes, at det var en god idé, men i forbindelse med et regeringsskifte blev det til en god idé, og så er det en ordning, som er blevet indført.

I første omgang lavede man ordningen, sådan at det var op til højst 3 måneders domme, man kunne afsone på den måde og kun for visse former for kriminalitet. Det blev så efterhånden udvidet til, specielt når det drejede sig om unge mennesker, at det var op til 3 måneder, uanset hvad det var for en kriminel handling, de havde begået. Det blev så efterhånden også udvidet til, da man opdagede, at ordningen faktisk fungerede ganske hensigtsmæssigt og godt, at det var alle former for domme op til 3 måneder, der kunne afsones med elektronisk fodlænke i eget hjem. Nu udvider vi så den ordning til 5 måneder.

Det, man skal være opmærksom på, og som jeg synes er ret vigtigt at få præciseret, er jo altså, at det her ikke er noget, som alle kan få lov til, og det er heller ikke alle, der har lyst til det. Hvis ikke man har lyst til det og ikke vil det, skal man det heller ikke. Men man har altså som dømt den mulighed at ansøge om at få lov til at afsone i eget hjem med elektronisk fodlænke. Hvis man vel at mærke som person er egnet til det, hvis boligen er egnet til det, og hvis der er en lang række vilkår, som bliver opfyldt, kan man få lov til at gøre det efter ansøgning. Men det er altså kun, hvis det er sådan, at man vurderer, at betingelserne og vilkårene er til stede, at det kan lade sig gøre.

Hvorfor er det så, det er en god idé at afsone i eget hjem med fodlænke? For det første kan der være alle de økonomiske betragtninger om, at man jo lige så godt kan bruge lys, vand, varme og sådan noget derhjemme frem for at sidde i fængslet og gøre det, men der er sandelig også den menneskelige side af det, resocialiseringen, altså det, at man har mulighed for at bevare sit arbejde, at man har mulighed for at fortsætte sin uddannelse, hvis man er i gang med den, man har muligheden for at bevare den tætte kontakt til sin familie, således at man ikke er væk fra familien i nogle måneder og så pludselig kommer hjem og dumper ind af døren, og hvad er der så sket i den mellemliggende tid?

Så hele resocialiseringsspørgsmålet er også en vægtig grund til, at vi har den elektroniske fodlænke, vel at mærke i de sager og i de tilfælde, hvor det kan ske helt ubekymret, altså hvor der ikke er nogen grund til at gøre andet end at sige: O.k., her kan man godt få lov til at afsone med elektronisk fodlænke i eget hjem.

Så skal der selvfølgelig være nogle regler, det er klart, og hvis de regler bliver overtrådt, skal der være en konsekvens. Hvis ikke man kan overholde reglerne om, at man f.eks. skal holde sig ædru, eller at man ikke må se nogle bestemte mennesker osv., eller hvis ikke man overholder de tider, hvor man skal være i hjemmet, så skal det selvfølgelig med det samme medføre, at man bliver overført til et egentligt fængsel, og så må man sidde der resten af tiden, hvis ikke man kan overholde de regler, der er.

Men den pligt gælder også den anden vej rundt. Kriminalforsorgen har selvfølgelig også en pligt til at sørge for at lave de tilsyn, der skal være, lave den vejledning, der skal være, sørge for, at der bliver fulgt op i forhold til den pågældende borger, som afsoner med elektronisk fodlænke i eget hjem. De ting skal selvfølgelig gå hånd i hånd.

Men det er vores opfattelse fra konservativ side, at vi her har med en rigtig god ordning at gøre, som vi gerne vil have lov til at bakke op om, og vi synes, at det er fint, at vi nu udvider den, fra at man kan afsone domme op til 3 måneder, til at man faktisk kan afsone domme helt op til 5 måneder med elektronisk fodlænke, vel at mærke, hvis det er sådan, at kriterierne er opfyldt.

Så har jeg lagt mærke til, at der i debatten i dag har været en hel masse diskussion om økonomi. Lad mig i den forbindelse sige, at det for det første af lovforslaget her fremgår, at det skønnes, at ordningen her har en merudgift på 10 mio. kr. Når der står i lovforslaget, at det har en merudgift på 10 mio. kr., betyder det jo, at Kriminalforsorgen skal tilføres de penge, medmindre man forestiller sig, at Kriminalforsorgen skal gå ud at låne de penge, og det kan de ikke. Så derfor er der selvfølgelig tale om, at de får tilført yderligere midler.

Men hvordan man så i Kriminalforsorgen internt fordeler midlerne og sørger for at løse opgaven tror jeg vi her i Folketinget skal afholde os fra at være meget præcise med, altså hvilke kroner der skal gå hvorhen. Når man laver den her ordning, vil det jo komme til at betyde, at der er nogle, der rykker fra at sidde i et egentligt fængsel til at kunne afsone derhjemme. Det giver jo nogle afledte besparelser, det kan ikke undgås, men det giver selvfølgelig også nogle nye udgifter, og der må det være Kriminalforsorgen, der inden for deres ramme, sørger for at få tingene til at hænge sammen. Og så har man altså, som jeg læser lovforslaget, lagt yderligere 10 mio. kr. oveni.

Derudover har der været den diskussion, der hedder: Hvad så med Kriminalforsorgens økonomi i det hele taget? Ja, der lavede vi jo en flerårsaftale for nogle år tilbage, hvor vi blev enige om at tilføre Kriminalforsorgen ganske betydelige midler i forhold til at øge sikkerheden, både for de indsatte og for de ansatte. Og det gjorde vi så. Samtidig bad vi dem også om, at de gerne lige med en tættekam måtte gå igennem, om der var nogen ting, der kunne effektiviseres. Det er der selvfølgelig mulighed for at gøre, og det er man så i fuld gang med at gøre i øjeblikket.

Så er der kommet en ny situation i kølvandet på den her bandekonflikt, og der har vi jo så bedt Kriminalforsorgen om for det første her på den korte bane at sige, hvad der er behov for her og nu, og for det andet på den lange bane at sige, hvad der er behov for sådan mere langsigtet, altså hvordan situationen ser ud om 5 år, om 10 år. Derudfra må vi jo så i forligskredsen træffe beslutning om, om Kriminalforsorgen skal have flere penge, men den tid, den glæde.

Fru Karen Hækkerup for en kort bemærkning.

Hr. Tom Behnke ved jo godt, at det er den sædvanlige hokuspokusøkonomi, som den borgerlige regering langer ud. Man har lige sagt til Kriminalforsorgen, at de skal skære ned med 60 mio. kr. – 60 mio. kr., som skal skæres på fængsler på alle afdelinger. Samtidig siger man så: Nu giver vi så med den anden hånd lidt ekstra til sikkerhed i åbne fængsler, og vi giver 10 mio. kr. til indkøb af fodlænker. Det er penge, man lige har sparet. Ergo er resultatet altså i den sidste ende, at de penge, man lige har fået, er nogle, man selv lige har været med til at aflevere.

Det betyder, at resultatet er, at der reelt ikke er yderligere ressourcer i kriminalforsorgen, og det vil der ganske givet heller ikke være til fodlænkeordningen. Det er et problem, når vi har et sygefravær blandt de ansatte, der stiger, når vi har mangel på eksempelvis ekstern supervision, og når man skal vente i mange måneder på at komme ind at afsone en voldsdom, selv om vi fra politisk side har sagt, at der maks. må gå 30 dage. Hvad vil ministeren sige til det? Sludder, nu kom jeg til at kalde ordføreren for ministeren, det er mine tanker, der flyver af sted. Hvad vil ordføreren sige til det?

Ordføreren.

Jeg er på det skarpeste nødt til at tilbagevise, at der er tale om hokuspokusøkonomi. Jeg kan simpelt hen ikke forstå, at man i et parlament overhovedet kan tillade sig at sige sådan noget. Så må man føre bevis for det. Hvad siger Rigsrevisionen til det udtryk? Man kan ikke tillade sig at bruge den form for begreber.

De effektiviseringer, der skal ske i Kriminalforsorgen, som skal ske i alle offentlige virksomheder, og som private virksomheder tager som en selvfølge, skal ske under alle omstændigheder. Men når vi så fra politisk side kommer og siger, at nu vil vi gerne noget nyt og noget mere, så tilfører vi de midler, der skal bruges i den forbindelse. Det er da ikke hokuspokusøkonomi, det er ansvarlig økonomi. Når man sidder i forligskredsen og tilrettelægger økonomien i Kriminalforsorgen, går man jo hele vejen rundt om Kriminalforsorgen, tilfører nogle penge, hvis der er behov for det, og beder om nogle effektiviseringer, hvis der er mulighed for det osv. Men at det er hokuspokusøkonomi, må jeg i den grad tage afstand fra.

Fru Karen Hækkerup.

Det er muligt, at De Konservative vil tage afstand fra det, men det er det, det er. Det er jo hokuspokusøkonomi, når man siger: Nu skal I aflevere 60 mio. kr. i Kriminalforsorgen, og så får I 10 mio. kr. til fodlænker. Der er tale om indkøb af fodlænker. Kan ordføreren svare på, hvad det koster at indkøbe 60 fodlænker? Kommer de her 10 mio. kr., der bliver givet ekstra, til at kunne dække det underskud, der er i dag, hvor man har et belæg på 130 pct.

Vi har nogle regler om, at dem, som er i fodlænke, skal have et til tre ugentlige besøg. Ved ordføreren, hvad det reelle tal, hvad angår besøg, er i dag? Ved ordføreren noget om, hvor lange de besøg er? Man når stort set ikke andet end at blæse i alkometeret, og så er de på vej videre. Det er ikke noget, de er glade for. Det er noget, de er nødt til. I virkeligheden ville de mennesker, der arbejder med fodlænkedømte, gerne gå ind at lave en social opfølgning, sørge for, at folk kom videre, sørge for, at deres familieliv hang sammen, så de ikke faldt tilbage i kriminalitet efter endt afsoning, sørge for, at der var løsladelsessamtaler, så der var styr på det. Alle de her ting ender med at blive enten skåret væk eller barberet ned til det rene ingenting, og så står vi tilbage med en ordning uden kvalitet. Er det det, De Konservative er interesseret i?

Ordføreren.

Næh, det er det ikke, men nu går det op for mig, hvor kæden hopper af. Når man undlader at læse lovforslaget og lovforslagets bemærkninger, specielt om økonomi, når nu man er så interesseret i at diskutere økonomi, så er det klart, at man kommer ud ad en helt forkert vej. Når grundlaget ikke er i orden, bliver konklusionen selvfølgelig forkert. Der står, at det vil »medføre merudgifter for kriminalforsorgen i 2010 på i alt 10 mio. kr. til indkøb af udstyr og øgede personaleudgifter«. Det står der, så personaleudgifterne er regnet med. Det er ikke et spørgsmål om, at det her kun er til hardware, det er også til personale.

Derudover er der i det hele taget i Kriminalforsorgen en presset situation. Det har ikke noget med det her lovforslag at gøre, men det er der, på grund af at der er nogle bander, der ikke kan finde ud af at lade hinanden vil være i fred. Se, vi har jo bedt Kriminalforsorgen om at lave en gennemgang af det og komme med et fagligt og sagligt grundlag, så vi som politikere kan vurdere, hvor mange flere ressourcer Kriminalforsorgen skal have her og nu og på længere sigt. Det er ansvarlig økonomi, og når vi skal til at diskutere det, er jeg da helt overbevist om, at Socialdemokratiet vil være velkommen i den kreds, der skal lave flerårsaftalerne for Kriminalforsorgen.

Fru Karina Lorentzen Dehnhardt for en kort bemærkning.

Jeg kunne jo ikke lade være med lige at google et par oplysninger, og der fandt jeg faktisk frem til, at da man etablerede 150 fodlænkeafsoningspladser, kostede det 39 mio. kr., og det var vel at mærke kun til driften. Nu siger man så, at man kan etablere 60 pladser for 10 mio. kr. Det tror jeg er det, som vi på jysk ville sige er en rigtig god handel, hvis vi kunne få det til halv pris.

Det, der jo i virkeligheden er tale om her, er, at de 10 mio. kr. både skal bruges til drift og til indkøb af nye fodlænker. Det kan da ikke være andet end en forringelse, når man skønner, at der skal mange flere penge til. Det har man tidligere gjort, hvorfor så ændre på det nu?

Ordføreren.

På fuldstændig samme måde, som da man købte verdens første computere. Dengang var der stort set ingen mennesker, der havde råd til at købe dem, men efterhånden, som de bliver masseproduceret, og der bliver flere og flere, der bruger dem, falder stykprisen.

Hele basis, alt det fundamentale, alt det, der under alle omstændigheder skal være til stede, for at en ny ordning kan fungere, er jo til den samme pris. Når man så derefter lægger flere til, er det da klart, at stykprisen falder. Det er fuldstændig logisk matematik. Men det tror jeg da ikke at jeg skal stå og underholde med her.

Vi synes, det her er en god ordning. Jeg har også forstået, at SF synes, det er en god ordning. Så lad os da være sammen om at støtte, at vi udvider ordningen fra 3 måneder til 5 måneder. Det er det, lovforslaget går ud på.

Der er i lovforslaget sat penge af til ordningen, ikke kun til indkøb, men også til personaleudgifter. Det fik fru Karen Hækkerup lige sat på plads. Derudover har jeg og regeringen sagt, at vi i det hele taget diskuterer Kriminalforsorgens økonomi, men vi kan jo ikke stå og diskutere det her på et løst grundlag. Lad os få den faglige og saglige diskussion, når det grundlag er til stede.

Det, vi diskuterer i dag, er, om vi vil udvide de 3 måneder til 5 måneder. Det vil vi gerne fra De Konservatives side.

Fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Vi er bare optaget af, at der skal være lige så meget kvalitet i ordningen, som der hidtil har været, og at vi skal sikre den og helst også udbygge den.

De tal, som jeg her nævner, har ikke noget med etableringsomkostningerne at gøre, for de er pillet ud af det her. Og her skønnes det altså, at alene driften til 150 fodlænkeafsoningspladser er 39 mio. kr. værd, og nu skønner man så, at man både kan afholde etableringsomkostninger og drift for et beløb, der er halvdelen af det skønnede. Det hænger bare ikke sammen.

Jeg synes, at regeringens retspolitik er enormt usammenhængende, når man gerne vil lave en effektiv kriminalitetsindsats, der får folk i fængsel, men man vil søreme ikke sørge for, at det så er nogle ordentlige ordninger, de efterfølgende kommer til at afsone under. Det hænger simpelt hen ikke sammen for mig. Det beklager jeg.

Ordføreren.

Det skal jeg også beklage, men det kan vi nok ikke gøre noget ved her i dag. Så må vi jo se på, om folkeskolen kan blive bedre.

Det, der gør sig gældende, er, at der er nogle basale og fundamentale administrative omkostninger, som under alle omstændigheder vil være der. Om det er en eller er 500, så er der noget helt grundlæggende, der skal være på plads, og det er det, der gør, at de første pladser, man etablerede, var dyrere end de efterfølgende pladser. Jeg kan ikke skære det mere ud i pap, end jeg har gjort.

Den næste er, at jeg står med et lovforslag fremsat af regeringen. Som konservativ forholder jeg mig til det, regeringen skriver, nemlig at det her vil koste 10 mio. kr. Hr. Tom Behnke har ikke mulighed for at stå og sige: Det tror jeg simpelt hen ikke på er rigtigt; jeg tror da, det koster 12 mio. kr., for jeg har lige regnet tallene efter. Hvordan i alverden skulle jeg kunne gøre det? Som medlem af Folketinget må jeg tro på, at det her er rigtigt. Hvis der er nogle, der tror, at det her er løgn, må man stille spørgsmål om det, og så må vi have de præcise beregninger over i udvalget, og så kan vi forholde os til det. Her ved førstebehandlingen af et lovforslag er det politikernes opgave at forholde sig til, hvad man foreslår. Det har jeg gjort.

Jeg kan så forstå, at SF er enige i intentionerne i forslaget, men i øvrigt mener, at alt det, der står heri, er forkert. Det må vi jo så bare have afklaret under udvalgsarbejdet. Men det er en mærkelig diskussion at køre under en første behandling af et lovforslag.

Fru Lone Dybkjær for en kort bemærkning.

Det er sådan set også et spørgsmål om økonomien. For sådan som jeg læser det, er det eneste, man kan finde ud af i lovforslagets bemærkninger, at der står:

»Lovforslaget vil på den baggrund medføre merudgifter for Kriminalforsorgen i 2010 på i alt 10 mio. kr. til indkøb af udstyr og øgede personaleudgifter.«

Hvor pengene kommer fra, aner vi ikke noget om. Det er Kriminalforsorgen, der skal have de øgede udgifter, men ud over det aner vi jo ikke mere.

Ordføreren.

Hvis det var sådan, at Kriminalforsorgen inden for sit nuværende budget selv skulle have afholdt den her omkostning, ville man i lovforslaget have skrevet, at lovforslaget ikke giver nogen øgede omkostninger. Hvis det er sådan, at man i lovforslaget skriver, at det her giver øgede omkostninger, betyder det, at Kriminalforsorgen skal have en tillægsbevilling, for at de kan afholde de her udgifter.

Kriminalforsorgen er ikke en institution, der er i stand til at gå ud og optage lån. Derfor forventer man ikke, at de optager et lån til den her ekstraudgift.

Når det står i et lovforslag på den måde – det er rent lovforslagsteknisk – må man gå ud fra, at det betyder, at der kommer en tillægsbevilling på de 10 mio. kr. Jeg kan da ikke vide andet eller tro andet eller forholde mig til andet, for sådan har det været i alle de år, jeg har været i Folketinget. Når det fremgår af et lovforslag, at det giver øgede omkostninger, er det omkostninger, der bliver tilført. Det tror jeg også fru Lone Dybkjær ved. Men vi kan jo ikke blive ved med at stå og diskutere det her. Jeg er for det første ikke regeringen. Hvis man ønsker at diskutere med regeringen, så gør det. For det andet vil jeg spørge, om vi skal så langt ned i detaljerne her under førstebehandlingen. Lad os da tage den diskussion under udvalgsbehandlingen, hvor vi kan stille nogle skriftlige spørgsmål og få nogle skriftlige svar.

Nu har jeg redegjort for, hvordan proceduren er i et parlament. Hvordan proceduren er omkring et lovforslag. Hvordan jeg læser det, der står her. Hvad det er, regeringen har fremsat, og som jeg har forholdt mig til.

Fru Lone Dybkjær.

Jeg takker meget for hr. Tom Behnkes redegørelse. Det var selvfølgelig ikke noget, jeg anede noget som helst om i forvejen.

Det, der står her, er merudgifter på 10 mio. kr. for Kriminalforsorgen. Det er det, vi ved. Men vi ved ikke, hvor de 10 mio. kr. i besparelse så kommer fra. For normalt er det jo sådan med hensyn til det, der står her, at det så er en aktstykkebevilling, og det vil stort set altid indebære nogle besparelser inden for samme område.

Derfor synes jeg, at det ærlige er at sige: Vi ved ikke andet, end at vi påfører Kriminalforsorgen 10 mio. kr. i merudgifter. Vi ved ikke, hvor de skal komme fra.

Ordføreren.

Jo, det gør vi. Det er præcis det, jeg bliver ved med at sige: De kommer fra statskassen. Hvor man så henter pengene henne, om det er ved øgede indtægter, eller det er ved omlægninger, eller det er ved rationaliseringer, eller man har nogle puljer eller nogle reserver eller noget, man kan trække på, finder man ud af til den tid. Det er regeringens opgave at sørge for de ting.

Det, jeg kan konstatere her, er, at man åbent og ærligt skriver, at det medfører ekstra omkostninger. Man skriver det på en sådan måde i lovforslaget, at Kriminalforsorgen ikke behøver at være bekymret for, om de får pengene. De får pengene. Og det er den diskussion, der har kørt i dag, nemlig at Kriminalforsorgen ikke får ekstra midler. Jo, det gør Kriminalforsorgen, og det er det, vi forholder os til her.

Det næste er så finansloven, statens finanser. Det er en anden diskussion. Den tager vi til den tid. Så jeg plejer at sige: Den tid, den glæde.

Tak til ordføreren. Så er det den radikale ordfører, fru Lone Dybkjær.

For det første skal jeg lige huske at undskylde over for fru Marlene Harpsøe, at hun troede, at jeg sagde Pernille. Jeg kunne ikke drømme om at kalde fru Marlene Harpsøe for Pernille. Det er der mange gode grunde til, dem vil jeg ikke komme ind på her. Men det kan være, at jeg taler dårligt, og det skal jeg selvfølgelig beklage, for det gør jeg jo nok.

Så vil jeg godt tage den økonomiske tråd op. Jeg kan ikke læse andet i det her lovforslag, end at det medfører merudgifter for Kriminalforsorgen på 10 mio. kr. Der står intet om, hvor de 10 mio. kr. kommer fra. Jeg behøver jo ikke et langt foredrag for at få at vide, at Kriminalforsorgen ikke kan gå ud og låne. Det vidste jeg sådan set godt i forvejen. Men jeg synes da, at jeg har et berettiget ønske om at få at vide, hvor de 10 mio. kr. kommer fra.

Det vil jeg så spørge justitsministeren om: Hvordan bliver de 10 mio. kr. til Kriminalforsorgens øgede merudgifter dækket ind? Det er jo ikke ligegyldigt, om de kommer fra Kriminalforsorgen selv ved omlægning og besparelser eller tilsvarende, eller de kommer fra nogle reserver, der står på finansministerens konto. Det er jo fuldstændig afgørende, om de kommer det ene eller det andet sted fra. Da vi ikke er part i det forlig, aner jeg ikke, hvor de kommer fra.

Det, som vi også ved, er, at der engang på et tidligere tidspunkt blev vedtaget en dagsorden af regeringspartierne og Dansk Folkeparti – det var vel i begyndelsen af året – hvor det blev vedtaget, at der skulle komme en analyse af udgiftsområdet for Kriminalforsorgen. Jeg vil sådan set også godt spørge ministeren om, hvornår – det hedder ikke dagsorden, det hedder vedtagelse i vore dage, der er bare, fordi jeg er for gammel – det forslag til vedtagelse bliver en realitet, hvor der står, at man vil komme med en analyse af pengedelen i Kriminalforsorgen. Jeg vil gerne høre, hvornår den kommer. Jeg forstod, at den ville komme sådan her midt på året, men det er bare noget, jeg tror. Det er dybest set ikke noget, jeg ved. Jeg synes, det er ganske vigtigt, når man diskuterer det her.

Så vil jeg godt sige, at Det Radikale Venstre overordnet set er tilhængere af udvidelsen, men jeg indrømmer da gerne, at der jo er nogle betingelser i forbindelse med fodlænkeordningen, som selvfølgelig skal være opfyldt. Det vil vi så spørge ind til. Er det de samme betingelser som dem, vi har i øjeblikket? Er der steder – det har bl.a. fru Karen Hækkerup peget på – som virkelig er forsømt, og hvad kan vi så gøre ved de forsømte steder? Der er meget stor forskel hen over landet ifølge fru Karen Hækkerup. Jeg ved ikke noget om det. Jeg har ingen grund til at betvivle, hvad fru Karen Hækkerup siger, og så er det selvfølgelig vigtigt, at vi får en fornemmelse af, om vi kan fordele ressourcerne på en anden måde.

Tak til ordføreren. Så er det Enhedslistens ordfører, fru Line Barfod.

Vi har jo i Danmark under denne regering for første gang i mange, mange år oplevet, at man synes, at man skal frihedsberøve flere og flere mennesker. Tidligere havde vi en meget lang periode, 30 år, hvor alle partier i Folketinget var enige om, at vi ikke skulle sætte flere i fængsel. Uanset om kriminaliteten steg eller faldt, havde vi det samme antal fængselspladser. Men denne regering besluttede, at man ville følge USA's eksempel og gå i gang med bare at udbygge antallet af fængselspladser. I USA er det nu for første gang i 30 år – 40 år må det efterhånden være – stoppet. For første gang har der været en uge, hvor der ikke blev flere fængselspladser.

Jeg synes, det er på tide, at vi holder op med også at udvide antallet af frihedsberøvede. Jeg mener, at det er fornuftigt at gå i gang med at se på, hvordan vi bedst muligt bruger de mange forskellige måder, vi har, at straffe på, sådan at vi bruger nogle straffe, der virker, og sådan at vi ser på alle de tilfælde, hvor vi ikke mener at det er nødvendigt at spærre folk inde i fængsler. Så lad os bruge muligheden for samfundstjeneste, for konfliktmægling og for flere andre forskellige alternative straffe, betingede domme osv., så vi opnår en straf, der virker, i stedet for at vi bare bruger ressourcer på at frihedsberøve folk.

Vi kan så oven i købet her se, bl.a. fordi man bruger alt for få ressourcer, at der kommer kraftig kritik fra dem, der skal arbejde med ordningen, og at der også er en kritik af den udvidelse, der lægges op til, fordi det simpelt hen ikke er ordentligt. Der er ikke tilstrækkelige ressourcer, og det bliver ikke gennemført på en ordentlig måde, og så synes vi ikke, at vi kan støtte den udvidelse, som jo primært er begrundet i, at man vil frihedsberøve endnu flere, og at det er billigere at have dem med fodlænker end at have dem i fængslerne. Det er ikke, fordi man har gode begrundelser for, at det vil give en bedre præventiv effekt og en bedre effekt i forhold til dem, der bliver udsat for det osv.

Vi mener, at det er på tide, at man sætter sig ned og kigger på vores straffesystem samlet og ser på, hvordan vi bliver bedre til at bruge straffe, der virker, i stedet for bevidstløst bare at ville frihedsberøve folk.

Tak til ordføreren. Så er det justitsministeren.

Tak for det. Og tak for en god modtagelse af lovforslaget især fra dem, som har erklæret sig parate til at støtte det.

Det er jo sådan, at fodlænkeordningen har været under etapevis opbygning, og man må sige, at det i dag er en velfungerende ordning både organisatorisk og personalemæssigt. Der er en række fordele ved fodlænkeordningen, herunder at den dømte jo kan bevare tilknytningen til arbejdsmarkedet eller uddannelsessystemet, og det kan så mindske risikoen for tilbagefald til kriminalitet efter endt afsoning.

Derfor kan jeg også godt undre mig over, at fru Line Barfod for et øjeblik siden sagde, at det jo bare var for, at vi skulle spare fængslerne for indsatte, og så kunne man altså bare have dem på fodlænkeordningen i stedet for, men at det jo ikke havde nogen effekt. Det har det da! Jeg undrer mig meget over den indstilling. Det er da en kæmpe fordel, at der nu er mulighed for for en række dømtes vedkommende, at de kan være i en fodlænkeordning, hvor de kan bevare tilknytningen til samfundet, til deres arbejde osv., og det giver da klart en bedre mulighed for, at de efter endt straf kan fortsætte med en tilværelse forhåbentlig uden kriminalitet. Derfor er jeg fuldstændig uforstående over for den negative stemning, der fra nogles side er omkring det her. Vi er i regeringen af den opfattelse, at vi skal lave afsoningsordninger, der så vidt muligt sikrer, at folk kan komme ud i samfundet igen og blive nyttige samfundsborgere og ikke falder tilbage til kriminalitet. Men det er altså åbenbart ikke den generelle holdning; man mener, det her bare er sådan noget, vi gør for at spare på fængslerne. Jeg synes, det er underligt, at der er den negative stemning omkring det.

Nu lægger vi altså op til at udvide ordningen til også at omfatte personer, der er idømt fængselsstraffe på indtil 5 måneder, og det er da forhåbentlig yderligere et skridt i retning af mindre kriminalitet i det danske samfund.

Så er det da klart, at vi også skal se det i lyset af, at det er en afsoningsform, der er mindre udgiftskrævende end afsoning i fængsel. Forslaget har i øvrigt også baggrund i, at Folketinget den 28. januar i år i forbindelse med forespørgsel nr. F 16 om ressourcer til kriminalforsorgen bl.a. vedtog, at der skal frigøres fængselspladser gennem en udvidelse af fodlænkeordningen, men det er vel ikke nogen, jeg havde nær sagt – selv om det kunne lyde som en dårlig vittighed – forbrydelse, at vi her også har en ordning, der er mere økonomisk, samtidig med at den er bedre for en række straffedes vedkommende.

Så jeg synes bestemt, der er grund til at bakke op om forslaget. Jeg har undret mig over, at det for nogle ordføreres vedkommende endte i en diskussion om økonomi, men det synes jeg hr. Tom Behnke fik sat udmærket plads. Der tilføres altså rent faktisk i den her sammenhæng midler til de omkostninger, der er forbundet med ordningen.

Fru Karen Hækkerup for en kort bemærkning.

Kan ministeren oplyse, hvad det koster at indkøbe 60 stk. fodlænker? Hvor meget af de 10 mio. kr. er der sat af til indkøb, og hvor meget er der sat af til øgede personaleudgifter?

Ministeren.

Nej, jeg har ikke lige regnestykket ved hånden, men det kan vi jo få oplyst under udvalgsbehandlingen. Det afgørende er, at der tilføres kriminalforsorgen 10 mio. kr., og det er det, der ifølge det, der er oplyst over for mig, er den udgift, der er forbundet med en udvidelse af ordningen – både i personaleudgifter og i materielanskaffelser.

Fru Karen Hækkerup.

Nu skældte den konservative ordfører mig ud lige før, fordi jeg kom til at sige, at det var udtryk for en hokuspokusøkonomi, fordi kriminalforsorgen jo i år skal spare 60 mio. kr., og så får man så 10 ud af de 60 mio. kr., man selv lige har skåret væk, til at udvide fodlænkeordningen.

Jeg synes, det vil være godt, at vi under udvalgsdebatten får en drøftelse af økonomien i kriminalforsorgen, for uanset om ministeren eller jeg har ret, må vi konstatere, at der, uden de 60 pladser, der altså kommer yderligere, i foldlænkeordningen lige nu er et belæg på 135 pct. i hovedstaden. Det betyder, at man ikke kan give det tilbud, som vi i virkeligheden har aftalt med hinanden at der skal være i fodlænkeordningen, at man ikke kommer lige så ofte på kontrolbesøg, at kontrolbesøgene er af meget kort varighed, og at der derfor ikke er tid til at komme ind i de ting, som man burde komme ind i.

Det betyder også, at selv om der er nogle regler for, at man skal afsone senest 30 dage efter, at der er givet tilladelse til, at man kan afsone med fodlænken, så sidder folk i mange måneder og venter, selv om det er en voldsdom, de skal ind og afsone.

Så helt uanset om man udvider med 60 mio. kr. eller ej, så har vi i forvejen et problem med fodlænkeordningen. Hvad vil ministeren sige til det?

Ministeren.

Jeg ville ellers have været glad, hvis det havde været sådan, at fru Karen Hækkerup var blevet lidt glad for det med økonomien. Jeg forstår, at det ikke helt er tilfældet. Men jeg bliver nødt til lige at rette: Det er altså ikke 60 mio. kr., vi tilfører, det er 60 ekstra pladser, og de koster 10 mio. kr. Og de 10 mio. kr. er altså nogle, vi tilfører kriminalforsorgen. Så vi tilfører kriminalforsorgen midler i forhold til de udgifter, der er. Jeg kan slet ikke forstå, at det giver anledning til kritik.

Så er der en anden side af sagen, nemlig kriminalforsorgens økonomi i al almindelighed, og det kunne man jo godt tage en debat om, men her og nu drejer det sig altså om, at vi vil udvide fodlænkeordningen. Det er en god ting i forhold til det kriminalpræventive arbejde, og det er en god ting for dem, der kommer på ordningen – det er i øvrigt en ordning, de selv søger om at komme på, skal jeg lige gøre opmærksom på; det er jo ikke nogen, der ikke vil, der kommer med i fodlænkeordningen – og vi dækker de ekstra omkostninger, som er forbundet med det.

Så jeg har meget vanskeligt ved at se, hvad det er, der fører til den, synes jeg, sådan lidt negative stemning omkring det her. Jeg havde egentlig troet, det var et forslag, hvor vi sammen begejstret kunne sige: Ja, det gør vi, det her, det er en god idé, både for de indsatte og for økonomien. Det er jo lidt ærgerligt. Men lad os se på under udvalgsbehandlingen, om ikke vi kan få livet gemytterne lidt op, når vi nu får lejlighed til at diskutere det lidt.

Fru Karina Lorentzen Dehnhardt for en kort bemærkning.

Jo, men det, der skaber stemningen omkring det her, er jo, at vi er meget optaget af, at den her ordning kvalitetsmæssigt skal være i orden. Nu har både fru Karen Hækkerup og jeg jo været ude at køre med de her mennesker og har set, hvad det er for et arbejde, de gør, og det ville være rigtig ærgerligt, hvis det skulle blive ødelagt. Men jeg kan bare undre mig over, at der den her gang er sat halvdelen af det beløb af til at udvide fodlænkeordningen, som der var, da man udvidede med 150 pladser, og den her gang skal man endda også indeholde købet af fodlænkerne i den samlede sum. Jeg forstår det bare ikke, og jeg synes ikke, det hænger sammen. Men lad det ligge; vi får en drøftelse af det under udvalgsbehandlingen.

Til gengæld vil jeg spørge ministeren, om han ikke er enig i, at vi skal have en evaluering af fodlænkeordningen, for det har vi faktisk ikke.

Ministeren.

Ja, selv om fru Karina Lorentzen Dehnhardt siger, at vi skal gemme det til udvalgsarbejdet, så vil jeg, når det nu bliver fremhævet, dog alligevel sige, at jeg jo ikke har siddet og lavet regnestykket selv. Jeg har bare forholdt mig til det tal, jeg er blevet præsenteret for, 10 mio. kr., men jeg tror, det er regnet nogenlunde rigtigt ud.

Det, som umiddelbart ligger for, og som hr. Tom Behnke også var inde på tidligere, er, at der jo formentlig er tale om, at der er nogle generelle omkostninger, nogle startomkostninger osv. Når man så har etableret softwaresystemet, der skal styre det, så bliver det jo ikke dyrere af, at der kommer flere pladser til, i hvert fald kun marginalt, og derfor har man altså på den måde færre marginalomkostninger, når der er ekstra pladser, end de omkostninger, der skulle til i startfasen. Jeg tror, det er sådan, det hænger sammen.

Med hensyn til en evaluering synes jeg altid, det kun er godt, at man vurderer og evaluerer tingene.

Der er ikke flere bemærkninger til ministeren. Tak til ministeren.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Retsudvalget. Såfremt ingen gør indsigelse herimod, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.